– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912-1920;
– fra sidene 497 – 498 :
Af de yngre Haugianere i Sogndal bør heller ikke glemmes Niels Thorbjørnsen Ylvisaker (Meddelelser fra Svogeren, Herman Hundere. «Niels Thorbjørnsen Ylvisaker». En kort Livsskildring (af Herman Hundere og B.J. Muus). Kristiania 1884. Særtryk af «Luthersk Kirketidende» 4. R. III. Bind 1878. «Norske lutherske Prester i Amerika» 1843 – 1915. Samlet af Pastor O.M. Norlie. Anden reviderede Udgave. Minneapolis, Minnesota 1915, Side 120).
Han blev født paa Fardal i sidstnævnte Prestegjæld 11. Februar 1832 og var Søn af Gaardbruger Thorbjørn Nielsen og Hustru Sigrid Olsdatter Stedje; siden flyttede han med sine Forældre til Ylvisaker, der ligger i samme Sogn.
Allerede tidlig røbede han usædvanlige Evner og en brændende Lærelyst. Den første Undervisning fik han af Forældrene i Hjemmet; Kirkesangeren i Sognet fortsatte; i Konfirmationsaaret 1846 og udover modtog han Veiledning i forskjellige Fag af Sogneprest J. L. C. Olsen (1816 — 1866) der en Tid havde været Seminarielærer og omtales som en flink Skolemand.
Saa fik den livsfriske, unge Gut ved et Uheld en alvorlig Benskade og blev kastet paa Sygeleiet i længere Tid. Det traf sig nu saa, at en kristeligsindet, vanfør Gut kom til at pleie ham; de læste Guds Ord sammen og talte med hinanden om aandelige Ting. Herigjennem fandt Herrens Aand vei til Ylvisakers Hjerte; han kom snart til en levende Syndserkjendelse, fik efter nogen Kamp tro sine Synders Forladelse og blev forvandlet i sit Sinds Aand, saa han glad kunde vidne : «Det gamle er forbigangent; se alt er blevet nyt !»
Dette aandelige Gjennembrud skeede omkring 1848. Snart fik han høre om Herman Hunderes forandrede Liv. Da han nu var bleven frisk igjen, besøgte de hinanden, mødtes ved Hovedkirken paa Stedje (Sogndal) samt ved Opbyggelser hos Marthe Pladsen.
«De knyttede en Broderskabspagt og lovede med Suk til Gud at ville være som David og Jonathan; siden vekslede de tillige flittig Breve».
Allerede Høsten 1850 blev Ylvisaker ansat som Lærer i Hjembygden Stedje, forflyttedes Høsten 1852 til Sogndalsfjærens faste Skole og «arbeidede med en svær Iver baade for at tilegne sig selv Kundskaber og drive sine Elever mest mulig frem».
Kort Tid efter sin Vækkelse begyndte ogsaa han at vidne om sin Tro i Opbyggelsesforsamlinger; herunder udvikledes efterhaanden hans store Begavelse som Prædikant. Denne dobbelte Virksomhed som Guds Ords Forkynder og Lærer fortsattes indtil 1856.
Ved at se, hvorledes Drukkenskaben hærjede blandt vort Folk, som en Farsot ødelagde Hjemmene og gjorde Hjerterne sløve for Guds Ords Paavirkning, blev Ylvisaker dybt greben, traadte ind i Bergens Afholdsselskab og var dets Emissær indtil 1859.
Som saadan reiste han rundt i Stiftet og med gribende Veltalenhed skildrede al Syndens Elendighed, særlig de stærke Drikkes Ødelæggelser, formanede til Bod og Omvendelse og stiftede mange Afholdsforeninger.
Fra 1859 til 1861 gjennemreiste han en stor Del af Landet som Departementets Talsmand for den samme Sag.
Med sine Foresattes Tilladelse benyttede han for det meste en Vikar til at røgte Skolegjerningen, men tog sidstnævnte Aar Afsked. Derpaa virkede han som Emissær for det norske Missionsselskab i Stavanger og holdt fra 1861 til 1863 talrige Opbyggelser, Bibellæsninger og Missionsforedrag baade vestenfjelds, søndenfjelds og østenfjelds.
Det var ikke mindst i denne Tid, at han fik mange
– 498 –
Venner og tiltrak sig almindelig Opmærksomhed blandt Lægfolk og Prester.
Vaaren 1863 flyttede han til Trondhjem; i Nærheden af Byen kjøbte han en Landeiendom og fortsatte nu for Stedets Kredsbestyrelse sit Arbeide for Hedningemissionen.
Efter at have arbeidet her nogle Aar under stor Tilslutning og til rig Velsignelse udvandrede han med Familie til Amerika 1868.
Paa det nye Sted sluttede han sig til den norske Synode og virkede med stor Nidkjærhed og Dygtighed som prest i Redwing, Minneapolis og Zumbrota fra Ankomsten til sin Død.
Det store Arbeide nedbrød hans Legemskræfter før Tiden. For sin Helbreds Skyld gjorde han 1876 en Reise til Hjemlandet, hvor han ogsaa fik Anledning til at repræsentere sin Synode ved det norske Missionsselskabs Generalforsamling, glædes sammen med gamle Venner og vinde nye.
Hvor oplivende dette Besøg end var i aandelig Henseende, gjenvandt han dog aldrig mere sin Sundhed.
Allerede 16. April 1877 afgik han ved Døden i Goodhue, bare 45 Aar gammel. Han havde siden 20. Marts 1857 været gift med Kristine Ørbek Hundere, en Søster af hans før nævnte ven.
Et par Smaaskrifter : «Om Absolutionen» og «Seks Prædikener» udgav han i Bergen under sit sidste Besøg i Norge. De er interessante vidnesbyrd om hans Begavelse og Opfatning, men giver ikke det fulde (Bilde/red.) af ham som Prædikant og kristelig personlighed; han var ogsaa langt mere det mundtlige Ords end Pennens Mand.