– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Andet Bind. Anden Afdeling. Christiania 1912 – 1920.
– fra sidene 479 – 481 :
Ved Siden af Sogns ældre, gjenlevende Haugianere virkede i denne Tid en Række tilreisende Lægmænd, som Daniel Arnesen, Ole Aanstad, Ole Sivertsen, Elling Eielsen, A.N. Haave, M.I. Wefring, Anders Redal m.fl.
Herved blev de Gamle styrkede i Troen og mange vakte til nyt Liv. Af disse var der flere, som fik blivende Betydning, ikke alene inden sin Bygd, men for store Dele af Vestlandet og tildels ogsaa større Strøg af det øvrige Norge.
I Lyster (Luster/red.) maa først og fremst nævnes Ole Olsen Brustuen, født paa sidstnævnte Sted 1818, ikke langt fra Fortun Kirke. Forældrene var begge kristeligsindede Folk og hørte til H. N. Hauges Venner. Sønnen fik den almindelige Undervisning i Stedets Omgangsskole, blev kristelig opdraget og vænnet til Arbeidssomhed og Nøisomhed. Han var en begavet og kvik Gut med stor Læse- og Lærelyst.
Efter sin Konfirmation i Fjortenaarsalderen hjalp han Forældrene med alt forefaldende Arbeide hjemme. Da han fik mere og mere Lyst til at undervise Ungdommen, modtog han lidt Veiledning i de almindelige Skolefag af en ældre Lærer, men erhvervede sig mest Kundskab ved Læsning og Selvtænkning. Saaledes forberedt begyndte han som Omgangsskoleholder i Fortundalen, ikke langt fra sit Hjem.
Han blev allerede fra Barndommen af draget til Gud gjennem Foreldrenes Eksempel og Formaninger, sin Børnelærdom og Haugianernes Opbyggelser; det kom til bevidst Gjennembrud med ham før den voksne Alder; men han var en ydmyg, forsigtig og beskeden Mand, der vilde udvikles og modnes, før han begyndte at veilede andre. I Skolen mærkedes det først og bedst, at der var foregaaet en Hjerteforandring med ham, og at han var bleven «en ny Skabning i Kristus Jesus».
Al hans Undervisning var dygtig og nidkjær, særlig i Religionstimerne, og gjennem denne øvede han stor Indflydelse og blev hele Bygden til Velsignelse. Omkring 1845 spurgte hans jævnaldrende Ven Peder Nagløren, om han ikke pleiede at samle Folket til Opbyggelse. Han svarede : «Jeg har nu tænkt, at det var bedst at vise Kristendommen i Livet, før jeg forsøgte at vidne med Ord». Men han begyndte straks efter i Opbyggelser at bekjende sin Tro, først i Hjembygden, derefter rundt om i Sogn, paa Voss, i Gudbrandsdalen og indover til Christiania samt over en stor Del af Østlandet og Sørlandet og enkelte andre Steder.
«Han var en meget begavet Guds Grds Forkynder». I sine Opbyggelser gik han frem paa gammel haugiansk Vis; han udlagde sjelden et bestemt Bibelafsnit eller Skriftsted, men oftere et Stykke af Børnelærdommen eller et Salmevers. «Det var Bøn og fri Formaningstale, men sammenhengende, vækkende, veiledende og tilskyndende». Han forstod som faa at «dele Ordet rettelig», «tog altid Hensyn til Tilhørernes Standpunkt og aandelige Behov og var aldrig ensidig i sin Forkyndelse. Ingen vigtig Sandhed blev overseet eller sat i Skyggen, alt kom til sin fulde Ret. Kristus og hans Gjerning for os og Aandens Gjerning i os fremholdt han altid klart og gribende».
Som alle Ældre ofrede han ogsaa det indre Livs Kristendom stor
– 480 –
Opmærksomhed. Troeslivets Kampe og Kaar under Glæder, Sorger, Trængslerog dybe aandelige Anfægtelser skildrede han hyppig af egen, rige Erfaring.
«Han havde en stærk Røst, og vidnesbyrdet greb kraftig Tilhørerne». Han paavirkede baade «Erkjendelsen, Følelsen, Viljen og Samvittigheden. Ordene faldt saa kraftig og indtrængende, at man næsten kunde tro, at han var uimodstaaelig».
Han blev ogsaa til Velsignelse for mange gjennem sin Virksomhed, ikke mindst ved sin Gave til at veilede. «Det vidnesbyrd han aflagde var alsidigt og blev mer og mer evangelisk». Saavidt hans Venner kunde opdage, var hans eget Kristenliv jævnt, roligt og ikke meget anfægtet; men hans Taler og udtalte Erfaringer viste, at han ogsaa havde sine Kampe. Han eiede en fast Karakter, en stærk Vilje og et stort Mod til at sige sin Mening; han var en selvstændig Mand, der ei bøiede sig efter, hvad andre mente, og ikke lod sig paavirke af Flertallets Opfatning eller nogen anden Autoritet end Guds Ord.
Engang han reiste over Fjeldet fra Gudbrandsdalen til Lyster, samlede han overalt Budeierne paa Sætrene til Opbyggelse. Straks efter reiste en Prest samme vei og fik høre dette. Da han kom til Lyster, opsøgte han Lægmanden og spurgte, om det var ham, som havde talt Guds Ord for Budeierne paa Fjeldet. «Ja !» svarede Brustuen. «Det maa du som Lægmand ikke gjøre», ytrede Presten. Da blev Ole harm og sagde : «Er du Sjælesørger og kan snakke saa, at jeg ikke maa tale til Folk om Synd, Retfærdighed og Dom ?» Derpaa tog han alvorlig fat paa presten, som snart blev ham Svar skyldig og gik bort hurtigst mulig.
— Sin Lærervirksomhed fortsatte Brustuen i over 20 Aar indtil Midten af Sekstiaarene. «Da søgte han Afsked, fordi han syntes, at saa meget nyt kom ind i Skolen og svækkede de tidligere Hovedfag : Religion, Norsk, Regning og Skrivning. Siden kom Bønderne ofte og raadførte sig med ham angaaende forskjellige Skolebøger, og det gik altid efter, hvad Brustuen sagde og mente, ikke efter den nye Lærer; en slig Tillid og Indflydelse havde han».
Han var meget forstandig og havde en sjelden Evne til at prøve Aanderne, men var kjærlig i alt sit Forhold; dog kunde han ogsaa være stræng og alvorlig, naar han syntes, at Forholdene krævede det. Han var særdeles gjæstfri og i Stilhed meget godgjørende mod Fattige. Alle sine Dage levede han ugift.
I Alderdommen tog Helbreden stærkt af. Som alle Haugianere arbeidede han flittig timelig og aandelig, lige til Sygdommen tvang ham til at være i Ro ; men han bar alt med Taalmodighed uden at knurre eller klage, ja udbrød ofte i Lov og Tak til Gud. I denne Tid besøgte hans gamle ven Peder Nagløren ham og spurgte : «Hvorledes har du levet idag ?» Brustuen svarede : «Aa jau, Herren er no
go jamt, og idag har han været en Doblare» (gjort dobbelt godt mod ham).
Hans Liv var sjelden forsigtigt og eksemplarisk og gav et stærkt Indtryk af personlig Hellighed. Sognepresten i Lyster talte engang med sine Konfirmander om Jesu Ord : «Hvem kan overbevise mig om nogen Synd ?» Saa spurgte han dem : «Er nogen nu syndefri ?» «Ja», svarede en liden pige. «Hvem da ?» udbrød Presten forundret. «Ole Brustuen», svarede Barnet frimodig; et saa stærkt Indtryk havde hun faaet af hans lysende, hellige vandel.
I et Vennebrev skriver han : «Tidernes Tegn er underlige og vore Tider betænkelige; men Herren ved selv bedst, hvad han vil gjøre; at han er med i Spillet, kan vi ikke betvile; der er ingen Ulykke i Staden, som ikke kommer fra ham». Det er ingen Møie for ham at gjøre de Seende blinde, Hørende døve og give dem, som ikke vil tro Sandheden, et forvendt Sind, saa de tror Løgnen efter at have forkastet Sandheden. Herren give sit Folk Raade til at vaage og stadig være paa sin Post og modstaa Fienden til alle Sider; Fristeren søger med
– 481 –
al sin List og Magt at lamme Troens Frimodighed oftest fra den Side og i den Stund, vi mindst venter ham. Uagtet al kristelig Bevægelse i Landet, som vi vist maa takke Herren for og glæde os over, saa mærkes det dog, at et aandeligt Uveir er ifærd med at bryde ind og sprede Guds Hvede som Avner for Vinden. Men han, som er den Trofaste og Sanddrue, har lovet os i sit Ord, at ingen skal rive de Troende af hans Haand; han vil være med Sine alle Dage, enten de er lyse eller mørke; han vil bevare baade under Ære og Vanære, ja i Alt, som møder. Han selv hjælpe os ved sin Helligaand til at bygge og bo i Haab og Tro paa Ordets usvigelige Klippegrund og ikke lade os omdrive af de mange og forskjellige Lærdomsveir, som blæser i disse mod Enden hældende Tider».
Nogle Aar senere, før Vantroens Storm ret brød løs, gik den trætte og tro Herrens Tjener ind til den Sabbatshvile, som er tilbage for Guds Folk, 13. Marts 1898.
Han blev begravet paa Fortuns Kirkegaard. Ole Brustuen var liden af Vekst, men velbygget. Ansigtet var ikke meget rynket, Udtrykket vekslende : snart alvorligt og bestemt, snart mildt og venligt, naar han kom med sine mange morsomme Indfald.
Hans vakre, blaa Øine var i Almindelighed alvorsfulde; Haaret var sort; han barberede sig, dog lod han Skjægget vokse halvlangt rundt omkring Hagen og paa Siderne. I Omgang var han livlig og meddelsom og havde let for at tale privat med Folk paa en vindende og god Maade.
Han var en begavet Mand, et fast Viljes- og Karaktermenneske, en kristelig Personlighed af sjelden Art, en aandelig Leder og Vingaardsarbeider, som blev mange til velsignelse (Oplysninger og Meddelelser fra Brustuens mangeaarige, fortrolige Ven Peder Nagløren. Brev fra Brustuen af 18. Marts 1896).