– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– les også om :
– fra s. 173 – 175 :
I Søndhordland var der fra 1814 og utover atskillig kristelig Liv og Bevægelse, fremkalt ved Hauge og hans Venner, samt en del dyktige Lægmænd. Den eldste og betydeligste var visstnok Thorbjørn Gundersen Sandvig i Fjeldberg, født der i 1756 (1755 ?) (Thorbiørn, Søn af Gunder Sandvigen blev døbt i Eid Kirke 3. Søndag efter Treenighedssøndag (Dominica Trinitatis) 1755 – det var dato 15. juni 1755/se kirkeboken her/red.).
Han blev grebet af den haugianske Vækkelse saa snart, den naaede Egnen, og hørte til dens mest anseede og indflydelsesrige Medlemmer. Han deltog flittig i de kristelige Forsamlinger og holdt ogsaa selv Opbyggelser, især i sin Hjembygd og nærmeste Omegn.
Han var tænksom og forsigtig og eiede maaske en mere udpræget evangelisk Erkjendelse end nogen anden Haugianer i Samtiden.
Hyppigst talte han over et Guds Ord og forklarede og anvendte dette med Dygtighed og i Sammenhæng; af og til holdt han fri Formaningstale i Tilslutning til Børnelærdommens Sandheder, et Salmevers eller et oplæst Stykke af Luther, Arndt, Scriver, Müller eller H.N. Hauge.
For at give et Indtryk af hans Kristendoms Forkyndelse, meddeles følgende af en utrykt Betragtning, som han sendte en Ven 22. Februar 1822 : “Vor Hjertes Tro og Munds Bekjendelse er denne : at tro og antage Loven og Evangeliet. Loven anklager os for Gud og fordømmer os alle uden Forskel : for den mindste onde Tanke, som for den groveste Synd. Evangeliet er det utænkelige og ubegribelige store Naades Tilbud, som Herren lovede Adam og Eva, vore Stammeforældre, og gav dem og os et troværdigt Løfte med Forjættelse, at en Kvinde skulde føde den, som skulde knuse Slangens Hoved; og alle, som troede og tilegnede sig denne store Naade, fik den Helligaand, som vidnede i deres Aand, at de var retfærdiggjorte og havde faaet Fred med Gud formedelst Kvindens Sæd. Af dette ga Gud et synligt Billede, da Israels Folk var bidte af de gloende Slanger; thi de ligner baade Synden og Syndestraffen. Da bød Gud Moses at gjøre en Kobberslange og hænge den op paa et Træ, saa at Israels Folk kunde se den, at den var død, og kjende, at Guds Naadeløfter var troværdige. Alle, som følte Smerten af Slangegiften og saa op til ham, som havde knust Hugormens Hoved, blev lægte og fik Trøst og Glæde istedenfor Giften og Smerten. Alle det gamle Testamentes Løfter og Forjættelser om Kvindens Sæd forøger min Glæde og Trøst, vidner om det nye Testamentes Opfyldelse, om Jesu fuldkomne Lærdom, Lidelse, Død og Opstandelse, ja forsikrer alle, som tror, at han af Naade vil blive i os og vi i ham, og da har vi faaet Retfærdiggjørelsens Virkning, som er Fred med Gud og Glæde i den Helligaand”.
Da er Profetens Ord opfyldt, som siger : “Naar vi er forløste af vore Fienders Haand, da skal vi tjene Gud uden Frygt i Hellighed og Retfærdighed alle vore Livs Dage“. Min ydmyge Hjertens Bøn til Gud er denne, at han i sin Naade vil give os den levende Kundskab at tro og antage Jesus, som Gud har givet os til Visdom, at al Visdom kommer af hans Ord og medvirkende Aand til Retfærdiggjørelse, at han har fyldestgjort for alle vore Synder, og at vi tror og glæder os derover med uafladelig Lov og Tak til Helliggjørelse, saa vi gjør alle Guds Budords Vilje med Lyst og Glæde.
Iblandt Folk hører jeg ingen Ting mere misbrugt end det Ord Tro. Vi har et klart Bevis i de 10 Spedalske; de troede alle, at han var Herre og Jesus, og de raabte alle om Forbarmelse, og de følte alle lige stor Trang til Renselse, ja de blev alle 10 rensede, men hvad skeede ? Der var kun én, som vendte tilbage og gav Gud Æren. Derfor er der mange kaldede, men faa udvalgte. Troen tilegner sig ikke alene Guds Naade, men Troende bliver ydmyg og glad; ydmyg fordi han har bekommet alt uforskyldt, glad og frydefuld for den Glæde og Fred, han har faaet ved Jesu forsonende Offers Blod og Død og for Barneret og Arvedel til Himmelen og Saligheden. Derfor kan ikke en Troende gjøre andet end elske og ære Gud med kjærlig Lydighed og love og takke med Ord og Gjerning. Disse og flere Sandheder er det, Naadens Aand erindrer mig om at bekjende og lære for Menneskene”.
— Han skrev ogsaa kristelige Breve, hvoraf enkelte var udførligere Sendeskrivelser til den haugianske Vennekreds. Desuden har han ladet trykke i Christianssand 1820 en liten Bog : “Sandheds Erfaringer og faderligt Raad til mine Børn og flere, som ikke modstaa den Helligaands tilberedende (d.e. forberedende) Naade”. Den blev optrykt i 1835 paa Egsæt i Volden paa Søndmøre.
Sandvig nød tillige borgerlig Anseelse og mødte paa det overordentlige Storthing i 1814 som Repræsentant for sit Amt og var da allerede en ældre Mand.
Den bekjendte Claus Pavels skriver : “Thorbjørn Sandvig fra Fjeldberg havde et ærværdigt, kraftfuldt Udseende, og man fortalte om Udtalelser af ham til Grev Wedel efter de famøse Debatter om Kongen, og til Kronprindsen (den senere Carl Johan), da han var i Fredrikshald som Deputeret, der vidner om baade Forstand og Frimodighed. I Storthinget hørtes kun hans Votum”.
Og prost N. Hertzberg forteller : “En af de 12 Deputerede, vi sendte til Fredrikshald at melde Carl Johan, da Kronprinds, at Foreningen var sluttet, var Bondemanden Thorbjørn Sandvig fra Søndhordland, en høi, firskåren Mand med brede, store Arbeidsnæver. Kronprindsen hilsede enhver med Haandtag. Thorbjørn rakte ogsaa frem sin store, haardføre Næve.
“Spørg den Nordmand”, sagde vor ædle Carl Johan til en Tolk, “hvorfor han trykkede saa haardt min Haand”. Thorbjørn svarede : “Da va norsk Troværdigheit“. Jeg hørte flere fortælle Svaret anderledes, saasom : “Vi Nordmænd holder haardt ved den, vi giver vor Haand”. Men det anførte Svar er efter Thorbjørnsens egen Mund til mig, flere Gange gjentaget.
Jeg saa med egne Øine det vakre Træk af Carl Johan, at han, ved sin Udgang af Selskabssalen sidste Gjæstebud blev store Thorbjørn var, staaende i Flokken, og rakte ham sin Haand over de andres Hoveder; Thorbjørn greb den, og jeg er sikker paa, at vor gode Carl Johan følte Haandtaget“.
— Kongen likte Sandvigs Oprigtighed og Trofasthed, og forærede ham siden til Minde om Mødet et gjildt Sølvbæger, som har været i Ætten på Sandvig lige til den sidste Tid, da man forærede det til Bibelselskapet.
Fjeldberg havde fra 1807 – 1833 Augustinus Meldal Brun til Sogneprest; han var Rationalist. Forholdet mellem den kirkelige Sandvig og Brun var idethele godt; men det kom dog enkelte Gange til Rivninger paa Grund af Prestens Rationalisme.
— I sine sidste Leveaar interesserede den Gamle sig stærkt for en kristelig Privatskole, som den virksomme Madame Pytter i Bergen, som sympatiserede med Hauges Venner, ogsaa ivrig arbeidede for. De ønskede at faa den kjente Thomas Amble eller en anden dygtig og troende Mand til Lærer. Eleverne, tænkte man, kunde siden blive dygtige Religionslærere og Omgangsskoleholdere. Ikke længe før sin Død, i et langt Brev av 22. februar 1822, udvikler Sandvig sine Tanker angaaende Sagen for sin Ven Ole Torgersen Svanøe i Kinns Prestegjæld, men nævner deri intet om, at førnævnte Kvinde fremdeles støttede den. Det fremgaar af Brevet, at de tidligere havde talt mundtlig om Sagen, samt at Ole Svanøe dengang var villig til at sælge sin nævnte store Eiendom til Fremme af nævnte Øiemed.
Det skulde da dannes et Interessentskab og en kristelig Skole til Uddannelse af troende Almueskolelærere sættes igang paa Svanøen (Svanøy).
Det var Meningen at ansætte to Lærere, en gift, der vistnok tillige skulde fungere som Husfader, samt en ugift. “Disse”, skriver han (Sandvig) “bør være aandelig lærte og erfarne i Guds Naade; saadanne kan ikke antages uden med Bøn og aandelig Undersøgelse og Skolens ældste Tilsynsmænd skal have Valget gjennom Tiden”.
Det ser ud til, at man mente at drive Eiendommen til bedste for Skolen, saa at Kapitalen blev forrentet og noget afbetalt paa denne hvert Aar. Det var ogsaa selvfølgelig Meningen, at elevene skulde bo paa Stedet og for en billig Betaling have sit Ophold der.
Sandvig tror, at det kunde være Haab om, at de Lærere, som blev nyansatte i Bergens Stift fik Paalæg om først at søge Lærerskolen, samt at ældre lærere ved Leilighed ogsaa vilde komme did for i kortere eller længere Tid at modtage Undervisning.
Udgifterne ved Elevernes Ophold paa Skolen, mener han, enten kunde dækkes af “Oplysningsvæsenets Fond”, eller derved, at hvert Prestegjæld betalte for sine Lærere.
I samme Brev hedder det fremdeles : “Jeg vil ikke lade mig friste til at tænke, at vaare Biskopper og Prester skulde kunne undvære saa fornøden en Skole og en saadan Oplysnings Hjælpekilde…Du kunde vel spørge : hvor skal vi faa unge Mænd med Aand og Kraft, som kunde være rette Skolelærere, da vil jeg svare dig med de Ord, som Abraham sagde til sin Søn Isak : “Herren skal udse sig dem”.
— Men denne mærkelige Plan, som kristelig og praktisk gjennemført kunde have været til uberegnelig Velsignelse baade for Kristendom og Oplysning gjennem Tiderne, strandede desværre ved Sandvigs snart derpaa følgende Død 16. (15.?) September 1822 (se nærmere fra Ministerialbogen her).
Han drev som Gaardbruger i Fjeldberg lige til sin Bortgang. Sønnerne Johannes og Omund Sandvig omtales ogsaa som varme, virksomme og dygtige Guds Ords Forkyndere.