– “..til mine Børn og Flere, som ikke imodstaae den Helligaands tilberedende Naade, med en kort tilføiet Bøn”. Christiansand 1820. Trykt af J. Johansen hos O.P. Moe;
– dette utgjør et spesielt og personlig dokument som viser kjernen i Thorbjørn Sandvigs egen tro og den samme og sanne kristentro som var plantet i generasjoner, men vakt til live især gjennom den folkelige bevegelse som den nyere tids Norges “apostel” Hans Nielsen Hauge fikk vekke til live; les her fra sidene 3 – 32 :
Jeg kunde ikke have dristet mig til at skrive noget om Religionen, dersom ikke Gud selv ved Mose (Moses/red.) havde befalet : De Ord, som jeg byder dig i Dag, skal du lægge paa dit Hjerte, og du skal igjentage dem for dine Børn, og naar du gaar paa Veien og naar du lægger dig og naar du opstaaer. 5. Moseb.6,6.
Og Jesus siger selv : Naar du er bleven omvendt, da styrk dine Brødre.
Der kunde vel intet være naturligere, end at Forældre vilde lære Børnene det samme Gode, som de selv ere overbeviiste om. Jeg har, efter den Naade Gud har forlenet mig, stræbt at give mine Børn en christelig Opdragelse. Jeg har og, Gud ske Lov ! den Glæde at see dem vandre paa den Vei, som Guds Ord viser os.
Nu forlanger jeg det af dem igjen, at de skal lære deres Børn det samme og foregaae dem med deres gode Exempel. Jeg maa nu snart forlade Verden. Med indvortes Roe og Glæde ser jeg denne, over alting, vigtige Tidspunkt imøde; thi jeg er frelst, mine Synder ere
– 4 –
betalte med min Frelsers dyre Blod. Han har forladt mig dem alle; jeg gaaer, for hans Skyld, ind i min Herres evige Glæde. Men det ligger mig saart paa Hjertet, at mine Børn efter min Død kunde falde i Lunkenhed, forsømme deres Børneopdragelse og det kunde lykkes Fienden at faa Klinte blandt Hveden naar Husbonden sover.
Derfor har jeg af kjærlig Omhu for mine Efterkommere ladet trykke disse faderlige Raad til mine Børn at de efter min Død ogsaa kan læse et Formanings-Ord fra deres indtil Døden elskende Fader.
#
O ! hvo er du, som vil at Troe og Dyd skal fremmes !
At Vantro skal forgaae, og vilde Lyster tæmmes,
At alle kjende maa, vor Gud og Frelsermand,
O bed om Herrens Aand, om Viisdom og Forstand.
#
Og har du Evne til, (Gud gav dig jo saa meget)
Deel gode Bøger ud, du giver af Guds Eget,
For alting Bibeler, er du en Bibelven,
Den er den bedste Bog, Gud giver dig igjen.
#
– 5 –
En Faders Erindring til sine Børn, om den største Nødvendighed i Verden, nemlig : At være ved Guds Naade overbevist om, at man er en sand Troende eller Guds Barn, og den glædelige Mulighed at blive det, vises her i Faderens Exempel.
________________________
Af Guds Naade er jeg det jeg er. Jeg er, som alle andre, af Naturens et syndigt Menneske. Men, jeg havde fromme Forældre, som opdroge sine Børn i Tugt og Herrens Formaning. De brugte Forstand og alvorlig Flid ved deres Tugt, og Formaning fulgte altid efter Tugten.
Ret mærkeligt var det : Vrantenhed, Vrede, Misfornøielse, Ulydighed eller Selvraadighed gik aldrig forbi uden Risets Straf, og det med stor Opmærksomhed, hvem som var meest Skyldig. Naar min Moder syntes vi havde fortjent Riset, satte hun sig paa en Stoel, og bad den komme, der skulde straffes, med det Løfte : vilde vi komme godvillig, saa vilde hun tugte
– 6 –
taalelig, men hvis ikke, vilde hun tugte strængere. Og da bleve vi vante til at løbe til hende, at vi allene bad om Moderkjærlighed, og lovede Bedring.
Naar Tugten var forbi, holdt hun længe ud med mange Formaninger af Guds Ord, og mange sandselige Billeder om Lydighed, Sædelighed og Flittighed.
Aldrig fik vi Frihed at gaae nogensteds hen, uden at vi bad om Lov dertil.
Vore kjære Forældre forsømte ikke at lære os at læse vor Børnelærdom, med mange andre gode Bøger, altid under den Formaning : At elske Gud med kjærlig Lydighed; thi det er Hovedgrunden til al anden Lydighed mod Forældre og alle andre Foresatte. Af disse forstandige Tugtelser og Formaninger, som de vare besjelede af, fik Jesu Aand Indgang til vore Sjele at berede os mere og mere med Lyst til at læse og bede, at troe og annamme, ja at bede med uudsigelige Sukke.
Jeg erindrer meget vel, at naar de tre store Høitider holdtes, da forklarede vore kjære Forældre, hvorfore vi skulde holde dem hellige, og hvad Got (godt/red.) Gud især havde gjort os syndige Mennesker, at vi derfor skulde glæde os, og takke Gud derfor med kjerlig Lydighed, og da nyde Guds Gaver i Maadelighed og med Taknemmelighed.
Vi vare og tilholdne (oppmuntret til/red.) at holde Chor eller Sang om Morgenen og Aftenen, men især paa Søndag og alle Helligdage.
Naar vor Fader havde læst i Huus-
– 7 –
postilen, da maatte Børnene læse hver et Stykke, med de Erindringer : At vi skulde mindes det vi læste og rette vort Levnet derefter.
Jeg mindes engang, da jeg var i Markem med min Fader at kjøre Tømmer. Der var Bjerge, som skyggede for Solen, men da jeg gik frem, saae jeg Solen i sit fulde klare Skin, da udraabte jeg : det er Jesu Sol ! Jeg kunde ikke begribe, hvorfra den ydmyge Bøielse og det stærke Indtryk i min Sjel kom, uden fra Lysens Fader her ovenfra.
Der var visselig den tilberedende Naade. Fra denne Tid fik jeg mere Fortrolighed og Tillid til Gud i Ordet og Forsikring om, at hvad jeg bad om, det skulde gives mig.
Den Tid var jeg omtrent 9 Aar gasmmel. Jeg blev altid mindet om at have en Bog med mig, naar jeg vogtede min Faders Faar, og det gjorde jeg gjerne. Naar jeg da kom i Marken, læste jeg en Morgenbøn og sang en Psalme, med den Tillid, at det skulde gaae mig vel. Om Aftenen gjorde jeg det samme.
Min Fader bad mig og, at jeg skulde lære en Bøn udenad, som kaldes : Hverdags Morgen- og Aftenbøn, og findes i den bedende Kjede. Thi, sagde han, du veed ikke, hvor Du kan komme hen i Verden. Du kan komme blandt Guds Ords Foragtere, ja Bespottere, der ikke kan taale en saadan Bog. Eller du kan miste dit Syn, eller i andre Farer og Fristelser, derfor er det nødvendigt at Du lærer den.
– 8 –
Vi vare otte Sødskende. Den yngste Søster gik hen vor Sjele-Brudgom i sin spæde Alder. Vor Fader trøstede os med de Ord : Vi vil det troe, hun lever i Roe blandt alle Engers Skare. Al hendes Elende have nu Ende. Hun skinner som Solen den klare.
Da jeg var i mt 14de Aar døde begge mine Forældre, og bleve begravne paa een Dag og i een Grav. Da vare vi 7 fader- og moderløse Børn tilbage.
Da min Fader var bleven dødssyg, gav han mig den sidste Formaning med disse Ord : Nu min Søn ! bekjend din Faders Gud ! og adlyd hannem, af dit ganske Hjerte og med en villig Sjel. Thi Herren randsager alle Hjertens Tanker. Søger Du efter hannem, da skal Du finde ham. Men forlader Du ham, da skal han bortkaste Dig evindelig.
Disse Faderens Formaninger annammede jeg med rindende Taarer.
Da jeg var omtrent 15 Aar gammel læste jeg til Confirmationen. Da fik den Hellig Aands tilberedende Naade mere Bekræftelse i min Sjel. Men just da yttrede sig tre Sjelefiender, som tog Deel med min Fornuft og syndige Natur. Disse vare :Egennytte, Egenære og Egenvillie.
Disse vare saa stærke Kjæmper, at den gode Hellig Aand maatte staae stille og ikke fik sin Naadevirkning i min Sjel, som han vilde, da Ungdommens letflydende Blod tillige
– 9 –
med en fortryllende Verden og mange forføriske Mennesker gjorde hver sit, til at qvæle det begyndte Gode i min Sjel.
Men, — takket og priset være Guds elskelige Kjerlighed i Jesu Christo ! som holdt sit kjerlige Løfte, at han vil af Naade drage alle Mennesker til sig. Han gjorde det og med mig.
Jeg havde dog bestandig Lyst at læse i Bibelen, og det blev mig stedse i Tankerne, at vi burde rette vore Ord og Gjerninger efter Guds Ord. Dog mine foromtalte Hovedfiender overfaldt mig alt for tit, stundom i Tanker, i Ord og tildeels i Gjerninger. Disse Fiender, Egennytte, Egenære og Egenvillie, ere de meest Skjulte, og ligger meest i vor onde Natur.
De besnærede mig alt for tit, ja alt for tit. Engang kom det til fuldkommen Gjerning; jeg vilde benytte mig af Noget, som ikke med Rette hørte mig til. Der var intet Menneske, som vidste det; jeg gjemte det i 15 Aar med stor Uroe i min Sjel, og med det Forsæt, at skille mig derved; men Menneskefrygt og Skamfuldhed holdt mig tilbage. Stundom vilde jeg kaste det i Havet, en anden Tid vilde jeg give det til en Fattig. Men min Samvittighet sagde : Nei, det rette Eier maa faae det tilbage, og saa gik Tiden hem, indtil Guds Aand fik Overhaand med mig, og løste mig og af disse Baand.
Det kostede noget for den gamle Adam, at see sin Ære krænket paa denne Maade. Thi jeg var holdt for
– 10 –
en skikkelig, gudfrygtig og hjelpsom Mand, saa der altid var flere, som rosede mig end som lastede mig; thi jeg skikkede mig nogenlunde efter Verden.
Da jeg var 19 Aar gammel, indlod jeg mig i Ægteskab. Jeg kom i en agtværdig Familie, som havde et godt Rygte, og min Kone var sædelig og stille opdragen, men vi vare begge unge og uerfarne. Dog, Kjærlighedens Aand mindede og lærede mig at bede og sukke mod mine arrige og snedige Sjelefiender.
Egennytte er en Vederstyggelighed for Gud. Den er et stort Afguderie. Den drage Penge og Gods fra vor Næste, enten hemmelig eller aabenbar og synder med overlagt Villie mod disse Jesu kjerlige Ord : “Du skal elske din Næste som dig selv”. Den er et stort Beviis paa Vantroen; thi den troer ikke at Gud kan give ham Klæder og Føde uden at være saa karrig og egennyttig.
Naar denne Fiende fæster Sæde i Menneskets Hjerte, da kommer Egenære og Indbildning til, og siger : Jeg veed mange, som ere værre end jeg, vi ere alle skrøbelige Mennesker, hvem kan være saa reen ?
Med disse Vantroens Trøstegrunde og mange andre Vantroens Indbildninger gik jeg mange Aar hen, skjønt jeg hørte mange og læste flere Prædikener, og havde mange opbyggelige Santaler af Guds Ord, og kunde meest tale om den hellige Skrift, og var agtet som en klog Mand; saa havde mine Hovedfiender gjort alt for mange Kjæmpeskridt med mig,
– 11 –
mod mit bedre Vidende; thi den Hellig Aand mindede mig, naar min Egenvillie valgte at fornøie Kjødet med sine Lyster og Begjeringer.
Med disse og flere Skindyder og et hykkelsk Levnet trøstede jeg mig i den Indbildning, at jeg ikke kunde være anderledes. Naar jeg hørte eller læste Guds Ord faldt det mig stedse ind, at vi burde rette os derefter; men naar det var hørt, var det og glemt. Og naat jeg saae til Andre, da syntes jeg, de vare ei heller bedre end jeg; thi jeg saae altid flere og større Synder paa mine Medmennesker, en paa mig selv.
Kort, jeg var liig alle dem, som lægge Haanden paa Ploven og see sig tilbage og ere ikke vel skikkede til Guds Rige.
Jeg var en Hykler og førde et skinhelligt Levnet og var dog i Grunden en aabenbar Vantroende, ja ganske uomvendt og aandelig blind, med al min Læsning og Hørelse.
I denne Skikkelighed, som alle vantroe Mennesker kalder det, levede jeg, i Barndommen, som et skikkeligt Barn, i Ungdommen, som en skikkelig Ungdom, i Manddommens Alder, som en skikkelig Mand.
Indtil jeg var ungefær 30 Aar, levede jeg i denne vantroe og aandelig blinde Tilstand. Men da erfarede jeg at vor kjere Frelser holdt sit guddommelige Løfte, da han siger : Naar jeg ophøies fra Jorden til Himmelen, vil jeg drage alle Mennesker til mig.
Omendskjønt jeg ikke var andet end en Mundchristen, saa var dog Guds Søns
– 12 –
Aand saa naadig, at han tit og ofte virkede paa min Sjel, med de Mindelser : Jeg burde have tænkt anderledes, jeg burde ha talt anderledes, jeg burde have handlet anderledes, jeg vidste jo, at i Guds Ord var Guds Villie anderledes.
Nu var mit Vantroens Foster fuldvoxen, nu begyndte Frygt og en Skræk i min Sjel. Det var Begyndelsen til min Omvendlese, og det vil jeg ved Guds Naade sandfærdig og omstændelig beskrive saa godt jeg kan.
Jeg var, som før er sagt, ofte i Samtale mned Folk, som havde selv læst i Skriften. Vi talede med hverandre om den hellige Skrift, og læste mange Bøger, men især Bibelen, og jeg kunde meget tale derom, og vi fornøiede os ofte dermed.
Men, jeg lod Tornene faae Frihed at voxe op med og qvæle det Gode ved jordiske Lyster, Egennytte og Vellyst, og bar ikke Frugt til Fuldkommehed.
I denne Tid hendte det sig, at jeg var i Samtale med en gammel god Ven, og vi holdt ud Nat og Dag med aandelige Taler, og da vi talede om Pligter og Forsømmelser i vor Christendom med mange Skriftens Sprog, slog disse Tanker som en Lynstraale i min Sjel : Havde jeg været død før denne Time, saa havde jeg nu været blandt de fordømte Aanders Hylen, Jammersqvaler, Raab og Skrig, med disse nagende og pinende Evigheds uudslukkelige bidende Orme i min Sjel, og Ild, som aldrig
– 13 –
skulle faa nogen Ende, og jeg maatte sige med dem : Ak, vi Daarer ! vi fore vild fra Sandheden, og Retfærdigheds Lys skinnede ikke for os, vi have vandret paa Daarernes Veie.
Just da blev jeg fattig i Aanden. Just da gjorde Jesu Aand mig fattig, at jeg kunde sige af et oprigtig Hjerte, med den forlorne Søn : Fader ! jeg har syndet mod Himmelen og mod dig, min kjere Frelser ! som gik saa godvillig i Døden for mine og den ganske Verdens Synder.
Ja, just da var jeg i mig selv fortabt; just da var jeg det forvildede Faar, den tabte Penning. Just da blev min Samvittigheds Bog opladen, og jeg saae ikke andet end idel Synd, som jeg havde gjort, i Tanker, i Ord og Gjerninger.
Ja, jeg kunde ikke troe, at der paa Jordkloden kunde være saa stor en Synder, som jeg var.
Men, dette var den allerstørste Synd, som nagede min Samvittighed meest : At jeg havde været saa vel oplært i min Barndom, og at mine Forældre havde saa kjerlig formanet mig til at leve efter Guds Ord, og siden havde Gud givet mig saa mange Advarsler i sit Ord, og saa mange Naadens Mindelser i Aanden og Samvittigheden.
Dette med mere blev mig til saadan en Angest i min Sjel, at jeg ikke med Pen kan beskrive det. Aanden rystede min Samvittighed alt mere og mere, fordi jeg havde læst saa meget og ikke levet derefter; jeg havde vidst Guds Villie saa
– 14 –
vel, og ikke rettet min Vandel derefter.
Da syntes mig, jeg var ganske liig den forlorne Søn, som havde forødet baade sit og sin Broders Gods, til Ulydighed for Gud, til Skam og Skade for sig selv og for Andre. Gud tillod Djevelen at plage mig med følgende Tanker : Jeg kunde nok have faaet Naade, og min Synders Forladelse, hvis jeg ikke havde været saa vel oplært og læst saa meget selv, men, fordi jeg havde læst den hellige Skrift fra Barndommen af og saa foragtetat Guds Raad til Salighed, da var det umuligt for mig at faae Naade.
Den Tid kunde jeg erfare Sandheden af Jesu Ord : Uden mig kan I slet intet gjøre. Men, da kom min kjere Frelser Jesus og vandrede med mig, som han gjorde med de troende Disciple, som gik til Emaus, da han oplod dem Skrifterne. Ja saaledes blev alt Guds Ord opklaret for mig, og des større blev min Syndemængde, og jeg blev alt mere og mere aandelig fattig og bedrøvet over mine Synder.
Men nu kunde min kjere Gud og Frelser ikke længer skjule sig for mig. Han opsøgte, efter sit Guddoms Løfte, sit fortabte Faar, som foer vild.
Mit Hjerte brændte i mig med stor Længsel efter Naade, da gav min kjere Frelser mig af sin store Naade en Troesgnist i min Sjel, med Naadens og Bønnens Aand, som lærte mig at sukke og bede.Jeg fik utrolige Sukke og Bønner til Gud i
– 15 –
Christo, at Gud i Jesu Christo vilde forbarme sig over mig fortabte og fordømte Synder. Da raabte min Sjel som en Qvinde, der skal føde. Da var Profetens Ord opfyldt hos mig : At Forsteret var kommen til Fødselsstedet; men, jeg havde ikke Kraft at føde. Jeg raabte uden Afladelse om Naade og Forladelse for mine begangne Synder .
Jo længere jeg nu bad, jo flere Guds Løfter blev mig lært og mindet om, og jo mere Frimodighed fik jeg at bede og foreholde Gud og vor kjere Frelser mange af hans guddommelige Løfter, men især Jesu egne ord : Jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at gjøre dem salige, som troer.
Men denne Troe kunde jeg ikke faae saa levende i min Sjel, at jeg kunde have Trøst og Glæde af den.
Under denne Aandens Fattigdom og store Syndsbedrøvelse vilde min Sjelebrudgom ikke lade mig, sin fattige Brud, gaae længere uden Trøst og Glæde; men han aabenbarede sig som Sjelebrudgom, og den forlorne Søns Fader. Thi da han saae sin bortvigede Søn langt borte, og han vidste, at han angrede det Onde, han havde gjort, blev Faderen glad og gik ham imøde, ynkedes over ham, og faldt om hans Hals og kyssede ham.
Da sagde Sønnen : Fader ! jeg haver syndet mod Himmelen og for dig; jeg er ikke værd, at jeg skal kaldes din Søn.
Men Faderen bød sine Svende at
– 16 –
hente hid det bedste Klædebon og føre ham i, og giver ham en Ring paa hans Haand, og Skoe paa Fødderne, og henter den fede Kalv og slagter den; lader os æde og være glade; thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være glade. Luc. 15.C. 20.V.
Med disse Troens Ord og Kjep, rakte jeg min matte Haand over Jesu røde Blods Hav, som jeg af Naade var tilsagt.
Da aabnedes min Jesu blodrindende Vunder, og jeg gik igjennem med en uudsigelig Glæde. Der kan ingen tænke sig den Glæde, som jeg annammede af denne Jesu Lignelse. Thi det hørte altsammen mig til, baade den forlorne Søns Ulydighed og hans Skjødesløshed.
Jeg havde faaet meget Gods af min himmelske Fader; jeg havde faaet en god Opdragelse, mange Formaninger, og en udmærket Forstand fremfor mine andre Sødskende. Dette ansaae jeg som forødet af mig.
Ikke allene mine begangne Synder bleve mig skrækkelige, men og det gode, jeg havde forsømt i Ord og Gjerning mod mig selv og min Næste.
I denne Tilstand kunde jeg ikke have den sande Kjerlighed, som just fødes af Troen.
Men, da kom min kjere Frelser Jesus til mig, og omfavnede mig, og kyssede mig, og sagde : “Du skal være min, jeg har gjort Fyldest for dine Synder”. “Troe paa mig, og omendskjønt du døer, skal du dog leve med mig i min Faders Glæde med alle,
– 17 –
som ere retfærdiggjorte formedelst Troen paa min fuldkomne Forsoning”.
I denne Hellig Aands Lærdom gav Gud mig Troen, og dette Troens Liv er Jesu Liv, den Hellig Aands Iboelse, Retfærdighedens Klædebon, ja Guds Retfærdighed.
Ringen, som den forlorne Søn fik, betyder den Hellig Aands Fæstepenge. Skoene paa Fødderne er : at en Troende gaaer alle Fristelser, alle Trængsler og Lidelser med Troens Sværd imøde, med den Forvisning, at alle Ting skal tjene dem tilgode, som af et oprigtigt Hjerte elsker Gud.
Man siger med Paulus : Det være sig det Høie eller det Lave, det Nærværende eller det Tilkommende. Alle Ting ere Ederes, naar I ere Christi (Christi eiendom/red.), thi Christus er Guds.
Af denne Børne- og Arveret, som jeg i Troen annammede af idel Naade, uden allermindste Fortjeneste for Jesu blodige Lidelse og Død, blev jeg saa optændt af Kjerlighed til min mageløse Retfærdiggjører, Jesum Christum, at jeg vilde i Troen paa Guds sanddrue Løfte, og paa hans Kraft, som kan gjøre os mægtig, opofre mit Liv, om det var til den alleroptænkeligste gruelige Marterdød, naar det var til Guds Ære og Christendommens Udbredelse eller Forbedring; da jeg er forvisset om, at min kjere Frelser, vor Herre Jesus Christus, vil vist styrke og opholde mig igjennem al Prøvelsesild og hede.
– 18 –
Nu er jeg som en Moder, der ikke mere tænker paa den Pine, som hun havde da hun fødde, for den Glædes Skyld, at et Menneske er født til Verden. Da havde jeg af Naade faaet den hvide Steen og det nye Navn skrevet paa Stenen, som ingen kjende uden den, som har den.
Det var den Hellig Aands Iboelse, som vidnede med min Aand, at jeg var et Guds Barn, en Guds Arving og Jesu Medarving til Himmel og Salighed.
Denne Frelsning var for mig større, end den var for Israels Børn, da de gik igjennem det røde Hav; thi det var timelig Frelsning, men min var baade timelig og aandelig Befrielse, paa Sjel og Legeme. Nu havde jeg af Naade faaet den ved Jesum forhvervede Retfærdigheds Kjortel, som jeg med Glæde kan bestaae med for Gud. i Livet, i Døden og for Dommen.
Nu havde jeg faaet Guds Rige inden i mig, som bestaaer i Retfærdighed, i Fryd og Glæde i den Hellig Aand.
Jeg fik en kjerlig Villie at modstaae og afstaae alle Satans og kjødelige Lysters Fristelser, Forførelser og Tillokkelser, ene og allene for den Kjerlighed, Faderen havde beviist mig i Troen paa Jesum Christum; thi han havde iført mig sit Saligheds Klædebon, ja han havde toet min Kjortel reen og hvid i Lammets Blod.
Og derfor vil jeg følge Lammet hvor det gaaer. Nu var den fede Kalv slagtet, nu fik jeg af den Viinklase, som blev ført tilbage fra det himmelske Canaan
– 19 –
her ovenfra. Da kunde jeg sige : Du har gjemt den bedste Viin til nu m.m.
Nu havde den fattige Brud faaet sin Sjelebrudgom til Eie. Nu begyndte i min Sjel en Frydesang med David : Min Sjel ! lov Herren, og alt hvad i mig er sige hans hellige Navn Tak; Min Sjel ! takke, love og prise Guds hellige Navn ! som har forladt mig alle mine Synder og læget alle mine Syndesaar.
Han har kronet mig med Naade og Miskundhed og med sin kjerlige Villies Barmhjertighed. Guds Naade er hver Morgen ny over mig.
Og med Maria : Min Sjel ophøie Herren ! og min Aand glæde sig i Gud min Forløser; thi min Frelser have gjort store Ting mod sin ringe Tjener.
Jesu Aand gav mig alt meer og meer Oplysning, og da aabenbarede Herrens Aand de samme Ord for mig, som han befalede Moses : De Ord, som jeg byder dig i Dag, skal du lægge paa dit Hjerte, og du skal igjentage det i dit Huus, og tale om det med dit Huusfolk, og med dine Børn og Børnebørn, og naar du gaaer paa Veien og naar du lægger dig og naar du opstaaer o.s.v.
Dette blev mit aandelige Kaldsbrev og det har Jesu Aand siden den Tid immer lært mig og mindet mig om; thi det er en beviist Sandhed, at Hjertets Troe og Munds Bekjendelse maa altid følge tilsammen, ligesaa vist som Ild og Lys følger tilsammmen og er
– 20 –
een Materie og eet Legeme.
Det samme befaler vor kjere Frelser, Jesus Christus, ikke allene Peder, men og alle sine Troende : Naar du er bleven omvendt, da styrk dine Brødre !
Dertil fik jeg en saadan Lyst og kjerlig Villie, at jeg umulig kunde tie. Der var som en Ild i min Sjel. Den Hellig Aand vidnede i mig, at jeg skulde overbevise Menneskene om Synd; thi om Menneskene troe at de ere Syndere, saa vil de umulig troe, at de ere af Naturen fortabte og fordømte Syndere med alle deres bedste Gjerninger. De fleste Mennesker stræber efter at skye nogle Synder, og mener de gjør Guds Villie, naar de ikke gjøre skammelige Synder, som de havde Skam af for Verden, eller som underkastede dem verdslig Straf.
De mene de gjør Gud en Tjeneste, naar de give den Trængende en Skilling eller en Bid Brød, eller et gammelt pjaltet Klæde, som de selv ikke kan bruge længere.
O Nei, Gud er ikke tjent med al din Gudstjeneste, Læsen, Beden og Syngen; thi Paulus siger sandfærdig : Hørelsens Ord hjalp dem ikke, fordi de troede ikke. Alle Mennesker maa først troe, at de ere Syndere, ja evig fortabte og fordømte, enten de ere de største eller de mindste Syndere.
Men, det er det Allerbeklageligste, at de de fleste Mennesker seer meer paa Andre end paa sig selv, de tykkes : de ere ikke saa feilende som Andre, derfor har de altid noget at udsætte paa Andre, og
– 21 –
det er den vederstyggeligste Egenkjerlighed, som hersker blandt altfor mange af os.
Hver Folkeklasse synder paa sin Maade, efter sin Opdragelse, efter sine Selskaber, Moder og Vaner.
Jeg vil ikke berøre de mange Maader, paa hvilke Mennesket kan synde, og de mange Anledninger hver Stand især har at synde, men jeg vil allene tilraade alle Høie og Lave, Rige og Fattige, at de skulle prøve sin egen Gjerning, og forsøge om de ere i Troen, eller om de ere Vantroende.
Dette Raad er et kjerligt og velmeent Raad. Jeg har selv ved Naaden erfaret det; at uden Troe er det umuligt at behage Gud. Det haaber jeg om de fleste Mennesker, at de dog gjerne vilde og blive salige. Nu kan de ikke være salige eller lykkelige, hverken i Tiden eller Evigheden, uden denne Troe.
Hvad er da nødvendigere end en nøie Selvprøvelse efter Guds Ord, om vi har den sande saliggjørende Troe ?
Finde vi herskende Synder, Kjerlighed til Verden, og dens glimrende Pragt, Rigdom og et vellystigt og for Kjødet mageligt Levnet i os, saa kan Faderens Kjerlighed ikke boe i det samme Hjerte. og vi har ikke den sande saliggjørende Troe. Thi Gud renser vore Hjerter ved Troen.
Skulde nogen ikke finde disse herskende Lyster hos sig, saa man han dog vel befinde sig skyldig i andre Synder, i Tanker, Ord og Gjerninger, i Efterladenheds-Synder, i Mangel paa Kjerlighed til Gud, vor Frelser og
– 22 –
til Guds Børn, ja til alle Mennesker.
Finder han ingen Kjerlighed, som er Troens Frugt, saa finder han heller ingen levende Troe og hvor ingen levende Troe er, der er idel Synd, thi hvad som ikke flyder af Troen det er Synd.
Da er det høist nødvendigt at bede den Hellig Aand om at han vilde selv overbevise det forblindede Hjerte om Synd. Synden maa virkelig kjendes, føles, hades og afskyes, og gjøre Mennesket begjerlig efter Naade og Syndsforladelse.
Nu kan ingen Synd, ikke den mindste, forlades, uden Christi forsonende Offerblod; hvo kan da agte Synden ringe ?
Efter dette Forsoningsblod blive vi ret begjerlige og høist trængende, naar vi føle hvor Synden trykker os, naar den bliver os svær som en svær Byrde. Naar vi kjende Syndens Herredømme og sukke under dette Slaverie efter Frihed, da først kan Sjelen smage det søde Evangelium : At Jesus Christus gav sig selv i Døden for alle Mennesker, thi alle Mennesker ere Syndere, ja fordømte Syndere.
Men saa sandt dette er, saa ubedragelig vist og sande ere og Jesu egne Ord : Saa elskte Gud Verden (alle Mennesker, ja alle fortabte Syndere), at han gav sin Søn den eenbaarne i Døden, paa det at alle, som troe paa ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv.
At troe, er at annamme denne dyrebare Gave, Jesum, med alt hvad han har forhvervet os : Syndernes Forladelse, Børneret, den Helligaand, Herredømme over Synden i vort
– 23 –
onde Hjerte, villig og kjerlig Lydighed mod hans Befalinger og alle det nye Menneskets Egenskaber, som Paulus opregner som Aandens Frugter, og bevare det i et ydmygt og barnligt Hjerte, som en uforskyldt Naadegave. Dette er Troen og Troens Frugter.
Men hvad kan jeg sige om mig selv ? Her er nu meer end 30 Aar siden da Gud af Naade skjenkede mig Troen. Jeg har erfaret samme Skjebne som det Israelitiske Folk. Omendskjønt de paa en ubegribelig Maade bleve reddede fra sine Fiender, da de alle gik igjennem det røde Hav, og deres groveste Fiender bleve alle druknede deri, og de Fleste gav mange Takke- og Lovsange for den guddommelige Udfrielse, og de satte hvide Stene til Mindesmærke; saa var der dog mange indvortes og udvortes Fiender endnu, til at prøve deres Troe og Taalmodighed, ja, desværre ! de fleste af dem bleve for deres Vantroes Skyld ødelagte i Ørken(en/red.).
Men, takket, æret og priset være Alfaderen for sin elskelige Kjerlighed i Christi Jesu ! Om jeg har været svag, og snublet og feilet, saa har dog min kjere guddommelige Frelser aldrig forladt mig, men altid gydet Olje i mine Syndesaar og Trøst i min bange Sjel.
Og altid, naar jeg i Troen har bedet ham, om Jesu Aand og Sind, da har jeg altid erfaret hans naadige Løfte opfyldt paa mig : at, dersom du kunde troe, da skulde du
– 24 –
see Guds Herlighed. Og alle Ting ere dem mulige som troe.
Jeg vil ved Jesu Aand tale nogle Ord om Troe og Vantroe, af den Naade, der er mig tildeelt, og af den Erfarenhed, som jeg nu i min Alders 65 Aar er overbeviist om, baade af den hellige Skrift og den sunde Fornuft.
Det, som de fleste Mennesker kalder Troe, er ikke den sande, saliggjørende Troe, men kun en død Mund- og Hjerne-Troe uden Liv og Kraft.
De sige vel, at Guds Ord er Sandhed, og det burde nok efterleves; men naar vi gjør saa got som vi kan, og ikke ere alt for grove, da troer vi at vor Herre vil gjøre Resten; vil ikke han forlade os, da seer det alt for ilde ud med os.
Men, dette er med andre Ord sagt : Vi vil blive som vi ere, elske vore gamle Synder og leve i dem; forresten skal vi nok gjøre vor Herre en Tjeneste med at gaae i Kirken og høre og synge med, naar det er got Veir og vi kjedes alligevel om Søndagen; vi skal og læse vor Morgen- og Aftenbøn naar vi har Tid dertil, og saa maa vor Herre ikke kræve meer af os.
Mine elskelige Børn ! hører og troer hvad jeg nu vil sige Eder !
Forstand og Villie ere de tvende Sjelens Hovedkræfter, bruger disse ædle Kræfter rigtig. Eders Forstand siger Eder, at det maa være got at være forenet med Gud, at være et
– 25 –
Guds Barn, der med en frimodig Tillid til Gud kan tage sin Tilflugt i alle paakommende Tilfælde, i Nød og Død til sin himmelske Fader, der med indvortes Roe og Glæde kan altid vente den bedste Lod og mange Glæder for Tid og Evighed fra denne gode Faders Haand.
Eders Forstand kan og tilsige eder, at Gud har Ret at fordre Lydighed af sine Børn, og at han, som en god Fader, maatte aabenbare sin Villie, thi af os selv kunde vi ikke vide den.
Denne guddommelige Villie finde vi i den hellige Skrift. Nu kommer det an paa vor Villie, om vi vil læse, om vi vil troe, om vi vil rette os efter Guds Ord.
Men nu er vor Villie død og fordærvet, derfor maa vi bede Gud, at han selv vil lede vor Villie at vælge det Bedste. Guds naadige og alvorlige Villie er : at alle Mennesker skal faae Saligheds Kundskab. Troe du det, mit Barn ! af et oprigtigt Hjerte, saa kan du med en fast Troe bede til Alforbarmeren i Jesu Navn, med fuld Forsikring om Bønhørelse om den Helligaands Oplysning.
Han vil give os den rette Forstand at bede med uudsigelige Sukke og Bønner. Jeg beder, lokker og formaner dig faderlig, at du ofte læser Guds Ord. Der finder du Veien, Sandheden, Livet og Saligheden.
Prøv da dine egne Tanker og Gjerninger om du ikke har syndet mod alle Guds Bud og Befalinger. Troer du dette af et oprigtigt syndbeængstet Hjerte, da har den Helligaand
– 26 –
straffet dig for Synd, det er, fordi du haver ikke troet paa Guds eennbaarne Søns Navn.
Gjør nu Synden dig Anger og Smerte over din Vantroe og Ulydighed, og du herefter vil hade og afskye alle Synder, da kan du med fast Tillid bede om Syndernes Forladelse for Jesu Christi forsonende Offerdød.
Jesus annammer Syndere. Da kommer det snart dertil, at du med en sand Hjertens Troe i Ydmyghed kan sige : Nu har min guddommelige Frelser og Forløser Jesus Christus forløst mig fra Synd, Død og Satans Rige med sit dyrebare Blod og Død. Nu er jeg af Naade bleven et Guds Barn.
Men, for alle Ting undersøg dig og prøv dig vel, om Synden bedrøver dig og gjør dig Sorrig ! Føler du intet dertil, saa er jeg forvisset paa, at du ikke er i Naade, men i Syndestanden endnu.
Men føler du, at Synden trykker og besværer dig, og anklager dig i din Samvittighed, og du hader Synden og vil gjerne være fri fra den, o ! da skynd dig og flye paa Bjerget hastig og red din Sjel paa Klippen Christum, og see ikke tilbage til Verdens Lyster, men see op til Troens Begynder og Fulkomner, Christum, og troe og beed ham om Naade og Forladelse for hans blodige Død Skyld.
Gud vil saa gjerne forlade os alle vore Synder, naar vi kjender, føler og af et oprigtigt Hjerte fortryder og hader alle vore Skjødesynder.
– 27 –
Naar du mærker, at du er svag og feilende, da er det just Jesu Aand som minder dig og lærer dig, at du skal komme til Jesum og bekomme Syndsforladelse.
Ach ! hvor kjerlig vil han forlade alle dem deres Synder, som kommer til ham og beklager alle sine Mangler og Feil med den ydmyg og sønderknuset Aand.
O ! kunde du see Jesu milde blødende Hjerte, som raaber for Guds Trone for dig og alle bedrøvede Syndere : forlad ! forlad ! Fader ! Fader ! da kunde du med den Christen Kirke synge :
#
Nu veed jeg Vei til Himmerig; Den vil jeg aldrig dølge,
Det er o søde Jesu dig ! Dig vil jeg ogsaa følge.
Jeg seer i dig en aaben Dør, En Dør til Himlens Trone.J
Jeg seer, det jeg ei vidste før : En uforvisnet Krone.
#
Mit faderlige Raad og lokkende Formaning til alle mine Børn og Børnebørn i nedstammende Linie og til al min Afkom, som læser dette, er følgende : At de flittig ville læse det nye Testamente, som er det sande Lys, at finde Veien og Sandheden. At de med Bøn og Troe vil søge Gud bestandig, Dag og Nat, Morgen og Aften, i Sorrig og Glæde, i Liv og Død.
I Guds Ord har Gud kundgjort os sin alvorlige og kjerlige Villie, at han gjerne vil forlade os alle vore Synder og skjenke os den sande levende Troe.
– 28 –
Kjære Børn ! adlyder eders Faders Raad, og giver alvorligen Agt paa de Troendes Formaninger; da skal I lære at kjende Gud, som den evige, alvise, albarmhjertige og alkjerlige Gud mod alle, som vil være hans Børn.
Men og tillige, som den ubegribelige, hellige, retfærdige og forskrækkelige Gud mod alle Naadens Foragtere og Ringeagtere. Det er en ubegribelig Nedladenhed af Guds Kjerlighed, at han, den store Gud, paatog sig et menneskeligt Legeme og blev liig os i alle Maader, dog uden Synd, paa det at han kunde have Medlidenhed med os affaldne og i Synden fortabte og fordømte Mennesker.
Denne Alforbarmer, al Saligheds Lærer, og Menneskenes Billigheds Mønster, er med al Sandhed Jesus Christus, Evigheds Gud, alle skabte Tings Begynder og Opholder. Denne sande Gud er og ligesaa vist et sandt Menneske, som havde de fem Sandser som vi; derfor kan alle over Synden beængstede Sjele troe med fuld Forsikring, at Jesus kunde lide og døe for vore Synder.
Ja, Gud gjorde ham til Syns, paa det, vi kunde vorde (bli/red.) Guds Retfærdighed i ham.
Det er det Allerstørste, Skabningen kan tænke sig om sin Skaber, at han vilde af lutter Kjerlighed nedlade sig til Støvets Børn, og give sig selv til Igjenløsning og Betaling for al deres Ulydighed og Vantroe. Var det ikke den allerstørste Vantroe, om nogen af Eder kunde være saa foragtelige og misbruge denne Naade ?
29 –
da kunde aldrig nogen gjøre vederstyggeligere Synd, og den kunde troe, at aldrig for stor Straf kunde oppebie ham i Evigheden.
Kjære Børn ! og Medvandrende paa denne Verdens slibrige Bane ! Hvo du er, som læser dette ! betænk dog, hvor kjer din Gud og Herre haver dig i ham, som os tilgode er bleven Menneske, og haver lidt og udstaaet saa mange Piner og Smerter, ladet sig slaae saa mange Vunder og udøset sit hellige Blod og tilsidst opofret sit hellige Legeme paa Korset til Døden; og det altsammen for dig og mig og den ganske Verden, dermed at betale alle vore Synder, og til vores Syndsforladelse og Frigjørelse derfra, ja til Liv og Saliggjørelse for os.
Betænk, at din Sjel er ham af Faderen lavet til Løn for sit sure Arbeide, hvilket er jo din egen Saliggjøresle; og see deraf, hvor gjerne han vil have dig og tage dig til Naade og gjøre dig salig.
— Betænk, at du engang i den hellige Daab haver gjort Pagt med ham, derfor, at du vilde være hans Løn, og høre ham til; — betænk, at du haver en udødelig Sjel, som evig lever uden Ende ! — betænk, at du af Skaberen ene og allene er sat her i Tiden til din Sjels Frelse og Saliggjørelse, hvilken du hos Jesum, af puur Naade for hans Døds og Blods Skyld, kan bekomme; — betænk, at paa dette Liv følger en Evighed uden Ende !
Har du nogen Begjerlighed til din Sjels Frelse,
– 30 –
og du læser med Eftertanke disse faa Rader, saa skal du vist finde og faae en tydelig Overbeviisning om din Sjels Tilstand, og den Hellig Aand skal i dit Hjerte ganske vist sige dig og lade dig forstaae, enten du er en sand Igjenfødt og Guds Barn eller om det fattes dig, og du ei er et Guds Barn, eller om du har været forhen rørt af Guds Aand, og aflagt et og andet af dit syndige Væsen og var begyndt at blive udvortes from og at øve nogen Pligter, som hine egenretfærdige Pharisæer; ja, om du end med Paulo (Paulus/red.) førend hans Omvendelse, i dine Tanker havde alle Dyder, Ærbarhed, Fromhed og Ustraffelighed; men du er endnu ikke bleven igjenfødt til et nyt Creatur i Christo, og saaledes ikke har bekommet et aandeligt Liv af Gud, og Christus ikke formedelst Troen boer i dit Hjerte, og du ikke af ganske Sjel og Hjerte elsker ham over alle Ting, og ikke haver den Helligaands Vidnesbyrd derom i dit Hjerte; saa er du dog med dette altsammen og mere, i en usalig og ynkværdig Tilstand.
Ak ! staae derfor stille, og giv Guds Aand Ret og Rum i dit Hjerte; besind dig ikke længere og raadslaae ikke med Kjød og Blod, men gaae ligesom du er og føler dig hen til Jesum; bekjend dine Synder, ydmyg dig for ham og bed om Naade og Syndernes Forladelse og om Troen i hans Blod, og giv dig ikke tilfreds førend han selv, ved sin Aand, forsikrer dig derom i dit Hjerte.
– 31 –
Bliver det dig i Sandhed og af Hjertet derom at gjøre, da skal han vist ikke lade det fattes paa sin Side, men ganske vist forbarme sig over dig og give dig Naade.
Maatte og nogen finde, at han engang havde erfaret Naade og sine Synders Forladelse i Jesu Blod, og følet hans Kjerligheds Glød i Hjertet, men haver nu tabt det altsammen, formedelst Utroskab og Syndens Bedragerie, og føler nu saa mange Bebreidelser og Angester i sit Hjerte og Samvittighed, og han mener at han vil forgaae og fortvivle, men vilde dog gjerne see sig hjulpen og frelst igjen; o da er der og Raad og Hjelp hos Jesum.
Gaae du kun til ham, saa syndig som du føler dig, klag ham din Utroskab og Sjelenød, som hiin forlorne Søn, Luc. 15,21, og bliv ved at søge og banke paa hos ham, saa skal han vist lade sig finde af dig, som engang af sin grædende Maria, Peder og David, og med Glæde modtage dig igjen.
Finder du dig da i Naade hos ham igjen og han selv ved sin Hellig Aand besegler denne Trøst i dit Hjerte, at du er ved hans Blod forløst og du hører ham til; saa bliv Nat og Dag i ham og hos ham efter hans eget salige Raad. Joh. 15, V. 1 til 4.
Lær da og altid at vaage og bede, giv stedse Agt paa dit Hjerte, hvad der foregaaer. Naar du da Tid efter anden lærer at kjende og see din endnu iboende Fordærvelse, som nu
– 32 –
og da melder sig; da bliv ikke forsagt og bange derover, og gjør ikke den dig beviste Naade til intet, men tænk heller saaledes : der kommer noget af mine gamle Ting og Fordærvelse, som Frelseren vil lade mig see, at jeg kan vide hvad der boer i mig, at jeg skal see, hvem jeg er i mig selv, og gaae til ham dermed, og give alle mine Feil og Mangler i hans Død, at han maa døde mine Lemmer, som endnu ere paa Jorden, at det Syndens Legeme skal blive til intet, som jeg er frigjort fra, Rom. i 6. C., og, som du synger i Verset :
Naar Synd og Død mig fører i Nød, Bedst jeg mig da i dine Vunder skjuler. De ere de Fristeder, hvor du maa fly hen, for at bevares fra alt det, som dig vil krænke.
Gaae du kun til ham med et børnligt, fortroligt Hjerte, og siig : Kjære Frelser ! der er kommet noget af min iboende Fordærvelse og melder sig; bevar mit Hjerte fra at indlade sig dermed, frels og frigjør mig derfra ved dit dyre Blod.
Lad dit Hjerte daglig see; hvor din Jesus for dig led Alle Sveder-Blod i Urtegaarden; samle sig der en Trøstetaare af Hans Angest og blodige Sved, som flød dig og mig til Salighed; opsank samme i Troen med Glæde.
Gjør du dette troligen og ideligen under dit daglige Kald og Forretninger, som du derved ikke maa forsømme, men være ogsaa flittig deri, at du anvender al din Tid vel, til Nytte for dig og dine.