fra boken av Sigrid Svendsen : “Tre haugianere og deres samvær med Hans Nielsen Hauge”.
En dag i slutten av februar 1798 kom Hans Nielsen Hauge for første gang gående til Hedemarken. Han hadde en skreppe bøker på ryggen. Med den skulde han til Grundset marked. Nogen unge venner var i følge med ham.
De kom sønnenfra over Eidsvoll, og gikk nu langs Mjøsen, der fjorden er smal og det mest er skog ved strendene.
Så kom de til den vakre grend Tangen og tok inn på gården Vik. Der holdt Hauge samling om kvelden. Mannen der, Paul Vik, blev opvakt til et nytt liv, og var siden en av Hauges venner.
Fra Tangen gikk de videre gjennem skogbygden til Stange hovedsogn.
Her vider landskapet sig ut, Mjøsen blir milen bred, bygdene flate og åpne. Bebyggelsen går i ett, uten skogstrekninger imellem, gjennem de fire bygdelag Stange, Romedal, Løten og Vang. Den begrenses i øst av de skogklædde åsene innover mot det øverste av Solør.
Utsikten mot vest er tvers over Mjøsen, hvor vi sydligst har Skreias bratte vegg, og senere bygdene på Toten. Midtfjords ligger Helgøen med gårder og skogholt, lenger oppe Nes, og lengst i nord blåner det i høidene over Furnes og Veldre.
Stangelandet skråner svakt opover fra Mjøsen. Her er alt opdyrket. Gård ligger ved gård med en gammel kirke i midten.
Bygdens gamle navn Skaun (navnet forklares av et gammelt adjektiv, svarende til det gotiske skauns, skjøn; de bygder som har båret det, er alle åpne og tett bebyggede. K. Rygh: Norske Gaardnavne), gir et uttrykk for skjønnheten i dette landskap.
Her hadde vært forholdsvis rummelige livsvilkår. Gårdene var gått i arv fra far til sønn gjennem mange slektledd. Folket var gjestfritt og velvillig og preget av gammel kultur. Dertil er hedemarkingen klok, fåmælt, og har en utpreget sans for det passende. Han er av dem der ser sine folk an, gjennemskuer dem, men ikke sier noget. Like overfor tidens ofte fremmede og uforstående embedsmenn hadde han stadig sitt ærbødige ydre, om han i sitt indre kunde ha et lite smil.
Hauge gjorde følgende iakttagelse: «Paa Hedemarken syntes jeg der herskede mere Stas, men ogsaa mere Skarphed i Tænkemaade».
Også her var folkets religiøse trang et forsømt felt, og sjelene stundet efter fred.
Så kom denne smålensbonde vandrende. Han var deres like. Han hadde nettop det evangelium å by som de trengte, og var usedvanlig vel skikket til å bære det frem.
Det er forståelig at det sanndrue, vederheftige og det stillferdig taktfulle hos Hauge nettop måtte tiltale dette folk.
Han tok inn på gården Berg, og den unge mannen der blev omvendt. Han var på Hemstad; der vant han den næst eldste av sønnene. Han holdt samling på Røhne, hvor flere begynte et nytt liv. Og han var på Dæhlin, hvor husbonden blev en av støttene i menigheten.
Hauge var innom på flere gårder i Stange, rimeligvis også i Romedal. Men han hadde ikke lang tid å gjøre på. Kan hende var han her en uke, kanskje fjorten dager. Så tok han skreppen på ryggen igjen, og gikk med sine venner landeveien østover til Elverum (Grundset marked begynte dette år tirsdag 6. mars).
Men rundt omkring i bygden var der nu blitt nogen som hadde fattet et annet sinn, og på flere gårder var der nu en troende husfar, som kunde samle folk hos sig, og fortsette hvad Hauge hadde begynt. Man sang de gamle salmer, leste Guds ord og Hauges skrifter, og nogen av disse nyomvendte begynte snart å vidne om hvad Gud hadde gjort for dem.
Av ledere fra denne tid kjenner vi Paul Vik, Johan Dæhlin, Ole Berg, Kiel Røhne og Lars Hemstad.
Dette gikk i begynnelsen stilt og ubemerket for sig. Prestene hadde ennå ikke lagt større merke til det. Og bevegelsen bredte sig utover bygden. Også borte i Vang begynte man snart likedan. Mannen på Vold, Anders Nielsen Vold, hadde vært på Grundset marked og hørt Hauge tale der. Han reiste hjem og gjorde sitt hus til samlingsstedet i Vang.
Naturligvis kunde det skorte på moden veiledning for de nyvakte her.
Så gikk da en av dem av gårde for å treffe Hauge personlig. Det var Ole Christiansen fra Romedal. Formodentlig’ var han ikke kommet til klarhet i sitt gudsforhold enda. Iallfall vilde han så gjerne snakke med Hauge selv, den mann som hadde veiledet så mange andre til fred.
Ole var den gang 19 år gammel.
Av brever som cirkulerte mellem vennene hadde han fått vite at Hauge skulde være i Bergen. Og så bestemte han sig til å gå dit. Hvor det var henne hadde han ingen rede på. Om det var langt eller kort heller ikke, og han var ikke kommet utenfor bygdens grenser, før han begynte å spørre efter Bergen.
Folk hadde moro av ham. Men han spurte og spurte, og gikk og gikk. Opholdet tjente han ved å arbeide på gårdene, hvor han kom.
Men hvad har han vel tenkt, da han efter mangfoldige dagsmarsjer kom op i fjellet — var det over Filefjell ? — og der fikk vite at det ennu var langt igjen !
Frem kom han imidlertid. Og i Bergen spurte han videre, til han fant Hauge. Da var han endelig kommet til målet. Og nu fikk han være sammen med denne veileder og spørre om alt hvad han hadde på hjerte, ja tale ut om det som angikk hans salighets sak.
Ole blev i Bergen en tid og ernærte sig ved sine henders arbeide. Det nye liv hos ham blev styrket og befestet ved samværet med Hauge og venneflokken der.
Denne sommeren fikk Hedemarksbygdene besøk av nogen av Hauges venner sønnenfra, «lærerne fra Smaa- lenene».
Således kom Ole Olsen Hauge fra Thune og begynte å holde møter i Tangen og Stange. Og Simen Jonsen Veum fra Glemmestad kom til Vang, hvor der blev holdt møter på Vold, Aalstad og flere steder.
Nu begynte riktignok også presteskapet å bli opmerksom på disse «ubepassede Omløbere» og deres «daarlige Sværmerie», men dels håpet de at dette vilde svinne bort med tiden, dels ønsket de helst ikke å gripe inn med hård hånd.
Hele året 1798 gikk hen uten nogen forstyrrelse av virksomheten, og der blev lagt et godt grunnlag for den senere utvikling.
Vekkelsen hadde slått rot i bygden (hvordan haugianerbevegelsen kunde ta sig ut sett med danske øine, leser vi i Kirsten Prams reise i Norge 1804. (L. Daae: Trondhjems Stifts geistlige Historie s. 238):
«Det er i Avkrogene, hvor Almuen fattig, ukjendt med Livets Be- hageligheder saa naturligen maatte især være tilbøielig til at hente Trøst og Glæde i Udsigter udenfor en Verden, der havde for dem saa lidet frydende, at Sværmeriet gjorde især Fremgang».
Denne julen blev på mange gårder feiret anderledes enn før. Det var den første jul som disse unge troende oplevet efter sin omvendelse. Og nu i høitiden hadde de god anledning til å samles om Guds ord. Kirkene var fylt til gudstjenestene, og i hjemmene var der samling om kvelden. Ole Olsen Hauge og Simen Jonsen Veum var fremdeles her oppe. Og det fremgår av beretningene at virksomheten er øket.
Selvfølgelig blev det som foregikk drøftet mann og mann imellem, og mere eller mindre pålitelig referert rundt i bygden.
Og nu, straks over jul, har vi den første skriftlige beklagelse over tilstanden. Embedsmennene blev urolige for hvad denne bevegelse egentlig bar i sitt skjød. Private ansamlinger av folk for å holde «Religionstaler» var jo noget som ikke var forekommet på disse kanter før.
Tyvende dag jul skriver sogneprest Leganger (Erich Leganger, f. 1744 spr. Stange 1792—1821, d. 1821) i Stange til amtmann Høyer (Andreas Høyer, amtmann, Hedemarken, 1789—1802, d. 1817), som bodde på Kjonerud, i et brev av mere privat karakter, om det «Sammenløb av flere Hundrede Mennesker, som i disse Tider hver Aften forlade Huus og Hiem for at møde i Deres saa kaldte Samling».
Han er allerede begynt å advare offentlig mot disse sammenkomster, men det har ikke hjulpet. Folk går på samling allikevel. Han er ikke engang sikker på sine egne tjenestefolk. Nu er han iaften buden bort til amtmannen, men sier at han ikke kan komme, da han må være hjemme, fordi tjenerne kunde «snige sig bort av Huuset».
Det var slett ikke bare embedsmennene som stod bevegelsen imot. Nei, vi ser av skrivelsene at «det var adskillige Bønders egen Klage» som delvis lå til grunn for dem, og at de forskjellige motstandere har satt hverandre op. Og mens det aldri er oplyst at disse bønder klager over at tjenerne for ute på natteløperi lørdags- og søndags-nettene, klager de nu over at de går på samling om kvelden.
Der var, som bekjent, to av datidens lover, som kunde anvendes mot haugianernes virksomhet. Først den gamle og uklare forordning av 13. januar 1741 — «konventikel-plakaten» — som egentlig skulde verne om religiøse sammenkomster, men som derfor forbyr dem når ikke presten er underrettet. Dernæst «tukthusloven» av 9. august 1754, som er beregnet på omstreifere, og sier at de skal anholdes og sendes til sine hjemsteder, eller settes i tvangsarbeide. Fra tukthusretten kunde den bli løslatt, som fikk bevist at han ikke var nogen løsgjenger, eller mot vederheftige menns kausjon lovet at han nu skulde reise hjem.
Da advarsler ikke hjalp, og folk fremdeles strømmet til møtene både i Stange og Romedal, sendte sogneprest Leganger endelig sin anmeldelse til amtmann Høyer :
«Jeg har længe troet det min Pligt at gjøre Deres Høiædle Velbaarenhed opmerksom paa de farlige Uordener som nogle Bønderdrenge fra Thune Sogn i mere end et halvt Aar igjennem Religions-Sværmerier have anstillet blandt Stange-Almue» o. s. v.
Anmeldelsen ender således: «Nu opfordres jeg til herigjennem at udbede mig den civile Øvrigheds virksomme og hurtige Assistance for at faa disse Uordener fjernede. Lidet at tvivle om at jo Deres Høiædle Velbaarenhed vil opfylde dette mit og saa mange andre Bøygdemænds Ønske tør jeg dog efter disses Forlangende udbede mig et skriftlig Gjensvar paa dette mit Ærbødige, da de i Mangel av Deres Høyædle Velbaarenheds Foranstaltning tror sig ifølge Sagens Vigtighed nødsaget til at søge høiere Vedkommende.
Stange Præstegaard 23de Januar 1799.
Ærbødigst Leganger».
Da amtmannen fikk denne skrivelse, sendte han beskjed til foged Widerø (Falch Widerø, foged, Hedemarken 1779, d. 1800) på Kaaterud om å undersøke saken og pågripe disse løsgjengere. Allerede samme dag som fogden fikk denne ordre, uttok han stevning mot Ole Olsen Hauge av Thune i Smaalenene for omstreifen uten pass, og for anstiftelse av utillatelige religiøse samlinger.
Og så innfant lensmannen sig med to medhjelpere der hvor Ole Hauge losjerte, og førte ham i arrest.
Tirsdag 29. januar blev retten satt over ham. Tukthusretten bestod av sorenskriveren og to lagrettesmenn.
Men nogen av vennene fulgte med, og disse forklarte, at de hadde bedt ham besøke sig, og han hadde «derefter paa disses Forlangende alenest læst for dem efter Bibelen og Guds Ord til deres Opmuntring».
Likeledes fortalte Ole Hauge, at han ved anholdelsen nettop var på hjemvei og altså skulde forlate bygden. Og da Paul Vik og Johan Dæhlin, som var til stede, forpliktet sig til å sørge for at så skjedde, blev han «for straf frifunden».
Fogden innberetter så dette for amtet, og sier til slutt: «Flere deslige fremmede Personer skal ellers ikke efter Lensmandens beretning nu findes i Sognet».
Dermed anser han denne affære for avsluttet. Det samme gjør også amtmann Høyer, idet han har tilføiet «henlagt» til Widerøs innberetning.
Men bevegelsen døde så langtfra hen med det. Om der enn med Ole Hauges utvisning blev mere stilt med møter i Stange, så levde overbevisningen bare ennu sterkere i sinnene. Og de som vilde på samling, kunde jo bare gå bort til sine naboer i Romedal, hvor vi ser at der nettop nu, i januar og februar, aften efter aften blev holdt store møter rundt om på gårdene. Lars Hemstad, Ole Berg og flere av bygdens folk var talere.
Også her dannedes der et motparti. Og det talte både lensmannen og presten innen sin midte. Sogneprest til Romedal var den gang den gamle Isak Gruner (Isak Gruner, f. 1731, spr. Romedal 1761—1800, d. 1804), som hadde overtatt embedet efter sin far, og nu selv vært bygdens prest i 38 år, Isak Gruner var svigerfar av Leganger i Stange.
En søndag i februar fant han sig da beføiet til å advare fra prekestolen mot dette sværmeri. Men det hjalp ikke mere enn at der samme uke blev holdt møter på Bryni, Dahl, Galgum, Arneberg, Mahlerlykken, Hammer, Vestbryn og hos vaktmester Schøyen, «hvor en uhyre Mængde Mennesker af begge Kjøn, baade gamle og unge have indfundet sig».
Nu henvendte en del gårdbrukere sig til lensmann Hoff, og han sendte under 22. s. m. en anmeldelse til fogden — «i paavente af at disse Forbrydere maatte vorde tiltalte og straffet, sig selv til velfortjent Straff, og andre Ligesindede til Skraek og Afskye».
Der blev foreløbig ikke gjort noget med dette. Men den følgende søndag efter gudstjenesten stod lensmannen utenfor Romedals kirke og leste op forordningen av 13. januar 1741. Det var på sogneprestens anmodning og efter samråd med amtmannen.
Da ikke dette så ut til å ha den forønskede virkning, innberetter lensmannen det til fogden i en ny anmeldelse:
«Foruden den under 22de d. m. af mig indgivne Anmeldelse over de her i Sognet utilladelige Samlinger under Navn af bedre Opbyggelse og Gudeligheds Øvelse, finder jeg mig beføiet til herved endvidere at tilmelde:
I sidst avvigte søndag efter forrettet Gudstjeneste lod jeg i den kirkesøgende Almues an — og paahør ved Romedals Kirke oplæse Forordningen af 13de januar 1741, samt tillige betyde Almuen hvor utilladelig og lovstridig disse av dem holdte Forsamlinger ere, og hvad Følgen deraf i Fremtiden kunde sees at ville blive; med Advarsel at entholde sig de samme m. v., men hvad Frugter dette virkede hos en Del maatte erfares samme Aften og følgende Dage, da en Del tiltrods mod Forordningens Bydende og min givne Advarsel og Formaning lod atter holde Forsamlinger i deres Huuse, nemlig Rasmus Galgum, Christopher Pedersen Mahlerlykken og Syver Hammer (I en senere skrivelse sier han: «— maaske at disse Folk ikke var tilstede da den blev læst» — og «nu senere er ingen Samlinger bekjendt», hvortil en Mængde Folk atter var samlet af begge Kjøn————- og vil Øvrigheden ikke lægge Haand paa at hæmme saadanne Forsamlinger, da vil det vist foraarsage Undergang foruden andre deraf flydende skadelige Følger.
Melbye i Romedal 30te Februar 1799 (Brevet er vel skrevet den 28de, som var siste februar det år).
Ærbødigst E. Hoff».
Nu meldte fogden saken til amtet, og efter nogen skrivelser frem og tilbake mellem autoritetene endte det med at disse Romedals-bønder blev idømt bøter efter loven og alvorlig advart mot herefter å ha noget med de omreisende predikanter å gjøre. —
Samtidig var Hans Nielsen Hauge selv og Simen Jonsen Veum oppe i Vang. De holdt samlinger på Vold, Aalstad, Dørum og flere steder, hvor store skarer hørte på dem.
I Vang hadde de den gang en merkelig mann til sogneprest. Det var Abraham Pihl (Abraham Pihl, f. 1756, d. 1821, Spr. til Vang 1789—1821). Han var fremragende som matematiker, mekaniker, optiker og især astronom. Sine utmerkede instrumenter arbeidet han selv. Han dreiet, smidde, snekret, var glasspuster, medikus, destillatør og en ypperlig urmaker. Et svært slagur arbeidet av ham finnes på museet ved Hamar.
Han stod høit som lærer og administrator, og var interessert i alle slags praktiske ting som var gavnlige for bygden. Og sånn skulde en oplysningstidens prest være. Han var opfordret til det i en tid da landet ingen høiere skoler hadde.
Men prest og sjelesørger var Pihl ikke.
Haugianerbevegelsen ofret han ikke nogen større opmerksomhet. Og det skal sies til hans ros at han på en undtagelse nær lot den være i fred.
Hauge stod en gang like utenfor hans prestegård og talte, uten at sognepresten fant å burde gjøre noget ved det.
Det var en søndag efter gudstjenesten. Hauge hadde vært i kirken som han pleide og hørt en rasjonalistisk preken. Da folk strømmet ut av kirken, stanset han ute i veien på bakken mellem kirkegården og prestegårdsalléen og talte til kirkealmuen.
Vang hadde også en annen prest, residerende kapellan V. Bull (Vincents Stoltenberg Bull, f. 1768, res. kap. Vang 1793, d. 1836). Og da sognepresten ikke foretok sig noget mot haugianerne, fant han å måtte gjøre det selv. Den 25. februar sendte han en kort, skarp skrivelse til amtet, hvori han anmelder Hans Nielsen Hauge og Simen Jonsen Veum som omstreifere og ber dem tiltalt og straffet efter loven.
Da så Simen Veum holdt sin næste opbyggelse på Vold, møtte lensmannen op og arresterte taleren.
Han blev stillet for tukthusrett d. 4. mars.
Her gikk det som i Stange at to av vennene lovte å sørge for at han reiste hjem. Det var Ole Vold og Lars Nielsen Dørum. Han blev da straks løslatt.
Hans Nielsen Hauge selv blev så eftersøkt i hele distriktet. Antagelig hadde han på denne tid gått fra Vangs hovedsogn, gjennem Furnes, over Brumunddalen og opover bakkene til Veldre, hvor han skal ha holdt nogen møter. Så gikk han videre til Ringsaker og Nes, hvor han også har virket tidlig om våren det år, og hvor mange er blitt vunnet i denne tid.
Fra Nes har han tatt veien sydover igjen.
Og nu kunde foged Widerø innberette til amtet:
«Ifølge Høirespektive under 15de dennes er den anmeldte omløbende nye Prædikant bleven her i Distriktet eftersøgt, men ei antruffen. Efter Lensmandens Beretning næstpaafølgende 20de havde han da passeret udefter til Edtsvold (Eidsvold ?), som herved pligtærbødigst indberettes.
Kaaterud 27de April 1799».
Så var predikantene utvist og møtene forbudt. Der blev ikke flere sammenstøt mellem haugianerne og øvrigheten utover forsommeren 1799.