– hentet fra Sigrid Svendsen : “Tre Haugianere og deres samvær med Hans Nielsen Hauge”, Oslo 1936.
S. 66 –
I 1803 vet vi at Hauge passerte Hedemarken da han var på tur sydover efter å ha vært i Nord-Norge. Han kom gående fra Trondhjem gjennem Gudbrandsdalen. Det var utpå sommeren, i skåronnen.
Denne gang stanset han i Ringsaker og holdt Taler «for en stor Deel samlede Folk». Likeledes var han på Vold i Vang og holdt samling der.
Så gikk han videre hjemover. Det var siste gang han var på disse kanter.
I 1804 var der fremdeles nogen bevegelse i Hedemarks-bygdene, likesom der også var motstand fra prestenes side.
I det år har vi innberetningene om haugianerbevegelsen fra embedsmenn rundt i det hele land. De var skrevet som svar på rundskrivelse av 30. juni 1804 fra det Danske Kanselli.
Sogneprest Leganger i Stange skriver:
«—– Endskiønt nu disse Galskaber naturligviis ike meere giør den Opsigt som i Førstningen — — saa holder man dog endnu hist og her i Sognet Forsamlinger, hvor Hans Hauges bekiendte Postil, Psalmer og andre hans trykte Piecer tiene til at opvarme den dumme Andagt».
Leganger tilråder ingen hårde midler mot haugianerne. Hans forslag er 1) bøker som forklarer «de av dem misbrugte Skriftens Sprog», og 2) at «det varme Ønske maatte gaa i Opfyldelse, som enhver ærekiær Præst i saa lange Tider forgiæves har næret», at prestene ikke skulde være avhengig av menigheten for å få sin lønn. For da kunde ingen beskylde dem for å være pengekjære.
Fra Romedal skriver konst. sogneprest Johnson, at han trodde uvesenet var i avtagende, « —— men, da det af talrige Tilhængere fra nogle Nabosogne ligesom og fjærnere Egne stedse finder Næring, have disse Samlinger nu paanyt begyndt, og lade med Grund befrygte en immer videre omsiggribende Forvirring og Raserie».
Han taler om at Hauges bøker finnes utbredt i bygden, og nogen «Breve som disse infimæ plebis Homines (Folk av den laveste almue) have vexlet med hverandre mellem Tugt- og Arresthusene». Disse skrifters innhold «forvirrer og nedbryder Mængdens svage Begreb i Kristendommen», og «forleder Folket til sværmerisk Uvirksomhed».
Derfor tilråder han mulkt og fengsel anvendt mot haugianerne, og som mottrekk anbefaler han «tjenlige Andagtsbøger, og ønsker bygden et bedre skolevesen (Hauges sak, III, Riksarkivet).
Fra Vang skriver prost Pihl:
«—— Vel er Gaarden Wold her i Sognet icke aldeles frie for at være et hemmeligt Sæde for denne Sekt, da Opsidderen paa denne Gaard er en af Tilhængerne; men det har dog hidindtil gaaet saa hemmeligt til, at jeg intet Ondt troer deraf at kunne befrygtes».
Han vil ha samlingene forbudt, lederne fengslet, og forlagene ilagt stor mulkt for å trykke Hauges bøker.
Residerende kapellan Kiönig i Stange bedømmer Hauges virksomhet således:
«Saavidt jeg har bemerket, har hans Hensigt kun været at ville tilvende sig Fordele, og opvække hos sine Tilhængere saadan Sindstemning, der var overeenstem- mende med hans Øyemeed. —
Hans Nielsen har saaledes fornemmelig opsøgt de Formuende. — og da Hans Nielsen forudsaae, at enhver retskaffen Lærer ville giøre Almuen Opmerksom herpaa, saa skal han tillige have indpræntet sine Tilhængere mistillid til de offentlige Religionslærere».
Det slag som lammet haugianernes virksomhet kom allerede 24. oktober samme år, da Hauge blev satt inn i den langvarige arrest.
Og næste år blev der gitt ordre til at alle hans bøker, som var bestemt for salg, skulde konfiskeres.