– les her videre om :
– hentet fra Dagfinn Brestein : “Hans Nielsen Hauge. Kjøbmand i Bergen”. Bergen 1955.
– fra s. 121 – :
Det var ikke bare religiøst og politisk at der på overgangen fra det 18. til det 19. århundre gikk for seg en brytning i folkenes liv. Innen de fleste europeiske folkesamfunn skjedde der en strukturendring. Rekken av viktige og epokegjørende tekniske oppfinnelser var sterkt medvirkende til denne indre revolusjon.
Hele produksjonssystemet ble lagt om, maskinene intensiverte driften, frigjorde arbeidskraft og førte til billigere varer. Utviklingen gikk i tiltagende tempo fra håndverk mot industri. Visstnok skapte denne omveltning i den økonomiske samfunnshusholdning etter hvert sosialpolitiske problemer, som ikke alltid var lette å løse. Men for dem som bar ansvaret for den økonomiske politikk, var det på den annen side innlysende at den nye produksjonsteknikk åpnet vide perspektiver. Store muligheter lå åpne for den enkeltes initiativ og skapertrang.
På norsk jord synes imidlertid vilkårene for industrireisning ikke å ha vært særlig gunstige. Det var bedrøvelig få fabrikker som ved utgangen av det 18. århundre viste seg levedyktige. En rekke foretagender hadde fristet døgnfluetilværelsen og gått til grunne. Fra regjeringens side hadde det riktignok ikke manglet på oppmuntrende uttalelser. Den initiativrike var blitt lovet støtte både gjennom bevilling og privilegier.
Stiftamtmann Hagerup i Kristiansand sendte i 1776 Commersekollegiet en utredning, som var et talende billede av situasjonen slik ledende embetsmenn bedømte den. «Af uld, hør og hamp, som de fornemste Kilder og fundamenter til fabriquer», sier Hagerup, «haves lidet eller intet her til lands, uld har man ikke saa meget at almuen kan klædes med, og af hamp og hør slet intet, hvilket alt maa kjøbes fra Øster Søen. Norges Land i almindelighed og Christiansands stift i særdeleshed er ikke af naturen og tilfældige omstændigheder synderlig skikket til fabriquers anlæggelse».
Det billede som Hagerup således tegnet av situasjonen, var dypt nedslående. Lenger ute i beretningen gjorde han det ennå dystrere da han framholdt: «Her har ikke i Norge manglet entrepreneurs fornemmelig i forrige Tider da her endnu var penge i landet og velstand blandt folk, som har anvendt deres formue til fabriquer og andre nyttige indretninger i landet saasom sæbe syderier, salpeter og paataske kogning, sucker rafinaderier, staal og spiger fabriquer, berg værker at optage og meere andet, ey heller har der manglet dem al den hielp, som Regjeringen har kundet gjordt dem, med privilegier, monopolier, forskudder etc: men faae af dem ere bleven bestandige; mestendeels formedelst oven anførte aarsage hvortil andre tilfældige og vel kand være komne. De fleeste af dem ere gangen op i røg, tilligemed entrepreneurernes formue, hvilket har skræcket andre».
I tiden mellom Hagerups pessimistiske uttalelse og Hauges virksomhet var der ikke gjort mange nye forsøk på norsk industrireisning. For så vidt var bedømmelsesgrunnlaget noenlunde det samme. Så nyttig det enn måtte være for landets økonomiske utvikling at nye bedrifter ble anlagt, var det få som følte seg lysten på å skape noe, all den stund utsikten til profitt ikke var til stede. Hauge synte imidlertid en levende interesse for all industriell virksomhet; og han oppmuntret sine venner til å gå i gang med nyanlegg. Gjennom dem var det hans tanke at landet eller staten kunne forfremmes — som han uttrykte det — og «ikke være ingen til byrde men flere til lættelse».
Ved nyttige fabrikk anlegg ville Hauge dessuten ta brodden av den anklage at han var en arbeidssky svermer, og at vennene var ørkesløse dagdrivere. Også i fabrikkene var det de troendes oppgave å lyse for verden.
Hauges interesse for papirindustrien ble vakt i 1800 under et besøk i en fabrikk ved Roskilde. Han mente det var særs viktig at Norge kunne bli selvhjulpet med papir. Personlig hadde han også i forbindelse med trykningen av skriftene sine et sterkt behov for godt og billig papir. En papirmølle anlegg var dessuten ingen utstyrsmessig innviklet affære.
I det kgl. danske Landhusholdningsselskabs magasin for næringsstanden hadde det i 1798 stått å lese avhandlinger : «Om Maaden at giøre got Papiir af gammelt Makulatur», og en «Anviisning til at forfærdige marmoreret Papiir, i saavel grønt, spanskgrønt som blaat, — ».
Slike artikler var ment å virke til oppmuntring.
Hva Hauge angikk, hadde han i Roskilde merket seg at endog barn, og til dels vanføre mennesker, ble nyttet i papirfabrikkene. En papirmølle ville derfor kunne tjene den sosiale funksjon å nytte arbeidskraft som ellers ikke ble anvendt, og som ikke engang ble aktet på. Hauge var så oppglødd av tanken på et papirmølleanlegg i Norge at han, mens han ennå oppholdt seg i Danmark, skrev til broren Mikkel og til Torkel Gabestad og spurte om disse var villige til å gå i gang med et papirmølleanlegg, «hvorved Børn kunde holdes til nyttigt Arbeide og faae mere lyst til Sædelighed og Arbeidsomhed».
På det tidspunkt brevet ble skrevet, satt imidlertid disse to i tukthuset i Kristiania. Da heller ikke noen av dem var løslatt ved Hauges hjemkomst, måtte han ta tanken opp med andre av vennene.