Fra boken :
“HANS NIELSEN HAUGE” AF JACOB B. BULL, 1909.
gjengis forløpet av Hans Nielsen Hauges’ første, som skjedde i april 1798.
– 207 –
9— KAPITEL.
I April Maaned 1798 begav Hans Nielsen Hauge sig atter til Kristiania, hvor han under sine forskjellige Opbold der havde vundet mange Venner. Som Ledsager og Medhjælper havde han denne Gang med sig Seebergianeren Niels Bærsøs Søn Kristian Bærsø, som var bleven en af Hauges Tilhængere.
Ude paa Grønland, paa en Løkke, som tilhørte Hjulmager Meier, holdt Hauge da Opbyg- gelser under stor Tilstrømning af baade alvorligt søgende Mennesker og nysgjerrige. Ligesaa gjorde han hos Anders Kristofersen Grøndahl paa Kudskebakken ved Sagene.
Anden Pintsedag havde Hauge været til Gudstjeneste i Byens Kirke og skulde nu om Eftermiddagen holde Opbyggelse hos en Bekjendt i Lakkegaden.
Kristian Bærsø var ogsaa med; men da de vel var didkomne, indfandt Lensmanden i Aker, Hr. Knoph, sig pludselig ledsaget af sine Betjente og forlangte at faa tale med Hauge.
Denne, som aned hvad Lensmandens Besøg havde at betyde, gilt straks ud til ham og spurgte. hvad han vilde.
«Er det Hans Nielsen Hauge fra Smaalenene?» Lensmanden spurgte i barsk Tone,
Hauge svared som vanligt, mildt og stilfærdigt.
«Ja, det er det.»
«Forholder det sig saa, at Du skal holde
– 208 –
offentlig Opbyggelse her i Aften?» kom det endda barskere.
«Ja, det gjør det.»
«Det blir der ikke noget af. Jeg arresterer dig herved i Lovens Navn.»
«Ja, ja,» svared Hauge. «Med det faar I gjøre, som I vil. Men det er ikke i Guds Lovs Navn, I gjør det»
«Det blir min Sag og ikke din,» sagde Lensmand Knoph skarpt. «Behag at følge mig.»
I det samme kom Værten og Kristian Bærsø, som havde hørt de haarde Ord, ud.
«Følger han med dig?» spurgte Lensmanden og pegte paa Kristian Bærsø.
«Ja,» svared Hauge. «Han er en af mine Brødre i Herren.»
«Da faar han ogsaa følge dig i Arresten,» sagde Lensmanden.
«Ja,» svared Kristian Bærsø, «det gjør jeg gjerne.»
Og efter et kort Farvel til Værten gik de to Lægprædikanter uden Knurren bort med Lensmanden, som overførte dem til Byens Arresthus og samme Aften gav Stiftamtmanden Besked om Sagen.
Tirsdag Formiddag indfandt Stiftamtmanden sig personlig i Arresten og lod Hauge og Bærsø kalde for sig.
De to Lægprædikanter traadte stille ind og hilste. Stiftamtmanden saa længe og forskende paa Hauge.
– 209 –
«Saa Du er Hans Nielsen Hauge?» spurgte han.
«Ja — saa er mit Navn,» svared Hauge.
Stiftamtmanden tang lidt. Saa atter paa Hauge, hvis store, klare Øine ikke veg fra hans Ansigt, og sagde:
«Du er beskyldt for Løsgjængeri og for ulovlig offentlig Optræden; det er en Skam, at Du, som dog er en agtværdig Bondes Søn, vil optræde paa den Maade og unddrage dig ærligt Arbeide for Livsophold.»
Stiftamtmanden havde alvorlige graa Øine og talte langsomt, med værdig Vægt paa Ordene.
«Følgen af sligt Løsgjængeri vil bare blive, at Du kommer paa Tugthuset,» føied han til, advarende.
Hauge taug, til Amtmanden havde talt helt ud. Saa tog han et Skridt frem og stod trygg foran den høie Embedsmand.
«Amtmanden sagde, at jeg var beskyldt for Løsgjængeri,» sagde han roligt og med klar Stemme. «Saadan Beskyldning er ikke sandfærdig, hvem der saa end har sat den frem.Heller ikke, at jeg er en Lediggjænger, som vil unddrage sig fra Arbeide.»
Amtmanden afbrød ham.
«Lensmand Knoph har meddelt mig dette,» sagde han strengt, «paa Bestillings Vegne — og da maa det vel forholde sig saa.»
«Nei, det gjør det ikke,» svared Hans Nielsen Hauge djærvt, drog et Papir op af Lommen og gik lige frem til Amtmanden.
– 210 –
«Her er mit lovlige Pas for min Reise hid til Kristiania,» sagde han; «og hvad mit Arbeide angaar, da har jeg hele Vaaren arbeidet med Plogaannen paa min Fars Gaard Hauge i Tune. Det kan han selv og hele Bygden med ham bevidne.»
Han lagde sit Pas paa Bordet foran Amtmanden.
Denne tog Papiret og besaa det nøie.
«Hm,» sagde han og leverte ham det tilbage. «Ja, det ser rigtignok ud til at være i Orden,» rnumled han.
«Hvad ellers Læren og den offentlige Forkyndelse angaar,» fortsatte Hauge, «da har jeg ikke lært og forkyndt andet, end at man skal holde Guds Bud høit og i Ære, tjene Gud og lære godt af hverandre.»
Han stod og vented paa Amtmandens Svar.
«Ja, ja,» sagde denne og saa bort paa ham fra Siden. «Det kan altsammen være godt og vel; det er noget, som jeg endnu ikke vil indlade mig paa; imorgen eller iovermorgen vil Fogden Hagerup underkaste Eder begge Forhør; vi faar da se, hvordan det forholder sig med det, Du idag har anført.»
Stiftamtmanden gjorde Tegn til Arrestforvareren, og de to Arrestanter blev atter ført til sit Fængsel.
Den følgende Dag blev de transporterte til Byens Raadhus, hvor Fogden Hagerup straks gav sig ifærd med at forhøre dem.
Hans Nielsen Hauge blev da først udspurgt.
– 211 –
«Hvad er dit Levebrød?»
«Bondearbeide paa min Fars Gaard, Hr. Foged,» svared Hauge.
«Hvad Ærinde har Du her i Kristiania?»
Fogden saa forskende paa Hauge, hvis Udseende øiensynlig gjorde et godt Indtryk paa ham.
«Jeg har nogle Skrifter i Trykken,» svared Hauge.
Fogden nikked.
«Af religiøst Indhold?» spurgte han.
«Ja.»
Fogden nikked igjen.
«Har Du holdt Taler her?» spurgte han videre.
«Ja, det har jeg,» svared Hauge frimodig. «Jeg har talt med nogle Mennesker her om vor Kristendoms Pligter.»
Fogden nikked tredie Gang.
«Det kunde paa sine Steder ikke være af veien,» sagde han hen for sig.
Hau saa atter paa Hauge.
«Hvad er din Lære?» spurgte han.
«Just den, vi har i vor lille Kathekismus og Bibelen,» svared han.
«Du har intet andet lært?»
«Nei, intet andet,» svared Hauge. Han saa paa Fogden med sine store, ærlige Øine.
Fogden vendte sig mod Retsskriveren.
«Heri ser jeg intet galt,» sagde han. «Jeg tror, Du er uskyldig, min gode Mand,» fortsatte han vendt mod Hauge.
Denne lysned i sit Ansigt.
«Og I er retfærdig,» svared han.
– 212 –
«Naa, ja, ja — det er jo del, vi skal være,» svared Fogden Hagerup. «Det vilde være galt ellers.»
«Ja, naar saa er,» sagde Hauge, «da vil jeg bede Fogden om at faa komme med et Spørgsmaal.»
Fogden nikked.
«Spørg Du kun,» svared han.
Hauge gik et Skridt frem.
«Da vil jeg spørge,» sagde han sagtmodigt, «om det er kristeligt, at de, som drikker sig drukne og slaas, saa de ligger paa Gaderne, skal have sin Frihed, og jeg, som gaar i Kirke, hver Gang der er Prædiken, og imellem, især om Aftenerne, opbygger mine Medmennesker med Sang og Tale efter Statens herskende Religion, skal blive sat i Arrest og blive truet med Tugthusstraf?»
Fogden smilte.
«Nei, det kan umulig kaldes kristeligt,» svared han, «Det er heller ikke Ret efter Lovens Mening og Hensigt; vi skal se til at faa gjort noget ved den Sag.»
Han reiste sig.
«Jeg skal tale med Stiftamtmanden om det, saa faar vi se,» sagde han. «Jeg synes, det er urimeligt, at I skal sidde her!»
Han rakte Hauge sin Haand til Afsked og gik.
Dagen efter kom han tilbage og lod nu Hauge alene kalde for sig.
«Jeg har god Tidende,» sagde han oprømt.
– 213 –
«Stiftamtmanden blev af samme Mening som jeg. I kan begge forlade Arresten allerede idag; men vær nu forsigtig Mand og undgaa Kollision med Øvrigheden!»
«Det kan jeg ikke love», svared Hauge smilende; «men det er ingen Sag, naar Øvrigheden er saa retfærdig som I.»
Nu smilte ogsaa Fogden.
«Ja, ja,» sagde han. «Du kunde kanske træffe paa dem, som var værre.»
Hauge bad nu Fogden om en Attest for sit Forhold og en Forklaring angaaende Fængslingen.
«Det skal være mig en Glæde,» svared Fogden, satte sig ned ved Bordet og skrev.
Da han vel var færdig, skjøv han Attesten bort til Hauge.
«Jeg tænker, denne er tilstrækkelig,» sagde han med et godt Smil. Hauge tog Attesten og læste. Der stod følgende:
«Hans Nielsen Hauge og Kristian Bærsø haver vel været hæftet, men er derunder befundne at være ei alene uskyldige, men er endog retskafne og udi Guds Raad til Sjælens Salighed vel oplyste, og derfor er blevne løsladte, samt til alle Forekommende paa det bedste anbefalne.
Kristiania udi April den 20de 1798.
Hagerup,
Foged.»
Hans Nielsen Hauge gik lige frem til Fogden og rakte ham Haanden.
– 214 –
«For dette skal I have Guds Løn engang,» sagde han; de graablaa Øine lyste. «Sligt skal ikke glemmes.»
Og Fogden og Fangen veksled et Blik som Brødre.
Næste Dag, da Hauge og Kristian Bærsø som frie Mænd vendte tilbage til sine Venner ved Sagene, begyndte Hauge igjen ufortrødent at holde Opbyggelser og fortsatte dermed i hele 8 Dage, indtil Lensmand Knoph fandt sig beføiet til anden Gang at arrestere ham og sende ham og Kristian Bærsø Lensmand og Lensmand imellem tilbage til Tune.
Hauge fulgte villig, og snart hændte det mærkelige, at Lensmændene gav ham selv Ordren med og lod ham paa egen Haand og kun stolende paa hans Løfte og redelige Færd vandre fra Bygd til Bygd hjemover de kjendte Trakter.
Paa denne sin Vandring hjemad havde Hauge en Kveld taget ind paa et ham tidligere ukjendt Sted, hvor han for gode Ord og Løfte om Betaling fik Natteherberge.
Udpaa Kvelden kom Stedets Skolelærer, som havde hørt om, at Hauge var der, hen til Gaarden og gav sig straks til at anfalde Hauge, hvem han skjældte ud for en uvidende Vranglærer, haaned ham paa alle optænkelige Maader og brugte tilslut baade Skjældsord og Bandskab.
Hauge svared lidet eller intet paa alt dette; men tilslut tog han tilorde og forklarede i rolig og behersket Tone, at Guds Ord, som Skole-
– 215 –
læreren vel kjendte bedre end han, lærte os, at vi ikke skulde fare saaledes frem.
Da sprat Skolelæreren op fra Bænken, der han sad, og for lige paa Hauge.
«Jeg skal lære dig at fare frem!» skreg han.
Dermed gav han ham et Slag under Øret, saa det sang.
Blodet for Hauge til Hodet; han reiste sig; den stærke Bondegut stod der bredskuldret og stærk med en underlig Brand i de blaagraa Øine. Men han var straks Herre over sig selv.
«Sligt skulde Du ikke befatte dig med,» sagde han.
Han saa bort paa Værtens Kone, som stod der forskræmt og haandfalden.
Skolemesteren stod med knyttet Næve foran ham. Nu gik han hen og aabned Døren.
«Paa Porten med dig!» skreg han. «Her har Du intet at bestille!»
Hauge saa paa Værtinden.
« Er Du Husbond her?» spurgte han Skolemesteren.
«Ja, saapas Husbond er jeg, at Du skal ud og det paa Flekken, ellers vanker det mere,» svared denne. Han knytted igjen Næven.
«Jeg har ogsaa Næver,» svared Hauge rolig; «men jeg bruger dem ikke til at slaa mine Brødre med»
«Ud!» skreg Skolemesteren og pegte mod Døren, hvor den kolde Nattegufs nu stod ind.
Hauge vendte sig stille mod ham.
«Det skal jeg; — bare vent, til jeg faar betalt
– 216 –
for mig,» svared han, tog sin Pung op og rakte Værtinden den Betaling, de var komne overens om for Natteherberget.
Hun tog nølende imod.
Men Hauge knapped ganske rolig sin Overfrakke, vendte sig mod Skolelæreren og sagde med sin varme, gode Stemme:
«Det er godt at være vel klædt, naar det er koldt; ligesaa at være rustet med Kristi Kjærlighed, saa jeg kan bede for dem, som overfalder og forfølger mig. Guds Fred og Farvel!»
Han vendte sig stille og gik.
Da hændte der noget sælsomt.
Skolelæreren, som havde stirret slagen paa den stille, fredelige Mand, brast pludselig i Graad saa stærkt, at han storhulked.
«Aa, Gud hjælpe mig!» brast det ud af ham.
Saa drog han paadør efter Hauge.
Han ropte.
«Ja!» svared Hauge derude fra Mørket.
“Aa! Har Du Forladels for mig!» — det brød sammen i en Hulk.
«Ja!» svartes det derudefra. «Gud tilgiver os alle!»
Hauge vendte sig og gik videre.
«Nei, gaa ikke!» roptes der efter ham.
«Jo, det maa saa være !» — det svartes fjernt.
Skolelæreren stod derude paa Svalstenen med Hænderne ihopknepte og stirred ud efter Røsten.
«Hvor gaar Du hen?» ropte han.
«Did Gud vil!» blev der svaret.
«Farvel og Lykke paa din Færd!»
– 217 –
«Velkommen efter Du ogsaa!» — det var det sidste Svar, Skolelæreren hørte. Og den Fremmede blev borte i Mørket.
Slig var Hans Nielsen Hauge.