sylvester sivertson : «haugianismen, dens historie og væsen..» : del V – «hauge, haugianerne og staten»

– les avsnittet om Haugianerne som borgere av staten – del V her :

Hvad Haugianerne ere som Statsborgere, burde man kunne forudsætte som almindeligt bekjendt, og dog er dette ikke Tilfældet i den Grad, som man maatte ønske det.

I Begyndelsen bleve de som Professor Stenersen udtrykker sig, anseede for at staae i aabenbar Opposition baade mod Landets civile og geistlige Indretninger, og betragtedes paa Grund af det projecterede Fællesskab, hvorom ovenfor er talt, som et oprørsk Partie, der vilde danne en Stat i Staten. Hvad der end mere bidrog til at forøge denne Mistanke imod dem, var deres Forhold til Gestligheden, der, muligens til Gjengjeld, ikke tog i Betænkning (ikke stusset på/red.), at udraabe dem for farlige for Staten, og den bestaaende Tingenes Orden.

Ved nærmere Undersøgelse maatte man dog snart indsee hvor ugrundet denne Frygt var, da hverken Hauge selv eller nogen af hans Tilhængere kunde overbevises om at have gjort sig skyldige i nogen egentlig Opsætsighed mod Øvrigheden, og end mindre mod de existerende Love. At de derimod ofte lede uskyldigt og bleve forurettede saavel af verdslige som geistlige Embedsmænd, og det ofte uden at de hverken fordrede eller erholdt nogen Statisfaction, er et altfor beviisligt Factum til at det kan benægtes.

I en Erklæring til den danske Regjering skrev daværende Biskop i Bergen J. N. Brun saaledes : «Hauges Tilhængere .. . kunne aldrig blive farlige for Staten. Authoriteter, baade

– 73 –

verdslige og geistlige, have tilladt sig en Fremgang imod dem, som ingen uden de, havde taalt upaaanket. Hans Nielsen Hauge har mere end en Gang været arresteret efter overilende Angivelser, er frikjendt og løsladt, men altid uden Erstatning» (see Hauges Reisebeskrivelse S. 72; samt Stenersens Hauges Liv, Virksomhed osv. i 7de Bind af Rudelbachs theologiske Maanedsskrivt S. 162).

At Hauge ei alene stillede Almuen i Hallingdal tilfreds, der vilde modsætte sig hans Fængsling, sigende at det var hans Pligt at følge Lensmanden, hvis han havde Øvrighedens Ordre; men endog efterkom Øvrighedens Befaling, omendskjøndt denne ikke drog Omsorg for dens Efterlevelse, beviser tydeligt, hvorliden Aarsag man havde til at frygte ham og dem, der delede hans Anskuelser, som Oprørsstiftere.

Vel er det sandt, at han i Puncter, hvor hans Overbeviisning kom i Strid med Øvrighedens Villie, udviste en Bestemthed og Urokkelighed, som man ialfald søger forjæves hos hine Vendekaaber (de som snur kappen etter vinden/red.), der alene troe hvad der fortiden er en Authoritets eller formaaende Stormands Troe, vel talte han ogsaa med Frimodighed imod Misbrug, som gik i Svang (var på «moten»/red.) blandt Statens, eller som det dentid kaldtes i monarchisk Stiil, Kongens Eembedsmænd; men hvem kan vel medrette dadle ham herfor, saalænge man ei tør paastaae, at det er en Brøde at handle overeensstemmende med sin Overbeviisning.

– 74 –

At en Haugianer nogensinde har vægret sig som Skatteyder fort at bidrage Sit til Statens Tarv, eller som Soldat for at værne om Fædrenelandet, har man aldeles intet Exempel paa. Tvertimod veed man, at Hauge ei alene i Anledning af Krigen med Engeland 1801 udgav en Sang, der indeholdt Opmuntring til krigersk Tapperhed, men ogsaa, saavel da, som især i de følgende Krige med Sverige, indskjærpede dem af hans Venner, der vare i Krigstjenesten, hvor hellig den Pligt var at kjæmpe, ja døe for sit Fædreneland (en af Hauges Venner, som han saaledes havde formanet til hellere at døe, end svige sin Pligt, har fortalt, at da i en liden Træfning med de Svenske Kuglerne peb ham omkring Ørene begyndte, han at holde sig tilbage, men erindrede i det samme hvad Hauge havde sagt, «og forskrækket», sagde han, «styrtede jeg frem, tænkende ved mig selv : O hvis en Kugle havde endt mine Dage i det Øieblik, jeg saaledes sveg min Pligt mod Konge og Fødeland, jeg vilde da være falden i mit eget Blod !» Da han næste Gang saae sig omkring, var han forladt af alle sine Vaabenbrødre, og først nu fandt han det rigtigt at tage Flugten).

En anden ligesaa almindelig Beskyldning mod Hauges Lære var, at dens Tilhængere bleve til ørkesløse Lediggjængere, der alene befattede sig med Læsen, Beden og Syngen, eller begyndte apostoliske Omflakninger. Tager man blot Hensyn til Haugianismens allerførste, og, om man saa vil, sværmeriske Periode, saa kan det aldrig nægtes, at denne Beskyldning har nogen Grund, og det uagtet Hauge selv endog i sine første Skrivter, opfordrede til Daad og

– 75 –

Men deels blev han heri, som i meget Andet misforstaaet, deels er der med enhver almindelig Folkebevægelse, og nemligen med enhver religieus, forenet en Excentritet, der saa let kan føre til Yderligheder og Afveie, og som ei heller her udeblev.

Til Hauges og hans Venners Roes maa man dog tilstaae, at ihvorvel Begyndelsen syntes at spaae Landet en Hær omvandrende Prædikanter istedet for arbeidsomme Borgere, forandredes dette dog meget snart til det Bedre, og det især ved Hauges nidkjere Bestræbelse, og det Exempel, hvormed han og de meest agtværdige af hans Venner foregik Resten.

Virksomhed, Flid, Vindskibelighed og industriel Drivtighed begyndte nu at udmærke dem ligesaa meget, som Begyndelsen deres, om ikke Foragt, saa dog Ligegyldighed for jordiske Sysler. Hauge skriver selv i sin Reisebeskrivelse S. 29 saaledes herom : «Jeg bestræbte mig, paa mine Reiser i Christiania Stift, at give dem, der søgte mig, efter min Oplysning, de rigtigste Kundskaber om Religionen, og at lede deres Tankegang, eensstemmig med Skaberens Plan i Naturen, til deres Pligter mod Gud, sig selv og sin Næste, og opmuntre dem til de Dyder, det nye Testamente anbefaler. Adskillige Steder bragte jeg i Erfaring, at de heftigste og svage Sjele bleve indbildske i sig selv, og forsømte deres naturlige Pligter, og vare efterladne i deres timelige Arbeider; disse søgte jeg at overtyde om deres Feiltagelse, og tilskyndede dem at være flittige i deres Kald, og lade sine

Gjerninger lyse for Menneskene; thi naar vi trænge til at spise, saa bør og maae vi ogsaa arbeide. Jeg blev og undertiden selv med dem ved deres Gaardsdrivt og Jordbrug, samt underviste dem i at gjøre sig de Redskaber, som jeg paa mine Reiser havde antruffet og anseet for de meest hensigtmæssige».

Om Anlægget af Eger Papiirmølle beretter han paa samme Sted (Reisebeskrivelse/red.) saaledes : «Da jeg var i Kjøbenhavn, betragtede jeg de der i Nærheden beliggende Papiirmøller, og da jeg kom til Eger i Agerhuus Stift fandt jeg en redeligsindet Ven, som forstod sig paa mekaniske Kunster; med ham og flere Bekjendte raadførte jeg mig om at anlægge en Papiirfabrik paa Eger ved Drammen, hvilket Anlæg jeg understøttede med endeel af Indtægterne af mine solgte Bøger, og ved mit Bekjendtskab om (omkring i/red.) Landet anskaffedes ogsaa en stor Mængde Klude (kluter/red.), saa at Anlægget strax kom i Virksomhed; og der blev i Begyndelsen 6 Eiere om samme. Selv tog jeg ingen Eiendom deri, da det var min Lyst at gavne Andre og sætte Menneskehænder i Virksomhed, uden Hensyn til egen Ære eller Egennytte, hvilket jeg gjerne vilde søge at vise i Gjerningen«.

Om sine Bevæggrunde til at blive Kjøbmand skriver han S. 33 s. S. (samme sted : Reisebeskrivelse/red.) : «Min Lyst tog mere og mere til, saavel til at anlægge Fabrikker og opmuntre til Industrie, som at formane til christelig Vandel; men til Fabrikker og andre Industriegreners Anlæggelse af Vigtighed udfordredes (krevdes/red.) Penge, og dertil vilde Indtægterne af mine Bøger ei forslaae; thi overveiede jeg, at naar

Uagtet alle de Indvendinger, som endeel af hans Venner gjorde, der troede, at Kjøbmandsstanden var altformeget skikket til at svække det aandelige og religieuse Liv, og uagtet han selv for en Deel billigede denne Anskuelse, besluttede han sig alligevel, paa Grund af den store Nytte, han saaledes haabede at kunne stifte, og efter Raadførsel med sine nærmeste Bekjendte, til dette Skridt, som ere af Mange saa forskjelligen bedømt.

At der alligevel, ifølge det Anførte, kun bør være een Mening om de Bevæggrunde, som heri ledede Hauge, er saa meget mere klart som hans paafølgende patriotiske Virksomhed, der af hans Modstandere altfor snart blev standset, afgiver det meest afgjørende Beviis derfor.

Prosessor Stenersen skriver med Hensyn hertil saaledes : «Idet Hele havde Hauge en meget opvakt Forstand, havde Lyst til i verdslige Anliggender at gjøre allehaande Forsøg, og da han tillige havde et klart og opmærksomt Øie, og ikke almindelig Evne til at sætte det, som han havde begyndt, i Værk paa den rette Maade, saa lykkedes hans Foretagender i Almindelighed ogsaa godt. Overalt hvor han reiste om i Landet havde han et opmærksomt Øie med Folkenes Haantering og Egnens Beskaffenhed, og hvor han opdagede noget, som kunde forbedres, der søgte han at afhjælpe Mangelen, hvor han fandt noget, som han troede med Fordeel kunde efterlignes, der søgte han at lære det, for siden ved Leilighed at udøve det, og hvor han endelig fandt et Sted, hvor han troede,

at der var Anledning til at et eller andet Anlæg kunde drives med Fordeel, der søgte han enten at opmuntre Stedets Eier til at forsøge herpaa, eller, hvis det var tilsals, at kjøbe det for sine Venner, og mange af disse nyde endnu godt af disse Kjøb, og af de Anvisninger, de ved denne Leilighed af ham fik» (see det ovenfor citerede Skrivt S. 178).

Sandheden heraf lader sig ikke miskjende. Sine mange Reiser i de forskjellige Egne af Landet udmærkede han ved gavnlige Iagttagelser, nyttige Anviisninger og patriotisk Virksomhed. Som Beviis herfor skal jeg tillade mig at give et kort Omrids af en Reise, han i 1802 foretog gjennem den største Deel af Norge, for saavidt nemlig, som den findes anført i hans Reisebeskrivelse, og vedrører den her omhandlede Gjenstand.

Fra Trondhjem – han var nemlig kommen derhen med 2 Fartøier, der vare ladede med Sædekorn – reiste han til Gjeslingerne, og kjøbte dette Fiskevær for Kjøbmand «A. S.» (Solem, en af hans Venner/Arnt/red.)) underviste dem at sætte Steenpiller (stein-pillarer/fundament/red.) under en stor og beqvem Søebod, og lagde Plan til en større Handel, hvortil han fandt Stedet beqvemt; reiste derpaa til Brynie (Brønnøy/red.) Præstegjeld, samt gjennem Alstahoug til Syd- og Nordran (Rana/red.), og, som han selv siger, erkyndigede sig allevegne om Beboernes Næringskilder.

Saaledes bemærker han iblandt Andet, at han i Nordran blev bekjendt med en Jernmalm-

grube, og tilføier, at der i Nærheden er et Vandfald, samt en betydelig Skov paa flere Miles Strækninger, og at han syntes her kunde med Tiden blive et Jernværk. (Havde ikke hans Fængsling saasnart paafulgt, vilde han formodentligt gjort denne Tanke til Virkelighed).

Fra Nordran reiste han over et stort Fjeld til Saltdalen, og derfra til Løvøen, som han ansaae for et begvemt Handelssted, og da det var tilsals underrettede han en af sine Venner i Christiania, C– B– (Christoffer Brateng/red.) derom, som ogsaa kiøbte samme, boer der, saavidt bekjendt, endnu og driver Handel.

I Bardudalen forefandt han faa Beboere men desmere udyrket Jord, hvorfor han bragte adskillige Familier fra Østerdalen til at flytte dernord, hvor de fik bedre Kaar, end de før havde. Herfra reiste han til Bardufossen, som han siger er det høieste Vandfald i Norge, ihvorvel Vandmassen ikke er over 1/4 med Sarpfossens. Han saae her «Anledning til at Vandet kunde deels ledes, deels mineres igjennem Fjeldet langs Fossen, saa at derved kunde drives Sauge, Stamper og flere Slags Maskiner, som var stor Mangel paa der i Landet, ligesom og Tømmer kunde ledes derigjennem, som ellers slaaer sig i Stykker i Fossen».

Ligesaa bemærker han, at en Mængde Birk og Oreskov bliver der brændt som Braater, hvilken Aske kunde bedre benyttes til Potaske, hvorfor han tilraadede Nogle fra Opdal ved Dovre at reise didhen for at anlægge Potaske-Kogerie. Herfra reiste han over Monselven (Målselven/red.) til Balsfjorden, besaae disse Landstrækninger, talte med Finner og Qvæner, betragtede de førstes Reensdyrhjorder

og begge disse Folkeslags Sæder Levemaade o. s. v., hvorom han meddeler Efterretninger.

Paa Tilbagereisen til Trondhjem kom han til Nummedalen, hvor han for en af sine Venner kjøbte et Gjæstgiverie kaldet Sørvigen, hvor der var en gammel Saug og et Møllebrug, som nu bleve istandsatte og forbedrede.

Paa Reisen fra Trondhjem blev han bekjendt med en Kobbergang i Vingjelen i Østerdalen, hvor en af hans Venner havde opdaget samme. Strax istandbragte han et Interessentskab, som med Held drev samme Gang, indtil Hauge 1804 blev arresteret, da en Anden begyndte at paastaae, at det laae indenfor hans Circumference, hvorfor Participanterne solgte den med nogen Fordeel til Assessor M– (Mathiesen ?).

Paa sin Reise igjennem Guldbrandsdalen gjorde han sig bekjendt med Kleberstenen, som sammesteds udhugges af Bjergene, samt med dens Andvendelse og Nytte.

Fra Christiania kom han til Egers Papiirmølle, som nu var i fuld Drivt, og derpaa til Skien og gjennem Holden Sogn over Dale og Fjeld til Sætersdalen. Her anlagde han en Papiirfabrik paa Fennefos, som var i fuld Drivt til 1813, da den daværende Eier flyttede den nærmere til Christiansands Bye; «dog», siger han, «drives ved Fennefos endnu endeel andre Maskiner».

Nogen Tidefter hans Tilbagekomst til Bergen kjøbte han for en af sine Venner det betydelige Gods Svanøen, hvor der anlagdes en Saug, en Meelmølle, et Skibsbyggerie, samt senere hen et Saltkogerie. Paa samme Tid kjøbte han for sin Svoger og en anden af sine Venner

Landeiendommen Strudshavn tæt ved Bergen, hvor der anlagdes «3 Møllebrug med Sigter, Sammaler og Peelsteen samt Halvgrynsmølle», og andre Forbedringer gjordes (see Hauges Reisebeskrivelse S. 42 Flg.).

Dette maa være nok til Beviis paa Hauges driftige og virksomme Aand, hans Iagtagelses-Evne og Gavnelyst. Hans Exempel, som hans Raad og Anviisninger fulgtes af hans Venner, og hvad Under da, om disse bragte det til en Velstand, som de dorske tankeløse Naboer misundte dem ?

Og hvad Under vel ogsaa, om disse Misundelige, istedetfor, som før, at kalde Haugianerne Bønnebøger og Lediggjængere, nu begyndte at udraabe dem for gjerrige og pengegridske Hyklere ? Nei, den, der kjender de menneskelige Lidenskabers Magt, som veed i hvilken Grad disse kunne forblinde os, vil isandhed ikke finde dette underligt; men desmere, at saa Mange, der ville gjælde for sandhedskjerlige og upartiske Iagttagere, have uden videre Undersøgelse antaget for Sandhedens Stemme, hvad alene var Avindsormens (misunnelses-ormens/red.) Hvislen.

Foruden den Indflydelse, som Flid, Tarvelighed og industriel Virksomhed, samt Hauges ansporende Vink og gavnlige Anvisninger maatte have paa den Velstand, der efterhaanden kom til at udmærke de fleste af Haugianerne, gives endnu en anden Aarsag hertil, der skriver sig fra de tilfældigt heldige Tidsconjuncturer.

Hauge forudsaae den Pengeforandring, som omsider vilde finde Sted, eller man, som formeentligt er rigtigst, vil skrive det paa den blinde Lykkes Regning, saa er det vist, at de fleste af de mange Kjøb, der bleve gjorte af Hauge og hans Venner, foregik førend de da circulerende Penges Værdie blev, ved de bekjendte Forandringer, næsten reduceret til Intet.

Hvormeget denne Omstændighed maatte bidrage til deres Opkomst, der vare saa heldige at ombytte deres Penge med Eiendomme, førend denne Tidspunct indtraf, der med Hensyn paa Norge kan ansees for en Epilog til den danske Regjerings Forurettelses- og Undertrykkelses-Drama, er let at indsee.

Ordsproget, at Intet er saa slemt, at det jo (ikke/red.) er godt for Nogen (eller noe/red.), kan her med fuld Ret anvendes paa mange af Haugianerne, ihvorvel der vistnok ogsaa iblant dem gaves Andre, hvis Formuesomstændigheder, ved denne Forvirring i Pengevæsenet, fik en Knæk, som de siden ei have havt godt ved at forvinde.

Iblandt disse befandt sig ogsaa Hauge selv, hvis Eiendomme bleve ved hans Fængsling 1804 fratagne ham udømte, efter det danske Cancellies Befaling (et mærkeligt Beviis paa monarchisk Vilkaarlighed og Geistlighedens Jesuit-Aand er det, at da Hauges Skrivter bleve 1805 seqvestrerede (ikke confisqverede), blev der foretaget Huusinqvisition hos Enhver, som man havde nogen Formodning om eiede Hauges Skrivter, og disse uden videre Eierne fratagne. Hvo troer sig ikke herved hensat mellem den pyrenæiske Halvøes Munke !).

De bleve derpaa solgte, og da Beløbet for Samme, der, før 1807 udført i D. Ct., udgjorde omtrent 10,000 Daler, blev efter hans Løsladelse reduceret til Speciesmynt, saa udkom der kun en Sum af lidt over 150 Spd. som Betaling for hans Gaard, Skibe, Ladninger og øvrige Eiendomme.

Dette Formues Tab, saavelsom en, ved et fireaarigt Fængsel, nedbrudt Helbred, standsede Hauges Virksomhed, hvoraf Fædrenelandet tilvisse endnu har kunnet høste store Frugter.

«Det er tungt» – sagde Hauge til den Lensmand, der paa Eger arresterede ham – «at de forskjellige patriotiske Anlæg, hvortil jeg har været den første Aarsag, nu muligens ville strande; mange vill derved miste deres Levebrød; men ogsaa deri vil jeg være rolig, da jeg er mig selv beviist at have virket, hvad jeg formaaede, til mit Fædrenelands Gavn, og mine Medmenneskers saavel aandelige som timelige Vel» (see Hauges Reisebeskrivelse S. 56).

I det jeg herved slutter disse Bemærkninger over Hauges og hans Venners statsborgerlige Liv og Virksomhed, kan jeg ei undlade at tilføie en kort Sang, der findes i den Førstes saakaldte «Religieuse Sangebog», og som forhaabentligt ei vil læses uden Interesse.

Lesetips

Lesetips

sylvester sivertson : «haugianismen, dens historie og væsen..» : del V – «hauge, haugianerne og staten»