– på bokens sider 1 – 9 : boken ble forfattet og sendt i trykken pr. 1. juli 1833 av den på dette tidspunkt 23 år gamle Sylvester Sivertson, født i Skiaker (Skjåk), Lom prestegjeld i 1809, og sønn av den kjente Haugianer Syver Solfestsson;
– bokens fulle tittel er : «Haugianismen, dens Historie og Væsen, samt Forhold til Herrnhuttismen, fremstillet af En Sandhedsven – Prøver Alting og beholder det Gode. Paulus». Christiania, 1833. Trykt hos Jacob C. Abelsted.
Her fra sidene 1 – 9 :
Historiens upartiske Vidnesbyrd lærer os, at det sig udviklende Folkeliv har stedse baaret et umiskjendeligt Præg af den Vending, som Folkenes religieuse Tænkning i de forskjellige Tidsaldre har taget.
Dette er saa meget mere naturligt som Religionen – selv den mindre rensede – giver Mennesket paa det lave Trin af Aandsudvikling, hvor han ikke selv kan danne sig tydelige Begreber, en Anskuelse af Livet og Tilværelsen, der hos ham maa træde i Stedet for de Resultater, Tænkeren søger paa Granskningens vide Marker, – og danne saaledes en indre Grundtone, der, relativt til hans moralske og intellectuelle Kraft, vil gjøre sig kjendelig i alle hans Livsforholde.
Dette, overført fra Individet paa et mindre eller større Samfund af Mennesker, gjør det derfor begribeligt, hvorfor Folkeslagenes religieuse Begreber have havt en saa stor Indflydelse paa Menneskehedens Udvikling i det Hele taget, som alle Tiders Erfaring viser os, virkelig har fundet Sted.
Selv paa Folkenes politiske Forfatninger har derfor denne Indflydelse viist sig mærkelig, og man feiler neppe, naar man slutter sig til en Religions større eller mindre Reenhed fra de
– 2 –
Følger, den i saa Henseende har havt for de Folkeslag, der bekjendte sig til den.
Saaledes bemærke vi allerede i den fjerne Oldtid Israelitterne, der i Jehova erkjendte den eneste sande Gud, stande som et frit Folk med demokratiske Institutioner, medens de øvrige Asiens Folkeslag, der knælede for Afguderne, sukkede under de orientalske Despoters Jernspiir; og valgte Israelitterne sig end siden, blændede af Diademets Glands, en Konge, og det uagtet Oldingen Samuel tolkede dem Jehovas Uvillie, saa nedlagdes dog i Tabernaklet Grundloven, der bestemte Folkets og Kongens gjensidige Rettigheder.
Ægypterne derimod, hvis Religion var omgiven af et mystisk Slør, som kun nogle Indviede torde trække tilside, sukkede under et Præstearistokratie, der tilspærrede Folket Veien til Oplysning og Sandhedserkjendelse, og bød det at tilbede den sorte Apis og den glubske Krokodil, medens de paa Befaling af den Konge, der herskede over Legemerne som Præsterne over Sjelene, sammenbragte de Steenmasser, der staae som evige Mindesmærker om et Folks taalmodige Slaverie ( en fransk Forfatter skriver herom : «Kongerne (de orientalske Despoter) anvendte alle Nationernes Kræfter og Rigdomme til private Udgifter og personlige Indfald, og overlode sig, overmættede af Nydelser, til alle unaturlige og nedrige Lyster : de maatte have hængende Haver, Floder ledede op paa Bjergene, de forandrede frugtbare Marker til Lysthaver for Vildt, gravede Indsøer i tør Jordbund, opreiste Klipper i Indsøerne, lode bygge Paladser af Marmor og Porphyr, vilde have Meubler af Guld og Diamanter. Under Paaskud af Religionen byggede deres Stolthed Templer, begavede ledige Præster; opførte for Skeletter urimelige Grave, Monumenter og Pyramider. Man saae under hele Regjeringer Millioner Arme anvendte til ufrugtbare Arbeider; og Fyrsternes Luxus, efterlignet af deres Snyltegjester, og overført gradviis til de laveste Classer, blev en almindelig Kilde til Fordærvelse og Fattigdom»).
Hvor Despotiet og Hierarchiet – Fyrste-og Præstetyranniet – ere saaledes forenede, der er Folketrældommen bragt til det Høieste.
– 3 –
Skylder man end, med Hensyn til Grækerne og Romerne, Sandheden at tilstaae, at disses Statsforfatninger maae oprindeligviis ansees mere som Følge af sammenvirkende Omstændigheder og en udvortes Impuls, end som Følge af en indre religieus Grundidee, der gjorde sig gjældende i Bestemmelsen af de borgerlige Rettigheder, saa er dog dette intet Beviis mod men meget mere for, hvad der ovenfor er sagt.
Thi netop den Omstændighed, at Romernes og Grækernes Religion, efterat deres kosmogoniske og historiske Mythers oprindelige Betydning glemtes under Bacchanaliernes og Fleerguderiets Offerlarm, var for slet til at kunne meddele en fri politisk Retning noget belivende Princip, var Aarsagen til at deres Statsindretninger stode, rigtignok som temmelig veldannede, men altfor meget som døde Former, i hvilke Begreberne om det moralsk Rigtige, forsaavidt disse grunde sig paa en renere religieus Erkjendelse,
– 4 –
ikke kunde kundgjøre sig som levende og det hele Folkeliv omfattende Idee.
Lovgivere som den vise Solon og den religieuse Numa, der selv havde hævet sig over Folketroen, og i det mindste for en Deel opfattet en menneskelig Lovgivnings Moral-Principer, kunde rigtignok opstille, og ved deres Anseelse endog gjøre gjældende saadanne Statsformer, som selv Efterverdenen har maattet beundre for deres Liberalitet og nære Overeensstemmelse med Moralens og Retfærdighedens Fordringer; men en Religion, der lærte tyranniske Guder, og som, ved sin materielle Fremstilling af det Guddommelige og Evige, var saa skikket til at henlede Opmærksomheden fra Menneskets høiere moralske Liv og dets Krav, gjorde det umuligt for Mængden at tilegne sig i dens Heelhed hine Lovgivningers Aand.
Herfra den Blanding af Frihed og Slaverie, af Demokratie og Aristokratie, af Cultur og Barbarie, der er saa mærkelig i hine Folks Historie.
Forladende Syden, i hvilke vi see en renere Erkjendelse, der opfattes af Enkelte, kjæmpende med og næsten bukkende under for en fordærvet Religions Magt, vende vi Blikket mod Nord, og selv her ville vi finde Beviser for den samme Sandhed. Skjønt Nordens gamle Religion i den sidste Tid udartede, grundede den sig dog oprindeligviis paa en dyb Anskuelse af Naturen (Guddommens Speil) og af Tidens og Tilværelsens Formaal, minder gjennem sine kraftige Eddatoner om det høiere Menneskeliv, der forudsætter andre Betingelser for Tilværelsen, end dens blot
– 5 –
materielle Beskuelse, og maatte saaledes nødvendigviis give sine Bekjenderes Tankegang et høiere og ædlere Sving, end som de føromtalte Religioner kunde.
Men herfra (finner man/red.) Aarsagen til den Friheds- og Fædrelandskjerlighed, der flammede i Nordboens Bryst, herfra det Mod paa Valen i Kamp for Frihed og Arne, som har gjort vore Forfædre saa mærkelige blandt Europas Folkeslag.
Dog, det er overflødigt at anføre flere Beviser for en Sandhed, der, som anført, grunder sig paa Menneskets og Religionens egen Natur, og den nødvendige Forbindelse, som finder Sted mellem Menneskets moralske og religieuse Følelser, der, som Bevæggrunde til Noget, aldrig kunne komme i Strid, hvor Religionen svarer til sin Bestemmelse, som Befordringsmiddel af Menneskets høist mulige Lyksalighed.
Af Menneskets religieuse Begreber afhænger nemlig dets Pligtfølelse, som med Hensyn til Medmennesket danner Retsbegrebet, ifølge hvilke deres indbyrdes Forhold og Rettigheder bestemmes; men heraf ere de forskjellige Statsinstitutioner atter en nødvendig Følge. Af hvilken Vigtighed disses Liberalitet er for Menneskehedens moralske og intellectuelle Udvikling, og i hvilken nøie Forbindelse denne staaer med hele Tilværelsens Formaal, er Noget de Fleste vel ere enige i at antage for positiv Sandhed, efterat dens Rigtighed er af saa Mange beviist med Grunde, der ikke kunne kuldkastes, uden at selve Grundbegrebet om Mennesket som et frithandlende, fornuftigt Væsen, der af Skaberen er begavet med Evner, som gjør det
– 6 –
skikket til gradviis Forædling og Fuldkommengjørelse, rokkes i sin dybeste Grundvold.
Kan det saaledes antages for beviist, at de religieuse Begreber have en afgjørende Indflydelse paa den levendegjørende Idee, som under Tidens Kamp befordrer Menneskehedens fleersidige Fremadstræben, ja at de ofte give denne en aldeles egen Retning, der i Forhold til hine Begrebers Beskaffenhed yttrer sig i bedre eller slettere Følger for Menneskeheden, men altid med en særegen Kraft og Almindelighed : saa kan det eiheller længere nægtes, at de som saadanne fortjene en særdeles Opmærksomhed, og det maaskee en større, end man ialmindelighed synes at have viist dem.
Ledet af disse Betragtninger har Forfatteren heraf søgt, saameget det har været ham muligt, at gjøre sig bekjendt med vort Fædrenelands religieuse Charaktteer, og fornemmelig med de forskjellige Modificationer af religieus Erkjendelse, som blandt Massen af Folket maatte isærdeleshed have gjort sig gjældende.
Det kunde saaledes ikke være ham nok at vide, at der fra Høiskolen udgik adskillige unge Mænd, om hvis Rettroenhed der kun kunde være een Mening : han troede af Erfaring at vide, hvorlidet Præsternes dogmatiske Foredrag i og for sig selv virker paa Folket, hvilket han ogsaa, med Hensyn til disse, syntes ved nærmere Undersøgelse at finde bekræftet.
Et Partie, der af Mængden benævnes med det generelle Spottenavn «De Hellige» tildrog sig derimod mere hans Opmærksomhed. Skjønt disse have en
– 7 –
alvorlig religiens Tænkning tilfælles, opdagede han dog snart, at de, saavel med Hensyn paa deres historiske Oprindelse, som deres Anskuelse af Mennesket og Verden, dele sig i to Underarter, der endog tildeels staae i skarp Modsætning til hinanden. Hvad det ene af disse Partier, Herrnhutterne, angaaer, da er formeentlig deres Læresætninger som deres Historie, saa almeenbekjendte, at det vilde være overflødigt at omtale dem anderledes, end forsaavidt de have Bersringspuncter med det andet, nemlig Haugianerne, som, uagtet Alt, hvad der er skrevet og talt om dem, synes endnu ikke at være satte i det Lys, man kunde ønske, og navnligen aldeles ikke med Hensyn til det ovenfor antydede Synspunct.
At det ikke destomindre for Mange, der uden Letsindighed og Fordom betragte en Sag af denne Beskaffenhed, og som muligens ei selv have Anledning til at gjøre sig nærmere bekjendte med den, vilde være af Interesse at see en upartisk Fremstilling af Haugianismens Aand og dennes Forhold til Tidsalderen, det haaber man med saa meget større Vished at kunne antage, som Ligegyldighed for en Gjenstand af denne Natur maa synes at forudsætte en fuldkommen Mangel paa Opfattelse af de Ideer, der ligge til Grund for Menneskehedens aandelige Udvikling, og hvoraf Betingelsen for dens Fremskriden umiddelbar afhænger.
Men foruden Interesse haaber Forfatteren, at en saadan Fremstilling ogsaa vil have Nytte, og Betragtningen heraf er det især, som har bevæget ham til at levere dette Forsøg, efterat han i længere Tid har ønsket
– 8 –
og ventet at see et saadant fra en dueligere Haand.
Erfaring har nemlig lært ham, hvor overfladiske og ofte skjæve de Anskuelser ere, som ialmindelighed forbindes med Navnet Haugianere, der af de Fleste anføres under en fælles Kategorie med Sværmere, Fanatikere o. s. v., og som de enten kjende næsten Intet til, eller kun fra det Synspunct, som nogle af vore Theologer, saasom Professor Stenersen og Pastor Wexels, have søgt at fremstille dem.
Men deels er ikke dette Synspunct det eneste, hvorfra et religieust Partie kan betragtes, deels ere de saaledes fremsatte Anskuelser af den Beskaffenhed, at de formeentlig ikke kunne ubetinget bifaldes.
For altsaa upartisk og fordomsfrit at fremstille Haugianismen i Forhold til den antydede, Menneskehedens hele historiske Liv gjennemgribende Idee, hvorfra, selv gjennem de meest forviklede Retninger, Menneskeaanden har taget, levendegjørende Principer for dens Virksomhed udbrede sig, lig Nerverne i den dyriske Organisme, og for saaledes efter Evne at bidrage til Sandhedserkjendelse, nedlægger Forfatteren nærværende Forsøg som en liden Skjærv paa Sandhedens Alter ønskende, at dens Lys maatte stedse alt mere udbrede sig over Landene.
I den store Udviklingskrisis, hvori Menneskeheden befandt sig mod Slutningen af det 18de Aarhundrede, da Frankriges Revolution der for den var, hvad den modne Byld, som affører skadelige Væsker, er for det dyriske Legeme – blev en Kilde til
– 9 –
Betragtninger og deraf opstaaede nye Ideer, da begyndte ogsaa Religionen at uddanne sig anderledes for Menneskenes Anskuelser.
Selv den kolde, sindige Nordboe følte den Kraft, som elektriserede hele Europa.
Friere Anskuelser, der deels søgte at afryste, deels at lempe og udstrække Dogmernes Ledebaand, løde fra Høiskolen og fandt Gjenlyd i Nordens gamle Kirker. Fordomme og Overtroe skulde tilintetgjøres, og en fornuftig Gudsdyrkelse fremgaae af disses Ruiner.
Indtagne i denne store Idee glemte Mange, hvor lidet Mængden var moden til at modtage Begreber, som de maaskee selv altfor ofte kun eensidigen havde opfattet, samt hvor vaersom man bør være i at nedsætte det, som et Folks Masse anseer for helligt, medens det staaer paa et altfor lavt Trin af Aandsudvikling, til at kunne være modtageligt for de mere rensede Ideer; thi derved nedriver man som oftest kun et Bolværk (beskyttelse/red.) mod Letsindigheden og Irreligieusiteten, uden at kunne reise noget andet, der maatte være bedre, i det nedbrudtes Sted.
Medens saaledes endeel gamle Dogmelærere holdt deres Menigheder i en dorsk, tankeløs og uvirksom Sjelstilstand, hvori selv det rettroende Anstrøg ikke kunde blive til nogen levende Idee, kunde paa den anden Side en Moral, der fra en fri exegetisk Orthodoxie nærmede sig igjennem flere Grader til puur Rationalisme, ei heller frembringe de forønskede Virkninger.
– les bokens neste avsnitt/del II på sidene 10 – 40 – her :