vor allernaadigste Regjering kan forebygge et saadant, maaskee befrygteligt Onde, indstilles allerunderdanigst».
Man maa herved bemærke at de Rygter der gjorde Hauges Formue saa stor – der taltes om Tønder Guld – vare aldeles ugrundede, hvilket senere han viste sig, da Hauges hele Boe, udført i D. Crt. kun udgjorde henimod 10,000 Daler, et Beløb, der vist ikke kan kaldes stort, naar man tager Hensyn til den temmelig betydelige og heldige Handel, han som Kjøbmand i Bergen i nogle Aar førte, og tillige seer hen til de hyppige og store Forlag (opplag/red.), der gjordes af hans Skrivter, paa hvilke Afsætningen var saa stor, at det undertiden hendte, at der begyndtes med det andet Oplag af et Skrivt samme Dag, som det første var færdigt fra Pressen, og dog var hvert Oplag paa omtrent 5000 Exemplarer (see Hauges Reisebeskrivelse S. 28).
Ligesaalidet bør man ogsaa tabe af Sigte, at de færreste af de mange Kjøb, Hauge gjorde, vare i egentlig Forstand hans; derimod sluttede han mangen en Handel for en eller anden af sine Venner, naar han paa sine mange Reiser i Norge, og med sit forskende øvede Blik, fandt en eller anden Eiendom fordeelagtig.
Mange Familier i de forskjellige Egne af Landet skylde Hauge Taknemmelighed for de saaledes gjorte Kjøb, af hvilke de endnu nyde godt. Men naar blev ikke den miskjendt, hvis Sjel var for stor til at lade Hverdagsmenneskets Livsformer danne Skrankerne for sin Virksomhed, – og naar skelede ikke Misundelsen til den, der
– 33 –
besad Aandskraft nok til at virke, hvad Hoben maa tilstaae er over dens Kræfter.
Dog Ingen, der veed, hvor tro Hange var imod sin Overbeviisning, og med hvilken Samvittighedsfuldhed han fulgte denne, uden Hensyn til de Følger, samme maatte have for ham selv, kan drage hans Hensigters Reenhed i Tvivl.
Man veed saaledes t. Ex., at en gammel Jomfrue i Bergen – Maren Boes – vilde testamentere ham sine betydelige Eiendomme, hvis han vilde forblive rolig i Bergen; men Hauge, som engang troede, det var sin Pligt at handle anderledes, afslog høimodigen dette ædelmodige Tilbud.
Hauge kunde feile; thi han var Menneske, og det et Menneske, som ifølge sin Dannelsesgrad ikke i enhver Henseende kunde have det allerlyseste Overblik; men at han ei feilede mod sit bedre Vidende, eller begik nogen Brøde mod sin Overbeviisning, derom maa den føle sig paa det bestemteste overbeviist, som veed at skatte en Mands uegennyttige Opoffrelser af Tid, Formue, Livsnydelse og Sundhed, for at virke til sine Medmenneskers Vel.
Bogtrykker Stephansen i Trondhjem, en ivrig Ven af Oplysningens Fremme, udtrykker sig saaledes om Hauge : «Jeg har kjendt H. N. Hauge baade i sin Frihed og mellem Fængselets Vægge, men Veltilfredshed var i ethvert Livets Tilfælde hans trofaste Ven; Taalmodighed syntes at være ham egen, og han syntes ganske at være Herre over sine Lidenskaber; Redelighed kan Ingen drage i Tvivl om ham, som har staaet i mindste Connection med ham».
– 34 –
En Beskyldning, man har gjort Hauge og Tilhængere er, at de skulde være Fiender af Oplysning.
Denne Beskyldning er vigtig, og fra den Side Sagen betragtes i nærværende Fremstilling, endnu vigtigere, end fra den blot theologiske, og behøver derfor en nøie Undersøgelse. Hauge fremstod i en Tidsalder, der selv kaldte sig den oplyste, medens Oplysningens Elementer endnu vare i deres Udvikling. Heraf opkom en Forskjellighed, og, om man vil, Forvirring i saa mange Menneskers Ideer, der ikke kunde samle de forskjellige Lysstraaler til et Brændepunct. Man opfattede Dele isteden for Heelheden, og troede ofte i en stykkeviis Beskuelse at see Productet af al menneskelig Viden. Dette bevirkede igjen en skjæv og eensidig Retning i den hele Tankegang, og deraf flydende Virksomhed.
I Norge og Danmark maatte en saadan ulykkelig Halvhed blive desstørre, som man søgte at lempe Oplysningens Grundideer efter det politiske Forhold til en Souverain, hvori disse Lande befandt sig. Ifølge de forhen anførte og udviklede Grunde, kunde den ei heller i religieus Henseende frembringe forønskede Virkninger.
Hauge stod da han først fremtraadte, paa et altfor lavt Udviklingstrin, til at han kunne bedømme dens Værd efter Andet, end de nærmeste Følger, eller hæve sig til et Standpunct, hvorfra han med den upartiske Jagttager af Tiden og Verdensbegivenhedernes Gang kunde betragte Menneskehedens Oplysning fra et fleersidigt Synspunct. Ingen Under derfor om Oplysningen ikke fandt hans varmeste Bifald paa en Tid,
– 35 –
da han troede at bemærke, at den mere skadede end gavnede Menneskenes moralske Forbedring og Forædling, der var bleven Gjenstanden for hans hele Bestræbelse, og hans varmeste Ønsker.
Lægger man endnu hertil, at en hovmodig Geistlighed, hvoriblandt mange, uden at være gjennemtrængte af sand Oplysning, vilde idetmindste have Skin af at være dens Talsmænd (vistnok gaves der hæderlige Undtagelser, som en Pavels (Claus P. – biskop i Bergen fra 1816-1822/red.), en Brun (Johan Nordahl B. – den kjente bergens-biskop fra 1804-1816/red.), en Sørenssen (Christian S. – den senere biskop både i Kristianssand og Kristiania til bortgang i 1845/red.) o. fl., som det her vilde blive for vidtløftigt at opregne), forfulgte ham med en Intolerance og ufornuftig Zelotisme, der maa oprøre, saa har man mere Aarsag til at undres over, at han ikke for bestandigt blev en Fanatiker og erklæret Sværmer, end at han til en Tid fattede Fordom mod en Oplysning, hvis bedre Side han endnu ikke var istand til at øine.
Alligevel kan det Anførte kun anvendes paa Hauge og hans Tilhængere i deres allerførste Tid; thi snart indsaae Hauge med sit lyse Hoved, at han havde taget Feil, – opmuntrede nu sine Venner saameget mere til at bidrage til Oplysningens Fremme, og foregik dem med sit eget Exempel, i det han immer (alltid/red.) søgte at forøge sine Kundskaber og Indsigter. Fængselet blev hans Studerekammer, der uddannede han ved en fleersidig Lecture («Da jeg ved Vagtmesteren erholdt Aviser» – skriver Hauge – «saa kjøbte jeg ved disses Veiledning de Bøger, jeg troede meest kunde interessere mig; jeg læste Bøger af forskjelig Materie, religjeuse, naturvidenskabelige, juridiske, endog Comedier o. s. v.») sin Aand og Tænken,
– 36 –
hvorpaa Foredraget i hans sildigere (senere/red.) Skrivter er et talende Beviis.
At faa have i den senere Tid draget mere Omsorg for deres Børns og andre Unges Oplysning og Dannelse, end netop disse Haugianere, er en Sandhed, som Erfaringen bekræfter med utallige Beviser, og som den ikke kan drage i Tvivl, der har havt Anledning til at gjøre Bemærkninger desangaaende.
Vel gjælder ogsaa her : Ingen Regel uden Undtagelse, vel gives der ogsaa iblandt dem fordomsfulde, der, paa Grund af en slavisk Vedhængen ved det Gamle, og en vis aandelig Selvgodhed, foragte Oplysning og Menneskeaandens Dannelse ved Kundskaber og videnskabeligt erhvervede Indsigter; men disse, der kunne kaldes Haugianismens Gevæxter, ere deels den kraftløseste Deel af dem, deels af alt for lidet Antal, til at de kunne komme i Betragtning mod den ulige større og kraftfuldere, der bedre har opfattet Hauges fornuftigere og friere Anskuelser.
Hvad den Beskyldning imod Haugianerne for Sværmerie og Fanatisme angaaer, da kan derom siges omtrent det samme, som ovenfor er sagt om dem med Hensyn til Oplysning; og virkelig staae ogsaa begge Beskyldninger i nøie Forbindelse med hinanden : fornuftig Oplysning og religieust Sværmerie og Fanatisme forenes ialmindelighed ligesaa lidet, som Ild og Vand.
Grev Wedel-Jarlsberg yttrede sig derfor allerede 1810 om Haugianerne saaledes : «De have allerede før min Tiltrædelse til Amtet i Aaret 1806 aflagt det Sværmerie, som i Begyndelsen saa ufordeelagtigen skulde have udmærket dem, og synes nu
– 37 –
ligesaa nidkjære at ville fremme Oplysning, som de i Sectens Dage skulde have havt Udseende til at ville undertrykke den. Og saaledes har jeg i min hele Embedstid ikke erfaret de mindste skadelig Følger af de forvildede Læresætninger, Hans Nielsen Hauge beskyldes for at have udbredt».
I samme Aand skriver Biskop Sørenssen : ”Den fanatiske Stemning har sikkerlig udbruset, idetmindste har jeg for min Part, under et Par Samtaler med ham, fundet i ham en oplyst fornuftig Mand, stemt for gavnlig og hensigtsmæssig Virksomhed, erkjendende sin Fordums Færd for feilende, den maaskee Andres Heftighed, istedetfor sindig grundig Modsigelse, kan have givet Næring. Hvad hans herværende Venner angaaer, da skylder jeg mine Følelser, for saavidt jeg fra Nogles Bekjendtskab kan slutte, at istemme det Ønske, at alle vore Amues Mennesker vare som de; thi hine første fanatiske Troes- og Prædike-Omvandringer hører man nu ikke mere til, derimod udmærke de sig ved Flid, Stilhed, Tarvelighed og Ædruelighed, hvilke Egenskaber berettige dem til et hæderligt Vidnesbyrd».
Ligesaa Provst (senere Biskop) Pavels : «Jeg har laant nogle af Hauges Tilhængere Bøger, hvori rensede Religionsbegreber herskede, og hvorved de have yttret stort Velbehag. Samme Grundsætninger yttrede og for mig Hans Hauges Broder (d.e. Mikkel/red.), og flere Arbeidere paa Egers Papiirmølle, da jeg var der for 3 Aar siden. Har da endog Hans Hauges og Stald-
– 38 –
brødres Forhold i Begyndelsen været stridende mod Landets Love og religieuse Oplysning, have de end da voldt nogen Forvirring og Skade iblandt Almuen; den Aand, de da besjæledes af, synes dog nu at have meget forandret sig til det Bedre, og det er, hvor jeg har hørt noget om dem, ved Flid og ordentligt Levnet at de udmærke sig i de Kredse, hvori de leve. Som Religionslærer, der nok er bekjendt for ei at være Overtroens og Fanatismens Tilhænger, anseer jeg det for min Pligt at gjøre denne Erklæring».
Og Biskop Lomholst : «Hans Nielsen Hauge er et exemplarisk og gudfrygtigt Menneske, der ikke har foretaget noget efter sin Overbeviisning mod Øvrighed eller til sine Medmenneskers Skade, men hvad han heri har maattet feile er af blind Nidkjærhed, den han nu erkjender og aldeles afstaaer fra, da han vil leve blandt de stille og flittige i Landet, med hvilket Navn han fortjener at nævnes» (her, saavelsom paa andre Steder, har jeg citeret stærkt, da jeg, ikke bifaldende de Forfattere, der fordre at Læseren skal troe dem paa deres blotte Ord, har anseet mig forpligtet til at give tilstrækkelige Beviser for Rigtigheden af min Fremstilling. Det ovenfor Citerede læses i de Attester om Hauge og hans Færd, der af Vedkommende indleveredes til den over Hauge nedsatte Commission i Aaret 1810. (See Hauges Reisebeskrivelse)).
Hauge selv siger i denne Anledning : «Blandt de mange Tusinde Opvakte, var der nogle heftige Aandsbegeistrede (Enthusiaster), især i Begyndelsen,
– 39 –
hvoraf Enkelte forvildedes af Indbildninger, Andre af Tungsind, og Nogle gav Skin af Hyklerie med udvortes Gebærder, og mere ydmygede sig udvortes, end indvortes; vore Modstandere benyttede enhver Svaghed, som de fandt hos Enkelte, til at beskylde os samtlig for forføriske og skadelige Mennesker, ikke alene Spotterier, men og mange Beskyldninger bleve mundtlig og skrivtlig gjorte imod os».
Men hvo saae vel nogensinde en Ager, i hvilke Ukrud ei fremspirede mellem den gode Sæd ? Kun Skade, at de, som her paa Jorden kalde sig Herrens Viingaardsmænd og Tjenere, trods Mesterens Befaling, altid ere ivrigst, naar de kunne begynde med deres formeentlige Renselsesarbeide, og saaledes oprykke Klinten og Hveden tillige.
At lede de Vildfarende tilrette med en sagtmodig Aand, skulde man næsten troe er en Lærdom, Fleerheden af Europas Herrens-Tjenere vare engang blevne enige om at afsværge.
Hvilket Skjændselsregister opbevarer ikke Kirkehistorien til en oplyst Efterverden ! og vort Norge hvis Navn fremfor de øvrige europæiske Lande var ubesudlet af Intolerancens Blodpletter, maatte i det 19de Aarhundrede see dens Fane vaje over sine Fjelde, og det medens Fanebærerne raabte paa Lærdom, Kundskab – paa Oplysning !
Aldrig saasnart nemlig havde Hauge sagt den forkjælede Geistlighed Sandheder, som den ei vant til at høre, og som derfor skurrede des haardere i dens Øren, – førend den raabte Brand og ringede med Zions Stormklokker.
– 40 –
Det fortjener en nærmere Undersøgelse, hvad der fornemmelig satte Hauge i dette Forhold til Præsterne.
– les det interessante neste avsnitt/del III – om Hauge og presteskapet – på følgende sider her :


















































