sylvester sivertson : «haugianismen, dens historie og væsen..» : del VI – «hauge, haugianerne og herrnhutterne»

– på bokens sider 84 – 120; les forrige avsnitt/del V på denne siden;

Bokens fulle tittel er : «Haugianismen, dens Historie og Væsen, samt Forhold til Herrnhuttismen, fremstillet af en Sandhedsven. Prøver Alting og beholder det Gode. Paulus»;

– avsnitt/del VI omhandler Haugianismen og denne bevegelses utvikling både mens Hauge levde og etter hans bortgang i 1824 og sammenstiller denne med Herrnhuter-bevegelsen eller Brødre-menigheten/vennene — og mener å påvise hvor forskjellige og uforenlige disse retninger var; især setter Sivertson søkelyset på hvordan Hauges lære innebar noe vesensforskjellig og gavnlig for den enkelte og for samfunnet, noe Sivertson sterkt forfekter at Brødrevennenes lære og praksis ikke var;

#

Hvis den foregaaende Fremstilling af Haugianismens oprindelige Grundcharakteer fremstiller et nogenlunde tro Billede, ei alene af dens ydre Virksomhedsformer, men ogsaa af dens aandelige Individualitet, saa kan det neppe feile, at Læseren jo i disse simple og kunstløse Vers vil gjenkjende den Hauges hele Liv og Virksomhed omfattende Grundidee, at Dyd og Daad ere Kilderne til al sand Glæde og Tilfredshed, og Hovedbetingelserne for Menneskets saavel evige som timelige Lyksalighed.

Hvorledes han knyttede denne Grundsætning til Troeslærdommen er ovenfor afhandlet.

Meget skulde jeg feile, om nogen Anden end den Hyperorthodoxe, Fanatikeren og Sværmeren vilde skamme sig ved denne sunde Livsphilosophie,

– 85 –

 og den Mand, der ofrede dens Udøvelse og Udbredelse blandt sine Landsmænd sit hele Liv, der døde som dens Martyr – ham har man villet sætte i Classe med de meest afgjorte Fanatikere, eller de nedrigste Bedragere, der under Religionens Maske søge egne Fordele !

Hans Lære har man uden videre Undersøgelse, blot fordi den manglede Klarhed og Bestemthed i Fremstillingen, erklæret for et ideeløst Sammenvæv af modsatte og hinanden ophævende Begreber, og hans Venner for enten Bedragere eller Bedragne !

Man misforstaae mig imidlertid ikke, som om jeg herved vilde paastaae, at Hauges Lære var i Henseende til alle dens enkelte Dele saa fri for Vildfarelse, som den sandhedselskende Forsker muligens kunde have Aarsag til at ønske det, eller at der mellem Hauges mange lyse, klare og levende Ideer ikke ogsaa findes andre, der kundgjøre sig som Resultat af en mindre oplyst og conseqvent Tænkning.

Ja hvis jeg vovede den Paastand, at Hauges Lære i det Hele taget grundede sig ubetinget paa den allerreneste og meest fordomsfrie Sandhedserkjendelse, som er eller kan blive mulig, da var dette en Paastand, der ei kan gjøres om nogen anden Dødelig, og som ei alene vilde modsige mange af mine ovenfor gjorte Yttringer, der især sætte hans Læres Fortrin i dens Overeensstemmelse med Tidens Tarv, men ogsaa staae i aabenbar Strid mod den Sandhed, at i Menneskehedens endnu stedfindende Umodenhedsalder kan en Lære, der grunder sig paa fuldkommen klar og reen

– 86 –

Sandhedserkjendelse ei opfattes af Mængden eller Folkets Masse (det kunne den i Norge/red.).

Kun Enkelte, der have skredet foran deres egen Tidsalder, nærme sig mere eller mindre Sandhedens Breidablik, medens de Fleste gjennem Taagen mere ahne end skimte dette fjerne Maal for den almindelige Menneskeudvikling.

Skulde Nogen troe, at denne Anskuelse staaer i Modsigelse til en aabenbaret Religions positive Sandhed, saa bemærkes, at dette formenes saa lidet at være Tilfældet, at den endog kan afgive Beviis for denne : den er saa sand, som det er muligt for den menneskelige Aand at tilegne sig den.

Det Menneske, hvis aandelige Væsen ikke er udviklet i tilstrækkelig Grad, kan umuligt opfatte i tydelig Erkjendelse de aandelige og abstracte Begreber, som ligge til Grund for en Religion, uden forsaavidt de under en sandselig Indklædning fremstille sig for dets ydre Beskuelse.

Paa jo lavere Trin af Aandsudvikling et Folk derfor staaer, desmere maae nødvendigviis deres Religion fremtræde under sandselige Billeder (jeg kan her ei undlade at gjentage en allerede ovenfor anført, meget vigtig Yttring af Hauge om Brødremenighedens Lære, at «den gjør Religionen formeget til Sandseværk, istedetfor at den bør være en Gjenstand for Forstand og Hierte». Netop heri stikker en af Herrnhutternes Grundfeil; den bliver staaende ved en sandselig Beskuelse, og tilegner sig i bogstavelig Forstand Ideer, hvis Aand den burde søge at opfatte. Man erindre sig t. Ex. den sandselige Forestilling af Skabelsen, at Gudfader sidder høit oppe i Himmelen, og meddeler sin Søn (Logos (gresk), Ordet) Befalinger, som denne udfører, og er derfor egentlig talt Verdens Skaber; man erindre sig, at de finde det nødvendigt at have Crucifixer og andre Christusbilleder, til hvilke de under Bønner henvende sig – thi kun til Jesum bede de, efterdi de forestille sig Gud, som de udtrykke sig, høit oppe i et Lys, hvortil Intet kan komme og mere af samme Natur, som her vilde blive for vidtløftigt at anføre. Her synes hine Apostelens Ord medrette at kunne anvendes : Bogstaven ihjelslaaer, men Aanden gjør levende).

– 87 –

Saaledes maatte i Menneskenes allerførste Barndomsalder Begreberne gjøres forstaaelige under de sandselige og antropomorphistiske Billeder, der saa hyppigen forekomme i Bibelens Oldskrivter : Gud maatte, saa at sige, tale i Barnets Sprog.

Den jødiske Religion, saaledes som den stiftedes af Moses, stod allerede et Trin høiere i tydelig Sandhedserkjendelse; men ogsaa her maatte de høiere Sandheder mere ahnes bag Billedsløret, end tydeligt erkjendes; thi hertil vare Israeliterne ikke modne. Et synligt Sæde for Jehova maatte erindre dem om det usynlige Væsens Tilværelse, hvem Alting skylder sit Ophav; Offringerne maatte paaminde dem om deres Overtrædelse af Moralbudet, om Nødvendigheden af Bedring, og deres Afhængighed af den saavel straffende som tilgivende Gud. Menneskelige Lidenskaber maatte tillægges Guddommen for at sandseliggjøre dens Hellighed, Retfærdighed, Godhed og øvrige Egenskaber. Mængden, ei moden til at see mere, fandt i dette Billedsprog en bogstavelig Forstand, medens kun Enkelte, som en Moses, en Salomon, en Esaias og endeel Andre saae dets dybere Betydning.

Menneskeheden var bleven

– 88 –

moden til Opfattelse af klarere og mere rensede moralske og religieuse Ideer, og Jesus fremstod som Stifter af den christelige Religion, der selv erklærede sig som en Fortsættelse af den jødiske.

De meest gudfrygtige og udmærkede Mænd bland Jøderne ahnede med Glæde den Tidspunct, da deres Religion skulde ved en for alle Mennesker fælles Frelser hæve sig til en klar og almindelig Erkjendelse. Deres fromme Haab, der ei fattedes af Mængden, blev opfyldt.

Hvad hindrer da os, der vide, at Fremskriden mod aandelig Forædling og Fuldkommenhed er Menneskehedens Bestemmelse, der indsee, hvor ringe Fremskridt der ere gjorte mod dette ophøiede Maal, der føle os overbeviste om, at Gud er altid den samme, stedse den alvise, der hverken har givet Middel uden Øiemed (formål/red.), eller dette uden hiint (formål uten mål/red.) – hvad hindrer os da siger jeg, fra at haabe, at ogsaa Christendommen i sin Udviklingsproces vil, efterhaanden som den almindelige Menneskeuddannelse gjør det muligt, lede til en altid høiere Grad af Sandhedserkjendelse, i det dens Lærdomme blive efterhaanden alt mere rensede fra menneskelige Tilsætninger og feilagtige Fortolkninger.

Ja maa ikke en modsat Anskuelse være Beviis paa, at vi staae endnu ligesaa lavt som Christne som hine, der i bogstavelig Betydning troede, at enhver Synd kunde udsones med Oxe-og Bukkeblod, stode som Jøder ?

Maa det ikke antages at røbe Mangel paa rigtig Opfattelse af Grundideen i det store, sig altid udviklende Verdens Drama, der omfatter al Tid og al Historie ?

– 89 –

Men betragte vi ei alene Christendommen, men ogsaa dens forskjellige Modificationer eller afledede Underarter fra dette Synspunct, saa er det klart, at ethvert Religionspartie maa fornemmelig bedømmes efter det Forhold, hvori det staaer til sin Tidsalder og dennes Fordringer, hvoraf igjen følger at et paa denne Grund tilstaaet relativt Fortrin om kortere eller længere Tid kan tabes, hvis Partiet enten udskeier, eller gaaer over til Stagnation i engang erholdte Former, uden at beholde et altid levende Udviklingsprincip.

Den Sandhed, at den, der ikke gaaer frem, gaaer tilbage, gjælder saavel hvilketsomhelst Samfund, der har en vis Tendents, som det enkelte Individ.

Ifølge heraf har jeg i foregaaende Fremstilling søgt at godtgjøre, hvad jeg efter min subjective Mening anseer for rigtigt, nemlig, at hiint betingede Fortrin, der formeentligt er det eneste, som et Menneske, der ei drømmer om sin egen religieuse Anskuelses Ufeilbarhed, kan med Sikkerhed tilstaae en Troeslære, bør med fuld Ret tilkjendes Hauges Fremstilling af Christendommen, saaledes som denne udtaler sig i hans Skrivter, og har kundgjort sig i sine Virkninger paa de Tusinder, der trindt (rundt omkring i/red.) Norges Dale endnu velsigne hans Minde.

Men, medens dette kan siges om Hauges Lære, har min Plan ført med sig, at jeg ogsaa har maattet omtale et Partie, med hvilke hiint, især efter Hauges Død, har faaet flere Berørningspuncter.

Hvad den maa dømme om dette Partie, der betragter det ifølge den ovenfor

– 90 –

antydede Synspunct, er klart nok af sig selv, om jeg end ikke allerede har tildeels yttret mig derover.

I det vi saaledes paa dette Sted kunne udlade nøiere at undersøge Herrnhutternes Grundsætninger, ville vi fremdeles forfølge Haugianismen i den Retning, den i senere Tid maatte have taget, og hellere benytte den Anledning, som derved maatte tilbyde sig, til nærmere at gjøre os bekjendte med det ovennævte Partie, dets Lære og Virksomhed i vort Fædreneland.

* * *

Efter flere Aars Sygelighed endte Hauge 1824 sit daadrige Liv (om sin svækkede Helbred og dens Aarsag skriver Hauge i sin Reisebeskrivelse S. 69 saaledes : «Min Formues-Tab var mig ogsaa ubetydelig imod det øvrige Uheld, min sidste Arrest har forvoldet mig; thi dette Levested, hvori Luften af et Snees, for det meste uordentlige Mennesker, der ikke kommer i fri Luft, er opfyldt af en Mængde usunde, anstikkende og skadelige Dunster, har forandret og rystet min Helbred saaledes, at jeg, som var af den stærkeste Legemsbygning, og bedste Helbred, jevnlig lider under Blodsot, Sliim og Koldfeber, Gigt og Kollik, Skjørbug, Vattersot, idelige Forstoppelser og Nervesvækkelser, der foraarsage et opsvulmet Legeme, guul og bleg Ansigtsfarve, en besynderlig Sensibilitet imod enhver Luftens Forandring, hvilke Sygdomme daglig vexelviis incommodere mig, og som tvende Læger tilligemed Forsigtighed i Diæt og Levemaade ei have været isiand til at hæve»).

Faa ere de, hvis Minde der er bleven ofret saa mangen oprigtig Taare, som Hauges.

– 91 –

Fra Eideren (Danmarks gamle sørlige grense mot Tyskland – i Holstein/red.) til Nordiishavets golde Strandbredder sørgede man ved Budskabet om denne sjeldne Mands Død; ja selv i tydske Aviser læste man hans Nekrolog.

I en saadan læstes : hans Fædreland belønnede ham med Fængselsstraf; men isandhed han fortjente en Borgerfrone (jeg kan efter saa mange Aars Forløb ei erindre Stedet, hvor disse Ord, der ere beholdte i Hukommelsen, dengang læstes).

I sine sidste Leveaar var han, foruden af Sygdommen, ogsaa plaget af mørke Ahnelser om, at hans Venner, efter hans Død, vilde dele sig i Partier, og forfalde til en eller anden Vildfarelse. Vistnok havde han ogsaa altfor megen Grund til at nære sørgelige Formodninger, naar han med sit forskende Blik deels bemærkede hvor dunkelt og ufuldkomment Fleerheden af hans Venner havde tilegnet sig hans efterhaanden stedse mere rensede Grundsætninger og Religionsbegreber, deels lagde Mærke til de utvetydige Hensigter, som det titnævnte Partie, Brødremenighedens Tilhængere, maatte forekomme ham at have. Han saae, hvor faa der fandtes blandt hans Venner, som, naar han selv ei var mere, havde Grundsætninger, Evne og Villie nok til med Kraft og Alvor at modarbeide hines Indflydelse.

For imidlertid at gjøre hvad der stod i hans Magt, og forsaavel i denne som andre Henseender endnu efter sin Død at tale et sandt Alvors Ord til sine Venner, det dog disse tildeels synes altfor lidet at have taget

– 92 –

til Hjerte, skrev han sit Testamente til sine Venner, der efter hans Bestemmelse først udkom efter hans Død, og hvis Hovedindhold er anført i en Anmærkning S. 56.

Hans Hensigt hermed lader sig ikke miskjende af den, der i nogen Grad har iagtaget Hauges hele Liv og Lære. Dets hele Tendents gaaer ud paa, at formane sine Venner til i Fremtiden at forblive, hvad han med saa megen ufortrøden Flid og Opofrelse har stræbt at danne dem til. Saa meget som muligt skulde de søge at undgaae endogsaa ethvert Skin af at ville adskille sig fra Statskirken; men bleve de desuagtet kaldte en Sect, skulde de bestræbe sig for at erholde Navn af den dydige, – et Vink, der er tydeligt nok, naar man erindrer sig, at næsten det eneste af Statskirken uafhængige Kirkepartie, som gives her i Landet, bestaaer af de imod Dyden saa indtagne Herrnhutter, der aldrig nævne dens Navn, udenfor at advare mod dens Farlighed.

Men selv om Hauge ikke i sit Testamente havde yttret Noget med Hensyn til dette Religionspartie, ja selv, om han ingensinde har givet sin Mening tilkjende om dets Tilhængere, saa følger det dog saa lige af Aanden i hans hele Lære, at han aldrig kunde ønske eller billige, at hans Venner gik over til dette Troessamfund, med hvilke vi allerede have seet, at hans egne Meninger og Ideer staae i en saa aabenbar og skarp Modsætning.

Saalænge Hauge levede gjorde Brødremenighedens Tilhængere eiheller, saavidt vides, nogent egentligt Forsøg paa at vinde hans Venner for sit Partie, og selv om noget saadant fandt Sted,

– 93 –

maatte det, som man af let begribelige Aarsager kan tænke sig, blive aldeles frugtesløst.

Saavidt bekjendt, gjordes i Trondhjem, efterat Hauge var død, det først alvorlige Forsøg paa at vinde Hauges Venner for Brødremenigheden. En Protector af Herrnhutterne foreslog de Fornemste af Haugianerne, at antage en herrnhuttisk Lærer, og altsaa at erklære sig som Medlemmer af Brødremenigheden. Hauges Aand svævede dog endnu altfor meget over hans trondhjemske Venner, til at et Forslag af denne Natur ei skulde blive afslaaet. Det maa imidlertid staae uafgjort, om Afslaget ikke mere grundede sig paa den Vægt, som de tillagde Hauges Yttringer i denne Henseende, og paa en blind Fordom – om jeg saa maa udtrykke mig – mod det herrnhuttiske Navn, end paa tydelige Grundsætninger, og heraf flydende Overbeviisning om begge Partiers aldeles forskjellige Grundideer. Som Beviis for at den første Formodning (grunnet «fordom» mot herrnhutter-navnet/red.) idet mindste ei er aldeles ugrundet synes det at være, at man strax derpaa seer Hauges Venner i Trondhjem flokkeviis at indfinde sig som Tilhørere ved hiin herrnhuttiske Protectors aldeles i Brødremenighedens Aand holdte Bibelforelæsninger, som de nu ophøiede indtil Skyerne.

Bemærkes maa det imidlertid, at tvende af Haugianismens fornemste Støtter i Trondhjem allerede dengang ikke mere – om de havde villet – kunde modarbeide den indtrængende Herrnhuttisme, da den Ene af disse netop døde paa denne Tid, medens den Anden var flyttet til den sydlige Deel af Norge.

En tredie, der, hvis jeg ikke feiler,

– 94 –

allerede 1818 i sin i Hauges «Religjeuse Følelser» indførte «Løbebane» yttrede Frygt for den Agricolaiske Forsoningslære, og de dermed beslægtede Grundsætninger, advarede vel imod en saadan Opfattelse af Læren om Troen og Retfærdiggjørelsen, at Dyd og fortsat moralsk Forbedring skulde ansees som unødvendige til Salighed; men forresten syntes denne Haugianernes Melanchton, ifølge sin fromme Charakteer, mere at vogte sig for at støde sine Venner, der efterhaanden begyndte at hælde til Brødremenighedens Lære, end med Iver at modarbeide dennes Indtrængen. Formodentligt ahnede han eiheller dengang, hvad Følgerne heraf vilde blive i Fremtiden, hvilket vi senere hen ville faae at see.

Medens Hauges Lære saaledes paa enkelte Steder begyndte umærkeligen at vige for Herrnhuttismen, indtraf der en anden Omstændighed, der nær havde foraarsaget et fuldkomment Schisma mellem Hauges Venner.

Sagen var denne. En rig Haugianer, T– B– (dette er Tollef Olsen Bache på Bragernes i Drammen/red.), der levede i et ulykkeligt Ægteskab, besluttede at skille sig ved sin Kone, og udførte gjennem de for Ægteskabsskilsmissen lovbestemte Former virkelig dette Forsæt. Ikke nok dermed; han giftede sig snart derpaa med en Anden, et Skridt der stødte i høi Grad de fleste af hans Troesbrødre. At han juridice havde Ret dertil kunde ikke undskylde ham i hans Venners Øine, som heri saae en moralsk Brøde. Flere vare imidlertid ogsaa de, som toge B–s Partie. En Skrivefeide begyndte nu, som, uagtet den ikke var offentlig, vare ei alene de fleste Haugianere, men ogsaa

– 95 –

mange Andrebekjendt, og som, ved den saaledes vakte Sensation og almindelig Interesse, antog en stedse alvorligere Charakteer. Enhver bekjendte sig til dette eller hiint Partie, og Haabet om en Udsoning syntes stedse at blive mere usandsynligt, og det saameget mere som begge Partier under Striden udviklede efterhaanden alt mere forskjellige Grundsætninger.

Overbeviisningen om hvilke ufordeelagtige Følger et Schisma vilde have for dem begge (partier/red.) bragte det dog omsider dertil, at de uden at noget Partie fik gjort sin Mening almeengjældende, begyndte at ære hinandens subjective Anskuelser, og saaledes moderere deres Nidkjerhed. Følgen heraf blev, at Feiden ophørte, og en Forsoning forsaavidt fandt Sted, som man kan kalde en gjensidig Tolerance saaledes (i Forbigaaende bemærkes, at T. B., Ophavsmanden til denne Stridighed, er Forfatteren til de mod Professor Stenersens : «Hauges Liv osv.» udkomne «Bemærkninger» som jeg beklager ei at have havt ved Haanden under Udarbeidelsen af denne Afhandling (for ´borgerskolens´leser finner du den her/red.).

Om imidlertid Uenighedssæden enddu ikke er tilstede, og omsider ved en eller anden gunstig Leilighed paany vil fremspire, og da maaskee i endnu frodigere Skud, det er et Spørgsmaal, som Fremtiden maaskee vil besvare anderledes, end man burde ønske det.

Hvilket Partie forresten havde Ret, maa overlades til enhver Læsers egen Dom. Kun saameget kan formeentligen siges at B–s og Venners Anskuelse synes heri at nærme sig Brødremenighedens Lære, der i Jesu Forsoning seer Fritagelse fra

– 96 –

Morallovens Opfyldelse, og sætter heri den christelige Frihed, medens deres Modstandere tænkte mere i Hauges Aand og i Overeensstemmelse med hans alvorlige Pligtlære.

Idetmindste som Haugianere betragtede maa vel derfor enhver Upartisk indrømme de Sidste Fortrinet.

Brødremenighedens Lærer i Christiania (d.e. Brødremenighetsforstander Niels Johannes Holm/red.) begyndte 1827 at udgive det saakaldte «Missionsblad». Dette fik iblandt Haugianerne et stort Antal Subskribenter, især, som det synes, fordi de allerede ved de i Trondhjem udgivne : «Efterretninger om Evangelii Fremgang i alle Jordens Dele» vare indtagne til Fordeel for Alt, hvad der henhørte til Misionsvæsenet.

At mange af hine glimrende Efterretninger, der fremstillede Alt fra den lyse, Intet fra Skyggesiden, indeholdt i deres Beretninger om fjerne Tildragelser Intet mindre end den nøgne Sandhed, det faldt, under den almindelige Enthusiasme for Misionsvæsenet Ingen ind. Begeistrede af den Tanke, at Enhver burde yde sin Skjærv til et Foretagende, som syntes at love Christendommens Udbredelse fra Nord- til Sydiishavet, saae man selv Trængende yde en surt erhvervet Skilling som Missionsbidrag, medens maaskee Kone og Børn maatte mangle det Fornødne.

Saameget man end bør rose denne fromme Iver i og for sig selv, og saa tydeligt den synes at røbe et for Religionen og sine Medmenneskers Vel varmt følende Hjerte, kan den kolde upartiske Iagttager dog neppe tilbagekalde det Ønske, at hine Opofrelser maatte have været modererede i Forhold til Sagens sande

– 97 –

og virkelige Værd, og at Yderne havde i sammes Bedømmelse kjendt en anden Maalestok, end den, en interesseret Part afgav.

Dette gjorde de imidlertid ikke, og tænkte sig derfor Missionairenes Virksomhed aldeles overeensstemmende med de, mildest talt, høist eensidige Beretninger, som deels meddeeltes i bemeldte Missionsblad, deels i en Bog om Missionernes Fremgang, der fra det Tydske oversattes og udgaves af en ung Mand (dette var Jørgen Wright Cappelen/red.), der ogsaa gjennemreiste den største Deel af Norge, overalt opmuntrende til Gavmildhed mod Missionairerne, blandt hvis Tal han forsikkrede, man snart skulde regne ham selv.

At dette ikke traf ind (inntraff/skjedde/red.), at hans Varme for Misionsvæsenet pludseligen forvandledes til den meest iøinefaldende Kulde har i Forbindelse med andre Omstændigheder givet Anledning til adskillige just ei fordeelagtige Domme over hans Færd og oprindelige Hensigter. Rimeligt synes det imidlertid at hiin sværmerske Iver for Missionsvæsenet virkelig var oprigtig, og at den skrev sig fra hans Ubekjendtskab til Sagens sande Beskaffenhed, samt fra en ungdommelig Exaltation, der, en Stund næret med tomme Billeder fra Indbildningens Feeland (eventyrland/red.), maatte omsider give Plads for en paafølgende Slappelse, og Sjelstomhed, samt deraf flydende Ligegyldighed, ja Modbydelighed for Gjenstanden for den tidligere Excentritet og dens Febervirkninger.

Dog, vi vende tilbage til vor Hovedgjenstand.

Ved den saaledes blandt Haugianerne vakte Varme for Misionsvæsenet fik Herrnhutterne den ikke

– 98 –

ubetydelige Fordeel, at begge Partiers religieuse Virksomhed fik, idetmindste for en Tid, et fælles Formaal, ligesom deres Anliggende i Missionsbladet et fælles Organ.

Da dette, som bekjent, redigeres af Menighedens Lærer i Christiania, saa kan man sagtens ikke forundre sig over, at det benyttedes saa godt som muligt til efterhaanden at give Haugianernes religieuse Tænkning en herrnhuttisk Retning. Enhver Beretning i Bladet blev accommoderet til Beviis for en eller anden Læresætning, som om den end ofte kun var en almeen-christelig dog ialmindelighed bar det herrnhuttisk Tilsnit.

Snart skulde man saaledes see Beviis paa, at Mennesket ikke kan siges at have fri Villie, snart hvor urigtigt det er i Religionsunderviisningen at bibringe Lærlingen Ideer om nogen anden Guddomsperson end Sønnen, snart at man alene bør bede til Jesum Christum, snart hvor farlig og uchristelig Folkenes politiske Frihed er o. s. v.

Et Mirakel maatte det have været, om en saa hyppig og under de gunstigste Auspicier udsaaet Sæd ingensteds skulde truffet modtagelig Jordbund, der bar de forønskede Frugter.

At vor Tidsalder imidlertid ikke er Miraklernes viste sig ogsaa her.

De herrnhuttiske Ideer, som udtaltes gjennem Missionsbladet skaffede sig uformærket Indgang hos ret Mange, der manglede altformegen Kraft, til at de ikke let kunde blive en Bold for enhver Lærdom, der paaberaaber sig Skrivtens Auctoritet, og saaledes, om end ofte ubeføiet, skjuler sig bag dennes Ægide.

Ikke destomindre skylder man Sandheden at tilstaae, at

– 99 –

uagtet de fleste af Hauges Venner ialmindelighed mere følte og ahnede end indsaae Forskjellen mellem Brødremenighedens og Hauges Lære, gaves der dog eiheller saa faa iblandt dem, der aldeles ikke bevægedes ved Brødremenighedens venlige Indbydelse, men bleve, efterhaanden som de indsaae dens Grundideer, alt mere overbeviste om det Forskjellige i en Zinzendorffs og Hauges Religionsmeninger.

De indsaae at medens Zinzendorff vilde gjøre Forsoningslæren til Christendommens Alpha og Omega, vilde, som en Forfatter udtrykker si sig, indføre dens Catholicitet som en Universaltheologie i Theorie og Praxis, saa saae vel ogsaa Hauge i Jesu Guddommens forsonende Kjerlighed fremstillet i et tydeligt Afpræg; men glemte eiheller, at Jesus havde Fortjenester som Lærer, og Frelser fraVankundighedens og Vildfarelsens Mørke, og at han selv erklærede sig for det Dydsmønster, som vi bør søge at ligne.

Naar nemlig Zinzendorff sagde, at han var en arm Synder, vilde selv efterat han var kommen i Himmelen blive en arm Synder, og betragtede saaledes sin Syndefuldhed som et kosteligt Klenodie, han ikke i selve Himmelen vilde give Slip paa, (hvor skrækkeligt at saadanne der kunne udgives for Christi Lære !) troede Hauge, overeensstemmende med Apostlernes Lære, at Formaalet for Jesu Sendelse var : «at forløse os fra al Uretfærdighed, og rense sig selv et Folk til Eiendom, som skulde være saare flittigt til gode Gjerninger», Tit 2, 14, — og lærte, at Omvendelse og Helligjørelse, eller den moralske Forbedrings Begyndelse og Fortsættelse, der yttrer sig i bestandig

– 100 –

Fremadstræben mod moralsk Fuldkommenhed, og som i hjertelig Erkjendelse af sin lange Afstand fra dette Ideal føler sin Trang til den Naade, som er Mennesket forsikkret ved Jesum – er den sande Christnes practiske Livstheologie.

At alle af Hauges Venner skulde tydeligen skjelne mellem hiin Brødremenighedens Lære, der, som vi have seet, gaaer ud paa at danne Mennesket til et i enhver Henseende slavisk og villieløst Trællevæsen, og Hauges, der ansporer Mennesket som et frithandlende Væsen til den høieste Grad af moralsk Virksomhed, kan man, den skjærende Modsætning uagtet, ei med Føie vente, naar man tager Hensyn til, at Hauge især virkede blandt de mindre dannede Borgerclasser, og man tillige veed, hvor let Mennesket ialmindelighed og det uøvede Blik isærdeleshed blændes af Skinnet, og saaledes slutter fra en Slags udvortes Lighed til en formeentlig indvortes, ei overveiende (og ikke overveier/red.) at hiin tilsyneladende Lighed kan hos tvende Gjenstande forudsætte ganske forskjellige Betingelser.

De udvortes Kjendetegn paa Gudsfrygt og Religieusitet, som Herrnhutterne for en Deel have tilfælles med Haugianerne, vare for Mange af disse (Haugianerne/red.) Aarsag nok til at slutte sig til hine, uden at de havde de fjerneste Begreber om deres virkelige Grundsætninger.

Hertil kom, at den alvorlige Religieusitet, som Hauge indskjærpede sine Tilhørere, gik hos Mange i større eller mindre Grad over til en vis falsk Aandelighed, og et dermed beslægtet Følerie, der ifølge sin Natur er saa modtageligt for Ideer som de, Brødremenigheden hylder,

– 101 –

da hine svage kraftløse Sjele ei her længere finde den barske Dydelære, der ideligen raaber paa Pligt og Daad, men kunne derimod med Rolighed lade sig inddysse i de uvirksomme Følelsesdrømmerier, hvortil en Lære som Brødremenighedens maa give saa rig Anledning.

Endnu en anden Aarsag til Herrnhuttismens Fremskridt kan man formeentligen udlede fra det Hang, som dog det mindre dannede Menneske yttrer sig til det Forunderlige og Hemmelighedsfulde : dets Ahnelser, der ei kunne hæve sig til klar Bevidsthed, tabe sig i Dunkelheder, og Egenkjerligheden tilhvisker det, at den menneskelige Erkjendelse ei kan bringe det videre.

I hvor høi Grad en saadan Sindsstemning maatte næres i Herrnhutterns religieuse Mysticisme og deres antropomorphistiske (besjeling/det å gjøre det ukjente mer fattbart/red.) rigtignok tit anstødelige Fremstilling af det Guddommelige, er let at indsee.

Uagtet der i deres Skrifter forekomme Billeder, der synes beregnede paa at vække Væmmelse og Ækkelhed, kan dog dette ikke afholde dem fra at troe, at under disse skjule sig de dybeste Guddomssandheder. Naturligviis fandt Hauges Venner ogsaa heri en Slags Lighed med det mystiske Anstrøg, som man idetmindste ei kan frakjende Hauges første Skrivter, der endnu fremtræde som Productet af en Aand, der, dens øvrige Fortrin uagtet, manglede en opklaret og ordnet Tænkning (hos Hauge selv/red.).

Men hvor denne er i større eller mindre Grad forvirret og dunkel, der nærmer den religieuse Erkjendelse sig ogsaa gjerne mere eller mindre til Mysticismen, der saaledes ofte kan være undskyldelig, forsaavidt den er en uvilkaarlig

– 102 –

Følge af Aarsager, som det ei staaer i Menneskets Magt paa eengang at hæve.

Gaaer den der imod over til Obscurantisme, eller forsætligt Hang til Dunkelhed og Mørkhed, maa Sagen naturligviis betragtes fra et ganske andet Synspunct. Dette, anvendt paa Hauge og hans Venner, vil formeentligt gjøre det indlysende, hvormeget de i denne Henseende kunne undskyldes; hiin fordi han paa sin Vandring til Sandhedens Tempel først kom til Forgaarden, og disse fordi de ikke engang kunde hæve sig til Hauges sildigere Standpunct, og kunne derfor saa meget snarere bedaares af vildledende Lygtemænd.

Fra Hovedstaden virkede altsaa Brødremenighedens Lærer (Niels Johannes Holm/red.), fornemmelig ved sit Missionsblad, med en stor Almindelighed paa Hauges over hele Landet adspredte Venner.

Paa Vestlandet gaves der desuden endeel næsten uddøde herrnhuttiske Spirer, som igjen bragtes til Live, og have hidindtil vedblevet at voxe og blomstre. At de fremdeles ville gjøre det, har man saa meget større Grund til at antage, som der i denne Egn af Landet ogsaa gives idetmindste een Præst, om hvem man veed med Sikkerhed, at han arbeider med Nidkjerhed i Brødremenighedens Aand (Gabriel Kielland, på dette tidspunkt i 1832/33, var sogneprest på Finnøy i Ryfylke/red.).

I det Hele synes Herrnhutterne tilfulde at indsee, hvormeget de vinde, naar de kunne drage en vordende Præst ind i deres Troessamfund. Disse, der under Navn af Lærere i Statskirken prædike Herrnhuttismen, have ikke den Fordom at overvinde, som den, der med opslaget Vizir fremstaaer som hiin Læres Forkynder.

Hauges trondhjemske Venner afgive

– 103 –

herpaa et iøinefaldende Beviis, der ogsaa kan tjene til at bestyrke den ovenfor S. 93 yttrede Formodning (motviljen mot å inngå i Brødremenigheten/red.).

Disse der engang saa bestemt afsloge Tilbudet om en herrnhuttisk Lærer gjorde det alligevel nødvendigt at udvide Kirkens Locale, da denne i Virkeligheden ankom, men under Navn af evangelisk-luthersk Præst. Nu var der rigtigtnok ingen Tale om at de skulle erklære sig for Medlemmere af Brødremenigheden; men desmere Indgang havde dens Lære iblandt dem, skjønt saa ubemærket og efterhaanden, at de neppe selv følede Overgangen i dens hele Grad, – ja de ville vel endog forbauses, hvis man yttrede den Mening, at de hørte til Brødremenigheden, og dog vover den neppe formeget, der med mig troer, at Flere af dem ere i Virkeligheden mere Herrnhuttere, end Haugianere.

Jeg appellerer i denne Henseende til Enhver, der i de senere Aaringer har med ublændet og fordomsfrit Blik iagttaget hvorledes Herrnhuttismen har paa forskjellige Maader vidst at forskaffe sig en i høi Grad overveiende Indflydelse. Men dette skeer med Klogskab og lidt efter lidt.

Det er langtfra at Brødremenighedens hemmelige eller aabenbare Talsmænd indlade sig paa aabenbart at modbevise de Grundsætninger, hvori Hauge afveg fra deres Lære; tvertimod undvige de med Flid at indlade sig herpaa, og i det de hellere rose end dadle Hauge (som Beviis paa den Forsigtighed de i denne Henseende bruge, og paa hvorvidt det Bifald de synes at give Hauges Lære er virkeligt, kan anføres en Anmærkning der findes i et Nummer af Missionsbladet, og som giver Hauge ikke liden Berømmelse. Et Tilfælde har imidlertid givet mig Anledning til at see den første Correctur af bemeldte No., hvori der endog findes temmelige haarde Udtryk om Hauge, om at han kun med hæs Stemme forkyndte Christendommen o. s. v. Jeg kræver Dem Hr. Redacteur af Missionsbladet til Vidne paa Sandheden heraf. Om de, i den korte Tid, som kunde medgaae mellem Læsningen af første og anden Correctur, saa aldeles har skiftet Overbeviisning, kan naturligviis Ingen vide bedre end De selv. Interdum dormitat Homerus (undertiden sovner selv Homer/selv den beste kan gjøre feil/red.),

– 104 –

troe de mere Kortsynede, at begge Partiers Lære er i Grunden den samme. Finde de end saaledes, at Herrnhutternes Fremstilling af de christelige Sandheder er forskjellig fra den, de i Hauges Skrifter have været vante til at ansee som den rigtige, saa trøste de sig med, at dette skriver sig mere fra Maaden at udtrykke sig paa, end fra virkelig Meningsforskjel, ei overveiende, at man paa denne Maade kunde finde Overeensstemmelse mellem de meest modsatte Religionspartier.

Hermed være det dog ingenlunde sagt, at der jo tildeels kan hos to eller flere forskjellige Religionspartier findes forskjellige Udtryk for Begreber, der i Grunden ere de samme; men hvor en saadan Forskjellighed grunder sig paa en virkelig Ulighed i Synsmaader, hvis Befølgelse maa i det practiske Liv, enten i det Hele taget, eller for en Deel lede til forskjellige Resultater, der finder et ganske andet Tilfælde Sted.

At dette Sidste gjælder om Hauges og Brødremenighedens Lære, og at den formelle Forskjel virkelig grunder sig paa en materiel (grunnleggende forskjell/red.), er vel

– 105 –

Noget, Enhver maa tilstaae, der kjender begge Partier, og deres Grundprinciper, eller endog alene, i hvad der, saavidt muligt, understøttet af Beviser, er sagt i det Foregaaende, seer en sandfærdig og upartisk Fremstilling.

Vi have t. Ex. seet hvad en virkelig Haugianer er som Statsborger, at han ei alene formedelst sin Flid, Tarvelighed og Vindskibelighed maa ansees som et nyttigt Medlem af hvilketsomhelst Statssamfund, men at han ogsaa paa Grund af den frie Virksomhedsidee, der maae ansees for Haugianismens væsentligste Særkjende, og formedelst den Retning, som denne giver saavel hans politiske som religieuse Anskuelser og heraf flydende Virksomhed, maa ansees som udelukkende dannet for en constitutionel, eller i Almindelighed taget for en fri Stat, hvis Forfatning sikkrer Borgeren mod den slaviske Lydighed, og ubetingede Underkastelse, som det monarchiske Regjeringsprincip forudsætter.

Men hvor aldeles det Modsatte maa ikke i denne Henseende siges om Brødremenigheden Tilhængere ! Hvorlidet maae vel disse, der, saavel i politisk som religieus Forstand, hylde en ubetinget Underkastelse og Passivitet, ansees skikkede til at være active Borgere i en constitutionel Stat, og hvilke skadelige og fordærvelige Følger maatte det saaledes ikke have for vort Fædreland – om endog blot fra den politiske Synspunct betragtet – hvis det istedetfor haugianske fik herrnhutiske Borgere !

Istedetfor patriotiske, selvstændige og frihedssindede Mænd vilde da Folk, der ansee det for en Synd at være andet end et blindt Redskab i Magtens Haand,

– 106 –

besætte vore Storthingsbænke og derfra virke til Forfatningens, Nationalselvstændighedens og selve Statens Undergang.

Hvilken sand Fædrelandsven, hvilken Ven af Menneskerettighedernes og Frihedens Seier over Uretfærdighedens og Tyranniets Vælde, hvem uden den kolde, egoistiske Aristokrat, — ja hvem uden den skumle Landsforræder gyser ikke tilbage ved Tanken om denne Mulighed, om hvilke alene en flygtig Forestilling maa dybt ryste enhver dens Inderste, hvem Sandhed, Frihed og Fædreland ei ere blotte Ord, eller som ei er blottet for enhver Følelse, for disse Meneskehedens saa hellige og dyrebare Anliggender.

Ikke destomindre er Intet vissere, end at denne skrækkelige Mulighed maa, som en naturlig Følge blive Virkelighed, hvis Aanden i den herrnhuttiske Lære vedbliver fremdeles at udbrede sig saaledes som den har begyndt.

Mange ville muligens heri see Overdrivelse, og jeg føler derfor Nødvendigheden af at anføre et Beviis paa, hvorledes Brødremenighedens Tilhængere tænke og tale om frie Statsforfatninger, og de dermed i Forbindelse staaende Gjenstande.

De herrnhuttiske Skrivter afgive hertil et tilstrækkeligt Forraad, men deels for at være saa kort som muligt, deels for at vise at vore Herrnhuttere have de samme Anskuelser som deres udenlandske Brødre, indskrænker jeg mig til «Missionsbladet» i hvilke den opmærksomme Læser vil, foruden Beviser for Sandheden af hvad der ellers er i det Foregaaende sagt derom, finde flere Yttringer af denne Natur.

Meest Opmærksomhed har imidlertid

– 107 –

et Udfald imod det constitutionelle Regjeringsprincip tildraget sig, der læstes i Missionsbladet No. 16 for 1831, og da en Annonce, som ikke er bleven modsagt, der ianledning heraf læstes i Folkebladets første Aargang No. 35, indeholder Anmærkninger, hvilke her maa antages at være paa deres Sted, og som spare mig Møien, tager jeg ikke i Betænkning at anføre samme.

«I Missionsbladet No. 16 d. A. blev Indsenderen heraf opmærksom paa en Anmærkning (denne lyder saaledes : «Det faldne Menneskes Higen efter at see sin egen Villie gjort til Lov, er til alle Tider af eftertænksomme Mænd anseet som et af de stærkeste Beviser for den Forstyrrelse, Synden har anrettet i vor Forstand og Villie. Medens Erfaring idelig vidner : Du har ikke engang Forstand og Evne til at regjere Dig selv, tiltroer jeg mig dog saare let at kunne regjere Andre, eller dog at vide Raad mod Et og Andet, som jeg seer at være anderledes end det burde være. Af dennne Feiltagelse kommer det, at den politiske Cholera-Morbus (kolera-sykdom/red.) er saare smittende, den Indbildning nemlig, ifølge hvilke Enhver troer sig kaldet til at speculere over Regjerings Anliggender, have Øie med Bestyrelsen o. s. v. Den Idee, at Alle skulle regjere Alle, er en Hjernesygdom, der mere end nogen anden Ting er skikket til at dræbe al aandelig Sands, og gjøre Mennesket til et trevent, misfornøiet trællende Lastdyr paa Jorden. Kjærlighed, Tillid og Nøisomhed og Fordragelighed ere Planter, som i Nærheden af hiin Sygdom ikke kunne trives. Den Christnes Politik staaer : Dom 13, 1–7. 1 Tim. 2, 1-4. Tit. 8, 1. 2. 1 Petr. 2, 13—18 ),

– 108 –

der, uden at staae i Forbindelse med Bladets Tendents, synes at have til Hensigt, enten at give de frihedselskende Normænd en liden Snert, eller ogsaa – jeg taler menneskeligviis – at offre lidt Virak (brenne røkelse/red.) paa Magthavernes Alter.

Vel var Smigreriet, om dette har været Hensigten, for lavt til at kunne kildre (kile/red.), og Svøbens Slag ei rettet med Eenhed og Bestemthed nok til at foraarsage den oplyste Deel af Nationen nogen Svie; men da dette Blad ogsaa, og det maaskee især, læses af mange blandt de mindre dannede Classer, hos hvilke Hr. Holm (Niels Johannes Holm/Brødrevennenes forstander i Kristiania/red.) muligens har en Grad af Authoritet, saa kan det vel hende, at Mange nu græde sine salte Taarer, ikke alene over vor Tidsalder ialmindelighed, i hvilke, conseqvent med Hr. Holms Slutninger, «Kjærlighed, Tillid, Nøisomhed og Fordragelighed ei mere kunne trives», efterdi Norge som bekjendt har fra den 17de Mai 1814 en Forfatning, der i det Hele som det Enkelte er grundet paa den Idee ”at Alle skulle regjere Alle». Tager nu Ingen til Gjenmæle mod dette holmske Product, vil den godtroende Mængde tænke, at hvad Holm har selv sagt i Missionsbladet, maa man dog smukt lade blive staaende – det tør Ingen forsøge paa at rokke.

I Betragning heraf besluttede Indsenderen, at nedskrive sine Tanker betræffende bemeldte Annonce. «Det faldne Menneskes Higen» – saa begynder Forfatteren – «efter at see sin egen Villie gjort til Lov, er til alle Tider af eftertænksomme Mænd bleven anseet som eet af de stærkeste Beviser paa den Forstyrrelse, Synden har anrettet i vor Forstand og Villie». Ret sandt !

– 109 –

Men hvad skal dette bevise ? Naar Forfatteren tilstaaer dette, kan han da ikke tillige indsee, hvor farligt, hvor forfærdeligt det er, at Tusinders, ja Millioners Skjæbne skal være afhængig af et saadant Menneskes blotte Indfald og Villie ! beviser da ikke det faldne Menneskes Higen efter at see sin Villie gjort til Lov – Noget, som i alle Lande, hvor der er Enevælde, er bragt til Virkelighed – hvor nødvendigt det er, at et Magtmenneskes Villie har den tilbørlige Modvægt; men denne existerer kun der, hvor Statsforfatningen er med de nødvendige Modificationer grundlagt paa den Basis «at Alle skulle regjere Alle». Eller antager Hr. Holm, at Kejserne, Kongerne, Fyrsterne ikke ere faldne Mennesker, at Synden ikke hos dem, som hos os andre Smaafolk, har anrettet nogen Forstyrrelse i Forstanden og Villien, og at de følgeligen aldrig kunne ville uden det Retfærdige og Gode. Uden at antage dette for Forfatterens Mening, finder Indsenderen hverken Conseqvense i hans Fremstilling, eller begriber, hvad han vil sige, og da man sagtens seer, at han vil sige Noget, saa finder man sig beføiet til at antage, at dette maa være Hr. Holms Tro. Aldeles i Overeensstemmelse hermed siger han fremdeles (videre/red.) : «Medens Erfaring idelig vidner : Du har ikke engang Forstand og Evne til at regjere Dig selv, tiltroer jeg mig dog saare let at kunne regjere Andre, eller dog at vide Raad mod Et og Andet, som jeg seer, at være anderledes end det burde være». Antager nu Hr. Holm ikke, at Regenterne ere Undtagelser fra denne Regel,

– 110 –

saa indsees ikke hvad han havde at svare, naar man netop heraf vilde bevise, at et saa svagt Væsens Villie aldrig burde gjælde som Lov, og at derfor enhver anden Regjeringsform, end den, hvori Samvillien (Alles Villie) kan frit og virksomt udtale sig, og sikre Alles fælles Frihed og Rettigheder mod Magtens Vilkaarlighed, er ligesaa unaturlig, som uretfærdig og frygtelig. Men hermed vil Hr. Holm Intet have at gjøre; thi han bliver sin Grundsætning troe, at Fyrsterne ere Jordens Guder, og siger derfor videre : «Af denne Feiltagelse» – af den nemlig, at Nationerne ikke længer ansee Fyrsterne for overordentlige Væsener, eller taale at de trædes paa Nakken af sambaarne (født på samme vis/red.) Dødelige; men derimod opstille saadanne Skranker for Magten, at den betages Evne om ei Villie til at krænke de almindeligt erkjendte Menneskerettigheder –»kommer det, at den politiske Cholera Morbus er saare smittende, den Indbildning nemlig, ifølge hvilken Enhver troer sig kaldet til at speculere over Regjerings, Anliggender, have Øie med Bestyrelsen o. s. v.»

Nei, det Sidste burde man nu rigtignok afholde sig fra i Holms Ideal-Rige; thi her maatte det naturligviis hedde (hete/red.) : »Du skal troe, men vee Dig om Du vover at see !» Men appropos ! Hvoraf kan det vel komme sig, at Hr. Holm synes saa temmelig at trives i saadanne Stater, som Norge og England, hvis Statsforfatninger dog ere saadanne, at de gjøre det til gode Borgeres Pligt ei alene at tænke – thi saa oversætte vi paa Norsk speculere – over Stats- og Regjerings-Anliggender,

– 111 –

men ogsaa i en vis Grad at have Øie med Bestyrelsen. Nei, da maatte Spanien, Portugal, Tyrkiet, Marokko og Guineakysterne have noget mere Tiltrækkende. Man svare mig ikke, at Holm, som en ikke-orthodox Person, frygter for i Lissabon eller Madrid at blive brændt som Kjætter, i Constantinopel at blive stranguleret efter hans Høihed «Jordens Gud og Kongernes Konge» hans allernaadigste Villie, eller at han i Abomeh (i dag Abomey i Benin/red.) til Forlystelse for Kongen kunde blive et Hoved kortere; thi slige smaae Ubehageligheder værdiger han ikke engang noget Hensyn, da han strax declamerer, at Ideen om det eneste Sikkerhedsmiddel imod denne, nemlig, at Vilkaarligheden indskrænkes, og Menneskerettighederne beskyttes ved Folkets Deeltagelse i Regjeringen, eller som han udtrykker sig : «at Alle skulle regjere Alle, er en Hjernesygdom, der mere end nogen anden Ting er skikket til at dræbe al aandelig Sands, og gjøre Mennesket til et trevent, misfornøiet, trællende Lastdyr paa Jorden. Kjærlighed, Tillid og Nøisomhed og Fordragelighed kunne ikke trives i Nærheden af hiin Sygdom».

For det første vil Indsenderen gjerne blive enig med Hr. Holm om, at den gjør bedst i at tale saare lidet om Sands og mindst om aandelig Sands, som underholder sine Læsere med saadan gedigen Usands, og derpaa indstiller han til den sunde Menneskeforstands Omdømme, naar Mennesket er et trevent, et misfornøiet, et trællende Lastdyr, enten naar det sukker i Slavelænker, dets Værd som Menneske er Regnepengens, og dets helligste Rettigheder trædes under

– 112 –

Fødder, eller, naar det (som i Norge/red.) er i Besiddelse af den Frihed og de Rettigheder, som ere et frithandlende fornuftigt Væsen naturlige ?

Naar det holdes i Blindhed, Vankundighed og Overtroe, for at det stedse kan blive Lastdyret ligt, der uden at spørge hvorfor, og hvorledes, gaaer med sit Læs (lass/red.) hvor Føreren vil, og taaligt modtager hans Svøbes tunge Slag, eller, (som i Norge/red.) naar det kan skride frem i aandelig Udvikling og Forædling, og tør bruge sin Fornuft, som til at overveie, bedømme og beskue enhver anden Gjenstand, saaledes ogsaa Statens Bestyrelse og den Mægtiges Færd ?

Naar Millioner ansees som blotte Redskaber i Despotens Haand, eller naar selv Fyrsten kun maa betragte sig som den første blandt sine Medborgere, der ikke ere til for hans men han for deres Skyld ?

Svaret vil vistnok ikke blive tvivlsomt. Tungt vil det vistnok ogsaa falde Hr. Holm at bevise, at Slaver kunne bære oprigtig Kjærlighed til Undertrykkere, at Tillid kan have sit Hjem, hvor Magtens Vilkaarlighed udbreder Ængstelse og skrækkende Tvivl, eller Nøisomhed og Fordragelighed, hvor det fælles hellige Baand, Lighed og Frihed i Rettigheder, er sønderslidt, og hvor Enhver derfor søger, som han bedst kan, at erhverve sig Forrettigheder for sine Medbrødre.

Endelig slaaer Hr. Holm det sidste Slag, for hos dem, der saagar ansee det for en Formastelse, at drage en Sætning i Tvivl, der er bekræftet med et, om end noksaa upassende Bibelsted, at gjøre sin Mening ufeilbar. Saaledes citerer nu Hr. Holm adskillige Bibelsteder, der indeholde almindelige Formaninger til de

– 113 –

første Christne om Lydighed mod den beskikkede Øvrighed – Formaninger, som saa gode de, rigtigt forstaaede, stedse ere, vare paa hiin Tid saa meget mere nødvendige, som de Christne endda ikke udgjorde noget Statssamfund, men kun tollereredes blandt Nationerne.

En passende Anvendelse vilde derfor Hr. Holm have gjort af sine Bibelsteder, om han af dem havde taget Anledning til at lægge sine Troesbrødre paa Hjertet, at de skyldte den Statsforfatning, under hvilken de levede, Agtelse og Lydighed – thi Forfatningen selv er dog vel den høieste Magt af hvis Skjød al anden Myndighed, det være Regentens, Folkerepræsentantens, eller Embedsmandens, har sin fælles Oprindelse – at de hverken hemmeligt eller aabenbart maatte udbrede Grundsætninger, der vare uovereensstemmende med Landets constitutionelle Forfatning (altså den nåværende/red.), og mindst af alt, føre et Sprog, som man kun kan vente hos Nationalfrihedens erklærede Fiender.

Men naar nu Hr. Holm tvertimod vil af en saa relativ Sandhed, som den hine Bibelsteder indeholde, uddrage denne eensidige Slutning, at en Statsforfatning skal grunde sig paa slavisk og ubetinget Lydighed, – og dette maa dog vel være Meningen af hans Fremstilling – da maa Indsenderen tilstaae, at dette forekommer ham at røbe enten den største Ukyndighed, eller Mangel paa Sandhedskjerlighed, eller begge Dele tillige, – og i Tænkendes Øine vil vistnok Forfatterens Mening, uagtet alle Bibelcitater, staae ligesaa beviisløs, som Slutningen selv er aabenbar falsk.

For imidlertid ogsaa i

– 114 –

Citation ikke at give Hr. Holm noget efter, tillader Indsenderen sig at henvise til Math. 20, 25, 27. Ap. 5, 29. Cor. 7, 21. 2 Mos. 1-12 Cap. 5 Mos. 17, 14-20. 1 Sam. 8 Cap., samt 10, 25.

Tilsidst et venskabeligt Raad til Hr. Holm, at han vil sysle med sit Missionsblad, uden at give den norske Nation Anledning til at ansee ham for sin og sin Friheds Fiende; thi med den største Ret gjøre fædrelandsk- og frihedssindede Normænd den Fordring til ham, at om han end ikke selv har opfattet den constitutionelle Aand, han dog idetmindste vil afholde sig fra at modarbeide dens Udbredelse i Norges Dale.

Indsenderen istemmer forøvrigt, trods alle Frihedens og Oplysningens Fiender :

#

«Ja Friheds og Oplysnings Sol

Omstraale Norges Fjelde !

Fra Nordens indtil Sydens Pol

Omstyrte Mørkheds Vælde !

Gid snart hvert Folk maa stemme i

Med Jubelrøst : Vi ere frie !

Ei skrækker (skremmer/red.)Dispotismens Bud,

Ei Hierarchiets Torden».

#

Det bør vel saaledes ansees for klart, at Brødremenighedens Tilhængere maa, ifølge saadanne Grundsætninger, staae i den meest afgjorte Absolutismes, eller det uindskrænkede Fyrstevældes Tjeneste, og som en Følge deraf i fuldkommen Strid til al Folkefrihed og dennes fremtidige Udvikling.

Naar vi nu tillige erindre os, at Absolutismens Ven (d.e. Holm/red.) maa, for at være conseqvent, og ei modarbeide sig selv, tillige være Obscurantismens, med andre Ord, at han maa ønske Oplysningens

– 115 –

Udbredelse og Menneskeaandens heraf flydende Uddannelse hindret, ja endog ansee det for sin Pligt at modarbeide den, saa gjenkjende vi Brødremenighedens Oprindelse fra hiin Mørkhedens Tidsalder, da Menneskeheden sukkede under et dobbelt Tyrannie, i hvis Øine ingen Forbrydelse var større, end Tvivl om dens Ufeilbarhed og Retsmæssighed, og som ansaae Intet for farligere, end en Folkeoplysning, der vilde tilintetgjøre den Taage-Nimbus, der omgav Despotismens og Hierarchiets Throne, og som, i det den blændede Mængdens Øine, værnede om et uretfærdigt og unaturligt Vælde.

Ingen kan med Grund forundre sig over, at Brødremenigheden, hvis Oprindelse skriver sig fra denne Middelalderens mørke Periode, ei strax kunde hæve sig over sin Tidsalders Fordomme og Vildfarelser : dette var at fordre formeget af Mennesker, og virkeligt gjorde dens Stiftere langt mere end man kunde vente; men beklage maa man, at dens Bekjendere – som det synes især forledede ved den fameuse Grev Zinzendorff, som Brødremenighedens Tilhængere endnu nære stor Ærbødighed for, men om hvilke selv Grundtvig, og efter ham Professor Stenersen udtrykke sig, at han i det Høieste (høyst/red.) fortjener en undskyldende Forglemmelse – siden have antaget et Stabilitets-System, der yttrer sig ved Afskye for ethvert Skridt med Tiden, og gjør det umuligt gjennem Reformationer at rense deres Lære fra det Dynd, som den skylder sit Udspring. Herfra altsaa det opponerende Forhold, som Brødremenigheden staaer i til en stærkt bevæget Tidsalders store og betydningsfulde

– 116 –

Anliggender, Menneskehedens Frihed og Oplysning, og som opfordrer Enhver, hvem disses Sag ligger paa Hjertet, til at opløfte sin Stemme imod den, om han end iøvrigt baade agter og elsker de enkelte Individer blandt dens Bekjendere, der enten ved Opdragelse, eller paa andre Maader ere bragte til at føle sig overbeviste om dens Læres Sandhed, og som derfor i den søge deres religieuse Trøst og Beroligelse.

Den Indvending, som af de moderne Moderatister – i Grunden ikke sjelden Aristokrater – kan, til Fordeel for Brødremenighedens Lære, gjøres mod det Anførte : nemlig, at dens Ideer kunne danne en passende Modvægt mod den Excentritet, som man vil have bemærket hos Enkelte, der enten meest uforbeholdent have lagt deres Frihedssind for Dagen, eller endog, især i den glødende Ungdomsalder, muligens traadt Grændselinien mellem den lovbundne og tøilesløse Frihed for nær — denne Indvending, siger jeg, kan ialfald kun blænde de mere Kortsynede, der ei kunne tilegne sig en constitutionel Forfatnings Aand og Grundvæsen.

Hovedbetingelserne for at en fri Statsforfatning (det vil sige en saadan, som formedelst Folkets Deeltagelse i Regjeringen sikkrer Nationen mod Magtens Vilkaarlighed, og forøvrigt tilstaaer ethvert enkelt Individ saa megen Frihed, som kan bestaae med det Heles Vel) kan saavel blive bestaaende i formel Henseende, som i Virkeligheden faae en sand Betydning, er en Udvikling af Folkelivet overeensstemmende med Forfatningens liberale Aand.

– 117 –

Skeer ikke dette, da vil Ligegyldighed, lav Egoisme og tusinde uværdige Lidenskaber træde istedetfor Almeenaand og Fædrelandssind, og saaledes opløse de Baand, som skulde forene Statens Borgere til eet Maal : til patriotisk Virken og kraftfuld Haandthævelse af de fælles Friheder og Rettigheder.

Er derfor en opvakt, levende Folke- og Almeenaand af saa megen Vigtighed i en fri Stat, hvor man ikke letsindigen vil give Slip paa de fra en usurperet (tilranet/red.)  (jeg siger med Flid (hensikt/red.) «usurperet»; ikke saa meget for at henlede Læserens Tanke paa den uretfærdige Maade, hvorpaa Enevoldsmagten indførtes i Danmark, (Man see Heibergs : «Enevoldsmagtens Indførelse») som fordi enhver Enevoldsmagt formeentligen maa ansees grundet paa Usurpation, eller uretfærdig Tilvendelse af hvad der lovligen tilkommer en Anden. En Enkelts lovløse Magt er stridende mod Menneskets naturlige og medfødte Rettigheder – følgelig mod Naturloven selv. Men kan Sandheden heraf ikke modsiges, saa er det klart, at en Magt, som saaledes erhverves med Tilsidesættelse af denne den høieste Lov (naturloven/red.), aldrig kan blive at ansee for lovlig og retmæssig, og at Besidderen kun med Usurpateurens eller Ransmandens Ret (altså ulovlig/red.) kan beholde den. Selv Folket kan ikke tilstaae Regenten en Magt, som ifølge Naturloven ei kan existere) Enevoldsmagt gjenerhvervede constitutionelle Rettigheder, efterdi den alene kan danne en sikker Garantie, saavel for Forfatningens Bestaaen, som dens successive Uddannelse til Fuldkommenhed, overensstemmende med Tidens Fordringer : saa er det af sig selv klart, hvor nødvendigt det er, at en saadan constitutionel

– 118 –

Aand og Sands for Forfatningen bliver bibragt Folkets Masse, og hvor aldeles urimelig den Paastand vilde være, at man skulde modarbeide og søge at qvæle den, fordi En eller Anden, med eller uden Ret, maatte finde dens ungdommelige Livsyttringer noget for excentriske.

I hvilken Strid Brødremenighedens Lære staaer til en saadan Anskuelse af en fri Statsforfatning, have vi seet, samt til hvilke Følger det naturligviis maa lede, om dens, rigtigtnok fredelige, men altfor passiv-sygelige Aand gjorde sig gjældende som fremherskende Princip i Folkets religieuse Tænkning.

Selv om man derfor ikke tog Hensyn til de formeentligt mere rigtige og rensede religieuse Begreber, som udmærke Hauges fremfor Brødremenighens Lære, maa man alligevel blot som god Borger i en constitutionel Stat ønske, at den førstes Tilhængere maatte vedligeholde den i sin Reenhed, udbrede den stedse videre (for den Øiemeds Opnaaelse er det vistnok en ubetinget Nødvendighed at de vedligeholde sine egne religieuse Samlinger, saavelsom at de meest Begavede, Oprigtige og Erfarne af dem (dem Hauge kalder «Ældste») tildeels reise omkring, for baade at vedligeholde Liv og Begeistring for den gode Sag, og at forebygge Vildfarelser og Uordener blandt de Uerfarne, og i den erkjendte Sandhed mindre Bekræftede. Med Hensyn hertil har man Grund til at opkaste det Spørgsmaal, om hiin Forordning af 1742 endnu kan antages at staae ved Magt, eller om den ikke maa ansees hævet ved Grundlovens Bestemmelse om Forsamlinger i Almindelighed. Det var at ønske, at en duelig Jurist vilde besvare dette Spørgsmaal, og endnu mere at Storthinget vilde værdige samme den Opmærksomhed, det troes at fortjene, og desangaaende afgive sin Kjendelse), og saaledes med Kraft modvirke det sidste Parties (Brødremenighetens/red.) Indflydelse.

– 119 –