– fra side 121 – 123; – les foregående avsnitt/del VI på denne siden;
Bokens fulle tittel er : «Haugianismen, dens Historie og Væsen, samt Forhold til Herrnhuttismen, fremstillet af en Sandhedsven. Prøver Alting og beholder det Gode. Paulus»;
– og les Sylvester Sivertsons avsluttende ord, først til «Hauges Venner», som han klart synes å regne seg blant – og dernest til «Tilhængere af Brødremenigheden», som han finner å forklare hvorfor han i såpass sterke ordelag kritiserer den lære de forfekter – og «om enkelte Udtryk maatte synes haardere end tilbørligt» :
#
Hauges Venner ! Jeg har vovet at forelægge Eder et Billede, saadant som det ved Betragtning af selve Gjenstanden har fremstillet sig for min Sjel.
I dømme selv om det ligner ! Vel kan jeg selv i mine dristigste Forventninger ei haabe, at det er feilfrit, – jeg vil ikke engang paastaae, at det ikke har Mangler, som en dueligere Haand vilde have undgaaet; men at upartisk Sandhedskjerlighed har ledet min Pen, at ingen urene Hensigter, men Haab om at gavne har været min Bevæggrund, det siger mig min Selvbevidsthed.
Sandheden tro, og bestræbende mig for at være saa upartisk som det er en feilende Dødelig muligt, har jeg ei eensidigen kunnet betragte blot den lyse Side, hvor en anden (en mørkere/red.) ogsaa gaves.
Skulde I finde Skyggerne for store, saa værer overbeviste om, at Ingen kan ønske mere end jeg, at jeg i denne Henseende maa have feilet. Dømmer dog ikke for overilet; thi Dommeren i egen Sag er ofte, endog mod sin Villie partisk. Overveier derimod med Rolighed, og betragter Sagen fra et fleersidigt Synspunct; muligens ville I da blive enige med mig i de, som jeg haaber kun faa Puncter, hvori I ved første Øiekast ei maatte dele min Anskuelse.
Maatte iøvrigt disse Blade svare til deres Øiemed, maatte de bidrage til i det mindste hos Nogle at vække alvorlig Eftertanke over den her omhandlede Gjenstand, da var mit Ønske som mit Haab opfyldt, og med frydefuld Tak til Forsynet skulde jeg nedlægge den Pen, som den redeligste Hu gav mig ihænde.
Ja endnu eengang, I Hauges oprigtige Venner !
– 122 –
Sagen er vigtig : betydningsfuld i sig selv, og indflydelsesrig i sine Følger for nærværende og kommende Slægter.
Vel maa den fortjene et varslende : Vaager I Hauges Venner, vaager ! Lader Eder ikke vildlede af fremmede Lærdommes Irlys; men bliver faste i den erkjendte Sandhed, lytter til Eders hedengangne Vens og Lærers Formaninger, erindrer Eder hans sidste Venneord, og bliver standhaftige i den Lære, hvori I ere kaldte !
Tilhængere af Brødremenigheden ! I miskjende mig ikke som om jeg var Eders Fiende ! Vel har jeg skrevet, hvad jeg efter min Overbeviisning troede at skylde Sandheden; men, det kan jeg forsikkre, uden at være ledet af nogensomhelst personlig Uvillie.
Jeg ønsker at være Ven af enhver Retskaffen, uden Hensyn paa hans Religionsmeninger, for hvilke han alene staaer den Alvidende til Ansvar; men dette kan ikke hindre mig eller nogen Anden af samme Anskuelse fra gjennem Beviser at lægge en Læres Brøst og Mangler for Dagen, naar Omstændighederne maae synes at gjøre Saadant til Pligt.
Naar Haveelskeren seer en Plante, af hvis frodige Skud han har lovet sig meget, pludseligen henfalme, mon han da ikke sørger ? Og Menneskevennen, skulde (han ?/red.) kunne være ligegyldig, naar han blandt det meget Ukrud i Menneskehedens store Have seer en herlig, lovende Spire true med at uddøe ? Nei, hans Sukke, hans Taarer vidne om hans dybe Sorg. Han kan ikke tilbageholde sine Følelser, og hvad Under, om
– 123 –
Yttringerne af en saadan Sjelstilstand ei bære Præg af den meest overveiende Koldblodighed mod den Gjenstand, han anseer for Aarsagen til den Ulykke, hvorover han sørger.
Anvendelsen af denne Betragtning maa tjene mig til Undskyldning, om enkelte Udtryk maatte synes haardere end tilbørligt.
Iøvrigt er Sandheden af den Natur, at den ofte lyder som en haard Tale; men Enhver, som hylder Sandheden, ham vil den dog selv frigjøre.