14— KAPITEL.
Det var en mild Oktoberdag 1804, med stille graa Luft og gulnende Løvfald i Skogerne.
Langs Veien til Ekers Papirmølle gik der helge- klædt Folk, to og tre i Følge, de fleste i dæmpet Samtale. Kvindfolkene bavde gjerne Salmebog i Haand; flere af Karfolkene bar Skræppe paa Rygg, som om de var komne langveis fra. En og anden velklædt Mnnd i Karjol kunde kjøre forbi og hilse kjendt paa dem, som gik; alle havde de noget af Forventning og Fest over sine Ansigter, og alle bøied de af fil Ekers Papirmølle, hvor Bestyreren Mikkel Nielsen Hauge gik søndagsklædt omkring og tog imod, mens Mor Inger, hans Hustru, havde det travelt i Kjøkken og Stuer, hvor alle Møllens Folk gik hende villig tilhaande.
Og de havde Grund til Fest paa Møllen idag; thi Brev var kommet fra Hans Nielsen Hauge, at idag vilde han komme og besøge dem, førend han vendte tilbage til Bergen.
Der havde allerede i flere Dage gaaet Bygter om, at han var kommen tilbage fra Danmark og nu var hjemme i Tune hos sine Forældre; men nn havde Broderen Mikkel faaet Vished gjennem hans sidste Brev, og Rygtet om hans Ankomst havde spredt sig med rivende Hurtighed over Bygderne rundt omkring.
Saa var de da ogsaa paa Færd, Vennerne fra fjern og nær. kjørende og gaaende i Høst- hløden for at faa se og høre ham, hvis Ord og Gjerning havde ændret hele deres Liv og bragt Glæde, Tro og Haab ind i deres Tilværelse.
$
Det var bleven Eftermiddag; ude paa Møllens Tun stod en Klynge Folk og stirred.
Fremst var Mikkel Hauge selv og ved Siden af ham Kristofer Hoen, Torleif Bache, Ole Gabe» stad, Niels Braaten og flere af Hauges bedste Venner. Alle stod de og stirred forventningsfuldt ned over Veien.
Niels Braaten var netop kommen og havde Bud med om, at Hauge Dagen iforveien havde holrlt Opbyggelse hos Lars Brække i Hougsund; han havde da sagt, at han vilde være paa Møilen Ettermiddagen næste Dag.
I over en Time havde man nu i spændt Forventning speidet efter ham, som skulde komme; Skumring holdt paa at synke; men ingen kom.
*Kanske et eller andet kan være hændt?» sagde Broderen, Mikkel — han saa halvt bekymret paa Niels Braaten.
Denne smilte.
«Aa, Gud lever endnu,» svared han.
*Ja, hans Villie skeU svared Mikkel Hauge.
Og han stirred atter udover Veien, han som de andre.
Man lytted efter den k rasende Lyd af Kaijol- hjul; man stirred efter Hest i Halvmørket.
Jo! Der kom det nogen! Men nei! Det var bare en ensom Vandrer, kanske en eller anden af Vennerne, sont var ble ven forsinket.
Og de saa paa den ensomme Vandrings- mand, om kanske nogen kjendte ham mellcm de mange.
Han gik i jevn Gang soin i dybeste Fred, saa af og til op og hen mod Møllen, men gik saa atter med sænket Hoved.
Nu var han naaet frem til Gjserdet! Nu tog han i Grinden og saa op i det samme! Og, som han kom gaaende fremover mod Gaarden, vokste hans Skikkelse for dem, som stod og saa, og inden et Minut gik der en dyb, betagende Mumien gjennem alle de tause Mennesker paa Tunet.
De havde kjendt Ansigtet! Det var ham f
Han kom hurtig frem og ind mellem de mange.
Han tog hver og en i Haand, talte nogle Ord og gik videre, speidende.
Saa mødte han sin Bror, tog ham stille og fast i Haand og blev staaende slig nogle Sekunder.
«Tak for dit Vidnesbyrd, Bror!« sagde han dæmpet med sin rige, varme Bast. «Gud iønne dig derfor, at Du holdt ud!*
Broderen havde Taarer i Øinene og svared ikke et Ord.
Men bag ham stod Mor Inger. Det gode Ansigt lyste; hun fik Tag i hans Haand med begge sine.
«Ja, velkommen skal Du nu være!» sagde bun. «Og Gud velsigne dig!»
Hun bavde ondt for at slippe.
Hauge nikked lyst hen for sig, vendte sig og hilste paa Torleif Bache, Niels Braaten og de andre.
Her er alt godt, ser jeg,» sagde han. «Møllen, den ga ar!*
Han smilte og gik ind, fulgt af Broderen.
Og snart fyldtes Stuerne paa Mølien af flere Hundrede Venner, hvis Ansigter lyste af Glæde over, at nu var han kommen.
En halv Time senere steg Salmesangen høi og fortrøstningsfuld under Bjælkerne paa Møllens
* Stuer, toned ud i den mørke Høstkveld og blev
baaren langveis videre af Kveldstilheden.
Saa talte Hauge, en Tale, som Vennerne min- dedes længe. En Tale om at forsage for Herrens Skyld, en Tale om at blive tro indtil Enden haade i del himmelske og i det jordiske Kald. om ikke at vige a f fra det, som var ret og godt, hverken ved Forfølgelser eller Fristelser.
Han afslutted med en varm Bøn til Gud om, at det Frø, som nu var lagt, maaite faa spire og vokse og Guds Ords Sæd saaes udover det hele Land.
Der var stor Bevægelse.
Efter Talen slrømmed alle sammen rundt omkring ham for at faa tale med ham og tage ham i Haand. Han havde et godt Ord til hver og en; han gav dem Baad baade om aandehge og timelige Ting.
Saaledes gik Aftenen; men da man senkvel- des skiltes og kun nogle af de nærmeste Venner blev tilbage, tog Hans Nielsen Hauge sin Bror om Skuldrene og saa ham ind i Øinene, varmt, taknemmeligt.
«Nu, Bror Mikkel,» sagde han med et Smit. *Nu er Du vel glad?»
ija, det er jeg,» svared Mikkel Hauge, «helst, fordi Du er her!»
Hans Nielsen Hauge rysted paa Hovedet.
«Nei, nei,» sagde han. «Om jeg er her eller ikke, det har Udet at sige; men Gud er her; del er det, som gjør os saa glade.»
Broderen, som to Gange havde siddet i Tugt- hus for sin Forkyndelse af Guds Ord og som trods alt ikke havde veget fra Sandheden, tog sin Broders Haand.
«Havde ikke Du været,» sagde han bevæget, «saa er det et Spørgsmaal, om Gud havde været os saa nær!»
«Aa, Mikkel!» svared Hans Nielsen Hauge. «Gud havde nok naaet frem nden mig; nu er jeg bare saa usigelig takneramelig for, at jeg har kunnet bruges til noget godt i denne Verden!»
Vennerne stod rundt omkring og hørte paa de to.
Da sagde Kristofer Hoen med ét:
«Hvor mange Gange har Du siddet fast nu, Hauge?»
Hauge smilte. Saa talte han paa sine Fingre.
«Ni Gange,» svared han, «og Mikkel to; — det er en bra Begyndelse!»
Tromsy Iclkabnksamlliif
cMen saa har Du nn havt Friheden saa tem- meligi indimellemt» sagde Niels Braaten.
«Ja,» svared Hauge. *Jeg har ikke netop siddet fast!»
«Du har Gud ske Lov været en noksaa god Løsgjænger!» sagde Mikkel Hauge. Saa lo de alle.
«Ja,i sagde Kristofer Hoen, «det blir mange Mil!»
Hans Hauge sad og tænkte.
«Jeg har morret mig med at regne over,» sagde han, «det er nær indpaa femten Hundrede Mil!»
Der blev haandfalden Taushed.
‘Men — saa er det vel ogsaa snart slut,» sagde Hauge ganske stille.
De saa paa ham.
Han saa alvorlig hen for sig.
«Der kan nok blive Raad for at hvile sig ud,» sagde han. «Begynder først Guds Ord rigtig at gro her i Landet, saa finder de nok Raad for at sætte mig fast!»
Vennerne taug. De vidste og forstod, at han havde Ret.
«Far til Bergen, saasnart Du kan!» sagde Niels Braaten,
«Det er ogsaa min Agt,» svared Hans Nielsen Hauge. «Saasnart jeg er færdig her.»
Han sad en liden Stund og stirred halvt vemodig hen.
* Og det tar da blive længe, til vi atter mødes,» sagde han dæmpet.
Vennerne saa ned. Der var et Øieblik vemodig Stilhed.
Da saa Hauge fortrøstningsfuldi paa sin Bror.
«Det gaar an, jeg ved, at Møllen gaar!» sagde han og smilte.
Mikkel Hauge nikked.
«Ja, den gaar, og snart skal den gaa over alt Norges Land,f svared han.
Hans Nielsen Hauge nikked.
*At bede og arbeide — det faar blive Folkets Valgsprogj* sagde han. Og nu talte han længe om, hvilken Misforstaaelse det var, naar mange af de Vakte vildc lægge al jordisk Gjerning bort og bare sysie med aandelige Ting.
iDet er som at lægge Ild under en tørGryde,» sagde han; «det blir bare Hede og ingen Mad, og tilslut ødelægges baade Gryden og det bele, Gud har skabt os med Legeme og Sjæl; Sjælen skal herske over Legemet som en Herre hersker over sin Tjener; men det er en daarlig Herre, som ikke steller godt med sin Tjener, saa han kan være ham nyttig og villig og brugbar til aJ god Gjerning.»
Hauge havde talt sig varm om dette, og han fortalte nu det ene Træk efter det andet fra sine Reiser, netop om denne vigtige Sag og om sine mange paabegyndte Planer til Landets aandelige som materielle Fremgang.
«Overalt, hvor jeg finder der er noget at gjøre til Folks Ophjælp enten i ny Bedrift eller Forbedring af gammel, der sætter jeg de bedste af
Brødrene ivei,» sagde han. «Slig vi! jeg plante gode Trær ud over alt Landet; deraf skal spire Frø, som skal fylde alt Norge, saa det skal komme til at blomstre som en Herrens Havel»
Og Hauge fortalte videre om, hvorledes han i Fagerliddalen i Nordland, hvor Folket var kommen for at høre ham, havde forbauset dem ved at gaa op for at se paa en Fos, som laa i Nærheden, for at nndersøge, om den kimde bruges til Fabrikdrift, hvorledes han istedetfor at holde Opbyggelse midt paa en blank Vaardag havde taget Plog og Hest og sammen med Bonden paa Gaarden drevet Vaaraannen lige til Kveids. Da først havde han holdt Opbyggelse!
«De skulde dog se,» sagde han. «at jeg ikke er nogen Løsgjænger eller Sværmer, som ikke vil arbeide, men en ærlig Kristen, som takker Gud baade for Legemets og Aandens Gaver.»
•
*
Hauge havde været paa Møllen i tre Dage og hver Dag samtalt med aile de mange Venner, som kom til Møllen for at se ham og hilse paa ham.
Fjerde Dagen henimod Middagstid, netop som Hauge sad i Samtale med Mor Inger i den store Stue paa Møllen, kom Broderen Mikkel hurtig ind.
«Se til at komme dig imdda, Hans,» sagde han. «Jeg ser Lensmanden komme kjørende her
»
nede i Svingen, og skjenner jeg ret, er det nok dig, han kommer efterJi
Mor Inger havde reist sig.
“Kom,i sagde hun. «Jeg skal følge dig Bagdøren; gaa saa fremved Møllefossen, saa har Du tykke Skogen tæt ved!»
Men Hans Nielsen Hauge blev siddende, hvor han sad.
«Nei, Mor Inger!* sagde han laagnt. «Jeg gaar ingen Bagdør herfra. Jeg har gjort sligt et Par Gange, fordi jeg tænkte, det var min Piigt at fri mig; men nu gjør jeg det ikke mer. Og aller- mindst for Jens Gram. Ikke skal han sige, at jeg gjemmer mig som den, der har ond Samvit- tighed.»
Nu reiste han sig} og der brandt en dyb Hamme i de milde, blaagraa Øine.
Mikkel Hauge stod og saa paa sin Bror.
*Du er og blir dig selv lig!* sagde han, «Gud- skelov,» føied han til.
«Og vi to er Brødre,» svared Hauge med et Smil. «Du sad i to Aar heller end at fornegte din Gud og lade dig binde til at tie! Gaa nu ud og tag imod Lensmanden!*
Mikkel Hange snudde uden et Ord og gik.
Men Taarerne stod Mor Inger i Øinene,
«Saa fa ar vi da aldrig se dig mere!» sagde hua, skjælv paa Maalet.
«Jo,» svared Hans Nielsen Hauge. «Intet i Verden kan skille Guds Børn i al Evigbedf»
Mor Inger lagde Haanden paa hans Aksel.
“Gud velsigne dig, Hans, for alt,* sagde hun.
21 — Hans Nielsen Hauge.
Nu dured Lensmandskarjolen ind paa Gaards- pladsen, og man hørte det tale derude.
Hauge satte sig rolig ved Bordet. Mor inger gav sig noget at bestille fremved Aaren.
Lidt efter kom Mikkel Hauge og Lensmand Gram ind i Stuen.
Lensmanden hilste, først paa Mor Inger, som han tog i Haand, saa paa Hauge
iDu faar sidde indpaa,» sagde Mor Inger; hun satte en Stol frem.
«Tak, jeg skal ikke det,» svared Lensmand Gram. «Jeg har bare Ærind til dig,» sagde han og vendte sig mod Hans Nielsen Hauge.
Hauge nikked.
*Jeg skjønner det,» svared han stille.
Da stod Mor Inger foran Lensmanden. Hen- des stærke, ærlige Ansigt havde høi Farve; de gode, blaa Øine brandt af Harme.
«Gjør ikke noget, som ondt er nu, Lensmand,* sagde hun. «Det kommer den Dag, Du vil angre!»
Da reiste Hans Nielsen Hauge sig.
«Nei, Mor Inger,» sagde han. «Guds Øvrig- hed gjør kun det, som godt er — det kan Du da skjenne. Jens Gram han farer i Guds Ærind, vær sikker paa det.»
Jens Gram blev blodrød i Ansigtet.
«Nei, sligt gir ikke jeg mig ud for,» svared han; «jeg bare gjør det Loven befaler!»
«Og det gjør Du med Glaede,» svared Hans Nielsen Hauge. sKom Du bare frem med dit Ærinde!»
Jens Gram satte Hatten paa.
«Jeg har Bud fra Fogden Collett, at han vil tale med dig,s> sagde han.
Hans Nielsen Hauge rakte sin Bror Haan- den. «Tak for denne Gang, Bror, og Tak for alle Gange,» sagde han. Saa tog han Mor Inger i Haand.
«Hold Eder til Gud,» sagde han, «saa kan intet skade Eder. Og sørg godt for Møllen, at den gaar!»
Han gav sin Bror et betydningsfuldt Blik, tog sin Frak og Hue paa og fulgte Lensmanden, som ali stod i Døren.
«Guds Fred paa din Færd!» sagde Mor Inger; hun fulgte til Dørs. *Og Guds Fred med dig ogsaa, Jens Gram!»
Hun ropte det efter Lensmanden.
Denne svared ikke. Satte sig bare op i Karjolen, mens Hauge steg op bag paa Hundsvotten. Saa gav bau Hesten ei Rapp af Svepen, og snart var han og Hans Hauge forsvundne for dem, som stod paa Tunet og stirred efler ham med Taarer i Øjnene.
Som Lensmand Gram vel var kommen Møllen af Side, vendte han sig i Sædet og saa efter Hans Nielsen Hauge.
«Kjør Du trygg,s svared denne. «Jeg siiJder trygg her; for jeg har god Samvittighed.»
Lensmand Gram slog igjen paa Hesten. «Denne Gangen skal Du følge med inig,* sagde han.
Hauge svared ikke
Men da de efier en halv Times Kjørsel svingte af paa Veien til Hougsund, sagde han:
«Det er nok ikke til Fogden Collett, Du kjører mig!»
Lensmand Gram lo.
«Nei,» svared han. a Del bærer nok i Hullet med én Gang nu, Hans Hauge!»
Hauge svared intet paa dette. Sad bare taus og saa frem for sig, mens de kjørte.
«Ja, ja, Jens Gram!» kom det omsider. «Det Regnskab faar Du engang gjøre op med din Gud. Jeg skal ikke klage. »
Og Karjolen krased videre bortover den høst- bløde Vei.
Ud paa Ettermiddagen blev Hauge ar Jens Gram indsat i Hougsunds Arresthus.
Da han af Lensmanden blev ført ind i Arresten, vendte han sig mod denne og rakte ham Haanden.
«Tak for god Skyds, Lensmand,a sagde han.
Lensmand Gram snudde sig fra ham.
«Nei, vent nu,» svared han. «Det kan hænde, Du faar tyngre for at takke.» Saa tog han frem af ei Skab Haandjern og Fodlænker og kom frem til Hauge med dem.
Hauge saa paa ham, mens han spændte dem paa.
«Vel kan jeg bære disse Lænker,» sagde ban stille; «men engang, Jens Gram, vil de kjendes tyngre for dig end for mig. Jeg kan da iallefald folde mine Hænder og bede for mine Fiender!»
Jens Gram vendte sig braadt fra ham — og gik
*
I henved en Maaned sad Hauge i Hougsunds Arrest. Hans Venner tilbød stor Kaution for hans Frihed; men Myndighederne afviste alt. Man var kommen til den Overbevisning, at den stadig voksende religiøse Bevægelse kun kunde stanses ved at Hauge blev sat fast, og efter denne Overbevisning blev der da handlet. Stiftamt- manden i Kristiania, Grev Moltke, gav Ordre til at indsætte Hauge i Kristiania Raadstuarrest, og den 22de November 1804 kom atter Lensmand Gram til Hougsund, denne Gang for at transportere Hauge i Jern til Hovedstaden.
Ud paa Kveldsiden samme Dag kom to Slæder Drammensveien ind. IJaa den første Slaede sad en Arrestant i Jem, vogtet af en Lens- mandsvagt; paa den anden sad Lensmand Grams kjæmpemæssige Skikkelse.
Det var Hans Nielsen Hauge.
En halv Time senere sad han under Laas og Lukke i en af de mørkeste Celler i Kristiania Raadstues Arrest.
«Herfra bærer det lil Munkholmen,» havde Lensmand Gram sagt ham til Farvel.
«Guds Villie ske,* havde Hauge svaret. <Saa længe der er Liv er der Haab til noget bedre. Men hvad Gud paalægger mig, det vil jeg bære.»
Fra Arresten havde han tilskrevet sine Venner flere Breve, hvori han udtaler, al han vil lide indtil det yderste, og opfordrer dem til Lydighed mod Loveu og uden Knurren at bære de Tilskik- kelser, som maatte komme. «Mødes vi ikke mere her i Verden, saa har vi dog det Haab at mødes i et bedre Land, hvor der hverken er Fængsel eller Lænker for dem, som elsker sin Gud,» — saaledes afslultede han sit Brev.
Med Hauges Fængsling i 1804 alsluttedes hans Virksomhed som Bodsprædikant for del norske Folk, og Begyndelsen blev taget til et Justits- mord, der altid vil hvile som en Skamplet paa hine Tiders Myndigheder.