3 —KAPITEL.
Der var Konfirmation i Tune Kirke.
De gamle Kirkeklokker ringed, festlig vemodigt; Høstens Solskin lyste over det gulnende Land. Kornet stod paa Stør; Birkeskogens gyldne Bladfald laa spredt inellem Tuer og Stene; Aspen skalv luerød og gyldengul i Vestenvinden; Rognen brandt som en blodrød Flamme midt i det bleknende Mylder af Løvskogens mindre Trær.
Fra alle Gaarde kom helgeklædt Folk gaaende eller kjørende. Konfirmanter i nye Dragter, fulgt af sine Forældre; gammelt Folk hinkende og gaaende, Gubber med Stokk og Haand paa Rygg, Koner med Salmebog under det rosede Lommetørklæde.
Niels Mikkelsen Hauge stod paa Tunet kirkeklædt og vented.
Kvindfolket blev sent færdig; Konfirmanten lod ogsaa vente paa sig.
Han var enduu oppe paa Kammerset, hvor Søsteren Anne hjalp at klæde ham paa.
Helst havde lian gaaet som han brugte uden videre Pynt og Stads til Herrens Hus, «En skal ikke følge Verdens Forfængelighed paa slig en Dag,» havde han sagt; men baade Moren og Søsteren fandt, at han burde fli sig; «en faar dog agte Guds Hus og tage frem det, som en likest har,» havde Moren sagt — og saa havde Gutten føiet sig.
Nu stod han da taalmodig oppe paa Kammerset og lod Søsteren Anne stelle og pudse som hun vilde.
*Saa,» sagde hun og var færdig. Hun satte Huen paa hans Haar, som var kjæmmet og opsat efter Tidens Brug.
«Nu er Du fin, som sig høver,» mente hun.
Hans Nielsen drog et Suk.
«Var jeg bare saa fin ind vortes,» sagde han hen for sig
Søsteren tog om ham.
«Du Hans!» sagde hun.
Han saa varmt paa hende.
«En skulde ikke være som de kalkede Grave,» sagde han.
«Snak ikke slig,» hvisked Søsteren.
Saa gik de stilt Trappen ned.
Og snart var Nieis Mikkelsen Hauge med hele sit Hus paa Kirkevei
De unge gik fortere, og saa hendte det da, at de halvveis fremkomne naaed igjen et Følge af andre Konfirmanter syd fra Bygden. Der var ogsaa anden Ungdom med.
Der blev hilst og talt stiifærdig.
Gutterne gik og saa paa hinanden; Jenterne skotted ogsaa bort paa Gutterne.
Da sagde den, som gik Hans Nielsen nærmest:
«Du har opsat Haar Du og idag Hans Nielsenl» Han smilte med det samme.
Hans Nielsen Hauge blev rød. Alle Kamerater brugte at snerte hamf fordi han sagde, Stads og sligt var Verdens Væsen.
Saa vendte han sig mod ham, som havde talt, og sagde:
*Ja — har vi idag stadset vort Legeme, saa var det og at ønske, at vi ikke havde glemt vor udødelige Sjæl, men betænkt det store Løfte, vi idag skal gjøre, nemlig forsage Djævelens Gjerninger og Væsen og tro paa Gud Fader, Søn og den Helligaand !»
Han sagde det høit og freidig. Og der blev ganske stille omkring.
Men nogle af Gutterne smilte og saa paa hverandre.
«Han er hellig, han Hans,» vaaged en sig til at hviske.
Videre blev der ikke talt.
Da Følget var naaet frem til Kirkeplanken, hvor det alt var sort af Folk, skilte Hans Nielsen sig fra de andre for sammen med sin Søster, som havde fulgt, at vente paa Forældrene og de andre.
Niels Mikkelsen og Maria, hans Hustru, talte med en og anden, fer de gik ind. Præsten og Kapellanen var endnn ikke komne; men Folk havde seet Karossen forspændt, da de gik forbi Præstegaarden.
Endelig kom de. Præsten Seeberg med den krumme, stærke Næse og de dristige, blaa Øine, paa høire Sæde i Karossen, Kapellanen, Hammer, mørk og blek, paa den venstre.
Det havde holdt op at ringe, da Præsterne kom i Kirkesvingen; der blev stille; Folk tog til Luen, der de kjørte frem.
Hans Hauge, som stod nær Indgangen midt mellem sine, fik et venligt Nik af Præsten Hammer, idet han steg ud af Karossen.
Det for varmt igjennem den unge Gut — at Præsten virkelig hilste paa ham; han tog af sig Luen og hilste dybt
Saa strømmed Kirkefolket ind, og snart sad Hans ved Siden af sin Far og sine Brødre i Haugestolen. Lidt efter læste Klokkeren Kirkebønnen, og Salmen begyndte.
Det var Præsten Seeberg, som prædiked den Dag; han talte varmt og mildt om Guds store Kjærlighed og lagde de unge paa Sinde den dybe sanddru Omvendelse, som gav sig helt hen til ham og intet andet vidste sig til Salighed end Kristi Lidelse og Død.
Hans Nielsen fik Taarer i sine Øine, der han sad med foldede Hænder og bøiet Hoved. Han bad til Gud, at det maatte times ham saaledes at blive et ret Guds Barn; men paa samme Gang gik det som en Frysning nedover ham, at han vistnok ikke var værdig dertil. Han kjendte nok Guds Ord, kanske bedre end de fleste af sine Jævnaldrende; men frit for verdsligt Begjær var ikke hans Hjerte; det havde han nys med Sorg erfaret; thi, skjønt han nu sad der i Guds hellige Hus og snart skulde fornye sit Daabslafte,
saa gik dog hans Tanker til det, som verdsligt var.
Havde han ikke netop, som Præsten Hammer gik ind i Sakristiet, tænkt paa Skabet og de halvanden Daler, som Prøesten gav ham istedetfor to?
Og havde han ikke ogsaa i Smug seet over til Kvindfolkstolen, der Jenter sad, vakre i de skinnende Høitidsklæder?
Og Hans Nielsen bøied sit Hoved dybere og bad Fadervor ustanselig, forat ikke de verdslige Tanker skulde faa hverken Tid eller Rum til at snige sig ind og forgifte hans Sjæl.
Men, saasnart hans Bøn var slut, kom de atter igjen i Følge og Flokk, netop de Tanker, han havde drevet ud. De vilde ikke vige; de for- virred hans Sind, og saa tænkte han da, at han visselig var et Djævelens Barn og ikke af dem, Gud havde udvalgl til Saligbed; og den kolde Sved stod ham paa Panden.
Da saa han i sin Angst hen paa sin Mor; hun nikked til ham tre Gange, saa mildt, saa mildt.
Graaten tog ham — det løste ligesom op i Bringen saa lykkeligt; men han bøied bare Hodet dybere og kvalte Taarerne; det var jo Skam for en voksen Gut at graate. Nu hugg en ny Salme i; han kjendte Melodien og kunde Ordene; men han sang med uden at vide, hvad han sang,
Saa begyndte Overhøringen.
Hans Nielsen følte sig ligesom med en Gang ‘ sikker, da han vel var kommen paa Kirkegulvet sammen med de andre. Og etterhvert som Overhøringen gik frem, steg hans Mod og Fortrøstning. Paa tre Spørgsmaal havde han allerede svaret og svaret ret; det vidste han; nu stansed Præsten Hammer for fjerde Gang ved ham, spurgte ham baade en Gang og to, fik Svar og spurgte igjen ‘
Han lagde sin Haand paa hans Skulder og, da han atter fik rigtigt Svar, nikked han og saa bort paa de nærmeste Voksne, som lytted.
*Ja, det er udmærket rigtigt, min Dreng,» sagde han.
Hans Nielsen Hauge følte en usigelig lykkelig Fornemmelse, der han stod; men saa for det pludselig igjennem ham, at dette kanske var Hovmod, og han bad, der han stod, stille og hurtig til Gud, at han vilde give ham et ydmygt Sind og lede hans Hjerte og Tanke bort fra alt forfængeligt Væsen. Bare jeg nu ikke kommer til at tænke paa de halvanden Rigsdaler, tænkte han
— og Sveden stod ham igjen koldt i Panden.
«Det er udmærket rigtigt, min Dreng,» gjentog Præsten, som saa hans Bleghed; saa klapped han ham paa Skulderen og gik videre.
Da sneg Hans Nielsens Øine sig uvilkaarlig over til Kvindfolkstolen, hvor hans Mor sad.
Hun nikked ganske stille og saa lykkelig ud.
Og Hans Nielsen drog en lang bævende Pust.
Overhøringen var slut; Løftet skulde afgives. Stil ferd i gt og med nedslaaede Øine kom Konfirmanterne frem til Korets Knæfald.
En for en fik de stille, afgjørende Spørgsmaal.
Et for et faldt de stille Svar.
Da Præsten Hammer kom til Hans Nielsen, mødte han et taarevaadt Ansigt, og da Spørgsmaalene faldt og det stille Ja blev svaret, saa Hans Nielsen op i Præstens Øine saa angst og med siig Bøn i Blikket, at Præsten blev helt varm om Hjerte, og da han modtog Konfirmantens Haand efter Ordene: «Saa giv da Gud dit Hjerte og mig din Haand derpaa,» da kjendte Præsten sin Haand knuget, som om han, der gav sit Løfte, aldrig vilde slippe,
Præsten nikked og gik til den næste. Og de monotone Spørgsmaal og Svar summed videre for Hans Nielsens Øren, der han stod uden at ænse sine Kamerater og graat med Haanden for sine Øine.
Ja visselig! Han vilde give Gud sit Hjerte!
Da Salmen var sungen og Afskedens tre Gange tre Slag fra Kirkeklokkerne var faldne, fulgte Hans Nielsen stille sine Forældre. Der blev ikke talt; de tog ham hare fast i Haand, da de vel var komne udenfor Kirkeplassen.
Men da de var naaet Svingen ved Hauge og Moren og Hans gik Side om Side, sagde Moren ganske lavt:
*Jeg synes det gik bra!»
Hans Nielsen saa paa sin Mor. Det blaaned ærligt til i bans Øine og kom et vekt Drag om Munden. «Det er saa mangt at strides med, Mor,» svared han.
Hans Nielsen Hauge var bleven voksen Kar.
Pligten til at forsørge sig selv begyndte at gjøre sig stærkt gjældende, og begavet og praktisk anlagt, som han af Naturen var, faldt det ham lettere end de fleste at slaa ind paa Baner, som sikred ham hans økonomiske Erhverv.
Han drev med Smedehaandværk og Snedkeri som da han var Gut; han forpagtede Jordstykker, som han dyrkede op; han drev med Biskjøtsel og Smaahandel, og hvad han gav sig af med, fik han altid til at lønne sig.
Det, som han i Opvæksten havde anseet for verdslige Tanker og Begjæringer, var det nu blevet hans Pligt og Het at beskjæftige sig med; men det var ikke frit for, at al denne Bedrift tog det meste baade af hans Tid og Lyst; Bibelen og de kristelige Skrifter kom i anden Række, og mangt og meget af det, som brændte ham paa Sjælen i Guttealderen, blekned senere hen og blev borte.
Men der skulde komme Ting, som atter vakte Tanken paa det evige i dette rige og let mod- tagelige Sind.
En halv Fjerdings Vei søndenfor Gaarden Hauge laa der i de Dage en stor Skogmark, mest Løvskog i tuvet Lænde; denne Skogmark, hvor Jordbunden var fed og frodig, havde fuldt af Bækkesig, som snart over, snart under Jorden strøm med mod en større Bæk, som randt mod Glommen og faldt i denne noget laenger mod Syd.
I denne Skogmark var der af gamle Eiere i tidlig Tid gjort flere Forsøg paa at rydde Land. Men det var igjen opgivet, og Smaaskog, mest Asp og Orr, havde paany faaet Fæste i den rige Jordbund, hvor Græsset voksed alenhøit mel lem Braaterne.
Her i denne Skogmark havde Hans Nielsen Hauge for en billig Penge forpagtet et Stykke Jord. Der drev han nu og brød Nylænde, brændte Braate og saaed Græsfrø; det var hans Tanke, at «Haugebraatcn>, som han gjerne kaldte det sine Søskend imellem, skulde blive fuldgodt Græsland og give ham en god Skilling i Fortjeneste Aar om andet.
Naar nogen drog paa det og mente som saa, at det kun var faafængt Arbeide og spildt Møie, svared han gjerne:
«Den, som ikke pløier, faar aldrig saa, og den, som ikke saar, faar aldrig høste.»
Og saa arbeided han trøstig -videre. Det laa ham dybt i Blodet at bryde fra Grunden af, paa egen Haand og at følge egne Veie.
Faren kunde af og til mene som saa, at han kunde bruge sin Tid bedre end at drive slig borte i Vildmarken med noget, som han ikke vidste, hvorhen det bar, og Moren kunde paa sin milde Maade støtte Farens Ord; men da svared Hans paa en Maade, som afskar al Modsigelse:
«Det er i Vildmarken, Arbeidet bedst trænges. Gjorde Gud med os, som I siger, jeg skal gjøre med Jorden, da blev intet vildfarende Menneske frelst, og megen god Hjertebund gik da til Spil de.»
Det var en Dag senhøstes, langt ude i Oktober
Aaret efter, at Hans Hauge var gaaet til Konfirmationen.
Yderst ude paa Braaten, tæt ved den store Bæk, som nu gjk graa og strid af Høstvandet, drev Hans Nielsen og hugg.
Det var høgstdags. Han havde arbeidet fra tidlig om Morgenen og vented nu paa Søsteren Anne, som bragte komme med Dugurd til ham. Hun var den af hans Søskend, som bedst forstod ham; hun var ogsaa den, som han talte mest med baade om aandelige Ting og om sine verdslige Planer.
Han var nu paa det nærmeste færdig med Brydn ingen af Nylændet; der stod bare et Par store Trær tilbage tæt frem ved Bækken; det var der, han nu hugg.
Træet skalv knagende under Huggene; gulnende Blade faldt og drog afsted et for et med Strømmen, som gik dyb mellem Lerjord og ud- raset Sten forbi.
Nu kom Træet. Han gav sig unda, men gled paa den vaade Jord, slap Øksen for at tage for sig, men stupte hovedstupes ud i Bækken med Træet susende efter sig.
Han gav et Skrig, da han atter kom op; han hugg Tag i en Gren og holdt fast; han kjendte, han tog Bund i Gjørmen paa den ene Side, men skjønte paa samme Tid, at han hverken kunde komme op eller frem.
Han skreg igjen. En stor Angst kom over ham. Dette var anden Gang, Gud talte til ham.
Hin første Gang i Glomnien var Guds advarende Røst-, nu vilde Døden komme.
Og hans Liv siden hin Tid for gjennem hans Hjerne soin Angst.
Havde han benyttet Naadetiden ret? Havde Guds Ord og Guds Vilje været ham alt paa Jorden?
Havde ikke verdslige Ting og verdslig Vinding faaet Magt over hans Sjæl og draget ham bort fra Gud? Og nu skulde han tlø her ude i En- somheden uden at faa sige Farvel til nogen af sine! Han kjæmped af al sin Kraft for at arbeide sig op af Strømmen; men det fældede Træs tætte Kviste hindred ham overalt, og han sank Lidmattet tilbage.
Bækkens dy be, høstgraa Strøm stod ham lige til Halsen; Armene holdt Tag om Grenen; men han skjønte, at dette kunde ikke vare længe; Strømdraget var for stærkt; før eller senere maatte han slippe, og da var ingen Frelse mulig.
Han lukked sine Øine og bad i sin yderste Nød til Gud, at han dog for Kristi Vunders Skyld vilde tilgive ham al hans Synd og frelse ham fra Dødens Fare.
Da, i sidste Stund, just som Kræfterne holdt paa at forlade bam, hørte han ligesom langt borte nogen, der ropte hans Navn.
Han ropte tilbage af al sin Stemmes Magt. Og atter ropte nogen hans Navn, denne Gang nærmere.
Det var hans Søster Anne, som var kommen.
Nu stod hun deroppe og ropte igjen, speidende.
Og han svared.
Da hun fik se ham, gav hon et Skrig og slog Hænderne sammen. Kom saa springende og hugg Øksen, som laa paa Bredden.
«Hold dig fast!* skreg hun.
Kvist for Kvist blev huggen løs og drev ined Strømmen; han holdt Tag med blek Mund og sammenbidte Tænder.
«Skynd dig!» ropte han.
Da rakte hmi Øksen ud og stod bøtet ud over Bredden med fast Tag i en Aspestamme med sin venstre Haand.
Hans Nielsen fik Tag i Øksen med begge Hænder og gled med Strømmen mod Bredden.
En liden Stund senere laa han blek og stønnende mellem Buskerne paa Land. Søsteren stod graatende over ham.
«Aa Gud ske Lov, jeg kom!» brød hun ud, folded Hænderne og graat igjen.
Broren laa længe uden at tale. Endelig prø- ved han at reise sig.
«Ja, vi faar nok takke Gud,» sagde han, skjælv i Stemmen.
Da slog Søsteren Armene kring hans Hals.
«Aa Gud ske Lov!» gjentog hun.
*
Det gik tungt hjemover med de to. Hans var stærkt medtaget; koldt var det i Veiret, og de sil- vaade Klæder tynged.
Da de saa endelig naaed hjem og Faren, som
4 — Hans Nielsen Hauge.
T&OMØY FOLKEBIBLIOTEK
netop sad ved Bordet og drakk Kaffe, berte, hvad der havde hændt, sagde han:
iSaa det gik galt alligevelU
Hans svared ikke, gik bare Trappen op paa Kammerset og bytted de vaade Klæder; men da han saa kom ned og satte sig til at spise, ind- frøs han-
To Dage efter, at dette hændte, blev Hans
Nielsen syg.
Det kom med ét som en stor Frysing og et stærkt Hold i Brystet; derefter fulgte en glødende Hede og en Tyngde for Pusten, som han aldrig før havde kjendt. Slig laa han i tre Døgn, og de, som stelte ham, syntes han blev værre og ikke bedre.
Men Hans Nielsen Hauge selv mente, at nu skulde han dø. Dette var Guds tredie og sidste Mindelse.
Og som han Jaa der og drog efter Aanden i Støn og Smerte, syntes han, det var lykkeligt, om det retnu vilde være Slut. Bare dette ene pinte ham værre end Dødens Angst, dette, at lian kanske ikke var et Guds Barn og at ha» kanske nu skulde komme fra Smerterne her til Helvedes evige Pine.
Tredie Døgnet om Kvelden var han svært
urolig.
«Jeg er saa rædd jeg Anne,» sagde han Gang
paa Gang Ul Søsteren. Saa døsed han atter
hen med kort Pust, Støn i Søvne og stærk
Feber.
Ved Titiden vaagned han. Da sad Moren ved hans Seng.
Et Talglys brandt; Moren sad og læste i en Postille.
Sønnen slog de graablaa, slørede Øine op som i Drømme.
Saa reiste han sig halvt i Sengen.
*Jeg skal dø jeg, Mor!» sagde han. Røsten skalv af Feber; Aandedrættet hørtes tungt.
Da brast Moren i Graat og graat længe, bøiet over Rogen.
Sønnen laa og saa hen for sig.
‘Da skal ikke graate, Mor,» sagde han.
Hun graat igjen, hulkende.
Det var længe stille; en hørte bare Kneppet af det lille Uhr paa Væggen.
Da talte Sønnen igjen.
«Den som bare kunde komme til Gud,» sagde han lavt og anstrengt.
Moren saa op.
«Ja da er alt godt,» svared hun. Og hun log hans Haand.
Han laa og saa paa hende.
«Tror Du, Gud tar en slik en som jeg da?» spurgte han. Og nu stod Taarerne ham i Øinene.
«Ja, ja!» — hun strøg hans Haand.
Han rysted paa Hodet.
«Jeg har gjort saa meget galt Mor,» kom det. Han kjæmped med Pusten.
«Det gjør vi alle!» Moren strøg ham over Haaret saa Hndt
«Jeg har drevet bare med det, som verdsligt
var.» Nu brast hatt i heftig Graat, som blev af- brudt af stærk Hoste. Moren saa, al han blaaned i Ansigtet.
«Saa faar vi bede Gud om Forladelse,» hvisked hun; hun sank i Knæ fremved Sengen.
Og de to bad, Hun høit, han med hviskende Læber.
Og som Hans Nielsen laa der og hørte Morens milde Røst i Stilheden, kom der med ét siig sval Træthed over ham og slig Hjertefred tillige.
Han syntes at faa Svar, at nu var Gud ikke længer vred; nu skulde han faa fare og fare lyk keiigt bort herfra.
«Læs en Salme for mig,» hvisked han, da Moren havde sluttet.
Hun reiste sig, gik hen til Hyldcn, hvor hans Bøger laa, og fandt Kingos Salmebog frem.
Saa læste hun med dirrende Stemme;
iAk i Verden er der koldt.
Alt dens Lya er kim en Skygge,
Og hvor dristigl liait og stolt Vi end vore Anslag bygge.
Som en Rog de dog forgaa;
Himlen kan de aldrig naa.»
Hun saa hen paa Sønnen. Hans Øine var lukkede; Sved stod ham i Panden; Aandedrsettet gik lavt og let. Og han var blekere end før.
Halvkvalt af Graat læste hun videre:
Bort fra Sorgens mørke Fængsei,
Bort fra Skygger og Bedrag Gaar jeg til den klare Dag!»
Hun reiste sig. Sønnen havde foldet Hæn- derne. Øinene var lukkede som. før; da hun bøied sig over ham, kunde hun knapt høre ham aande. ‘
Det gik koldt gjennem hende, og hun tænkte: Nu kommer Døden.
Saa gik hun stille Trappen ned for at bede Faren og hans Søskend komme.
Da Forældrene stille og alvorlige kom op og hen til Sengen, sov Sønnen. Sov med Fred i sit Ansigt og med foldede Hænder.
Aand ed raget var frit og let; store, varme Sved- perler stod ham paa Panden.
Moren saa paa Faren.
Han stod endnu lidt uden at sige et Ord. Saa vendte han Hodet langsomt og saa paa sin Hustru.
«Gud har gjort Naade imod os,» sagde han. «Dette er ikke Døden.[1]
Og han knuged sin Hustrus Haand, som havde famlet sig frem til hans.
Hans Nielsen havde overstaaet. I fjorten Timer sov han, Ungdommens og den stærke Naturs helsebringende Søvn. Og da han saa vaagned, laa han der smertefri, lys i Ansigtet og med et lidet Smil i de hvide Kinder,
«Det blev ikke Døden, Mor,» sagde han.
Moren, som stod ved Sengen med varm Drikke, satte Skaalen fra sig.
«Nei,» svared hun. «Gud var barmhjertig denne Gangen ogsaa. Det ser ud, som han vil dig noget særskilt. En faar høre hans Paakaldelse.»
Hans Nielseu Hauge tamkte længe paa dette. Og der kom et dybere Alvor over ham fra den Stund.