9— KAPITEL.
I April Maaned 1798 begav Hans Nielsen Hauge sig atter til Kristiania, hvor han under sine forskjellige Opbold der havde vundet mange Venner. Som Ledsager og Medhjælper havde han denne Gang med sig Seebergianeren Niels Bærsøs Søn Kristian Bærsø, som var bleven en af Hauges Tilhængere.
Ude paa Grønland, paa en Løkke, som tilhørte Hjulmager Meier, holdt Hauge da Opbyg- gelser under stor Tilstrømning af baade alvor- ligt søgende Mennesker og nysgjerrige. Ligesaa gjorde han hos Anders Kristofersen Grøndahl paa Kudskebakken ved Sagene.
Anden Pintsedag havde Hauge været til Gudstjeneste i Byens Kirke og skulde nu om Efter- middagen holde Opbyggelse hos en Bekjendt i Lakkegaden.
Kristian Bærsø var ogsaa med; men da de vel var didkomne, indfandt Lensmanden i Aker, Hr. Knoph, sig pludselig ledsaget af sine Betjente og forlangte at faa tale med Hauge.
Denne, som aned hvad Lensmandens Besøg havde at betyde, gilt straks ud til ham og spurgte. hvad han vilde.
«Er det Hans Nielsen Hauge fra Smaalenene?»
Lensmanden spurgte i barsk Tone,
Hauge svared som vanligt, mildt og stilfærdigt.
«Ja, det er det.»
«Forholder det sig saa, at Du skal hoide
offentlig Opbyggelse her i Aften?» kom det endda barskere.
«Ja, det gjør det.»
«Det blir der ikke noget af. Jeg arresterer dig herved i Lovens Navn.»
*Ja, ja,» svared Hauge. «Med det faar I gjøre, som I vil. Men det er ikke i Guds Lovs Navn, I gjør det»
«Det blir min Sag og ikke din,» sagde Lensmand Knoph skarpt. «Behag at følge mig.»
I det samme kom Værten og Kristian Bærsø, som havde hørt de haarde Ord, ud.
«Følger han med dig?» spurgte Lensmandeti og pegte paa Kristian Bærsø.
«Ja,» svared Hauge. «Han er en af mine Brødre i Herren.»
«Da faar han ogsaa følge dig i Arresten,» sagde Lensmanden.
«Ja,» svared Kristian Bærsø, «det gjør jeg gjerne.»
Og efter et kort Farvel til Værten gik de to Lægprædikanter uden Knurren bort med Lensmanden, som overførte dem til Byens Arresthus og samme Aften gav Stiftamtmanden Besked om Sagen.
Tirsdag Formiddag indfandt Stiftamtmanden sig personlig i Arresten og lod Hauge og Bærsø kalde for sig.
De to Lægprædikanter traadte stille ind og hilste. ,
Stiftamtmanden saa længe og forskende paa Hauge.
«Saa Du er Hans Nielsen Hauge?» spurgte han.
«Ja — saa er mit Navn,» svared Hauge.
Stiftamtmanden tang lidt. Saa atter paa Hauge, hvis store, klare Øine ikke veg fra hans Ansigt, og sagde:
«Du er beskyldt for Løsgjængeri og for ulovlig offentlig Optræden; det er en Skam, al Du, som dog er en agtværdig Bondes Søn, vil op- træde paa den Maade og unddrage dig æriigt Arbeide for Livsophold.»
Stiftamtmanden havde alvorlige graa Øine og talte langsomt, med værdig Vægt paa Ordene.
«Følgen af sligt Løsgjængeri vil bare blive,
at Du kommer paa Tugthnset,» føied han til, advarende.
Hauge taug, til Amtmanden havde talt helt ud. Saa tog han et Skridt frem og stod trygg foran den høie Embedsmand.
«Amtmanden sagde, at jeg var beskyldt for Løsgjængeri,» sagde hau roligt og med klar Stemme. «Saadan Beskyldning er ikke sand-
færdig, hvem der saa end har sat den frem.
Heller ikke, at jeg er en Lediggjaenger, som vil unddrage sig fra Arbeide.»
Amtmanden afbrød ham.
«Lensmand Knoph har meddelt mig dette,» sagde han strengt, «paa Bestillings Vegne — og da maa det vel forholde sig saa.»
«Nei, det gjør det ikke,» svared Hans Nielsen Hauge djærvt, drog et Papir op af Lommen og gik lige frem til Amtmanden.
14 — Hans Nielsen Hauge.
«Her er mit lovlige Pas for min Reise hid til Kristiania,* sagde han; «og hvad mit Arbeide angaar, da har jeg hele Vaaren arbeidet med Plogaannen paa min Fars Gaard Hauge i Tune. Det kan han selv og hele Bygden med ham bevidne.s
Han lagde sit Pas paa Bordet foran Amt- manden.
Denne tog Papiret og besaa det nøie.
«Hm,» sagde han og leverte bam det tilbage. «Ja, det ser rigtignok ud til at være i Orden,» rnumled han.
«Hvad ellers Læren og den offentlige Forkyn- delse angaar,» fortsatte Hauge, «da har jeg ikke lært og forkyndt andet, end at man skal holde Guds Bud høit og i Ære, tjene Gud og lære godt af hverandre.»
Han stod og vented paa Amtmandens Svar.
«Ja, ja,» sagde denne og saa bort paa ham fra Siden. «Det kan altsammen være godt og vel ; det er noget, som jeg endnu ikke vil indlade mig paa; imorgen eller iovermorgen vil Fogden Hagerup underkaste Eder begge Forhør; vi faar da se, hvordan det forholder sig med det, Du idag har anført.»
Stiftamtmanden gjorde Tegn til Arrestfor- vareren, og de to Arrestanter blev atter ført til sit Fængsel.
Den følgende Dag blev de transporterte til Byens Raadhus, hvor Fogden Hagerup straks gav sig ifærd med at forhøre dem.
Hans Nielsen Hauge blev da først adspurgt.
*Hvad er dit Levebrød?»
«Bondearbeide paa min Fars Gaard, Hr. Foged,» svared Hauge.
«Hvad Ærinde bar Du her i Kristiania?»
Fogden saa forskende paa Hauge, hvis Ud- seende øiensynlig gjorde et godt Indtryk paa ham.
«Jeg har nogle Skrifter i Trykken,» svared Hauge.
Fogden nikked.
«Af religiøst Indhold?» spurgte han.
«Ja.*
Fogden nikked igjen.
«Har Du holdt Taler her?» spurgte han videre.
«Ja, det har jeg,» svared Hauge frimodig. «Jeg har talt med nogle Mennesker her om vor Kristendoms Pligter.»
Fogden nikked tredie Gang.
«Det kunde paa sine Steder ikke være af- veien,» sagde han hen for sig.
Hau saa atter paa Hauge.
«Hvad er din Lære?» spurgte han.
«Just den, vi har i vor lille Kathekismus og Bibelen,» svared han.
«Du har intet andet lært?»
«Nei, intet andet,» svared Hauge. Han saa paa Fogden med sine store, ærlige Øine.
Fogden vendte sig mod Retsskriveren.
«Heri ser jeg intet galt,» sagde han. «Jeg tror, Du er uskyldig, min gode Mand,» fortsatte han vendt mod Hauge.
Denne lysned i sit Ansigt.
«Og I er retfærdig,» svared han.
«Naa, ja, ja — det er jo del, vi skal være,» svared Fogden Hagerup. «Det vilde være galt ellers.»
*Ja, naar saa er,» sagde Hauge, «da vil jeg bede Fogden om at faa komme med et Spørgs- maal.»
Fogden nikked.
«Spørg Du kun,» svared han.
Hauge gik et Skridt frem.
«Da vil jeg spørge,» sagde han sagtmodigt, «om det er kristeligt, at de, som drikker sig drukne og slaas, saa de ligger paa Gaderne, skal have sin Frihed, og jeg, som gaar i Kirke, hver Gang der er Prædiken, og imellem, især om Aftenerne, opbygger mine Medmennesker med Sang og Tale efter Statens herskende Religion, skal blive sat i Arrest og blive truet med Tugt- husstraf?»
Fogden smilte.
«Nei, det kan umulig kaldes kristeligt,» svared han, «Det er heller ikke Ret efter Lovens Mening og Hensigt; vi skal se lil at faa gjort noget ved den Sag.»
Han reiste sig.
«Jeg skal tale med Stiftamtmanden om det, saa faar vi se,* sagde han. «Jeg synes, det er urimeligt, at I skal sidde her!»
Han rakte Hauge sin Haand til Afsked og gik.
Dagen efter kom han tilbage og lod nu Hauge alene kalde for sig.
«Jeg har god Tidende,» sagde han oprømt.
«Stiftamtmanden blev af samme Mening som jeg. I kan begge forlade Arresten allerede idag; men vær nu forsigtig Mand og undgaa Koliision med Øvrigheden!»
«Det kan jeg ikke love,s svared Hauge smilende; «men det er ingen Sag, naar Øvrig- heden er saa retfærdig som I.»
Nu smitte ogsaa Fogden.
«Ja, ja,» sagde han. «Du kunde kanske trælle paa dem, som var vierre,>
Hauge bad nu Fogden om en Attest for sit Forhold og en Forklaring angaaende Fængs- lingen.
«Det skal være mig en Glæde,» svared Fogden, satte sig ned ved Bordet og skrev.
Da han vel var færdig, skjøv han Attesten bort til Hauge.
«Jeg tænker, denne er tilstrækkelig,» sagde han med et godt Smil. Hauge tog Attesten og læste. Der stod følgende:
«Hans Nielsen Hauge og Kristian Bærsø haver vel været hæftet, men er derunder befundne at være ei alene uskyldige, men er endog retskafne og udi Guds Baad til Sjælens Salighed vel op- lyste, og derfor er blevne løsladte, samt til alle Forekommende paa det bedste anbefalne.
Kristiania udi April den 20de 1798.
Hagerup,
Foged.»
Hans Nielsen Hauge gik lige frem til Fogden og rakte ham Haanden.
«For dette skal I have Guds Løn engang,» sagde han; de graablaa Øine lyste. «Sligt skal ikke glemmes.»
Og Fogden og Fangen veksled et Blik som Brødre.
Næste Dag, da Hauge og Kristian Bærsø som frie Mænd vendte tilbage til sine Venner ved Sagene, begyndte Hauge igjen ufortrødent at holde Opbyggelser og fortsatte dermed i hele 8 Dage, indtil Lensmand Knoph fandt sig beføiet til anden Gang at arrestere ham og sende ham og Kristian Bærsø Lensmand og Lensmand imeliem tilbage til Tune.
Hauge fulgte villig, og snart hændte det mær- kelige, at Lensmændene gav ham selv Ordren med og lod ham paa egen Haand og kun stolende paa hans Løfte og redelige Færd vandre fra Bygd til Bygd hjemover de kj endte Trakter.
Paa denne sin Vandring hjemad havde Hauge en Kveld taget ind paa et ham tidligere ukjendt Sted, hvor han for gode Ord og Løfte om Betaling fik Natteherberge.
Udpaa Kvelden kom Stedets Skolelærer, som havde hørt om, at Hauge var der, hen til Gaarden og gav sig straks til at anfalde Hauge, hvem han skjældte ud for en uvidende Vranglærer, haaned ham paa alle optænkelige Maader og brugte tilslut baade Skjældsord og Bandskab.
Hauge svared lidet eller intet paa alt dette; men tilslut tog han tilorde og forklarede i rolig og behersket Tone, at Guds Ord, som Skole
læreren vel kjendte bedre end han, lærte os, at vi ikke skulde fare saaledes frem.
Da sprat Skolelæreren op fra Bænken, der han sad, og fOr lige paa Hauge.
«Jeg skal lære dig at fare frem!» skreg han.
Dermed gav han ham et Slag under Øret. saa det sang.
Blodet fflr Hauge til Hodet; han reiste sig; den stærke Bondegut stod der bredskuldret og stærk med en underlig Brand i de blaagraa Øine. Men han var straks Herre over sig selv.
«Sligt skulde Du ikke befatte dig med,» sagde han.
Han saa bort paa Værtens Kone, som stod der forskræmt og haandfalden.
Skolemesteren stod med knyttet Næve foran ham. Nu gik han hen og aabned Døren.
«Paa Porten med dig!» skreg han. «Her har Du intet at bestille!»
Hauge saa paa Værtinden.
4 Er Du Husbond her?» spurgte han Skolemesteren.
«Ja, saapas Husbond er jeg, at Du skal ud og det paa Flekken, ellers vanker det mere,» svared denne. Han knytted igjen Næven.
«Jeg har ogsaa Næve r.» svared Hauge rolig; «men jeg bruger dem ikke til at slaa mine Brødre medl* *
«Ud!* skreg Skolemesteren og pegte mod Døren, hvor den kolde Nattegufs nu stod ind.
Hauge vendte sig stille mod ham.
«Det skal jeg; — bare vent, til jeg faar betalt
for mig,» svared han, tog sin Pung op og rakte Værtinden den Betaling, de var komne overens om for Natteherberget.
Hun tog nølende imod.
Men Hauge knapped ganske rolig sin Overfrakk e, vendte sig mod Skolelæreren og sagde med sin varme, gode Stemme:
«Det er godt at være vel klædt, naar det er koldt; ligesaa at være rustet med Kristi Kjærlig- hed, saa jeg kan bede for dem, som overfalder og forfølger mig. Guds Fred og Farvel!»
Han vendte sig stille og gik.
Da hændte der noget sælsomt.
Skolelæreren, som havde stirret slagen paa den stille, fredelige Mand, brast pludselig i Graad saa stærkt, at han storhulked.
*Aa, Gud hjælpe inig!» brast det ud af ham.
Saa drog han paadør efter Hauge.
Han ropte.
«Ja!a svared Hauge derude fra Mørket.
“Aa! Har Du Forladels for mig!» — det brød sammen i en Hulk.
«Ja!» svartes det derudefra. «Gud tilgiver os alle!»
Hauge vendte sig og gik videre.
«Nei, gaa ikke!» roptes der efter ham.
«Jo, det maa saa værets — det svartes fjernt.
Skolelæreren stod derude paa Svalstenen med Hænderne ihopknepte og stirred ud efter Røsten.
«Hvor gaar Du hen?» ropte han.
«Did Gud vil!» blev der svaret.
«Farvel og Lykke paa din Færd!»
«Velkommen efter Du ogsaa!» — det var det sidste Svar, Skolelæreren hørte. Og den Fremmede blev borte i Mørket.
Slig var Hans Nielsen Hauge.
105? KAPITEL.
Der stod et Seilskib Leden ind søndenom Bergen.
Vinden var skral; Skibet seg langsomt frem med alle Klude heist.
Paa Dækket agter, ved Siden af Kapteinen, stod en bondeklædt Mand og stirred mod Nord.
Det var Hans Nielsen Hauge.
«At fortie sin Aands Attraa eller at være stille» havde været Hans Hauges higende Sjæl umuligt; derfor var han allerede straks efter sin Tilbage- komst til Hjemmet paany tagen afsted, denne Gang med Skibsleilighed til Drammen til sin Ven Kjøbmand Møller, sora havde raadet ham til at reise til Bergen, hvor der efter hans Mening vilde være et baade stort og fredeligt Virkefelt for Hauge.
Denne havde fulgt sin Vens Raad og var dragen afsted med første Skibsleilighed, forsynet med behørigt Pas fra Drammens Borgermester.
Nu stod han da, efter en lang og besværlig Reise, og stirred forskende mod Nord, spændt paa, hvordan det vilde gaa ham her i den fremmede By, hvis Folk var saa helt forskjelligt fra
dem, han paa Østlandet var vant til at færdes imellem.
Det var straalende Juliveir. Solskin laa over de blaanende Kyster; Iser drev sin Leg i det blankblaa Vand; en døende Bris af Sydvest fyldte saavidt de tunge, graa Seil.
Hauge blev betagen, der han stod, af en rent uforklarlig Længsel.
Han syntes, han gjerne kunde leve hele Besten af sit Liv derinde i den fjerne By — bare han nu engang fik naa frem. Han drømte Ansigter frem, gode, milde Ansigter, redebonne til at følge Guds Kald, ærlige i sin Vilje og uden Svig. Og han syntes der vokste op derinde mellem Blaa- nerne en stor Herrens Menighed, den Klippe, hvorpaa hele Norges Kirke skulde bygges.
Han drog Pusten dybt.
*Naar tror Du, vi naar frem?» spurgte han Kapteinen.
Denne saa sig om ud over Havet.
«Ikkje idag aa ikkje imaarra,» svared han. «Han løier af; det tør bli stilt til Natten.»
«Saa?»
Hauge vendte sig langsomt bort og begyndte at gaa frem og tilbage paa Dækket.
I to Dage eller kanske mere skulde han gaa her og ingenting kunne udrette!
Det brandt ham som Ild i Bringen; han stansed igjen og vendte sig paany mod Kapteinen.
«Findes det ikke Baadskyds at faa her paa Kysten?» spurgte han.
Kapteinen stod lidt.
«Har Du saa trabelt?> spurgte han endelig.
«Ja,» svared Hauge. «Jeg har vigtigt Ærinde, som li det tør opsættes.»
<1 hvis Ærind farer Du da?» spurgte Kapteinen igjen. «Det er naa væl ikkje netop Kongens?» — han smilte.
«Nei,» svared Hauge. «Jeg farer i Vorherres Ærinde.»
Kapteinen lo.
«Ja, gjør Du det,» svared han, «saa maa Du vel frem.»
Han saa udover Kysten.
«Her bruger fare en og anden Fisker i Baad,* sagde han. «Kanske Du kan faa Skyds med en slig en. Kommer her nokken, skal jeg praie han.s
Hauge takked.
Samme Kveld, da de var saa en ti, tolv Mil fra Bergen, praied Kapteinen en Fisker, som kom roende paa Hjemtur til Bergen, og med denne fik da Hauge Skyds.
Dagen efter gik han iland paa Tyskebryggen og begav sig straks til Raadstuen, hvor han meldte sig og foreviste Politimesteren sit Pas fra Borgermester Strøm i Drammen.
#
Udenfor Bøssesmeden Erik Svartstøls lille Bod i Skinderestræde var der en Stimmel af Folk. Hele Smuget ned kom de gaaende, gamle og unge, stansed lyttende udenfor den lille Port og trængte sig ind. Gadegutter holdt Spektakel udenfor; men derinde sang det
Det var Hans Nielsen Hauge, som hokit Op- byggelse.
Stuen var dørgende fuld.
Ret ned for den Forhøining, hvor Hauge stod, sad en Mand med Hodet skjult i sine Hænder. Det var Erik Svartstøl, Eieren af den lille Bod. Han havde tidligere tilhørt de Vakte af Brødre- menigheden, men var nu bleven saa greben af Hauges Prædiken, at han helt havde gaaet over til ham. Ved hans Side sad Samson Traae, Haringen, Erik Svartstøls gode Ven. Han var blek; Ansigtet talte om Sindets Strid.
Men lidt længer tilhøire, paa særskilt Stol, sad gamle Jomfru Maren Boes, salig Biskop Erik Pontoppidans Husholderske. Hun havde hørt om den store Guds Kraft til Omvendelse, som fandtes i den fremmede Bonde Hans Nielsens Forkyndelse, og vilde nu med egne Øine se og med egne Øren høre, om Rygtet havde talt Sandhed.
Hun sad der da, ventende, i sin sorte Kappe, 70 Aar gammel og værkbruden til sin Kropp, og rundt omkring, bagenfor disse første, sad af Bergens Bys Folk gammelt Folk og Ungdom med Hænder foldede, færdige til at høre.
Salmen var sungen; Hauge begyndte at tale. I Begyndelsen ganske sagte, næsten forknyt; men efierhaanden som Teksten tog hans Sind fangen, blev haus Bøst stærkere og hans Tale friere, og snart sad hans Tilhørerskare greben af en ufor- klarlig Hjertets Varme; somme med Taarer i Øinene, andre alvorligt stirrende; Erik Svartstøl havde løftet sit Hoved; gamle Jomfru Boes havde rykket sin Stol nærmere, og hun nikked med sit Hoved, hver Gang noget nyt blev sagt — nikked som saa hun en gammel Ven, og hun mumled *Ja, ja,» alt indimellem Thi her blev der talt, ikke tørre Ord om sund Fornuft, ikke søde Ord om Guds Naade, men alvorlige, mægtige Ord om Syndens Udryddelse ved Guds Magt og Menneskets Vandring i Kristi Fodspor gjennem Trængsler frem til Salighed omsider.
Der var blevet dødsstille baade i Stuen og langt ud over Smuget, hvor Hverdagens Larm før hersked. Hvert Ord hørtes og blev baaret af den stærke, milde Stemme viden om. Og da Hauge saa omsider slutted med en kort, enkel Bøn og Salmen alter steg, kjendte alle, som om de havde været med til noget stort, forunderligt, og de gik hjem stille og alvorlige med en sval Fornemmelse af at have slaaet Ansigt til Ansigt med Sandheden,
‘ Men da Stuen var tom og Erik Svartstøl med varme Øine tog Hans Hauges Haand til Tak, sad gamle Jomfru Maren Boes fremdeles paa sin Stol og vi lde ikke gaa.
«Kom hid, Du Hans Hauge,» sagde hun; Øinene stod store og stille fæstede paa den fremmede Mand.
Hans Nielsen Hauge kom hen.
Hun fik Tag i hans høire Haand med sin krokede venstre.
«Eg vil takke dokker!* sagde hun skjælv paa Maalet. «Dokker ha bygget meg opi Ja, det er Gudsens blanke Sanning! Dokker ha gjort meg ung, meg gamle Menneskje! — Det var plent, som hørde eg salig Husbond Hans Høiærværdighed Erik Pontoppidan tale — aa det var et Guds store Veir, ser dokker! Ja, det var Most og Marg! Det var Guds Frø, som forslogl»
Hun slapp ikke hans Haand.
sjå, Tak naa, og Velsignels for tdag,> sagde hun; «men se saa op paa Stuen til mig en af Dagene, saa faar vi snakkes ved. Jeg vil ha mer af det Slaget U
Hun reiste sig og satte Staven foran sig.
«Ja, velkommen Du aa Erik Svartstøl,» sagde hun vendt mod denne. «Fast Du er mig for sød!»
Hun nikked med det store tunge Hoved hen for sig selv og gik mod Døren.
Der snudde hun sig.
«Velkommen paa Stuen,» sagde hun og nikked nok en Gang.
Hauge takked. Og det vared ikke mange
Dagene, før han sad paa Stuen hos Maren
Boes og talte om alt det, som hørte Guds
Rige til.
Men Erik Svartstøl, Bøssesmeden, var ikke længer «for sød».
Gjennem Hauge havde han faaet Tag paa
Kristendommens hele Kjærne, og det tog ikke lang Tid, før baade han og hans Ven Samson
Traae havde naadd frem til fald og klar kristelig Erkjendelse.
*
I over en Maaned holdt Hauge uforstyrret sine Opbyggelser i Bergen; men efterhaanden fik han ogsaa her mange Modstandere, som paa alle mulige Maader, ved Støi og Intriger bragte det derhen, at Bergens Politi besluited sig til at skride ind.
Hauge fik en Dag Indkaldelse paa Raadstuen med Ordre til at bringe sine Skrifter med sig og fremlægge dem for Politiretten.
Hauge efterkom Opfordringen.
Der blev dog ikke den Gang foretaget noget Skridt videre imod ham. Man forbød ham kun at holde Bønner, at læse og tale med nogen om gudelige Ting, hvis han vilde undgaa at komme i Fængsel. Samtidig fik han Ordre til at møde senere for Politimesteren og Overpoiitiretten.
Dette Møde løb meget fredeligt af. Hauge blev eksamineret en Smule om sin Lære og svared altid med at henvise til Bibelen.
«Det er ingen Skade,» sagde han sluttelig, «naar Menneskene opbygger hverandre i Herrens Frygt, atlægger Lasterne og lever kristeligt.s
Politimesteren gav ham Medhold heri. «Jar kunde Du udrette noget i denne Henseende,» sagde han, «da var det udmærket; da var Du dygtigere end jeg.»
Hauge smilte.
«Øvrigheden bærer vel ikke Sværdet forgjæves,»
sagde han. «Det er dens Sag at straffe det onde og beskytte det gode!»
Politimesteren lo.
«Straffe det onde kan vi nok,» svared han; «men faa det bort — det er ikke saa lige til.»
«Jo — det vil nok gaa,» sagde Hauge freidig. «Naar man bare beskytter det gode.»
Politimesteren lo igjen.
«Du mener nok dig selv, min gode Mand,» udbrød han; «men vi maa dog erindre Forordningen af 13de Januar 1741, som forbyder Læg- folk at holde Opbyggelsestaler og deslige. Vi maa dog holde os Love og Forordninger efter- rettelige!»
«Ja,» svared Hauge. «Der er og en Forordning, som byder, at hver den, som bander og bespotter Guds Ord, skal sættes i Gabestokken; holdt man sig den efterrettelig, saa er jeg bange for, hele Byen og alt Landet blev fuld af Gabe- stokke!»
Politimesteren var overvunden. Han klapped Hauge venlig paa Skulderen og gav ham Lov til at gaa.
«Du skal senere, saasnart Stiftets Erklæring er indhentet, faa endelig Besked,» sagde han,
«Jeg haaber sikkert, at Stiftamtmanden er ligesaa retsindig og kristelig som Politimesteren,» svared Hauge, idet han tog Farve] og gik.
Da Politimesteren ved Middagstid vandred hjem til sin Bolig, mødte han ved Torvet en høi, statelig Skikkelse, som alt Bergen kjendte. En Mand af før Statur, bredskuldret og stærk, med heit løftet Pande og et brtmøiet Ørneblik, som saa skarpt frem. Næsen var mægtig krummet, Øienbrynene stærke og buskede.
Det var Korskirkens bekj endte Provst, kon- stitueret Biskop i Bergen, Johan Nordahl Brun.
Pobtim esteren stansed og hilste.
«Har Eders Høiærværdighed modtaget noget fra Stiftamtmand Hauch angaaende en vis omreisende Lægprædikant fra Østlandet, Bondesønnen Hans Nielsen Hauge?» spurgte han, da Hilsener var vekslet.
Biskop Brun slog Hodet tilbage og saa Politimesteren med stærke, brune Øine ind i Ansigtet
«Ja, Hr. Politimester, det har jeg, og jeg har alt givet mit Svar i Sagen,» sagde han med mægtig Røst.
Politimesteren saa paa den myndige Præst.
«I ønsker ham fri?» spurgte han.
Johan Nordahl Brun løfted de bevægelige Ørnebryn.
«Ja, det ved min Gud og Skaber, at jeg ønsker,» svared han stærkt. «Maa halvlærde
Folk efter Trykkefrihedsloven skrive frit mod Guds Ord for Millioner, saa maa vel og ulærde, som elske Guds Ord, paa sin Vis tale det frit i privat Hus for et Snes Mennesker!»
«Men hans Skrifter, Eders Høiærværdighed?»
Brun smilte.
«De ere, som venteiigt af en ulærd Mand, lidet sammenhængende og ynkeligt sammenfattede; men de indeholder ingen Lære mod Guds Ord og ere saaledes uskyldige,» svared han. «Han skriver
15 — Hans Nielsen Hatige.
Inkonsekvenser, det er sandt; men saadant kan hænde den bedste. Det bar hændt selve Con- fessionarius Bastbolm!» — Han lo.
Saa haled han i stor Værdighed en Snusdaase op af sin Lomme, bød Politimesteren og klapped ham paa Skulderen.
«Gjør I, hvad I kan for denne ærlige Mand,» sagde han høit, *at han ei bliver af Drenge be- rendt, naar han holder sine Samtaler; saadanne uskyldige Andagtsøvelser i Tugt og Ære finder jeg langt at foretrække for de Orgier med Drik og Udsvævelser, som alt mere og mere taales og griber om sig trods Lov, Forordning og Bergens Bys udmærkede Politi.»
Han tog sig selv en Pris} slog Daasen i, stakk den i Lommen, rakte Politimesteren med et Nik sin Haand til Afsked og gik videre.
Politimesteren fortsatte smilende Veien hjem.
*
Johan Nordahl Brun havde talt, og Hans Nielsen Hauge fik fuld Frihed til at fork ynde Gud i Bergen. Her op holdt han sig lige til November Maaned, da han atter med Skibs- leilighed begav sig hjem. Havde Vindstille hindret hans Færd til Bergen, saa gjorde Novemberstormene det samme med hans Færd til Hjemmet. Han maatte da paany gaa i aaben Baad og ankom til Stavanger, hvorfra han tog Landeveien over Jæderen langs Kysten, idet han overalt holdt Opbyggelser og udspredte sine Skrifter.
Særlig stansed han i Vanse, hvor Bønderne var stærkt paavirkede af Brødremenigheden. Her besøgte han den bekjendte Sognepræst i Vanse Magister Peter Olivarius Bugge, som selv var paavirket af den herrnhutiske Retning.
Bugge interesserte sig meget for Hauges Virk- somhed, hvis Betydning han godt forstod, og da de skiltes, sagde han:
«Om end Præsterne i Mængdevis reise sig mod dig, ja om ogsaa jeg opstaar imod dig, saa hold kun ud; thi Fremtiden er din!»
Fra Vanse drog Hauge nu til Kristianssand og derfra videre til Skien, langs Grevskabemes Bygder og til Drammen, hvor han atter besøgte sin Ven Kjøbmand Møller.
Under Hauges Fravær paa denne lange Reise bavde hans Lære slaaet Rod og spiret i mange af Østlandets Bygder. Allevegne fra sendte man Bud til ham om at komme og holde Opbyg- gelser; han forlod da straks Drammen og begav sig paa nye Reiser.
*
Det var tredie Juledag 1798.
Paa Gaarden Hoen, en af de største Gaarde i Ekers Sogn, stod Gaardens Eier Kristofer Hoen ved Grinden med Hænder i Lommen og Pibe i Mund.
Ude paa Veien holdt en Mand i Spidsslæde en urolig Hest. Manden i Slæden sad i Ulve- skindspels. Han var høi og røslig, rent en Kjæmpe at se til; Skjægget krølled sig graagult og frodigt rundt det høgnæsede, retskaarne An- sigt; brede Næver med Lovaatter holdt Tømmer og Svepe.
Det varEkers bekjendte Lensmand, Jens Gram.
Røsten, naar han talte, var finere end en kunde vente af saa kjæmpestor en Kar; Øinene var lyse- blaa og kolde.
Kristofer Hoen stod og drog paa Piben og saa paa hans Hest, en borket Hest med Bliss i Panden og lyse Hover.
«Det er for vek Hest aat dei,» sagde han.
Lensmand Gram smilte.
cAa, det gaar an,» svared han.
Hoen spytted i Sneen.
«Ja,» sagde han. «Drar ikke Hesten dig, saa drar Du altid Hesten. Men fort blir det naa ikke gaaendes!»
Lensmand Gram lo — en kold Latter.
«Det har vel ikke slik Hast,» sagde han.
Hoen smilte, et muntert, lidt skarpt Smil.
«Aa nei — Du kommer vel mestendels tidsnok der Du kommer,» udbrød han.
(Kan hænde det,» svared Lensmand Gram; han var færdig, sad og tøiled sin Hest og skulde kjøre videre.
Kristofer Hoen tog Piben af Munden.
«Ved Du, at Hans Hauge er kommen til Bygden?» spurgte han med ét,
Lensmand Gram braasnudde Hodet.
«Saa9» sagde han. «Naar da?»
«Han kom igaar,» svared Kristofer Hoen.
Lensmandens Øine blev blaa.
«Hvor holder han til?» spurgte han.
Kristofer Hoen stakk den sluknede Pibe i Frakkelommen.
«Hos mig,» svared han i stor Ro.
Lensm anden blev rød lige opover Panden.
«Det var som Fanden,» udbrød han.
Kristofer Hoens dybblaa Øine i det solbrændte Ansigt tog mørkere Let.
«Nei,» sagde han. «Det var det ikke. Hans Hauge har intet med den Mand at bestille.»
Jens Gram drog spodsk paa Smilen, men svared ikke.
Da sagde Kristofer Hoen:
«Det blir Opbvggelse hos mig Nytaarskvelden. Du er velkommen.»
Lensmand Gram smilte.
«Ja, det torde hænde jeg kom,» svared han,
«Ja, kom Du,» sagde Kristofer Hoen, «Jeg har budsendt Præsten med. Saa faar vi se, hvad galt det kan være at høre Guds Ord, Lensmand,:»
Lensmand Gram nikked og strammed Tøm- merne.
«Ja, vi faar se da,® svared han og kjørte.
Kristofer Hoen gik langsomt opover til Vinterstuen igjen; men i Vinduet, som vendte mod Veien, saa Lensmanden, der han kjørte, et alvor- ligt Ansigt.
Det var Hans Nielsen Hauge.
Nytaarsaften var der Opbyggelse paa Hoen. En hel Del af Bygdens bedste og mest anseede Bønder havde mødt op efter Kristofer Hoens Anmodning. De fyldte ganske den brede, rumme- lige Vinterstue paa Hoen.
Præsten Frederik Schinidt, den senere saa be- kjendte Eidsvoldsmand, var netop kommen, og bag ham sad Lensmanden Jens Gram, paa Embeds Vegne, kjæmpestærk og trygg.
Præsten havde taget ham med, forat han i Tilfælde kunde arrestere Hange, hvis han ikke godvillig vilde afstaa fra Opbyggelsen.
Da Kristofer Hoen saa Præst og Lensmand komme i Følge, skjønte han straks, hvad Bagtanke de havde.
Da han satte ind Hestene, sagde han derfor paa sin egne, lidt skarpe Maade til Lensmand Gram:
«Her er folksomt idag; Du er kanske kommen for at arrestere hele Bygden4?»
«Aa nei — jeg nøier mig med mindre,» mente Gram.
Herpaa svared ikke Kristofer Hoen. «Du faar gaa ind,s sagde han. «Men Stuen er fuld — det kan blive knap Plads for slig en Kjæmpe som digl»
Saa gik han foran Lensmanden ind.
Opbyggelsen skulde begynde; Kristofer Hoen lukked Svaldøren og gav Hauge et betydende Blik. Denne reiste sig straks og gik frem til sin Plads. Han nævnte Numeret paa den Salme, som skulde synges, og saa sig om for at begynde.
Da reiste Præsten Schmidt sig med en værdig Haandbevægelse ud mod Forsamlingen.
*Mine Sognebørn,» sagde han med myndig Stemme, «Før her foretages noget videre, vil jeg læse op for Forsamlingen den kongelige Forordning af 13de Januar 1741; kanske bliver da alt det øvrige overflødigtb
Han kremtede, drog den kongelige Forordning op af sin Lomme og læste den høit under den dybeste Taushed fra Tilhørerne.
Da han var færdig, saa han sig om med et seirende Blik.
tSom I heraf ville erfare,» fortsatte han, «ere deslige gudelige Forsamlinger ikke lovraedholde- lige og desligeste omstreifende Lægprædikanter hjemfaldne til Straf efter Loven. Gaar derfor nu i Stilhed fra hverandre og enhver hjem til sitl Jeg formoder, at I hidindtil af Uvidenlied have forgaaet Eder imod Lov og god Orden!»
Han blev staaende. Der var fremdeles ganske stille.
Da reiste Hauge sig.
«Eders Velærværdighed,® sagde han i sagt- modig Tone «Jeg kjender ret godt den her op- læste Forordning, og ikke er den saa at forstaa, at den forbyder lægt Folk tilsammen at læse og opbygges ved Guds Ord; men om saa var, at et kristeligt Samfund havde en saa ukristelig Forordning, da vil jeg gjøre Præsten opmærk- som paa en anden Forordning, og den heder,» — her hæved Hauge Bøsten —: «Du skal adlyde Gud mere end Menneskeneb
Han satte sig.
Der gik en tilfreds, mumlende Susen gjennein Forsamlingen ved disse Hauges Ord.
Blodet for Præsten Schmidt heftig til An- sigtet. Han vendte sig braat mod Hauge.
«Denne Forsamling gaar fra hinanden!» bød han herskende. «Jeg knever i Lovens Navn Lydighed mod Øvrigheden!» Han skreg det næsten ud, og Lensmand Gram, som sad bag Præsten, reiste sig i hele sin vældige Heide med et hadefuldt Blik paa Hauge.
Men nu reiste ogsaa Kristofer Hoen sig og kora frem.
«Stop!» sagde han. «Sæt dig, Du Grammen! Om Du er dobbelt saa lang, faar Du ingen af os her ud. Disse Bønder er mine Gjæster, og her er mit Husl Den eneste, Du har Ret paa, er Hans Hauge; men først skal Præsten høre, hvad han taler — det er efter Lov og Ret; siden faar det gaa, som det kan!»
Bønderne havde bare ventet paa Kristofer Hoens Ord. Nu reiste de sig alle, og der steg vældig Larm.
a Hør ham først!» skreg de. «Præsten skal høre haml»
Ropene fyldte Stuen, og Præsten Schmidt saa overalt ind i harme Ansigter.
«Godt,» sagde han. «Jeg vil ingen Uretfær- dighed. Lad mig saa høreb
Han satte sig, og Lensmanden, som havde staaet der trodsig og undrende, med et halvt Smil, satte sig som han.
Og atter blev tier Dødsens Stilhed i Stuen.
Nu talte Hauge, varmt og gribende over nogle Veis i Aabenbaringen. Det var en Advarsel mod den store Skjøges Laster, mod Verdens letfærdige Væsen, en brændende Opfordring til at gjøre Rod3 søge Guds Rige og hans Ret- færdighed og gjensidig styrke hverandre i det gode.
Da Hauge var færdig, saa alle paa Præsten Schmidt, som hele Tiden havde siddet med rynkede Bryu,
Nu reiste han sig.
«Efter hvad jeg her liar hørt,» sagde han, «saa finder jeg, at Hauges Forhold ikke alene er lovstridigt, men at hans Foredrag, hvor spækket det end er af Bibelsprog, misforstaaede, slet ud- lagte og upassende anvendte, vidner om, at han selv snarere trænger til Undervisning, end at han skulde have Kald til at undervise andre.
Han har prædiket over Aabenbaringen. Dette alene maatte for den erfarne og forstandige være nok til at vise hans Umodenhed som Lærer i Guds Ord. Min salig Fader, som var saa lærd en Mand, fordristed sig aldrig til at fortolke Aabenbaringen; thi den er en lukket Bog. Men Hans Nielsen Hauge gjør det! For ham er intet umuligtli
Hauge, som stod lige i Nærheden af Præsten, da denne talte, gik nu lige hen, klapped ham venlig paa Skulderen og sagde:
*Nei, nei! Aabenbaringen er ingen lukket Bog; thi ellers havde den ikke faaet Navnet
Aabenbaringen. Vi bruger den hellige Skrift og taler over, hvad vi faa Naadc lii af Gud, enten det er denne Bog eller et andet Skrift af Bibelen. Af os selv er vi intet, jeg Hans Nielsen Hauge saa vel som I; men for Gud er ingen Ting umulig — hans Aand og Kraft skinner over Læg som Lærd.»
Hertil var intet at svare. Præsten Schmidt bed sig i Læben og taug. Saa reiste han sig pludseiig og var atter den mægtige Herrens Tjener.
«Siden fornuftige Forestillinger aldeles er spildte,» sagde han, «saa nødsages jeg til gjen- nem Lensmanden ved den verdslige Øvrigheds Hjælp at bringe denne Mand nd af Sognet, Lensmand Gram, behag at gjøre Deres Ptigt!»
Gram gik lige frem til Hauge.
«Du faar bli med mig,» sagde han; han tog ham i Trøieærmet.
Hauge vendte sig, hurtigere end Lensmanden havde ventet, og fried sin Arm.
«Lensmanden behøver ikke at bruge Vold,» sagde han. «Jeg er lovlydig Mand og skal nok følge!»
Der steg en stor Murren mellem Bønderne. «Sligt er for galt 1» «At øve Vold paa fredelig Mand!» skar det 0111 hinanden.
Men Gaardens Bonde, Kristofer Hoen, kom straks hen og stod ved Siden ar Hauge.
«Loven faar gaa sin Gang,» sagde han. «Men jeg tænker, vi skal mindes Præsten det, han har gjort idag. Farvel, Du Hauge! Du har
Gud med dig. Det er bedre end baade Præst og Lensmand!»
Han tog Hauges Haand i sin og holdt den længe, Saa gik han hurtig ud af Stuen.
Præsten fulgt af Lensmanden og Hauge baned sig nu Vei gjennem Mængden og ud.
Da de stod i Svalen og havde faaet Pelsen paa, holdt der tre Heste med Spidsslæder for Svaldøren. Det var Præstens, Lensmandens og sidst i Rækken Kristofer Hoens egen Hest.
Præsten tog først Plads. Da Lensmandeu skulde sætte sig, saa han efter Hauge.
* Kom hid,» ropte han.
«Nei,» svared Kristofer Hoen. «Det høver sig hverken for Præst eller Lensmand at sidde i Slæde med Hans Ni el sen Hauge. Jeg er en simpel Bonde som han; det er bedst, j e g er Lensmandsdreng idag!»
Han kjørte Hesten frem til Svalen.
«Kom hid og sid, Du Hauge!» sagde han; han holdt den vælige Hest med fast Haand og slog Bjørneskindsfeiden op.
Hans Nielsen Hauge kom hen.
«Skal jeg sidde opi?» spurgte han.
«Javist,* svared Kristofer Hoen. «Ære den, som æres bør. Saa rømmer Du ikke,» føied han til med et Smil.
Lensmand Gram stod og saa paa dette; der var mange Folk paa Trappen.
«Ja, ja,» sagde han, skræved over sin Spids- slæde og satte sig. «Vil Du kjøre Arrestanter, saa gjerne for mig.» Han log Svepen og drog Luen ned over Ørene,
«Ja,» svared Kristofer Hoen. «Naar Hans Nielsen Hauge er Arrestant, kan jeg sagtens være Lensmandskar og Skydsgut. Kjør nu!»
Toget satte sig ivei. Præst og Lensmand foran. Men idet Kristofer Hoen passered Svalen, nikked lian til dem, som nærmest stod. ®Dette skal blive Jnlekjøring!» sagde han lavt.
«Kjør ikke for fort!» ropte han fremover. Mændene paa Trappen smilte og smaasnakked sig imellem. Den Hest, Kristofer Hoen idag havde spændt for Slæden, var Hoenborken, en af Eker Bygds skarpeste Travere.
Det bar ivei ud gjennem Grinden og nordover Ahnandveien.
«Lykke paa Reisen,:» sagde den Bonde, som havde fulgt Præstens Hest gjennem Snefanerne.
«Tak!»
Præsten slog paa.
Og det bar i Trav nordover.
Slig kjørtes der en Fjerdings Vei uden et Ord, lige til de kom til Præstegaarden. Præsten tog til Luen, hilste og viked af; Lensmanden og Kristofer Hoen med Hauge i Sessen kjørte videre. Hele Tiden gik det i jevnt Trav; Kristofer Hoen holdt sin Hest lige indpaa Lensmandens; Silderet af Dombjælderne og Hestehovenes ensformige Knirk dyssed og dø ved.
Paa denne Maade gik det halve Bygden frem, og de kunde vel have saa en halv Fjerding igjen til Lensmandsgaarden.
Da bøier Kristofer Hoen sig frem mod Hauge,
«Sid nu stille,» sagde han lavt. Med ét gav han sin Hest et lindt Rapp over Lænden af Svepesnerten. Den rykked til og lagde ivei.
«Halv Vei 1» skreg Kristofer Hoen. Han viked Hesten og strøg forbi Lensmanden, bare saa Sneen spruted.
Lensmand Gram holdt sin Hest an.
«Hei, stopp!» skreg han.
Men han lik bare et Glimt af Hauges alvorlige og Kristofer Hoens muntre Ansigt. Hoen- borken slog ud i sit bredeste Trav; Sneflingrerne føg oin Ørene paa Hauge, som sad stille og forundret i Sessen; men Kristofer Hoen snudde sig i Sædet, der han sad paa Hundsvotten:
«Velkommen etter,* ropte han smilende.
Lensmand Gram tog i en Ed saa lang som han selv, smurte paa sin Hest og skreg; men Afstanden tnellem ham og dem der fremme blev stadig større, og det sidste han saa af dem, var Kristofer Hoens røde Skjærf kring Hundeskinds- pelsen, idet de forsvandt i den store Sving nord for Lensmandsgaarden.
Det kogte i Lensmanden. Han skjønte godt, at han ikke kunde naa Kristofer Hoen, naar denne ikke vilde, og lige saa sikker var han paa, at Hoen ikke vilde stanse, før han havde kjørt Hauge ud af Bygden og langt ind i et andet Lensmandsdistrikt.
Alligevel syntes han, at han for Skams Skyld maatte kjøre efter. Kanske han paa en eller anden Maade kunde faa Tag paa Hauge og faa ham med sig; han havde jo fulgt frivillig med og var kanske saa pas godslig en Mand, at han fulgte med tilbage. Bare han traf ham.
Harm kjørte Lensmanden videre og spurgte dem, han traf, om de havde seet Kristofer Hoen kjøre forbi.
Jo, det havde de alle,
*Kjørte han fort?»
«Ja. Han havde Borken,» blev der svaret.
Endelig var Lensmanden naadd frem til den sidste Gaard i Eker.
Der fortalte de ham, at Kristofer Hoen for en halv Time siden var faret nordover med en fremmed Mand paa Slæden. Han skulde til Røken havde han sagt.
Lensmanden svor indvortes og för til Røken.
Da han vel var kommen ud af Eker Sogn og frem til en af de første Gaard e i Røken, saa han Hoenborken staa med Hesteklæde over Ryggen opgrimet fremved Grindstolpen.
Lensmanden kjørte lige ind, bandt sin Hest ved Siden og gik ind i Stuen.
Der sad Kristofer Hoen og Hans Nielsen Hauge fremme ved Bordet og drak Kaffe.
«Velkommen efter,* sagde Kristofer Hoen, da Lensmanden stod i Døren.
Jens Gram gik, ildrød i Ansigtet lige hen til de to og slog Næven i Bordet, saa Koppene hopped.
«Det skal Du have igjen, Kristofer Hoen!» ropte han.
Gaardens Folk, som sad ved Aaren, stirred forundrede.
Kristofer Hoen flytted paa sig.
«Hvad naa da, Lensmand?» sagde han og saa troskyldig ud.
«Jeg kjørte ham ud af Bygden, og det var jo det, som skulde gjøres,» fortsatte han.
Lensmanden svared ham ikke, men vendte sig mod Hauge.
«Du bfir med mig,» sagde han, — «og det straks I*
Hans Nielsen Hauge øste i stor Ro Kaffe paa Skaalen.
aNei,» svared han. «Det gjør jeg ikke. Da er ikke Øvrighed her i Røken. Lad Lensmanden her i Sognet komme og arrestere mig, om jeg har gjort noget ulovligt her i Sognet, Vi faar holde os til Loven baade Du og jeg.»
Lensmanden var maalbunden. Han kunde intet gjøre, vaaged det heller ikke; thi Kristofer Hoen havde Skyldfolk her paa Gaarden.
«Ja, ja,» svared han og vendte sig til Kristofer, «men dette skal blive dig en dyr Morro!»
Han løfted igjen Næven.
Nu reiste Kristofer Hoen sig.
«Nei, hør nu et, Lensmand,» sagde han. «Driver Du paa paa denne Maade, saa blir jeg nok nødt til at være Skydskar en Gang til. Men da skal det bh dig, jeg skydser af Bygden. For en Lensmand, som lægger sig efter uskyldigt Folk, ham har vi ingen Brug for paa Eker, og jeg skal være Mand for at faa ham af Bygden, vær trygg paa det.»
Han snudde sig, gik mod Aaren og gav sig til at karve Tobak i sin Pibe.
Lensmand Gram stod længe taus og saa efter ham. Saa snudde han uden et Ord, gik ud af Stuen uden at hilse, satte sig i Slæden og kjørte tilbage samme Vei, som han var kommen.
Men da lo alle de gode Bønder i Stuen, og selv Hans Nielsen Hauge drog paa Smilen.
«Ja, dette var nu egentlig ikke med min gode Vilje, Kristofer Hoen,® sagde han.
«Men med min,» svared Kristofer Hoen.
— Der blev denne Gang ikke lagt videre Hindringer i Veien for Hauges Virksomhed, som han fortsatte i Østlandsbygdernc helt til i April, da han endelig reiste hjem.
Herhjemme blev der da stor Glæde, baade inden hans egen Familie og mellein alle hans trofaste Tilhængere. I store Følger kom de til Hauges Gaard, blev styrket i sin Overbevisning og hented nyt Mod og Kraft til at lide for denne gjennem Hans Nielsen Hauges tændende Tale.
Men Hjemværel blev ikke af lang Varighed. Brev paa Brev kom fra Hauges Venner i Bergen med Anmodninger til ham om at komme.
Blandt disse Breve var der ogsaa et fra Samson Traae, som gjennem Samværet med Hauge var bleven vakt til et virkeligt Kristenliv, Dette Brev rørte Hauges Hjerte; det var ham umuligt at modstaa Kaldelsen længer.
Samson Traae skrev blandt andet følgende:
Kjære Broder!
Du, som har avlet mig i Kristo og født mig som en Moder med mange Smerter, førend Du fik dannet riiig til et velskabt Barn i Kristo I Hvad Kjærlighed jeg har til dig, det kan ikke skrives om. Tak være dig og Gud, som sendte dig hid, mig og andre til Frelse!
Jeg ser dig daglig og ligger nær dit Bryst med Hjertens Kjærlighed; ja, mit Hjerte smelter hen af Sorg og Glæde, naar jeg ihukommer den store Kjærlighed og Godhed, Du havde til mig, for hvilken Kjærlighed Gud være din Belønning i al Evtgbed!
Skulde vi ikke mere sees her i dette Liv, saa give Gud, at vi maa sees i det evige! Dog, jeg attraaer at se dig igjen I»
Hans Nielsen Hauge reiste. Hans Ophold i Hjemmet havde ikke varet mere end i tre Dage.
Han drog først til Drammen, hvor han fik nyt Pas af Borgermester Strøm, derfra til Eker, hvor Lensmand Gram denne Gang arresterede ham og lod ham sidde tre Dage i Arresten, før han under streng Bevogtning lod ham sende op- over til Fogden CoIIett paa Kongsberg. Her blev han underkastet Forhør, men derpaa efter Amtets Ordre løsladt. Efter at have virket paa Kongsberg i iængere Tid drog han videre vestover til Numedal, derfra til Rollag, Nore og Opdal, hvor han traf den senere saa bekjendte Lensmand
16 — Hans Nielsen Hauge.
Tollef Olsen Backe, som en Tid var en af Hauges mest indflydelsesrige Tilhængere,
Fra Opdal gik han paa Ski over til Hardanger og derfra videre til Bergen, hvor han opholdt sig udover Vaaren og Sommeren.
Hauges Venner i Bergen gjorde alt muligt for at faa ham til at tage fast Bopæl i denne Byr hvor han kunde faa leve og virke i Fred. Den gamle Jomfru Boes kaldte ham saaledes en Dag op til sig; hun havde noget særskilt at tale med ham om, sagde hun.
Da Hauge kom, sad hun helgeklædt i sin Stol.
«Du faar sætte dig, Hauge,» sagde hun. «Eg har nokko aa tale ved deg om.»
Hauge satte sig; den gamle Dame kremtede, tog Staven mellem begge Hænder og begyndte:
«Jo, ser Du, Hauge,» sagde hun. «Eg tykkjer, Du sliter saa ondt for Vorherre sin Sag; eg æ kommen udi slig Ømhed over alle dine Forfølgelser og Strabadsier.»
Hun flytted paa Stokken og sad og vugged med Overkroppen.
«No æ det saa, at eg æ ganske formuendes baade med Gaard og Grund, aa saa har eg tænkt, at naar eg no snart skal gaa hjem, saa skulde Du ha det, som efter meg var — om Du vilde slaa dig ned her i Bergen.»
Hun saa godt paa ham.
«Ka sej Du til dette?»
Hauges Ansigt var blevet blekt. Hans Øine tog sløretGlans; detvarnæsten,som Taarerne vitde frem.
Saa sagde han ganske stille:
«I skal ha Tak for al den Kjærlighed og Godhed, I viser mig for Guds Sags Skyld; men det, I tilbyder mig, kan jeg ikke modtage, nei ikke, om I bød mig bele Bergen!»
Jomfru Boes rykked tilbage i Stolen.
«Ka seier Du for Slag?» udbrød hun.
«Nei, ikke om I bød mig hele Bergen!» gjen- tog Hans Nielsen Hauge stærkt.
*Aa koffer ikkje?»
Jomfru Boes’ store, graa Øine stirred paa ham gjennem Brillerne.
«Netop for Guds Sags Skyld,» svared Hauge bestemt. «For mig vilde det være en stor Glæde at sidde her i Bergen mellem gode Venner og have det godt; men for alle dem i det hele Land, som sidder og venter paa et levende Guds Ord
— for dem vilde jeg gjøre Dødssynd ved at slaa mig til Bo her. Jeg vilde sidde som i Brand og Helvedes Luer!»
Jomfru Boes sad lidt, taus. Saa reiste hun sig og gik hen til Hauge.
«Nei, naa maa eg ta deg i Hand,* sagde hun. Og hun tog Hauges Haand mellem begge sine.
«Du æ en Kjærnekar!» udbrød hun. «Gud velsigne dig! Og far Du did, Du vil og skal! Eg ska ikkje friste deg, saa gjerne eg vilde
Hauge reiste fra Bergen i Midten af Juni Maaned, drog gjennem Søndfjord og Nordfjord og Søndmøre, derfra til Nordmøre og ind i Suren- dalen, hvor han i Rindalen holdt Ophyggelse ved
Kirken, men blev bortvist af PrÆsten Fincken- hagen.
Fra Surendalen drog Hauge Landeveien til Trondhjem og kora did i Begyndelsen af August Maaned 1799.
Under hans Fravær fra Hjemmet havde den egentlige Forfølgelse mod hans Tilhængere taget sin Begyndelse paa Østlandet.
Allerede i Mai Maaned var Peder Hansen Roer, som holdt Opbyggelser i Eker, bleven arresteret af Lensmand Gram, sat under Tugt- husret og dømt til Tugthus saa længe, indtil han loved at afstaa fra sin Lægmandsvirksomhed. Tre Dage senere blev lire andre af Hauges Tilhængere, Berger Vetle, Peder Mathiesen, Peder Nordlid og Thorkel Gabestad ogsaa sat fast, efterat de havde holdt Opbyggelse i Hemnes Anneks til Høland.
Senere paa Høsten blev Hauges Bror Mikkel og hans Søskendebarn Paul Gundersen ligeledes fængslede og begge dømt til Tugthus paa samme Vilkaar som før nævnt.
Budskabet om disse Fængslinger fik Hauge under sit Ophold i Trondhjem, hvor en lignende Skjæbne vented ham selv.
Han tilskrev straks sine Venner trøstende Breve, hvori hau tilkjendegav sin Sorg over hans Fienders onde Sindelag og sin Glæde over, at hans Venner fik Anledning til at lide for det godes Skyld.