«hans nielsen hauge i danmark» : forfattet av andreas fibiger

– Sognepræst ved Eliaskirken. En Materialsamling. O. Lose. Kjøbenhavn 1924.

– 5 –

Indledning.

I blandt Guds Riges Forkæmpere i den nyere Tid er der vel kun faa, og i hvert Fald sikkert ingen blandt det troende Lægfolk, som kan sidestilles med hin «en­foldige Bondegut», som han kalder sig selv, Hans Nielsen Hauge, hvis Minde igen i Aar er bleven opfrisket for os i Anledning af 100-Aarsdagen for hans Død d. 29. Marts 1824.

Dette har ogsaa været den ydre Anledning til, at nærværende lille Skrift fremkommer.

Kærligheden til Hauge har været der i mange Aar, og da Interessen for ham var bleven vakt paany ved Jakob B. Bulls friske og gribende Skildring af ham, forsøgte jeg i 1910 ved en Opfordring i «Kristeligt Dagblad» af 16. Febr. at fremskaffe Vidnesbyrd og Oplysninger om Virkningen af hans Besøg her i vort Fædreland.

Redaktionen støttede denne Opfordring ved en Artikel af 1. Marts s. A., der slutter saaledes : «Interessant vilde det være at faa opklaret, om der i pri­vat Eje skulde være Minder og Dokumenter, der kunde kaste lidt Lys over Hauges Betydning for dansk Kri­stenliv i det 19. Aarhundredes Begyndelse».

Der kom ogsaa adskillige Svar paa denne Henven­delse (bl. a. fra Pastor Spandet, Hjortlund, Pastor Møller, Kærum, Pastor Voldum, Hjembæk, Provst

– 6 –

Gøtzsche, Herning, Pastor Høy, Christiansfeld, For­stander Herskind, Rønde, Pastor Degenkolv, Hornum, Pastor Blauenfeldt, Kjørup, m. fl.), saa Spørgsmaalet viste tydeligt, at Interessen paa dette Punkt var le­vende; men alle de indløbne Svar kunde desværre kun henvise til allerede trykte Kilder. Kun den gamle Provst Edv. Paludan i Søndbjerg opgav mig Navnet paa en Kvinde, som han formodede (fra sin Præstetid i Idom nu for 45 Aar siden) mulig vidste noget om Hauge fra hans Besøg i Danmark. Jeg skrev straks i Marts 1910 til den paagældende, men fik intet Svar.

Vi er altsaa komne for sent i denne Sag som i saa mange andre paa Grund af, at der er saa uhyre faa, der har historisk Sans. Vi er urolige, forjagede og fremad vendte, bestandig higende efter nyt, og naar man saa endelig en Gang besinder sig og spørger efter de henfarne Tider og Slægter, saa gaar det som her : man har kun nogle faa trykte Meddelelser at holde sig til, medens de, der kunde give det personlige, levende Vidnesbyrd, er borte. De fleste af os har oplevet noget lignende i Forholdet overfor vore egne Forældre.

Et typisk Eksempel paa denne Mangel paa histo­risk Sans og utrolige Overfladiskhed har vi — i Paren­tes bemærket — i Spørgsmaalet om Salmedigteren Bi­skop H. A. Brorsons Grav i Ribe Domkirke. Brorson døde kun to Menneskealdre før H. N. Hauge (1764) ; men ikke desto mindre ved den Dag i Dag ingen, hvor han er begravet. At han blev begravet i Domkirken, ved man; men hvor ? Ja, det var der ingen, der tænkte paa at markere, — ih, det vidste jo da alle i Ribe, ikke sandt ? de havde jo alle været med til Biskoppens Be­gravelse, saa det var da ingen Nytte til at skrive det op. Men lidt efter lidt døde de, en efter en, og til sidst

– 7 –

døde den sidste, der vidste det, — og nu er der ingen, der ved det.

Saadan er det ogsaa gaaet med H. N. Hauges Besøg i Danmark. De faa, der den Gang virkelig kunde skrive om det, nemlig Præsterne, mente, af gode Grunde, at det var bedst at forbigaa denne Fanatiker og Sværmer i størst mulig Tavshed. Hans Venner i det jævne Lægfolk var sikkert ikke meget skrivende paa den Tid, og — saa manglede den historiske Sans hos dem, han kom i Forbindelse med, som kunde — og burde — have skrevet.

Ingen kan mere end nærværende Udgiver beklage, at Kilderne er saa faa og smaa, ja, man er nærved at maatte gøre Undskyldning for, at man alligevel forsøger at udgive noget om Hauges Besøg i Dan­mark, fordi det faktisk kun kan blive Suppe paa en Pølsepind; men Personen er alligevel saa stor og Sagen saa betydningsfuld, at det dog maaske kan have sin Interesse. Og i hvert Fald kan man saa faa de faa og spredte Akter fra denne Periode samlede paa ét Sted.

Foruden de positive Oplysninger tilføjes der — efter Forlæggerens Ønske — nogle spredte Meddelel­ser af forskellige samtidige Præster, hvis Udtalelser om den haugianske Fanatisme er karakteristiske for de paagældende og typiske for Tiden, — samt et Par Ar­tikler i Anledning af 100 Aars-Dagen for H. N. Hauges Død.

– 8 –

Hans Nielsen Hauge i Danmark.

Biskop Chr. Bangs Vidnesbyrd.

To Gange – i Aaret 1800 og i 1804 – har Hans Nielsen Hauge besøgt vort Fædreland.

I sin fortrinlige Bog : «Hans Nielsen Hauge og hans Samtid» af den norske Christiania-Biskop A. Chr. Bang (3. Oplag, Christiania 1910), — uden Tvivl den fyldigste og paalideligste, paa talrige, samtidige Kilder opbyggede Skildring, der findes af den hele Bevægelse, —  meddeler han (S. 220 flg.) om den første Rejse :

Hauges første Rejse til Danmark.

«Ud paa Vaaren 1800 gjorde Hauge sig færdig til at rejse til Kjøbenhavn. Forsynet med Pas fra Borgmesteren i Frederiksstad tog han med Skibslejlighed fra denne By til Helsingør og derfra videre tillands til Danmarks Hovedstad. Paa denne Rejse var han led­saget af sin Ven Peter Meier, Søn af gamle Ole Meier i Kristiania og en Mand af «sagtmodigt Temperament“, der var «tjenstvillig, flittig og gjorde mange Opofrelser for at udbrede Kundskab om Livets Vej».

Hensigten med denne Rejse var dels den, at han nær­mere vilde undersøge, i hvilket Forhold dog Regjerin­gen egentlig stillede sig til hans Virksomhed, dels og fornemmelig at foranstalte nye Oplag af sine Skrifter.

– 9 –

Thi alle hans forhen udgivne Bøger var nu udsolgte; hans første Skrift «Betragtning over Verdens Daarlighed“ havde allerede oplevet 3 Oplag, Bogen «Om Guds Visdom» 2 og «En Sandheds Bekjendelse“ 3 Oplag.

Det kom «klarligen tilsyne, hvilken Indgang hans Tale havde faaet over hele Norge».

I Kjøbenhavn udfoldede Hauge en storartet og rastløs Virksomhed; han havde Anelse om, at den Tid kunde komme, da han vilde blive «forhindret med (d. e. fra/red.) at trykke», derfor maatte han benytte Lejligheden, medens den gaves. Han lod da trykke nye Oplag af alle sine før udgivne Skrifter med Undtagelse af «Anvisning til nogle mærkelige Sprog» ; Oplagenes Størrelse sættes vistnok med Rette til 4 á 5000 Exemplarer. Af nye Skrifter udgav han under dette sit Ophold i Kjøbenhavn følgende :

1. «Den kristelige Lære, forklaret over Epistlerne og Evangelierne, som indeholde korte Grunde over deres Mærkværdighed, — der overbeviser de hykkelske Bekjendere med de Vantro, som falsk trøste sig ved Guds Naade i Kristo, — og lære, hvorledes den annammes af de oprigtige troende Jesu Efterfølgere. Forfattet af den i sig selv ringe Bondesøn Hans Nielsen Hauge, i Tune Sogn i Akershus Stift» (1ste Del 586 Sider, 2den Del 336 Sider).

I Rigsarkivet findes en haandskreven Recension over denne Bog af Digteren, Presten Frimann; her staar blandt Andet Følgende at læse :

» . . At der blandt Fortidens Fanatikere her i Lan­det har været nogen større i Uforskammethed, tvivler Recensenten om … At kaste saamegen Stænk paa den offentlige Lærestand, samt paa den offentlige Gudstje­neste, at indprente Almuen saadanne Sætninger som

– 10 –

f.Ex. at det paa Sabaten er Synd at redde sit Korn, naar det nemlig staar i Fare for at beskadiges paa Marken (NB. herom taler dog Hauges Postil intet); at sige offentlig, at Fornuften duer ikke noget i aandelige Ting, men kun forvilder; at udkramme saadanne Sætninger ej alene mundtlig, men og paa Tryk just i saadanne Bøger, som Bønder tror sig forbundne til at læse hver Helligdag : skal saadant taales ? Burde saadanne Skrifter i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede opnaa en Alder af 5 á 6 Aar og divulgeres over hele Landet ? . . . For saadanne vanskabte Fostere som denne Hauges Postil maatte nok Almuen forskaanes, da den har nok tilforn af Mystik og Overtro i de gamle Andagtsbøger, der stedse, som man desværre ser, fødes paany og saa vældelig hindrer renset Smag og Oplysningens Aand at udbrede sig blandt dem».

Anmel­deren slutter med at ønske, «at denne vandrende Hr. Fader (d. e. Hauge) maatte komme betids velforvaret i Rolighed paa et verdsligt eller aandeligt Sorgenfri, hvor han til Tidsfordriv i ledige Stunder jo endnu kunde divertere sig med Dragen i Aabenbaringen og smaasnakke med sin gamle Monfrere : Mikael og hans Engle».

Dette Værk er for største Delen bleven til under Hauges Ophold i Trondhjems Tugthus. Bogen indeholder korte Udlæggelser af Kirkeaarets Epistler og Evangelier. Texterne forklares ofte allegorisk, og det opbyggende og vækkende Element er det mest fremtrædende. Den troesstærke Forfatters Hjerteslag for­nemmer man gjennem det Hele; træffende Bemærkninger, slaaende Enkeltheder, geniale Tankelyn møder En saare ofte; og hele Indholdet er gjennemført anvendt paa Samtidens tvende stridende Magter : den Haugeske

– 11 –

Vækkelse og dens Modstandere. Heri ligger ogsaa Grunden til den stærke Udbredelse, dette Arbejde fik; thi Samtiden kjendte sig selv igjen her, belyst i det guddommelige Lys. Rationalisterne rasede, de Kristne opløftede deres Hoveder.

2. «Kristelige Levnets-Begler, uddragen af Friderich Eberhard Collins «Voldsomme Indtrængelser i Guds Rige“. Tilligemed nogle aandelige Sange. Til Trykken befordret af Bondesønnen Hans Nielsen Hauge i Tune Sogn i Akershus Stift i Norge“. Denne lille Bog indeholder Formaninger til Omvendelse og Helliggjørelse og vejledende Raad under samme. Af de vedføjede aandelige Sange er 3 ældre Kjærnesange og 4 forfattede af forskjellige af Hauges Venner.
3. «Kristendommens Lærdoms-Grunde, som inde­holder om den Strid, Trængsel og Arbejde, som de Kristne haver. Uddragne saavel af de gamle Lære- Fædres Skrifter, som de nuværende lige-tænkende og -sindede Bekjendere. Samlet og rettet efter de Enfol- diges Forstand af Hans Nielsen Hauge, Bondesøn i Tune Sogn i Akershus Stift i Norge“. Iste og 2det Hefte.

1ste Hefte indeholder :

a) «Lærdom af Andres Bespottelse og Forfølgelse for Kristi Navns Skyld; uddraget af (F. E. Collins) Kristi Lidelses Samfund».

b) «Kopi af forskellige Sendebreve, skrevet til Oplysning, Trøst og Overbevisning for og om Kristen­dommens nuværende Tilstand, Trængsel og Forfølgelse“. Disse Breve, forfattede dels af Hauge selv og dels af hans Venner, er vigtige Aktstykker til Begivenhederne i 1799 og 1800.

– 12 –

2det Hefte indeholder :

a) «Nogle Lærdoms-Grunde, uddragne af (Pontoppidans) Troens Spejl“. Et sammenhængende Uddrag af det bekjendte Skrift af Pontoppidan.

b) «Nogle Overbevisninger med Lærdoms-Regler, skrevne ved Aandens Mindelse Tid efter anden, som det er forekommet i Tankerne». Disse «Overbevisnin­ger», d. e. Vidnesbyrd i Sjelen, Strøtanker, Aforismer er uden Sammenligning det Bedste, Hauge har skrevet; og de er blevne til paa følgende Maade : Hans indadvendte Sind er altid i Virksomhed, enten han sidder i Fængsel, eller han gaar paa Landeveien, eller han farer paa Vandet. Saa stiger der op af det rige Indre Lys­glimt og geniale Tanker over en eller anden aandelig Materie; hvad der saaledes er «forekommet i Tan­kerne», nedskriver han paa et løst Stykke Papir for at bevare det. Det er en Samling af saadanne Strø­tanker, han her har ladet trykke.

c) «Kopi af nogle fortrolige Breve, som er skrevne af og til fortrolige Kristne».

Af disse Breve er intet af Hauge selv; de er skrevne enten til ham eller til Vennerne indbyrdes. Med nogle af Brevene følger gudelige Sange.

For at faa trykket sine Skrifter satte Hauge hele 4 Bogtrykkerier i Virksomhed, af hvilke det ene arbeidede næsten uophørligt i 4 Maaneder for hans Regning, nemlig S. A. Thiele, P. H. Høeckes Enke, C. T. Holms Enke og H. S. L. Winding. Selv havde han Logis hos Bogtrykker Høeckes Enke. (Meddelt i Alfred Hauge : H. N. Hauge. Christiania 1924.) Selv arbeidede han paa det mest rastløse fra Kl.3  om Morgenen til 10 om Aftenen med at læse Korrektur, gjøre Forbedrin-

– 13 –

ger i sine ældre Skrifter, ordne Manuskripterne til sine nye; ved Siden heraf var han ogsaa beskjæftiget med at hjælpe til ved Trykningen og med at indpakke og forsende de trykte Sager op til Norge. Med dette Arbeide var da ogsaa Peter Meier ham behjælpelig.

Alfr. Hauge meddeler ligeledes, at Hauge tidligere havde faaet Bøger trykt i København, og denne Bogtrykker anbefalede ham til Kolleger. Der var Dage, da han havde indtil 5 forskellige Korrekturer at læse. Men trods alt dette fandt Hauge dog Tid til at se paa Papirfabriker i Københavns Omegn, og det saa vel, at han lærte deres Maskineri at kende.

Som før antydet var det Hauges Hensigt under sit Ophold i Kjøbenhavn at undersøge den Dansk-Norske Regjerings Forhold til og Opfatning af hans Virksomhed. Hauge, der — som de Norske Bønder overhovedet — var i høieste Grad loyal og fra Barndommen af var vant til kun at tænke godt om «Guds gode Re­gjering», kunde vanskelig tro, at den Virksomhed, hvor­til han med saa stor Sandhed følte sig kaldet af Gud, skulde misbilliges af Konge og Regjering.

I Norge var jo ogsaa Øvrighedens Holdning forskjellig; hvad man i Kristiania og Trondhjems Stifter ansaa for Lov-overtrædelse, lod man i Bergens Stift gaa upaaagtet hen. Det syntes saaledes ikke at være uden Grund, naar Hauge antog, at Forfølgelsen mod ham hverken var begrundet i «Kongens Villie» eller i Landets Lov og Ret, men i de enkelte Autoriteters ukristelige Had mod Sandheden. Hauges Opfatning af sin Stilling til Styrelsen minder stærkt om Luthers Opfatning af sit Forhold til Paven i Begyndelsen af hans Fremtræden.

Der er dog intet Spor til, at Hauge under sit Op­hold i Hovedstaden personlig har henvendt sig til Re-

– 14 –

gjering og Konge; derimod oversendte han til Politi­mesteren i Kjøbenhavn et Exemplar af alle sine der­steds trykte Skrifter; Rygtet havde ogsaa sagt ham, at hans Modstandere havde indsendt hans Bøger til Cancelliet, og da han nu udfoldede sin Virksomhed lige for Regjeringens Øine, uden at denne lagde ham nogen Hindring i Vejen, saa levede han da i den gode Tro, at han ikke handlede anderledes, end «lovmæssigt og ret var“.

Naar han imidlertid af Regjeringens Taushed uddrog den Slutning, at den bifaldt hans Virksomhed, da kom de senere Begivenheder kun altfor tydeligt til at give tilkjende, hvor han i dette Stykke havde taget feil. Efter al Sandsynlighed havde Cancelliet paa dette Tidspunkt samme Opfatning af Hauge, som Prof. Nyerop og Andre, der havde omtalt Lægmandens Bøger i «Lærde Efterretninger“, nemlig at det Hele var noget uskadeligt pietistisk Nonsens, som man kun for Kuriosi­tetens Skyld værdigede Omtale, men som man ikke nærede nogen Frygt for at skulle «gribe om sig“, da Tiden der­til var altfor «oplyst“.

Hauge, der endnu ikke i nogen synderlig Grad havde tiltrukket sig Regjeringens Opmærksomhed, blev saaledes ganske overseet, og man lagde ikke videre Mærke til ham under hans Ophold i Kjøbenhavn.

Hvordan Hauge forstod at tyde Tidernes Tegn og saa Fremtiden afspeilet i Samtiden, det fremgaar paa en mærkelig Maade af et Brev, han under sit Ophold i Danmarks Hovedstad skrev til sine Venner i Norge. «Fra det Første, Gud kaldte mig til sin Tjener at bekjende hans Navn, da saa jeg vel strax, (at) Trængsel vilde møde; (jeg) kjender nu, at Kraften voxer, og haaber, at Gud giver den med Taalmodighed mere og mere til at overvinde“.

Nu er der dog et kort Havblik

– 15 –

før Stormen, nu «medens Kaldelsen sker, og Folket siger til hverandre : Lader os staa op at høre, hvad for Ord udkommer fra Herrens Mund“. Men værre Tider forestaar; Guds Langmodighed med dem, der ei annammer Ordet, ophører snart; «thi efter at det Gode er tilbudet og bliver foragtet, saa vil Straffen komme“; da vil man «faa at se, at en Profet haver været midt iblandt dem“.

— «Guds Børns Trængsel vil tiltage herefter;. . . thi formaner jeg Eder, at som Josef kjøbte ind i den gode Tid Korn til Legemets Føde for at have, naar den dyre Tid kom, . . . saa I da meget mere for­syner Eder med Sjelens Føde. Thi den Tid kommer, som Herren truer med, at Hunger skal blive ikke efter Brødet og ei Tørst efter Vandet, men efter at høre Herrens Ord. Og dette sker fornemmelig ved, at han tager sin Helligaands Kundskab og Overgydelse fra de Ulydige og Utro, ja han forbyder sine Redskaber at veilede eller prædike for de Onde. Thi de, som ikke vil tro Sandheden, skal gives hen i kraftige Vildfarelser“.

Udpaa Høsten rejste Hauge tilbage til Norge, og her var hans Nærværelse paa flere Steder nødvendig. Den stærke religiøse Gjæring i Gemytterne truede i enkelte Egne med at komme ud paa Afveie; af de Haugeske Lægprædikanter var der nogle, der havde liden Indsigt i at lede bekymrede Sjele ind paa ret Vej ; blandt de flere Tusinde, der var grebne af Bevægelsen, var der mange, der kun besad liden kristelig Oplysning; og hvad der var det Værste, Præsternes Holdning ligeoverfor Vækkelsen, deres totale Mangel paa kristeligt Syn, deres Forsøg paa at «modarbejde“ det Aandens Veir, som blæste, tjente desværre alt for meget til at skabe Forvirring og til at drive dem, der

– 16 –

var komne ud paa aandelige Afveie, længere frem paa samme.

Han var, da han var her første Gang, kun 29 Aar gl.

Hauges anden Rejse til Danmark.

Man maa gøre sig klart, at der paa denne Tid indenfor de opvakte i Danmark er Tale om en dobbelt Strømning.

Den ene er Brødremenigheden fra Herrnhut, her særlig repræsenteret ved Menigheden i Christiansfeld og ved dens overalt i Jylland virkende Udsendinge, som kaldtes «Emissærer».

Den anden er den selvstændige jyske Opvækkelse, der repræsenteres af tre Bønder fra Vejleegnen, og som senere gik over i den Bevægelse, der er kendt under Navnet «De stærke Jyder“. Det var fristende at komme ind paa en udførlig Omtale heraf; men det maa være nok lige at antyde et Rids af tre af denne Bevægelses Mænd.

Vi giver atter Biskop Bang Ordet. Han gør i Om­talen af Hauges anden Danmarksrejse (S. 316 flg.) opmærksom paa, at Rationalismen var trængt endnu mere igennem i Danmark end i Norge; men at de to Opvækkelses-bevægelser dog ikke har noget fælles Udspring. Uafhængigt af hinanden begyndte Aandens Vejr at blæse omtrent samtidig i Danmark og i Norge; men senere kom de opvakte i Forbindelse med hinanden, og Danmark blev saaledes ej heller forskaanet for den Haugeske «Gift“, som det hed i Datidens Sprog. Biskop Bang fortæller :

1.    «Peder Frandsen, eller, som han i Almindelighed kaldes, Peder Rytter, fordi han i sin Tid havde gjort Ryttertjeneste, var hjemme i Uldum Sogn ved Horsens.

– 17 –

Opvakt til kristeligt Liv — som det synes et Par Aar efter Hauge optraadte han paa samme Vis som denne med indtrængende Formaning til Omvendelse og Helliggjørelse.

Han giver Indtryk af at have været en sjælden aandelig begavet Mand, frimodig i Bekjendelsen og af et ægte kristeligt Alvor. Snart tørnede han sam­men med sin Sognepræst Hans Resen Steenstrup, der fik ham fængslet; men efter Rettergangen paa Thinget i Veile blev han sluppet paa fri Fod; «med Bibelen i Haand lærte han Presten og Dommeren at tie“.

Han levede nu sine Dage i Fred som «Tjenestekarl og Lærer», indtil han døde i Aaret 1806 eller 1807.

2.     Jens Andersen, Tjenestekarl i Nebsager Sogn i Aarhus Stift. Denne Mand sees ikke at have optraadt som Lægprædikant, men virket ved Sygebesøg og Samtaler med den Enkelte, hvortil han vistnok havde ikke liden Begavelse. Den personlige Kapellan i Sognet, Hr. Friis, havde ved sin uprestelige Lethed i sit Liv op­vakt de Alvorliges Forbitrelse mod sig; Jens Andersen havde heller ikke sparet Kapellanen, naar han talte om ham. Friis anklagede nu Andersen for Øvrigheden, Forhør blev optaget 1802, Vidner af hørtes, og det viste sig, at Jens Andersen havde erklæret Friis for «ikke omvendt», at han «ei havde Guds Aand», at han «holdt med Synden, Kortspil og Dans“» og at «en saadan Lærer som han var et brugbart Redskab i Satans Haand».

I en Skrivelse til Retten søger Jens Andersen at be­vise Sandheden af sine Beskyldninger, en Skrivelse, i hvilken han med stor Alvor og Dygtighed viser det baade Usømmelige og Ukristelige ved at deltage i eller bifalde slige Ting som Kortspil og Dans. Den Kristne gaar «alene og ligefrem efter det Nyttige» og fornæg-

– 18 –

ter «det Tilladelige, hvormeget mere det aabenbare Syndige, Skadelige og Farlige».

At Friis ikke var en omvendt Mand, mente Andersen maatte fremgaa klart deraf, at han havde «befalet Adskillige af Menigheden, at de, naar jeg ved Lejlighed kom i Huset til dem og formanede dem, skulde med Hug udprygle mig».

Af dette maatte det være klart, af «hvad Aand» Presten dreves. «Her er det jo klart, at Friis er uomvendt og taler ikke af den milde og overbærende Kristi Aand«.

Indlæget hjalp dog ikke. Jens Andersen blev «formedelst hans Sygebesøg og ærerørige Beskyldninger mod hans og Menighedens foresatte Lærer» idømt en Mulkt af 31 Rdl.  Denne Mulkt vilde han ikke betale, hvorfor han blev indsat paa Nyborg Fæstning, hvor man haabede, at «hans Sværmeri vilde tabe sig». Hans senere Skjæbne er mig ubekendt.

3.    Peder Larsen (eller Laursen paa jydsk Bondemaal), Bonde i Raarup Sogn i Aarhus Stift, om hvem Professor Muller vistnok med Urette antager, at han «efter Hauges Exempel og Opmuntring optraadte som Kirkens Reformator».

Denne Mand, der var af en ikke ringe Begavelse og Oplysning og nidkjær i Aanden, kom nu snart i Kollision med sin Sognepræst, Hr. Brøchner, og det første Sammenstød i Aaret 1799 var foranlediget af, at Præsten vilde indføre den Evange­liske Salmebog, hvilket Peder Larsen modsatte sig.

I Begyndelsen af følgende Aar (20de Januar 1800) henstillede Peder Larsen en vidtløftig Fremstilling til Sognepræsten, i hvilken han bebreider ham for følgende pastorale Synder :

a)  at han opholder sig selv og Menigheden i Ubodfærdigheden ved Levnet og Lærdom.

b)   At han ikke advarede sin Menighed for deres Veies

– 19 –

Vildfarelse, men ved urigtige, upassende og beskaarne Lærdomme snarere opholder dem derudi.

c)   At hans Prædikener er blottede for al rigtig An­vendelse efter Menighedens Tilstand, urigtig og beskaaren i det, han lærer og tillader.

d)  At han overtræder Guds og Kongens Villie og op­holder Menigheden i Ubodfærdighed, tillader og for­svarer uretfærdige Forsamlinger, samt søger at gjøre sand Gudsfrygt mistænkt.

Afskrift af denne Skrivelse, som man naturligvis antog, at dens Forfatter havde skrevet «stolt af sin Skinhellighed», sendte Brøchner til sin Biskop, men der blev ikke foretaget Noget ved Larsen, før Biskoppen i Anledning af Forfølgelserne mod Jens Andersen i 1802 paalagde Brøchner at give Efterretning om «Sværmeriet i Egnen». Sognepresten henledede da Biskoppens Opmærksomhed paa de «haarde Beskyldninger», Peder Larsen havde fremsat mod ham, og nu faar da Presten fri Sagførsel for at forfølge sin Modstander ad Rettens Vei. Sag blev altsaa anlagt; Peder Larsen gjentager sine forrige Beskyldninger og tilføier desuden følgende nye :

e)   At Presten tillader Helligdagenes Misbrug, Lege- og Julestuer, Sværgen og Banden og ikke foregaar Me­nigheden med et godt Exempel.

f)   At han og hans Husgesinde selv giver Anledning til Forargelse.

g)  At han ikke indfinder sig hos Syge, naar han kaldes, før det er forsilde og til ingen Nytte.

h)  At han ved at holde Ligtaler over Døde handler mod Ritualets Bydende.

Vidner blev nu af hørte baade pro og contra. Peder Larsen havde fremført som Vidner for Sandheden af

– 20 –

sine Beskyldninger nogle, der «kalde sig Opvakte», og hvis Vidnesbyrd gik ud paa, at «Prestens Læresætninger ere saare uoverensstemmende med Skriften», at han «prædikede Pligter og Dyder istedetfor Gjenfødelse og Omvendelse», — at han «prædikede Levnets Pligter at fly det Onde og gjøre det Gode, men sjelden Omvendelse«, at han (dog udenfor Prædikestolen) havde formanet til at afholde sig fra Peder Larsens Forsam­linger o.s.v.  o.s.v.

Sognepresten lod da paa sin Side flere af sine Sognemænd afhøre, og han fik af dem det Skudsmaal, at han var «en aarvaagen og nidkjær Embedsmand, at han ingensinde forsømte sit Embedes Pligter i eller udenfor Kirken»  o.s.v.  o.s.v.

Peder Larsen blev nu for sine «skammelige og med fuldkomment Overlæg gjorte Beskyldninger» idømt en Mulkt af 30 Rdl., hvil­ken Dom han ogsaa modtog, idet han erklærede, at naar Presten nu var «fornøiet og havde faaet den attraaede Ære eller Hevn», saa var han det ogsaa, hvad hans egen Person angik. Forresten takker han Herren, at han har aabenbaret sin Sandhed for de Umyndige, me­dens den var skjult for de Vise og Kloge«.

Evigheden syntes ham for kort til herfor at prise sin Frelser. Men nu som før vilde han fortsætte med at «forkynde hans Pris og opvække og forkynde sin Næste, om de ikke Karske og Sunde, som enten efter Natur og Embede ere utrængende, saa dog de Enfoldige, Ringe og dem, der havde ondt«.

Hvad jordisk Tab og Fortræd han herfor end skulde lide, vilde han bære med Taalmodighed; thi han havde lært «af Ord og Erfaring, at en Mands (mindre en Kristens) Liv bestaar ikke i hans Gods, men deri, at han lader sit Hjerte forvare fra Øienskalkhed, og forener en god Samvittighed, en kri­stelig

– 21 –

Ydmyghed, en stille Hengivenhed, en sand Tro_r en virkende Kjærlighed, en forsigtig Nidkjærhed og en alvorlig Bestandighed med hverandre».

Biskop Bang fortsætter nu efter saaledes at have givet et Rids af de jyske opvaktes Førere :

«Rygtet om Hauge og hans Gjærning naaede nu Jylland; Peder Larsen indtraadte i Brevvexling med sin Aandsbroder i Norge; der kom Enkelte over fra Jylland til Egnen omkring Kristianssand, og Haugianeren Ole Olsen Bache reiste i 1803 ned for at besøge Brødrene i Jyland.

4de Søndag efter Hellig Trekonger havde Peder Larsen Barnedaab og Ole Bache var en af Fadderne; Dagen havde man tænkt at ende med en Opbyggelse, hvortil Flere var samlede, og hvortil man ogsaa pligtskyldigst havde indbudt Presten og Sognefogden. Disse indfandt sig da ogsaa, medens man endnu sad til Bords. Ole Bache holdt sin Bøn efter Maaltidet, Peder Larsen afsang et Par Vers, hvorpaa han spurgte Presten, om det maatte være den tilladt at holde Opbyggelsestale, der af Gud havde faaet Naadegave i denne Retning.

Paa Prestens Spørgsmaal, hvem denne da var, fik han det Svar, at det var Ole Olsen Bache.

Sognepresten eftersaa nu hans Pas, det var i Orden; men Brøchner vilde ikke tilstede Ordet at have sit Løb, erklærede meget mere, hvad der dog ikke var efter Sandheden, at den «Kongelige allernaadigste Forordning af 13de Jan. 1741» ikke tillod slige Forsamlinger, ligesom han ogsaa fandt saameget mindre at kunne tilstede nogen Opbyggelse, som der var Gjestebud; Bordet var endda ikke ganske afdækket, og der var baade Mænd og Kvinder tilstede. Efterat have givet tilbedste sin Lovfortolk­ning og sin øvrige pastorale Visdom, gik nu Hr. Sogne­presten ledsaget af Hr. Sognefogden, idet han endnu

– 22 –

engang diskede op med den «Kongelige allernaadigste Forordning», der befalede slige Forsamlinger afholdte ved «lys Dag, og ei i Aftentimerne».

Enten der nu dennegang blev holdt Opbyggelse alligevel, eller ikke, derom vides Intet; derimod ved man, at Ole Olsen Bache opholdt sig blandt Vennerne i Raarup Sogn hele Vinteren udover.

Vi kjender os igjen her fra hvad vi har set i Norge; samme Pavedom fra Prestens Side, samme Spænding mellem Embedet og Lægfolket, samme Modstand, samme Strid.

Imidlertid synes det dog, som om de Vakte i Jylland eller de saakaldte «stærke Jyder» paa en mere ubesindig Maade personligen anfaldt de rationalistiske Prester, end Tilfældet var i Norge, skjønt der vistnok ogsaa her ofte faldt skarpe Ord.

Saaledes var Tilstanden i Jylland, da Hauge i Begyndelsen af August 1804 fra Kristianssand paa sit eget Skib, Jagten «Prøven», satte over til Halvøen til stor Forfærdelse for Rationalisterne i Danmark. Efter at være stegen i Land i Byen Horsens vandrede han omkring i Egnen ved Veile blandt «de stærke Jyder» og besøgte Peder Larsen, hos hvem han holdt Opbyggelsesforsamling, uden at Sogneprest Brøchner fik Besked herom, før han var reist.

Professor Muller antager, og det vistnok med Rette, at det var paa Hauges Opfordring, at Peder Larsen i dette Aar fremtraadte som Forfatter, idet han i Haderslev udgav sin Bog : «Ufuldkommens Sangoffer i nogle visse Tilfælde o.s.v. Ved Guds Naade forfattet af en i sig ringe og foragtet Bonde ved Navn Peder Laursen“.

Efter en løst henkastet Yttring af Presten Brøehner : «man har sagt, at Hans Hauge og Peder Laursen

– 23 –

ei havde synderlig Samkvem med hinanden», har man senere faaet ud, at «det kom ikke til nogen ret Forstaaelse mellem Hauge og de vakte i Jylland», og at han «gjorde ingen Fremgang blandt Jyderne“.

Vist­nok er det saa, at hans Prædiken ikke slog an i Dan­mark i den Grad som i Norge, dels paa Grund af Forskjelligheden i Nationalitet, dels fordi han under sit Ophold dernede baade var sygelig paa Legemet og tillige trykket i Sjelen af det Uveir, han mærkede trak op over ham; men man tager ganske Feil, naar man tror, at nogensomhelst aandelige Differentser har traadt imellem ham og de Vakte i Jylland; thi dertil er der intet Spor at mærke. Tvertimod finder man, at Haug­ianerne i Norge og «de stærke Jyder“ paa den danske Halvø stod i det mest fortrolige Aandssamfund lige ned til 1830. Der aflagdes gjensidige Besøg, der for Enkeltes Vedkommende endog varede i flere Aar; man stod i Brevvexling med hverandre, man ansaa hver­andre for aandelige Frænder, hvis Ve og Vel var ens eget.

Hvad nu Hauge personlig angaar, da har man fra ham et Brev, han skrev til de Vakte i Bjerre Herred kort efter hans Besøg der; dette Brev aander helt igjennem af den samme Aandens Enhed og indbyrdes Fortrolighed, som træder En i møde i hans forskjellige Skrivelser til Vennerne i Norge; han kalder sig deres «Broder, Ven og Tjener i Kristo“, han kommer dem «meget ihu“, han «takker for det Gode“, han nød, han siger, «han ved Intet mere at sige Eder, end I have at læse og nylig har hørt af mig, — Eder, som jeg elsker som mig selv, ja . . . høiere end min egen Sjel».

Om sine Oplevelser i Danmark skriver Hauge Føl-

– 24 –

gende : «Paa Fyen og især i Jylland traf jeg Nogle, som vare bøielige og havde alvorlig Omsorg for sin Sjels Salighed, ligesom jeg endnu (1816) i Jylland har enkelte fortrolige Venner; men i Almindelighed saa syntes jeg ei at finde saadan Oprigtighed som paa de fleste Steder i Norge, men Træghed og jordisk Sind med Uvillie stødte mig mer i Danmark».

Blandt de Mænd, Hauge gjorde Bekjendtskab med i Broderlandet, skal her nævnes forhenværende Artille­rist ved Kronprindsens Regiment, da Bogbinder i Taaberg Lars Nilsen Haastrop, hvis Sang om Slaget paa Kjøbenhavns Rhed 1801 Hauge udgav i Kristianssand, og til hvem han senere sendte adskillige af sine Skrifter til Salg og Uddeling.

Paa Grundet Herregaard boede dengang en adelig Dame, hvis fornemste Adelskab dog var, at hun «vilde elske Jesum“. Paa sine Vandringer kom Hauge ogsaa hid; han blev modtagen som en kristelig Broder og havde Opbyggelse paa Herregaarden; da han reiste videre, medgav hun ham en Anbefalingsskrivelse til Brødrene i Kristiansfeld; thi han agtede sig did for at gjøre sig bekjendt med Herrnhuternes Indretninger i denne By.

Som ovenfor vist, havde Hauge fra første Dag af optraadt som den udartede Herrnhutismes Modstander i Norge; hans temmelige skarpe Udtalelser mod Ret­ningen saaledes som han havde lært den at kjende, er paa sit Sted gjengivne. Det har derfor en eiendomme­lig Interesse at efterspore, hvordan Hauge fandt sig i Kristiansfeld, og vi er saa heldige ud af samtidige Breve at kunne give fuld Besked i saa Henseende. Gjennem Brevvexling mellem Brødrene i Norge og Kristiansfeld var Hauge længe før sin Ankomst bleven be-

– 25 –

kjendt paa sidstnævnte Sted som en Lovens Mand uden det rette Syn paa Evangeliet; som saadan var han ogsaa bleven omtalt i Brødrenes Missions-Efterretninger.

Hans medbragte Anbefalingsskrivelse aabnede vel Hjerterne lidt; imidlertid fandt man sig dog beføiet til at undersøge hans Standpunkt, før man indlod sig med ham. Ved det første Sammentræf med Peter Treschow, (som var Præst for Brødremenigheden i Christiansfeld) spurgte denne ham derfor : «Hvad har Du lagt til Din Saligheds Grund ?“

Herpaa svarede Hauge : «At erkjende mig selv fortabt, og at Jesus har igjenløst mig ved sit Blod». Han yttrede fremdeles, at Igjenløsningen ikke var begrundet i Frelserens «menneskelige Natur», men i hans «Guddoms Kræfter», han gjorde gældende, at det ei alene gjaldt at «bekjende» Her­ren, men først og fremst at have «den levende Tro, som er skjult for Menneskene», at «have af Ham den guddommelige Kraft at følge ham og høre ham til og tjene ham» ; thi «han haver gjenløst mig og Alle til den Ende, at vi skal høre ham til og tjene ham retfærdig, uskyldig og salig, saa at Enhver, der vil annamme ham, maa opoffre sig selv til hans Ære og gaa den trange Vei efter ham».

Bibelen var hans «sande, sammenhængende Lærebud». Endelig holdt han frem det «Kald», han havde til at bekjende Herrens Navn; han vidste, af hvem han var udsendt. Treschow og Flere sagde, at naar dette var hans Lære, da var de «Et i Grund» med ham, da «drog de til et Maal». 

Hauge blev da «meget kjærlig annammet» og bevist «Agtelse og Tjenstvillighed“ ; «Brødrene yttrede, de var meget glade, at de har fundet mig (d. e. Hauge), (at vi har) aabenbaret vores Hjerter, og (at) de kjender med mig eller jeg med dem, at vores Hovedgrund er et«.

– 26 –

I fire Dage opholdt Hauge sig i Kristiansfeld; han hørte Treschow prædike, han besaa Brødrenes forskjel­lige Indretninger. Opfordret til at sige sin Mening om, hvad han havde seet og hørt, svarede han, at der var tvende Ting, som han ikke kunde bifalde; for det Første syntes han, at der var «formeget Sandseligt» ved deres «udvortes Ceremonier“, hvilket let kunde lede til «Sikkerhed» o.s.v.; for det Andet holdt de sig mere til «Jesu Ord end Evangelisternes hele Sammenhæng, der driver paa Frugter og gode Gjerningers Udøvelse for Hver, som elsker Ham».

Imidlertid fik han dog det Indtryk, at de skiltes som Venner; som han før «meget urigtigt» havde været «bekjendt» blandt dem, saa havde de været det samme for ham, og det paa Grund af, hvad han tidligere havde «erfaret i Norge».

I Overensstemmelse med det her Meddelte yttrede Hauge sig i Forhør af 13de Marts 1806.

Paa Spørgsmaalet nemlig, om han «under sit Ophold i Kristians­feld i Aaret 1804 fandt nogen Overensstemmelse mellem Brødremenighedens Lære og den af ham selv udi sine Skrifter yttrede“, svarede han, at han «udi samtlige den kristelige Religions Læres Hovedpunkter fandt Brødremenigheden at være med sig overensstemmende, nemlig angaaende Kjærlighed, Virksomhed og saa videre; men af deres Skrifter tror han at have erfaret den Forskjel, at Brødremenigheden stoler paa Kristi Forsoning uden Hensyn til gode Gjerninger, da han derimod har yttret, at Forsoningen ikke kan komme dem tilgode, der ikke tillige udvise en retskaffen og kristelig Vandel, eller, med andre Ord, gode Gjerninger».

Altsaa, medens Brødremenigheden fremfor Alt holder frem «Kristi Forsoning», saa er det Hauge frem­for Alt at gjøre om, at den Tro, der skal gribe Kristi

– 27 –

Forsoning, maa være levende, og at den i Troen grebne Forsoning maa blive et nyt Livsprincip.

At det ikke er de af Troen frembragte Gjerninger, der er det Retfærdiggjørende, men Troen, gribende Kristum, det kan ved Hundrede Citater af Hauges Skrifter bevises at være hans Mening. Her blot dette Ene : «At kigge ind i Frihedens fuldkomne Lov, det er at se ind i den fuldkomne Guds Kjærlighed, hvor stor den er mod os, tro hans Barmhjertighed og Naade, som han skjænker os i sin Søn Jesum Kristum, at Herren ved ham vil for­løse os fra vore Synder og ikke tilregne os vore Overtrædelser, naar vi omvende os, hvorved vi igjen med fuldkommen Villie og Kjærlighed til Gud opoffre os, forsage os selv med al egen Villie» o.s.v.

Baade Herrnhutismen og Haugianismen bygger paa den samme Grundvold; men enhver af disse Retninger har Interesse af at fremholde forskjellige Sider af Kristendommen; hvem der gjør dette med den største Berettigelse, det er afhængig af den kirkehistoriske Situation.

Fra Kristiansfeld vandrede Hauge til Kolding; der­fra tog han over til Fyen, hvor han besøgte Faaborg og Nyborg. Fra Treschow havde han Anbefalingsskrivelse til en Prest af Brødremenighedens Retning paa Fyen, R. Balslev eller J. E. Boesen; begge disse kristeligsindede Mænd besøgte han.

I Kristiansfeld havde man bedet Hauge tage sig i Agt for Biskop Hansen, der sikkerlig vilde gjøre ham Fortræd. Herom hører man dog intet; Biskoppen paa Fyen havde vel ikke faaet Nys om Hauges Ophold i Stiftet.

Fra Nyborg satte han over Beltet til Sjælland, hvorpaa han gik til Kjøbenhavn. Det havde egentlig været hans Hensigt at henvende sig til Kancelliet for

– 28 –

selv at afgive Forklaring om sin Virksomhed. Ved nær­mere Eftertanke fandt han dog snart, at han dernede var uden Midler til at modbevise de falske Rygter og løgnagtige Beskyldninger, han vidste var blevne givne tilbedste om ham fra Autoriteterne i Norge. Vilde Re­gjeringen anlægge Sag imod ham, fandt han det bedst, at Undersøgelsen foregik i det Land, i hvilket han havde virket, og hvor der kunde fremlægges Beviser for Beskaffenheden af hans Virksomhed.

Han forlod altsaa Danmarks Hovedstad og gik til Helsingør, fra hvilken By han tog med Skibslejlighed til Frederikshald“.

Saavidt altsaa Biskop Bangs Vidnesbyrd om de tvende Danmarksrejser.

Anden Gang, da han var her, var han 33 Aar gl.

– 29 –

De øvrige foreliggende Kilder.

Den, der her hjemme har beskæftiget sig mest indgaaende med hele dette Spørgsmaal, er Højskolefor­stander Ludv. Schrøder, Askov. Det bliver da ogsaa ham, af hvem der her vil findes det fyldigste Citat.

Men da Meddelelserne nu desværre én Gang er saa faa og smaa, kan der dog ogsaa være Anledning til at nævne forskellige Citater, jeg iøvrigt har fundet, thi selv om disse for en Del fortæller det samme, er det dog ret karakteristisk at lære Forskellen i Synsmaader og Udtryk at kende.

2.       Skolelærer Rasmus Sørensen.

Rasmus Sørensen, Skolelærer i Vensløv ved Hol­steinborg, udgav i 1832 en ganske lille Bog : Et Ord om gudelige Forsamlinger.. . .

Forf., der hører til de «opvakte“ i den aandeligt bevægede Egn, som Biskop Munster i sin forbenede Højkirkelighed spotvist kaldte «det hellige Land“, for­svarer i den lille Pjece de opvaktes aandelige Ret til ut holde deres gudelige Forsamlinger. Han kommer derved ogsaa til at berøre H. N. Hauge, —

Side 18 : «men see, da var det, at de samtidige Bønderkarle, Peder Frandsen i Jylland og Hans Nielsen Hauge i Norge, opvakte og drevne af Herrens Aand, rejste sig til den alvorligste Kamp“.

– 30 –

Side 19 : «Hvorledes det nu videre gik, derom vil jeg her ikke tale meget, da Hans Nielsens og hans Tilhængeres Skiebne i Norge er ved Litteraturen noksom bekiendt“.

Side 80 : «Vel søgte de opvakte Christne i Jylland ogsaa tildeels at have Forbindelse med Brødremenigheden i Christiansfeld; men Herrnhutismens Metode vilde aldrig rigtig indtage dem. Derimod var Hans Nielsen Hauge i nøjere Forbindelse med de opvakte i Jylland, og hans Skrivter var dem en kier Læsning, hvorfor de ogsaa af mange kaldes Haugianer; men ellers var og er vore gamle herlige Psalmebøger deres meeste Læsning“.

3.     Professor Stener Stenersen.

I det af Rudelbach 1826 udgivne «Theologisk Maanedsskrift“, 7. Bd. S. 125, i en af Prof. Stener Stener­sen udgiven Skildring af Hauges Liv, Virksomhed, Lære og Skrifter, et lille ondskabsfuldt Skrift, siger han, at Hauge i 1800 «rejste til København, dels for med Vished at faa at vide, om virkelig Regeringen havde noget imod Hans Omvandringer, dels for at faa trykket flere af sine Skrifter. Og her kom det klarlig til Syne, hvilken Indgang hans Tale havde faaet over hele Norge : alle de af ham udgivne Skrifter var nemlig allerede udsolgte, og for nu altsaa at forsyne alle sine Venner med det tilstrækkelige Antal Bøger, satte han, som han siger, 5 Bogtrykkerier i Virksomhed, ja, lod det ene gaa fast i 4 Maaneder uafladelig for sin Regning.

Han selv havde i denne Tid saa meget at udrette, at kuns den mest rastløse Virksomhed dertil kunde være tilstrækkelig; han arbejdede paa de Bøger, som paany skulde udgives, forbedrede meget paa dem, hvoraf nye

– 31 –

Oplag gjordes, corrigerede, hvad der trykkedes, hjalp med ved Trykningen, ved Bøgernes Indbindelse, Indpakning og Forsendelse o.s.v., og uagtet han vel havde en Medhjælper med fra Christiania, vil man nok tro, det er bogstavelig Sandhed, naar han siger, at han næsten bestandig var oppe Kl. 3 om Morgenen og holdt ud til Kl. 10 om Aftenen (Hauges Rejser S. 27 flg.).

Om den anden Rejse til Danmark hedder det S. 181 :

«Fra Danmark havde han erholdt Breve med Anmodning om at komme did; desuden havde han Lyst til noget nøjere at lære at kjende Brødremenighedens Indretning og Skikke. Ved Midsommertid 1804 satte han derfor fra Christianssand over til Horsens i Jylland og begyndte nu der ligeledes at vandre om og formane til Omvendelse; men hvad enten nu Sproget lagde ham for store Hindringer i Vejen, eller Jyderne havde beholdt mere af deres Kristendom end Nordmændene, eller de, som han troede at bemærke, var mere træge og jordisksindede end disse, saa er det vist, at han langtfra ikke prædikede der med saadant Held som i Norge, skønt han saavel i Jylland som andetsteds i Danmark fandt Enkelte, som sluttede sig til ham. Saare meget bidrog vel til dette hans ringe Held i Jylland den Omstændighed, at Formændene for de opvakte, som allerede der fandtes, var langt mere dannede end han og forstod med langt anden Klarhed og Orden at fremsætte deres Tanker. Maaske han ogsaa i Jylland gik frem med altfor stor Skynding, thi ligesom han stedse kun synes at have givet sig liden Tid til at forblive paa ét Sted, saaledes ilede han nu for at komme til Christiansfeld, og selv her forblev han kun i 4 Dage.

I disse besaa han Menighedens Indretninger, var i Høresalen og hørte paa Lærerens Tale, talte ogsaa med

– 32 –

Menighedens Forstander og lærte at elske og agte Ad­skillige af Menighedens Medlemmer; men nogenslags Forening med Menigheden indgik han ikke, og neppe var vel dette ogsaa hans Mening; thi allerede længe forhen var han misfornøjet med denne Menighed, fordi den ikke med saa megen Alvor og Iver, som han troede at være fornødent, drev paa med Omvendelsens Frugter.

Fra Christiansfeld ilede han over Fyen og Sjelland til Kjøbenhavn, som det synes i den Tanke at ville hos selve Regeringen underrette sig, om den virkelig var misfornøjet med hans Foretagender; thi kort førend han rejste f ra Norge, var han bleven underrettet om, at Cancelliet stod i den Formening, at han udbredte skadelige Religionsbegreber blandt Almuen, at han søgte at stifte en egen Sect og at berige sig paa deres Be­kostning, ja at han saagar søgte at krænke Statens Love.

Men da han kom til Kjøbenhavn, betænkte han, at om Sag skulde blive anlagt imod ham, saa vilde han i Norge, hvor hans hele Lære og Vandel bedst kunde undersøges, lettere kunne retfærdiggøre sig end i Kjøbenhavn, hvor man allerede var indtaget imod ham; thi forlod han straks igen denne Stad og sejlede til Norge».

4.      Jak. Chr. Lindberg

skriver i 1834 i en Artikel i «Nordisk Kirketidende» (S. 628) : «Historiske Oplysninger om de gudelige For­samlinger i Fyn og Sjælland“, om den fynske Skomagersvend Ole Henriksen Svane, der oprindelig var en Sjællandsfar fra Kulsvieregnen (saaledes meddelt i «Nor­disk Maanedsskrift» II Hæfte, S. 139, Febr. 1873), og ved hvem efter enstemmige Vidnesbyrd den fynske Op-

– 33 –

vækkelse begyndte, at han havde «i sin Ungdom rejst paa sin Profession, var senere i København bleven bekendt med Nordmanden Hans Nielsen Hauge, med hvem han ikke ganske kunde forenes“.

5.    Frederik Nygård

fortæller herom nærmere i «Kristenliv i Danmark“, Gads Forlag, 1897, S. 164 : «Medens Svane var i Svendborg, blev han bekendt med den norske Opvækkelsesprædikant Hans Nielsen Hauge.

Sandsynligvis har dette Møde fundet Sted i Svendborg i 1804. Thi paa den Tid var Hauge i Danmark, nærmest for at gøre en Rundrejse til de opvakte i Jyl­land og Fyen og for at formane dem til Omvendelse (?).

Han begyndte i Horsens, drog derfra langs Østkysten til Christiansfeld og rejste saa tilbage over Faaborg gennem Fyen og Sjælland. (Se Rudelbach : Theol. Maanedsskrift 7. Bl. S. 125 og 131. — Prof. Stenersens foran anførte Artikel.

Svane og H. N. Hauge kunde ikke falde sammen i kristelige Anskuelser. Formodentlig har Svane ikke kunnet billige Hauges altfor stærke Iver efter at fremkalde «Omvendelsens Frugter“. (Denne Formodning maa dog staa for Forf.s egen Regning. A. F.)

6.    Koch & Rørdam : Fortællinger af Danmarks Kirkehistorie. S. 226 :

„Der havde bestaaet en Forbindelse mellem de opvakte i Jylland og Norge. Hauge saavel som en anden norsk Lægprædikant havde besøgt Jylland, og der veksledes jævnlig Breve mellem de opvakte der og deres norske Venner. Peder Laursen var dog ikke ret til­freds med Hauge; det synes, han har fundet, at denne

– 34 –

lagde for megen Vægt paa Gerningerne og talte for lidt om Retfærdiggørelsen“.

7.       D. Thrap : Hans Hauges Fængsling.

«I August 1804 sejlede han over til Jylland og blev nu et Par Maaneder i Danmark. I Kjøbenhavn søgte han ikke Cancelliet for at afgive Forklaring om sin Færd, hvilket havde været hans Tanke. At han anede Fare for sin personlige Frihed fremgaar af en liden Avisartikel fra hans Haand, skreven i Jylland d. 23de August og indført i Christianssands Adresseavis Nr. 39 for 1804. Han drog hjem til Norge for her bedre at kunne sørge for sit Forsvar i Tilfælde af Sagsanlæg“.

Samme Forfatter har ligeledes skrevet en Artikel om H. N. Hauge i Brickas biografiske Leksikon.

Man kan tydeligt læse mellem Linierne i den ovennævnte Piece om Hauges Fængsling, at Forf. ikke er ham god. Han sigter Hauge for at have drevet ulov­lig Handel med Skibe fra Bergen nordpaa og mener, at hans Glorie som forfulgt Uskyldighed ved nærmere Eftersyn falder af ham, eftersom han overfor Præsterne har forløbet sig, og overfor de borgerlige Love har stødt an med flere mislige Affærer, ligesom der ogsaa i den lille Pjece giftigt antydes noget om Uredelighed med Hensyn til en Fælleskasse for Vennerne, som Hauge skulde have beredt sig selv Fordel af.

8.     Schrøder : Brødremenighedens Betydning. S. 60:

«Medens Kammerherreinde Luttichau boede paa St. Grundet, gav hun H. N. Hauge et Anbefalingsbrev med til Christiansfeld. Hun har ønsket, at der maatte blive

– 35 –

en venlig Forstaaelse imellem den norske Opvækkelses-prædikant og Brødremenigheden. I det hele har hun vel haft svært ved at fatte, at der kunde være saa stor Uenighed mellem Mennesker, der tog det alvorligt med den kristne Tro. Men hun maatte opleve, at de Men­nesker i Nørrejylland, der fulgte Hauge, for en stor Del stillede sig haardt dømmende overfor hendes Meningsfæller. Endog en Mand, der var i hendes Brød, forlod St. Grundet og Danmark for at finde Tilhold hos norske Haugianere“.

9.    Jørgen Lundbye : Brødremenighedens Mission i Jylland 1802—1807. Kirkehist. Saml. V, Hæfte. 1901 — 1903, S. 295 og 300 flg., S. 302—303.

Forf. fortæller om Tjeneren paa St. Grundet, der var «ganske af Hauges Parti og regnede ikke Brødre­menigheden for Kristne. Følgende Aar (1804) var Hauge paa Grundet, holdt Opbyggelse og fik ved sin Afrejse en Anbefalingsskrivelse til Menigheden i Chri­stiansfeld. Nogen Tid efter rejste Tjeneren til Hauge i Norge «for at finde Hvile for sin Sjæl“. «Det gjorde Kammerherreinden ondt for hans Vildfarelse, da han dog tidt havde smagt Jesu Venlighed“. I den Anledning bemærker Brødremenighedens Emissær Jacobsen fra Skjern videre : «Det er bekendt, at vi ofte sættes i Klasse med disse Folk (Haugianerne), fordi de ogsaa kalde sig Brødre og Søstre, og de advare dog alle for os, hvor de kan, som for vildfarende Folk, der gøre Mennesker Vejen til Helvede let“.

— Denne Udtalelse var dog ikke haug­iansk i den Forstand, at Hauge selv kunde have fremsat den. Han agtede Brødremenighedens Tilhængere for kristne Brødre og kunde omgaas dem venskabeligt og fremhævede deres store Fortjeneste at have holdt For-

– 36 –

soningslæren vedlige i den døde Tidsalder. De danske «Brødre“ omtaler han som Folk med mere kristelig Alvor, end han havde fundet hos de norske, ligesom han ogsaa priser deres Tolerance og Kristenkærlighed. Det er let forstaaeligt, at Hauge i Norge, som han selv fortæller, kunde faa Brødrene til at slutte sig til ham, naar de fik en saa smuk Bedømmelse af ham.

I Jylland derimod var Partilidenskaben hos Haugianerne for stærk til, at der kunde være Tale om en Sammen­smeltning med Brødremenighedens Tilhængere, for hvilke den jyske Haugianisme til Gengæld stod som Vildfarelse. Da Jacobsen kun omtaler Haugianere i Vejle Amt, giver det os Ret til at formode, at der ikke fandtes Folk af dette Parti andre Steder i hans Rejse-distrikt“.

Denne velvillige Bedømmelse synes dog at være kølnet en Del i hans senere Bog.

10.   Jørgen Lundbye: Herrnhutismen i Danmark. S. 174. flg.

Under Afsnittet : «Forholdet til nyere Bevægelser“ skildrer Forf. nemlig ogsaa løseligt Hauge og hans Forhold til Brødremenigheden saaledes : «Haugianerne i Norge var bleven opmærksomme paa P. Frandsen Ryt­ters Bevægelse og søgte at støtte den ved at sende nogle af Hauges Skrifter til Uldum. Med hans Lov- og Gerningsvæsen stemte deres Kristendom fra først af bedre end med Brødremenighedens Forsoningslære.

Hauges Skrifter vandt derfor stærk Tilslutning hos Frandsens Parti, saa dette en Tid var udpræget haugiansk farvet.

En Emissær fra Brødremenigheden, Jens Ja­cobsen fra Skjern, «fik under et Besøg i Elsted Sogn en Bog af Hauge i Hænde, da han saa, at dens Autor

– 37 –

vilde «stifte Ufred“, raadede han ,,Søskendene“ til ikke at give sig af med den“.

«H. N. Hauge, der som bekendt fik saa stor Be­tydning for sit eget Lands Kristenliv, havde her til Lands kun Tilhængere mellem Horsens og Vejle. Han berejste Jylland uden dog at have synderligt Held med sig“.

Præsterne, som ikke kendte Forskel paa Hauge og Herrnhuterne, advarede flere Steder fra Prædikestolene mod de herrnhutiske Skrifter i den Tro, at det var Hauges.

«Principielt er der dog et afgjort Modsætningsforhold mellem dem. Trods dette agtede Hauge de herrnhutiske for kristne Brødre, kunde omgaas dem venskabeligt og fremhævede deres store Fortjeneste af at have holdt Forsoningslæren vedlige i den døde Tids­alder. De danske «Brødre“ omtaler han som Folk med større kristelig Alvor, end han havde fundet hos de norske, ligesom han ogsaa priser deres Tolerance og Kristenkærlighed. Men iøvrigt fandt H. mange Anstødeligheder hos dem og bebrejdede dem især, at de ikke forklarede «den levende Tros Virkning som den aandelige Genfødelse, der viser sig i at følge Jesu Fodspor og gøre vel“. (Hauges Rejser S. 88.)

«I Norge sluttede flere af de hensygnende Rester af Herrnhuterne sig til Hauge. Dette er ikke Tilfældet i Jylland. Her var Partilidenskaberne hos Haugianerne for stærk til, at der kunde være Tale om nogen Samsmeltning med Brødremenighedens Tilhængere. De førte en energisk Kamp mod disse og advarede, hvor de kunde, enhver mod dem som mod Folk, der gjorde Mennesker Vejen til Helvede let“.

I Vejleegnen gjorde Haugianerne sig megen Umage for at bringe de herrnhutiske «Søskende“ «bort fra

– 38 –

Enfolden i Kristus“; men det lykkedes dem ikke med nogen. Til Gengæld stod den jyske Haugianisme for disse som Vildfarelse.

Og i Norge kaldte Herrnhuterne Haugianerne for «en egenretfærdig Slægt“, hvis Fører havde «næsten kappet baade Hænder og Fødder af Bibelen, saa den ikke duer mere til Saligheds Vejledning efter hans Udlægning“. Senere blev Forholdet mellem dem dog bedre.

Peder Laursen, Raarup, stiller sig kritisk baade overfor Hauge og Herrnhuterne. Han angriber Hauges Forklaring af Nadveren og hans «ufrugtbare og trælbaarne Lov- og Gerningsvæsen“ og søger i Modsætning til ham at «aabne Kilden til den menneskelige dybe Fordærvelse og naturlige Kræfters Uformue til alt Godt“. (Nord. Maanedsskrift 1879. II. S. 27 flg.)

«Haugianerne havde en Mand, Jens Frederiksen fra Skanderborg over paa Fyn for at hverve Tilhængere. Med denne Retning kunde Chr. Madsen, Kerteminde, aldeles ikke komme overens“.

11.   Ludvig Schrøder om Berthe Marie Rasmusdatter.

I Nordisk Maanedsskrift 4de Hefte, April 1873 (Milo), Side 294, i en Artikel om Ole Peder Holm Lar­sen kommer Ludvig Schrøder ogsaa ind paa at omtale Hauge og hans Forhold til nogle af de opvakte Jyder. Han skriver saaledes :

«En anden fører for de opvakte i hine egne var H. N. Hauge, der vistnok selv kun paa en kort rejse gæstede Horsensegnen i 1804, men som i forvejen havde haft en af sine venner, Ole Olesen Bache, nede imellem Jyderne. Til Haugianerne hørte den før omtalte J. Frederiksen

– 39 –

fra Skanderborg, der sad arresteret i Odense samtidig med Kr. Madsen.

Et andet vidnesbyrd om, hvor hengivne venner Hauge havde fundet i Jylland, men ogsaa om, hvor­dan man ikke blev staaende som hans blinde tilhængere, foreligger i et brev fra en jydsk pige, Berthe Marie Rasmusdatter, til Hans Nielsen Hauge, som er meddelt i «Nordisk kirketidende» 1835 (S. 323—335) efter en afskrift, som E. Mau den tid, han som kan­didat opholdt sig hos præsten i Grejs ved Vejle, tog af en anden afskrift, der var i omløb mellem folk derovre.

Selve brevet er fra 1816 eller 17. Berthe Marie forklarer, at hun i den tid, da hun ikke kendte nogen anden menneskelig lærer end Hauge og «næsten ingen bøger troede“ uden dem, han havde skrevet, gik under et stort aag; hun var menneskers træl og lovens træl. .Men saa kom hun imod sin vilje til at høre en prædiken af Luthers huspostil. «Den første prædiken, jeg Hørte“, skriver hun saa, «var den, hvori han beskriver den sande, saliggørende tro, hvad og hvorledes den er. Da vidnede det i mit hjærte, at jeg aldrig havde kændt saadan en tro, hvad og hvorledes den er, end sige havde haft den. Og dersom jeg kunde faa en saadan tro, tænkte jeg, da var jeg et saligt menneske; ti jeg havde i min livs-tid ikke hørt saadant. Men det var møjsomt at lære at kænde, hvad det var, der hindrede mig i denne tro. Jeg mente, det var Synden, men jeg maatte erfare, det var meget mere indbildning om dyd og gode gærninger, som jeg havde gjort eller tænkte jeg skulde gøre for at faa en naadig Gud“.

Efter at hun dernæst har skildret, hvordan hun har faaet freden i troen alene, saa vender hun sig til Hauge for i kærlighed og alvor at paaminde ham :

– 40 –

«Som jeg nu siden læste i dine bøger, da kændte jeg, at der manglede noget, der var ikke en saa viis trøst for en sjæl som i de andre, jeg nu var bleven kændt med; men jeg kunde ikke ret forstaa, hvad mangelen var. Ti jeg syntes, Du taler meget om en sand og levende tro; jeg vilde derfor ikke tro mit eget vidnesbyrd og tale med nogen derom, det kunde og vilde jeg ikke for den store kærlighed, jeg havde til dig, og den store fortrolighed, jeg havde haft til dig og dine skrifter. Imidlertid kom der to med bøger fra eder : din rejse-beskrivelse og en liden sangbog; dem tog jeg imod med glæde, da jeg laa i sengen med stor svaghed, som jeg gør endnu, og ventede at se og høre noget godt fra eder. Da jeg saa havde gennemlæst og betragtet dem, da kunde jeg ikke holde mig for graad; ti var mangelen ikke kændelig nok for mig i de forrige, da var den her alt for kændelig“.

Nogen tid tog det vel for hende endnu, før hun fandt, hvori fejlen stak, og det er med megen ydmyghed, hun kommer fræm med sine betænkeligheder; men hendes fremstilling bliver derfor ikke mindre klar og fyndig, da hun staar overfor selve sagen. «Jeg fandt da, at den første aarsag til dette mørke var mangel paa en grundig erkændelse af menneskets dybe fordærvelse i bund og grund, og den hjælpeløse tilstand, hvori det ved syndefaldet er kommet, til at gøre endog det mindste til sin redning eller noget godt; og tillige de menneskelige gærningers uduelighed og ufuldkommenhed, endog efter at det er kommen i naadestanden; og den deraf følgende egentlige hovedfejl, næmlig mangel paa den sande saliggørende tro, saaledes som den tilegner sig Kristum og véd ikke noget andet til salighed; og især den dyrebareste og allerstørste artikel, næmlig en synders fuldkomne retfærdiggørelse

– 41 –

for Gud ved Kristum, uden al værdighed og uden alle gærninger. Denne saa højst nødvendige artikel i vor tro, som er den rette saft- og kraftfulde kærne og den egentlige grundpille, hvorpaa den kristne kirke skal staa, om den skal blive ret bygget og bevaret, den er dine skrifter aldeles fremmed for“.

Dette godtgøres paa flere maader; men af det følgende skal endnu kun fremhæves, at Berthe Marie strængelig dadler Hauge, fordi han har forgrebet sig ved at forvende Herrens ord ved nadveren : «Du underkaster Hans guddommelige ord din fornuft og siger : det er ikke Hans legeme og blod, men Hans guddommelige natur, ligesom du for­stod det bedre end Han“.

Det er rimeligt nok, at de opvakte i Bjerre og tilgrændsende herreder ere blevne paavirkede baade af Peder Frandsen og Hans Nielsen Hauge. Men samtidig har der dog ogsaa i deres egen kreds været en fører, gaardmand Peder Laursen i Raarup, om hvem hans sognepræst, provst Brøchner, har vidnet, at han langt overgik H. N. Hauge i kundskaber, hvilket var grunden til, at den sidste fik saa liden indgang blandt Jyderne“ (Helvegs kirkehist. eft. reform. II, 357).

12.        Biskop Bang om Berthe Marie Rasmusdatter.

Biskop Bang har dog en anden Opfattelse af dette Forhold. Han skriver nemlig (S. 460—61) følgende :

«Som et Udtryk for den ensidige Herrnhutismes mis­visende Opposition mod Hauge maa ogsaa det Brev til Hauge anses, hvis Forfatter Bondepigen Berthe Marie Rasmusdatter udgives at være, og som endnu i vore Dage optrykkes som et «mærkeligt Bevis paa Kristen­dommens dannende Kraft“. Brevet, der første Gang blev trykt i «Nordisk Kirketidende» for 1835, senere i

– 42 –

«Nordisk Kirketidende» for 1858 og flere Gange sær­skilt udgivet, sidst i Rønne 1873, har været ganske ukjendt i Norge, før det det stod at læse i «Nordisk Kirketidende» ; Pastor Mau fandt nemlig en Afskrift af samme i Jylland. Derimod har den foregivne Forfatterinde ikke været ukjendt i Norge; thi hun opholdt sig i 1803 i længere Tid i og omkring Kristianssand blandt Hauges Venner, som hun besøgte. Naar det i bemeldte Brev hedder, at hun, vakt ved Hauge, i saa og saa lang Tid trællede under Loven, saa er dette enten en Opdigtelse eller en senere Irring, et senere Fejlsyn paa det tidligere Standpunkt. Thi i Hauges Skrifter forefindes to Sange af hende, der ikke aander af Mørke og Trældom, men af Lys og Frihed. F. Eks. :

«Lvksalig Tid og Glæde-Dage

For mig og Alle, som nu vil

Al Syndens Lyst oprigtig hade

Og sig i Himlen trænge ind

I Bøn og Strid til Gud at gaa,

Saa skal vi Brud med Jesum staa !

¤

Se, nu tilbydes allevegne,

At Synderen skal vende om;

Saa lad nu Synden faa en Ende,

Da Herren er saa mild og from !

               Vel   den, som Tiden ret har brugt

Og vist i Gjerning Troens Frugt»

(3 Sange og to Breve af Hauge, udg. af O E. Eeg, Pag. 2—3).

Og paa et andet Sted :

Lov, Tak og Ære være dig,

Fader udi Himmerig,

For du forklarer nu dit Ord

disse Dage her paa Jord.

Du sender dine Tjenere

– 43 –

At byde til din Nadvere,

At alle skulle komme til

Den Herlighed, du give vil.

Styrk da det, du begyndte selv,

Saa jeg med Lyst og Villie vel

Kan følge dig saavel i Spot,

Som naar de skjænker mig alt Godt“ o. s. v.

(Lærdoms Grunde III, 44—45).

Efter hvad jeg kan forstaa, maa Brevet være uægte i den Skikkelse, i hvilken det nu foreligger. Sandsynligvis er Berthe Rasmusdatter — som det ogsaa ses af Brevet — tidlig kommen i et mindre godt Forhold til Vennerne, der jo altid krævede Ydmyghed af den Yngre, og paa denne Maade med et bittert Sind skilt sig fra dem, med hvem hun før var forenet.

I denne Tilstand er hun stødt sammen med Herrnhuter og fundet sig bedre tilrette blandt dem end blandt de gamle Venner; det Udkast til en Skrivelse til Hauge, hun fra sit senere Standpunkt har forfattet, maa da en belæst og pennefør Mand senere have udvidet; man har talt om, at Brevet har «svensk-sproglig Farve“; dette forholder sig ikke saa; derimod er der adskillige Partier (aabenbarlig lidet omarbejdede), der er mærkede med ægte haugianske Udtryk, som f. Eks. «Overbevisnin­ger» i Betydning af Vidnesbyrd; andre Partier er upaaklagelig og endog god Dansk; disse maa have været underkastet Bearbejdelse. Under saadanne Omstændigheder er der liden Mening i at anse Brevet som Vidnesbyrd om «Kristendommens dannende Magt““.

13.   Ludvig Schrøder om Peder Laursen Fredensbjærg og H. N. Hauge.

I «Nordisk Maanedsskrift for folkelig og kristelig

– 44 –

Oplysning“, 1879, II, Side 1—44, skildrer endelig Lud­vig Schrøder den danske Bonde Peder Laursen Fredensbjærg, Raarup Sogn ved Horsens, og dennes Forhold til Hauge.

Hans Hovedkilde er en Artikel i Fallesens theologiske Maanedsskrift VI, S. 121—138, af Provst Brøchner i Raarup med Titlen : «Endnu et Bidrag til Fanatismens Historie“. Det gengives her med Schrøders egen Stil.

«Fjærde søndag efter hellig tre Kongers Dag 1803 holdt Peder Laurssens hustru sin kirkegang, og ved den følgende gudelige forsamling havde han bedt provst Brøchner være tilstede. Det har altså været, efter at retssagen imellem dem var begyndt, men inden den endnu var endt. Provsten kom mod slutningen af måltidet med sognefogden og med sin karl. Peder Laurssen stemte op og sang i provstens påhør den af ham selv forfattede sang : «Zions bedesang for det almindelige, især for Guds kirke og kirkens tro lærere“ på tonen : «Et lidet barn så lysteligt“. Og man kan nok mærke, at sangen havde ærinde til provsten, når man læser, hvad der står i den om lærerne, som de er flest :

#

De spørger, lærer såsom hin

og gernings lærdom driver;

men ved fornuftens egen brug

den hel beskåren bliver,

de ordets kærne kende ej,

ej nådens, ordens sande vej,

hvorved han ene findes;

de love fred, når man gør så,

fordærvelsen de vist vil få,

ved troen himlen vindes.

¤

De drive stærk på kærlighed,

som de dog lidet øve,

– 45 –

når fårehuden drages ned,

da ser man ulven røve;

når ære, fordel smigres ej,

så drager kærlighed sin vej,

og Jesu tjæner giver

kun bitre ord, forsmædelse,

ondt øjesyn, så man kan se,

fra hvem de sig forskriver.

¤

De råbe : Herre, Herre ! ud

med en forceret stemme !

At tjæne, følge denne Gud,

det monne de forglemme;

de ordet tager nok i mund,

anvendelsen er ikke sund,

som de deraf mon drage.

Tro og erfarings mangel gør,

at ordet dem på læben dør,

Guds vilje står tilbage.

#

Længere fremme i sangen, som ialt udgør 18 vers, ønskes der «Zions muntre vægtere, de få, som er tilbage“, mod til at kæmpe med ulvene, og at de må få en kraftig håndsrækning af «Zions tapre borgere“.

Man kan endda ikke undre sig så meget over, at provst Brøchner ikke er kommen i den mildeste Stem­ning ved at høre dette Peder Laurssens kvad. «Der var», fortæller provsten, «en person, nemlig Ole Olesen Bakke fra Rye-Fylke præstegæld i Aggershus stift, indbuden til fadder, da han om vinteren opholdt sig i sognet, udsendt ventelig fra Hans Hauge for at be­søge de jyske brødre; denne Ole Olesen læste højt fra borde og gjorde en bøn, hvorefter Peder Laurssen ene opførte sin sang. Han spurgte mig, om der var en i forsamlingen, Gud havde givet nåde til at tale, om

– 46 –

det da måtte være ham tilladt. Da jeg spurgte : Hvem ? svarede han : Ole Olesen. Sognefogden bad ham fore­vise sit pas, som var til Kristiansfeldt; skudsmål havde han ej. Jeg tilkendegav, at den kongelige forordning af 13de januar 1741 ej tillod det forlangte, og at der var meget i denne forsamlings indretning, som ej svarede til højst bemeldte kongebud, såsom at her var gæstebud, — at brændevins-flasken og glasset var paa bor­det, efter det var afdækket, — at her vare mænd og kvinder samlede. Jeg gik bort med mit følgeskab og gjorde den erindring, at den kongelige anordning be­faler, disse forsamlinger skulle holdes ved højlys dag, ej i aftentimerne“. (Man ved ikke, om der den Gang blev holdt Opbyggelse eller ikke, derimod ved man, at Ole Olsen Bache opholdt sig iblandt Vennerne i Raarup Sogn hele Vinteren. S. 22 i nærv. Skrift.)

Om Ole Olsen Bache, som hans navn staves af Bi­skop A. Chr. Bang, er der af denne norske forfatter givet nogle oplysninger i hans bog om H. N. Hauge. Han var en broder til lensmanden i Opdal i Numedal, Tollef Olsen Bache, som allerede var bleven opvakt 1797, men først 1799 lærte H. N. Hauge at kende, da denne kom til ham på en rejse over Eker og Kongsberg og derfra ind i Hardanger.

Lensmand Bache blev en af Hauges dygtigste venner, men svigtede senere den tillid, man nærede til ham, ved at skille sig fra sin første hustru og gifte sig med en enke, trods vennernes indstændige advarsler imod at tage det så let med Her­rens ord om fraskiltes ægteskab. Ole Olsen Bache var en mindre begavet personlighed, men dog en grundig mand; han var en af dem, der tænkte mere end han talte. I Hauges rejsetid var han meget virksom, idet han rejste rundt omkring i hele Norge lige op til Fin­marken

– 47 –

for at prædike. Senere bosatte han sig på gården Helgerud i Lier; herfra flyttede han til en ejendom i Håbol, hvor han døde 1830. «Han var til det sidste en støt personlighed, flittig til at bekende Her­rens navn, forsigtig og stille i sin hele færd“.

Ole Olsen Bache hørte til de første, der bragte vækkelsen ind i Hallingdalen. 1802 gjorde han med en anden lægmand, Ole (Iver/red.) Olsen Gabestad, en rejse til det nordenfjældske. Om det Indtryk, Hauge fik, da han bagefter kom til et, af de steder, hvor de havde prædiket, har han i et brev af 11te juli 1803 ytret sig således : «Det eneste, som sårer mig er, at de, der haver opvakt folket her, har ikke drevet de opvakte og opmuntret dem til arbejde; derfor vil det (d. e. livet) og dø hen endog hos de oprigtige“.

Således var det også, tilføjer Bang; fordi de to lægmænd ikke havde havt sin opmærksomhed rettet på dette punkt, derfor var adskillige komne på de tanker, at kristendommen krævede afholdenhed fra alt timeligt arbejde. Man vil mindes, at H. N. Hauge var en ualmindelig dygtig og driftig mand, der satte en storartet virksomhed i udvortes retning i gang blandt sine venner».

— Det var den samme iver hos O. O. Bache, som havde drevet ham højt op mod nord, der også førte ham syd på til de opvakte i Jylland. For øvrigt var det ikke blot fra Norge, man rejste ud for at knytte samfundsbånd mellem dem, der mente det alvorligt med den kristne tro. Der nævnes i det mindste to danske, som har besøgt Haugianerne i Norge. Den ene er Jens Fredriksen, om hvem der straks skal fortælles noget. Den anden er pigen Berthe Marie Rasmusdatter, som i 1803 opholdt sig i længere tid i Kristianssand og omegn. Om hende er der fortalt i det, foregaaende. S. 38 flg.

– 48 –

I avgust 1804, et fjerdingår før han blev indsat i sin langvarige arrest, kom H. N. Hauge til Jylland. Han kom til søs til Horsens og vandrede så om hos de opvakte.

Provst Brøchner, der 1803 havde faaet dom over P. Laurssen, fortæller om to begivenheder fra 1804. «I juni måned skrev P. Laurssen et brev til min stuepige Johanne Hansdatter, hvori han gør hende alvor­lige formaninger, taler til slutning om en magelig og behagelig himmelvej for kød og blod, og forening eller yndest af den store hob, og vil være angerløs for hendes forbedring; brevet blev ubesvaret, og pigen blev frem­deles den sædelige kristen, hun stedse har vist sig at være».

I avgust kom Hans Hauge. Provst Brøchner havde ikke været indbudt til forsamlingerne hos Peder Laurs­sen, siden han forbød Ole Olsen Bache at tale. Men nu søgte han at træffe den bekendte hovedmand for de opvakte i Norge. «Han vilde“, skriver provsten, «ej komme i mit hus, som jeg dog havde ønsket, ej heller kunde jeg få at vide, når han holdt forsamlinger her i sognet, før de vare forbi, som dog skal være holdte hos Rasmus Sørensen i Brunsvang især, som er en sværmer i høj grad“.

Provsten tilføjer sit skøn om for­holdet mellem Hans Nielsen Hauge og P. Laurssen : «Man har sagt, at Hans Hauge og Peder Laurssen ej havde sønderlig samkvem med hinanden. Af det, jeg har set af Hans Hauges bøger, står han langt neden for Peder Laurssen i kundskab, hans skrifter ere noget usammenhængende væv, hvoraf en stor del ere leverede til uddeling blandt almuen. . . Hans Hauges og medarbejderes bøger ere alle stemte i én tone, ligne hinanden ganske. Det mest anstødelige er de bibelske

– 49 –

skriftsteders forkerte anførsel; så har Hans Hauge i en piece, kaldet «Sandhedsbekiendelse», været dristig nok at an­føre meget, som ej uden anstød kan læses; men hos den enfoldige og fordomsfulde bliver dog anset. Disse usle bøger læses snarere, end om man vilde anbefale den nye salmebog; derimod ville ventelig de haugiske tilhængere gøre deres indvendinger».

Til Hauges bestemte tilhængere synes provsten at regne Rasmus Sørensen i Brunsvang. Fra sine skolebesøg i marts 1805 fortæller han følgende : «Den dag, jeg kom i Breet skole, havde Niels Harups kone i Breet leveret en samling af breve til sin datter at læse i; jeg tog den, leverte præsten, Hr. Mehl den, til nærmere undersøgelse. Han kaldte faderen for sig, som forklarede, at barnets moster, Rasmus Sørensens kone i Bruns­vang, havde givet hende den; men han vidste ej, at bogen var upassende for hans datter at læse i. I samme skole manglede ej nyttige læsebøger, da s. t. kammer­herre Rosenkrantz til Barritschou afvigte år ædelmodig havde givet en del gode børne-skrifter til sine skoler. Så ulige er smagen !“

En anden af Hauges jyske tilhængere omtales på følgende måde : (jfr. hvad Biskop Bang S. 17 fortæller om Jens Andersen, der sikkert er den samme, som her Kaldes Jens Frideriksen). «En dreng, Jens Frideriksen, som jeg (d.e. Brøchner/red.) 1799 konfirmerede, faldt straks efter til det sekteriske, Han har endog siden, da jeg vilde undersøge, hvorledes den kristendoms kundskab var vedligeholdt, som jeg havde bibragt ham, gjort udsættelser mod lære­bogen; især 6. kap. III afdeling § 2 og 3, så lidet er det folk om at gøre at samle en mening ordentlig, før de fælde dom. Hans farbroder fik i sinde at ville have ham til at læse for sine børn, da vejen var for lang for dem

– 50 –

til skolen; jeg forbød det; men det hjalp ej, og en egenrådig selvejer, Rasmus Simonsen i Hornsyld, Nebsager sogn, antog ham i samme post, uagtet kapellan Rotbøll Friis og jeg advarede derimod; men det varede kun kort, da Jens Frideriksen, som den ustadige, flak­ker fra sted til andet, ubestemt til at lære noget, hvor­ved han kan ernære sig.

Dette har han vundet ved at komme i den skole, hvori han nu er indlemmet. For et års tid siden gjorde han en rejse til Norge; men han vendte snart tilbage derfra igen. Dersom han blev sat til et fast arbejde, kunde han måske endnu blive en nyttig borger; hos sådanne virker gode for­maninger intet».

Det er sikkert den samme Jens Frederiksen, som provst Brøchner her fortæller om, der i januar 1822 blev arresteret i egnen ved Kjærteminde, hvor han færdedes som kolportør, og kom til at sidde i Odense arrest sammen med Kristen Madsen fra Drigstrup. Ole Peter Holm Larsen har nævnet ham som «Haugianer“ og fortalt om ham, at han lagde meget mere vægt på søndagens helligholdelse end Kristen Mad­sen, og at han rent fordømte Christiansfelderne.

Om forholdet mellem Hans Nielsen Hauge og Peder Laurssen Fredensbjærg er jeg istand til at give nogle oplysninger efter hidtil utrykte kilder, hvorved sagen kommer til at stå i et andet lys end det, hvori Bang har fremstillet det, medens dog det af ham anførte ord af Hauge om de «enkelte fortrolige venner“, som han havde i Jylland, passer godt nok sammen dermed. Der foreligger nemlig en slags kopibog, hvori Peder Laurssen har indført eller ladet indføre breve, han fra tid til anden har skrevet til forskellige personer, og denne hans «brevbog“ har en slægtning af ham velvillig

– 51 –

givet mig ihænde til skønsom benyttelse. Da de første 16 sider mangler, kan jeg ikke gøre rede for, hvad der er indholdet af det første brev, som efter registeret har været skrevet til K. P. D., d. e. Karen Peders Datter i Uldum. De fleste af de andre breve har lignende beteg­nelser i overskrifterne og registrene.

Brevet nr. 4, som er skrevet til købmand A. Friis i Horsens og dateret den 14de oktober 1810, giver oplysning om Peder Laurssens stilling til Hans Nielsen Hauge, hvem han vist nok kun betegner med bogstaverne H. N. S., men hermed sigter han dog umiskendeligt til den bekendte norske lægprædikant. Brevet begynder med en beklagelse af, hvordan sjælefjenden ved sin slangegift, den djævelske mistanke, tilspærrer vejen for kristelig enighed. Under en samtale med købmanden i Horsens har denne på fleres vegne sagt Peder Laurs­sen, hvad de havde imod ham, at de ikke troede, han havde den kraft og den andel i sit hjærte af det gud­dommelige liv, som han «ved tros og den dybe fordærvelses kundskab foredrog andre“.

Derpå hedder det :

«Så vidt jeg på min samvittighed kan vide, var dette meningen, om ej akkurat ordene. Forhen var eders beskyldninger rettede imod mit liv og levned, ord og adfærd. Efter nærværende erklæring synes det nu at frafaldes, og årsagen kan let sluttes, hvorimod hin be­skyldning bliver forvekslet med en mistanke imod hjærtets inderste bevægelser. Dette synes vel hårdt for mig, og vanskeligt for eder, men kan dog ikke ventes meget anderledes, så længe I anser enhver modstand mod H. N. S. for en modstand imod Gud; ti af et ondt hjærte kan intet godt komme, om det end således anses. Men jeg siger eder i al kærlighed og med fuld overbevisning : havde I ladet H.N.S. være H.N.S., som han dog vil

– 52 –

blive, og ej anset ham for et overordentligt sendebud, med en umiddelbar, ufejlbar indblæsning som Herrens apostle, da havde han derved, så vel som ved hans fortrinlige gaver, bleven et særdeles nyttigt og udvalgt Guds redskab i kirken, og I havde derved gjort visse trin, at prøve alle ting og beholde alene det bedste.

Jeg véd vel, at I ej med munden vil have ham holdt for ufejl­bar; men at det er så i hjærtet, kan klarlig ses i meget, men tilstrækkelig bevises af hans udgivne forklaring over Alterens sakramente. Denne hans fata og forgribelse er af sådan en beskaffenhed, at både blinde og oplyste i almindelighed kan se den, da den kendelig strider imod bibelens klare udtryk og vores derpå grundede lutherske kirkes symbola, og dog forsvares den yderlig, så vidt jeg véd, med hånd og fod, som en sær­deles helligdom, af alle hans tilhængere uden undtagelse.

I sligt kendes med bedrøvelse fordommes og overtroens magt hos det dybt sunkne menneske. Jeg er fuldkommen overbevist om, at dersom slige fordomme formedelst et blændende skin på den ene side, og attrå efter et jordisk rige og en anselig Kristus med disciplene på den anden side, ej havde indtaget de fleste jydske bekenderes hjærte, da havde ej så mange af dem vendt ryggen til, og med temmelig foragt begegnet os forrige beviste indvortes og udvortes nådige førelse.

Og [jeg] tvivler slet ikke på, at jo de aller fleste af disse proselyter ville ved redelig undersøgning finde, at dersom de danske bekendere havde været så talrige, så anselige og så rige som de norske, og derimod de norske været lige så få, nedrige, ringe og foragtede som de danske, da havde de næppe tænkt på, og mindre foretaget denne overgående reformation; da dog alle disse ting er af slet ingen værd i sandhedens

– 53 –

rige, eller som måtte komme i mindste betragtning ved at udvælge eller forskyde».

Den 20de februar 1811 besvarede Peder Laursen et brev, der en måned før var skreven til ham fra en mand i Skanderborg, P. T. S., hvem han i overskriften kalder : «Kære ven og broder, efter den kaldende, arbejdende og oplysende Guds nåde, som i Kristo Jesu er os begge kommet uforskyldt tilforn». I dette brev kommer han atter ind på sit forhold til Hans Nielsen Hauge :

«Din veltænkende dom over H. N. S. og mig må man efter kærlighed holde dig til gode; men at samme ikke holder stik, enten mangelen så er hos en eller hos begge, vil efterfølgende underretning oplyse : Den sande oprigtighed, som er virket af nåden, har trende hovedegenskaber. Den første er, at den mener det godt både med Gud og mennesker i almindelighed. Den anden er, at man dertil bruger de tjænlige og forordnede midler i den orden og hensigt, de er os givet. Den tredje er, at man ved de gudelige midlers rette brug bliver over sin vedhængende formørkelse og skrøbelighed dybt ydmyget, gør intet af trætte eller forfængelig ære, men går frem med sagtmodighed og frygt (Fil. 2, 3; 1 Ped. 3,15).

Den første af disse ædle egenskaber må man efter kærlighed tiltro mange af de opvakte; men at de alle tre skulde have været samlede hos H. N. S. og mig, er umuligt, ps. 112,4 : «Der er opgået et lys i mørket for de oprigtige, for den, som er nådig og barmhjærtig og retfærdig“ ; ti da kunde ingen betydelig uenighed have fundet sted. Men hvor den herskende mangel mest ytrede sig, overgiver jeg fra min til din og andres om­dømme; lige som du og var en af de ganske få, som var overværende ved vores eneste samtale.

– 54 –

Hvad du skriver om M. O. D. og B. M. R. D. (det er den oftere nævnte Birthe Marie Rasmus Datter), som haver noget imod mig, da undres jeg aldeles ikke derover, eller holder dem for des mindre venner.

Aleneste var det at ønske, at samme var truffet paa det rette sted … Er nu det, de have imod mig, ej en blot mistanke af fjenden, men noget virkelig, og er [det] så rettet imod min ufuldkomne helliggørelse, da holder jeg det for den største prøve paa deres ret gudelige kærlighed, allerhelst når de ved hjærtelig omhu attrår og søger min forbedring.

Men er det, fordi jeg ved nåden har søgt at åbne kilden til den menneskelige dybe fordærvelse og naturlige kræfters uformue til alt godt, så vel som Kristi usporlige rigdom (Ef. 3,8), — hvor­ved deres velynders ufrugtbare og trælbårne lov- og gernings-lærdom er stødt for hovedet, da afgøre de sagen med ham, som den angår, nemlig pagtens engel selv, og imidlertid se sig vel for, at de ikke falder over denne sten og sønderstødes, ved hvilken de skulle oprejses; eller at denne sten falder på dem, og de ganske sønderknuses (Matth. 21, 44), — at de ej som hint Is­rael skulle jage forgæves efter retfærdighed, fordi den mere søges af gerninger end af troen, og derved støde an på anstødsstenen . . .

Men, kære broder, på det du ikke skulde tro, at det, jeg her skriver, er en udøselse af mit naturlige og onde hjærtes galde, og haver ingen grund uden i min egen forvirrede hjærne, da kunde jeg, dersom tid og rum tillod det, vidtløftigen, mere end nogen tid tilforn, bevise de omtalte venners foregåelse i denne henseende. Men jeg vil kun tage et eneste eksempel for, til sagens oplysning, som er en salme, som B. M. R. D. har for­fattet, og findes i de såkaldte „Lærdomsgrunde“, da

– 55 –

samme ved denne lejlighed synes nærmest ved hånden, ja er vel oftere set af dig end af mig. Om denne sang kan enhver redelig og upartisk, som sammenligner samme med det guddommelige ords fastsatte orden for faldne syndere at komme til Gud, sige uden ukærlighed og overilelse, at det er en god hedensk salme.

Vel kan hendes synds kændskab derudi, formedelst hendes gude­lige børne-lærdoms indpræntelse vel måske gå lidt videre end en hednings af filosofien. Men den måde, hun hand­ler med Gud på i det øvrige, er fuldkommen hedensk. Hun handler med Gud uden Jesus; bekender sin synd efter indsigt; foregiver fortrydelse, men og vilje og lyst til at vandre på hans veje, og derved skal han være tilfreds“.

I modsætning dertil fremstilles nu efter skriften, hvordan en kristen skal tænke, og det ender med en lov­prisning af troen : «Jeg har og forarget mig over det ord : tro; men nu ser jeg, det indbefatter alt; ti det drager alt det øvrige efter sig, lige som troen er stor til, så er den og stærk til, og bærer også frugt til“.

Efter disse breve slutter jeg, at Peder Laurssen Fredensbjærg ingenlunde kan regnes for Haugianer. Mulig har det, at han har stået i et venligt forhold til Ole Olsen Bache, hængt sammen med den forskel, som efter hvad der er anført som Hauges dom over O. O. Baches indflydelse på nogle folk i det nordenfjældske Norge kan have fundet sted imellem disse to mænd, Og som da måtte have været den, at Hauge drev mere på gerninger end Bache. Men det er også mulig, at Peder Laurssen til at begynde med har set på Hauge og hans tilhængere som sine meningsfæller, og at det først har været ved samtale med Ole Olsen Bache og ved igennem ham at få en del af Hauges bøger at læse,

– 56 –

at han 1803 er kommen til at føle forskellen, der var mellem ham og Hauge.

Da Hauge selv kom til Jylland 1804, havde han kun én samtale med ham, og under den er de ikke kommen hinanden nærmere. Peder Laurssen har med sorg set, at en del af hans venner fra Bjerre herred, fra Horsens og fra Skanderborg, sluttede sig til Hauge. Han har ment, at de hellere havde måttet blive stående på det trin af kristelig oplysning, som de havde nåt, før de fik med Hauge, hans ledsager og hans skrifter at gøre. Det har forekommet ham, at hans gamle meningsfæller har ladet sig drage med af Haugianismen, fordi dennes tilhængere i Norge også i rent ydre hen­seende var anseligere end de opvakte i Jylland, og han har brugt lejligheden, hvor den viste sig, til at advare dem.

Brevbogen indeholder endnu en skrivelse af 7de ja­nuar 1816 fra ham til købmand A. Friis i Horsens i anledning af et af H. N. Hauges breve, som han havde fået til gennemsyn, og som han ved tilbageleveringen ytrede misfornøjelse med.

Det er fremdeles en misforståelse, at den modsigelse, der fra jysk side kom frem imod den norske opvækkelse, skulde stamme fra «ensidig herrnhutisme“. Peder Laurssen dømmer meget skarpt om Kristiansfeldernes «indgetogne kristendom». Og Birthe Marie Rasmusdatter, som først havde været ivrig Haugianer, men som siden skrev et brev til Hauge for at vise ham til rette, har åbenbart snarere sluttet sig til Peder Laurssen end til Kristiansfelderne. Det passede ganske til en af Peder Laurssens kreds at skrive et brev som det omhandlede. Indholdet af hendes brev til Hans Nielsen Hauge stem­mer også godt nok med Peder Laurssens tankegang.

– 57 –

Når H. N. Hauges nyeste norske levnedstegner, bi­skop Bang, mener, at den form, hvori Birthe Marie Rasmusdatters brev foreligger, røber, at «en belæst og pennefør mand“ har havt med det at gøre, da er dette vel muligt. Men denne behøver da ikke at være nogen anden end Peder Laurssen Fredensbjærg.

Provst Brøchner bemærker, at den af Peder Laurssen udgivne bog «røber mere ordentlig læsning [end H. N. Hauges bøger], som han og vist besidder; når man fradrager det bitre, som hans pen lader udflyde, så findes der hist og her en ordentlig tankegang, en stil, som viser, at han har dannet sin første kundskab ved gode bøgers læsning, blandt disse dr. Bastholm.s skrifter, som vel nu ej mere ere så antagne“.

Om Birthe Marie Rasmusdatters brev er kommen H. N. Hauge i hænde, kan jo gærne betvivles. Men at det er skreven til ham og er bleven afskrevet, inden det afgik, bliver desto rimeligere, når man ser, hvor om­hyggelig Peder Laurssen har været med at tage afskrifter af de breve, han udfærdigede angående kristelige oplysningsspørgsmål.

Her skal nu ikke gøres noget forsøg på at dømme Peder Laurssen Fredensbjærg og Hans Nielsen Hauge imellem, men kun anføres, hvad der fra velvillig side er vidnet om H. N. Hauges kirkelige stade.

A. Chr. Bang har samlet sin vurdering af Hauges lære, idet han fremhæver, at den fremtrådte med «omvendelsen og den ny fødsel i forgrunden, med et stærkt praktisk drag, med alvorlig hævden af Jakobs krav, at troen skal vise sig i gerning“, idet på samme tid retfærdiggørelsen af troen alene, uden lovens gerninger kun blev fremholdt under allehånde restrictioner, med stor frygt for antinomistisk forfængeligtagen af nåden.

– 58 –

Professor Stenersen, der tidligere har skrevet om Hauge, har hos ham fundet den samme vildfarelse i læren om Alterens sakramente som Peder Laurssen, at han nemlig skulde lære, at «Kristus ikke på anden måde er til stede der, altså heller ikke meddeles eller nydes af de troende på anden måde, end han stedse er til stede i ordet“. 

Bang skriver, at der ikke er nogen sag, angående hvilken Hauge udtaler sig med så mange forbehold som om Nadveren, ingen, hvor hans ord derfor er så dunkle, og ingen, hvor den ene udtalelse synes at stå så stik imod den anden. Af disse oplysninger vil det fremgå, at der kunde være grunde for Peder Laurssen til hans betænkelighed.

Der er endnu en bemærkning af A. Chr. Bang, som synes urigtig. «Professor Møller», skriver han, «antager og det vist med rette, at det var på Hauges opfordring, at Peder Laurssen fremtrådte som forfatter, idet han i Haderslev udgav sin bog : «Ufuldkomment sangoffer i nogle visse tilfælde“.

Det er i et tysk tids­skrift, at prof. (Jens?) Møller har fremsat denne gætning, som Bang tiltræder. Men efter alt, hvad her er oplyst efter P. Laurssens brevbog om forholdet mellem ham og Hauge, er denne gætning lidet rimelig. Derimod er det vel muligt, at det er Hauges frugtbare skribentvirksomhed, der kan have opmuntret Peder Laurs­sen til at følge eksemplet.

Den omtalte bog, der er «publiceret for de af Zions pillegrimme, som måtte befinde sig under lige åndelige førelse, så og for andre, som måtte attrå at underkaste sig den tugtende, drivende og ledsagende Guds ånds vejledning“ og  «ved Guds uskaterlige nåde forfattet af en i sig selv ringe og foragtet bonde ved navn Peder

– 59 –

Laurssen, boendes i Vejle amt, Rårup sogn, Fredensbjærg“, som der staar paa titelbladet, er trykt hos Seneberg i Haderslev 1804.

Hermed slutter dette interessante og indgaaende Bi­drag af Ludvig Schrøder. Man ser let, at han er den, der fyldigst har sat sig ind i Sagen om Forholdet mel­lem Hans Nielsen Hauge og de opvakte i Jylland.

Det er vel et aabent Spørgsmaal, hvem af de to, Hans Nielsen Hauge eller Peder Laurssen, der har haft størst Ret i deres udførlige og for os Nutidsmennesker noget indviklede og uklare Strid.

Biskop Bang forsvarer, som vi har hørt (S. 23) ivrigt sin norske Broder og hans Forhold til de danske Brødre, og Lud­vig Schrøder er ikke mindre ivrig for at fremhæve den jyske Bondes Ret.

Striden har jo nu til Dags ingen praktisk Interesse; men en lidet tiltalende Misundelse lyser desværre ud af Peder Laursens S. 51 anførte Brev; — ak, denne hæslige Sygdom, Nid, eller, som den kaldes i vor Bibel- oversættelse : Avind, -— der fra først af var den egent­lige, inderste Grund til, at Ypperstepræsterne overgav Jesus til Pilatus, og som ogsaa her kaster sin fæle Skygge ind i Forholdet mellem Herrens Venner, saa faa og saa smaa de endda den Gang var overfor den mægtige, overhændige Rationalisme i Tiden. Men det er dog glædeligt af Hauges egne autentiske Udtalelser baade fra selve Rejsen og fra et saa sent Tidspunkt som 1816 at høre, at han har følt sig aands- og hjærte-forbunden med de hellige i Jylland, selv om disse hver­ken var, ej heller efter Hauges Besøg blev, hvad man i egentlig Forstand kalder Haugianere, -— noget, der

– 60 –

iøvrigt heller ikke paa nogen Maade har været Formaalet med vor norske Broders Rejse.

Med denne Række Citater af forskellige Skrifter er det væsentlige udtømt af, hvad der foreligger af Vidnesbyrd om Hans Nielsen Hauges Forhold til og Besøg i vort Fædreland.

– 61 –

Fallesens theologiske Maanedsskrift.

Bogen kunde nu for saa vidt sluttes; men — efter Forlæggerens Ønske — skal her dog tilføjes en­kelte karakteristiske Dokumenter fra Hauges Tid, dels Udtalelser om ham og hans Virksomhed fra samtidige Gejstlige, dels et Par Øvrigheds-Plakater imod ham. Man mente nemlig, at disse Artikler havde en vis In­teresse som tidshistoriske Dokumenter og som typiske for dem, der skrev dem.

De gejstlige Forfatteres Indlæg er alle tagne fra «Fallesens theologiske Maanedsskrift», der var Da­tidens «Kristeligt Dagblad“, om man saa maa sige.

Fallesen var Præst, ansat som residerende Kapellan ved Vor Frue Kirke i København, og det af ham udgivne Maanedsskrift er redigeret med ikke ringe journalistisk Dygtighed. Det er vaagent, interesseret i alle kirkelige Rørelser i Ind- og Udland og har endogsaa, højst moderne, en Rubrik med lettere Kost, Samling af Anek­doter, Smaatræk o. lign.

De, der tager Ordet her i Hauges Sag, er for største Delen — fraregnet Provst Brøchners Side 44 flg. citerede : «Endnu et Bidrag til Fanatismens Historie“ — yngre Folk, tildels Kapellaner; men det gør jo kun deres ungdommelige, uforgribelige Meninger saa meget

– 62 –

mere skarpe og derved ogsaa saa meget mere interes­sante for Eftertiden.

Det begynder med

TO BREVE FRA NORGE.

I.

I Maanedsskriftet for Januar 1803 findes følgende Brev til Udgiveren :

«Jeg udlod mig engang i Brev til Dem, Høistærede ! med denne Beretning fra vore, paa interessante Nyeheder saare ufrugtbare Egn, at her sværmede om­kring nogle Mennesker af Bondestanden, som udgave sig for saa kaldede Bøigde-Prædikantere; De forlangte nærmere Underretning; denne kunde jeg ikke strax give Dem, og skulde maaskee heller ikke hidindtil have kun­net det, dersom ikke Tilfældet havde ført En af disse til mit Bekiendtskab, og sandfærdigt Sagn berettet skammelige og skrækkelige Tildragelser, som Virkninger af disse forvildede Menneskers Fanatisme.

— Søndenfields fra skal de have deres Udspring. Et Bondemenneske derfra ved Navn Johannes Houg (i Septbr.- Heftet fra samme Aar er Navnet rettet til Hans Nielsen Hauge) skal være den første Ophavsmand og Sektens Stifter; ham ansee de og som deres Biskop, Overhyrde og Apostel; under hans Navn haves nogle trykte Bøger, som de andægtigen studere i og sætte høi Pris paa.

— For to Aar siden nærmede de sig Trondhiem, hvor de paa Leenstranden i Guuldalen, 2 Mile fra Byen, øvede den skammelige Stræg og tillokkede sig fra en eenfoldig Proselyt hans ganske Mamon — 2 a 300 Rdlr., — hvorpaa de listede sig bort, efterladende ham blot og bar den Aandens Føde til Hiernens Forrykkelse, de havde tyllet i ham, som gode Valuta for hans timelige

– 63 –

Habengut, saa at denne Beklagelsesværdige, ved det han fik og det han tabte, gaar nu med det ene Ben i Daarekisten og med det andet ved Bettelstaven.

For henved 1 1/2 Aar siden giorde ogsaa Een af dem Wærdalen den Ære at see herind; dette var et smukt og velklædt ungt Menneske paa nogle og tyve Aar fra Froen i Gudbrandsdalen, som gav sig ud for Skrædder.

Han besøgde mig en Søndag Eftermiddag, men var, uagtet ellers i Adfærd heel maneerlig, som indtrædende Gæst og Fremmed saa udelikat — uhøflig vilde jeg nær have sagt — at aabne den første Samtale med den fran­chise bebudende Tilkiendegivelse, at han ikke havde fundet sig fornøiet med den Prædiken, jeg havde holdt den Dag.

Da jeg ikke overlod mig til at skruple over, enten dette hans Udsagn var Satire eller Ironie, enten det, efter hans hypothetiske Kompetence, var en reen Eloge for mig eller det Modsatte, blev jeg paa ingen Maade stødt derover; og da jeg endnu meget mindre indlod mig i at afdisputere ham hans ugunstige Tanker, men hørte taalmodig til, opmuntrede dette ham til at blive ved i eet væk at præke paa sin Viis, og nu mærkede jeg snart, af hvad Aand han talede. Jeg maatte undres over den Mængde Bibelsprog, han havde været istand til at pakke ind i sin Hukommelse, hvilke han anførte som dicta probantia for sit fanatiske Piat, men, som man vel kan tænke sig, passede til det, de skulde be­vise, som knyttet Næve til blaat Øie; ikke heller kunde jeg nægte ham min hemmelige Medynk, thi han fore­kom mig som en troeskyldig Forført, der tidligere var ledet vild fra de jævne Livets Veie, hvor han i sin Ung­doms favre Alder skulde have fundet stille Sindsroe, huuslige Glæder i sin Hjem-Egn og Løn for sand og gavnligere Virksomhed.

Nu vandrede han derimod, bort-

– 64 –

fiernet fra hine Goder, udsat for Efterstræbelser, Foragt og Mangel, og hans Sind selv maatte mere og mere blive et Rov for ængstende Tvivl og nagende Uroe.

I visse heftige Øjeblikke løbe hans Øine vildt omkring i hans Hoved, gloende af fanatisk Ild, og Musklerne i hans ellers vakre Ansigt drejede sig svolmende, saa det hele Physiognomie fik et Udseende, grimt, som om en jesuitisk Pater-Gvardian havde laant sit Kontrafei fortil hans Baghoved.

Saa godt som uopfordret opdagede han mig alle Sektens Forpligtelser, der kun indskræn- kede sig til faa, men tildeels saare vigtige Punkter, disse nemlig : — «at forlade Alt, hvad man eier og har af timeligt Gods i denne Verden» — «vise Menneskene Salighedens Vei“ — «vandre om for at giøre Proselyter og uddele Johannes Hougs Postiller» — «leve yderst tarveligt af Proselyt-Goddædighed»  — «staae hinanden bie i Nød“ — og — «kuns da, naar Maven raaber Au ! gribe til Syenaal og Syl, eller hvilket andet Haandredskab, man kunde haandtere, for at erhverve sig den fierde Bøns Nødtørftigheder».

— I Sandhed ! over disse Forvildede maatte man ret medynksom udraabe : vee Den, fra hvilken sligt Onde først er kommen.

Wærdalen d. 22de Marts 1802.

Eiler Hagerup,  residerende Kapellan i Wærdalen.

II.

Hans Nielsen Hauge er født og opdragen i Thune eller Rakkestad Sogn i Smaalehnene i Aggerhuus Stift, er, som forhen meldt, Ophavsmand og Overhoved for dette religiøse Sværmerie.

Under hans Navn og paa hans Forlag ere de fleste af deres Skrivter udgivne, hvor han paa Tittelbladet allevegne fører det Prædikat Bondesøn — en listig captatio benevolentiæ, hvorved

– 65 –

det har lykkedes ham at forud indtage og lokke mange af Bonde-Almuen over til Sekten.

De af bemeldte Hau­ges Skrivter, der ved Leilighed ere forekomne mig, ere følgende :

1) Sandheds Bekiendelse om Saligheds Sag,  3die Oplag, Trondhiem 1799.

2) Forsøg til Afhandling om Guds Viisdom, 3die Oplag, Kiøbenhavn 1800.

3) Christendommens Lærdoms Grunde, 1ste og 2det Hefte, Kiøbenhavn 1800.

4) Den christelige Lære, for­fattet over Evangelierne og Epistlerne, 1ste Deel; Kiøbenhavn 1800.

Efter denne Optegnelse sees, at de fleste af disse Skrivter ere trykte i Kiøbenhavn, og flere Gange oplagte. Man ledes altsaa til, med en Slags Forundringa at spørge : have disse, af Indhold saa udmærket besyn­derlige og tildeels formedelst deres nonsensikaliske Piat og ravgale Fanatisme mærkelige Skrivter, aldeles undgaaet den flittige Litteratur-Grandsker, Hr. Professor Nyerups Opmærksomhed ?

Ere de blevne anmeldte under Litteratur-Artikelen i Minerva, eller recenserede’ i de lærde Efterretninger ? og, om dette ikke er skeet, kunde atter spørges : hvorfor ? thi, om de end ikke ere anmeldte i Aviserne til Salg af nogen Boghandler — og det ventelig af den meget begribelige Grund, at Udgiveren, som Forlægger, lod hele Oplaget bringe til sig, for at afhænde samme i Norges Land, som han bedst vidste og kunde til egen Fordeel og sin Sags Fremme — saa kunde dog ikke Universitetets Bibliotheker være uvidende om disse Bøgers Trykning; og, om de end ikke fra Foredragets Side qvalificerede sig til Recension i nogen lærd Tidende, besynderlig ! at ikke dog Litteraturens Inqvisitorial-Væsen har bemærket disse Skrivter, der indeholde Injurier mod Stænder i Staten og Landets Øvrighed; forvildede gale Me-

– 66 –

ninger i Guds- og Sædelæren; Skrivter, der skade sand Religiøsitet og Moralitet, og som have Intet for sig til Forsvar, fremfor de ravgaleste, sværmeriske Smørerier, der dog nu og da ere blevne fiskaliserede, uden maaskee Dette, at det er det allerjammerligste Vaas af Verden, uden Sammenhæng, indvævet med Udtryk a f Bibelen.

Imidlertid maa jeg dog endnu tilføie Dette, at denne ofte omtalte Hauge var, efter Avisberetninger, for nogen Tid siden i Trondhiem med et Partie Korn-Vare, som han, efter Sagn, havde bragt med sig fra Bergen og vilde afhænde til Trængende i Nordlandene.

— Saaledes udrustet, baade med Ord, Bøger og Brød, vil han i dette Misvexts Aar let blive en fristende Proselyt­mager. Sildigere Avis-Rygter sige, at han skal have sat sig ned som Bogtrykker i Christianssand, og den trondhiemske Avisskriver føier til, «kiender jeg Manden ret, lader han ikke Presserne staae ubrugte“ ; hvil­ket er meget troeligt.

Skrevet d. 4de Juni 1803.

Jeg er Deres

Eiler Hagerup, residerende Kapellan i Wærdalen.

Hans Hauge florerer.

Fallesens theol. Maanedsskrift. 1804. II Bind.

Den berygtede Fanatiker Hans Hauge, som for nogle Aar siden var, hvad han paa Tittelen af sin Postill kalder sig, «en fattig Bondedreng“, skal ved sine Prædikener og Forbindelser i Norge have samlet sig en Kapital af henved To hundrede Tusinde Rigsdaler ! Han er fra Thunøe Sogn (Aggershuus Stift, Mellem-Borgesyssels Provstie).

Hans Partie bliver alt

– 67 –

større og større i Norge.

Det søger at ophidse Almuen mod Præsterne, om hvilke det siges, at de ikke prædike Jesu Religion, men et blot Fornuft-Evangelium ! det trodser borgerlig Lov og Orden, og anretter megen huuslig Forstyrrelse. Det Mord, som det har afstedkommet i Trondhjems Stift (See Maanedsskrivtet Ja­nuar 1803, S. 85), er allerede for længe siden fortalt i Dagen.

Efter Forlydende cirkulerer nu, efter Kancelliets Opfordring, en Forespørgsel fra Bisperne blandt Præsterne, om de hensigtsmæssigste Midler til denne Fanatismes Standsning. For Mange af Norges Præster er det lykket, ved Visdom og Snildhed, at holde det Haugeske Partie uden for deres Sognes Grændser. Man fører altid Korn med sig, naar han rejser om­kring, og prædiker. Han er da naturligvis i Norges udhungrede Egne en velkommen Evangelist.

Bønderne kalde ham «den Guds Mand, der kommer med det kiære Guds Ord og det velsignede Brød“. Efter Forlydende vil han nu og sende Missionærer til Jylland.

— I en lille Bog, som han 1800 udgav (trykt hos Holms Enke), findes Sendebreve fra ham, daterede deels fra Kiøbenhavn, deels fra Trondhjems Arresthus, til hans «hierteelskede kiære Brødre Michel, Torkel og Peder med flere i Christiania Tugthuus» hvori han skiælder paa Præsterne og den verdslige Øvrighed, som han kal­der Mørkheds Børn, Satans Rige o. s. v.

I Særdeleshed er han vred paa Præsten Herr Steenbuch, som med Viisdom og Kiækhed har standset hans farlige og fordærvelige Galskab. Hans Hauge har desuden udgivet en Postill og flere Skrivter. Mærkeligt er det, at dissé aldrig have været offentlig faldbudte, dertil har han vel havt sine gode Grunde. Manden selv boer

– 68 –

I Christianssand, hvis Biskop, den værdige Dr. Bloch, vil opfordre al sin Kraft mod denne irreligiøse Vildskab.

(Dagen, 1804 d. 17. Sept. Nr. 142 og 2. Oktbr. Nr. 157.)

Derefter har vi et Bidrag fra Danmark i Maanedsskriftet for 1804, II Bind.

Den Haugeske Fanatisme i Jylland.

Sørgeligt er det at vorde Vidne til Vantroens Udbredelse, og de Sandheders Forkastelse, hvorpaa Men­neskers Ro og Tilfredshed i Livet grundes; men sorgfuld er ogsaa det Blik, den tænkende Menneskeven kaster paa Fremtiden, ved, paa en Tid, da Fornuftens Lys synes at kunne trodse Vankundighedens og Over­troens Mørke, at see Fanatismen — denne Statens og Individuers Lyksalighed tærende Gift — i det 19. Seculo at vinde saa talrige Tilhængere.

— At den berygtede Sværmer H. N. Hauge er rejst til Jylland, for at giøre Proselyter blandt den ringere Almue, er ikke uvigtigt; saa meget mindre, som han der med aabne Arme vil vorde modtaget af 2de sværmeriske Forsam­linger, med hvilke han allerede længe skal have corresponderet.

Den ene i Raarup-Sogn, i Bierre-Herred, hvis Formand er en Bonde, ved Navn Peder Laursen, af hvem man nyligen har seet et sværmerisk Product averteret til Salg, Zions Sangoffer kaldet. Denne raa og vankundige Sværmer, stolt af Skinhellighed, vovede endog for 3—4 Aar siden at sammensmøre en Formaningstale paa 4 Ark til Stedets værdige og i alle Hen­seender udmærkede Religionslærer Provst Brøchner, hvis virksomme og hensigtsmæssige Bestræbelser hidtil ei have kunnet udrydde Sværmeriets anstikkende Gift, men kun med billig Harme har maattet se Nabosognene smittede.

– 69 –

Den anden Forsamling er i Uldum- og Langeskovs Sogner i Nørvangs Herred; dens nærmeste Formand er en afskediget Rytter ved Navn Peter Franzen, som, altfor lad til Arbejde, fandt sin rigelige Underhold­ning, ved at agere Sværmer.

— Ogsaa dennes Tilhængere have — som bekiendt nok — uden mindste Grund, antastet Stedets forrige, ligeledes værdige Religions­lærer, Hr. H. R. Steenstrup.

Disse 2de Forsamlinger ere mig bekiendte, og maaske gives der flere, hvor Hauges egennyttige Sværmerie let vil finde Indgang.

— Kun den, der kiender disse ulykkelige Mennesker, hvis store Vankundighed ei kan tage imod Fornuftgrunde, kun han beklager dem og øiner de sørgeligste Følger af Sværmeriets videre Udbredelse.

Menneskekiærlighed, sand Religiøsitet og nyttig Virksomhed — Dyder som grunde og befæste Statens og enkelt Mands Lyksalighed ere blant dem ubekiendte Pligter. — Selv — efter aflagt Angers Prøve — troe de sig indlemmede i de Udvalgtes Samfund, og kalde den øvrige Menneskeslægt Verdens og Fordømmelsens Børn, mod hvem de ikke kiende anden Pligt end denne — at skye dem.

Religiøsitet er blant dem, at kunne opramse lange Andagts Bønner, der for dem ere ligesaa tankeløse og uforstaaelige, som Catechismus for Barnet, — og — det tillades mig at bruge deres egne Ord — at have Jesu Blod i Hiertet og i Munden.

Virksomhed hos dem er, jevnlig at forsamles, for der til Guds Ære — saa sige de — at kunne bede og synge og randsage hans Ord, som for dem er saare let, da de ikke agte Nexus, men anvende fra Sammenhængen udrevne Stykker paa den urimeligste Maade.

— Enkelte

– 70 –

Gange har jeg som Ukiendt bivaanet deres Andagtsøvelser, og tillige forsøgt at overbevise dem om Vildfarelse; men uden at høre paa Modgrunde har næsten hele Forsamlingen raabt i hinandens Munde, og drevet Sværmeriet næsten til Afsindighed.

Imidlertid troer jeg dette crasse Sværmerie, at være altfor farligt, til ei at kunne fortiene Opmærksomhed, og altfor dybt rodfæstet til at kunne udryddes uden alvorligere Foranstaltninger.

Hvad har vel en Religionslærer at giøre, som føler sit Kalds Vigtighed, i en Menighed befængt méd denne Smitte ?

Skal han foragte Sværmeren, og forholde sig passiv, ved at see ham vinde den halve Menighed ? Eller skal han søge at overbevise ham, og i mislykket Fald, giøre Indberetning til Øvrigheden ? I sidste Tilfælde ere nogle Sværmere paa en kort Tid satte i Forvaring, i Haab om at bringe dem til Eftertanke; men løsladte ere disse som seirende Martyrer vendte tilbage, udraabende til deres stridende Medbrødre : salige ere de som lide Forfølgelse; thi saaledes have de forfulgt Profeterne, som vare før os !

Hvad kan vel da en Reli­gionslærer udrette med slige Daarekistgalne ? Han kan undervise den Vankundige, styrke den Svage, og søge at forbedre den Feilende, men ingenlunde overbevise den Afsindige.

— Kun Aarvaagenhed forenet med hensigtsmæssige Tvangsmidler, vilde kunne udrydde dette for Staten saa farlige Onde, hvoraf den raa og uoplyste Almuesmand saa let smittes.

Mange mig bekiendte Ulykker have disse afsindige Sværmere allerede stiftet.

— De have, ved at forføre den ene Ægtefælle, forstyrret den huuslige Roe, udstrøet Tvedragtens Sæd i Ægteskaber, og ved denne, saavelsom ved indpræntet Sorgløshed for Livets første

– 71 –

Pligter, bragt velhavende Familier næsten til Betlerstaven.

Blot trykkende Armod har — kun altfor sildigen — aabnet Nogles Øine.

— Svage, Vankundige, ja selve Døende, have disse Sværmere bragt til Fortvivlelse, og kalder Præsten, som igien vilde tilbagebringe den berøvede Sinds Roe, et Satans Redskab. Flere Afsindigheds Træk kunde jeg med Sandhed let anføre, men af Frygt for, at disse altfor meget vilde interessere Spotteren og den Letsindige, maa jeg forbigaae dem.

— Dog da flere Træk sammentagne ere et ikke ubetydeligt Bidrag til at danne sig et Begreb om disse Sværmere, for derefter at kunne vælge passende Forholdsregler, saa har jeg ikke kunnet undlade at anmærke de mig bekiendte Tilfælde, og slutter dette mit Bidrag med et Træk, som ganske grændser til Afsindighed.

(Dette Træk, som er ganske taabeligt og uden mindste Betydning, er udeladt her).

Ikke kan jeg andet ond haabe, at alvorlige Foranstaltninger snart ville træffes for at sætte Grændse for Sværmeren, at han ikke længere ustraffet skal kunne drive sit Spil, og som Oplysningens Fiende, udbrede Overtroe og Mørke blant Folket.

I. Walther, Candidat i Theologien.

Hvorledes gaar det til, at en Hans Hauge i en saa oplyst Tidsalder kan gøre saa stærke Fremskridt ?

I Fallesens theologiske Maanedsskrift fra November 1805 skriver en norsk Præst efter at have fortalt flere Eksempler paa Almuens Overtro og Mangel paa OpIvsning følgende :

«Hvad Under da, at en Hans Hauge giør Frem-

– 72 –

skridt — hvad Under, at han, som vil frie dem fra den lede Satans Kløer og føre dem snart med det ene og snart med begge Been ind i Guds Rige, modtages med Glæde af dem, saa meget mere som Dovenskab og Le­diggang var i Begyndelsen hans Læres non plus ultra ?

At dette nu ikke saa meget er Tilfældet, sees af den Papirmølle, som han og Tilhængere have oprettet i Eger Præstegield, hvor den nidkiere Sognepræst Hr. Schmidt har arbeidet kraftigen mod deres Fanatisme.

Det er nu omtrent 10 Aar siden, Hans Hauge i Tunøe Sogn begyndte at lege Apostel. Jeg var den Gang Huusinformator hos Hr. Aschehoug, Sognepræst til Rachestad, som er Naboesognet til Tunøe, der be­gyndte ogsaa at besøges hyppig af Hans Hauge tilligemed en Karl og en Pige, som da udgiorde hans Følge. Jeg hørte ham engang prædike for en talrig Forsamling, der hørte ham med megen Opmærksomhed, og jeg min­des ikke rettere, end han den Gang forklarede Fader vor — det forstaaer sig paa en for en nogenledes Oplyst høist jammerlig Maade. Da Talen var ude, opfordrede han Enhver til at igiendrive ham om de kunde, men ingen af de Tilstedeværende havde dertil Lyst eller Mod.

Jeg besøgte hans Forsamling en anden Gang i Selskab med Hr. Aschehoug. Da stod han paa et høit Gierde og talte for en stor Forsamling. Hr. A. be­nyttede sig af Leiligheden, da han saae mange Menne­sker vare forsamlede — han søgte at lægge Hauges Inkompetence til Lærerembedet for Dagen, hvilket lykkedes denne ypperlige Fader for sin Menighed i den Grad, at den forsamlede Mængde visselig havde mis­handlet ham, dersom han ei havde søgt Skiul.

Men desværre ! det varede ikke længe, førend Prædikanten igien

– 73 –

vandt den lettroende Mængdes Fortrolighed og stiftede megen Skade. Et Par unge Mennesker giorde han næsten afsindige — nogle, sagde Rygtet, styrtede sig ned af Tagene, da de troede, at de ei skulde støde deres Fod paa nogen Steen; Andre giorde Forsøg paa liig Jesus at gaae paa Vandet og vare nær omkomne.

Af Ovenstaaende vil Deres Velærværdighed vel no­genledes kunne indsee, hvorledes Hans Hauge er kom­men saa vidt med sin Lære.

Imidlertid maa det glæde Enhver at erfare Regiæringens vise Foranstaltning til at udrydde Hans Hau­ges Sværmerie ved at belægge hans Person med Arrest og hans Skrivter med Konfiskation. Maaskee det kan hænde, at den betydelige Kapital, han har samlet, kan blive anvendt til Skolevæsenets Forbedring, og hvo vilde da ikke forglemme meget af det Onde, han har foraarsaget !

Ramnæs Kapellangaard ved Tønsberg d. 17. Sept. 1805.

Ærbødigst

C.F. Teilman, res. Capellan for Ramnæs Præstgield i Jarlsberg Grevskab.

En dansk Præst, Elieser Gad i Rø paa Bornholm, fortsætter samme Steds med en lang Klage over Almuens Uvidenhed og siger : «Det er derfor aabenbare urigtigt, naar vi med Hensyn til Landalmuen i det Hele kalde vor Tidsalder den oplyste; og det er paa samme Grund i og for sig selv slet ikke besynderligere, at en Hans Nielsen Hauge kan samle Proselyter og Penge i vore Dage, end det havde været for 100 og flere Aar siden. Ja, jeg paastaaer endog, at netop vore Dage, saaledes som Tingene staae, og i nogle Aar have staaet,

– 74 –

ere for en saadan Sværmer gunstigere, end nogen anden Tidspunkt vel kan have været.

Lægprædikanten indfinder sig — han kræver, som det synes, ingen Løn for sin Opofrelse; det er for Guds Sag allene, at han arbeider — han er af Almuens egen Klasse, han omgaaes dem uophørlig, sover iblant dem, æder og drikker med dem — han har intet lært, det glemmer han ikke at fortælle — men taler dog om Guds hemmelige Ting i convulsivisk Begeistring, og giør det derved saa uimodsigeligt, at det er Aanden, som taler af ham, at den tvivlsomme, den ængstede Almue, der saa gierne vil være roelig, men saa nødig vil være fornuftig, saa gierne blive salig, men saa nødig høre, at Sædelighed, Selvbeherskelse, Orden og Dyd er dertil nødvendig, modtager Sværmeren med aabne Arme, og övergiver ham med Henrykkelse baade sin timelige og evige Velfærd.

Saaledes omtrent er det gaaet med Almuen i de senere Aar, og af denne Tingenes Gang synes det mig meget forklarligt, at en Hans Nielsen Hauge og Consorter kunne have vundet Tilhængere i Mængde.

Bibelen lære de uden ad, og med Sprog af den be­vise de Alt, hvad de sige. Bibelen, det er : dens, efter sin nærværende almindelige Beskaffenhed, uundgaaelige Misbrug af Almuen, er derfor, og har i flere Aarhundreder været En af de meget kraftige Aarsager til Sværmeres lette og hurtige Fremgang iblant Folket.

— Man misforstaae mig kun ikke, man mene ei, at jeg frakiender Bibelen sit sande, virkelige Værd; nei ingenlunde !

— Baade som Religionslærer, Christen og Menneske skulde intet være mig kierere, end at bidrage til at hævde dens Værd, og giøre den Brug nyttig for Alle, men naar jeg undersøger Aarsagerne til Sværmeriets

– 75 –

Oprindelse og Udbredelse, naar jeg hertil giennemgaar Historien fra alle Aarhundreder, og lægger Mærke til, hvad jeg daglig selv seer og erfarer, saa kan jeg ikke dølge, at Bibelens Misbrug, efter mit Skiønnende, har været, og er den Dag i Dag et af de kraftigste Midler til Sværmeriets Udbredelse.

— Ak ! at man dog vidste, og vilde vide og bekiende, hvor falskeligen Bibelen forstaaes, og hvor fordærveligen den misbruges af Almuen i Almindelighed ! — Efter min Mening har derfor Overtroe og Svaermerie aldrig erholdet nogen mere glimrende Triumph, end da Bibelen, urigtig, dunkel og uforstaaelig oversat, blev givet den raa, uvidende, uforberedte Almue til almindelig Læsebog, hvorfor Erfarenhed ogsaa bekræfter, at de iblandt Almuen, som meest læse Bibelen, og ret have giort den til deres Haandbog, meget ofte ere de hovmodigste, ufornuftigste, dovneste og udueligste Mennesker, eller de skinhelligste, nederdrægligste Hyklere“.

Efter denne kraftige Salut om Bibelen som Kilde til alt ondt vil vi tage Afsked med alle disse «nidkiere» norske og danske Præster og lade dem med Hr. Elieser Gad i Rø i Ro.

– 76 –

Hans Nielsen Hauge og Myndighederne.

Det Kancellicirkulære, som vor altid vaagnE Rege­ring udsendte imod ham til Amtmændene af 30. Oktober 1804 kom en Postdag for sent, for saa vidt som det gaar ud fra, at han endnu opholder sig i Jylland, medens han var rejst tilbage til Norge allerede sidst i August.

Det lyder saaledes :

«En Person fra Norge, navnlig Hans Nielsen Hauge, der kalder sig Købmand i Bergen, har i adskil­lige trykte Skrifter, men især i et nylig i Christianssand udgivet, under Navn «De enfoldiges Lære og Afmægtiges Styrke“, tilladt sig højst fornærmelige Udtryk imod Gejstligheden i Almindelighed, og desuden søgt at bibringe Almuen Grundsætninger, der ere ligesaa skadelige for ethvert Individ, som for Staten og det almindelige Vel. Med Hensyn hertil, og til flere af ham forøvede og for Cancelliet anmeldte lovstridige Handlinger skal N. N. lade Hauge, som efter offent­lige Tidender for nærværende Tid skal opholde sig i Nørre Jylland, paa det allernøjeste eftersøge, og hvis han findes, lade ham anholde og nøje bevogte samt bemægtige sig de Papirer og Bøger, som han maatte antræffes med; naar han er paagreben, ville De behage at indberette Cancelliet. Saadant til nærmere føjende Foranstaltning“.

– 77 –

Og da Hauge allerede var fængslet, udsendtes der en kgl. Placat imod ham saalydende :

PLACAT HVORVED SALG OG UDDELING AF HANS NIELSEN HAUGES SKRIFTER FORBYDES.

Friederichsberg Slot, den 5te Julii 1805.

Kiøbenhavn.

Trykt hos Directeur Johan Frederik Schultz, Kongelig og Universitets-Bogtrykker.

Vi Christian den Syvende af Guds Naade Konge til Danmark og Norge o.s.v. Giøre vitterligt : At os allerunderdanigst er bleven foredraget, hvorledes en Person, navnlig Hans Nielsen Hauge, af Thunøe Sogn i Aggershuus Stift, har ved adskillige i Trykken udgivne fanatiske Skrifter søgt at stadfæste den samme vildfarende Lære, hvilken han og hans Tilhængere have dristet sig til at udbrede paa forskellige Steder, fornemmeligen i Vort Rige Norge, i de med Almuen holdte Forsamlinger.

Vi have tillige med Bekymring erfaret, at fleere blandt den mindre oplyste Mængde, ei allene have taget Anledning af de Sætninger, som indeholdes i forommeldte Skrifter, til utidig Grublen over mange af den christelige Religions Sandheder, og til ængstelige Tvivl imod samme; men endog derved ere blevne forledede til at unddrage sig fra deres lovlige Næringsbrug, og, istedet for at virke til Gavn for sig og andre, aT tilbringe deres Tid i en sørgmodig Ørkesløshed, der ikke sielden har bragt dem til Mishaab og Fortvivlelse.

Som Vi derfor allerede have ladet føie de alvorligste Foranstaltninger mod Hans Nielsen Hauge selv, og

– 78 –

mod de af hans Tilhængere, der fremdeles maatte vove, af egennytige Hensigter, at mislede de Uerfarne, saa finde Vi det og fornødent, at standse de skadelige Føl­ger, en videre Udbredelse af ovennævnte Skrifter kunde medføre.

Af denne Aarsag befale Vi : at enhver, som maatte have modtaget noget af fornævnte Hans Nielsen Hauge forfattet, eller af ham oversat, eller udgivet, trykt Skrift, til Forhandling eller Uddeling, uopholdeligen skal aflevere samtlige Exemplarer deraf, til Stedets Politimester, under hvis Bevaring de skulle forblive, indtil den mod bemeldte Hans Nielsen Hauge begyndte Sag er tilendebragt, og det under samme, eller i For­bindelse dermed, endeligen er bleven afgjort, hvorledes disse Skrifter videre kan blive at forholde. Befindes nogen at have tilbageholdt, endog et eneste Exemplar, af forommeldte Skrifter, eller at have solgt eller paa anden Maade overdraget samme, efter denne Vor Be­faling er bleven kundgjort, da bør han ei allene have forbrudt Exemplarernes Værdie efter den derpaa satte Priis, men tillige bøde 50 Rdl. til Sognets Fattigkasse.

Hvorefter alle Vedkommende sig allerunderdanigst have at rette. Givet paa Vort Slot Friderichsberg, den 5te Julii 1805.

Under Vor Kongelige Haand og Seigl. CHRISTIAN R.

Gloria ex amore patriae.

Kaas. Cold. Knudsen. Bulov Monrad. Schack.

Saaledes var altsaa Myndighedernes Stilling over­for ham.

Vor Herre Jesus talte en Gang om, at der var visse

– 79 –

Folk, der havde Tilbøjelighed til først at slaa Profeterne ihjel og derefter smykke deres Grave. De, som slog Hauge ihjel, ligger nu selv i deres Grave.

Biskop Bang fortæller i sin Bog et gribende Træk herom : «I Følge Meddelelse af en Mand af Lensmand Grams Familie havde denne Ombudsmand i sine senere Aar forfærdelige Samvittighedskvaler, kunde intet Sted finde Ro og vilde snart hid, snart did. En Dag gik han sammen med en af Hauges Venner (Niels Braaten) ned til Huga; paa Vejen blev han syg, og han forstod, at Døden var nær. Han udbrød da : «Jeg har fængslet Hauge her; men han vil nok fængsle mig i Evigheden“. Og med disse Tanker døde han“.

Norges Kirkeministerium.

Desto mere glædeligt er det at se, hvor villigt det norske Kirkeministerium i Aar fulgte en Henstilling fra Oslo Bispen Johan Lunde om at opfordre alle de norske Kirker og Menigheder til Søndag den 30. Marts 1924 at mindes Hundredaarsdagen for H. N. Hauges Død.

Biskop Lunde skrev «Utvivlsomt vil Indre Mission fejre Dagen; men heller ikke den officielle Kirke bør lade denne gaa upaaagtet hen“. Og Ministeriet skri­ver, at det «med Glæde er gaaet ind paa dette For­slag og anmoder Sognepræsterne om ved Gudstjene­sten den 30. Marts at omtale Hauges Virke, der som bekendt fremkaldte den mest gennemgribende Vækkelse, som nogensinde har fundet Sted hos os og medførte den religiøse Friheds Gennembrud i dette Land. Mini­steriet vilde finde det heldigt og passende, om Præsterne vilde benytte Anledningen til at bede Gud om,

– 80 –

at en lignende sand Landsvækkelse maatte opstaa til Gavn og Velsignelse for det norske Folk“.

Det er forfriskede og glædeligt at høre slige Toner i en officiel Skrivelse fra et Ministerium. Det maa man lykønske den norske Kirke til.

Norges liberale Teologi.

Men medens Kirkedepartementet saaledes hylder Hauges Minde, foreligger der ogsaa andre Vidnesbyrd af en anden Aand. Dagbladet «Dagen“ skriver i An­ledning af Mindedagen for Hauges Død saaledes under Overskriften :

Grov Uforstand.

«Den liberale teologis bidrag til Hans Nielsen Hau­ges karakteristik indeholder ypperlige momenter til selvkarakteristik. Typisk er professor Mowinckels ar­tikel i «Tidens Tegn“. Hauge og den haugianske vækkelse omtales med sympati, ja med tilløb til virkelig forstaaelse : «Den gamle vækkelse — i grunden den ene­ste vi har hat, som fortjener dette navn — var kirke- fornyende, trods oppositionen mot kirken, og kunde været det i endda høj ere grad, hvis ikke den officielle kirke hadde lagt grov uforstand for dagen“.

I modsætning hertil levnes vore dages lægmandsbevægelse og vækkelseskristendom ikke ære for to skilling : «Den nyere lægmands- og indremissionsrørelse er kirkesprængende og sekterisk og i en uhyggelig grad rettet paa de ydre attityder — der gives ogsaa sjælelige attityder — iste­denfor det indre og personligkarakterdannende. En kirke som endda har mindste gnist av bevissthet igjen om det, som egentlig ligger i begrebet «katolsk» d. e. almindelig, maa derfor før eller siden skalle den av“.

Vi noterer denne uttalelse om avskalling, bl. a.

– 81 –

fordi den gir uttryk for en ændring i den liberale teo­logis holdning overfor lægmandsbevægelsen. De ældre liberale teologer søkte i sin tid tilknytning til specielt den vestlandske lægmandsbevægelse (en tilnærmelse som rigtignok blev avvist). De yngre er færdige med det. Vi noterer videre denne uttalelse, fordi den gir uttryk for en grov kirkelig uforstand, som den liberale teologi ikke er alene om. Den officielle kirke vilde som bekendt i sin tid «avskalle“ Hans Nielsen Hauge og den bevægelse, han hadde reist. Med rette karakteriseres denne holdning nu som grov uforstand. Med rette peker man nu paa bevægelsens kirkefornyende evne. Men ikke før er man tilbage i nutiden, før den samme grove kirke­lige uforstand knæsættes som kirkepolitisk program. Hvilket betyder, at mange af vore teologer intet har lært og intet har glemt“.

Nordisk Indre Missions Kongres.

Ved den anden nordiske Indre Missions Kongres i Christiania i Januar 1922 aflagde Mødets Deltagere i samlet Trop et Besøg ude ved den vinterklædte Grav paa Gl. Akers Kirkegaard. En lille Andagt blev holdt, og vi sang nogle Sange og prisede Herren for, hvad han gav Nordens Kirker i H. N. Hauge.

Hundredaarsfesten i Norge 1924.

Og — for at være saa aktuel som muligt — skal her endnu tilføjes følgende af ganske ny Datum :

I Anledning af 100 Aars Dagen for H. N. Hauges Fødsel blev der holdt Mindefester rundt om i det nor­ske Indremissionsfolks Kirker og Bedehuse. Der indsamledes ca. 9000 Kr., og for disse Penge foretoges en gennemgribende Restaurering af H. N. Hauges Føde-

– 82 –

sted, som Indremissionsselskabet ejer, og som nu blev ført tilbage til sin oprindelige Skikkelse.

Om Festen hedder det i «For Fattig og Rig“ :

Søndag 24. August var der berammet Fest paa Hauges Minde, og da var Restaureringen færdig. Et Par indre Vægge, som var af senere Data, er fjernet, saa Kjøkkenet har faat igjen sin oprindelige Spisekrog, hvor Beboerne har indtat sine Maaltider, er blit større og forsynt med et sparsomt Bohave (bl. a. en Vugge, som antagelig Hauge har ligget i og som endda gaar i Laan rundt i hele Grænden og brukes, naar et Barn kommer til Verden).

Ved Siden av Dagligstuen er til­bygget et litet Kammer, en Kove, som var Søster Annes og hvor denne Hauges elskede Søster døde. Her er indrettet et litet Haugemuseum. Paa den ene Væg er Fotografier fra Hauges Liv — den Gaard, hvori han holdt sin første Opbyggelse, forskjellige Fængsler, hvor han har sittet. Billeder fra Eiker Mølle, fra Bredtvedt o. s. v. Paa den anden Væg er Fotografier av kjendte Haugianere.

I Glasmontrer er paa den ene Side fotografiske Gjengivelser af Hauges Breve, av Aktstykker fra Rettergangen mod ham o. s. v. Særlig interessant var det at læse Christian den 7des Skrivelse av 1804, hvori Kongen befaler, at Hauge skal fængsles, sam­menlignet med Kirkedepartementets Skrivelse av 1924 (120 Aar senere), hvori der i Anledning af 100 Aars-dagen for Hauges Død forordnes en Mindegudstjene­ste, hvor der bør bedes om en Landsvækkelse i Hauges Aand og samles Penge til at flytte hans Fængsel over til Bygdø Folkemuseum for at bevare det for Efterslegten. I en anden Glasmontre er samlet Hauges Skrif­ter, Skrifter om Hauge etc.

Det lille Bedehus, som er tilbygget Huset, er ogsaa

– 83 –

sat i en hel ny Stand. Over Talerstolen staar paa en Tavle Ordene av «Hauges Salme“: Jeg og hvad mit er jeg gerne vil miste, naar du alene i Sjælen maa bo.

Endelig er der et litet Bønnerum, hvor Hauges sidste Ord staar paa Væggen : «Følg Jesus“  «O du evige, kjærlige Gud !“

I anden Etage ser vi Hauges Sovekammer, hvor han har kjempet saamangen aandelig Strid.

Stedet har i det hele vundet saa meget ved Restau­reringen. Hauges Minde paa Rolvsøy er nu dobbelt et Besøg værd.

Hertil bidrar ogsaa den vakre Bauta, som er reist ute paa Tunet. Det er en enkel Sten, hvori Hauges Relief i Bronce er indsat. Under dette staar følgende Ord av den avdøde : «Jeg har svoret Herrens Aand Troskap, og han har hjulpet mig til at bli mit Forsæt tro“.  Desuten staar med store Bokstaver hans Navn og Aarstallene 1771—1824.

Afsløringen havde samlet en stor Menneskemasse. Man mente, der var ca. 3000 Mennesker, og en slig Masse Biler er det ikke ofte at se paa Landsbygden. Om Formiddagen var der Gudstjeneste i Rolvsøy Kirke, hvor Sognepræst Wisløff prædikede. Afsløringstalen om Eftermiddagen holdtes af Professor Hallesby, som til Tekst havde taget Ordet fra Ap. G. 1,8 : «I skal faa Kraft, naar Helligaanden kommer over Eder, og I skal være mine Vidner“.

Sognepræst Alfred Hauge, Kraakstad, en Sønnesøn af H. N. Hauge, takkede paa Familiens Vegne“.

– 84 –

Spredte Træk i Anledning af Hundredaarsdagen for Hauges Død.

Trykt i «Kristeligt Dagblad» til Hundredaarsdagen.

Havde han blot levet fem Dage længere, kunde han have fejret sin 53-aarige Fødselsdag, thi han var født den 3. April, og han døde den 29. Marts nu for 100 Aar siden. Et Foraarsbarn var han altsaa, og Vaar og Spi­ring fulgte i hans Spor, lige til det sidste, en Vaar, der blomstrer og bærer moden Frugt endnu i hans el­skede Fædreland.

Det var i 1771, han blev født, nede i det sydlige Norge, i Smaalenene, paa Østlandet, i Tune Sogn paa Gaarden Hauge. Folk, som rejser til Norge, burde betænke dette, naar de ved Sarpsborg har passeret Glommens brede, rolige Strøm med dens imponerende Vandfald. Omkring ved Stationerne Greaaker og Lisleby er man ganske tæt ved det Hus, hvori han fødtes hin Martsdag. Huset staar endnu vel bevaret med mange Minder om ham, bl. a. et Skab i Væggen og en Kom­mode, som han selv har lavet.

Det var ogsaa en Foraarsdag, d. 5. April 1796, to Dage efter hans 25-aarige Fødselsdag, da «den enfol­dige og ulærde Bondegut“, som han selv kaldte sig, ude paa Marken under Pløjningen blev «saa opløftet til Gud, at jeg ikke sansede mig eller kan udsige, hvad

– 85 –

der foregik i min Siel. Det var en Herlighed, som ingen Tunge kan udsige, min Siel følte noget Overnaturligt, Guddommeligt og Særligt, saa at jeg havde et ganske forandret Sind, en Sorg over alle Synder, en Begierlighed, at Menneskene skulde blive deelagtige med mig i samme Naade, en særdeles Lyst til at læse i den hel­lige Skrift“, — saaledes beskriver Hauge selv sit aandelige Gennembrud, da Sæden skred i ham, den Sæd, der fra Daabens Stund havde bølget som grønt Græs over hans Hjærtes fromme Barneager.

Og det var dette Gennembrud, som kaldte ham til Reformator, — nolens, volens — uden at han selv vilde det; men dog som den, der ikke kunde være utydig mod det himmelske Syn. Kun i otte Aar varede hans Virksomhed.

I Sandhed, man maa undres over det Kæmpeværk, Guds Aand udførte i og ved ham i dette korte Spand af Aar, — i otte, korte, hastigt fortærede Aar gennemrejste denne Mand, der trods sin Ungdom besad en forbavsende kristelig Visdom og Modenhed, ustandseligt sit vidtstrakte Fædreland østenfjelds og vestenfjelds, ned til Drammen, over til Bergen og helt op til Trondhjem, overalt saaende Guds Ords dyrebare Sæd. Saa da den ugudelige Lensmand Jens Gram arresterede ham, var Vaarsæden lagt overalt i Norges Bygder, og det spirede og grønnedes i Dalene og op over Lierne.

Det var en mørk Oktoberaften i 1804, da tog de ham og satte ham i Arrest, belagt med Jern, og derefter smægtede og visnede denne Foraarets friske, stovte Søn i Fængslet i syv Aar, og endda først om Morge­nen den 23. Decbr. 1814 efter ti Aars Fængsel og Proces fik han sin Sag sluttet, idet han hin Dag blev pure frikendt for alle sine Modstanderes djævelske Beskyld-

– 86 –

ninger. Oprøres og harmes maa man i sin inderste Sjæl, hver Gang man vender tilbage til at læse om dette oprørende Justitsmord, denne barbariske Skændsel; ikke mindst maa man harmes over hele det glammende Kobbel af Helvedeshunde i Skikkelse af vantro Bisper og Præster, der hylede op med deres sataniske Løgne mod denne redelige, sandhedskærlige Sjæl.

Det er naturligvis ikke min Hensigt her at give en Skildring af Hans Nielsen Hauges Person, Gerning og Lidelse; mange har jo sikkert selv læst den norske Forfatter Jacob B. Bulls livlige og beaandede Skildring af ham, og de, der maaske ved Læsningen af denne Bog har faaet Trang til at ville vide «rigtig“ Besked om Hauge, saaledes som det gik mig, maa jeg henvise til den nu afdøde Kristiania Biskop A. Chr. Bangs udmærkede og solide Skildring af «Hans Nielsen Hauge og hans Samtid“, hvis tredie Oplag blev udsendt i 1910, da Interessen for Hauge var bleven saa vældig genoplivet ved Bulls Bog, og efter at Bogen havde været udsolgt siden 1875.

Den fromme, gamle Biskop Bang siger i sit Forord, at han, idet han udsender dette sit Ungdomsarbejde paany, føler Trang til at udtale, at han «fremdeles holder fast paa sit Grundsyn og hver­ken har haft Tid eller Hjertelag til at foretage større Forandringer, saa Værket kommer, som det var, baaret og fyldt af den friske Ungdoms glødende Begejstring for Hauge og hans Gerning. Og“, tilføjer han, «det er vel dette, som har givet den sit egentlige Værd“.

I sin Beskedenhed undervurderer Forf. dog sikkert sit Arbejde; thi Bogen er et historisk Kildeskrift af høj Rang, bag den ligger et indgaaende Kildestudium af de utallige Aktstyker fra Hauges Proces.

Bogen

– 87 –

er nu tilmed udstyret med mange, udmærkede Billeder, og det gør den saa meget mere tiltrækkende.

Den blege Straale af Vintersol, som hin December­dag i 1814 ved den endelige Frifindelse omsider fandt Vej til Hans Nielsen, kom dog for sent. Der skulde ikke mere oprinde noget nyt Foraar paa den gamle Vis for ham. Hans Kraft var brudt, og den halve Snes Aar, i hvilke det endnu var ham forundt at leve, blev kun en eneste langvarig Rekonvalescens med hyppige Tilbagefald.

Det er et helt Hospitalsregister, Biskop Bang i sin Bog opregner : «For Hauge var det selv­følgelig den værste Følge af den langvarige Arrest, at hans Helbred i de syv Fængselsaar (Høsten 1804—Høsten 1811) fik et Knæk, der aldrig forvandt. Det var en Hær af Sygdomme, der ikke veg fra den tidligere saa jernstærke Mand, før han laa i Graven: Blodspytning, Koldfeber, Gigt, Kolik, Skørbug, Vattersot, For­stoppelse og Nervesvækkelse; hans Legeme var opsvulmet, hans Ansigtsfarve bleg og gul“.

Henimod Slutningen af 1811, tre Aar før den ende­lige Frifindelsesdom, saa man sig nødsaget til at lade ham slippe ud af Arresten paa Trods af Domskommissionens Protest, «idet hans Helbred var saa medtaget af den langvarige Arrest, at det ikke var tilraadeligt at holde ham indespærret længere, hvis man ønskede at se ham i Live ved Sagens Afslutning“, og han flyttede da ud paa Bakkehaugen ved Sagene, tæt ved Kri­stiania, og her boede da Hauge fra 1811 til 1817.

I Novbr. 1917, da jeg var i Kristiania for at holde ni Række Møder, var jeg under dette Ophold paa Jagt efter Minder om Hauge. Jeg var inde paa den gamle Politigaard i Dronningensgade og fandt Hauges gamle

 – 88 –

Arrest, der senere er flyttet ud paa Bygdø, hvor den nu tjener som Museumsgenstand. Jeg buldrede paa overalt og vakte omsider en Betjent op af sin Middagssøvn. Forvirret som han var ved den pludselige Opvaagnen og ved mit danske Sprog, gik det først langt om længe op for ham, at det var en mer end hundredaarig Arrestants Saga, jeg efterforskede; men da han først havde fattet Sagen, var han meget elskværdig og tjenstvillig og udbrød : «Naa ja, han, predikanten, jo da, det var hær, han satt !“

Siden, en Eftermiddag, besøgte jeg nogle unge Præstevenner. Jeg fik da at vide, at der kun var en halv Times Gang ud til Bakkehaugen; — en, to, tre, op og af Sted, til Trods for den elskværdige Værtindes Til­bud om Kaffe.

— Nej, Tak, Frue, Kaffe kan man altid faa, ogsaa i Danmark; men Bakkehaugen har man kun Chance for at se her i Norge !“ Vi drog da af Sted alle tre i den skumrende Novemberdag og var snart ude paa Bakkehaugens historiske Grund, hvor nu Kristiania allerede strækker sine Fangarme ud imod de Marker, hvorpaa Hans Nielsen gik just ved denne Tid for 100 Aar siden.

Vi blev meget elskværdigt modtagne af Gaardens Ejer, Bogtrykker Grøndahl, hvis Bedstefader var Hau­ges Forlægger, og Venskab igennem tre Generationer forbandt ogsaa den nuværende Ejer med Hauges Sønnesøn, Provst Hauge i Skien.

Hr. Grøndahl fortalte os, at han havde egentlig først tænkt paa at ,»rive“ det gamle Hus, i hvilket Hauge havde boet (der er Billede af det i Bulls Bog, som det staar endnu); men saa havde han bestemt, at det af Pietet mod Hauges Minde skulde blive staaende, som

– 89 –

det stod i hans Dage, og han byggede sig da en ny, stor, hvid Villa lidt derfra paa Tomten.

Vi gik først en Tur rundt paa den Klippeknaus, paa. hvilken Gaardens Bygninger ligger, og som Hans Niel­sens Broder Mikkel købte til ham.

Biskop Bang fortæller : «Saalænge hans Sag var under Behandling, var dog ikke hans personlige Frihed mere sikret, end at han til enhver Tid maatte være for­beredt paa at gaa i Fængsel; dette var ofte paa Tale, og det var alene Hensynet til hans daarlige Helbredsforfatning, som hindrede, at han atter blev berøvet Friheden. Saa vidt hans Helbred tillod det, tog han sig med Iver af Gaardbruget, indførte flere Forbedringer i Driften, byggede nye Huse, ligesom han ogsaa, hvad der mest har fæstet hans Navn til Stedet, anlagde et Møllebrug paa Gaarden.

Straks efter at han i 1811 tilflyttede Bakkehaugen, blev han opmærksom paa, at den «Stryg“, Akerselven dannede paa Ejendommen, maatte kunde udnyttes til at gøre Vandet nyttigt. Bakke Mølle ydede sin Anlægger god Indtægt. Han var saa heldig at faa Malingen for Garnisonen i Kristiania og blev derved sat i Stand til i Aaret 1812 at udfolde en efter Omstændighederne storartet Godgørenhed mod Fattige.

— Han gik imellem dem og talede med dem om de Ting, der hører Guds Rige til“.

«Da Hauge om Høsten 1811 fik Tilladelse til at flytte til Bakkehaugen, forbød man ham paa det stren­geste at tale Guds Ord. Det var nok ikke saa ganske sjældent, at dette Forbud blev overtraadt; da havde man altid Vagt staaende paa Udkig. Selve Assessor Collet foretog stundom i egen Person slige Spion-Rejser til Bakkehaugen; naar han da traf flere af Hauges Venner samlede der og fik Mistanke om, at der var

– 90 –

Ugler i Mosen, gav han sig fore lige til Aftenen“, for at han saaledes kunde hindre den skadelige Andagt — begribeligvis !

Vi tre gik derefter med vor Vært ind i Hauges Be­boelseshus, hvor alt staar urørt endnu som i hans Dage. Paa dette Dørgreb har hans kraftesløse Haand ligget, paa denne Stol har han hvilet, og her foran Pejsen har han siddet og stirret ind i de ulmende Gløder, som snart holdt paa at kvæles af Asken; men snart igen sprang frem med friske, ukuelige Flammer her og der.

Her oplevede han sit første kortvarige Ægteskabs Lykke fra 27. Januar til 19. Decbr. 1815. Hun havde været hans Husbestyrerinde fra den Dag, han drog ind paa Bakkehaugen, og plejede ham ømt og trofast under hans mangehaande Sygdomme; men den lille Drengs Fødsel kostede hende Livet. Hun hed Andrea Nyhus, og Sønnen, Andreas, blev opkaldt efter hende. Han blev senere Provst.

Og her giftede han sig igen den 22. Januar 1817 med Ingeborg Maria Olsdatter.

Efter 6 Aars Ophold her maatte Hauge sælge Gaarden, fordi han var for nær ved Kristiania, og han blev alt for overrendt af Besøg. Nu var han jo bleven «en interessant Person“. D’Hrr. Bisper og Præster, som før havde hundset og forfulgt ham og som havde uskadeliggjort ham ved at knække hans Helbred, kom nu ud at besøge dette mærkelige Fænomen, en Lægmand, der kunde prædike, og som, tænk, aldrig havde studeret Teologi ! Men ogsaa Menigmand fra Byen kom stadig derud, og til sidst blev det for meget for den svagelige Mand, og ved Hjælp af Laan fra Venner købte han da i 1817 Gaarden Bredtvedt i Aker, en god

– 91 –

Milsvej længere borte fra Byen, mod Nord; men det Hus, han boede i der, er desværre revet ned.

Vort Besøg paa Bakkehaugen var nu ogsaa til Ende. Vi skulde jo hjem i god Tid til Mødet om Aftenen. Ved en Lygte lyste vor venlige Vært os ned ad Trappen og ud over Gaardspladsen. Der skiltes vi.

Henne ved Møllen, hvor Vejen svingede ned fra Gaarden, vendte jeg mig endnu en Gang, — og i et Nu saa jeg et af de Glimt, man aldrig glemmer. Det var, som om vi med et Slag var rykkede 100 Aar tilbage i Tiden. I det usikre Lys af det flakkende Lygteskær saa vi en aldrende Mand stavre op ad Trappen til Hans Nielsens Hus for at laase af for Natten. Det var, som om det kunde have været ham selv, der havde fulgt Venner til Dørs, og nu i den sidste, svage Aftenskumring gik ind for at stelle til Nattens Hvile. Det Billede staar nok lige saa klart i de unge norske Præstefolks Sind som i mit.

Saa boede han paa Bredtvedt i henved 6 1/2 Aar.

«Og det kan med Sandhed siges, at denne Gaard blev Midtpunktet for det kristelige Liv i Norge“.

Mange Breve fløj ud derfra, og endnu flere kom dertil, og Skarer af Venner strømmede sammen fra alle Lan­dets Egne. «De Gamle, der var blevne opvakte ved Hauge, vilde endnu en Gang se deres aandelige Fader igen; Fædre, der havde arbejdet sammen med ham i tidligere Dage, ønskede gerne, at deres Sønner skulde faa høre et Formaningens Ord af den Mand, hvis Røst havde haft en saa forunderlig Kraft, — Ord, der var os «kosteligere end Sølv og Guld“, som en Olding skrev“.

– 92 –

Ofte kunde man se den bøjede Skikkelse med det bleggule Ansigt vandre sagte hen over Bredtvedts Jor­der. Han plejede ved saadanne Lejligheder gerne at tage sin lille Søn ved Haanden og vise ham Markens Blomster og tale til ham om Herrens Kærlighed.“

Disse Linier af Biskop Bangs Bog har Forf. Jacob Bull med stor digterisk Kunst lagt til Grund for en nydelig Scene, hvori han skildrer en saadan Foraarsvandring og en Samtale mellem Far og Søn om Blomsterne, der har slumret saa sødt under Snetæppet hele Vinteren, men som nu bryder igennem, «fordi de har Livsens Frø i sig“.

Da jeg en Gang i 1912 i København besøgte Jacob B. Bull for at bede om hans Autograf, fortalte han mig, at Hauges Sønnesøn i Skien havde skrevet til ham og takket ham for hans Bog og havde da spurgt, hvor­fra han dog havde denne Samtale om Blomsterne. Jo, svarede Bull, den havde han selv konstrueret ud af sin indre Bevidsthed. Det var mærkeligt, svarede H. N. Hauge, for min Far, Provst Andreas Hauge, har for­talt mig den netop ganske saaledes, ja bogstavelig Ord til andet. «Det maatte jeg jo glæde mig over“, sagde Bull, «thi det viste jo, hvor nær jeg havde indlevet mig i Aanden med Hauge“.

Og saa kom Forløsningens Dag.

Det var en Foraarsdag, Mandag den 29. Marts 1824 Kl. 5 om Morgenen.

Hans Sygelighed gik over til en Kraftesløshed, der i den senere Tid kun sjældent tillod ham at forlade Sengen.

Søndagen over var han stærkt forpint af Bryst-

 – 93 –

krampe, og hele Dagen laa han stille hen. «Ud paa Natten mærkede hans Hustru, at han arbejdede med at sige noget, og hun sagde da: Gid jeg kunde forstaa det ! Han siger da saa højt, at alle Tilstedeværende kunde høre det: «Følg Jesum !“ Og kort efter udbryder han med et Glædens Udtryk i sit Ansigt : «=, du evige, kærlige Gud !“ Og da hans Hustru sagde : «Han vil vist tage dig til sig nu“, svarede han : «Ja !“ hvorpaa han bad alle, der stod om ham, at bede med sig. Og saa kom Herren og tog sin Tjener hjem.

Faa Gammel Akers Kirkegaard blev hans Støv be­gravet under stor Deltagelse. «Her hviler de jordiske Levninger af vor Medkristen, Broder og Ven“, staar der, — ja, det maatte de nok sige, for det var da ikke andet end usle, jordiske «Levninger“, der var tilbage af denne stovte, norske Bondegut, som de pinte Saft og Kraft ud af i den syvaarige Arrest.

Men kunde de end tage hans Legemskraft, saa Vaarens Foraarsmod visnede i den bleggule, bøjede Skik­kelse, saa kunde de dog ikke bryde hans Aandskraft. Paa Mindesmærket staar : «Indtil sit sidste Aandedræt holdt han fast ved den Troe, det Haab og den Kærlighed, som han havde søgt at udbrede og befæste ved Tale og Daad, ved Skrift og en christelig Vandel. Han levede i Herren, han døde i Herren. Af Jesu Naade modtager han Salighed“.

Øverst paa det af fire sammensatte Jernplader bestaaende Mindesmærke staar et lidet, forgyldt Kors.

Det var Hans Nielsen Hauges eneste Ros. Han vidste intet andet end Jesu Kristi Kors.

Og ved dette Tegn vandt han Sejr.

Paa hans Bavtasten paa Bredtvedt staar hans stolte

– 94 –

Ord : «Jeg har svoret Guds Aand Lydighed, og han har hjulpet mig til at. blive mit Forsæt tro“.

Nu er der gaaet 100 Aar, siden han drog sit sidste Suk.

Men en herlig Paaskemorgen staar Solen op paany for denne Vaarens Budbringer, Lysets og Livets Søn.