– Christiania 1881. 46 sider. Forlagt af M. Askeland; les annet om presten og forfatteren Belsheim her :
– fra sidene 5 – 46 :
Forord :
En kortere Fremstilling fra min Haand om Hans Nilsen Hauge er tidligere trykt i «Almuevennens» Følgeskrift «Almenlæsning» for 1880. Denne Fremstilling meddeles her i omarbeidet og meget forøget Skikkelse.
J.B.
– 5 –
Det har været faa eller maaske endog ingen Mand hertillands, som har efterladt sig saa kjendelige Spor, og hvis Virksomhed har været af saa varig Betydning i mange Henseender, som Hans Nilsen Hauge.
Skjønt der har været skrevet meget før om hans Liv og Levnet, kan det forhaabentlig ikke være uden Interesse eller overflødigt her at meddele en kort Beskrivelse af denne mærkelige Mands Liv.
Ligesom Kristendommen var indført i Norge med Tvang ved Kongebud under Kongerne Olav Trygveson og Olav Haraldson mellem Aarene 995 og 1080, saaledes blev ogsaa Kirkeforbedringen her indført især med Tvang under Kong Kristian III i 1537. Det ene maatte derfor blive overfladisk og paatvunget som det andet.
Det var derfor lidet at vente, at der skulde aabenbare sig stort af indre kristeligt Liv her i Landet saavel i den katholske Kirkes Tid, som kort efter Kirkeforbedringen. Det forekom vel i de senere Aarhundreder forskjellige Livsytringer, især udgangne fra den pietistiske Bevægelse i Tyskland, som opkom ved Filip Jakob Spener (død 1705). Den vigtigste af disse Bevægelser i Norge var maaske den, som opkom ved den saakaldte «Syvstjerne» i Romsdals Amt mellem Aarene 1711—1716. Denne kaldes, som bekjendt, saaledes efter 7 Præster der i Amtet,
– 6 –
nemlig : Jens Juel, Provst i Nordmør og Sognepræst til Thingvold, Amund Barhov, Sognepræst til Kvernæs, Thomas von Westen, Sognepræst til Veø, Nikolaus Engelhardt, først Kapellan i Thingvold, derefter Sognepræst i Næsset, og siden, efter von Westen, i Veø, Peder Strøm, Kapellan i Bud og siden Sognepræst i Borgund i Søndmør, Menzer Askanius, Kapellan i Næsset, siden Sognepræst i Aure, og Eiler Hagerup, først Kapellan i Kvernæs, siden i flere Embeder, tilsidst Biskop i Throndhjem. Disse 7 Præster sluttede sig sammen i en Forening med det Formaal at ophjælpe det kristelige Liv baade i deres egne og i andre Menigheder.
Den vigtigste Leder i denne Forening var den nævnte Thomas von Westen. Denne Mand var født i Throndhjem 13/9 1682, var fra 1716 Leder af Missionen blandt Finnerne, sidst Lektor ved Lære-Anstalten for Finnemissionen i Throndhjem og døde 1727.
«Syvstjernens» vækkende Virksomhed, som neppe har strakt sig synderlig udenfor nogle Dele af Romsdals Amt, synes snart at have tabt sig, efter at Lederen Th. von Westen gik ud af denne Kreds og over i andre Stillinger i 1716.
Almuen havde paa den Tid for liden kristelig Oplysning, og Vækkelsen var udgaaet fra en Kreds, som stod Almuen vel fjernt til, at Vækkelsen kunde have let for at vinde almindelig Indgang hos den. Det skulde derimod lykkes først den Vækkelse, som ved Aarhundredets Slutning gik ud til Almuen fra Almuesmanden Hans Nilsen Hauge, hvorom vi snart skulle se. Men det var gaaet længe forud noget, som havde bearbeidet Jordbunden hos det hele Folk, og som kunde give Vækkelsen Tilknytningspunkter, og det var Konfirmationens
– 7 –
Indførelse i 1736 og den derefter i Forbindelse hermed udgivne Pontoppidans Forklaring «Sandhed til Gudfrygtighed», som udkom første Gang 1737.
Efter denne Tid har en Mængde Opbyggelsesskrifter været udbredte blandt Almuen, som Postiller af H. Müller, Brokmand o. fl., J. Arnds Sande Kristendom, Scrivers Sjæleskat, Peter Dass’s og Dorthea Engelbretsdotters Sangsamlinger m. m.
Og det var paa den Tid, da det mest tiltrængtes, at Hans Nilsen Hauge fremstod med sin Bodsprædiken. Det var paa den Tid, da «Herrens Ord var forsvundet fra hans Hus», som Grundtvig udtrykte sig i sin bekjendte Dimisprædiken, da nemlig Mængden af dem, som skulde forkynde Frelsens Ord for Folket, selv vare hildede i Fornufttroens eller Rationalismens Vildfarelser og istedet for den enfoldige gamle Kristendom forkyndte en tør, ufrugtbar, død Morallære.
Hans Hauge fødtes den 3die April 1771 paa Gaarden Hauge paa Rolfsøen, 1/2 Mil fra Fredriksstad, i Thune Præstegjeld i Smaalenene. Forældrene var fromme, gudfrygtige Bondefolk, der holdt jevnlig Husandagt, og i hvis Eie der fandtes forskjellige Andagtsbøger, som Luthers og H. Müllers Postiller, Joh. Arndts Sande Kristendom o. fl., med hvilke og med Bibelen han blev fortrolig i sin tidligste Barndom.
I disse sine Barneaar var han meget tilbøielig til religiøse Grublerier. Der var meget, som gjærede i denne Gut. Han tænkte ofte paa Evigheden. Han fandt Modbydelighed ved støiende Lystigheder, dansede aldrig, agtede lidet paa Spil og Musik. Men Tale om religiøse Ting interesserede ham. Og han tænkte meget paa Tilstanden i Himmerige og Helvede, til han var i 11 eller 12 Aars Alder, men holdt sine Tanker hos sig selv og forsømte
– 8 –
at hente Trøst, Raad og Veiledning hos sin Fader derom.
En Livsfare, hvori han i sit 18de Aar kom paa Rolfsøsundet, idet Baaden, i hvilken han, hans Fader og hans Broder befandt sig, kantrede, hvorunder Dødsfrygten og Tanken paa Fordømmelsen overvældede ham, bestemte ham til flittigere at læse gudelige Bøger og leve efter det, han læste.
Denne Flid tog endnu mere til, da han en Søndag havde forsømt den sædvanlige Læsning i Postillen, og hans Fader havde bebreidet ham derfor, samt tilføiet, at han ikke var lig den, efter hvem han var opkaldt, en Farbroder, som var bekjendt for Gudsfrygt og død i sit 22de Aar.
Saaledes hengik hans Ungdom under gudelig Læsning, Frygt for Guds Vrede, naturlig Modbydelighed mod Fornøielser osv. Endnu to Gange reddet fra Livsfare kort efter sin Konfirmation, idet hans Søster engang drog ham op af en Bæk, og en anden Gang, da han var falden i Glaama ved Sannesund nedenfor Sarpen og derefter bleven liggende syg, bragtes han end mere til alvorlig Eftertanke om sin Sjels Frelse.
Efter at være bleven voxen tog han Tjeneste som Lensmandskarl hos sin Broder Ole (som paa den Tid var bleven Lensmand) og beskjeftigede sig derhos af og til med Snedker- og Smedearbeide samt Biavl, Jordbrug paa smaa Jordstykker, som han forpagtede, hvorhos han drev Handel, for hvilken han især maa have havt Anlæg. I 1795 tog han Tjeneste i Fredriksstad; men derved fandt han sig ilde. Han blev her fristet til Spil og Drik, og naar han ikke vilde deltage deri, blev han spottet. Dette var en ret tung og haard Prøvelsens og Kampens Tid for ham.
Kort efterat han var
– 9 –
kommen hjem igjen til sine Forældre, indtraf en Begivenhed, som dannede det afgjørende Vendepunkt i hans Liv. Den 5te April 1796 var han ude paa Jordarbeide og sang Salmen «Jesu din søde Forening at smage», 2det Vers :
Styrk mig ret kraftig i Sjelen derinde, at jeg kan finde hvad Aanden formaar !
Tag dig til Fange min Tale og Sinde ! Led mig og lok mig, saa svag, som jeg gaar !
Mig og hvad mit er jeg gjerne vil miste, naar du alene i Sjelen maa bo,
at sig omsider paa Døren maa liste, hvad som forstyrrer min inderlig Ro.
Med en Gang følte han da en ubeskrivelig Aandens Opløftelse tilligemed Bedrøvelse over Synden. Han fik nu saadan Lyst og Længsel til at hengive sig ganske i Herrens Tjeneste, og han syntes at fornemme i sit Indre en Stemme fra Gud : «du skal bekjende mit Navn for Menneskene, formane dem til at omvende sig og søge mig, medens jeg er nær, og røre deres Hjerter, saa de kan omvende sig fra Mørket til Lyset».
Fra nu af holdt han det for et guddommeligt Kald, han havde faaet, at arbeide for sine Medmenneskers Omvendelse. Denne 5te April, da han var 25 Aar gammel, stod altid for Hans Hauge som det vigtigste Øieblik i hans Liv. Han omtaler dette Aaret før sin Død (i 1823) i en Sang :
«Idag for syv og tyve Aar Gud kjærlig paa mig kaldte, og lægte mine Syndesaar og ved sin Naade mig kaldte til i Tiden at tjene ham, bekjende hans hellige Navn, stride med de Udvalgte».
Saamegen Opsigt som Hans Hauges Optræden vandt, saa megen Modstand, som der viste sig mod den
– 10 –
fra Geistlighedens Side, er det rimeligt, at man vilde søge en ydre Grund til den. En saadan troede man at have fundet i en Bevægelse, som en samtidig Præst i Thune ved Navn Seeberg foranledigede. Denne Mand var en udpræget Hernhuter og i flere Henseender en sværmersk Natur, der i 1795 blev afsat fra sit Embede.
Hans Hauge, som ikke var konfirmeret af ham, men af en residerende Kapellan Hammer, omtaler selv Seeberg og siger, at han blev meget tidlig frastødt fra ham og fra de faa, som sluttede sig til denne Mand.
Nu var det blevet Hans Hauges Opgave ved Tale og Skrifter at arbeide paa at vække Menneskene til Syndserkjendelse og Omvendelse. Det gik dog endnu nogle Maaneder hen, hvori han alene indskrænkede sig til formanende og opmuntrende Samtaler med kjendte Personer i sit Hjem og nærmeste Omegn. I dette samme Aar 1796 udgav han sit første Skrift : «Betragtning over Verdens Daarlighed”.
Ved Midsommerstid reiste han til Kristiania under store indre Kampe, om hvorvidt han turde lade Skriftet udgaa eller ikke, og fik det endelig efter mange Vanskeligheder trykt paa eget Forlag.
Paa Veien fra sit Hjem til Kristiania var han snart i den største Fortvivlelse, snart mægtigt aandelig opløftet En Gang havde han sat sig ned og fordybet sig i en inderlig Bøn til Gud. En Vandrer kom til og blev opmærksom paa ham og troede, at han var fra Forstanden og vilde tage sig af ham. Da Hans Hauge mærkede det, dreiede han Samtalen ind paa verdslige Ting, og efter at han derved havde vundet Mandens Tillid, ledede han atter Samtalen ind paa gudelige Ting og vandt derved tilsidst Mandens Hjerte, saa denne Samtale blev et Middel til hans Omvendelse. –
– 11 –
Hans Hauges første Skrift bestaar af 5 Kapitler, hvoraf det første handler «om vor allernaadigste Konges gode Forsyn i at regjere Landet». Her roser Forfatteren meget Kristian VI’s bekjendte urimelige Forordning om Sabaten og mod Skuespil o. l. og klager i 2det Kapitel over «de kongelige Befalingers mislige Holdelse». Det maa ikke forundre os, om Forfatteren kan have havt noget Feilsyn paa disse og lignende Ting. Skriftet gaar ligesom hans øvrige Skrifter ud paa at vække Menneskene til sand og levende Kristendom ved at forsage det ugudelige Væsen og de verdslige Lyster og leve tugtigt, retfærdigt og gudeligt i Verden (Tit. 2, 12).
Denne hans første Bog udkom i 6 Oplag i de 8 Aar 1796—1804. Hans anden Bog, «Forsøg til Afhandling om Guds Visdom», hvori var indtaget hans «Løbebane» til hans 25de Aar, udkom ogsaa i 1796 og dens 3die Oplag 1800. Det ene Skrift fulgte nu paa det andet i disse 8 Aar, ialt atten.
De øvrige af ham selv forfattede Skrifter ere : «En Sandheds Bekjendelse om Saligheds Sag» osv. Kbh. 1796 – (6te Opl. Kr.sand 1804). – «Anvisning til nogle mærkelige Sprog i Bibelen», Bergen 1798. – «De Enfoldiges Lære og Afmægtiges Styrke». Bergen 1798 (5te Opl. Kristiania 1862). – «Betragtning og Forklaring over Herrens Bøn, Fadervor». Throndhjem 1799 (4de Opl. Kr.sand 1804). – «Den kristelige Lære» Kbh. 1800 (2 Opl. Kbh. s. A.). «Kristendommens Lærdoms Grunde», Kbh. og Kr.sand 1800—1804. «Betænkning til Guds Børns Samtale», Kr.sand 1803. – «Forklaring over Loven og Evangelium», Kr.sand 1804. – «En liden Sang», Kr.sand 1804. – «To Breve sammen med 3 Sange af forskjellige», Kr.sand 1804.
– 12 –
– «Anmærkninger over førfte Mosebog», Kr.sand 1805. – Denne sidste Bog blev beslaglagt, strax den var trykt, da Hans Hauge da allerede var sat i sin lange Arrest, som varede fra 1804 til 1814. Alle disse Skrifter maa han for en stor Del have skrevet paa sine mange Reiser.
Efter sin lange Arrest udgav Hans Hauge følgende for det meste smaa Skrifter : «Religiøse Sange», Kristiania 1815 (2 Opl. smst. 1821). – «Anmærkninger over de af mig udgivne Skrifter», Kr.a 1816. – «Beskrivelse over Hans Nilsen Hauges Reiser», Kr.a 1816, (2 Opl. smst. 1858). Denne Bog udkom oversat paa Tysk i Kr.a 1819. – «Om religiøse Følelser og deres Værd», Kr.a 1817, (2 Opl. Kr.sand 1840). – «Livet i Døden», Kr.sand 1818 (3. Opl. Larvik 1859). – «Betragtninger over nogle bibelske Sprog», Kr.a 1820 (2. Opl. Skien 1846). – «Betragtninger over enkelte Søn- og Helligdags Texter”, Kr.a 1820 (2. Opl. 1886). – «Vidnesbyrd om den kristelige Religions Fortrinlighed», Kr.a 1822. – «Udtog af Kirkehistorien», Kr.a 1822. – «Anmærkninger over 1ste Kor. 15 Kap.», Kr.a 1823. – «Hans Hauges Testamente til sine Venner», Kr.a 1824, (11. Udg. Kr.a 1875).
Hans Hauge udgav ogsaa flere Skrifter forfattede af andre; som de vigtigste blandt disse kan regnes : «Udvalgt Salmebog» osv., Throndhjem 1799 (10de Opl. Kr.sand 1843). – Det nye Testamentes apokryfiske Bøger» efter en ældre dansk Oversættelse, Kbh. 1801. «Huspostil», almindelig kaldet Samlingspostillen, Kr.a og Kr.sand 1822 (6te Opl. Kr.a 1871).
Der er sat til her i Parenthes – saavidt vides – det sidst udkomne Oplag af Hans Hauges enkelte
– 13 –
Skrifter, for at man deraf kan slutte sig til, at nogle af dem maa have fundet stor Udbredelse.
Hans Hauges senere Skrifter røbe i det Hele en langt klarere og fyldigere Erkjendelse af Kristendommens Sandheder end de tidligere. Det var foregaaet en gavnlig og velgjørende Udvikling i hans hele aandelige Liv. Han er mildere i sine Domme og røber i det Hele langt mere alsidig Kundskab og Oplysning end i de tidligere Skrifter.
Det største af hans Skrifter var den fuldstændige Postille paa 900 Sider, nemlig den omtalte «Kristelige Lære», som udkom første Gang 1800 i Kjøbenhavn i et Oplag paa 4,500 Expl.; samme Dag, det var færdigt, paabegyndtes et nyt Oplag paa 5,000 Expl., 3die Oplag i Kristiania 1836, 4de Oplag i Tønsberg 1857.
Af sine Skrifter sendte han et Exemplar til Politimesterne i Kjøbenhavn og i alle Norges Stiftsstæder, saa han ikke smuglede dem ud. Hans Hauges udgivne Skrifter beløber sig i alt til 85, for det meste af ham selv udarbeidede, for en Del ogsaa udgivne efter ældre Forfattere. Hvad der gav hans Skrifter saadan Udbredelse, var ikke den grammatikalske og gode Sprogform og Fremstillingsmaade, som nuomstunder kræves; thi dermed var det daarlig bevendt; men det var den varme, hjertelige, enfoldige Aand, der gik igjennem alt.
Vi har først omtalt hans Bøger, fordi det egentlig var under Udgivelsen af sit første Skrift han begyndte sin offentlige Virksomhed. At skrive Bøger var imidlertid ikke Hovedsagen i hans rastløse Virksomhed, men derimod hans stadige Reiser og Prædikevirksomhed. Og alt tyder paa, at han besad en ualmindelig Evne til at vinde Hjerterne. Hans hjertelige, enfoldige Formaninger gjorde en ganske anden Virkning end den Tids
– 14 –
Presters fornemme, kolde, tørre Moralprækener.
I disse 8 Aar (1796—1804) reiste han om i saagodtsom hele Norge fra Fredrikshald til Bergen og fra Kristianssand til Tromsø. Det var meget faa Bygder, han ikke besøgte; paa mange Steder var han flere Gange. To Gange var han ogsaa i Danmark, mest i Kjøbenhavn, hvor han havde bedre Anledning til at faa trykt sine Skrifter end i Norge; den ene Gang var han helt ned til Kristiansfeldt i Slesvig, hvor han besøgte Brødremenigheden.
Ellers blev hans Skrifter, som vi have seet ovenfor, trykte i Kristiania, Kristianssand, Bergen og Throndhjem. Hvor han kom i alle Norges Byer og Bygder, tildels ogsaa i Danmark, vandt han Venner, hvormed han vexlede Breve i det uendelige.
Men det var ikke alene som Bodsprædikant han udmærkede sig. Han havde et aabent Blik for mange Livets Forhold. Hvor han kom, saa han sig om efter Leilighed til at anlægge Fabrikker, sætte nyttig og gavnlig Virksomhed i Gang, indkjøbe fordelagtige faste Eiendomme til sine Venner i forskjellige Egne af Landet osv. Saaledes havde han betragtet Papirfabrikkerne i Kjøbenhavn og anlagde strax derefter en Papirfabrik paa Eker ved Drammen, som bestyredes af hans Broder Mikkel Nilsen, en anden ved Fennefos i Sætersdalen, hvilken siden flyttedes nærmere Kristianssand. Strudshavn ved Bergen blev kjøbt og ligesaa Svanøen i Søndfjord samt Gjæslingernes Fiskevær og Sørøen i Namdalen, Løvøen i Nordland m. Fl.
Mange af hans Venner kom derved til Magt og Velstand, og fra dem nedstammer endnu mange mægtige Familier paa flere Steder i Landet.
Besjelet af en saadan Gavnelyst for Samfundets aandelige og timelige Velfærd tog han i 1801 Borgerskab som Kjøbmand i
– 15 –
Bergen i Haab om, at han ved at drive Handel kunde erhverve noget til at sætte gavnlige Foretagender iverk og paa flere Maader tjene Guds Riges Sag. Han vidste, siger han, at den vise Sirach udtaler i sin Bogs Kap. 26, 34, at det er vanskeligt for en Kjøbmand at vogte sig for Svig, men dog ikke umuligt.
Han drev nu temmelig udstrakt Handel, hvortil hans gode Anlæg og hans Bekjendtskaber Landet rundt i By og Bygd kom ham til stor Hjelp. Han førte Fiskevarer til Østlandet og Sædekorn derfra til det Nordenfjeldske m. m. Hans Stilling som Kjøbmand kom imidlertid ikke til at indskrænke hans Virksomhed som omreisende Bodsprædikant, men snarere til at forøge den; thi i fem Fjerdingaar i 1803 og 1804 reiste han 650 Mil, mest tilfods. Handelen lod han derfor væsentlig bestyre af sine Venner og Slægtninger.
Efter denne almindelige Oversigt over Hans Hauges Reiser tør det være af nogen Interesse at omtale de fleste af dem noget mere i sine Enkeltheder.
Efter sin første Reise, den omtalte til Kristiania, 10 Mile fra hans Hjem, Midtsommer 1796 for at faa trykt sit første Skrift, reiste han did igjen om Høsten samme Aar i samme Anledning, lærte med det samme noget af Bogtrykkerkunsten og tillige at indbinde Bøger. Efter Nytaar (1797) reiste han atter til Moss, Kristiania og Drammen, dels for at stifte Bekjendtskab med nogle gudfrygtige Mennesker, og dels for at faa udbredt sine Bøger. Han blev forfærdet over al den Letsindighed og religiøse Ligegyldighed, han fandt i Byerne. I Sommeren foretog han sig fra Hjemmet atter en Reise til Holmestrand, Tønsberg, Drammen og Kongsberg; kommen hjem fra denne Reise drog han om Høsten til Fredrikshald.
– 16 –
Til Fredriksstad, som kun laa 1/2 Mil fra hans Hjem, kom han ofte. Her var han 3die Juledags Aften hos en af sine Slægtninger, som havde budt ham til sig, og talte med denne og nogle andre Mennesker om at forsage ugudeligt Væsen og verdslige Lyster.
Hid kom da Stedets Prest med en Løitnant og 3 Soldater, og her blev da Hans Hauge første Gang fængslet. Her skulde det da forsøges ved Soldaters Banden og Grovheder at faa bragt ham paa andre Tanker. Der blev optaget Forhør; men efter at dette var blevet indsendt til Amtmanden, blev han efter nogle Uger løsladt.
Strax derefter, altsaa i Begyndelsen af 1798, reiste Hans Hauge for 3die Gang til Kristiania og derfra til Grundset Market. Udpaa Vaaren reiste han atter til Kristiania. Her blev han arresteret i Lakkegaden hos en bekjendt, til hvem han 2den Pintsedags Aften var indbuden, og stillet til Forhør af Byfogden Hagerup. Han blev spurgt blandt andet om, hvad han lærte, hvorpaa han svarede, at det var overensstemmende med Katechismen og Bibelen. Da Byfogden sagde, at han intet havde imod ham, spurgte Hans Hauge, om det var kristeligt, at Folk, som drak sig drukne og sloges, saa de laa paa Gaderne, fik gaa fri, medens han, som stadig gik i Kirke og hørte Prædiken og talte Formanings Ord til sine Medmennesker, blev fængslet og truet med Tugthusstraf ?
Byfogden svarede hertil, at dette ikke var rigtigt, og han lovede at tale hans Sag hos Stiftamtmanden. Imidlertid blev han dog atter arresteret og skulde sendes hjem fra Lensmand til Lensmand. Kommen et Stykke paa Hjemveien paa den Maade fik han Lov at fortsætte Reisen hjem uden denne Bevogtning.
Til denne Tid havde Hans Hauge 3 Gange været
– 17 –
fængslet og var 3 Gange bleven slagen, den ene Gang af en Præst, den anden Gang af en Skolelærer, som ellers strax kom til Besindelse og Omvendelse, da Hans Hauge tog Sagen roligt, den tredie Gang af en høi Embedsmand.
Men Hans Hauge kunde ikke længe være i Ro. Han reiste nu til Drammen. Og her blev han kjendt med en Skipper fra Bergen, som ønskede, at han skulde følge med did. Han forlod da i Følge med denne Drammen ved St. Hans Tid 1798 og kom nogen Tid efter første Gang til Bergen. Da Fartøiet maatte ligge for Modvind, tog han de sidste 12 Mil over Land.
I Bergen blev han ikke forfulgt paa samme Maade, som han var bleven det paa Østlandet. I Bergen blev han ikke af Geistligheden anklaget for Øvrigheden. Af den bekjendte Biskop Brun blev han oftere tagen i Forsvar. Ligesom paa andre Steder fandt han snart her mange bekjendte og Venner. Her gav han ud paa denne Tid et af sine Skrifter, nemlig «De Enfoldiges Lære og Afmægtiges Styrke». I denne udtaler han sig blandt andet temmelig skarpt mod Geistlighedens Vranglære, Stolthed, Dovenskab og Gjerrighed. Han søgte ogsaa i dette Skrift at imødegaa, hvad der var fremført mod hans tidligere Skrifter.
Af nogle Spottere blev han ogsaa i Bergen anmeldt for Øvrigheden. Men dette slap han taalelig godt fra. Han blev alene spurgt om sine Skrifter og om, hvad han lærte, og da Politimesteren sagde ham i en smilende Tone, at det var godt, om han kunde virke noget paa Folket, svarede Hans Hauge alvorlig, at det var godt, om Øvrigheden ikke bar Sværdet forgjæves, men straffede det onde og beskyttede det gode; og da han af Politimesteren var gjort
– 18 –
opmærksom paa, at der var en Forordning, som forbød Opbyggelsestaler, svarede han, at der ogsaa var en Forordning, som befalede, at hver den, som bander og bespotter Guds Ord, skal sættes i Gabestokken, og han frygtede for, at Byen blev fuld at Gabestokke, om dette Bud skulde overholdes. Siden blev han aldrig tiltalt af Øvrigheden i Bergen og Bergens Stift. Bergen var paa den Tid Norges første Handelsstad, hvor der netop maatte være Stedet for en saa praktisk Mand som Hans Hauge.
Fra Bergen tog nu Hans Hauge om Høsten først med en Baad til Stavanger og derpaa over Jæderen og videre langs Kysten til Kristianssand, hvor han kom 14 Dage før Jul. Her udgav han i Trykken Udtog af Taulers Omvendelseshistorie. Til Julen kom han til Drammen. Nu var der saa mange paa disse Kanter, som ønskede at tale med ham, saa han fik saa meget at bestille, at han ofte maatte reise langt ud paa Natten. Han besøgte de fleste Sogne deromkring. Da han nu i Begyndelsen af Aaret 1799 kom hjem til sine Forældre, var der kommet mange Breve til ham fra Bergen med Ønske om, at han snart vilde komme did igjen.
Hans Hauge begav sig igjen paa Reise til Bergen anden Gang i Marts 1799. Han tog Veien over Drammen, blev arresteret i nogle Dage paa Eker, blev sendt til Fogden paa Kongsberg, som lod ham løs igjen. Han tog opover Numedal, blev atter anholdt af Lensmanden i Væglid og paalagt at forlade Sognet. Det var paa denne Tur han blev kjendt med Brødrene Tollev og Ole Bache, som senere i længere Tid vare blandt hans navnkundigste Venner.
Han tog med en Veiviser paa Ski over Fjeldet 7 Mil til Hardanger og kom
– 19 –
endelig efter et kort Ophold der til Bergen.
En 70 Aar gammel Jomfru Maren Boes i Bergen vilde overtale ham til at blive der i Ro og skjænke ham sine betydelige Eiendomme. Men han begav sig efter nogle Ugers Forløb igjen derfra igjennem Søndfjord, Nordfjord, Søndmør og Nordmør til Throndhjem. Her lod han trykke 3die Oplag af sin først udgivne Bog : «Betragtning over Verdens Daarlighed», udgav «Udvalgte Salmebog» og begyndte at skrive sin Postil : «Den kristelige Lære».
Men her i Throndhjem og Omegn blev han oftere slæbt for Øvrigheden, irettesat af Biskopen Schønheyder og stillet for Stiftamtmanden Grev Moltke, som dog holdt med ham. Her blev han ogsaa oftere arresteret og tilsidst ved Underretten dømt til 1 Maaneds Tugthusstraf som Løsgjænger, uagtet han havde Pas, en Dom, som han vilde have appelleret til høiere Ret, men undlod det, da det maaske vilde have medtaget længere Tid end at udholde 1 Maaneds Tugthus, som han altsaa udholdt i Begyndelsen af Aaret 1800. Dette var hans 6te Fængsling.
Nu tog Hans Hauge over Fjeldet til Gudbrandsdalen og videre over Hedemarken og Kristiania og hjem til sine Forældre. Nu ønskede han at tage en Tur til Kjøbenhavn.
I Foraaret 1800 fik han Skibsleilighed fra Fredrikstad til Helsingør og tog derfra over Land til Kjøbenhavn. Her lod han trykke paa ny flere af sine Skrifter; han sysselsatte en Tid 5 af Stadens Bogtrykkerier og deriblandt et i 4 Maaneder. Det var ved denne Leilighed hans «Kristelige Lære» blev trykt første Gang.
Om Høsten 1800 reiste Hans Hauge hjem til Norge, og tog først til sine Forældre. Det blev nu en travl Tid
– 20 –
for ham. Alle vilde tale med ham; der levnedes ham ofte knapt 3 Timers Søvn om Nætterne. I denne Vinter reiste han omkring i de fleste Sogne i Kristiania Stift (dengang baade Kristiania og Hamars Stifter).
I Kjøbenhavn havde han, som ovenfor bemærket, betragtet de der i Omegnen beliggende Papirfabrikker, og dette havde til Følge, at han strax, han kom hjem til Norge, lod anlægge Papirfabrikken paa Eker ved Drammen. Fra Eker reiste Hans Hauge i 1801 op igjennem Hallingdal til Hemsedal. Anledningen til denne Reise var nærmest den, at der var opkommen den Tro blandt Folk der, at Dommedag strax skulde være for Haanden. Han fik disse Folk overbeviste med Kristi Ord om, at ingen ved dette forud. Fra Hemsedal gik han paa Ski over Fjeldet til Aal. Her gik han om Dagen 3 til 4 Mil og holdt 2 til 4 Forsamlinger.
Imidlertid blev han grebet af Lensmanden og ført med Vagt 18 Mil til Fogden paa Ringerike. Her blev han spurgt af Fogden, om han vidste, at en Kone havde hængt sig for hans Lærdoms Skyld. Hertil svarede han, at selv om han havde talt med hende, kunde han ikke været mere Skyld deri, end Jesus var Skyld i, at Judas hængte sig.
Men nu havde han aldrig seet eller talt med hende eller havde hørt om dette før. Han slap strax paa fri Fod. Derpaa reiste han gjennem Valdris og over Filefjeld og videre gjennem Lærdal og over Voss til Bergen 3die Gang. Det var denne Gang, Sommeren 1801, han tog Borgerskab som Kjøbmand i Bergen, da han troede, at han i denne Stilling bedre kunde arbeide baade for aandelige og timelige Formaal.
Nu kjøbte han sig en Jagt og reiste til Søndfjord og saltede Sild, seilede atter til Bergen og sendte Ladningen til
– 21 –
Kristiania. Før Jul lavede han sig til at reise til Nordland, men tog Veien tilfods til Throndhjem, hvor han kom strax efter Nytaar 1802. Derfra tog han tilsøs til Gjæslingernes Fiskevær i Namdalen. Her blev han truet med Arrest af en Fogedfuldmægtig, men slap dog denne Gang.
Han reiste nu til Throndhjem, og vilde tage derfra over Land til Bergen. Men kommen 3 Mile fra Throndhjem blev han indhentet af Mænd med store Stokke i Haanden, der kom paa Jagt efter ham som efter den værste Forbryder, og førte ham tilbage til Lensmanden paa Bynesset. Denne bragte ham til Fogden, som modtog ham med Haan og Trusler og bragte ham til Stiftamtmanden Grev Moltke, som tidligere havde holdt med ham eller undskyldt ham, men nu tiltalte ham haardt for nogle grove Beskyldninger, som løgnagtigt vare udspredte mod ham. Han blev nemlig gjort ansvarlig for, at en af religiøse Grublerier gal Mand i Lexviken, nogle Mil fra Throndhjem, havde slaaet ihjel et Barn for at drive Djævelen ud af det, og at en Mand i Holtaalen havde forbrændt sin Broders Arm for at prøve, om han havde den samme Kraft som de første Martyrer. Det hjalp ikke, at Hans Hauge aldrig havde været paa de Kanter, og aldrig kommet Lexviken nærmere end 3 Mile og aldrig Holtaalen nærmere end 6 Mile. Dette gik om i Aviserne ikke alene i Norge og Danmark, men ogsaa i andre Lande.
Hans Hauge blev nu i Begyndelsen sendt fra Lensmand til Lensmand Postveiene til Bergen. Men snart lod man ham reise uden Bevogtning. Han kom nu 4de Gang til Bergen og var der omtrent 1 Maaned. Han reiste nu over Voss ind i Sogn, gjennem Sogndal, Hafslo, Lyster, over Lærdal, derfra over
– 22 –
Fjeldet og gjennem Hallingdal og Numedal. Paa Ekers Papirfabrik opholdt han sig nu 14 Dage og gjorde nogle Forbedringer ved den. Derfra reiste han til Vallø Saltverk og til Bygderne deromkring. Ved et Tilfælde undgik han her at blive fængslet.
Derpaa drog han over Skien, op over Telemarken og over Fjeldene til Suldal og derfra tillands og tilvands til Bergen, hvor han nu kom 5te Gang og blev til Slutningen af dette Aar (1802). Med Handelen var det gaaet heldigt, saa han nu havde faaet 3 Jægter og 1 Slup. I Begyndelsen af 1803 reiste han med disse til Nordland for at kjøbe Fiskevarer. Det daarligste af Fartøierne forliste, medens Mandskabet blev reddet, og Hans Hauge mindedes Jobs Ord : Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet !
Paa Østlandet havde han indkjøbt Sædekorn, som han nu førte til Throndhjem, hvorpaa der var Mangel i Bygderne deromkring dette Aar. Fra Throndhjem reiste han til Gjæslingernes Fiskevær, som han nu kjøbte for sin Ven Arnt Solem fra Klæbu, og ladede Fartøierne der med Fiskevarer. Derfra reiste han opigjennem Nordland : Brønø, Alstahaug og Ranen, tog derfra over Fjeldet 16 Mil til Salten. Her gik han med sine Veivisere vild paa Fjeldet, men kom dog til Slut lykkelig frem.
Paa denne Reise indledede han Handel om Handelsstedet Løvøen i Stegens Præstegjeld for sin Ven Kristofer Brateng fra Birid. Han drog videre nordover over den da nylig bebyggede Bardodalen. Her saa han ved et stort Fossefald rig Anledning til Brugs Anlæg. Over Maalselven og Balsfjorden reiste han til Tromsø. Her fik han ogsaa Anledning til at tale nogle Formanings Ord til Finner, idet nogle tolkede hans Tale for dem, som ikke forstode Norsk. Længere mod Nord kom han ikke.
– 23 –
Fra Tromsø reiste Hans Hauge sydover til Lofoten og videre over Brønø Præstegjeld til Gjæslingernes Fiskevær. I Namdalen kjøbte han Gjæstgiverstedet Sørvik for sin Ven Otter Karlsen Bakkerud fra Hedemarken (denne svek ham senere ved avhør/red.).
Han reiste nu, truet med Arrest af Fogden, dels tillands og dels tilvands til Throndhjem. Efter en Dags Ophold der tog han Landveien til Gudbrandsdalen, besøgte siden de fleste Byer og Sogne i det daværende Kristiania Stift.
Efter et nyt Ophold paa Ekers Papirfabrik reiste han hjem til sine Forældre. Kort derefter drog han atter til Skien, tog derfra opover Telemarken, over Fjeldet til Sætersdalen og anlagde den omtalte Papirfabrik paa Fennefos. I Sætersdalen var Begjærligheden efter at faa se, høre og tale med ham saa stor, at mange reiste fra 2 til 10 Mile for at træffe ham. I Begyndelsen af 1804 reiste han til Kristianssand og lod der oplægge nogle af sine Skrifter.
Fra Kristianssand tog Hans Hauge nu Landeveien til Stavanger. Alle Steder især paa Jæderen holdt han Opbyggelser under stærkt Tilløb. Fra Stavanger tog han nu søveis til Bergen, hvor han nu efter 15 Maaneders Borteværen kom for 6te og sidste Gang, medens han var paa fri Fod. I disse 15 Maaneder havde han, som anført, reist over 650 Mile mest tilfods. Under Opholdet i Bergen denne Gang reiste han til Svanøen i Søndfjord og kjøbte den til fin Ven Ole Torgersen fra Aal i Hallingdal, der senere blev bekjendt i flere Maader, blandt andet som en dygtig Storthingsmand. Ligeledes blev Strudshavn ved Bergen kjøbt. Strar efter St. Hans Tid reiste Hans Hauge fra Bergen til Kristianssand.
Her fik han nu vide, at der var kommen Skrivelse fra Kancelliet i Kjøbenhavn til Øvrighederne i
– 24 –
Norge, som gik ud paa, at der skulde indberettes, hvad man vidste om hans Vandel, da Kancelliet var underrettet om, at han skulde udbrede skadelige Religions Begreber blandt Almuen, stifte en egen Sekt, berige sig og krænke Statens Love. Dette kunde han imidlertid ikke tro, da han mente, at den «allernaadigste Konge» ikke havde noget imod hans gavnlige Virksomhed. Men heri forregnede han sig meget.
Geistligheden idethele var rationalistisk, og en af de mest fanatiske Rationalister var Biskop Hansen i Kristianssand, som nu var forflyttet til Fyens Bispestol, men før sin Afreise fra Norge havde baade udsendt et saakaldet «Hyrdebrev» til Geistligheden i Kristianssands Stift mod «Sværmeriet», som han kaldte den Vækkelse, som var fremkaldt ved Hans Hauge, og havde tillige indsendt en «underdanigst» Forestilling til den «allernaadigste Konge» om at standse Sværmeriet.
Denne Skrivelse blev udfærdiget den 24de April 1804, og denne Skrivelse foranledigede en Kancelliskrivelse af 30te Juni næstefter om at standse «Sværmeriet» paa hensigtsmæssigste Maade.
Dermed var hele den geistlige og civile Embedsstand sat i Bevægelse mod Hans Hauge og hans Venner.
Hans Hauge havde nu foresat sig igjen at reise til Danmark. Han fik Skibsleilighed fra Kristianssand til Horsens, og reiste omkring i Jylland. Han tog ogsaa helt ned til Kristiansfeld til Brødremenigheden der, fandt meget Behag i den, om end deres ydre Skikke, navnlig Lodkastningen stødte ham noget. Efter 4 Dages Ophold der drog han til Kolding, derfra til Korsør og derfra over til Fyen til Faaborg, derfra igjen til Nyborg, og saa igjen over Bæltet til Sjelland og ligetil Kjøbenhavn.
– 25 –
Ligesom paa sin forrige Reise i Danmark traf Hans Hauge ogsaa denne Gang mange, som yndede hans Lære og Virksomhed. Han iagttog den vigtige Omstændighed, som ellers er bekjendt, at Drukkenskab var meget sjeldnere i Danmark end i Norge.
Da han var i Kjøbenhavn, var han tænkt paa at henvende sig til den «høieste Øvrighed»; men da han vidste, at der var kommet den for Øren ondt Rygte om ham, og han der ikke havde noget Modbevis, saa troede han med Rette, at det var bedst, om der kunde blive anlagt Sag mod ham, at han da var i det Land, hvor der kunde tilveiebringes Beviser «saavel om hans Tro som om hans Bedrifter».
Han gik da fra Kjøbenhavn til Helsingør, traf der en Jagt, som skulde til Norge, og fulgte med denne til Fredrikshald. Kommen hjem til sine Forældre fik han ogsaa der høre om Indberetningen om ham til Kancelliet. Nu reiste han om til forskjellige af sine Venner og kom atter til Ekers Papirfabrik. Her overlagde han nu om adjskillige industrielle Anlæg. Han havde nu baade vundet adskillig Indsigt i mange Ting og erhvervet sig nogen Formue, saa han nu kunde udrettet adskilligt godt.
Som han nu just kunde været istand til at udrette langt mere end før baade i aandelige og timelige Anliggender, blev han nu med engang afbrudt deri. Lensmanden paa Eker kom engang til ham paa Papirfabrikken og hilsede ham fra Fogden, at denne skulde tale med ham. Lensmanden sagde ham strax, at han havde Ordre til at fængsle ham. Han blev da nu endog sluttet i Jern og sat ind i Haugsunds (Hokksund/red.) Arresthus den 24de Oktober 1804. En Maaned derefter, 22de November, blev han saa paa Amtmandens Ordre af Lensmanden transporteret ind til Kristiania, hvor han som en Forbryder blev sat ind
– 26 –
i Varetægtsfængslet. Paa Veien havde Lensmanden sagt ham, at han antagelig vilde blive indespærret paa Munkholmen eller bragt til Øerne i Sydhavet. Men Hans Hauge trøstede sig med, at saa længe der var Liv, var der Haab om noget bedre.
En Mand, som nu viste ham nogen Godhed, var Stiftamtmanden Grev Moltke, som han tidligere havde truffet som Stiftamtmand i Throndhjem, og som var en tolerant og human Mand. Som vi siden skulle se, forblev nu Hans Hauge i Fængslet paa 11te Aar, alene med nogle Maaneders Afbrydelse i Aaret 1809, og i den sidste Tid under noget mildere Forhold.
Vi have altsaa seet, at Hans Hauge reiste omkring i de allerfleste af Landets Bygder. Og hans formanende, vækkende og veiledende Virksomhed bar kjendelige Frugter paa mange Steder, idet en Mængde Mennesker bleve grebne af hans Vidnesbyrd. Det kan have sin Interesse at se, hvilken Udstrækning denne Vækkelse havde ved Aaret 1804, idet vi laane nogle Meddelelser af A. Chr. Bangs Bog om Hans Nilsen Hauge.
I Kristiania Stift fandtes der Venner af ham i alle Præstegjeld i Smaalenenes Amt, mest i Thune, nogle i Fredrikshald, Berg, Skjeberg, Eidsberg, Skibtvet, Rakkestad, Trygstad, Fredrikstad og Gleminge, Raade, Rygge og Moss; i Akershus Amt var nogle i Kristiania (paa Grønland og Sagene), mange i Aker, Ullensaker, enkelte i Høland og i Kraakstad; i Hedemarkens Amt fandtes nogle i Grue, i Elverum, i Lille-Elvedalen og i Tønset, i Vingelens Annex i Tolgen, ikke faa i Stange, i Romedal, nogle i Vang og i Nes; i Kristians Amt fandtes en Del i Gausdal og i Faaberg, paa Toten, i Jevnaker og i Land, mange i søndre Aurdal og nogle
– 27 –
i nordre Aurdal; i Buskeruds Amt fandtes mange i Aal, nogle i Nes, en Del i Rollag (Nore og Opdal), enkelte paa Modum, mange i Eker, en Del i Lier og i Drammen; i Jarlsberg og Larviks Amt fandtes der af Hans Hauges Venner i alle Præstegjeld, mest i Ramnes.
I Kristianssands Stift fandtes mange af Hans Hauges Venner : i Bratsbergs Amt nemlig nogle i Gjerpen, enkelte i Eidanger, flere i Holden, nogle i Selgjord, mange i Tinn, mange i Vinje, nogle i Mo og i Hvideseid; i Nedenæs Amt var der forholdsvis færre, dog ikke faa i Sætersdalen, navnlig i Evje og i Bygland; nogle fandtes ogsaa i Aamlid; i Lister og Mandals Amt var nogle i Oddernæs, nogle i Vanse og i Lyngdal; i Stavanger Amt fandtes et større Antal i Helleland, i Ekersund, i Ogne, i Haa, flere i Klep og i Høiland, nogle i Haaland, desuden overalt paa Jæderen, nogle i Suldal og Søvde, flere i Rennesø, nogle i Skjold og i Vikedal. I Bergens Stift fandtes en Del i Bergens By og Landsogne, flere i Søndre Bergenhus Amt, i Fjelberg, Etne og Tyøsnes, samt enkelte i de øvrige Præstegjeld i Søndhordland, nogle i Ullensvang og i Strandebarm, mange i Vikør, mange paa Voss (Erik Saue/red.), nogle i Seims Annex til Hosanger, nogle i Mo Annex og nogle i Lindaas; i Nordre Bergenhus Amt fandtes nogle i Sogndal, flere i Hafslo, mange i Lyster, en Del i Askevold, i indre Holmedal, mange i Førde, især i Annexerne Vefring og Naustdal, nogle i Kinn (Svanøen), nogle i Gloppen og enkelte paa Søndmør hist og her.
– I Throndhjems Stift fandtes en Del spredte i Romsdals Amt især i Gryten, i Surendalen og i Rindalen; i Søndre Thrond hjems Amt fandtes en Del i Ørkedalen,
– 28 –
flere i Meldalen, nogle i Rennebu og Opdal, adskillige i Leinstrandens Annex til Melhus, nogle i Holtaalen og paa Røraas, flere i Bynæsset, nogle i Stadsbygden og i Hevne, endel i Throndhjems By; i Nordre Throndhjems Amt en Del i Lexviken, nogle paa Frosten, enkelte i Kolvereid og i Namdalens øvrige Præstegjeld; i Nordlands og Finmarkens Amter fandtes en Del i Brønø (Bindalen og Vik), nogle i Hemnes (Korgen), i Mo, i Stegen, enkelte i Ibestad og i Dyrø, flere i Reisen, nogle i Hillesø, mange i Maalselven og Bardo, enkelte i Balsfjorden og i Malangen.
Ogsaa havde ikke faa sluttet sig til Hans Hauge i Danmark, især i Iylland og paa Fyen.
Hans Hauges Virksomhed var naturligvis bleven betragtet forskjelligt. Vi har set, at mangfoldige sluttede sig til ham paa de fleste Steder, og det Folk baade af de mindst og af de mest oplyste. Men han havde efter sin Overbevisning et guddommeligt Kald til at optræde mod Tidens Vantro, Synd og Ugudelighed, mod den døde Navnkristendom og derfor ogsaa mod Slapheden hos Geistligheden.
Det var derfor ikke underligt, at han mødte Modstand, og den værste Modstand kom fra Geistligheden. En større Del af denne var nemlig, som bekjendt og som ovenfor bemærket, paa den Tid Rationalister eller ogsaa ældre, udlevede, kolde Rettroenhedsmænd. Og alle var de ligesom de civile Øvrighedspersoner Enevoldskongens Embedsmænd og derfor vante til fra sin Høide at se ned paa Almuen med Fornemhed og Ringeagt.
Det var saaledes ikke underligt, at de satte sig imod, at en Bondegut optraadte som Lærer for alle og enhver. Og det æggede dem naturligvis til større Modstand, at han baade i sine
– 29 –
Skrifter og, som man kan tænke sig, ogsaa i sine Taler, uden at nævne nogen ved Navn, sagde Præsterne mange drøie Sandheder, bebreidede dem for deres Gjerrighed, at de ikke gjorde sin Pligt osv., og kanske ofte gik for vidt, idet han gjerne skar alle over en Kam.
Da han havde øst sin Kundskab alene af Bibelen, af den kristelige Børnelærdom, af Opbyggelsesbøger af Luther, Joh. Arndt, H. Müller o. fl., optraadte han ikke vitterligt i et eneste Punkt mod den lutherske Lære eller mod vore kirkelige Bekjendelsesskrifter. Man kunde maaske mene, at hans Prædikevirksomhed maatte komme i et betænkeligt Forhold til den 14de Artikel i den augsburgske Bekjendelse. Men dette var han sig neppe bevidst; og han ansaa sin Gjerning som en Fornødenhedsgjerning, og Nøden bryder alle Love.
Han gik selv flittig i Kirke og opmuntrede andre til at gjøre det, lagde overhoved ingensomhelst Hindring mod at søge den offentlige Gudstjeneste. Maaske han af Misforstaaelse lagde formegen Vegt paa nogle Ting og for liden paa andre Ting i Kristendomslæren, f. Ex. paa Sakramenterne. Han indlod sig ofte paa at forklare meget vanskelige Skriftsteder, hvorved han let kunde fremkomme med feilagtige Meninger. Vi kan imidlertid ikke her gaa nærmere ind paa hans Lærebegreb, som vilde kræve et større Kjendskab til hans Skrifter. Det fornødne i denne Henseende findes i Bangs fortrinlige Bog om ham.
Men istedenfor at forsøge at retlede ham og oplyse ham ved Hjælp af sin bedre Kundskab, reiste Præsterne i Almindelighed overalt Forfølgelse mod ham, udraabte ham for en Sværmer, Fanatiker, Hykler, som under Helligheds Maske vilde tilvende sig Fordel, hvortil hans Handels- og Fabrikvirksomhed idetmindste gav dem et
– 30 –
Skin. Han fik Skylden for alle Udskeielser, som fandt Sted hos Folk, der paa en eller anden Maade var grebne af Vækkelsen, som de ovenfor omtalte Tilfælde, da en rasende Mand i Throndhjems Stift havde slaaet et Barn ihjel, idet han vilde drive Djævelen ud af det, en anden havde hængt sig o.l.
Det hjalp ikke, at Hans Hauge, som anført, bevislig aldrig havde talt med disse Folk. I sine otte Virksomhedsaar 1796—1804 blev han 10 Gange fængslet som en Forbryder : 2 Gange i eller ved Fredriksstad, 1 Gang i Kristiania, 1 Gang paa Eker, 1 Gang i Drammen, 2 Gange i eller ved Throndhjem og 1 Gang i Aal i Hallingdal; en Gang var Fængsling tiltænkt ham i Grevskaberne, men han undgik den ved et Tilfælde. Oftest var dette efter Opvigling af Geistligheden.
Ellers kom det mest an paa de civile Øvrigheders Tænkemaade. Nogle af disse ænsede ham ikke, andre endog yndede ham og holdt med ham, men flere af dem laante Præsterne sin Arm. Under Enevældet kunde alt gaa vilkaarligt til. Efter at være bleven holdt fængslet en Tid blev han sædvanlig løsladt, saasnart han var forhørt, og man ingen Forbrydelse fandt hos ham.
Man vilde faa ham fældt som Løsgjænger, men maatte frikjende ham, da han mest ernærede sig ved at arbeide paa sin Faders Gaard. Kun engang blev han, som allerede bemærket, dømt og straffet som Løsgjænger med en Maaneds Tugthus i Throndhiem. Han vilde have appelleret denne Dom, men frygtede for at det skulde medtage for lang Tid.
Kun i Bergen og Bergens Stift blev han skaanet. Biskop Brun tog ham ofte i Forsvar. Det var vistnok ogsaa flere Præster, som enten forsvarede eller undskyldte ham. Men saadant var dog kun Undtagelser.
– 31 –
Endelig fik man stanset hans Arbeide. Han troede, at den «allernaadigste Regjering» ikke havde noget imod hans Virksomhed. Men nu skulde det blive en Forordning af den «allernaadigste Konge Kristian VI», hvis Sabbatsforordninger han havde rost i sit første Skrift, som man brugte mod ham, nemlig den saakaldte Konventikelplakat af 13de Januar 1741, som meget indskrænkede Friheden til at holde gudelige Forsamlinger og paalagde, at dette altid i Forveien skulde meldes til Stedets Præst.
Nu var dette sidste paa de fleste Steder i Norges vidstrakte Præstegjeld noget nær en Umulighed, og derfor havde Hans Hauge og hans Venner naturligvis ofte overtraadt denne Forordning. Men det var gaaet med denne som med de fleste af Kristian VI’s vistnok velmente, men umulige og unaturlige Forordninger; de stod paa Papiret, men blev ikke overholdte. Hans Hauge kunde derfor tro, at denne Forordning var forlænge siden bleven forældet, ligesom Forordningerne om Gabestok m. m, hvad han ogsaa havde paaberaabt sig hos Politimesteren i Bergen. Desuden havde jo Biskop Brun i Bergen udtrykkelig gjort opmærksom paa, at hin Konventikelforordning maatte ansees hævet ved Trykkefrihedsforordningen. Man greb da omsider til hin Forordning, som var bleven indskjærpet i 1799 og siden blev staaende uophævet indtil 1842.
Den ene Klage indløb nu efter den anden til det kongelige Kancelli i Kjøbenhavn. Den rationalistiske Geistlighed viste sig ligesaa fanatisk som den katholske i Middelalderen; det manglede kun, at det ikke længer var brugeligt at brænde Kjættere. Men man foreslog, at Hans Hauge skulde sperres inde paa Munkholmen for Livstid o. l.; alle Skrivematerialier skulde berøves ham; alle som
– 32 –
udbredte hans Skrifter, skulde straffes haardt. Den Klage, som især gjorde Udslaget hos Regjeringen, var som anført ovenfor, den, som Biskop Hansen i Kristianssand indgav den 24de April 1804, den sidste Skrivelse, som denne rationalistiske Biskop skrev til Kancelliet, før han forflyttedes til Fyens Bispestol.
Denne og andre Klager og Bønner til den «allernaadigste Konge» om «at standse Sværmeriet» ledede til, at Hans Hauges Fængsling fandt Sted paa Ekers Papirfabrik den 24de Oktbr. s. A.
Nu blev der ved Kancelliskrivelse nedsat en Kommission af to juridiske Embedsmænd, Politimester Wulfsberg og Sorenskriver Aars i Kristiania, til at undersøge og paadømme hans Sag. Foruden Overtrædelsen af Konventikelplakaten af 13de Januar 1741 skulde man ogsaa se at finde Brøde i hans Handelsforhold.
For Hans Hauge, som for saa mange andre, havde der engang spøgt nogle Tanker om Eiendomsfællesskab efter det bekjendte Forsøg hos de første Kristne. (Ap. Gj. 2, 44 flg.). Men Hans Hauge havde et altfor skarpt Blik til ikke at skjønne, at han derved kom i uløselige Vanskeligheder, hvorfor han strax opgav dette. Derimod vakte hans og hans Venners store Handelsforetagender Betænkeligheder selv hos Mænd som Biskop Brun og andre, som holdt med ham. Man lagde ikke tilstrækkelig Mærke til, at mange af Hans Hauges Venner var formuende og dygtige Folk, og at der var et fast, gjensidigt Tillidsforhold mellem dem alle, saa den ene altid hjalp den anden.
Der blev nu anlagt en meget vidtløftig Sag med Thingsvidner Landet rundt. Over 600 Vidner blev afhørte. Der blev i alt holdt 60 Forhørssessioner. Flere af disse Vidnesbyrd godtgjorde, at nogle Præster, som havde klaget, havde faret med vitterlig Løgn, som Parelius i
– 33 –
Meldalen o. fl. De to første Kommissærer maatte paa Grund af sine Embedspligter søge sig entledigede, og to andre, Raadmand Ingstad og Asesessor Collet, kom i deres Sted. Disje afsagde omsider Dom i Sagen. Aktor var Institsraad Blom, Defensor Overretsprokurator Lumholz.
Denne vidtløftige Sag varede i 10 Aar. Postgangen var da langsom i Landet, og om alt skulde der korresponderes med Embedsmænd Landet rundt og ligesaa med Kancelliet i Kjøbenhavn. I al denne Tid skulde Hans Hauge holdes i Arrest, i de to første Aar meget strengt blandt de værste Forbrydere i Kristiania Fængsel, saa han det første Aar kun 3 Gange kom i fri Luft; senere blev Fængslet noget mildere, efterat hans Helbred var begyndt at lide stærkt, og Justitsraad Bull og andre indlagde Forbøn for ham. Han fik da Lov til at bevæge sig noget i det Fri. I Fængslet skaffede man ham forskjellige Skrifter til Læsning, deriblandt ogsaa nogle af vantro Indhold, i den Tanke rimeligvis, at han derved skulde blive kjølnet i sin Troes Iver.
I Begyndelsen af 1809 slap han uventet ud af Fængslet for en Tid, da man under Krigsurolighederne med England og Søfartens Standsning manglede Salt i Landet. Hans Hauge blev taget ud af Fængslet og sendt til Vestlandet for at anlægge Saltkogerier. Nu fik han til Laans 300 Rigsdaler, og der blev stillet 1000 Rigsdaler i Kaution for, at han skulde komme tilbage til Fængslet, naar hans Ærinde var forrettet. Han reiste nu i Februar 1809 fra Kristiania til Rygge Sogn ved Moss, prøvede Søens Saltholdighed der, men fandt den ringe, reiste derfra til Vallø Saltverk og lagde der nøie Mærke til Omgangsmaaden med
– 34 –
Salttilvirkningen. Derfra reiste han til Lillesand og anlagde der et Saltkogeri.
Han kjøbte alt fornødent dertil i Kristianssand og fik om 3 Uger alt færdigt. Han kunde paa den Maade tilvirke 2 Tønder Salt om Dagen, solgte det bedste for 10, det ringere for8 Rigsdaler Tønden. Han anlagde endnu et Saltkogeri til der, reiste derpaa til Stavanger og anlagde ogsaa der et Saltkogeri. Da dette var færdigt, reiste han til det tidligere omtalte Svanøen i Søndfjord og anlagde ligeledes der et Saltkogeri. Da han nu kom tilbage til Ekersund, mødte han der Brev fra sin Kautionist, Justitsraad Bull, om at han nu strax maatte komme tilbage, da hans Sag nu endelig skulde fore i Retten.
Allerede ud paa Høsten blev da han, der som en af Statens bedste Undersaatter havde hjulpet denne ud af dens Forlegenhed, atter fængslet – en underlig Tak for de Tjenester, han havde gjort Staten. Der indkom Ansøgninger til Regjeringen om hans Løsladelse, men forgjeves. Endelig blev Fængslet mildnet for ham, og i 1811 blev han omsider mod Kaution af 1000 Rigsdaler løsladt. Stemningen havde vel under den lange Fængsling vendt sig til Fordel for ham. Thi flere fornemme Mænd tog sig af ham, og hans Defensor indhentede Erklæringer fra mage geistlige og civile Øvrigheder og andre høiere Embedsmænd, som idetheletaget udtalte sig mildt og undskyldende om ham.
Saa tungvindt som Postgangen var paa den Tid, og saa meget som Forsendelser mellem Norge og de forenede Rigers Hovedstad Kjøbenhavn da var vanskeliggjort og forsinket, saa finder man dog, at Hans Hauges Sag maa have været trukket utilbørligt i Langdrag. Alle vedkommende maa have været i Forlegenhed med
– 35 –
den. Man vidste ikke, hvorledes han skulde straffes, og derfor synes Embedsmændene at have været enige om at trække Sagen i Langdrag. Derfor skulde der optages Thingsvidner i hver Krog, hvor han havde været.
Derved kunde han gjøres uskadelig, at han holdtes indespærret; kunde han maaske dø i Fængslet, saa slap man fra Sagen. Saa megen Vilkaarlighed kunde Embedsmænd tillade sig under Enevoldsregjeringen, at denne Sag kunde snige sig igjennem vel 10 Aar. De første Kommissærer tog sig ikke med megen Iver af at fremme denne Sag, uagtet den ulykkelige maatte smægte i Fængslet.
Hans Hauge kom did den 22de November 1804. Først den 6te Januar 1805 paabegyndtes Forhøret, som derefter fortsattes den 27de Marts. Derefter blev intet foretaget før den 7de Januar 1806. Det kan man sige var at krybe Sneglegang. Noget raskere maatte det vel gaa under de nye Kommissærer. Selv Kancelliet i Kjøbenhavn maatte skynde paa.
Omsider skulde da Hans Hauges Sag paadømmes. Man skulde tro, at en Mand, som var holdt saa længe i Fængsel, og som ikke havde forgaaet sig mod nogen anden Lov end den forældede Konventikelplakat, som ingen Straffebestemmelser indeholdt for dens Overtrædelse, omsider vilde sluppet for Straf. Men nei. Han skulde straffes, saa det var Forslag i det. Aktor indstillede ham til Slaveri paa Livstid, altsaa som en af de groveste Forbrydere !
Dette blev vel ikke taget til Følge; men ved Kommissionens Dom af 4de December 1813 blev han dømt til 2 Aars Slaveri. Denne Dom appellerede han til Overkriminalretten, Landets daværende høieste Domstol i Straffesager, som formildede den ved Dom af 28de December 1814 til 1000 Rigsdalers
– 36 –
Mulkt til Kristiania Fattigkasse og alle Sagens Omkostninger, og det alene fordi han havde overtraadt hin Plakat af 13de Januar 1741, opmuntret andre til det og skrevet imod Geistligheden.
Omkostningerne kom op til 1500 Rigsdaler. En Sagfører raadede Hans Hauge til at søge kongelig Benaadning; men da han isaafald maatte have erklæret sig ude af Stand til at betale, vilde han ikke det, da han vidste, han fandt Udvei ved Venners Hjælp.
Vi oprøres ved at tænke paa en slig Medfart; men saadant kunde hin rationalistiske Geistlighed faa bevirket under Enevoldsmagtens vilkaarlige Myndighed og Styrelse. Hans Hauge havde i alle Dele vist sig lydig mod Landets Love og Øvrighed, naar undtages, at han ikke vilde ophøre med sin Prædikevirksomhed, da han troede, at han isaafald vilde handle mod Guds Bud.
Da han blev fængslet i Hallingdal, vilde Almuen, som var tilstede, omtrent 300 Mand stærk, have befriet ham; men han bad dem være rolige og gav sig fangen, eftersom Lensmanden handlede paa Øvrighedens Bud. Da en Præst paa Nordmøre ved Medhjælperen udtrykkelig forbød ham at holde Opbyggelse, lystrede han.
Ved den lange Arrest var Hans Hauge ikke alene bleven stanset i sin Prædikevirksomhed og i at iverksætte mange nyttige Foretagender og Anlæg, men han havde ogsaa mistet sin Formue, og det værste af alt – mistet sin stærke Helbred.
Som det ofte hender med Folk, som driver Handel, var der udkommet Rygte om Hans Hauges store Formue, idet han sagdes at eie 200,000 Rigsdaler, og denne store Formue skulde han da paa en egennyttig og listig Maade have vidst at erhverve sig paa andres Bekostning, hvilket ogsaa var en af Klagerne mod ham.
– 37 –
Imidlertid viste dette sig at være lutter Opspind, da hans Bo 1809 blev opgjort, og hans Eiendomme solgtes for Spotpris, idet det da ikke udgjorde mere end 9600 Rigsdaler, medens han skyldte over 10,200, altsaa var aldeles uformuende.
Hans Gjeld blev da ikke betalt, men de 9600 Rigsdaler blev henstaaende, indtil Sagen blev paadømt. Saa blev dette Beløb først ved Pengereduktionen, ifølge Forordningen af 5te Januar 1813, omskrevet til 1500 Rigsdaler, og disse igjen efter Lov af 14de Juli 1816 til 150 Speciedaler (600 Kroner) Paa den Maade blev ikke alene Hans Hauges Bo ved den vilkaarlige Fremgangsmaade mod ham aldeles tilintetgjort, men hans Kreditorer blev paaført store Tab. – Da Hans Hauge blev fængslet 1804, blev der ved Plakat at 5te Juli 1805 lagt Beslag paa alle hans Skrifter, og saa vilkaarligt kunde man gaa frem under den enevældige Regjering, at Folk, som havde kjøbt Hans Hauges Bøger, maatte udlevere dem, og det uden Vederlag.
Mange raa Øvrighedspersoner og Betjente kastede Bøgerne i Elvene og i Ilden. Først ved kongelig Resolution af 14de Juni 1816 fik Hans Hauge tilbage de usolgte Beholdninger af sine Bøger. Men da var de for en stor Del fortærede af Møl. Ved Dommen havde vel Hans Hauge faaet sin Frihed, men stod nu som en fuldstændig ruineret Mand, blottet for alt; men ved sine Venners og Medkristnes Venskab og Godhed blev han ved Laan sat i Stand til at udrede den store Mulkt og de enorme Sagsomkostninger, hvori han var idømt, og tillige kjøbe en liden Gaard, Bakkehaugen i Aker ved Kristiania, og senere, i 1817, en større Gaard Breidtveit sammesteds, hvor han boede til sin Død, 29de Marts 1824.
Disse sidste 10 Leveaar 1814—1824 tilbragte
– 38 –
Hans Hauge i Ro. Hans Helbred, som før havde kunnet udholde alt, var bleven knækket ved Indesperringen i Fængslet.
Han led nu «af Blodsot, Slim og Koldfeber, Gigt og Kolik, Skjørbug, Vattersot, idelige Forstoppelser og Nervesvækkelser, som bevirkede et opsvulmet Legeme og gul og bleg Ansigtsfarve». Slig en Medfart maatte en af Landets i enhver Henseende bedste og agtværdigste Mænd lide under Enevoldsregjeringen, fordi det geistlige Embedstyranni var ham imod.
Det er faa Mænd her i Landet, hvis Virksomhed har havt en saa blivende og varig Betydning som Hans Hauges, baade for Kirke og Stat. Det er overflødigt at forsøge at skildre Betydningen af den religiøse Vækkelse, som fandt Sted ved ham, da den er almindelig bekjendt. Men for Staten var ei alene hans Handel og Fabrikvirksomhed af stor Betydning; men han lærte ogsaa Almuen selv at tænke og handle; og skjønt det laa meget fjernt for ham at tænke paa Politik, og skjønt han omtalte med Ærbødighed den «allernaadigste Konges» Styrelse, saa blev dog Folket ved ham forberedt til siden at bruge den Frihed, som vi fik 1814.
Hvormeget godt vilde ikke denne mærkelige Mand fremdeles have kunnet udrette, om han havde faaet arbeide i Fred for Geistlighedens Forfølgelse. Efter at have faaet sin Frihed levede Hans Hauge, – den Mand, som hans Fiender havde ønsket indesperret paa Munkholmen for Levetid; – agtet og æret af alle.
Hovedstadens bedste Mænd besøgte ham. Med sine Venner vexlede han stadig Breve og gav dem Raad i alle Anliggender. Han udgav i sine sidste Leveaar de mange omtalte Smaaskrifter, i hvilke Fremstillingen vel ogsaa idetheletaget er maadelig; men Forfatteren er naaet til en større Modenhed end i sine tidligste Skrifter.
– 39 –
Hans egen Beskrivelse af hans Reiser er meget interessant, og det gjør et godt Indtryk at se, med hvilken Rolighed han fortæller om den haarde Medfart mod ham, hvorledes han udstod 10 Arrester eller Heftelser foruden den sidste, som varede fra 1804 til 1811, eller rettere, til 1814, idet han i de sidste 3 Aar kun var fri mod Kaution, og mod at holde sig paa en Gaard i Aker.
I Julen 1809 havde han faaet Tilladelse til at besøge Ekers Papirfabrik. Det var Justitsraad Bull, Byfoged Wulfsberg og Grev Moltke, som ved sin Indflydelse fik lindret hans Tilstand i disse sidste Aar. Han var 3 Gange bleven slaaet, flere Gange efterstræbt osv. som ovenfor bemærket. Alt bar han med Ro. Han fortæller ofte, hvorledes han sov rolig, strax han var bragt i Fængsel. Saadant kan alene den gjøre, som har en god Samvittighed og er hengiven i Guds Villie.
Den 27de Januar 1815 indgik Hans Hauge Ægteskab med Pigen Andrea Andersdatter Nyhus fra Nes paa Romerike. Hun døde allerede den 19de December s. A. i Barselseng efterat hun den 12te havde født Sønnen Andreas Hauge, som nu er Præst i Skien og Provst.
Den 22de Januar 1817 blev Hans Hauge anden Gang gift med Pigen Inger Marie Olsdatter, født paa en Plads under Fossum Jernverk i Gjerpen ved Skien. Med hende fik han 3 Børn, hvoraf 2 døde før og det 3die kort efter Faderen. Efter Hans Hauges Død blev denne hans Hustru gift med Kristen Daler. Hun døde i Tønset 1872. Ved sin Ordenssans, Dygtighed og Omtanke betalte Hans Hauge efterhaanden Størstedelen af sin Gjeld. Hans timelige Kaar maatte nu kaldes gode.
Allerede 3 Aar før sin Død skrev han sit «Testamente» til sine Venner, en liden fordringsløs
– 40 –
Bog paa 14 Sider, hvori han giver sine Venner sunde, hjertelige Formaninger og Raad. Som tidligere nævnt afgik han ved Døden 29de Marts 1824.
Endnu skal vi omtale, at Hans Hauge aldrig ønskede nogen Forandring i Kirkens lovlige og vedtagne Former og Indretninger og troede ikke, at disse lagde nogen Hindringer i Veien for det kristelige Liv.
Det fortjener ogsaa at lægges Mærke til, hvorledes Hans Hauge, som vi har set, ved Siden af sin gudelige Prædikevirksomhed ogsaa drev saa megen Fabrik- og Handelsvirksomhed. Det er mange, som er i den feilagtige Mening, at den, som skal forarbeide sin Saliggjørelse, ikke maa befatte sig med verdslige Ting.
Hans Hange beskrives som en kvik, munter og livlig Mand; han var ingenlunde noget mørkt, klynkende Hængehoved. Det er mærkeligt, hvilken Evne han havde til hurtig at paavirke Folk. Da han var arresteret i Hallingdal, kom en Pige ind til ham og skulde drive Spot med ham. Men saasnart han talte nogle Ord til hende, begyndte hun at græde. Derpaa kom flere lystige Folk ind med en Spillemand og begyndte at danse. Lensmandens Kone tog Hans Hauge ved Haanden og vilde danse med ham. Han gik ind derpaa, men bad, at man vilde spille Melodien : «Nu bør ei Synden mere med Magt og Herredom udi mit Kjød regjere, men daglig kastes om», o. s. v.; strax slap Lensmandskonen Haanden, og Dansen ophørte. Hans Hauge talte til de Tilstedeværende, og alle begyndte de at ynkes over ham for den Medfart, som overgik ham.
Da engang hin omtalte Skoleholder slog Hans Hauge, og denne talte nogle alvorlige Ord til ham, brast han i Graad. Han vidste at give et passende Svar ved enhver Anledning.
– 41 –
Da en Klokker i Hallingdal bebreidede ham, at han (Hauge) i en Haandevending havde revet ned, hvad han (Klokkeren) havde bygget op i 40 Aar, svarede Hans Hauge, at isaafald maatte det være en daarlig Bygning, opført paa Sand, naar den saa snart kunde nedrives.
Da Politimesteren i Bergen sagde til Hans Hauge i en spottende Tone, at det var godt, han kunde virke noget paa Folket, svarede han, som vi have seet ovenfor : Det var godt, om Øvrigheden ikke bar Sværdet forgjeves, men straffede det Onde og beskyttede det Gode.
Før hans Helbred blev nedbrudt, havde han en ualmindelig Styrke til at kunne udholde alle Besværligheder. Han kunde i lang Tid arbeide Dag efter Dag og kun faa Tid til 2 á 3 Timers Nattesøvn. Da han om Vinteren reiste i Følge med nogle over Fjeldet fra Ranen til Salten i Nordland, for de vild paa Fjeldet og var paa tredie Døgn paa Veien, før de kom til Folk i Salten ved Midnatstid. Da Hans Hauge havde sovet i 2 Timer og mærkede, at Folk da lavede sig til at gaa i Kirke, fulgte han strax med, saa træt og udmattet han da maatte være.
Da Hans Hauge fængsledes 1804, troede vel den rationalistiske Geistlighed, at nu var den ved ham opkomne Bevægelse for bestandig standset. Vel holdtes Hans Hauge indesperret inden Fængslets Mure. Vi have seet, at mangfoldige Folk Landet rundt havde sluttet sig til ham, og flere af de mere begavede blandt dem havde ogsaa reist omkring ligesom han og formanet sine Medmennesker til Omvendelse fra Synden. Men ogsaa flere af dem vare blevne fængslede fra Tid til anden. De slap vel nu, da Mesteren holdtes i Fængslet; men de holdt sig dog nu rolige.
Da nu engang den omtalte
– 42 –
Konventikelplakat var anvendt mod den ene, kunde den snart blive anvendt mod alle. Da Hans Hauge nu i vort Friheds Aar 1814 omsider ogsaa fik igjen sin Frihed, var hans Helbred da saa nedbrudt, at han ikke kunde længer reise omkring. Imidlertid begyndte igjen flere af hans Venner at reise om og holde Opbyggelser.
Og Hans Hauges Hjem paa Breidtveit ved Kristiania var et Sted, hvortil altid disse søgte og hentede Raad, Veiledning og aandelig Bestyrkelse, saa længe han levede.
Den rationalistiske Geistlighed tog ogsaa mere og mere af, og fra vort eget Lands Universitet, som var stiftet af Kong Fredrik VI 1811, udgik der efterhaanden unge Mænd som Præster, der under Professorerne Hersleb og Stenersen vare oplærte i Kirkens gamle evangeliske Lære; og disse forfulgte ikke med saadan Fanatisme Hans Hauge og hans Venner, som Præsterne tidligere havde forfulgt ham.
Derfor fik nu Hans Hauges Venner Lov til at vandre omkring mere uforstyrret. Ligesom disse hans Venner allesammen søgte til ham for at modtage Raad og Opmuntring af ham, saaledes vare disse til Raad og Opmuntring for Folk hver i sine Kredse, saalænge de levede. Vi skulle nævne her nogle af de mere fremtrædende blandt Hans Hauges Venner efter Bangs anførte Bog : I Throndhjem : M. Grendahl, E. Krognes og Mathiesen; i Romsdalen : Daniel Arnesen og Lars Kyllingen; i Søndfjord : Peder Stenhovden og Ole Torgersen Svanøen; i Bergen : A. Busk, S. Traae, P. Odland, S. Rud, O. Iversen og Amund Helland; i Stavanger : Ole Seglem og Jon Haugvaldstad; i Kristianssand : K. Aarstad, O. Moe, I. Birkrem, A. Korneliussen og K. Jakobsen; i Arendal : P. og J. Skjævesland; i Drammen : O. Mjelva;
– 43 –
paa Eker : Mikkel Hauge; i Gudbrandsdalen : I. Jonsgaard og Jon Blegen; i Smaalenene : Jon Sørbrøden o. fl. Disse og flere af Hans Hauges Venner ere vel kjendte i sine Kredse.
Vi have seet, at det var ved Hjælp af hin Konventikelplakat af 13de Januar 1741 at det lykkedes den rationalistiske Geistlighed omsider at faa Hans Hauge fængslet og tiltalt. Men det var ikke alene han, som led under denne Forordning. Hans Venner fik nok ogsaa sin Bekomst.
I 1799 blev ikke mindre end 7 af dem, deriblandt Hans Hauges Broder Mikkel, dømt til Tugthus i Kristiania «for Omflakkeri vg Prædikeri og Prædikelyst». To af dem sad i 24 Aar i Tugthuset, medens det først var efter 1804 at Forfølgelsen blev rigtig sat i System.
Denne Konventikelplakat tillod Præsterne at holde Opbyggelse i egne og andres Huse. Den tillod ogsaa Husbonden at holde Husandagt for sine Folk, og endvidere tillod den, at ganske faa Personer af samme Kjøn i al Stilhed og paa kort Tid og med Præstens Vidende samledes til fælles Opbyggelse, men forbød strengt og alvorlig andre gudelige Forsamlinger.
Naar man nu havde seet, hvor barbarisk og uretfærdig en Mand som Hans Hauge her kunde blive behandlet, fordi han havde reist om og formanet Folk til Omvendelse fra det Onde og opmuntret dem til det Gode; naar man havde seet, hvorledes Geistligheden, som paa den Tid selv havde rakt Menighederne Sten for Brød, kunde misbruge sin Stilling til at faa en af Landets i alle Henseender agtværdigste og nyttigste Borgere behandlet paa den Maade : saa skulde man have ventet nu, da vi havde faaet vor frie Forfatning i 1814,
– 44 –
at Styrelsen vilde arbeidet til at faa slige uretfærdige og barbariske Lovbestemmelser afskaffet. Man skulde have ventet dette, siden der nu var almindelig Trykkefrihed og fuld Forsamlingsfrihed i borgerlige og verdslige Anliggender, naar og hvor Folk ønskede det, medens der alene var Indskrænkninger i Forsamlingsfriheden, hvor det gjalt at forsamle sig om Guds Ord. Men der blev intet gjort fra Styrelsens Side.
Først i 1833, 19 Aar efter at vi fik vor frie Forfatning, og efter at Dommen var falden i Hans Hauges Sag, fremsattes der for Storthinget privat Forslag af gamle Ole Ueland, første Gang han var paa Storthinget, om Ophævelse af denne Konventikelplakat.
Dette Forslag blev dengang henlagt. Men i 1836 blev Forslaget atter fremsat og blev af Storthinget antaget denne Gang; men der nægtedes kongelig Sanktion. I 1839 blev atter Forslaget uforandret vedtaget; men der nægtedes dengang atter Sanktion. Men forinden denne Nægtelse havde Regjeringen indhentet Betænkning fra det theologiske Fakultet (det var Professorerne Chr. Keyser, Dietrichson og Kaurin), fra Rigets Biskoper (Sørensen i Kristiania, Siegwardt i Kristianssand, Neumann i Bergen, Bugge i Throndhjem og Kjerschow i Tromsø) og fra alle Rigets Amtmænd. Men det theologiske Fakultet erklærede sig enftemmigt imod Ophævelsen af den nævnte Plakat, og af Rigets daværende 5 Bisper erklærede de 4 sig ligeledes imod Ophævelsen af den. Alene Biskop Bugge i Throndhjem udtalte sig for, at den skulde ophæves.
Ogsaa udtalte alle Amtmændene sig imod Plakatens Ophævelse. Kirkedepartementet udtalte sig med megen Forundring over, at Storthinget kunde vedtage en slig Afgjørelse, trods de
– 45 –
derimod fremkomne Betænkninger fra Amtmænd, Biskoper og det theologiske Fakultet. Navnlig maatte det forundre, at de 4 Biskopers og Professorernes enstemmige Betænkning ikke gjorde nogen Virkning.
Inden Sagen kom fore paa Storthinget 1842, havde Regjeringen nedsat en Kommission til at drøfte dette Spørgsmaal. Den bestod af et Medlem af det theologiske Fakultet, en Sorenskriver og en Præst. Og efter denne Kommissions Betænkning foreslog Regjeringen for Storthinget i 1842, at dets Beslutning om Konventikelplakatens Ophævelse ikke maatte gjentages; men at denne Plakat maatte forandres noget, saa at den kunde give Lægfolk en lidt udvidet, men ogsaa stærkt begrænset Adgang til at holde gudelige Forsamlinger.
Dette Regjeringens Forslag af 1842 var meget mærkeligt. Det tillader vel Lægfolk at samles om Guds Ord udenfor den offentlige Gudstjeneste paa Betingelse af, at Præsten underrettedes derom i Forveien. Men hvis nogen Lægmand holdt nogen saadan Forsamling, uden først at have fremstillet sig selv personligt for Præsten og fremlagt for denne, (dersom det var en fremmed Præst), anbefalende Attest for moralsk Forhold fra sin Sognepræst, eller holdt Forsamlinger under eller umiddelbart efter den offentlige Gudstjeneste, skulde han betale i Mulkt til Stedets Fattigkasse fra 5 til 20 Spdlr., og hvis Kvinde holdt saadant Møde, skulde hun belægges med samme Mulkt. Og hvis Vedkommende ikke kunde betale Mulkten, skulde denne naturligvis udsones med Fængsel paa Vand og Brød. Der kom altsaa i 1842 et Regjeringsforslag, som anbefalede borgerlig Straf, Mulkt eller efter Omstændighederne Vand og Brøds Straf for at samle sig og tale om Guds Ord paa kristelig og sømmelig
– 46 –
Maade, naar Vedkommende ikke i Forveien havde indfundet sig personlig for Præsten, eller Vedkommendes Sognepræst havde nægtet at give ham behørig Attest. Efter en saadan Lov vilde Hans Hauge og hans Venner været dømte til Straf utallige Gange.
Dette Regjeringens Forslag blev dog enstemmig forkastet af Storthinget i 1842. Derimod var der en Del Mænd i Thinget, som ikke vilde, at Storthingets tidligere Beslutning skulde ordlydende gjentages. Men dette vandt ikke Tilslutning, hvorimod Forslaget om Konventikelplakatens Ophævelse nu 3die Gang blev gjentaget; og da blev den sanktioneret, da den ellers vilde efter 3 Ganges Gjentagelse af Storthinget været Lov alligevel, takket være Grundlovens § 79 med dens Bestemmelse om det suspensive Veto, hvorefter Storthinget dog endelig kan sætte Folkets Vilje igjennem, om den landsfaderlige Regjering vil holde Folket i Umyndigheds Stand.
Havde vi ikke havt denne herlige Bestemmelse i vor Grundlov, som Regjeringen mellem Aarene 1821— 36 stræbte saa ivrig efter at faa ud af den, saa vilde vi maaske endnu havt denne berygtede Konventikelplakat ligesom vi utvivlsomt endnu vilde have havt Adelskab i Landet.
Disse Forhandlinger ere derfor meget mærkelige, forsaavidt som de vise os, at det ikke er altid saa særdeles at stole paa, om Embedsmyndighederne have erklæret sig over en Sag, at de bedre end andre kan skjønne, hvad der er det rette og tilbørlige.