– for «Søndag den 6te Juli 1856» – den som skrev denne nekrologen/dette minneordet over den avholdte Kragerø-prest Hans Georg Daniel Barth var Daniel Thrap;
I denne altfor tidlig hedengangne Præst har den norske Kirke tabt en af sine mest begavede Tjenere, hvis Virken vistnok vil savnes i ligesaa høj Grad, som hans Ord vil blive mindet og bære Frugt i hans Menighed.
Han var født den 17de Maj 1814 ved Stavanger, hvor hans Fader den gang var Kaptejn; sine Skolaaar tilbragte han for største Delen i Christiania hos sin Bedstefader, Toldinspektor Sunde, der satte ham i Møllers Institut, hvor han nød Undervisning indtil 1828.
Faderen var da bleven Overtoldbetjent i Christianssund, i hvis Kathedralskole Barth nu blev sat, og hvorfra han blev dimitteret i 1830.
Han tog saavel examen artium som philosophicum og i 1835 theologicum med Karakteren laudabilis.
Som Kandidat var han i flere Aar Lærer ved Borgerskolen paa Moss, senere Huslærer paa Skienskanten og bestyrede endelig Borgerskolen i Flekkefjord, indtil han i 1848 blev udnævnt til ordineret Kateket i Kragerø. Det er som Præst i denne Menighed han har skabt sig et Eftermæle og en Anerkjendelse af sine sjeldne Evner.
I Begyndelsen, da han kom hid, var han vel lidet skikket for gejstlig Virksomhed som han ogsaa selv bedst følte og naar han allerede da vandt Beundrere ved sin glimrende Veltalenhed, da fandtes vel ikke heri den Overbevisningens Inderlighed (noe sted../red.), som i hans senere Aar bandt saa mange Hjerter til ham.
Det var hans daværende kollega, Sognepræst Schnitler (det var Hans Rasmus Krag Schnitler – les om ham her/red.), der snart aabnede hans Øjne for det betydningsfulde i det Kald, hvori han nu var indtraadt, og som ved sin Fratrædelse fra Kragerøs Menighed i 1850 i Barth efterlod den en Sjælesørger, som dens Lemmer snart lærte at sætte højt.
Dels ved Schnitler, dels ved Læsning var Barth ført ind paa den saakaldte Grundtvigske Retning i Theologien, men det ejendommelige ved denne traadte altid i hans Prædiken mere tilbage, og hvad han altid fandt sig dreven til at fremhæve saavel i sin offentlige Forkyndelse som i sin Sjælesørgervirksomhed var det objektiv kirkelige Moment, som denne Retning bærer Fortjenesten for at have bragt til sin Ret.
Hans Fremhæven af dette var saameget mere betydningsfuld, som han var sat i et Distrikt af vort Land, hvori en subjektivistisk individualitetskristendoms Forvildelser desværre har grebet meget om sig i de senere Aar. Omendskjønt han saaledes vel blandt de mere oplyste og vakte skaffede sig Modstandere, hang dog ogsaa disse ved ham med Kjærlighed, idet de ikke kunde andet end erkjende hans store Værd som Ordets Forkynder.
Det var ham imidlertid kun kort Tid forundt at virke i den Menighed, der blev hans eneste; hans Bryst var allerede forlængst svagt, og Skolelivet forværrede hans Tilstand, saa det gik saare hurtig nedover. Fra Nytaarstid dette Aar (1856/red.) maatte han trække sig tilbage fra al Virksomhed, og han ventede kun paa Vaaren for at begive sig til Syden, hvor han tænkte at gjenoprette sin Helbred.
Paa sin 42. Fødselsdag, 17de Maj dette Aar, begav han sig til Kjøbenhavn for derfra at gaa til Marseille; men han blev i Kjøbenhavn, hvor han døde den 9de Juni og blev begraven paa Fredriksberg Kirkegaard.
Man kan næsten sige, at det ved et Tilfælde er sket, at hans Fødeland ejer et skriftligt Mindesmærke om hans Begavelse. I den Samling «Prædikener af norske Gejstlige», der udkom ganske kort før hans Død, har han leveret tvende Prædikener «Kristus til Fald eller til Oprejsning» og «Klinten blandt Hveden», begge meget klart betegnende saavel hans Standpunkt som hans dybe Erkjendelse af den evige Sandhed.
Han var gift med Frøken Charlotte Prunst fra Danmark, som med tre smaa Børn staar sørgende ved hans Grav.