– etter pastor Steensruds bortgang en uke tidligere – den 2. desember 1858;
Pastor Hans Steensrud.
Den som Præst og Menneskelige højagtede og agtværdige Pastor Steensrud, Præst til Bodsfængslet i Kristiania, afgik Torsdag i forrige Uge ved Døden.
Hans kristelige Liv og hans præstelige Nidkjærhed, saavelsom hans varme Deltagelse for alle de menneskelige og borgerlige Anliggender, med hvilke han kom i Berørelse, lader ham dybt savnes ej blot af hans egen lille Menighed, for hvilken han virkede med en sjelden Ømhed og Utrættelighed, men ogsaa af den hele norske Kirke, der i ham ejede en trofast og hengiven Søn, en kundskabsrig Mand og en ufortrøden Arbejder.
Hans Navn er kjendt og agtet i en vid Kreds, ej blot i Hovedstaden og over en stor Del af Landet, men ogsaa i begge Nabolandene og vi tror derfor, at Mange ikke uden Interesse vil følge Hovedtrækkene af hans Liv og Virksomhed.
Hans Thorsen Steensrud er født 10de December 1812 paa Gaarden Steensrud i Hedalen (Heidal/red.), Annex til Vaage Præstegjeld i Gudbrandsdalen.
Hans Forældre var Folk i smaa Kaar, saa at hans barndom og Ungdom henrandt under saare tarvelige Forholde, uden andre Læremestere end de dybe og stærke Naturomgivelser, et livsfrisk Folkefærd og i Særdeleshed en kjerlig og forstandig Moders Omhu, alt tilsammen Opdragere, der efterlod uudslettelige Træk i hans hele Karakter og Færd, som netop var et aabent og ukunstlet Væsen, Dybde og Kjærlighed.
I 19aarsalderen blev han ansat som Omgangsskolelærer i sin Hjembygd og gjaldt for en overmaade livsglad og kvik Yngling, der var til Bygdens Ære og til Oplivelse i alle Sammenkomster.
I materiel Henseende skulde hans Bestilling vel ikke kaste Meget af sig, men ved den Samfærsel, hvori den bragte ham med Folket, fik den stor Betydning for hans senere Virksomhed, og havde som alt Kjendskab til de virkelige Livsforholde en afgjørende Indflydelse paa hans hele menneskelige og kristelige Betragtningsmaade, da han siden kom til nøjere at veje Bøger, Lærdom og Liv mod hinanden.
Afdøde Provst Krag, dengang Sognepræst til Vaage, blev opmærksom paa Ynglingen med det lyse Hoved og det dybe Hjerte, og med denne Mands vanlige Iver for at faa frem Alt i Verden, som der var Noget ved, tog han Steensrud i sit Hus og læste med ham sammen med sine egne Børn. Dette var dog vistnok kun de tarveligste Begyndelsesgrunde. Videre kom det siden, da han kom som huslærer til residerende Kap. P. Schnitler i Froen, hvor han fortsatte Læsningen dels med, dels uden Vejledning.
Med ham fulgte han ogsaa som huslærer med til dennes nye Kald, Vang i Valders, hvor han forblev et Par Aars Tid, indtil han endelig besluttede sig til, fattig som han var, at rejse til Kristiania for med fuldt Alvor at læse til Artium.
Opholdet i disse tvende Præstefamilier var vistnok af Betydning for Ynglingen i mer end een Henseende. Det var levende, kundskabsrige Mænd med aaben Sans for Livsforholdene ialmindelighed og med udbredt Bekjendtskab til og en ualmindelig Interesse for vort eget Folkeliv.
Steensrud modtog her ej blot almindelige Kundskaber, men hvad der var mere, han lærte at agte Alt, hvad han bar med sig fra Hjemmet. Han kom i deres Hus i en Alder, da Sindet er modtageligt for Indtryk af ethvert Slags, og det vilde været let, som saa ofte sker, naar unge Bondegutter optages i Embedsmands Huse, at faa udstrød i Hjertet hin hemmelige eller aabenbare Foragtens Sæd, der under Kulturens Skin bringer alt Hjemligt, Simpelt og Naturligt i Miskredit.
Den Skjæbne undgik Steensrud, tvertimod styrkedes Kjærligheden til det Folk, af hvilket han var udsprunget, og den Kjærlighed kjølnedes aldrig siden.
Han var sit Fædreland inderlig hengiven, og som han havde en sjelden Kundskab til alle dets Forholde, især de kirkelige, saa talte han ogsaa dets Sag, hvorsomhelst Anledning gaves offentlig saavelsom privat, og det blev hans Kald at offre sin bedste Kraft og sin inderligste Kjærlighed for dets allerulykkeligste Sønner.
I de nævnte Præsters Huse, især i den Sidstes var det tillige, at han allerførst blev gjort opmærksom paa den Grundtvigske Oplysning om Kristendommen og de borgerlige og kirkelige Forholde, og dette var det egentlig, der dannede den afgjørende Hovedretning for hele hans senere Liv og Gjerning.
Som hans daværende Bekjendte ved (vet/red.) at fortælle, var han allerede tidlig en «en meget alvorlig Kristen», der, rimeligvis gjennem Moderen, allerede fra Barnsben af var gjort fortrolig med sin lille «Barnelærdom» (Pontoppidans Forklaring/red.) og dens ukunstlede Ord, og var ligesaa fremmed som uimodtagelig for al lærd Forvirring; det faldt ham vistnok derfor meget naturligt, at gaa ind paa de grundtvigske Hovedbetragtninger, der jo som bekjendt har arbejdet og fremdeles arbejder paa at føre vort kristelige Liv og hele den kirkelige Betragtningsmaade bort fra alt lærd og ulærd Virvar tilbage til alt Kristenlivs Kilde og Oprindelse i Daaben med dens Pagt.
Der havde endda ikke hertillands dannet sig nogen afgjort Modstand mod denne Betragtningsmaade, og det faldt ham, saavidt vides, derfor heller ikke ind at gruble eller tvivle stort paa Sandheden af en Tankegang, der kun lagde an paa med levende Bevidsthed at føre ham tilbage til Daab, Konfirmation og Hjemmets simple Undervisning.
Den klarnede Erkjendelse, som han herved kom til, modnedes siden mere og mere under hans kristelige Vext, og blev, som han saa ofte bekjendte, hans eneste og trofaste Grundvold, paa hvilken han stod urokkelig saavel under udvortes som indvortes Storme, saavel da, naar de utallige skiftende Meninger foer forvirrende hen over hans Hoved, og af saadanne mødte der i rigeligt Maal ogsaa paa hans Vej, som i de sidste Dage, da Døden med stærke Tegn varslede om sit Komme.
Under sit Ophold i Valders ligesom tilforn i Gudbrandsdalen, færdedes han meget om blandt Folket, hvor han for sin Kjærligheds og Alvorligheds Skyld vandt en ualmindelig Agtelse, saa «Hans Steensruds» Navn endnu den Dag idag skal nævnes med stor Deeltagelse iblandt Bønderne deroppe, og ligesom han fra Gudbrandsdalen især omtales som En, der kunde snakke saa godt med Folket og fortælle dem saameget Morsomt, saa omtaler Valdersen ham vel ogsaa som en livlig, men dog især som en svært «alvorlig Gut».
I Aaret 1839 forlod han endelig for første Gang sine kjære Fjeldegne, hvor de glade og livsfriske, men ogsaa dybe og alvorsfulde Omgivelser havde givet hans hele Ungdomsliv hint Præg af Aabenhed og Dybde, der siden aldrig forlod ham, men tvertimod under Kristenlivets Vext udviklede sig til den milde Fred, der lyste ud af hele hans Aasyn og Færd.
Under yderst trange Kaar og med en Flid, som maatte kunde kaldes uhørt, arbejdede han nu saaledes med at forhverve sig det nødvendige af Brød og Kundskaber, at han ej alene knækkede sin legemlige Helse, men sløvede ogsaa sine Sjelsevners Friskhed og sin tilforn saa ualmindelig livlige Fantast. Han klagede ofte herover i sit senere Liv, og da han for nogle Aar siden traf en Mand, der i en fremrykket Alder var begyndt at læse til Artium, da fraraadede han ham dette paa det Inderligste med den Bemærkning : «Du taber derved langt mer end bu vinder».
I 1840 tog han endelig Artium i en Alder af 28 Aar og vendte nu for et halvt Aars Tid tilbage til Sognepræst Schnitler, hvor han for endel fortsatte med sin Huslærervirksomhed. Da han senere vendte tilbage til Hovedstaden, arbejdede han om mulig med forøget Flid, om Formiddagen med at læse (gi undervisning/red.) paa Skoler, og om Eftermiddagen og halve Natten med sin Andenexamenslæsning og senere med det theologiske Studium; thi til engang at blive Præst et eller andetsteds i den norske Kirke, dertil stod alt i mange Aar hans hele Hu og Retning.
Hans Medstuderende fra den Tid fortæller, at hans aabne kjærlige Karakter gjorde ham almindelig elsket og hans Ærlighed og pletfri Vandel i Forening med en dyb og klar Aand aftvang Enhver Agtelse, der kom i Berørelse med ham; derfor var der Flere, som gratis vejledede ham i hans Studier, og som han senere med Taknemmelighed mindedes. Blandt Andre nævnte han oftere nuværende Overlærer K. Knudsen som En, hvem han havde meget at takke.
Hans Kaar var fremdeles yderlig smaa. Hans hele Indtægt af de knapt aflagte Undervisningstimer var i lang Tid kun 5 Spd. Maaneden, saa hans Logis og øvrige Bekvemmeligheder af hans Venner paa den Tid skildres som ganske overordentlig indskrænkede og tarvelige. Men som Nøden blev ham en Spore til forøget Flid og til den Orden og Nøjsomhed, som ogsaa senere under blidere Kaar fulgte ham, saa hærdede den tillige hans Vilje til en Styrke og Udholdenhed, som i den følgende Tid under hans nedbrudte Helbredstilstand, ja selv i hans skrøbeligste Øjeblikke viste sig i en forbausende Sjelsstyrke.
Han blev i sine tidligste Studenteraar ansat som Lærer ved Slaveriet under nuværende Sognepræst Hald i Ringebo.
Her saavelsom ved Tugthuset, hvor han ogsaa af og til underviste og prædikede, nød han ej alene en ganske særegen Tillid og Agtelse blandt sine Overordnede, men virkede blandt de ulykkelige Fanger med en saadan Iver og ufortrøden Kjærlighed og Overbærenhed, at de endnu mindes ham som en kjær Ven, der vel ikke skaanede Forbrydelsen, men til hvem de i alle sine smaa og store Sorger kunde henvende sig som til En, hvis hele alvorlige og kjærlige Færd iblandt dem viste, at han kun vilde deres virkelige Vel.
Saavel nu som senere, da han ansattes som Præst iblandt dem, talte han ofte deres Sag, og hvor han kunde, der gjorde han alt Sit for ad lovlig Vej at udvirke saadanne Lettelser, som han, selv opfødt i den simple Bondestue, godt vidste kunde have en stor Betydning for de Ulykkelige og være dem til megen Glæde, saa smaat det end i sig selv kunde synes, ligesom han af al sin Evne søgte at modarbejde alt fordærveligt Pryglevæsen.
Han vilde saa gjerne, at Alt, hvor det kunde, skulde gaa med Kjærlighed. Saaledes omtales han af de Mange, der den Dag idag med dyb Erkendtlighed takker ham, ej blot for hvad han var for dem under den daglige Omgang i Fangenskabet, men ogsaa for Friheden, saavel den borgerlige som især Aandens Befrielse fra Lidenskabernes Baand.
Hans Arbejde iblandt disse Folk var til overordentlig Velsignelse for Mange og var ham selv ligeind i de seneste Aar til stor Glæde; thi en stor Del af de løsladte Forbrydere vedligeholdt senere hen lige indtil hans sidste Dage sin Forbindelse med ham som en kristelig Ven og Broder.
Strax ovenpaa sin Embedsexamen, som han tog 1845, overfaldtes han, som Følge af Overanstrængelse, af en stærk og langvarig Sygdom, der flere Maaneder fængslede ham til Sygelejet, og hvoraf han siden bar Mindelser lige til sin Død. Allerede i Januar 1846 udnævntes han til Præst ved de Strafanstalter, hvor han hidtil som Lærer havde virket, et Embede han med vanlig Iver og Nidkjærhed bestyrede indtil Aaret 1853, kun engang afbrudt ved Udnævnelsen til Feltpræst ved Lejrsamlingen i Malmø 1848.
I 1853 forflyttedes hans Virksomhed til Bodsfængselet, hvor han siden har arbejdet lige til sin Død, vel af og til under stor legemlig Skrøbelighed, ja et Par Gange endogsaa for længere Tid afbrudt paa Grund af nedbrudt Helbred, men altid med en forunderlig stærk og barnlig Tro til Gud.
Ligsom Fængselets Direktør i Steensrud fandt ei alene en hjertelig og trofast Ven, men en nidkjær og erfaren Medarbejder, saa deres hele Samvirken for Fangerne som i andre Henseender bar den kristelige Eendrægtigheds Præg og var til stor Velsignelse for Fængselets Virksomhed, saaledes giver alle Lærerne og de øvrige Medarbejdere ham enstemmigen det Vidnesbyrd, at med ham var det en Glæde at virke sammen, ja mere end Glæde, det var en Hjertets og Aandens Opbyggelse i den fælles Tro.
Men det vakreste Vidnesbyrd har han af Fængslets Fanger ej blot i deres store Bedrøvelse over hans Bortgang, men i alle deres Udtalelser om hans Forhold til dem. Han var dem mere end en Fader, og ejede en forunderlig Langmodighed ligeoverfor de Gjenstridige, saa selv de mest haarde iblandt dem maatte højagte ham for hans Kjærligheds Skyld imod dem og for hans artige, fromme og aabne Færd i alt sit Forhold til dem og erkjende at det kun var deres Vel han vilde.
Ligesom forhen under hans Virksomhed ved Slaveriet, saaledes udvirkede han ogsaa ved Bodsfængselet flere gavnlige Foranstaltninger. Saaledes fik han blandt Andet istand en Forandring, hvorved alle Fangerne fik Gudstjeneste hver Søndag, noget som før ikke var Tilfældet, ligesom han ogsaa her i flere Henseender, hvor det uden Skade lod sig gjøre, arbejdede paa at lette de Fangne alle unødige Byrder.
Ifjor til Jul fik han istand en liden vakker Psalmesamling til mere livlige og tiltalende Melodier. Den blev for første Gang brugt i Julehelgen og siden af og til paa Søndagene og ved Højtiderne, og saavel Melodierne som disse Psalmer med den levende Aand i, tiltalte Fangerne saaledes, at, efter en af Lærernes Udsagn, Mange lærte flere af dem udenad og sang dem i sine Celler, saa det er hel forunderligt, siger den nævnte Lærer, hvorledes liderlige Viser, som man ofte tilforn hørte Fangerne synge, for en stor Del nu er bleven herligen ombyttet med en levende og livsglad Psalmesang.
Uagtet Steensruds store Sygelighed og de faa Fritider Fængselet levnede ham, fulgte han ej alene godt med Tiden, men virkede tillige i mange Henseender udad paa det offentlige Liv, ej blot ved ivrig Deltagelse i alle kirkelige Forhandlinger saavel i som udenfor Hovedstaden, men ogsaa som Medlem af Bestyrelsen for Bibelselskabet og som Medbestyrer af «Eugenias Stiftelse» samt af «Plejestiftelsen for Smaabørn».
Isommer maatte han en Tidlang paa Grund af tiltagende Brystsvaghed forlade sin Virksomhed for om mulig at gjenoprette den hel igjennem forstyrrede Helbred. Ud paa Høsten kom han noget bedre tilbage og begyndte med ny Iver paa sin gamle Virksomhed.
Dog kun 3 Søndage, sidste Gang 19de Søndag efter Trin., formaaede han at prædike, men aflagde da ogsaa et herligt Vidnesbyrd om det Haab, der var i ham. Hans Sygdom tiltog nu i stærk Grad og han følte, som han ogsaa selv sagde, at han havde kun kort igjen. Men som han vidste, paa hvem han altid havde troet, saa holdt han ogsaa lige ind i Dødsstunden trolig fast paa den «Gode Bekjendelse», som ogsaa han engang havde «aflagt for mange Vidner».
Som hans hele Liv havde været til Velsignelse, saa var han ogsaa paa Syge- og Dødslejet til Vederkvægelse for Enhver, der omgav ham; thi det var som gik der en kvægende Psalmetone selv midt igjennem Lidelserne.
I den Fred, som han altid havde elsket højest i Livet hensov han roligt i Døden Torsdags Morgen den 2den Decbr. i en Alder af ikke fuldt 46 Aar. Det havde været hans Lyst at forkynde Evangeliet om Fred og Frihed for de Fangne, og vi tror, at han gik derhen, hvor dette toner fuldkomnere end her, hen til ham, der elsker en sagtmodig og stille Aand, og hvis Lyst det er at føre hver Sjel, som vil, ud af Fangenskabet og ind til sin herlige Frihed.
Igaar, Onsdag, stededes han til den sidste Hvile paa Oslo Kirkegaard, ledsaget af en stor Forsamling af Embedsbrødre og Andre.
I Oslo Kirke (Domkirken/red.) gav Stiftsprovst Rode ham Vidnesbyrd i Herrens Ord ved Malachias : «Sandheds Lov var i hans Mund og der blev ikke funden Uret paa hans Læber; han vandrede med mig i Fredsommelighed og Oprigtighed og omvendte Mange fra Misgjerning», hvorpaa Pastor W. A. Wexels, der i en Række af Aar ligefra hans tidlige Studenterdage af, havde staaet den Afdøde nær som inderlig Ven og fortrolig Embedsbroder, ved Graven talte gribende Ord ved den Hedengangnes Baare.
Det var med Herrens Ord : «Vor Ven sover», at han udtalte Opstandelsens Haab over ham, der ej blot havde været hans Ven, og alle deres, der havde lært hans barnlige Sind og uskrømtede Tro at kjende, men ogsaa en Jesu Kristi Ven, derom havde Herren selv givet levende Vidnesbyrd gjennem hele hans Liv og klarest i hans Sygdom og Død, og vil derfor engang sent eller tidlig ogsaa raabe ind i hans Grav : «Ven, kom hid ud !», hvorpaa han sagde ham det sidste hjertelige Farvel fra alle hans nære og fjerne Venner, ej blot de Mange trindt om i Norges Land, men ogsaa i Broderlandet og fornemmelig i Danmark, hvor han havde saamange, der kjendte og elskede ham og helt og holdent delte Aand og Betragtningsmaade med ham.
Steensrud efterlader sig Mange, der savner ham dybt, ej blot hans egen Menighed, for hvem han var en uerstattelig Sjelesørger, samt mange Embedsbrødre og en talrig Skare af Venner, men ogsaa Søskende og Forældre, og fornemmelig hans 3 smaa Børn og en trofast Hustru, der i flere Aar har vandret med ham, ej blot legemlig, men ogsaa aandelig.
Og det ved vi med Vished, at disse Alle, de Nære som Fjerne, Høje saavelsom Lave, med hvem han kom i levende Berørelse, længe vil ihukomme hans Navn og hans Færd i Kjærlighed, og saalænge som en aaben og bramfri Vandel, et ærligt og trofast Sind og varm Nidkjærhed i al ædel menneskelig og kristelig Virksomhed endnu agtes højt iblandt os, vil hans Navn nævnes med Heder iblandt Norges Præster og hans Minde være til Velsignelse for Enhver, der kjendte ham.
Ved Graven blev følgende af Cand. theol. H. Brun forfattede Sang afsungen til en af Organist Lindemann komponeret Melodi :
Før Gravtalen.
#
Vorherre siger : Høsten stor Har Arbejdsstok kun liden !
En Tjener tro han tog fra Jord Dog just i Arbejdstiden !
Den Tjener nidkjær, dyb og from, Til hvem Vorherre sagde : «Kom !»
Har lyst iblandt de Sjeldne.
#
Guds Gaades Grund er Kjærlighed, Den Trøst lad fromt os favne !
Til den, Han fare lod i Fred, Til dem, som dybt ham savne,
Og Fellesskab i Jesus Krist Gjør kjærlig mellem «Her» og «Hist»
Hans Aand i Menigheden.
#
Gud kvæge Dig med Glæden rig, Som gik fra Kamp til Hvile !
I Jesu Navn Guds Engle Dig Blandt Salige tilsmile,
Her Tjenere han sende ud. Som Pagten tro med Julebud
For Frelsen Sjele vinde !
Efter Jordpaakastelsen.
Saa lyde mildt da vort «Farvel !» Til Støvet i dets Hvile !
Hvo Herren tror, Han ved og vel, Det skal forklaret smile,
Naar selv Han kommer klar i Sky, Guds Jord og Himmel at forny’
Til Salighedens Fylde.