norges telegraf-vesen tar form : fortalt av yngvar nielsen

 

– fra boken : «En Christianiansers Erindringer fra 1850- og 60-Aarene». Kristiania 1910.

 

Gjengitt fra s. 135 – 154 :

Imidlertid blev Hovedstaden alt mere en moderne By.

I 1853 toges Hovedbanen, hvis Arbeide var paabegyndt i 1851, i Brug til Lillestrøm og aabnedes under store Høitideligheder i 1854 til Eidsvold. Omtrent samtidig aabnedes vore første Telegrafforbindelser. Jeg har seet baade den første Jernbane — det var jo ganske kort derhen fra Kathedralskolen, — og været tilstede ved den endelige Aabning af Statstelegrafens Linier.

Da min Fader her var den ledende, fik jeg være tilstede, da denne nu saa store Institution under saa beskedne Vilkaar aabnede sin første Virksomhed. Maaske en Beretning om dette Minde, der ogsaa hører med til min Skoletid, vil kunne have lidt Interesse ved Siden af alt, hvad der forøvrigt er at meddele om personlige Oplevelser og Erindringer fra denne Tid.

Statstelegrafens Aar var 1855. Den fylder saaledes i 1910 sit 55de Aar, ingen særlig høi Alder. Men hvorledes har ikke disse tynde Traade medvirket til at udvikle Menneskeheden og omspænde jorden ? Hvilke Vidundere har Telegrafien ikke allerede nu bragt, og hvad kan den ikke videre udrette ?  Da den norske Statstelegraf aabnedes, anede endnu Ingen den Udvikling, Elektriciteten skulde tage. Men det var dog et stort Vidunder, allerede det, som vi dengang saa.

Jeg havde taget min jævnaldrende, fortrolige Ven, K. A. Winterhjelm, med mig og fulgt min Fader, for at være til stede i det Øieblik, da Statstelegrafen afsendte den første af, hvad der i de Dage benævntes Skrivelser til Befordring pr. Telegraf.

Da selve Telegrafen aabnede sin Expedition Iste Januar 1855, har det antagelig været Nytaarsaften 1854, vi var dernede, og jeg formoder, at det, vi overvar, maaske kun var Udvekslingen af de gjensidige Meldinger mellem Christiania og Drammen om, at alt var i Orden. Maaske kan det og saa have været om Aftenen den 1 Januar, hvis den egentlige Telegrafering, som i de Dage vistnok alene foregik paa Søgnedagene (= virkedagene), først har kunnet tage sin Begyndelse den 2.

Jeg er sikker paa, at det var en Aftenstund, vi to Gutter fulgte min Fader til Expeditionen, og at vi hurtig løb hjem i den mørke Aftentime, idet vi dog sagde til hinanden i patriotisk Begeist­ring : «Idag har Norge gjort et stort Skridt fremover“.

Men allerede den Gang havde Telegrafen en liden, ikke ganske uinteressant Forhistorie.

Specielt kan det nævnes, at der allerede nogle Maaneder i Forveien, ved Hovedbanens Expedition, havde været An­ledning til at afsende Telegrammer helt til Eidsvold. Men denne Telegrafledning var bygget efter et ganske andet System, og var desuden i første Linie beregnet paa at tjene Jern­banens og det reisende Publikums Behov. Den havde kun i ringe Udstrækning kunnet bibringe andre Forestilling om, hvilken Udviklingsevne der laa i det nye Meddelelsesmiddel.

Derhos er det at mærke, at der allerede i nogen Tid, om Høsten 1854, fra det Øieblik, Telegraflinien fra Hoved­staden vestover var færdigbygget til Drammen, havde være Adgang til at telegrafere derhen og det gratis. Paa den Maade skulde Personalet opøves i Instrumenternes Behand­ling. Men det var meget faa, som benyttede sig deraf. Det var endnu ikke gaaet op for Indbyggerne af de to Stæder, hvad der her blev dem budt. Folkevittigheden havde rigtignok opfundet det nye Ord : «Talekraften“, som Forvanskning af «Telegrafen“. Men nogen Taletrang var dog ikke tilstede.

Forøvrigt havde der allerede i nogle Aar været Anledning til at høre om Telegraferne, medens deres Anlæg blev for­beredt. Nogen let Fødsel havde dog ikke den nye Institution havt.

Saavidt jeg kan forstaa, har det nærmest været de ved det 19 Aarhundredes Midte herskende urolige politiske For­hold, der gav det første Stød til, at Tanken paa Anlæg af elektriske Telegrafer først blev taget frem i Norge. I Krigsaarene 1807—1814 havde her, omend i mindre Maalestok, været anvendt optiske Telegrafer, og endnu i 1814 skal de middelalderske Varder have været i Brug. Saa kom i 1848 den danske Krig og i 1854 Vestmagternes Krig med Rus­land (Krimkrigen), og ved begge disse Anledninger var der Fare for ogsaa at se vort Land indblandet.

Om Vinteren 1849 befandt min Fader, den Gang Sekondløitnant i Marinen og Assistent i Fyrvæsenet, sig sammen med sin Chef, Fyrdirektør Arntzen, paa Vestlandet, — om jeg ikke tager Feil, i Anledning af den nye Fyrbygning paa Vibrandsøen. Det var den samme Vinter, der har faaet sit Minde sørgelig indskrevet i Vaarsildfiskets Historie, idet Koleraen da brød ud og anrettede store Ødelæggelser. Hvad der drev min Fader hjem, var dog neppe Frygten for denne Sygdom. Det var sikkerlig en Kaldelse fra Regjeringen, der netop i Februar 1849 overdrog ham at anstille Undersøgelser angaaende Anlægget af en optisk Telegraflinie fra Christiania til Nevlunghavn, som ansaaes paakrævet af Hen­syn til Krigsudsigterne.

Det gjaldt da for de to Reisende om at finde og vælge den korteste Vei fra Karmøen til Hovedstaden, og de udsaa sig dertil en Rute, der efter et Kart bød store Fordele, men om hvilken de forøvrigt ikke havde nogen nærmere Oplysninger. De var begge Sjømænd, — Arntzen havde ogsaa længe staaet i Marinen — og de følte sig tiltalte af det even­tyrlige og vovelige ved Tanken paa en Vinterfærd tvers over Høifjeldet.

De satte ind gjennem Ryfylkes Fjorde og kom over Suldalsvandet op til Jordbrekke, hvor de overnattede, forinden de tog Skierne fat. Min Fader drømte den Nat, at han kom i stor Fare paa Fjeldet, men at de traf paa en Mand, som reddede deres Liv.

Veiret havde været godt til Jordbrekke. Men da de var komne op paa Fjeldet, brød det løs med en Snestorm, og kun med yderste Nød naaede de tvende Reisende, forinden Kræfterne helt svigtede dem, over til Flaathyl, øverst i Grungedal. Her fandt de venlig Modtagelse og blev vel for pleiede. Ved Ankomsten til Vinje Prestegaard blev min Fader meget overrasket, da den, som der bød dem velkommen, netop var den samme Mand, hvem han havde seet i Drømmen paa Jordbrekke; det var Vinjes daværende Sogne­prest, Anton Elias Smitt.

Min Fader havde aldrig tidligere seet ham.

Den hastige og farlige Reise havde været overflødig, idet det for denne Gang blev stilt med Krigsudsigterne. Men min Faders Interesse for Sagen var nu engang vakt. I 1850 fik han atter Paalæg om at undersøge de optiske Telegrafer, der fandtes i Sverige. Men han kom hurtig til den Mening, at den Nytte, som kunde høstes ved saadanne Anlæg, blot vilde være en ganske ringe. I det Sted greb han Initiativet til at foreslaa de elektriske Telegrafers Indførelse, men fremdeles fra et militært Synspunkt.

Paa den Maade kom Telegraferne til at staa for sig selv, uden direkte Tilknytning til det store Reformarbeide, der til samme Tid foregik under Indredepartementets Ledelse, paa det øvrige Kommunikationsvæsens Omraade. Min Fader var her ganske anderledes uafhængig, og den Form, som del norske Telegrafvæsen tilsidst antog, blev i alle væsentlige Dele en Frugt af hans Arbeide og bestemt ved hans Meninger og Synsmaader. Som han alt mere arbeidede sig ind i Emnet, traadte dets Betydning stedse klarere frem for ham. Men samtidig dermed forstod han ogsaa, at Telegrafen maatte blive noget mere end alene en militær Institution, som han og tillige de overordnede Instanser først havde tænkt sig den.

Antagelig voldte dette militære Tilsnit, at Sympathien fra andre, og det endog meget indflydelsesrige Hold til en Begyndelse blev ringe, og at den almindelige Forstaaelse af Institutionens Betydning først langsomt vaagnede.

Min Faders første Forslag (af December 1850) om Ind­førelse af elektriske Telegrafer henlaa i fulde to Aar uden at fremkalde nogen videre Foranstaltninger. Men selv var han i samme Tid stærkt optagen af sit øvrige Arbeide, der maatte lægge stærkt Beslag paa hans Tid og paa hans Aandskraft.

I 1850 byggede han Fuglehuk Fyr og var i 1851 i Lon­don ved den store internationale Udstilling for at studere de nye Fyrtaarn af Jern. I 1852 byggede han de to Fyrtaarn paa Lister. Saa blev der omsider i December 1852 nedsat en kongelig Kommission til at bearbeide det af min Fader vakte Spørsmaal om den elektriske Telegraf. I denne var Dr. O. J. Broch og H. N. Storm Wergeland hans Kolleger. Disse arbeidede i 1853, hvorpaa min Fader og Broch var sammen i Tyskland for at undersøge tekniske Telegrafspørgsmaal. Men saa maatte min Fader til Lister for at bygge videre paa de to Fyrtaarn, og i Juledagene 1853 reiste han til Lofoten for at deltage i Kommissionsarbeidet for den nye Lov om Lofotfisket. Om Vaaren 1854 kom han ned fra Lofoten. Men da var Telegrafen rykket sin Virkeliggjørelse et Skridt nærmere, og min Fader kunde snart begynde at tage fat paa det videre Arbeide med, hvad han alt mere og mere betragtede som sin Livsopgave. Denne var nu heller ikke mere et militært Anliggende. Telegrafen skulde blive et af de store Hjælpemidler for det hele Lands Fremgang.

Først maatte der skaffes Personale, og dette maatte have Øvelse. Der blev udtaget fire unge Mænd, med hvem min Fader reiste til Stockholm, der allerede havde faaet Telegraf, og her gjennemgik de alle et praktisk Kursus. Medens man i Norge havde valgt en ung Marineløitnant til at lede de forestaaende Anlæg af Telegraf, var i Sverige det samme Hverv overdraget til Generalløitnant Carl Fredrik Akrell, født 1779, der i 1854 var udnævnt til Chef for det svenske Telegrafvæsen og stod som saadan til 1862, hvorefter han døde i 1868. Med ham kom min Fader i et personlig meget godt Forhold, og han omtalte altid sin gamle svenske Kollega med betydelig Veneration (beundring).

Dette Ophold i Stockholm maa have været om Vaaren 1854. Saasnart min Fader var kommen tilbage derfra, maatte han reise til Hellisø, i den nordre Bergensled, og der lede Opførelsen af det store Fyrtaarn af Jern, hvis Bygning var betroet i hans Hænder. Han skulde nu, samtidig med al han forberedte Telegrafens Indførelse, praktisk gjennemføre de Ideer, han i 1851 havde tilegnet sig under sit Besøg i London. Paa denne Sommerreise, om hvilken det lod sig forudse, at den blev den sidste, han foretog i Fyrvæsenets Tjeneste, vilde han have sin hele Familie med, og saaledes kom jeg med mine yngre Søskende til at tilbringe Juli Maaned 1854 paa Strilelandet. Vi boede alle paa Fejø (Fedje), hos den ene af de to Brødre Kahrs, som eiede denne Ø. Min Fader roede saa hver Morgen ud til Hellisø, hvor efterhaanden de paa Horten støbte Plader føiede sig sammen til Taarnkolossen. Snart blev Grundstenen lagt.

Men saa kom der en vakker Dag Bud om, at Storthinget havde givet sin første Bevilgning til Anlæg af en Telegraflinie fra den svenske Grænse, over Fredrikshald til Christiania og videre langs Kysten til Mandal, og at min Fader skulde bestyre dette. Det gjaldt om at være hurtig. Men det var ikke let. Da vi i Juni var reist til Fejø, havde dette taget 7 Dage fra Christiania til Bergen med Dampskibet Constitutionen og derfra 3 Dage med en stor Fembøring, første Dag til Herlø (Herdla), anden til Skjellanger og tredie til Fejø.

Nu gik det for en strygende Vind med samme Fembøring paa en Dag til Bergen, hvorfra vi skulde reise med det nye Dampskib Æger. Uheldigvis kom der ingen «Æger», og først efter flere Dage indløb der Melding om, at en hel Tur vilde blive sløifet, da «Æger» i Stedet for at gaa i sin Rute til Bergen, først maatte tage en Tur til Kjøbenhavn.

«Nord- cap» havde nemlig faaet Maskinskade paa Tur derhen og var vendt tilbage til Horten, hvor «Æger» laa færdig for at gaa til Bergen, men nu i Stedet blev sendt til Kjøbenhavn med Post og Passagerer. Der havdes ingen anden Damper til Bergensruten, og saaledes sprang man uden videre over en Tur. I fjorten Dage var Bergensruten suspenderet, indtil «Nordcap»s Maskine var repareret og «Æger» var kommen hjem. Den 10 August afgik «Æger» fra Christiania i sin ordinære Rute.

I Bergen var Glæden stor, da det tunge Dampfartøi, der egentlig var bygget for at tjene som Bombekanonskib, for første Gang lagde ind paa Vaagen og atter gjenoprettede den regulære Forbindelse langs Kysten. Det var i Krigens Dage, og en saadan Afbrydelse i Postgangen maatte netop da føles yderst byrdefuld.

Selve Reisen gik udmærket. «Æger»s Fører var Marine­løitnant Oluf Petersen, som netop var vendt hjem fra fransk Tjeneste. Han havde været i Sortehavet og besøgt Sinope kort Tid efter det store Sjøslag, hvor Russerne tilintetgjorde den tyrkiske Flaade. Jeg nød hans Fortællinger om alle de Spor af Kamprædslerne, som han der endnu havde faaet se.

Paa Stavangers Vaag laa den franske Korvet «La Psyche», der kom fra Island, — atter som en Hilsen fra den Verden, hvor man kjæmpede. Da vi saa kom forbi Christianssand, mærkedes en anden Virkning af Krigen. Skibsverft fulgte her paa Skibsverft, og overalt saaes der Skibe paa Stabelen. Den norske Handelsflaade forberedte sig til en af sine glim­rende Perioder, og Agder gik derved i Spidsen.

Og saa endelig oppe i Christianiafjorden !  Der mødte vi vore egne stolte Orlogsmænd. Fregatten «Desideria» kom for fulde Seil ind fra Havet, og med den fulgte de øvrige Skibe. Et saadant Syn faar ikke Nutidens Ungdom Anled­ning til at nyde. Der fulgte Minder fra Tordenskjolds Dage med disse Fregatter og Korvetter, der kom hjem fra Øster­sjøen, hvor netop i denne Maaned den russiske Fæstning Bomarsund var bleven ødelagt af de allierede Flaader og Hære.

I Christiania, hvorhen vi kom den 23 August, laa Arbei­det beredt for min Fader. Han tog hurtig fat, og — som jeg allerede har nævnt, kunde han fra Begyndelsen af 1855 aabne den telegrafiske Forbindelse paa Drammen. Forhol­dene var beskedne, og det syntes ogsaa, som om denne Begivenhed ikke i Samtiden blev synderlig paaagtet.

I Morgenbladet er, saavidt jeg har seet, Telegrafens Aabning ikke nævnt, medens der samtidig i Bladets Christi- aniaartikel var Plads for Notitser om Berideren Gunnerius Halvorsen i Paris og om Gussanders Smørkjerner. Skulde der et eller andet Sted skjule sig en Notits om Telegrafen, maa den ialfald være godt bortgjemt. Men saadant var ikke paafaldende i de Dage. Publikum var i 1855 ikke forvænt med Reportage og vilde kanske ikke engang have sine Aviser opfyldt med den Slags Ting.

Statstelegrafens første Lokale var leiet i den tarvelige lille Gaard, Prinsens Gade 2, prinsensgt.2-1som fremdeles har faaet Lov til at staa, uden at rives eller ombygges. Denne uanseelige Bygning undgik alle Attentater under den store Spekulationsperiode, og kom derved i det væsentlige til at bevare sit oprindelige Udseende. Telegrafvæsenet havde imidlertid ikke den hele Gaard. Direktøren havde Hjørneværelset for sig, hvortil der endnu kom to andre Værelser, af hvilke det ene var for Modtagelse af de indleverede «Skrivelser». Antagelig har dertil ogsaa hørt nogle Kjældere eller Lofter, der kunde finde Anvendelse som Magasinrum for Telegrafens forskjellige Behov. Her bevægede sig nu det hele Personale, fra Direktøren og til Budene, og alle kom godt ud af det med hinanden. Direktøren var selvfølgelig i denne første Tid meget paa Reiser. Han havde at tilse Bygningen af de i 1854 bevil­gede Linier, og det var ham en Æressag at faa disse hur­tigst muligt sat i færdig Stand. Af en Notis i «Morgenbladet» sees saaledes, at han 26 Januar 1855 var i Tønsberg, hvor han ordnede med Lokale for den tilkommende Telegrafstation. Dette blev der overladt af Kommunen uden Vederlag.

Expeditionen i Hovedstaden og i Drammen var foreløbig kun aaben mellem 10 og 12 og mellem 4 og 6 paa Søgnedage, og de, som da indsendte «Skrivelser til Befordring pr. Telegraf», havde at betale 6 Skilling for en enkelt Skrivelse til Drammen og dertil 4 Skilling for Ombæring. En enkelt Skrivelse kunde være paa 25 Ord. Det hele kostede saa­ledes omtrent 35 Øre, og derover skulde ingen komme med Klager.

Tiltrods for denne billige Pris var der dog ingen stor Tilstrømning, og det lille Expeditionslokale vedblev i nogen Tid at være tilstrækkeligt for Behovet.

Som Personale fungerede foreløbig fire Herrer, der alle havde modtaget sin Uddannelse i Stockholm samtidig med Direktøren. De tre af disse var Conrad Bagge, Jonas Collett, Fugllie og dertil Hwalmann, der sammen med de tre andre var af de første Inspektører i Telegrafvæsenet.

Collett, der afgik ved Døden som fhv. Telegrafintendant, var Student. Hwalmann var svensk og Student fra Upsala, men havde forladt sit Fædreland og slaaet sig ned i Norge, hvor han nu traadte over i Telegraftjenesten. Min Fader havde været overmaade heldig i Valget af disse sine første Medarbeidere, der ydede ham megen Hjælp og blev en udmærket Stamme for Statstelegrafens Personale.

Under deres Tilsyn uddannedes derefter et nyt Kuld, som skulde overtage Arbeidet ved de Stationer, der nu efterhaanden oprettedes. Det første Telegrafkursus afsluttedes 26 Mai 1855, hvorved 8 Elever havde bestaaet sin Examen. En af disse, Farmaceut Lieungh, traadte dog foreløbig ikke ind i Etaten. Han oprettede i Stedet en Droguerihandel i Brogaden. De øvrige syv, Holme, Chr. Collett, C. A. Meier, J. M. Meinich, S. Jacobsen, J. Th. Nielsen, L. C. F. Ring og W. Sissener havde foran sig en lang Tjenestetid og blev tildels i Aarenes Løb Telegrafinspektører. Sissener blev 1 Marts 1859 Apotheker paa Levanger, siden i Elverum.

Christen Collett var en yngre Broder af Jonas Collett og ligesom denne Student. De var fra Drammen. Jonas var stille og alvorlig; Christen derimod var et af de mest livs­glade Mennesker, nogen kunde tænke sig. Han tilhørte en Kreds af muntre, unge Herrer, der var med overalt, og som gjorde det hyggeligt for sig selv og andre, hvor de viste sig i Selskabslivet. Studierne havde ikke trukket Chr. Collett meget til sig, og jeg skulde tro, han med Glæde greb den Leilighed, som nu bød sig frem, til at komme over i en Stilling, der, omend beskeden, dog havde den store Fordel at være fast. I Femtiaarene var Chr. Collett en uundværlig Mand, naar der skulde holdes et Karneval eller foranstaltes en anden Forlystelse af lignende Art. Han optraadte bl. a. ved en saadan Anledning som Visekjærring og gjorde stor­mende Lykke. Han havde i Hovedstaden den Ramme, der passede for hans Naturel, og her forblev han ogsaa hele sit øvrige Liv, uden at søge sig bort.

De første Telegrafbud blev tagne inden den militære Stand. I de Dage var det gjerne saa, at de garnisonerende Soldater havde en Bifortjeneste ved at være Oppassere i Byens mere velstillede Familier. Min Fader forfremmede saadanne, som han kjendte, og paa hvis gode Egenskaber han fandt at kunne stole, til Telegrafbud. Disse lærte saa at telegrafere, gjennemgik et Kursus for sin videre Uddannelse og kom derpaa som Telegrafister ind i Etaten, hvor de gjennem sin Dygtighed og gode Vandel arbeidede sig videre frem og opnaaede gode Stillinger.

Telegrafpersonalet blev saaledes rekruteret fra meget forskjelligartede Elementer. Men det arbeidede sig hurtig sam­men til en Enhed. For en meget væsentlig Del skyldtes dette Direktørens Personlighed. Naar jeg nu søger at samle Indtrykkene fra hine Dage og at se dem i Belysning af egne, senere Livserfaringer, — da forstaaes det hele saa meget bedre, og navnlig, hvorledes han gjennem sit Exempel og sit store Administrationstalent bibragte det voksende Perso­nale Følelsen af at høre sammen og af Nødvendigheden af at staa med hinanden i Arbeidet for de fælles Opgaver. Naturligvis kunde det ikke aldeles undgaaes, at der kom enkelte Elementer ind, hvilke det ikke gik an at kalde ube­tinget heldige. Men dette var dog blot i forholdsvis sjeldne Tilfælde. Naar et saadant indtraf, da kunde min Fader per­sonlig lide derunder, og han tog sig det altid meget nær, hvis der inden den af ham ledede Etat fandtes en eller anden Person, der ikke gjorde denne Ære.

I det hele og store besad han en sjelden Evne til at vælge sine Folk, og naar Valget var truffet, da kunde han som faa arbeide sig sammen med dem. Efter hans Død har jeg hyppig paa Telegraf-Expeditionerne rundt om i Landet hørt de gamle Funktionærer tale varme Ord om den Chef, i hvem de havde kunnet se en personlig Ven og Veileder. Han var fra den første Stund virksom for at kunne bistaa og hjælpe og for at holde Standen oppe. Desværre var det alene smaa Lønninger, der kunde bydes. Til en Begyndelse var Chefens egen Gage kun 800 Spd. (= 3200 Kr.), hvilket Beløb først paa Storthinget i 1857 forhøiedes til 1200 Spd. (4800 Kr.). Senere blev Gagen adskillig høiere.

Ved sin Tiltrædelse af Embedet som Telegrafdirektør, hvortil han først fra Nytaar 1856 modtog endelig Udnæv- nelse, havde min Fader gjort det Forbehold, at alle Kasserer- og Regnskabsfører-Forretninger skulde holdes strengt adskilte fra hans administrative Gjerning. Disse overdroges en sær­skilt Telegrafkasserer, og denne Stillings første, mangeaarige Indehaver blev en tidligere i Postvæsenet meget betroet Mand, der indtil da var mest kjendt som «Post-Hjorth», men nu blev «Telegraf-Hjorth».

Telegrafkasserer Hjorth var siden min Faders utrættelige Medarbeider indtil hans Død og fortsatte ogsaa derefter paa sin ansvarsfulde Post endnu gjennem mange Aar. Han og Jonas Collett var de sidste af Telegrafvæsenets oprindelige Stab, der vandrede heden, efter en lang og anstrængende Arbeidsdag, — den, de havde delt med mange andre dygtige og samvittighedsfulde Mænd.

Til den oprindelige Etat hørte tillige — omend kun mid­lertidig, en Stab af Arbeidsbestyrere. I de Aar, da de store Hovedlinier i Telegrafnettet var under Bygning, havde de en meget betroet Stilling. Meget var afhængigt af deres Dygtighed og Samvittighedsfuldhed. Den første Arbeidsbestyrer, jeg erindrer, og det antagelig fra 1854, var Løit- nant Wilse, en stilfærdig, rolig Mand, som dog snart ophørte med denne Gjerning.

Senere benyttedes alene Arbeidsbestyrere, der ikke havde nogen speciel Uddannelse, men som havde vist sig som skikkede derfor under Arbeidet i Marken. En af dem var Gaardbruger Fadum fra Jarlsberg, der en Tid var Storthingsmand. Men heller ikke han stod længe.

Den, som byggede de fleste Linier, var Arbeidsbestyrer Hennum, til hvis Dygtighed Direktøren nærede stor Tillid, og i hvis Hænder han betroede vanskelige Arbeider. Hennum var en solid, retsindig, nøiagtig Mand, der ikke brugte mange Ord, men nøiedes med at dokumentere sin Brugbarhed gjennem et vel udført Arbeide.

En Arbeidsbestyrer, hvis Personlighed jeg godt mindes, hed vistnok Hansen. Da jeg har truffet ham i Aurland og Fjeldene deromkring, skulde jeg tro, at han havde udført de vanskelige Linieanlæg paa denne Kant.

Arbeiderne selv kom fra forskjellige Dele af Landet. Min Fader havde, medens han ledede Fyranlæg, faaet megen Tillid til Søndmøringerne, og som Telegrafdirektør vilde han ogsaa gjerne have saadanne til Arbeidere. Han tog dem, saasnart der meldte sig gode Folk fra Søndmør. Mellem hans paalidelige Folk derfra var der altid talrige Haugianere, hvis Optræden gav Livet ved disse Anlæg sit særegne Præg.

Telegrafarbeidet foregik ikke alene tillands. For en ikke ringe Del maatte det ogsaa blive et Arbeide tilvands. Saa­snart Anlæggene havde passeret Mandal og var naaet forbi Stavanger, mødtes man med de brede Fjorde, der nødvendig­gjorde Anlæg af undersjøiske Ledninger. De første Kabler kom fra England med et engelsk Dampskib, som tillige besørgede Udlægningen. De engelske Sjøfolk forbausedes over disse Fjorde, hvor de kunde gaa lige ind til Fjeldet med sit dybtgaaende Fartøi.

Senere benyttedes norske Skibe til Udlægningen. Dette Arbeide var under Direktøren betroet Skibskaptein Juel. Han blev tilsidst Telegrafvæsenets faste Kabelmester, og var i sin Stilling en meget betroet Mand, der arbeidede rundt den hele Kyst og var fortrolig med Fjordenes Bund.

Direktøren var selv en mobil Mand, der ogsaa færdedes meget paa Linierne. Han fremsatte ikke noget Overslag uden selv i Forveien at have gjennemgaaet det i Marken. Men derved fik ogsaa disse Overslag den nøiagtige og paa­lidelige Karakter, for hvilken de altid var bekjendte.

Han nøiedes ikke med at opgaa en enkelt Linie. Han undersøgte, og da navnlig paa de vanskelige Fjeldovergange, flere Alternativer, som han nøiagtig gjennemarbeidede. Hvor han hørte om en Linie, der muligens kunde frembyde For­dele for de først undersøgte, skyede han ikke Møie og Be­svær for at faa den undersøgt, og saaledes er det neppe nogen Overdrivelse at sige, at han havde opgaaet enhver Linie, stor eller liden, som blev bygget, og at han desuden havde faret efter mange andre.

En af hans besværligste Ture af denne Art var en Van­dring i Øksendalsfjeldene, hvor han og hans Ledsagere gik vild og fristede mange Farer, forinden de kom ned. For­modentlig var det ved denne Anledning hans Agt at under- søge Muligheden af en direkte Tilknytning til Gudbrands­dalen af en Linie fra Christianssund. Forholdene gjorde dog ikke dette tilraadeligt. En Deltager i denne voldsomme Tur, der maa have fundet Sted i 1856 eller 1857, var den senere Lærer Sæther paa Nedre Eker, med hvem jeg ofte har talt om de Besværligheder, som den frembød.

Allerede tidlig begyndte min Fader at tage mig med paa disse Reiser. 1 1856 var jeg i Paasken med ham paa en Inspektionstur til Drammen. Vi kjørte paa Isen til Slæbenden og fulgte siden Landeveien. Senere blev disse Ture, hvori jeg deltog, hyppigere og længere. I 1861 vandrede jeg med ham paa hans Undersøgelser af de tilkommende Telegraflinier paa Lofoten og i Tromsø Amt, hvormed vi fortsatte i 1863, da Reisen udstraktes til Finmarken. Det var interessante, men anstrængende Vandringer.

I 1862 havde vi en meget anstrængende Vandring over Fjeldene mellem Sjaak og Stryn i Nordfjord, den Gang et temmelig ukjendt Strøg af Landet. Nærmere at dvæle ved disse Erindringer vilde dog føre for langt. Men man vil kunne se, at jeg har kjendt til den norske Statstelegrafs ældste Anlægshistorie, af rent personlig Erfaring.

Under alt dette udvidedes Anlæggene. Nye Linier kom til. Bergen og Trondhjem fik Telegraf, og de romsdalske Byer fulgte efter. Dombaas, et Sted, som min Fader holdt meget af, og hvor han gjerne laa over, naar han paa sine anstrængende Ture trængte til en liden Hvil, blev et Knudepunkt for disse Linier, og blev til en Begyndelse Sæde for en Telegraf-lnspektør. Stillingens første Indehaver var Monsen, hvis Navn heller ikke maa glemmes mellem dem, som dannede den første Direktørs Stab.

Men eftersom Anlæggene skred frem, udvidedes Direk­tørens Arbeide. Han overkom meget. Stadig kontrollerede han Stationerne og de færdige Linier. Han gik Mil efter Mil langs disse og paasaa, at alt var i Orden. Undertiden gik han alene, undertiden sammen med Inspektørerne.

Samtidig voksede det administrative Kontorarbeide, og Personalet voksede med dette. Saaledes kunde heller ikke det beskedne Lokale i Prinsens Gade strække længe til. Det hele flyttedes til Carl Johans Gade, paa Hjørnet af Skippergaden, til alt Held og Lykke paa den nordre Side af førstnævnte Gade. Ved den store Ildebrand 1858 var som sagt Telegrafstationen stærkt truet. Men Ilden sprang ikke over Gaden, og saaledes blev Stationen reddet. Telegrafvæsenet disponerede her i den saakaldte Gunnestads Gaard over hele anden Etage, som dog snart blev forliden.

Saaledes viste det sig snart nødvendigt at skaffe et andet Lokale, hvilket ogsaa tilveiebragtes i den nye Bygning som Kreditbanken efter samme Brand lod opføre paa Hjørnet af Kirkegaden og Prinsens Gade.

I dette Lokale forblev Telegrafvæsenet længe, indtil ogsaa det blev forlidet og for snevert, og man maatte søge en større Bygning, som da ogsaa blev fundet. Men selv denne blev i Aarenes Løb for liden, og da min Fader døde 1 August 1892, var den under Om­bygning og Udvidelse, — og hvor længe kan den endnu at give de fornødne Lokaler for de stadige Udvidelser ?

I næsten 38 Aar varede dette Arbeide. For den norske Statstelegraf maa det vel siges, at det var et Held, at den saa længe fik beholde i sin Spidse den Mand, der havde undfanget Tanken paa den hele Institution og værnet om den gjennem de første Aar. Men det var ogsaa en Lykke for den samme Mand, der fik udrettet denne store Gjerning, at han støttedes af udmærkede Medarbeidere og blev staaende i saa mange Aar i Spidsen for den Institution, han havde skabt, og at han gik bort, forinden Alderen havde tvunget ham til at træde tilbage.

I 1892 begyndte han i Stilhed at forberede sin egen Afgang, Den 74-aarige Mand følte saa smaat sine Kræfter aftage, og han var bestemt paa snart at indgive Ansøgning om Afsked. Da kom Døden.

Det vil af sig selv kunne forstaaes, hvilken Betydning Arbei­det paa den her skildrede Maade maatte have for mig, som havde slaaet ind paa en aldeles forskjellig Bane. For mig aabnede der sig ad denne Vei et helt nyt Syn paa mange Forhold, i hvilke jeg ellers ikke havde faaet Adgang til at se ind. Jeg lærte nu Landet og dets Kaar at kjende og fik et Indblik i en hel stor Administration, hvorledes den vok­sede frem, — fra dens Begyndelse med den enkelte Person, der var dens Skaber, og til dens Udvikling til at omfatte Hundreder af Mennesker. Jeg hjalp selv til, hvor det var muligt med de Kundskaber og Færdigheder, hvorover jeg kunde raade, dels som min Faders Sekretær, dels med at indhente Oplysninger. Ganske vist ved jeg ikke, om han derved høstede saa megen Nytte.

Men at jeg lærte meget ved saadant Arbeide, var ialfald givet, og for mig var det Hovedsagen. Hvad jeg i denne Sammenhæng fik Anledning til at lære, det blev ogsaa siddende fast. Meget deraf har kunnet beholdes til den sidste Tid.

Min Fader var ligeledes jævnlig paa Udenlandsreise til de store internationale Telegrafkongresser, hvor han nød megen Anseelse. Hvor gjærne skulde jeg ikke have fulgt ham til disse ! Men det kunde jeg ikke tænke paa.

Jeg havde alene i Tankerne Anledning til at følge ham. Men bagefter var der dog Adgang til at lære meget ved hans livlige Fortællinger om sine Oplevelser. I senere Aar, naar jeg selv gjentagne Gange har været betroet at representere mit Land eller dets Institutioner ved internationale videnskabelige Kongresser, har jeg kunnet sammenligne hans og mine Indtryk.

Skriv inn søkeord..