– presentert i H. Hansons bok : «Den rædselfulde Pintsedag eller Grue Kirkes Brand – et Qvad i femten Afdelinger med Epilog». Christiania 1836;
– fra sidene 44 – 47 : dette «qvad» – «No. 11 til «Den fromme Fru Signe», skriver Hans Hanson i innledningen;
#
Forgjæves den vise, den evige Lov,
Som Skaberen følger, vi ville udgrunde;
For Luer og Sværd vorde Tusinder Rov,
Og mægtige Stæder gaae hastig tilgrunde,
Naar tidt ved et Under, i truende Nød,
En Eneste frelses blandt Tusinders Død.
#
Dengang, paa hiin store Forfærdelsens Dag,
Det gamle ærværdige Tempel i Grue,
Ved Hvirvelvinds Susen og Stormenes Brag,
Blev Rov for en rædsom fortærende Lue,
Og sex Snese Mennesker Offere blev
For rasende Flammer som Alting henrev;
#
En Kone der sad med et Barn paa sit Skjød,
Som skulde til Herren ved Daaben indvies,
Og Almagtens Stemme dets Skytsengel bød :
«Det Barn skal af Luernes Rædsler udfries»;
Thi stedse for Faderens Ansigt jo staae
De Engle, han bød at bevogte de Smaae.
#
Til Konen strax lyder den Stemme, hvormed
Sig Aander for Aander formaae at forklare,
Skjøndt Mennesket ei dens Beskaffenhed veed :
«Med Barnet Du flye overhængende Fare !»
Men medens vi vandre i Støvhyllet her
Os Aandernes Stemme utydelig er.
#
Men Engelen taler med stærkere Røst :
«Med Barnet Du flye; thi det Gud vil beskjærme !»
Da vorder af Angest beklemt hendes Bryst,
Den truende Fare hun føler sig nærme.
Hun Barnet omfavner med kjærlige Arm,
Og trykker det tæt til sin bankende Barm.
#
End tredie Gang raaber Engelen : «Flye !»
Da reiser hun sig og forfærdet hun skuer
I Templet sig frembølge begsorte Skye
Som følges af rædsomme guulrøde Luer.
Til Døren hun søger at trænge sig hen;
Men flygtende Mængde snart tilspærrer den.
#
Hun Barnet indslutter saa tæt i sit Favn;
Men Vinduet ei at bestige hun vover.
Hun Mændene beder i Frelserens Navn
At redde den Spæde, som tryggelig sover,
Og først da hun Barnet saae reddet af Nød,
Hun modtog den Hjælp, som man hende tilbød.
#
Med Angst gjennem Vinduet hende de drog;
Thi grusomt dem rasende Flammer forfølge.
Da atter det reddede Barn hun modtog,
Hun Luerne seer gjennem Vinduet bølge.
Med bankende Hjerte hun takkede Gud,
Som underfuldt rev dem af Flammerne ud.
#
Mon her man ei ydmyg beundrende maa
Det alvise, styrende Forsyn tilbede,
Som paa en saa underfuld Maade man saae
Af Ilden udrive den hjælpløse Spæde ?
Og hædrende mindes den Qvinde man skal,
Som omspændt af Fare saa troe var sit Kald.
#
Ei daarlig Du spørge, hvi Herren da lod,
To udøbte Børn blive Luernes Bytte.
Hans Plan den er alviis og kjærlig og god,
Selv naar han i Faren os ei vil beskytte.
Kortsynede Kryb jo ei mægter at see,
Hvad der i den følgende Time skal skee.
#
Maaskee hans alseende Øie det saae :
De Børn, han hengav til de rasende Flammer,
For svage til Fristelsens Magt at modstaae,
Let skulde nedsynke i Lasternes Jammer,
Og derfor fra Jorden han vinkede dem,
Til Fredens og Kjærligheds salige Hjem.
#
I Englenes Chor de lovsynge nu der
Den Herre, som frelser endogsaa ved Luer,
Og ei hvad den Lille, som reddedes her,
I tilsløret Fremtid, kan vorde, Du skuer.
Maaskee han for Mange, i kommende Tid,
Skal fremvirke Held ved sin virksomme Jid (iver/red.).
#
Saa Gud i Ægypten gav tusinde Smaae
Til Priis for Tyrannens den grusomme Rænke,
At tyngende Trældom de skulde undgaae
Og Lastens end mere nedtyngende Lænke;
Men Moses Han frelste fra truende Død
Og Tusinders Lykke ham fremvirke bød.
#
Bliv Barnet i Fromhed og Kjærlighed lig,
I Troe og i Redelighed Du det ligne;
Guds Rige, det veed Du, da tilhører Dig,
Og selv her paa Jorden Dig Gud skal velsigne.
Guds Vei, som paa Jorden en Gaade Dig var,
Du hisset skal skue saa straalende klar.
En meget retsindig og vel oplyst Bondekone, som sad i Kirken med et lidet Barn paa Skjødet, hvilket hun den Dag skulde holde over Daaben, blev under Prædikenen, nylig før Stormen brød løs, betagen af en underlig Skræk og Uro. Det syntes hende, at en stor Fare var forhaanden, og at hun maatte søge at komme ud derfra, og da den gaadefulde varslende Angest ei vilde stilles, bøiede hun sig ned over Barnet for at bede. Neppe var dette gjort, for Tummelen begyndte, og saa omhyggelig var den gode Kone for det spæde Barn, hun førte, at hun, i al den Uorden og Trængsel, ikke slap det af sin Arm; men kom uden Skade med Barnet paa Armen, igjennem den store Mængde til et Vindue, leverede omhyggeligen Barnet til dem, der stode ved Vinduet for at hjælpe, og blev reddet.
Af Herr Pastor Hesselbergs Beretning.