– i boken : “Syv-Aars-Krigen for 17. Mai – 1807-1814”. Illustreret av A. Bloch. Kristiania. Forlagt av H. Aschehoug & Co (W. Nygaard). 1914.
– fra s. 183 – 186 kan vi lese følgende :
I 1811 var vi i det hele tat meget heldige i kampene mot engelskmanden.
I træfningen 31. juli utenfor Langesund blev to engelske orlogsskibe meget slemt medtat av vore brigger “Lougen”, “Langeland” og “Kiel”. Det lykkedes desværre ikke at erobre noget av de engelske skibe. Heldigere var “Samsø”, “Alsen” og den netop fra Danmark opsendte brig “Lolland” i kampen med de to engelske brigger “Manly” og “Chanticleer”. Den sidste reddet sig, men “Manly” blev erobret, og det efter en kamp hvori den bare hadde 1 mand falden og 3 mand saaret.
I 1812 skulde engelskmændene blodig faa hevne sine nederlag. Det er “Najaden”s aar.
Tidlig paa aaret blev den nybyggede fregat “Najaden” paa 42 kanoner sendt op til Norge. Dens chef var kaptein Holm, tidligere chef paa “Lolland”, en tapper officer.
Søndag den 6te juli, ut paa eftermiddagen, laa “Najaden“ og med den briggerne “Lolland”, “Samsø” og “Kiel” til ankers i en liten vik ved Sandø utenfor Tvedestrandsfjorden. Ut til havs saaes fire engelske orlogsskibe. Det største av dem var linjeskibet “Dictator” paa 68 kanoner. De andre var briggerne “Calypso” paa 20 kanoner og “Feamer” og “Podargus” paa 14 hver. Chefen for denne eskadre var den 24-aarige kaptein James Stewart.
Eskadren var sendt til Norge for at opsøke og ødelægge vor eneste fregat, og et ganske usedvanlig, næsten eventyrlig held fulgte denne eskadre eller endnu mere dens unge chef. Han var uvorren og modig indtil dumdristighet, og han seiret.
Kaptein Holm ansaa sin ankerplads tryg nok, selv om de skogklædte øer ikke var høie nok til at skjule “Najaden”s mastetopper. Indløpet fra sjøen er en halv mil langt og baade kroket, smalt og urent. Mellem baaer og skjær styret engelskmanden ind mod “Najaden”s havn. En av briggerne gik foran. Linjeskibet stak 22 fot dypt, og nordmændene ventet at det snart skulde rende sig fast. “Podargus” og “Feamer” tok ganske rigtig grund, men kaptein Stewart lot “Calypso“ seile videre foran og fulgte med linjeskibet efter. Det sies at en svensk skomaker var lods, men denne viste sig snart at være temmelig ukyndig. Stewart seilte allikevel ind i skjærgaarden. Det er almindelig fortalt at han hadde drukket temmelig godt ved middagen, og at vinen hadde git ham det overmaal av mod som skulde til for at sætte en hel eskadre paa spil.
Kaptein Holm indsaa, at en kamp mellem “Najaden” og det svære linjeskib vilde være for vaagsom; kunde han vinde tid og faa samlet de i Arendal, Risør og Lyngør værende kanonbaater, vilde han ha det bedste haab om at ødelægge det engelske linjeskib som uforsigtig nok hadde vaaget sig ind i vor trange og farlige seilled. Lodserne raadet ham til at seile østover til Lyngør; der var der en tryg havn, dit vilde aldrig det tunge svære linjeskib kunne komme. Saa kappet man ankerne og stod østover. Men da var “Dictator” saa nær indpaa at den kunde veksle skud med “Najaden”.
Ved Borøen laa et batteri, det gav engelskmanden nogen salver, men det lot ikke til at de bet paa ham. Batteriets folk var kun ukyndige kystverns-mandskaper.
Inde paa den trange havn i Lyngør lot kaptein Holm ankerne falde; han ansaa sig for frelst. Her la sig ogsaa briggerne. Desværre laa allerede her to handelsskibe, og de hindret orlogsskibene fra at ankre op som de burde, om kamp var ivente.
Klokken var da 8 3/4 om kvelden. Snart etter saaes “Dictator” ogsaa at løpe ind paa havnen. Den hadde som ved et mirakel undgaat baade baaer og grunder og fulgt efter “Najaden”. Det var saa trangt paa havnen at “Dictator” ved at rende baugen paa land og la et sværanker gaa agterut kom til at stænge næsten hele løpet, og fik den heldigst mulige kampstilling, nemlig med hele bredsiden mot denne mølje av norske skibe som laa paa pistolskuds avstand og i den mest uheldige stilling som tænkes kunde.
“Najaden” laa saa uheldig til at den kun kunde bruke 6—8 kanoner av sine 48. Endnu uheldigere var “Najaden”s kamerater. “Lolland” kunde bare bruke 2, “Kiel” bare 1 og “Samsø” ikke en eneste av sine kanoner. Kaptein Holm hadde saaledes kun 9—10 kanoner mot “Dictator”s 34.
Desuten kunde “Calypso” ogsaa delta med sin bredside paa 10 kanoner.
Kaptein Stewart tok det nu med ro; seieren var ham viss. Han lot folkene beslaa seilene og laget sig til at gjøre ende paa en motstander som han hadde faat slik i klemme. Det heter at han selv kommanderte ilden; kanonerne blev avfyret som salver, lag for lag. Ombord paa “Najaden” kunde man tydelig høre den engelske kapteins kommandoord, og besætningen hadde hver gang nervespændende sekunder, der den ventet paa kanonblinkene og kulerne som feiet henover dækket, knusende og rivende og slyngende splinter til alle sider.
I mersene paa “Dictator” stod rifleskyttere, og paa det nære hold gjorde disse det hett for den dødsdømte besætning paa “Najaden”. Tiltrods for alt holdt kaptein Holm og hans av nordmænd og dansker bestaaende besætning kampen ut i timer. Kapteinens haab stod til kanonbaatene som nu maatte være underveis, og som snart vilde kunne forandre det hele. Da vilde det bli engelskmændenes tur til at ligge uvirksomme med sine kanoner.
I Lyngør laa bare 2 kanonbaater; de prøvde at komme engelskmændene ind paa livet, men de fik litet utrettet, idet kaptein Stewart hadde sat soldater iland paa øerne omkring Lyngør, baade paa Stensø, Holmen og Odden, og derfra kunde soldaterne paa det korte hold drive kanonbaatene bort. Paa samme vis gik det, da man fra “Najaden” prøvde at varpe sig frem til en gunstigere stilling.
Klokken blev 11, og endnu var kampen uforandret. Man hørte kaptein Stewarts kolde, rolige kommandoord, og man saa “Najaden” mere og mere bli sønderskutt, dens dæk mere og mere bli blodig. Saa kom et nyt kommandoord, en ny salve, og paa en gang gaar fregattens reisning overbord. Øverste dæk styrtet samtidig ned paa batteridækket, fregatten la sig over, vandet styrtet ind gjennem kanonportene, skibet tok til at synke. Den stolte fregat var kun et vrak. Men i det knuste vrak blev ogsaa en hel del av besætningen knust, eller druknet. For at gjøre ødelæggelsen fuldstændig brøt der samtidig ild ut paa flere steder; i flammerne omkom ogsaa en del av besætningen. Kapteinen selv vilde gaa tilbunds med det synkende skib, men en av matroserne tok ham om livet og fik ham tillands. Her blev han fundet i fjærestenene som bevisstløs. Kommen til sig selv igjen, skyndte han sig straks med at lede den videre kamp. Ti endnu kunde kaptein Stewart og hans hele eskadre bli vort bytte.
I Risør laa tre kanonjoller. De fik allerede kl. 9 ved kysttelegrafen ordre om at skynde sig til Lyngør. De hadde 6 kvartmil at ro og en frisk sydvest-kuling imot. De brukte 4 timer.
I Arendal laa 2 chalupper og 3 joller, de hadde 4 mil, frisk medvind, men brukte hele 8 timer, og kom først frem kl. 6 morgen. Chefen lot sig nemlig hefte bort et par timer med en resultatløs kamp med de paa grund staaende to engelske brigger og lot folkene efter den affære hvile ut. Den hvil reddet engelskmændene.
Imidlertid hadde “Dictator“ vendt sine kanoner mot “Lolland” og “Kiel”, som begge snart var færdig og blev besat av engelskmændene.
Klokken var nu 1 om natten, og det saa ut som om kaptein Stewart kun hadde at samle sammen trofæerne, faa sine brigger av grunden og seile hjem til England efter vel utrettet erende. I sidste øieblik saa det dog ut til at det skulde forandres. Kaptein Holm hadde faat samlet 5 kanonjoller, de fra Risør og de fra Lyngør, og med dem rodde han frem til kamp paany. Nu var det engelskmandens tur at ligge i en ufordelagtig stilling. Kanonbaatene kunde i det trange farvand Iægge sig mot det svære linjeskib hvor de helst vilde, og det laa med seilene beslaat, med baugen paa land og med 2 ankere ute agterut.
Det saa slemt ut for kaptein Stewart. Han benyttet sig da av det samme knep som Nelson ved Kjøbenhavn. Han heiste parlamentærflag for at vinde tid til at gjøre sig seilklar. Han tilbød at sende sine fanger iland hvis man vilde la ham seile bort med de to tagne brigger. Kaptein Holm svarte med at aapne ilden. Med de arendalske kanonbaater ventendes hvert øieblik hadde Holm alle chancer for at kunne betale engelskmændene tilbake hvad han hadde faat. Men lykken stod atter de engelske bi.
Mens værst det knep for den djerve engelske kaptein, sprang vinden pludselig om til en frisk landvind. Det hadde lykkes ham at faa seilene sat, og for fulde seil stod “Dictator” tilhavs, ogsaa denne gang gaaende klar av alle de mange baaer og skjær. Ogsaa de øvrige engelske skibe kom sig ved den friske landvind ut av klemmen.
Stewart opgir sine egne tap til ialt 10 døde og 45 saarede samt 2 fanger.
Vore tap var svære. Av fregattens 315 mand var 133 faldt og 102 saaret, 4 fanget.
Det var den blodigste betalje under hele krigen tillands som tilvands og var et — nederlag. Men det var et hæderlig nederlag, og saavel de norske som danske sjømænd som her kjæmpet sammen, hadde forsvaret sit flag med ære. Stewart sier i sin rapport at “Najaden bokstavelig talt blev skutt til atomer” (“litterally battered to atoms”). Men like til fregatten sank, stod hver mand paa sin post, de brukte kanonerne til det sidste.
En knap maaned efter denne begivenhet skulde vi atter lide et nederlag, og det under like saa hæderlige omstændigheter som ved Lyngør, men her blev nederlaget vendt til seier.
Det var løitnant Bodenhoff’s kamp ved Tromsø den 2. august. Djervere strid saa vi ikke i alle krigens syv aar.
– les mer i Karen Sundts artikkel 3 om kaptein Holm her :
