1) I Begyndelsen af Marts 1833 blev en 17aarig Pige ved Navn Stina Knudsdatter Lie greben af Guds Naadekald til Omvendelse. Dette gik saaledes til: En Aften, medens hun var ifærd med at mælke, kom hun til at tænke paa sit Daabsløfte og blev derved alvorlig greben, idet det gik op for hende, at baade hun og de fleste af hendes Bekjendtskab skammelig havde brudt dette og var bleven sin Frelser utro. Hun blev i denne sin Opvaagnen mer end almindelig haardt plaget af Sjælefienden, som altid predikede i hendes Hjerte, at der for hende ikke var Naade at faa. Hun havde i sin naturlige Tilstand ført en ulastelig Vandel, ja, endog været rosværdig i sit Forhold; men allikevel troede hun sig at være en større Synder end alle andre Mennesker, saa hun ikke dristede sig til at tro, at Christi Blod kunde aftoe hendes Synder.
Hvad man talte til hende om Naade og Syndsforladelse for Jesu Christi Fortjenestes Skyld, var hun uimodtagelig for, thi hendes eget Hjerte fordømte hende. Efterat hun i 18 Uger havde staaet nær Fortvivlelsens Rand, begyndte dog Haabets Stjerne at oprinde, hendes Klageraab forandrede sig til en uafladelig Tiggen og Beden om, at Gud for Jesu Skyld vilde være hendes Sjæl naadig. En Aten gik hun ind i en Lade og udøste sit Hjerte i en inderlig Bøn til Herren om, at han vilde give hende Tro og Syndernes Forladelse. Da syntes hun at se et stærkt Lys paa Himmelen ligesom en Sol, der kom hende nærmere og nærmere, indtil det kom lige ind i hendes Hjerte. Under dette kom hun til Troens fulde Frimodighed, og ligesaa dyb som hendes Syndesorg havde været, saa stor blev nu hendes glæde i Herren. Uden undseelse vidnede hun baade for den enkelte og for flere om sin Frelser og den frie uforskyldte Naade i ham. I dette sit nye Liv øvede hun en stor Indflydelse paa alle sine Omgivelser. Ved de Husandagter, som hun Morgen og Aften holdt for sin nærmeste Familie, og de Samtaler, hun havde med dem, kom hendes Moder samt en ældre Broder og Søster af hende til Troen, og da Rygtet om disse Andagter spredtes ud over Bygden, indfandt flere og flere af de omboende sig, og hendes nys omtalte ældre Søster, Maren, holdt ikke alen Bøn, men føidede ogsaa nogle enfoldige og hjertegribende Formaningsord til det, som blev læst og sunget. De Tilstedeværende indsugede Sandhederne som den tørre og tørstige Mark Regnen, og dette ringe Hus blev Arnestedet og Udgangspunktet for en stor og almindelig Vækkelse.
I October samme Aar blev 3 Søskende fra nærmeste Nabogaard opvakte af sin Syndesøvn, og derpaa gik Herrens Naadekald som en ild fra Hus til Hus, fra Hjerte til Hjerte rundt hele Sognet i Løbet af Maanederne October – December. Opbyggelsesforsamlinger afholdtes ofte, og ingen saadan fandt Sted, uden at en og anden Sjæl – undertiden flere paa en Gang – lagdes til den troende Menighed.