– fra boken : “Livserindringer fra Norge og Amerika”. Af Provst August Weenaas. 1835 – 1924. Bergen 1935. Fra s. 17 – 30 :

– les presentasjonen av boken her :

BARNDOM OG SKOLEGANG.

Som allerede ovenfor bemærket, kom jeg, 7/4 Aar gammel, til mine vordende Pleieforældre, Andersens paa Jomfrubraaten.

Aarsagen var neppe egentlig Fattigdom i Hjemmet, men nærmest den Omstændighed, at Andersens allerede da, i 1837, var ældre Folk, han ca. 45, hun ca. 55 Aar, og børnløse, hvortil kom, at min Pleiemoder omfattede med megen Kjærlighed min Fader, hendes Søstersøn, Jørgen, som hun kaldte ham.

Med megen Ømhed og moderlig Omhu blev jeg opfostret i mit nye Hjem.

Da jeg var 5 Aar gammel, begyndte allerede min Pleiefader at lære mig at skrive, og det gik saa godt fremad, at jeg i mit 6te Aar læste rent i hvilkensomhelst Bog og skrev sammenhængende Skrift i Skrivebog. Der var endnu i den Tid og længe efter Omgangsskole i Aker, men denne besøgte jeg ikke.

Moder havde nok allerede dengang paa sit Hjerte, at jeg skulde faa en god og grundig Undervisning, om hun neppe endnu havde bestemt, at skulde studere. Det var nemlig hun, og hun alene, som bestemte det.

Da jeg var 6 Aar gammel fulgte jeg mine kjære Fosterforældre ned til Oslo en Dag for at fremstilles for gamle Klokker Klungeland, som, erindrer jeg godt, prøvede mig i Læsning ved at lægge for mig en Bog af sin Boghylde.

Klungeland var en Ven af Henrik Wergeland, og det var nok hos ham at Adjunkt Thistedahl logerede, da han som Kandidat manuducerede Studenterne i Theologi. Det var dengang smaat med theologiske Professorer ved Universitetet.

Han var meget vel tilfreds med min Læsning, og jeg skulde da begynde paa hans Skole, som var Oslo [d. e. Gamlebyens] Folkeskole. I et Aar, indtil mit syvende, gik jeg paa denne Skole og lærte Folkeskolens daværende Fag, Religion, Læsning, Skrivning og Regning. Men Moder sigtede høiere; Folkeskolens Undervisning, selvom det var en efter Datidens Forholde vel ordnet Byskole, var ikke tilstrækkelig for mig. Jeg skulde ind til Byen for min videre

– 18 –

Uddannelses Skyld, og saaledes kom jeg da i mit 7de Aar ind til Christiania for at gaa paa høiere Skole, og jeg kom derved atter til at blive hjemme hos mine Forældre i Ugen for Skolens Skyld, men gik hver Lørdag, hvordan end Veir og Føre var, hjem til Jomfrubraaten, og var der Søndag over.

Det var deiligt, naar Lørdagen kom, at springe opover Bakkene ved Ekeberg eller Grønlien, og det var kjært at komme hjem til Moder, som ventede paa mig og sluttede mig i sine Arme. Det var Høitid og Fest hver Søndag og hver Helg, særlig til Julen, da jeg fik være med Moder og støbe Julelys ved stadig at dyppe dem i et Kar med smeltet Talg og faa mit trearmede Helligtrekongers Lys.

Vi havde dengang ikke elek­trisk Lys, Gas eller Parafin, men hjalp os til Hverdags med et Talglys og ved festlige Anledninger med en saakaldet Moderatørlampe, hvorved Olien maatte trækkes op ved en Skrueindretning, og Lampen staa 1/2 Time, inden den kunde tændes.

Jeg fik Vinter som Sommer tumle mig frit i Skov og Mark, i Fjøs, Stald og Laden, hvor der dengang endnu tærskedes med Pleiel saagodtsom den hele Vinter. Naar jeg var inde i Stuen hos Fa’er og Mo’er, kom Bogen frem, og min Yndlingslektiire var Hellig Olafs Saga (Grundtvigs Udgave), Ove Mallings «Store og gode Handlinger», Mauritz Hansens «Godmand», tildels Holberg og Wessel. Romaner læste jeg ikke. De fandtes ikke i Faders Boghylde.

Jeg skulde altsaa, 7 Aar gammel, begynde paa Skole i Byen, og det store Spørgsmaal blev, paa hvilken Skole jeg skulde sættes ind. Foruden Latinskolen og Borgerskolen var der i denne Tid, mig bekjendt, kun 2 Privatskoler, hvorom der kunde blive Tale. Det var Møllers Institut og Plesners Skole. Det traf sig imidlertid saa, at mine Forældre var omkring 1840 flyttet fra Øvre Slotsgade og ned i Kongens Gade, til Skolebestyrer Plesners Gaard, ved Siden af Hjørnegaarden til Raadstugaden i Kvartalet mellem Toldbodgaden og denne Gade, og dette foranledigede, at jeg altsaa i 1842 kom ind paa Plesners Skole.

Den var, saavidt jeg kan erindre, inddelt i 3 Klasser, og var en almindelig borgerlig Privatskole, med Undervisning i samtlige Borgerskolens Fag. Mathematik, Tydsk, Fransk, Latin osv. Den kunde forberede til Latinskolen for dem, som skulde studere, og den kunde afslutte Skolegangen for dem, som ikke skulde gaa videre.

— Nogen ende­lig Bestemmelse med Hensyn til min Fremtid havde mine Pleie-

– 19 –

forældre endnu ikke taget, kun at jeg skulde faa en god boglig Uddannelse, for en bedre Stilling i Livet end Arbeiderens og Haandværkerens. Dette var da vistnok ogsaa Aarsagen til, at jeg kom til at forblive paa denne Skole længere Tid, end godt og tjenligt var.

Plesner var en ældre theologisk Student (fra Skien) og vistnok en Mand med meget gode Kundskaber, men overordentlig streng i Skolen. Rottingen (en Rørpidsk) var sta­dig paafærde ved den mindste Forseelse, og jeg kan ikke fra denne min Skolegang mindes mere end een Dag, jeg ikke saa Plesner med Spanskrøret i Haanden; han havde den Dag en Læderrem, og det var en Storthingsaabningsdag (Storthinget var endnu i den Tid i megen Anseelse). Forøvrigt var han en Mand, som omfattede sin Gjerning med megen Interesse, og vi forstod, at han omfattede os med Kjærlighed. Hjemme paa Jomfrubraaten var han ofte paa Besøg, og var da den venlige Selskabsmand, Omgjængeligheden og Venligheden selv.

— Hans ældste Medlærer var en dansk Mand, ved Navn Barlag, som ogsaa efter Plesners Død fortsatte Skolen, men med mindre Prætensioner. Af andre Lærere erindrer jeg Cand. theol. Herman Aars, der døde som Sokneprest til Strømmen, Studenterne Richter (senere Skoledirektør) og Thaasen (senere Professor), som var min første Lærer i Latin.

At Plesner var en streng Bestyrer vil forstaaes blandt andet af den Skoleorden, han havde indført, og hvormed hver Dag begyndte, nemlig at samtlige Elever opstilledes i en Række paa Gulvet med udstrakte Arme og udspilede og sig stadigt vendende Hænder, til Inspektion, hvorvidt Hænderne var tilbørligt vaskede. Var der smudsige Hænder, vankede der ubønhørligt Slag af Pidsken over de arme Fingre. Tiderne har forandret sig, mine Børn, ikke sandt !

Paa denne Skole gik jeg fra mit 7de til mit I2te Aar, og det er at befrygte, at jeg var kommen til at gaa der længere, hvis Plesner ikke i dette Aar (1847) var efter en akut Sygdom afgaaet ved Døden.

Disse mange Aar paa Plesners Skole var ikke heldige for min Udvikling og min senere Skolegang. Allerede i mit 9de Aar var jeg kommet op i Skolens øverste Klasse og havde Fag og Lektir med Gutter i 15 og 16 Aars Alderen, som med denne Skole afsluttede sin Skolegang. Og de sidste Par Aar var derfor kun vesentlig en Gjentagelse og Repetition, der blev kjedelig og bragte mig ind i en overfladisk Læsning, som senere satte mig tilbage i min Skoletid.

– 20 –

I mit 12te Aar forlod jeg altsaa Plesners Skole og blev af min Pleiefader anmeldt til Optagelse paa Byens Latinskole, idet mine Pleieforældre nu var enige om, at jeg skulde gaa den stu­derende Bane. Rektor dengang var den lærde Latiner Søren Bugge, som ogsaa var en Bekjendt af Fa’er.

Ved Optagelses-prøven gik det ikke heldigt. Der var en Mængde Anmeldte, og af disse var kun Plads for 15 a 16. Jeg opnaaede ikke Optagelse, men blev 2den Expectant, en Kammerad (Gerh. Holmboe, nu [1900] Provst og Sogneprest til Vaage) blev 1ste Expectant. Vi begge kom nu ind paa en mindre, nylig oprettet Privatskole (Fearn- leys, senere Dahlgreens Skole), og Holmboe gik der det hele Aar for næste Aar at komme ind paa Latinskolen, jeg forblev der kun et Par Maaneder, da Fa’er af en eller anden Grund ikke var til­freds, og Nissens Skole var bleven ham anbefalet.

Jeg blev an­meldt til Optagelse paa denne Skole allerede samme Høst, og, da 6te Fællesklasse  — Skolen, som allerede dengang blomstrede og havde en ca. 400 Elever, var inddelt i 6 Fællesklasser, som Grundlag, derpaa bygget 5 Latinklasser og 3 sideordnede Real-klasser, derfor Navnet (nyt i Norge) «Nissens Latin- og Real­skole» — var fyldt, og jeg havde læst en Del Latin, blev jeg optaget i 1ste Latinklasse, dog med Forpligtelse til at tage nogen Pri­vatundervisning, særlig i Fransk, i hvilket Fag jeg stod tilbage. Paa denne Maade opnaaede jeg en Reduction af min lærde Skoletid med hele 2 Aar, idet Latinskolen havde 8 Aarsklasser, Nissens Skole kun 5. Jeg sad over i 3die Latinklasse og gik ud fra 4de Klasse for det paafølgende Aar at dimitteres fra Heltbergs Skole («Fabrikken»), hvorom mere nedenfor.

Med min Optagelse paa Nissens Skole begynder et nyt Afsnit i mit Skoleliv. Jeg rykkede et Trin høiere op, fik ganske anderledes for Lærergjerningen udrustede Lærere (Thaasen og Richter var dengang nybagte Studenter og maa sættes ud af Betragtning, Aars var nærmest kun en tør Lektieoverhører, Plesner var en dygtig Lærer, Barlag efter sin Uddannelse ligesaa). Jeg fik ogsaa en ganske ny Kammeradkreds, de gamle Kammerader forsvandt, og de fleste af dem saa jeg ikke mere, uden naar en og anden af dem dukkede op i en offentlig Stilling eller tilfældigvis mødte mig paa min Vei. Blandt Kammerader fra min første Skoletid kan nævnes Brødrene Mortensen, Edvard, Anton og Julius, Sønner af Murmester Mortensen, en senere i Christiania meget formaaende Mand. Edvard døde som Skibsfører, Anton

– 21 –

har i flere Aar været Lodsoldermand, bosat i Christiania, og Julius døde som Bergmester i Tromsø District. Ogsaa C. M. Guldberg, Cato Maximilian, senere Professor i Mathematik, gik sammen med mig paa Plesners Skole, og vi var dengang ofte sammen. Han boede i Storgaden, hvor Faderen dengang endnu havde sit Bogtrykkeri og sin Boghandel sammen med Polakken I Dzwonkowski.

En rigtig kjær Legekammerad var den tidlig som Sømand afdøde Emanuel Degen. Hans Fader havde en offentlig Ansættelse paa Fæstningen, hvor Familien ogsaa boede i sit eget lille Hus. Dengang var der nemlig en ganske betydelig privat Bebyggelse nedrevolds, som strakte sig fra Fæstningsmuren bag Logen og langt ind paa den nu aabne Plads mellem Underofficiersskolen og Ridehuset. Mellem de mange Smaahuse, i de trange Smug, havde vi mang’en munter Leg.

Mine Forældre var allerede i den sidste Tid af min Skolegang hos Plesner fraflyttet dennes Gaard, da han trængte Bekvemmeligheden for sin udvidede Skole, og vi var tilflyttet en ældre Trægaard paa Hjørnet af Raadhusgaden og Øvre Voldgade, med en høi, bred Trappeopgang fra Gaden. Her var udmærkede Legepladse, Vinter og Sommer, paa Kontraskjæret, Iigeoverfor vor Bolig, og Børn fra hele Byen samledes der om Aftenen til munter Leg.

Jeg holdtes dog af mine Forældre under strengt Opsyn. Jeg fik saaledes ikke gaa ud efter Skoletiden for at lege uden Tilladelse, og blev denne altid givet for et bestemt Tidsrum, i Almindelighed en Time, da jeg punktlig maatte være hjemme og læse mine Lectier. Overskred jeg Tiden, eller kom jeg hjem fra Skolen med mindre gode Karakterer i min Karakterbog, vankede der streng Irettesættelse, ikke sjælden med korporlig Afstraffelse.

Jeg har altid senere i Livet følt mig taknemmelig for denne strenge Disciplin, baade i Skolen og Hjemmet. Den bøiede tidlig min Egenvillie, skjærpede min Pligtfølelse og lærte mig Lydighed og Underdanighed, et væsentligt Grundlag, efter min Erfaring og Overbevisning, for et senere i Sandhed Iykkeligt Liv.

Mine Forældre boede ikke længe i Øvre Voldgade, men tilflvttede, antagelig i Aaret 1846, egen Gaard, Nedre Voldgade No. 21, hvor de boede indtil efter Faders Død i Aaret 1854. Som ovenfor nævnt, boede jeg under hele min Skolegang hjemme i Byen og var kun hos mine Pleieforældre hver Søndag, Helligdag og i Ferierne. Veien var for lang og besværlig til hver

– 22 –

Dag at gaa op og ned til Skolen.

I Vaartiden, for Ferierne begyndte, fik jeg dog ofte være hjemme hele Ugen, naar Veiene blev gode og Dagen lang, og det var herligt. Jeg husker godt en smuk Vaardag, en Søndag den 1ste Marts — jeg gik dengang3die Latinklasse –, da jeg fik følge med Melkepigens Slæde med mine Bøger, min Læsepult og mine øvrige Sager hjem til Jomfrubraaten for at blive Sommeren over deroppe. Solen skin­nede saa deiligt, og alt var saa lyst og let.

Dengang havde man ikke Isbrydere, som nu stadig gjør Isen i Christiania Havn ufarbar, man nøiede sig med hele Vinteren igjennem at holde en Raak aaben for indgaaende og udgaaende Skibe, som lossede og lastede fra fast Iskant, med et større Isflak som Bro for Kjørende og Gaaende.

Om Vaaren, naar Vaarsolen skinnede varmt paa Isfladen, var det herligt at spadsere hjem Lørdagene over Bjørviken og Grønlien eller Kongshavn. Ellers blev i den senere Tid af min Skolegang Vei for Spadserende anlagt fra Tomtegaden langs Jernbanelinien og Jernbanebroen (over Akerselven) over »Grundingen» til Oslo [d. e. Gamlebyen], hvilken Vei Skolegutterne som havde sin Bolig i Oslo, stadig benyttede, og som var meget kortere end Veien over Grønlandsleret.

Havde man liden Tid og Penge i Lommen, kunde man paa Bryggen faa en Fløtmand til at sætte sig over til Grønlien, hvilket jo var en stor Lettelse. Min Pleiefader var meget omhyggelig og ræd for Hestene, hvorfor det aldrig var Tale om at faa kjøre.

Hos mine Forældre nød jeg altsaa Underhold under det meste af min Skolegang, og jeg havde det i enhver Henseende godt hos dem. Min Pleiefader betalte den hele Tid Skolepengene — fra mit 7de til mit 18de Aar —, i de 6 sidste Aar med 16 og 20 Kr. maanedlig, og Klæder fik jeg mere som det traf. Det var nemlig ikke frit for, at mine Forældre syntes, at det ikke egentlig vedkom dem at klæde mig, og de gamle tænkte vel ikke saa meget over det. Noksaa flink var jeg vistnok ogsaa til at slide, saa at Trøieærmene — vi brugte dengang Bluse og Rundtrøie, ikke Jakke —- kunde være noksaa slidt og tildels hullet.

Efter min Konfirmation i 1850 kan jeg dog ikke mindes, at dette generte, og senere fik jeg Klæder nok, indtil jeg selv kunde erhverve mig dem. Ja, jeg havde det i Sandhed godt som Barn. Tvende Hjem og kjære og kjærlige Forældre i begge !

Nissens Skole holdt endnu i 1847 til i den saakaldte Malthegaard, ligeoverfor Trefoldighedskirken, vistnok dengang Byens

– 23 –

største og paa sit Vis prægtigste private Bygning. Den var dog ikke indrettet for en større Skole, og Nissen, som havde Øie ikke alene for de pædagogiske, men ogsaa for de materielle Værdier, havde dengang allerede paabegyndt Opførelsen af den store og efter Datidens Forholde særdeles hensigtsmessigt indredede Skolebygning i Rosenkrantzgaden, som husede Nissens Skole i mange Aar, indtil den gik over i den norske Haandværks- og Industriforenings Eie.

Den var overmaade heldigt beliggende, noksaa centralt og dog i en stille Krog, hvor Skolen ganske ufor­styrret af Udenverdenen kunde drive sin Gjerning. Bygningen var allerede da som nu [1900] opført i 3 Etager, hvoraf de to neder­ste udelukkende benyttedes til Skoleværelser, Kontor og Lærer­værelse, naar undtages en 2 a 3 Værelser i 2den Etage, som tildels benyttedes af Lærere ved Skolen.

3die Etage var ganske afsondret fra den øvrige Bygning og tjente som Bekvemmelighed for Bestyreren, Cand. mag. Hartvig Nissen, Datidens i Norge mest bekjendte Autoritet paa det høiere Skolevæsens Omraade.

Som Kirkedepartementets Konsulent i Skolesager blev han senere ogsaa Fader til den epokegjørende Skolelov af 1860, som fører vor Folkeskole ind paa nye og lysere Baner. Han var en Rektor, en Skolestyrer i Ordets egentligste Forstand, og det var mærkværdigt, hvilken Respekt der stod af denne lille, i sig selv saa uanseelige Mand. Han var ogsaa saa heldig, ligefra Begyndelsen af at være omgivet af en Kreds af dygtige og anseede Lærere, som med ham trofast og ihærdigt arbeidede for at hævde Sko­lens Stilling, som Landets største og bedst renommerede høiere Privatskole. Neppe nogen af Landets offentlige lærde Skoler kunde endog maale sig med den. En Skole med 14 Klasser og en 4 a 500 Elever var noget dengang uhørt eller ukjendt i Norge.

Den dimitterede til Universitetet og Krigsskolen og gav i sine Fællesklasser et tilstrækkeligt solid Grundlag for den borger­lige Almendannelse.

Alle Klasser var fyldte, Fællesklasserne en­dog overfyldte, saa at de maatte deles i Paralelklasser. Lærer­personalet var et Collegium paa ca. 30 Lærere. Til Skolen hørte en større Legeplads, en Gymnastiksal med tidsmæssigt Udstyr osv.

I dette udmærkede Lokale flyttede vi ind, antagelig allerede i Vaaren 1848.

— Blandt Skolens daværende Lærere har særlig fæstet sig i mit Minde Bestyrerens Broder Cand. jur. Johs. Nissen, der senere blev Postmester i Throndhjem og var Skolens Forretningsfører og Kasserer, disses Fættere, de to elskværdige

– 24 –

og udmærkede Brødre, Martinius Nissen, der døde pludselig (1850), ligesom mange Aar efter Broderen, og Rasmus Tønder Nis­sen, senere Professor i Kirkehistorie ved det norske Universitet, og derefter til sin Død i 1882 Statsraad og Clief for Kirkedepartemen­tet.

Særlig denne Sidste, som underviste i vigtige Fag i Latin- klasserne, har visselig alle hans Elever bevaret i en kjærlig Erindring. Han var den alvorlige, men tillige varmhjertede og retsindige Lærer med overlegen Dygtighed og en udpræget Evne til at vinde sine Elever for sig og det Fag, hvori han underviste.

Foruden Religion underviste han i Græsk, hele Latinlinien igjennem, og tildels Historie. Han behøvede meget sjælden at give daarligere Karakter end 2.

En 2 ¹/2er af ham ansaaes som en slet Karakter og en Skam. En anden Lærer, som sikkerlig min­des af alle sine Elever med Høiagtelse, er gamle Hans Siewers, der i 2den og 3die Latinklasse underviste os i Latin. Han var yderst streng, men flink, nøiagtig og ihærdig og omfattede sine Elever med Kjærlighed. I 1ste Latinklasse havde vi dengang i Latin Carl Muller, der senere blev Rektor i Throndhjem og Christiania.

Han var selvfølgelig en udmærket Lærer, men noget barsk og hidsig, dog ogsaa med varmt Hjertelag for de Unge. I Latin i 4de Latinklasse havde vi, da Muller nu var forflyttet til Throndhjem, en ung Philolog, Stud. mag. Holfeldt, senere Overlærer i Bergen. Senere Rektor i Bergen, I. Geelmuyden, var vor Lærer i Historie i enkelte Klasser, en jovial Mand og dygtig Lærer,.

Den danske Smith Hiorth underviste os i Geografi og proppede os fulde med Skrøner og Fortællinger fra sine Reiser og Oplevelser. Adjunkt Colban var vor Lærer i Fransk, som han talte med Færdighed, da han i længere Tid havde opholdt sig i Paris.

I Norsk underviste i 1ste og 2den Latinklasse dengang daværende Cand. theol. E. Sundt, senere berømt for sit sociale Arbeide, sær­lig for de saakaldte »Fanter« eller »Tatere«. I 3die og 4de Latin­klasse underviste Professor Marcus Monrad i Modersmaalet, norsk Literatur og Stilskrivning.

Paa denne Skole, som jeg altsaa nu har forsøgt at gi Eder, kjære Børn, et lidet Indblik i, var det altsaa, at Eders Fader fra sit 12te til sit 17de Aar fik sin klassiske Dannelse og sin væsentlige Forberedelse for Universitetet. Dengang stilledes Kra­vene i Græsk og særlig i Latin meget høiere end nu. Den lærde Skole var endda i Ordets egentlige Forstand en Latinskole. Der krævedes til Examen artium saavel latinsk Stil som latinsk Over-

– 25 –

sættelse, udarbeldet ganske uden Hjelpemidler og i e godt Sprog, og dette krævede ganske betydelige Kundskaber og Indsigt.

De norske Stilopgaver var ogsaa i den Tid meget abstrakte, og laa jævnlig høit over den almindelige Skoleguts Tankesfære.

Vi havde daglig Latin, de fleste Dage i Ugen 2 Timer, og vi blev Iystig dresseret i Madvig.

H. Siewers var isaahenseende en Mester. Hver Dag fra 2den Latinklasse havde vi ogsaa Græsk, hvori R. T. Nissen var en usædvanlig dygtig Lærer. Vor Klasse bestod af raske og kjække Gutter, de fleste fra Christiania, — om med Liv og Lyst deltog i Legen og kappedes om, hvem der kunde være den flinkeste og modigste.

I Frikvarteret og Friminutterne — Nissen indførte Formiddagsskole fra 8—1 med

rikvarter Kl. 11 og 5 Minutter fri ved hver Time — legte vi meget ofte Fængsel eller »tage Fanger«, som efter Rømning blev transporteret tilbage til Fængslet, og det kunde selvfølgelig tildels gaa noksaa vildt til, saaat Tilsynslæreren, som altid befandt sig paa Legepladsen, maatte gribe ind.

Tullinløkken bag Univer­sitetet var dengang en uryddet Tomt, hvor Affald fra Byen kjørtes hen, og, da den laa saavidt nær Skolen, var det en beleilig Legeplads for os, særlig til Boldspil og Turnering, hvormed vi ofte drev en Times Tid efter Skolen. Derved fik vi Luft i Lungerne og Kraft og Smidighed i Lemmerne, med friskt Mod til at gaa paa med de ofte svære Lektier og skriftlige Arbeider.

Blandt mine Kammerater fra denne Skoletid mindes jeg især sum de raskeste og mest populære Albert (»Abete«) Blix, senere Sorenskriver i Vinger, og Chr. Schibsted, nuværende Overretssagfører i Christiania og vistnok nu [1900] en meget formuende Mand.

En af mine Kammerader fra den Tid mindes jeg med Vemod, nemlig Peter Nielsen. Ikke alene var han den udmærket flinke Gut, men ogsaa jævn, trofast og elskværdig. Han havde særlig Anlæg for Mathematik, hvori han allerede som ung Student manuducerede saavel til Andenexamen som til Artium og derved tjente mange Penge.

Hans Moder, Enke efter en Restauratør Nielsen, paa Hjørnet af Tomtegaden og Jernbanetorvet, havde Brændevinsret og var formuende. Dette foranledigede, at han havde mange Penge at rutte med og blev efterhaanden draget ud i et udsvævende Liv og døde tidlig. Hans usædvanlige Be­gavelse for Mathematiken førte ham fra Andenexamen ind paa Realstudiet (Realexamen var da netop anordnet) og han fik 1ste Afdeling med Udmærkelse.

Videre kom han ikke, og endte

– 26 –

som Lærer I Mathematlk paa Nissens Skole. Det tør være utvivlsomt, at han vilde, om han havde levet og levet korrekt, være naaet frem til de høieste Trin i sit Fag. Da jeg tog fat paa det theologiske Studium, skiltes ganske vore Veie, og efter min Vækkelsestid i 1857 saa jeg ham aldrig mere.

Hvad nu mit eget Skoleliv angaar, saa tør jeg desværre ikke rose det. Som allerede ovenfor antydet, var jeg kommen noksaa tidligt langt frem, men de sidste Aar paa Plesners Skole var ikke heldige. Det var idelig Repetition og for let, saa at jeg vantes til at tage det mere mageligt, og denne Vane fulgte mig desværre ogsaa over i den nye Skole.

Vistnok bør ogsaa Hensyn tages til, at mit Hjem ingen Støttepunkter gav for min høiere Skolegang, ingen Veiledning og ingen Impulser, men det er dog utvivlsomt, at jeg med min noksaa raske Opfattelse, naar en dertil svarende Flid og lherdighed var kommen til, maatte have gjort det ganske anderledes godt paa Skolen, end Tilfældet blev.

Jeg læste desværre kun saavidt, at jeg holdt det nogenlunde gaaende, som man siger. Egentlig begyndte jeg først Aaret efter at jeg var bleven Student, at læse med saadan Lyst og Iver som tidligere indtil mit 10de Aar.

Jeg opnaaede dog at blive opflyttet saavel fra 1ste som fra 2den Latinklasse, men derimod i 3die blev jeg hengende igjen 2 Aar og da jeg efter 1 Aar i 4de Latinklasse aller skulde sidde over 1 Aar, sagde min Pleiefader Stop. Dertil bidrog vistnok ogsaa, at Nissen dengang havde kjøbt Nedre Kongshavn som Sommeropholdssted, og var saaledes bleven Fa­ders Nabo, hvilket Naboskab medførte Trætte om Grændsereguleringen og deraf følgende Proces.

Jeg blev derfor i mit 17de Aar flyttet over til Heltbergs Skole, for derfra efter et Aars Overhøvling at blive Student.

Et Par Kammerader, Schibsted og Eckholdt (nuværende kgl. Fuldmægtig A. Eckholdt) fulgte med paa den nye Skole, Heltbergs bekjendte «Studenterfabrik». Vi kom derved sandelig ind i nye og uvante Forholde og iblandt et høist broget Selskab. Heltberg var en Bekjendt af min Pleiefader. Han led meget af Astma, en frygtelig Sygdom, som mere og mere tog Overhaand, indtil den endte hans Dage.

Som Følge af denne Sygdom blev han af Lægen tilraadet at opholde sig paa Landet i Sommertiden og kom saaledes til i Sommertiden at bo hos os paa Jomfrubraaten. Han kunde, særlig i den første Tid. efterat han var kommen derop, være yderlig ussel, saa at han maatte tilbringe hele Natten i sin Lænestol, helst i den aabne

– 27 –

og rummelige Entree. Efter nogle Ugers Ophold i den friske l.uft blev han strax bedre.

Heltbergs Hustru var en Frøken Herre, en Søster af Jægeren Bernhard Herre, som endte sine Dage ved Selv-Vaadeskud under en Jagtudflugt i Nordmarken. Hun var en korpulent og noksaa magelig Dame, der syntes til- bøielig til at tage Verden saa let som muligt, men Heltberg var en sjælden øm og elskværdig Ægtefælle og Familiefader. Han omfattede sin Hustru og sine vakre Børn med en sjælden Omsorg og Kjærlighed, og det var vistnok dette Forhold, som for en væsentlig Del gav ham Kraft til trods de mangeaarige og svære Lidelser at gjøre sin Gjerning Aar efter Aar med ufortrøden Flid og usvækket Iver. Familiens Underhold hvilede jo helt og hol­dent paa ham, der som philologisk Student havde intet andet end en Privatskolebestyrers uvisse og opslidende Kald.

Særlig opslugende maatte jo ogsaa Heltbergs Stilling blive i dette Kald, han som gjennern et Par Aars Overhøvling skulde tilberede Studenteremner ofte af en noksaa ubekvem Materie. Han var jo landskjendt som den overlegne Lærer i Latin, med en Methode, der betydeligt lettede særligt de mere modne Elever Forstaaelsen og Tilegnelsen af det vanskelige latinske Sprogs Eiendommeligheder. Han lærte os grundigt at forstaa de indviklede Sætningsbygninger og reducerede Grammatiken til enkelte klare Grundsandheder, som er Sprogets Søiler og Bærere.

For os, som havde lært den latinske Grammatiks Detailler gjennem en mere end femaarig Dressur, kom denne Pointeren af Grundsandhederne overmaade vel tilpas for at give os et orienterende Overblik og tillige en skjærpet Sands for god klassisk Latin. For dem blandt hans Elever, som kom ligefra Disken, Kontorpulten eller Markarbeidet dumpende ind paa Fabriken, tør jeg antage, at den klas­siske Dannelse, som i de 2 Aar kunde bibringes dem, maatte blive noksaa overfladisk. De havde jo ogsaa saameget andet, som skulde læres ved Siden af. Mest Udbytte af Heltbergs Under­visning havde vistnok de enkelte begavede Seminarister, som i en modnere Alder søgte hen til hans Skole, og som forstod sit Modersmaal og dets Grammatik. Disse kunde bedst følge ham paa hans geniale Udflugter.

Som sagt, fik vi nu nye Kammerader, i mange Henseender forskjellige fra de gamle. Der var faa Skolegutter, men mange voxne Personer, med Skjæg, Stok og Briller. Jeg mindes særlig en Dag en lang Laban kom skridende ind i Klassen, med Hjorte-

– 28 –

knapper i Frakken, blaa Briller og svingende Stok. Vi Gutter, fra Nissens Skole, puffede hverandre i Siden og saa med ForbauseIse paa dette Fenomæn af en Skolediscipel. Det var forøvrigt en meget skikkelig Fyr, Imanuel Ottesen, nu (1900) Sogneprest paa Jæderen.

Høires Fører, Emil Stang, var fra Latinskolen flyttet over til Fabriken i samme Aar for at lære Latin, som nok faldt ham vanskeligt.

Han var allerede dengang den overlegne Herre og vistnok overmaade aandelig udviklet efter sin Alder. Han fik jo ogsaa Karakteren udtnærket godt for Norsk Stil til Artium, hvilket dengang ialfald var en stor Sjældenhed. Biskop Skaar og Overlærer Utne sad ogsaa paa Skolebænken med os og var flittige og modne unge Mennesker. Skovdirektør Selmer, Sogneprest Heffermehl, Amtmand Leth var ogsaa med blandt vore nye Kammerader.

Enkelte Ranglefanter var der ogsaa, og de fleste gik og kom i Timerne, som de havde Lyst. For en Skolegut pludselig at hensættes i disse nye og uvante Forholde er ikke godt. Han er ikke selvstændig og ikke kritisk nok til at kunne holde fra sig de mindre gode Elementer, ligesom ogsaa den pludselig aabnede Frihed medfører særegne Fristelser. Mange har her faaet et Knæk for Livet.

Naar Eders Fader, kjære Børn, slap saa nogenlunde fra disse Forholde, tilskriver jeg det ikke min egen Modenhed eller Kraft, thi jeg var vist svagere og mere umoden end de fleste, men alene Guds Barmhjertighed, som havde Fredstanker med mig, og min kjære Pleiemoder, som vilde mig saa vei, og som beviste mig saa megen Kjærlighed.

Imidlertid var Fristelserne i min Stilling og paa en saadan Skole ikke saa faa.

Christiania var ogsaa dengang i Forhold til sin Størrelse rig paa Forlystelser af forskjellig Art. Min første Studentertid og sidste Skoledage falder sammen med en opvaagnende stærk Begeistring for norsk og national Skuespilkunst, og det væsentlig danske Theater paa Bankpladsen stod vistnok dengang paa Høiden af sin Kunst. Det norske Theater i Møllergaden aabnedes, saavidt jeg mindes, i 1853. Ved Siden af Theatrene fik man i den Tid sine første Cafés chantants, som var noksaa fristende for de Unge. Tivoli var dengang Klingenberg og bød ogsaa dengang en Rekke Tillokkelser for dem, som ønskede at morre sig. Restaurationer og Kafeer var der selvfølgelig da som nu mere end nok af. Den væsentlige Forskjel mellem da og nu var dog dette, at Byens Størrelse nu gjør det saa let at skjule sig i Elendigheden og stikke sig bort i Krogene, hvilket jo dengang

– 29 –

var en Umulighed.

Naar jeg ovenfor har nævnt min Stilling, saa tænker jeg ikke blot derpaa, at jeg under det stille og tilsyneladende saa beherskede Ydre bar paa et modtageligt og let fængeligt Gemyt, men ogsaa derpaa, at mit Hjem i Byen jo var tarveligt og indskrænket, og Livet med de Gamle paa Jomfrubraaten heller ikke bød paa de Fornøielser, som enhver Ungdom maa have, i et dannet og godt Selskab.

Til noget religiøst Alvor var det dengang endnu ikke kommen med mig. Jeg var i Vaaren 1850 bleven konfirmeret af daværende Stiftsprovst i Chri­stiania Lieungh. Da Vor Frelsers Kirke dengang var under den store Restauration, blev jeg konfirmeret i Garnisonskirken. Den godslige Stiftsprovst udtalte for mine Forældre ved den første Altergang sine bedste Forhaabninger om mig, og jeg var rørt til Taarer, men det var ogsaa altsammen. At Guds Aand ogsaa i min Barndom arbeidede paa mit Hjerte, ved jeg deraf, at jeg, naar jeg gjorde noget galt, kunde have de heftigste Bebreidelser i min Samvittighed og love for mig selv, aldrig mere at gjøre saadant. Det blev jo kun med Løftet; naar Fristelserne kom, blev det lige galt. Naar jeg derfor blev bevaret fra grovere Udskeielser trods de mange Forargelser saavel indenfra som udenfra, saa skyldes dette langtfra nogen Karakterfasthed eller Godhed fra min Side, men alene, som sagt, Guds Barmhjertighed og et godt, kjærligt Hjem, som altid bevarede sin Tiltrækning for mig.

Heltbergs Medbestyrer var dengang Cand. mag. Lyng, senere Professor i Philosophi. Heltberg havde nemlig forlængesiden tabt sin Dimissionsret ved uvorren Dimission. Efter dagjældende Lov havde en hver Akademiker Ret til at dimittere til Universi­tetet, en Ret, der tabtes, naar det tredie Gang gjentog sig, at nogen Dimittend gik Reject. Lyng var altsaa vor Dimissor for dette Aar og underviste i Græsk. Han var godslig og snil, og der blev skulket frygteligt. Nogen Lærer for Gutter var han neppe. I Norsk havde vi Wilh. Arneberg, en dygtig og interesseret Lærer, der gjorde sit Bedste for at lære os at skrive Norsk Stil. I Fransk havde vi en Student (?) Garben, en Søn af General­majoren. Han havde en Tid levet i Paris, var flink i Udtalen, men uden Karakter baade som Lærer og som Menneske. Man for­talte, at han af Mangel paa Logis tilbragte jevnlig Nætterne i Studenterlunden og Slotsparken. —- Det Væsentlige for os var La­tinen, og den drev Heltberg paa med, sent og tidlig, 2 og 3 Ti­mer daglig i hver Klasse. Han blev aldrig træt. — Skolen holdtes

– 30 –

dengang den længste Tid i Rosenkrantgaden, lidt nedenfor Nis­sens Skole, hvor tidligere dennes Pikeskole havde været.

Sommeren 1853 blev jeg altsaa dimitteret af Lyng. Det var noksaa kostbart dengang at blive Student. Saavidt jeg mindes, betaltes i Dimissionspenge 15 Speeiedaler (60 Kr.), hvortil kom Afgift til Universitetet (5 eller 10 Speeiedaler) osv. Min Pleiefader betalte alt uden et Ord derom, og Examen artium fik jeg da ogsaa og blev indmatrikuleret som akademisk Borger ved Frederiks Universitet paa min 18de Geburtsdag, den 2den Septem­ber 1853. Examen var ogsaa gaaet heldigt. Jeg tog jo ingen glim­rende Examen, ventede det heller ikke, men bevarede dog mit Laud, hvormed jeg havde al Grund til at være tilfreds, da jeg jo paa ingen Maade havde lagt mig i Sælen for at opnaa et bedre Resultat, særlig i det sidste Aar. Jeg har Grund til at tro, at jeg skylder den lidet forcerede Læsning i Skoletiden, at jeg beva­rede og indtil nu trods alle Omskiftelser og Reiser saa godt har kunnet bevare min gode Helbred. Jeg beklager det derfor neppe. Erfaringen har ogsaa vist, at de saakaldte «Skolelys» i Almindelighed ikke er bleven de nyttigste Mennesker.

– les boken videre her :