DET THEOLOGISKE STUDIUMS TO FØRSTE AAR. 1855—1857.

Inden jeg gaar over til dette nye Afsnit i mit Liv maa jeg imidlertid fortælle Eder om en anden Begivenhed, som har grebet allerdybest ind i min senere Livsudvikling, nemlig min første Forlovelse med mine ældste Børns Moder.

Vaaren 1855 leiede en Familie for Sommeren paa Jomfrubraaten, som allerede før, antagelig i 1847 eller 1848, havde boet en Sommer deroppe, nemlig Skibscaptein Niels Iversen.

Han var en Sømand af den gamle Skole, hans ældste Broder boede paa Lindøen, og hele Familien var en Sømandsfamilie. Han begyndte som Skibsfører vistnok i Trediveaarene — han var født den 10de Januar 1800 — og førte først en liden Galeas paa Riga, som dengang endnu var en ny og sjælden af norske Fartøier besøgt Havn – derefter en Skonnert, Preciosa, i mange Aar paa Hamburg, og nu (1855) et Barkskib, Clio, mellem England og Østersøen, altid som Eier eller Parthaver.

Familien boede i Pipervikens Strandgade, hvor Iversen eiede en større Gaard, hvis Baggaard vendte ud mod den nuværende Søgade. Piperviken var jo heller ikke i den Tid noget fashjonabelt Strøg, men Gaarden, en større 2-etages Muurgaard, laa mere for sig selv, og Hjemmet der var venligt og vel udstyret.

Iversen var særlig dengang, før Dampskibene fik Overtaget, en velstaaende Mand. Hans Hustru var af en Familie Rabe i Sandviken. Hun havde vistnok i sin Ungdom været en Skjønhed, men var nu sygelig, hun døde allerede Vaaren 1857 af Tæring.

Hun havde en Søster, som var gift paa Ullern i Vestre Aker, en anden Søster var i Huset hos Iversens, indtil Familien opløstes ved Iversens Død i 1874.

— Vaaren 1855 leiede Iversens paa Jomfrubraaten, og jeg kom saaledes til at fornye Bekjendtskabet fra Barneaarene med min senere Hustru, Iversens ældste Barn, Valborg Wllhelmine Iversen, som dengang var i sit 19de Aar. Hun var født den 9de August 1836 og altsaa

– 37 –

omtrent 1 Aar yngre end jeg, og stod altsaa dengang i sin Alders fagreste Blomst, rigtig en nordisk Lilie i Dalen.

Jeg bruger dette Udtryk med Flid, thi det var ikke den sydlandske Skjønheds røde Kinder, sorte Haar og mørke Øine, men den nordiske Piges fine, rene, lidt kolde, men yndige Træk, det blonde Haar og de blaa Øine.

Dertil havde hun arvet Moderens stille og noget indesluttede Væsen, talte ikke meget, lo sjelden, men græd ofte. Jeg var strax sterbens forliebt, og det fæstede sig gjennem det daglige Samvær i Løbet af Sommeren mere og inne, indtil Høsten kom og dermed Udsigten til atter for stedse maaske at skulle skilles.

Hun havde jo flere Tilbedere, et Par havde allerede dengang meldt sig, Mænd i modnere Alder og god, selvstændig Stilling.

Jeg kan jo ogsaa nævne dem for Eder, da begge nu som hun selv er vandret bort, det var den senere rige og bekjendte Christiania-Grosserer F. H. Dethloff, som allerede dengang havde sin gode Forretning i Strandgaden, og den vel anseede Christiania-Boghandler Landmark af Firmaet Feilberg & Landmark. Feilberg var gift med en Cousine af min Hustru.

Jeg maatte

– 38 –

allsaa bestemme mig snart, og jeg følte min saamegetmere for­pliktet dertil, som jeg havde Grund til at tro og haabe, at min Kjærlighed var gjengjeldt. Vistnok var hun, som allerede ovenfor sagt, af et meget indesluttet Væsen og forstod gjennem hele sit Liv on under alle Livets Vexlinger og Storme i Stilhed at bære sine Følelser hos sig og bevare sin kvindelige Anstand og Tilbageholdenhed, men vi var dog daglig sammen, og det kunde ikke undgaaes, at jeg, som selvfølgelig havde Øinene aabne, maatte forstaa, at det i Tilfælde neppe skulde hænde mig, at jeg fik en Kurv.

Jeg stod jo ogsaa i speciel Gunst hos hendes Moder, og derpaa laa ikke liden Vægt, thi hun stod sin Moder meget nær. Imidlertid forstod jeg jo, at Skridtet var vigtigt som et Skridt for Livet, og jeg kunde ikke handle i Letsindighed. Jen var jo endnu saa ung, havde endnu ikke taget fat paa mit Embedsstudium, og det slemmeste var, at jeg meget vel forstod, at mine kjære Pleieforældre, og ikke mindst Moder, var ængstelige for, at jeg skulde tage dette Skridt.

Jeg er tilbøielig til at tro, at min gamle Pleiemoder gjerne vilde have mig alene, og at hun derfor med ikke ganske blide Øine dengang saa paa Gjenstanden for min unge Kjærlighed, men jeg er dog forvisset om, at det, som særlig ledede dem i deres Antipathi, var ogsaa denne Gang Hensynet til mit Bedste, og at de syntes, det var lovligt tidlig for mig nu, netop 20 Aar gammel og ved Begyndelsen til mit Embedsstudium, at tage et saa vigtigt Skridt for Livet.

Jeg var imidlertid forvisset i mit eget Sind om, at min Livslykke var afhængig af, at Skridtet nu blev taget, og at jeg ingen Udsættelse maatte gjøre, hverken for min egen eller for hendes Skyld.

I et Brev, indlagt i en Bog, jeg havde laant, meddelte jeg hende da mine Følelser og anholdt om hendes Haand. Svaret var imødekommende, og vi blev forlovede Høsten 1855, hun 19, jeg 20 Aar gamle.

Samtidig begyndte jeg da paa Theologien, og det er af flere Grunde forstaaeligt, at jeg tog fat med Kraft og Alvor. Saavel den nye Situation, hvori jeg var kommen, som min vakte Arbeids­lyst, som senere, Gudskelov, aldrig har forladt mig, samvirkede dertil.

Theologien er i flere Henseender en eiendommelig Videnskab. Dens Dybde og Omfang gaar først lidt efter lidt op for En, dens Uendelighed først da, naar man har faaet Troens Øie til at se Gud og hans Undere med. Dette Troens Øie havde jeg endnu ikke faaet, derfor gik det de første to Aar saa smaat og

– 39 –

daarligt trods alt Arbeide, at jeg først 2 Aar senere kunde sige, at jen egentlig begyndte at studere Theologi.

Dertil kommer, at jeg fuldstændig manglede Plan og Methode, og liden eller ingen Veiledning kunde faa. Vor Lærebon i Kirkehistorie var svær og tør (Guerikes Lærebog), Casparis Forelæsninner over Mosebøgerne forekom grundige, men vidtløftige, Johnsons Systema­tik lidet forstaaelig, om end med sin logiske Stringents allerede da meget tiltalende, og Dietrichsons Exegese over alle Maader tør og kjedelig.

Kommentarer havde man jo, men kun for at ledes ind i en Labyrinth, hvor man ingen Udgang øinede.

Saaledes gik det første Aar, saaledes ogsaa det andet. Den væsentligste Aarsag var vistnok den, at saavel jeg som min Forlovede fattedes aandeligt Liv og dermed ogsaa aandeligt Lys. Vi var, hvad man kalder gode, naturlige Mennesker, med adskillig religiøs Sands, men heller intet mere. Vistnok havde jeg under det stille Liv paa Prestegaarden allerede oftere følt, at noget fattedes mig, og at en Forandring maatte foregaa, men hvori og hvorledes, det var en dunkel Gaade.

Den aandelige Livsbevægelse i Hovedsta­den var imidlertid i denne Tid begyndt, særlig som en Virkning af Professor Gisle Johnsons gribende og vækkende Bibellæsninger.

Det virkede en uhyre Sensation i alle Hovedstadens Kredse, at en Mand i Professor Johnsons Stilling, en lærd theologisk Pro­fessor, som ligefra Barndommen af havde været et Lys, som overstraalede alle de andre, var begyndt at holde enfoldige væk­kende Bibellæsninger, selv stadig rørt indtil Taarer og med en Tilhørerskare, opløst i Graad.

Det var vist i 1854 Professoren begyndte disse mærkelige Bibellæsninger, hvis jeg ikke tager Feil, i Pipervikens Asylbygning. Tilstrømningen blev imidlertid saa stor, at han maatte snart flytte ind i et større Lokale, nemlig Latinskolens (nuværende Hotel Britannia) Festivitetslokale (nu Fred. Olsen & Co.’s Gaard).

Senere maatte Bibellæsningerne, der altid var sammenhængende Udlæggelse af nytestamentlige Skrif­ter, af Hensyn til Pladsen henlægges til Børssalen og endelig til Garnisonskirken, hvor de i 1858 eller 1859 afsluttedes, efterat de store, tilstrømmende Tilhørerskarer stadig var forøget, saa at selve Garnisonskirken altid var fuldpakket af de lyttende og stærkt bevægede Tilhørere.

Samtidig med denne aandelige Bevægelse i Hovedstaden gik en lignende over andre Strøg af Lan­det, særlig over Langesundsfjordens District, med Skien som Centrum, hvor dengang (1854 og 1855) endnu Presten Lammers

– 40 –

(vistnok Norges mest fremragende geistlige Taler) stod i sin fulde Kraft og prædikede Gudsordet med en Virkning, som fra Prædikestolen var noget i Norge hidtil ukjendt.

Den aandelige Livsbevægelse fra Hans Nielsen Hauges Tid havde særlig forplantet sig paa Landsbygden, vistnok i de fleste af Landets Prestegjeld, og i Byerne kun blandt den lavere Middelklasse og høist sporadisk.

Bevægelsen begyndte, væsentlig gjennem disse to Mænds Virksomhed, at sprede sig i de høiere Samfundskredse, Forretningsverdenen, Embedskredsene og blandt Studenterne, og det var vistnok faa, som var uberørt; enten for eller imod.

Thi det gik her som altid. Jo kraftigere Bevægelsen viste sig, desto stærkere blev ogsaa Modstanden.

I Kirken og Theologien var dengang Kampen mellem Skrifttheologien, som den kaldtes, og Grundtvigianismen paa det heftigste, og i Pressen fik den «lur­vede Pietisme« under Professor Johnsons Ledelse sin stadige Paapakning.

Gamle Wexels, den vistnok ædleste Repræsentant for Grundtvigianismen i Norge, var jo en afgjort Fredens Mand, deltog derfor kun lidet i Dagens Strid, optaget som han ogsaa altid var af Menighedsarbeidet. Han var imidlertid Grundtvigianlsmens bedste Støtte, og mange religiøst paavirkede Mennesker, særlig i Hovedstaden, sluttede sig i Modsætning til den saakaldte «Pietisme« til den om ham sig samlende Kreds.

Grundtvigs Stridsmænd var særlig Mænd som residerende Kapellan Wille paa Fredrikshald og senere Kandidat Ole Arvesen, der allerede som theologisk Student kastede sig op i Striden. Fr. Wexelsen i Throndhjem deltog ogsaa.

— Det kunde ikke undgaaes, at saavel min Forlovede som jeg selv blev paavirket af den stærke Bevægelse i Hovedstaden. Vi gik stadig paa Professor Johnsons Bibellæsninger, traf ogsaa i Vinteren 1855—56, da Lammers var i Hovedstaden, sammen med denne Mand hos C. C. Wang, hvor han havde sit Logis, og hvor vi stadig vankede — Johanna Wang var jo min Forlovedes bedste Veninde ligefra Skoledagene af.

— Jeg erindrer særlig en Bibellæsning, som Lammers holdt i Markedstiden over den 23. Psalme, og en anden over Eph. 5, 14 flg. : Kjøber den beleilige Tid — drikker eder ikke drukne af Vin osv.

Det var Kraft og Salvelse og Myndighed. Imidlertid blev det med os begge desværre kun med Indtryk og Rørelser, som ikke fik fæste Rod og bære Frugt i en grundig og sand Omvendelse.

Vi vare dertil formeget optagne af hverandre og forlidet virke­lig modne til, at Christendommens Alvors Sæd kunde bære Frugt.

– 41 –

Vi kjendte i Grunden for lidet til Livets Alvor, og havde havt det for godt.

Egenkjærligheden og Hovmoden var under det vakre ydre Dække endnu stærk hos os. Herren maatte tage os i sin barmhjertige, men vældige Haand og føre os paa nye Veie, paa Nødens og Sorgens Smertesstier, inden han kunde faa læge os og dygtiggjøre os til Aandens nye Tjeneste.

Sommeren 1856 boede atter Familien Iversen paa Jomfrubraaten, og vi havde det deiligt i den skjønne Natur og i vor Kjærlighed. Denne Sommer er mærkelig derved, at i den de norske og danske Studenter i Forening med Lundenserne gjæstede sine svenske Brødre i Upsala, og jeg fik ved mine Pleieforældre Anledning til at være med. Dampskibet »Ganger Rolf«, som dengang var et nyt og efter Datidens Fordringer prægtigt Skib, førte os rundt Sveriges Kyst til Stockholm, fra Kjøbenhavn sluttede en dansk Fregat med de danske og lundensiske Stu­denter sig til os, og paa 12 mindre »Ångfartyger« gik det op til Upsala, langs Mælarens deilige Strande.

Det var selvfølgelig et lystigt Selskab. Eders Fader var jo theologisk Student, dertil af en alvorlig Tænkemaade, saa at jeg vistnok altid holdt mig i Baggrunden, men jeg var dog med. Blandt fremtrædende Nordmænd var med paa dette i saa mange Henseender minderige Studentertog Professorerne Monrad og Welhaven foruden endel yngre Videnskabsmænd og Literater, ogsaa Digteren A. Munch.

Blandt Danskerne mindes jeg Digterne Ploug og Carsten Hauch. Paa Tilbageveien stoppede vi et Par Dage i Stockholm, var Gjæster hos Kong Oscar I paa Drottningholm, besøgte den for sine Ruiner i Norden mærkeligste By Visby paa Øen Gottland — paa Bortreisen havde vi en Landstigning i Kalmar og besaa Slottet, hvor Kalmarunionen blev stiftet, — og standsede over nogle Dage i Kjøbenhavn, stadig paa Fart og i Fest. Jeg nævner dette, fordi det var min sidste Deltagelse i Studenterlivet og betegner min Afsked fra dette.

Jeg skal tilføie, at i Kjøbenhavn var vi Frederik Vll.s Gjæster paa »Eremitagen« strax udenfor Byen. Det var den politiske Skandinavismes Dage, som ikke bestod Prøven paa Prøvelsens Dag, men for hvilken Idé dengang Nordens bedste Mænd sværmede, nødes jeg vel nu helst til at sige. Tydskerne blæste Illusionerne bort fra os. Et enigt og forenet Norden er en vakker Idé, men den lider af den væsentlige Mangel, at den neppe i den praktiske Politik lader sig opretholde. Den frembyder for mange saarbare Punkter og giver for liden Styrke til

– 42 –

at kunne modstaa Stormakternes veldige Tryk.

Den skandina­viske Halvø ligger ganske anderledes isoleret og har ganske andre Forudsætninger for med rimelige Bekostninger at kunne hævde sin Neutralitet. Det ligger ogsaa i begge Halvøens Folks Selvopholdelsesdrift at staa sammen ligeoverfor Udenverdenen, derfor maa den norsk-svenske Union altid bestaa, saalænge Norge og Sverige skal være selvstændige Riger og det norske og svenske Folk tælles blandt de selvstændige Nationers Tal.

Efter Sommeren 1856 kom andre Tider, som jeg nu ogsaa nødes til at dvæle ved, Tider, som jeg mindes uden Bitterhed mod noget Menneske, men endnu med dyb Sorg over, at Herren for at faa Skik paa os og særlig paa mig maatte tage os saa alvorligt og strengt i Skole. Det var ikke frit for, at jeg allerede meget snart efter min Hjemkomst mærkede, at der var Symp­tomer til en Forandring i vort Forlovelsesforhold. Endnu staar menet i det Dunkle for mig af det, som Høsten 1856 tildrog sig og blev af en saa vidtrækkende Betydning for os begge, men jeg forstod, at min Forlovedes Moder nu var vor Forbindelse ikke gunstig som før, og at stærke Kræfter var i Virksomhed for at rive min Forlovede bort fra mig.

Som allerede ovenfor nævnt, varsærlig Boghandler Landmark, der vel dengang allerede var over de 40, en meget paatrængende Rival, og havde Støtte i Fru Feilberg, der havde dengang adskillig Indflydelse hos Iversens og fremstillede flittig de materielle Fordele ved en Forbindelse med Landmark og mine lange Udsigter.

Mine Pleieforældre var ikke meget imødekommende, saa at Forholdet mellem dem og Iversens var bleven noksaa koldt. Dertil kom, at der ogsaa inden Wangs Familie, og jeg har Grund til at tro, ikke mindst ved Johanna Wangs Paavirkning direkte paa min Forlovede, arbeidedes paa at faa vor Forbindelse hævet.

Aarsagen til dette sidste skal jeg ikke her indlade mig paa. Følgen af alt dette var, at min Forlovede blev trukket bort fra mig. Efter et længere Ophold hos Wangs, udenat jeg var af hende bleven underrettet om, hvor hun var, meddelte hun mig, ved sin Hjemkomst, at paa Grund af Moderens Ønske maatte vor Forbindelse hæves, og dermed var vort Lod kastet. Min Sorg og Smerte var større, end at jeg kan omtale det, og Fremtiden laa saa mørk og trist for mig.

At miste sin Ungdoms Kjærligheds Gjenstand, ak, hvor det er tungt og saart. Det var som at rive bort fra Hjertet, hvad der var sammenvoxet og sammengroet dermed. Det vilde dø. Ja,

– 43 –

det var et voldsomt tungt Slag, overvældende og, tildels iallfald, uventet, som det kom.

Jeg synes endnu at føle det, saa mange, mange Aar efter. Min Ring til Valborg, hvorpaa der var indgravet disse Troens Ord : «Hvad Gud har sammenføiet, skal in­tet Menneske adskille», fik jeg tilbage. Det var underligt, men jeg havde dog en stille Tanke om, at det engang skulde blive godt igjen, en Tanke, som jeg vanskelig kunde slippe. Jeg har gjennem Livet altid havt et Mundheld : Den, som ler sidst, ler bedst, og det var ikke frit for, at ogsaa dette nu kom for mig, ligeover­for de mig ildesindede Mennesker, som gottede sig over min Elendighed, Ringen blev vel gjemt og senere atter af mig sat paa hendes Haand, hvor den da fik sidde i Fred til hendes Død.

Hvad skulde jeg nu gjøre ? Med Læsningen vilde det ikke gaa. Jeg tænkte at vælge et andet Studium, men det tiltalte mig heller ikke. Mine kjære Pleieforældre delte min Sorg og var me­get bekymrede for min Skyld. Under alt dette kom det for mig, du faar reise ned til Skjeberg Prestegaard igjen og tage dig en Hviletid for at komme til Ro og vinde ny Kraft til fortsat Ar­beide. Jeg bestemte mig da til at tilskrive Pastor G. Randers, fortælle ham om min Stilling og bede om hans Raad. Da den Huslærer, de nu havde, var sygelig og mindre tilfredsstillende, stod Pladsen som Huslærer atter aaben for mig, og jeg kom altsaa anden Gang til Skjeberg Prestegaard, det Sted paa Jorden, hvor jeg skulde opleve saameget.

Det var altsaa udpaa Høsten 1856. Samtidig omtrent forlod ogsaa Valborg Byen, idet hun tog Plads som Gouvernante i Gudbrandsdalen, paa det deilige Brunlougnes i Faaberg, strax ovenfor Lillehammer, der hvor Gausdalselven fly^rder ud i Laagen. Det var en Captein Tøstie, med hvis Smaapiger hun skulde læse, og hvis Frue synes at have været en elskværdig Dame, som var ideelt nok anlagt til ganske at staa paa min Side. Et nyt Tilbud fra Hr. Landmark blev afvist.

Paa Skjeberg Prestegaard var ogsaa meget forandret, siden jeg i Rusaaret var der. Gamle Provsten var vandret hjem, som vi trygt tør haabe, i Fred. Sønnen bestyrede nu Embedet i Ledigheden, og Familien var flyttet op i Hovedbygningen, medens jeg fik residere alene med min Skole i Fløien. Men en anden og endmere indgribende Forandring var indtraadt i Løbet af de to sidste Aar paa Prestegaarden. Et nyt aandeligt Liv var trængt igjennem derinde. Vistnok syntes fremdeles Presten og hans nær­meste Familie uberørt deraf, men til Provstens var det trængt

– 44 –

frem inden den Gamles Bortgang.

Der var i den Tid en meget stærk aandelig Bevægelse ogsaa paa disse Kanter af Landet, særlig i Sarpsborg og Fredriksstad med Omegn, og denne havde ogsaa forplantet sig til Skjeberg.

Det var jo ikke de Vise og Mægtige, som lod sig kalde heller her, det var mest i Husmandspladsene og Hytterne den alvorlige Christendom havde fundet Indgang, og ikke mindst i Prestegaardens lave Stuer.

Der hørte dengang under den store Skjeberg Prestegaard 12 Husmandspladse, enkelte, som Heijapladsene, endog saa store, at de kunde føde Hest og 4 a 6 Kjør foruden nogle Faar.

Her havde Evangeliet slaaet mægtigen ned, særlig gjennem Lægprædikanten Tønnesens Virksomhed. Denne mærkelige Mand var nok egent­lig fra Farsund og havde tidligere tilhørt de Stærktroendes Kreds, der jo især har havt sit Tilhold omkring Farsund og Egersund. Han var nu betydelig afslebet, hvad disse Særegenheder angaar, men var meget systematisk, i den svenske Prest Nohrborgs Aand.

Han lagde megen Vægt paa en hel Omvendelse, en fuld Frigjørelse fra Loven og betonede vistnok noget ensidig Syndserkjendelsens Grad inden Troens Fødsel. Han kunde ogsaa være noget udtværet i sine Foredrag, men var sikkerlig en Mand med Alvor og megen aandelig Livserfaring, dertil forsigtig i sit Forhold til Statskirken og dens Prester og en afgjort Modstander af den paa disse Kanter netop i denne Tid med Kraft frembrydende Methodisme, som allerede paa den Tid under meget paagaaende Ledere havde sat sig fast i Sarpsborg og Fredrikshald.

I den ene af Heijapladsene, den største, levede dengang — ja, han skal leve som en alderstegen Patriark der endnu [1900] — Christian Heija, en af Guds Aand oplyst og varm Christen, hos hvem Tønnesen havde sit Tilhold og holdt Opbyggelser paa sine Besøg i Egnen.

Derfra var Tønnesen bleven kjendt ogsaa i Prestegaarden og begyndte at vanke deroppe, og Følgen blev, at Provstens Datter, Frøken Julie Randers, en ældre ugift Dame, som sammen med en Cousine, Jomfru — dengang skjelnedes endnu bestemt mellem Frøkener og Jomfruer — Marie Randers, ogsaa en ældre Dame og Datter af en Kjøbmand Randers (Familien er vist fra Soons-kanten mellem Moss og Drøbak), bestyrede Provstens store Hus­holdning indtil hans Død, — blev alvorlig greben af Evangeliet og kom til en meget grundig Hjerteforandring. Dette havde selvfølgelig den Virkning, at Provstens Hus i hans sidste Dage fik en fuldstændig ny Skikkelse.

Frøken Julie var en meget selvstæn-

– 45 –

dig Dame, som særlig i den forste Vækkelses Tid ei tog mange Hensyn.

Skjeberg Prestegaard havde før været bekjendt for sin Gjæstfrihed og store Selskabeliglied. Omtrent hver Søndag, naar der var Gudstjeneste i Hovedkirken, var der en hel Del Frem­mede indbudne, og Søndags Eftermiddag sad Herrerne jævnlig ved Kortbordet.

Gerh. Randers var en bekjendt flink Kortenspiller. Dette blev nu anderledes. Gjæstebudene ophørte, Kort­bordene forsvandt, og af Hensyn til, at Tjenerskabet saavidt muligt skulde have Ro paa Søndagene, var ogsaa i det sidste Aar Kapellanfamilien ikke oppe hos Provstens paa Søndagene som før.

Istedet var der nu kommen Guds Ords Læsning, Sang, Bøn og aandelige Samtaler. I disse Omgivelser og i denne nye Aandsatmosfære døde Provsten, som var en gammel, elskværdig Hædersmand, høiagtet og elsket af alle, som kom i Berørelse med ham, og i disse Omgivelser var det altsaa, at jeg Høsten 1856, saaret og ensom, kom ind.

Som allerede ovenfor anført, var G. Randers konstitueret i Sogneprestembedet under Ledigheden, og Familien var flyttet op i Hovedbygningen. Frøken Julie var reist op til sin Søster, Fru Provst Gløersen i Elverum. Stilhed og Ro herskede i Prestehuset, Salmesang og aandelig Tale hørtes iblandt Tjenerskabet og i Husmandsstuerne.

En vid­underlig Fred og Tilfredshed hvilede over det Hele. For første

– 46 –

Gang havde jeg faaet den aandellge Livsstrømning Iige ind paa mig, men Dage og Maaneder gik dog hen, uden at den fik Magt over mig.

Det er forunderligt og forfærdeligt, hvorledes det na­turlige Menneskehjerte stritter imod indtil det Yderste. Det vil ikke dø Jeg var jo religiøst anlagt og følte under det smertelige Tab, jeg havde lidt, at der fattedes mig noget mere og dybere, men hvori dette, som fattedes, bestod, kunde jeg ikke komme paa det rene med.

Jeg kan erindre, at jeg i denne Tid skrev en Prædiken til Søndag mellem Juul og Nytaar : Simeons Profeti om det nyfødte Jesusbarn. Jeg har gjennemlæst den senere og den er slet ikke ueffen. Men det hele var jo kun Theori, og det var denne Kundskab i de religiøse Ting, som holdt mig fangen og bedrog mig. Jeg var jo paa en Maade i det Ydre et sjældent stilfærdigt ungt Menneske, forsigtig og yderlig beskeden i al min ydre Fremtræden, veiende hvert Ord, ja, hver Mine, for ikke at sige Handling, paa Guldvægt.

Prestens satte mig vistnok ogsaa overmaade høit og ansaa mig med sit Syn paa Christendommen som et Pragtexemplar af en Christen.

De Vakte hørte jeg jo ogsaa stadig betegnede som Hyklere og Farisæere saavel fra Prædikestolen som i den private Samtale, og, naar jeg nu mangen Gang i mit stille Sind havde en Fornemmelse af, at det ei var ret fat med mig, tænkte jeg dog altid : Ja, det er vel muligt, men som de Vakte kan jeg dog ikke blive.

Paa denne Maade gik Vinteren hen, trist og mørk, og Vaaren (1857) kom med Sol og Lys.

Imid­lertid havde jeg givet mere og mere Agt paa de Vaktes Forhold, og, hvad der især tiltalte mig hos dem, var deres glade og freidige Sind. Glæden og Freden lyste ud af deres Øine, og naar de kom sammen, var det en forunderlig festlig Stemning over deres Sammenkomster.

Alt stygt og urent, hvori vor norske Husmands- og Landarbeiderstand ligger altfor ofte nedsjunket, var borte fra dem. De optraadte ogsaa ligeoverfor de Udenforstaaende med Kjærlighed og Ydmyghed, og jeg droges efter- haanden nærmere hen til deres Kreds. Christian Heija lagde jeg særlig Mærke til, og Smedens Kone havde stadig fat i mig paa mine Spadsertoure forbi Pladsen. Snart havde hun et Salmevers, som jeg maatte lese — det havde været saa godt for hende —, snart et Bibelsprog, som netop havde ligget hende paa Hjertet, snart en Traktat eller liden Bog, som jeg maatte gjennemlæse og sige min Mening om.

Jeg forstod godt, at det var Christi Kjærlighed, som drev hende, og at hun mente mig det saa vel,

– 47 –

ligesom alle de andre.

Skjønt de aldrig nævnte et Ord derom, kjendte de vistnok ogsaa til min dybe Sorg, og de bad vist, flere af dem, om at denne Sorg maatte ved Guds Naade forvandles til en Bedrøvelse efter Gud.

Nævne faar jeg ogsaa, at det tiltalte mig meget, at de Vakte stadig, hver Søndag, var at se i Kirken eller — naar der forrettedes ved et af Annexerne Ullerød eller Ingedal — ved Husandagterne i Prestegaarden, og det som andægtige Tilhørere, uagtet Prædikenen ialfald meget ofte røbede den allerdybeste Miskjendelse af Vækkelsens Betydning og Væsen.

Da jeg senere blev fortroelig med dem, fik jeg vide, at de gik altid i Guds Hus, fordi det var Guds Villie, i Lydighed mod hans Ordning, og de gik aldrig, sa’e de, forgjæves.

De havde sin Salmebog og Bønnerne med Velsignelsen, og allerede dette var, mente de, meget.

— Vi var nu paa denne Maade komne ud i April, og det traf sig, at jeg en Søndag, som Presten var ved Annexet, skulde lede Husandagten for de, som vanligt, sammen med Prestefamilien forsamlede Husmandsfamilier og Tjenerpersonalet. Man sang Salmen : Jesu, Din søde Forening at smage, Længes og trænges mit Hjerte og Sind, Texten blev læst, on efter Prædikenen skulde jeg som vanligt holde en kort Bøn. Jeg var imidlertid saa greben, at jeg stoppede ganske op, maatte strax fjærne mig ned paa mit Værelse, og var fra den Stund fast bestemt paa at bryde med det gamle Væsen, det maatte forøvrigt gaa, som det vilde.

Til min store Bedrøvelse blev da ogsaa min Stilling til den mig saa kjære Prestefamilie en anden. Alle­rede Mandag Morgen blev jeg indkaldt paa Prestens Kontor, da jeg under vor Samtale havde den foregaaende Aften ladet mig forlyde med, at jeg befrygtede, at jeg ikke kunde have Tillid til ham som en Christen. Han vilde have Rede paa, hvordan jeg grundede denne min Mistanke, og tillige vilde han advare mig mod de Vakte, som farlige Mennesker. Jeg var jo dengang saare uforstandig, men ogsaa meget bestemt paa de Vaktes Side, og jeg svarede da den kjære Prest, at min Mistillid grundede sig paa, at han havde saa liden eller ingen Kjærlighed til Guds Børn. Han svarede blot : Ja, naar De, kjære Weenaas, lærer dem at kjende som jeg, vil De dømme paa samme Maade.

Fra denne Søndag af daterer Eders Fader, kjære Børn, sin Omvendelse. Alt blev nyt. Min Omgangskreds blev ny, mine Samtaler blev ny, hele min Sindsretning blev ny. Jeg var gan­ske optaget af dette Ene : at faa min Sjæl frelst og finde Fred

– 48 –

med min Gud.

Ak, hvilke Kampens ok Mørkets Tider der nu kom, Dage, Uger on Maaneder, hvorunder Mørkets Makter paa mit enllge Kammer, særlig i de lange Nætter, satte ind paa mig, og Mørket sænkede sig dybt og tungt over min Sjæl.

Jeg arbeidede under Loven, leste og bad, men, som det syntes, forgjæves.

Skriver, Joh. Arndt, Heinr. Muller og Hofacker var min stadige og daglige Læsning, men der blev intet Lys. Jeg søgte Raad, særlig hos min Ven Chr. Heija, men forgjæves. Det blev mør­kere og mørkere, Syndens Byrde tungere og tungere, mit Hjer­tes aandelige Vederstyggelighed værre og værre. Jeg var fortabt og vistnok Fortvivlelsen nær.

Da kom der en Aften, som jeg som vanligt sad for mig selv og grublede, den Tanke, der fæstede sig i min Sjæl : Du er jo hjælpeløs i dig selv, du er jo intet uden en fortabt Synder. Hvad hindrer dig fra at gaa til Jesus, ussel, hjælpeløs og elendig som du er. Der faldt ligesom Lys ned i min Sjæl, Guds Liflighed i Naadens søde Fornemmelser gjennemstrømmede mig, jeg fik tro paa min Frelser, og at ogsaa jeg fik alle mine Synder forladte ved ham. Evangeliets Lys fortrængte Lovens og Dødens Mørke. Jeg blev salig i Troen. Pintsen, saavel aandelig som legemlig, var kommen. Jeg husker det saa godt, hin Pintsemorgen. Mit Kammer vendte ud mod den opgaaende Sol, og jeg vaagnede netop i Solopgangen, og den opgaaende Sols Straaler omstraalede mig. Jeg stod strax op og vandrede den Morgen paa min Fod til Sarpsborg for at høre en Morgenopbyggelse i Bedehuset og kom tilbage til Prestegaarden til Kirketid. Det var den «første Kjærligheds» lyse, lette Dage !

I Prestegaarden blev man snart fortroelig med, at jeg tilhørte nu de Vaktes Kreds, og, var der end altid ligesom en Afstand mellem os, haaber jeg dog, at ingen bitre Minder knytter sig til mit Ophold i Prestegaarden, uforstandig og hensynsløs som jeg i denne min første Vækkelsestid i høi Grad var.

Jeg vil altid bevare Familien Randers blandt mine kjæreste Ungdomsminder, saamegetmere som jeg jo nu i Skjeberg Prestegaards stille, lune Hjem havde fundet og faaet saa uendelig meget.

Den Ro og Stilhed, som jeg der i denne kritiske Tid kunde nyde, bidrog i høi Grad til at fæste Gudsordet i Hjertedybet og gjøre Erkjendelsen saavel af Synd som af Naade dybere og dybere, ligesom Skils­missen mellem det Aandelige og Verdslige blev afgjørende for Livet. Jeg har aldrig senere beklaget, at den dengang blev saa skarp,. som den blev.

Det kunde være ubehageligt, ogsaa for mine

– 49 –

Omgivelser, men jeg har altid troet, at det efter mit Naturel var fornødent.

Med større Lys er der jo bleven en bedre Forstaaelse ogsaa af Menneskene og «Verden», men Gud er den, som ogsaa med Tiden giver Sine denne bedre Forstaaelse,

Han kræver kun, at vi altid, paa hvert Trin af vor aandelige Udvikling, er oprigtige for ham. Den bedre Forstaaelse og større Klarhed over de menneskelige og jordiske Ting fører atter i denne elendige Ver­den nye Farer og Fristelser med sig, Faren særlig for at tage Bekjendelsen let og overfladisk og «skikke sig lige med den Ver­den, som ligger i det onde».

De to første theologiske Aar var nu snart til Ende. Høsten 1857 vendte jeg tilbage til mit kjære Hjem paa Jomfrubraaten, for nu atter for fuldt Alvor og med et nyt Sind, i et nyt Lys at tage fat paa mit theologiske Studium.

– les videre fra boken her :