– fra boken : “Oplevelser og Erindringer” – s. 82 -86 :
-82-
En Bondemand med en sort Hest.
Denne Bondemand kom kjørende ind i et Gaardsrum med en sjelden smuk Hest.
“Du har en udmerket smuk Hest !” sagde jeg.
Manden begyndte at bande paa, at Hesten ikke alene var smuk, men saa udmerket lydig.
“Jeg tror ikke den Mand, som bander”, sagde jeg.
“Naar jeg gaar foran Hesten og siger til den : kom, saa kommer den”, svarede Bonden.
“Vil du være saa snil og spænde Hesten fra Vognen og gaa foran Hesten og sige kom, saa jeg kan faa se, om det virkelig er sandt, hvad du siger ?” sagde jeg.
– 83 –
Manden gjorde det, som jeg bad ham om, og Hesten fulgte efter ham noksaa pent; da dette var gjort, begyndte Manden at bande paa, at det var sandt, hvad han havde sagt.
“Mange tak for det, som jeg har seet”, sagde jeg og vedblev : “Jeg har seet Hestens Lydighed, men ogsaa din Ulydighed; du har forbandet din Gud, du burde lære Lydighed af din egen Hest, du min Ven, ja, se paa dette beskjæmmede Eksempel”.
Mandens stolte Mod faldt da noget; jeg talte noget nærmere med ham om, at vi, som store Syndere, ogsaa skylder Gud Lydighed.
To smaa Gutter.
Jeg gik igjennem en stor Skov (skog), og ved enden af den kom jeg forbi en liden Husmandsplads, hvor jeg traf to smaa Gutter udenfor Huset.
Jeg spurgte dem, om de vilde til Himmelen; den ene sagde nei, og den anden sagde ja.
Jeg fortsatte min Vei, men Gutterne sprang ind til sin Moder og fortalte hende, at en fremmed Mand havde truffet dem og spurgt, om de vilde til Himmelen. “Jeg sagde nei og lille Broder svarede ja; hvem af os havde Ret ?” spurgte den ældste. Der blev en Samtale mellem Børnene og Moderen, som endte med, at Moderen kom til Bevidsthed om sin store Syndenød, og af Guds uforskyldte Naade fandt hun Fred for sin arme Sjæl.
– 84 –
En Søtur (sjøreise) med et Dampskib.
Det var en meget kold Vaardag; alle Passagererne var nede i Kahytten, saa den var bogstavelig fuldpakket af Folk. Jeg blev staaende ved Døren, og ved Enden af Bordet sad to Skibsførere og drak Øl og førte en meget høirøstet Samtale om “Læserne”, men især om en Mand, som jeg kjendte meget godt. “Ja saadanne Skurker er de alle sammen”, sagde den ene.
Jeg kunde ikke tie længer, og uden videre raabte (ropte) jeg temmelig høit : “Hør De min Mand, maa jeg spørge Dem, om De er fra en By ?”
Han svarede ja.
“Hør nu”, sagde jeg, “om der skulde findes en Tyv i den By, hvor De hører hjemme, er det da rigtig at dømme alle Byens Indvaanere for Tyver ?”
Han svarede nei.
“Men det har De gjort”, sagde jeg; “jeg vil ikke forsvare den nævnte Mands Handling, men jeg protesterer mod, at alle er lig ham”.
“Jeg vidste ikke, at jeg havde “Læserne” i Hælene paa mig”, sagde han.
“Nu har De atter taget Munden vel fuld”, sagde jeg; “hvad mener De med Ordet “Læser” ? Var det ikke for at gjøre mig ondt ? Jo ganske vist, men sig mig en Gang, er ikke De selv en “Læser” ? ”
“Alle i vort Land kan kaldes “Læsere””, svarede han.
“Deres kalden for “Læsere” kommer over Dem selv og alle, som er her, ja den rækker meget længer, thi den inneholder et
– 85 –
Brud paa Landets Love, som byder at bivaane (delta i) Skolen fra det syvende Aar, og den som ikke vil lære at læse, skal sættes paa Tugthuset for at lære det. De har end mere gjort Brud paa Guds Love, der byder, at vi skal holde Guds Lov hellig og grunde paa den Dag og Nat, og derfor bør vi læse fra Barnsben af”.
“Jeg holder paa mit”, sagde han.
“Nu vel”, sagde jeg, “efterdi De har opkastet Dem til Dommer over alle “Læserne”, saa staar nu Turen til at dømme Dem selv; hvad siger De om Deres egen Person ?”
“Vi tager os en Flaske Øl vi Kamerat”, sagde han til sin Sidemand.
“Medens I drikker en Flaske Øl, skal jeg fortælle eder en liden Historie, om I vil høre den”, sagde jeg. “Det var en Herremand, som havde en Dreng og en Hest; en Dag bad han Drengen tage Hesten og lede den til Brønden for at drikke, og det gjorde Drengen. Da han kom tilbage med Hesten, spurgte Herremanden, om Hesten drak, hvilket Drengen bejaede. Rid til Brønden igjen, vedblev Herremanden og giv Hesten god Tid.
Drengen red afsted, men kom straks tilbage igjen. Nu, sagde hans Herre, drak Hesten denne Gang ? Nei, sagde Drengen, den vil ikke have mere. Rid igjen for tredje Gang, sagde Herremanden. Da Drengen atter kom tilbage med Hesten, spurgte hans Herre : drak Hesten denne Gang ? Nei, svarede Drengen. Se, du Fyldehund, sagde Herremanden, du kunde lære af min Hest og blive ædruelig; Hesten drak sig utørst med en Gang, og det samme kunde du ogsaa gjøre”.
Nu blev Skibsføreren temmelig barsk og spurgte, om han var Fyldehund ?
“Nei, det har jeg ikke sagt, jeg har blot fortalt Dem en Historie, som jeg lovede”, sagde jeg.
– 86 –
Hermed sluttede jeg, men den anden Skibsfører tog paa ham, saa han kom rigtig i Skole. Gid Samtalen matte have truffet en eller anden, der var mange, som hørte den.
Jeg har nedskrevet denne Samtale for at minde mine kristelige Venner om, at de ikke stiltiende maa lade Modstandere rase forlænge, førend de imødegaa dem, men pas godt paa at faa Tag i deres egne Ord for desto snarere at stoppe Munden paa dem i alles Paahør til Advarsel for andre.
Hvad enten min Næste eller jeg bliver angrebet, er det vor Pligt at forsvare os. Gud giver Kraft til at modstaa dem som imodsige, det er ogsaa nyttigt for os selv at faa skjærpe vor Indsigt til Forstandens Udvikling, og det kan ogsaa tjene Modstanderne til Betænkning; det har vi Beviser for. Er vi i Herrens Tjeneste, saa maa vi tage vare paa Tjenesten, og gjøre vor Gjerning for Herren med Omsorg for vor formørkede Næste og overbevise ham om hans Forvildelse. Vi staar vistnok i Fare for at høre Bespottelser uden at gjøre Modstand.