h.j. myhrebøe : “en reise til fanø (fana) – en reise til romsdalen – en søreise til kristianssand”

 

– fra boken “Oplevelser og Erindringer” – s. 46 – 54 :

 

En Reise til Fanø (Fana).

Fanø er Fastland i Øst for Sund; vi landede paa et Sted, hvor sjelden nogen kom iland, og dette vakte Beboernes Opmærksomhed. En noget gammel Mand stod med en Spade i Haanden og gloede paa os. Tilsidst spurgte han, hvad saadanne fremmede Folk havde at gjøre her.

Jeg fortalte ham Hensigten med vor Reise; men saasnart han hørte, at vi vilde tale om Gud og hans hellig Ord, bad han os øieblikkelig forlade Fanø og ikke

 

-47-

 

forstyrre deres Husfred. Jeg foreholdt ham, at han var en ældre Mand, som altfor længe havde sovet trygt i Syndens mørke Nat. Men da kaldte han os Fariseere, og derpaa begyndte han at blive uforskammet, medens jeg stod ganske stille og lod ham tale ud.

Da han var færdig, spurgte jeg ham, om han talte af Erfaring, eller om han talte efter løse Rygter. Han tilstod, at han havde hørt det af andre, og da sagde jeg : “Efter din Tale er du en Brødens Mand, og du er strafskyldig baade efter Landets og Guds Lov, du kan ikke bevise, hvad du har sagt, og jeg kan drage dig til Ansvar; men nu skal jeg holde Opbyggelse paa Gaarden derborte, kom nu og hør, saa kan du en anden Gang tale af Erfaring !”

Han begyndte at bande paa, at der var ingen paa hele Fanø, som vilde oplade sit Hus til saadanne Fariseere. Jeg svarede ham ganske rolig : “Ja, du faar bede for os, thi der staar skrevet, at deres Retfærdighed skal overgaa de Skriftkloges og Fariseeres Retfærdighed”. Dette var en Strandprædiken for en Mand, men der var mange Stene. Straks efter kom kom Budet tilbage med den Besked, at vi skulde faa Hus til Opbyggelse. Jeg bad Manden blive med os op paa Gaarden; men han gik ind i sit eget Hus og slog Døren i Laas. Vi fik en meget stor Stue, og der kom mange Folk, blandt dem og den før omtalte Mand.

Der var Bryllup paa Nabogaarden, og derfra kom en meget høi, ung Mand med en flok unge Piger; disse havde overlagt med hverandre at holde Spektakel; de skulde sidde ret overfor Drengen, og han skulde gjøre Miner til dem; men Herren lagede det saa, at deres Anslag mislykkedes; thi da vi begyndte at synge, faldt de fleste i stærk Graad, og de fik nok med sig selv. Herren lagde Ordet i min Mund, og det havde en gribende Virkning

 

-48-

 

paa Forsamlingen, saa at alt løb meget stille af, indtil det var slut; men da slog Drengen et Rundkast paa Gulvet og skreg : “Kom ud paa Gaarden, saa skal jeg plukke dig !”   Men de andre i Forsamlingen bad mig være ganske rolig, da han ikke skulde faa Lov at krumme et Haar paa mit Hoved. Omsider gik de alle, og den haarde Mand gik ud som et Lam. Vi blev paa Gaarden om Natten og betalte baade for Kost og Logi; thi vi vilde ikke falde nogen til Byrde eller Bekostning.

Næste Morgen gik vi gjennem en tyk Skov, og der fik vi høre en yndig Sang; vi søgte Lyden or erfarede, at det var en af de Piger, som havde været tilstede under Opbyggelsen; hun sad og malkede en Ko. Det var en hjertelig Sang, naar Hjertet og Munden er et, da er det først rigtig godt at høre en Sang, og især i Skoven. Denne Dag kom vi efter fjorten Dages Savn og Lidelser til en gammel, kristelig og agtværdig Familie i Nærheden af Bergen, og her fandt vor Aand Hvile blandt Troens egne Folk. Gud alene ved, om en eneste Sjel blev fisket for Guds Rige; vi var imidlertid glade over, at vi havde faaet Anledning til at vidne for ret Mange, som neppe havde hørt Ordet om Frelsen af Naade for Jesu Kristi Lidelses og Døds Skyld. En død Moder kan ikke føde levende Børn; det er merkeligt, at ikke Ortodoksismen skal efterlade sig Liv; nei, Pligt-Arbeide og Kjærligheds-Arbeide er to høist ulige Ting. Herren selv formere sit Rige.

En Reise til Romsdalen.

Paa denne Reise led jeg megen Bespottelse ombord i Dampskibet, men jeg var nu temmelig hærdet, thi man lærer i den Skole, man gaar. Jeg besøgte Bergen, Aalesund, Molde og Veblungsnæs,

 

-49-

 

det sidste var mit Fødested, hvor mine Slægtninger boede. Her hændte noget uhyggeligt; der var nemlig en Mand, som var meget paavirket af Guds Ord; han havde en stor Familie, men han havde en god Husmandsplads, som han godt kunde leve af ved Siden af lidt Dagarbeide. Denne Mand var kommen i Slagsmaal med en Kjøbmand angaaende nogle Varer.

Kjøbmanden paastod det var saameget, og den anden mente, at det var mindre; nok var det, at Husmanden tabte Sagen, og blev ved Dom dømt til at betale 400 Kroner, og da han intet havde at betale med, skulde Pladsen tages fra ham og drives af Kjøbmanden, indtil Gjælden blev betalt. Husmanden blev saa forbitret over dette, at han besluttede sig til at forkorte sit Liv eller ogsaa maatte Kjøbmanden bøde med Livet.

Han kunde ikke opleve den Dag at se sig og sin Børneflok blive jaget ud paa bare Marken. Jeg forsøgte forgjæves at faa Husmanden ud af denne Fristelse; jeg betalte Kjøbmanden Pengene, Husmanden blev fri, og Fristelsen tabte sin Braad (brodd). Det var ikke saa Let gjort for mig, men jeg tænkte en dyrekjøbt Sjæl koster mere end 400 Kroner, og en Troesgjerning er lovet sin Belønning, og dette er nok.

Her traf jeg min gamle Ven Daniel Arnesen Hole; vi var sammen i nogle Dage og havde det ret inderlig godt med hinanden. Vi var paa flere Steder, og vi glædede os ved at erfare, at den aabenbare Modstand var i Aftagende, og Sandheden vandt mere og mere Indgang blandt Beboerne. Siden reiste jeg til Bolsø, hvor hele Familien havde et Sind i Kristus Jesus og levede i Fred og Glæde.

Derfra reiste jeg til Elsaas og besøgte Fruerne Bull og Schnidtler; det var ganske nyt at finde Folk af denne Stand, som havde Tanker for sin Sjæls Frelse.

 

-50-

 

Derpaa reiste jeg til Molde, hvor jeg boede hos en gammel Bekjendt; her holdt jeg en Opbyggelse, og der kom mange Mennesker. Dagen efter reiste jeg med Nordkap til Aalesund, og vi blev liggende der en Dag pasa Grund af uroligt og stormende Veir. Reisen fortsattes omsider til Bergen, og jeg havde mangen varm Disput ombord baade med Passagererne og med Skibsfolkene; der førtes stundom hel Krig, thi jeg var behjertet og tog ikke Hensyn til Persons Anseelse. Fra Bergen reiste jeg videre til Stavanger og fandt alt vel hjemme.

Paa denne Reise saa jeg Herrens trofaste Hjælp, og jeg saa ogsaa meget ondt, som kunde tjene til Advarsel. Den, som reiser meget, ser Verdens syndige Væsen i en meget større Grad end den, som kun lever stille i en snever Kreds. Jeg har ofte forundret mig over Guds store Langmodighed mod aabenbare Syndere, som uden videre beder Gud om at fordømme dem; man skulde næsten fristes til at tro, at Gud ikke hører dem, som bande meget; men naar hans Time kommer, saa vil nok han opfylde deres Bønner enten til det gode eller onde.  Denne Reise var en alvorlig Skolegang for mig, thi jeg saa og hørte meget baade ondt og godt.

 

En Søreise til Kristianssand.

 

Første Dag kom vi til Flekkefjord; Johnsen, Udgiveren af Salmebogen, var med, og vi talte meget sammen. Vi gik med Dampskibet Nordkap, og der var mange Passagerer ombord af alle Stænder, deriblandt en Trop Skuespillere samt nogle Sangere fra Sverige, som sang for Penge. Johnsen og jeg sad

 

-51-

 

sammen paa Dækket og havde det Nye Testamente mellem os; vi havde læst et Stykke og sad nu og talte om dets Indhold. Medens vi sad saaledes, kom en af Skibsfolkene og spurgte, hvad Bog vi læste i. Jeg sagde til ham, at det var vort dyrebare Testamente. Han bad straks om at faa et, men jeg havde desværre kun et, og det kunde jeg ikke undvære; men jeg fortalte ham, at jeg havde andre Bøger, som han kunde faa. I det samme tog jeg “Kjernen” op af Lommen, og idet jeg aabnede den, faldt mine Øine paa den gamle, gode Salme :

“I arme Syndere kommer (kom) hid Ak kommer

(kom) snart i Naadens Tid, I ere i stor Vaade.

Se Jesu Hjerte aabner sig

For alle dem, som smertelig

Bekjender deres Skade”

 

En indre Stemme bød mig synge den, men jeg satte mig imod den; lagde Bogen sammen og stak den i Lommen; men Stemmen vedblev at byde mig synge den. Jeg maatte tage Bogen op igjen, og da jeg aabnede den, faldt atter samme Salme op.

Jeg spurget min Ven Johnsen, hvad jeg skulde gjøre; men han svarede ikke. Imidlertid kunde jeg ikke holde mig længer, og jeg begyndte saa smaat at synge det første Vers. Alle Passagererne forsamlede sig omkring mig og Johnsen, og jeg var næsten bange for, at der skulde blive et helt Oprør; alligevel stemte jeg i af fuld Hals andet og tredie Vers, derpaa sagde jeg : “Jeg vidste ikke andet, end at jeg havde den samme Ret her, som alle de andre Passagerer; thi naar de kan gjøre, hvad de finder for godt, saa mente jeg, at jeg havde Ret til det samme, og naar de ikke taaler at høre sin egen Landsmand synge en gudelig Salme, saa skylder jeg at lægge deres Vantroes Mørke for Dagen, og nu skal I faa høre det !”

 

-52-

 

Jeg skildrede derpaa deres Tilstand, indtil de blev tause, og Sandheden fik Overhaand. En meget bekjendt Theolog afbrød mig i Talen og sagde : “De bør ikke kaste Helligdom for Hunde og Perler for Svin !”

Jeg tænkte først at have sagt til ham, at jeg vidste ikke, at der var Hunde og Svin tilstede; men i det samme kom andre Ord i mine Tanker, og jeg sagde : “Det var ikke Tid at sætte Lyset under en Skjeppe, men paa Lysestagen, og ikke Tid til at tie i en Sag, som kræver hele vort Alvor, og nu skal De ogsaa faa høre det”.

Derpaa fortsatte jeg min Tale med at holde alvrolig frem Guds store Langmodighed og Kjærlighed; Ordet gjorde god Virkning, og mange Taarer randt ned ad Kinderne. Da jeg sluttede, kom mange hen til mig og trykkede varmt min Haand og takkede for det, som de havde hørt. Deriblandt en Skuespiller Staal, som sagde, at han havde reist omkring i hele Europa, men aldrig hørt Sandheden før; han takkede hjertelig for det hørte, og han saa ud til at mene alvorligt, hvad han sagde. Siden lod de mig være i Fred; men der blev mange Samtaler mellem dem indbyrdes; nogle forsvarede mig, medens andre fordømte min Optræden.

Mange vil vel synes, at det var meget dristigt gjort; men mit Indre tvang mig til at tale, og efter Talen fik jeg Fred i mit Hjerte; men jeg ønsker ikke, at nogen skal gjøre mig dette efter; thi den ene kan gjøre noget, som er aldeles umuligt for den anden.

Denne Gang var det faldt i min Lod at være noget fri og nidkjær for Sandheden. En stund efter kom den ovenfor nævnte Theolog hen til mig og bad om Undskyldning, fordi han afbrød mig i Talen; nu begyndte han at holde en Lovtale over mig; han sagde blandt andet, at det fornøiede ham meget at træffe sammen med en af de saakaldte Læsere; han havde hørt saa meget Tale om dem, men aldrig forhen truffet sammen

 

– 53 –

 

med dem. Jeg spurgte ham, hvad han havde hørt. “De skal være saa strenge i Fornegtelsen”, sagde han. “Ikke værre”, svarede jeg og vedblev, “hvad den Ting angaar, saa har vi vidstnok ikke noget at rose os af”.

“Men hvad siger De om den, som tager sig et Glas Punsch, en Dans og spiller Kort ?” spurgte han. “En saadan kalder jeg en Selskabsbroder”, svarede jeg, “og Verdens Venskab er Guds Fiendskab”. Han kastede paa Nakken og vilde forlade mig, men jeg bad ham vedblive at tale med mig. Han efterkom min Anmodning, og han begyndte med de uskyldige Fornøielser og Theaterne, som han fandt var saa belærende og nyttige.

Jeg spurgte ham om nogen var kommen til Omvendelse paa Theaterne, hvilket han besvarede benegtede. Jeg mente, at det var meget besynderligt, naar Theaterne var saa belærende, at de da ikke kunde lære en Veien til Salighed. Hvad Dansen angaar, saa er den rigelig betalt, thi 23000 Israeliter faldt paa en Dag og dertil Johannes den Døbers Hoved paa et Fad for Herodes’s Datters Dans.

De ved da saameget, at De skal dø engang, men Tiden ved De ikke. Døden melder sig som oftest ved en eller anden Sygdom, og naar De nu fornam, at Døden truede med at tage Deres Liv, vilde De da tilkalde Deres Venner og bede dem bringe Dem et Glas Punsch eller en Dans eller et Kortspil ?”

“Nei”, svarede han bestemt.

“Nu vel”, svarede jeg, “hvad De ikke vil have i Døden, det skal De heller ikke have i Livet”; dermed sluttede denne Disput.

En Stund efter kom han atter hen til mig og sagde : “En Ting er mig uforstaaeligt, hvorledes De kan være saa godt kjendt, hvorsomhelst De kommer”. Jeg svarede, at Gud er allesteds nærværende, og han har sine Børn spredte omkring allevegne, og saaledes findes der enkelte, som har modtaget Kaldet, paa hvert Sted.

 

– 54 –

 

Jeg bor f.Eks. i Stavanger; men undertiden reiser jeg til Egersund, som ligger otte (8) Mil fra Stavanger, og der tager jeg ind til en kristelig Kjøbmand, saa bestemmer han Opbyggelse og sender Bud baade til bekjendte og ukjendte. Derpaa opbygges vi sammen med Sang og Guds Ords Betragtning, og derved styrkes de troende til Bestandighed, medens en og anden vækkes op af sin Sikkerhedssøvn. Naar jeg reiser fra Egersund, saa anvises jeg til en andet Sted, og saaledes har det hændt, at vi kommer over hele Landet, og derved stiftes Bekjendtskaber i Herrens Frygt, og Guds Rige udbredes.

Den unge Theolog fandt, ar det var en meget smuk Maade at stifte Bekjendtskaber paa. Hermed var det tilende med vor Samtale, og en Time efter kom jeg ind til Kjøbmand Ole Moe i Kristianssand, som i mange Henseender var Byens Øiesten.

Boghandler Kjelland fra Stavanger var med ombord paa Dampskibet, og han var allerede hos Moe og havde anklaget mig; da jeg kom ind til den rige Kjøbmand, var han i fuld harnisk og begyndte at bebreide mig min dumdristige Optræden paa et af Statens Dampskibe; han ansaa dette som en stor Brøde. Jeg svarede ham meget koldblodig, at jeg fandt ingen Forskjel mellem Statens Dampskibe og Skydsheste paa Landjorden, og jeg pleiede altid at tale med Kuskene, især naar de angreb mig, som det skede ombord paa Dampskibet, og jeg ansaa det ikke for Brøde, at tale om Sandhed.

Men Moe taalte ingem Modsigelse i denne Sag; der blev bestemt Opbyggelse om Aftenen, men blot Johnsen talte; jeg var bleven uren, men min Samvittighed frikjendte mig. Denne Dagen svandt ogsaa, og jeg fik Skam for Tak (i stedet for takk).

Jeg reiste for at kjøbe Bord til at klæde mit nye Hus i Stavanger; det var Aaret 1841.

Skriv inn søkeord..