– fra boken “Oplevelser og Erindringer” – s. 65 – 75 :
En Søreise med Dampskib.
Det var nu tre Aar siden sidste Gang, jeg reiste med dette Dampskib, og da jeg kom ombord, traf jeg igjen den samme Styrmand. Jeg hilsede paa ham og ytrede min Forundring over at finde ham paa det samme Trin som for tre Aar siden, og jeg spurgte ham om Aarsagen hertil. Han saa paa mig og sagde smilende : “Man siger, at De er skinhellig”.
“Ja saa”, svarede jeg og vedblev, “naar vi kommer ud i rum Sø, saa faar De bedre Tid, og saa skal vi tales ved og se, hvem af os som er skinhellig”.
Efter en Times Tid kom han hen til mig, og vi begyndte straks at tale sammen, medens mange af Passagererne flokkede sig omkring os paa Dækket. Jeg spurgte ham, om han var født i Norge, om han var døbt i den Treeniges Navn, om han var konfirmeret, om han havde nydt Nadveren, og om han brugte at gaa i Kirke. Alt dette svarede han med ja, og da sagde jeg : “Alt dette vidner om, at de er skinhellig, saa og alle dine Ligemænd; thi alt, hvad du har hørt om Gud, er naaet blot til Skindet og til aandelig Tidsfordriv; det har ikke en Gang berørt Forstandens
– 66 –
Brug til Tænkning og langt mindre rammet Hjertet til alvorlig Forandring; De er jo ganske fiendtligsindet mod Gud, idet De driver Spot med hans hellige Ord, og hans Børn taaler De ikke at se. Dør De i denne Stilling, gaar De lige til Helvede, og alt, hvad De har hørt og læst om Gud, bliver Dem til evig Fordømmelse. Men Hjertets Hellighed er Omvendelse og Tro paa den Herre Jesum Kristum, som har frikjøbt os alle ved sin Død paa Korsets Træ. Dette er Hjertets Forandring; men Deres Samvittighed dømmer og anklager Drm, at De er under Forbandelsen”.
Straks efter kom en tyk Herre med Briller hen til mig og spurgte, om han fik Lov til at blande sig i vor Samtale, hvilket straks blev ham tilladt. Han spurgte, om det ikke var uskyldigt at tage en Blomst af Marken og lukte paa. Jeg svarede ham : “Jo ganske vist, dersom De beundrer den Gud, som lod denne Blomst vokse op af Jorden, for at Deres syndige Næse kunde nyde godt af dens Lukt”. Han spurgte videre, om han maatte gjøre mig nok et Spørgsmaal, hvilket ogsaa blev ham tilladt. Hun spurgte, om det ikke var uskyldigt at se paa en smuk Pige. Jeg sagde : “Jo, dersom De beundrer den Gud, som har dannet denne Pige af Jord i sit eget Billede; men hvo som ser paa en Kvinde for at begjære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte, og dette bør De vogte Dem for”.
Han forlod mig og vilde ikke give mig flere Spørgsmaal; men efter denne Samtale dannedes smaa Grupper over hele Dækket, som drøftede det, som vi havde talt om, og jeg hørte enkelte sige, man kunde næsten lade sig overtale til at blive en kristen.
Sidenefter sad jeg og læste høit i en Traktat, som var udgivet i Bergen. En stor Mand gik frem og tilbage paa Dækket og hørte det, jeg læste; men han skammede sig for at stanse. Omsider spurgte
– 67 –
han, hvad det var for en Bog, jeg læste i. Jeg svarede, det var en Traktat, som var udgivet i Bergen. Nu spurgte jeg ham, hvor han hørte hjemme. Han svarede : Bergen. Derpaa spurgte jeg ham, om han ikke var med i Traktatselskabet dersteds. Nei, det var han ikke, det var for haarde Udtryk i det. Jeg spurgte ham : “Hva er det haardeste, vi hører paa Jorden ?”
Men det kunde han ikke besvare. Jeg sagde : “Det er Torden; thi da taler Gud i sit majestætiske Sprog, saa at Jorden ryster som Løv paa Trær, og da maa den ugudeligste blegne for hans Almagt; saaledes er Loven given paa Sinai Bjerg for at vække Synderen til Eftertanke om sin store Synd; det er det største Visdoms Skridt sin Daarlighed at kjende; for saadanne sønderknuste Hjerter er Evangelium en lægende Balsam, og dette er Hovedsummen for en Lærer at skille klart imellem.
Faldet i Adam maa foreholdes for at gjøre Synderen forlegen og hjælpeløs i sig selv, og naar man kommer i denne Nød, maa Forsoningen i Kristo Jesu holdes frem til Opmuntring”.
Dette indrømmede den store Mand fra Bergen; han fortalte mig, at han var Lærer paa en stor Skole, og vi skiltes som gode Venner.
Fra Skudesnæs reiste jeg med en Sildejagt til Stavanger. Efterat jeg var kommen ombord, befalede Skipperen Kokken at gaa ned og lægge paa Kabyssen, og jeg sad nede og talte lidt med Gutten om vor Herre. Dette hørte en af Matroserne, og han raabte meget høit til Skipperen : “Vi har faaet en Læserprest ombord, og nu holder han paa at forføre Kokken !”
Jeg vedblev alligevel at tale med Gutten og gav ham et Testamente. Drengen blev saa glad, at han faldt paa Knæ og kyssede min Haand, og Ordet, som jeg talte til ham, havde sin gode Virkning. Derpaa gik jeg op paa Dækket og fandt Skipperen ved
– 68 –
Roret. Jeg satte mig ved hans Side og talte med ham om nærværende og tilkommende Ting. Han var hjemme i Fredriksværn og var en meget haardnakket Fiende af Sandheden; men hav gav dog efter tilsidst og indrømmede, alt alt, hvad jeg sagde, var den rene Sandhed, og han ønskede at blive delagtig i Sandhedens Erkjendelse.
Nu havde jeg to haardnakkede Matroser igjen; de var af det værste Slags til at bande og bespotte alt, som kaldes helligt. Da den ene tog Roret, fik jeg Anledning til at tale med ham langt ud paa Natten, og tilsidst blev ogsaa han overbevist om Sandheden; men den anden var ikke god at faa i Samtale.
Han vedblev at bande og sang en hel Del stygge Viser. Da vi omsider kom ind paa Vaagen ved Stavanger, bad Skipperen denne Matros at sætte mig iland; men han mente, at han ikke vilde ro den hellige Mand. Jeg hviskede til ham, at han skulde faa Drikkepenge, og saasnart han hørte det, sprang han straks ned i Baaden, og jeg fulgte ham. Straks jeg kom ned i Baaden, gav jeg ham en god Drikkeskilling, og nu tabte han aldeles Modstandskraften, og nu var det let gjort at faa overbevist ham om hans ugudelige Sindelag mod Gud.
Han græd ved Skilsmissen, og denne Nat havde jeg altsaa havt fire Sømænd at vinde for Sandheden. Ja Herren er sandelig nær med sin Aands Kraft, og jeg har al Grund til at tro, at de ikke slap saa let fra det hørte Guds Ord.
Jeg for min Del tror, at der hviler et stort Ansvar paa de kristne, fordi de ikke er tro i at vidne om sin Tro blandt dem de færdes sammen med baade tilsøs og tillands. Dette maa vistnok hidrøre af Sløvhed med vor egen Frelse; det vigtigste, som vi har for os, det gaar først, og dette er en Livssag, enten det er timeligt eller aandeligt; dog det timelige taber ikke ved det aandelige. Jeg har altid fundet Fred i at
– 69 –
vidne i mine Omgivelser baade ude og hjemme, men Ufred, naar jeg har forsømt det. Dette vidner Aanden i vor Samvittighed, og Lydighed er bedre end Offer.
En Politibetjent.
Der kom en Politibetjent til mig og fortalte, at han havde seet i et Dagblad fra Kristianssand, at mit Hus stod averteret til Auktion for Afdrag til Norges Bank. Dette satte mig og min Kone i Oprør. Jeg havde en Kommisionær i Kristianssand, og Pengene var sendt for længe siden, men ikke betalt i Banken.
Jeg kom saaledes i en stor Forlegenhed og skrev i Hast et Brev med Spørgsmaal om det var muligt, at Auktionen kunne forhindres. Jeg vendte mig derpaa til Herren i Bønnen og sagde : “Du Gud, som har alt Guldet og Sølvet i di Vold og Magt og alle Hjerter i din Haand, du kan lede dem som Vandbække, se Brevet er færdigt, og Pengene maa jeg have, her taales ingen Forhaling, jeg maa have dem nu, send mig snart en Mand med Pengene !”
I det samme aabnedes Døren af en Mand, som netop var kommen med Dampskibet. Jeg spurgte ham, førend han satte sig ned i mit Hus, om han havde Penge paa sig.
“Hvormange behøver du ?” spurgte han.
“Fem og tyve Spd.”, svarede jeg.
“Netop saa mange har jeg, og her har du dem”, sagde han, og leverede mig Pengene, som jeg straks lagde ind i Brevet, og ilede derpaa til Posthuset.
– 70 –
Straks efter sagde jeg til min Hjælper : “Nu var du sendt af Gud !” Manden var glad og ligesaa jeg, som øiensynlig saa, at Gud her var den hjælpende, som sendte denne Mand til mig, og jeg blev herlig styrket i min Tro paa den usynlige.
En anden Gang var min Nød atter stor; to Gange om Aaret havde jeg Opgjør med Landsfolkene, som jeg kjøbte meget Tøi af paa tre Maaneders Henstand. Denne Gnag gjaldt det St. Hanstid; jeg ventede fire hundrede Kroner i Posten, men disse gik tabt. St. Hans stod for Døren, og jeg havde ingen Penge; jeg henvendte mig i Bøn til Herren, foreholdt ham min store Nød og sagde blandt andet :
“Imorgen kommer alle, som skal have Penge af mig, og jeg har ingen; nu maa du gjøre en
Udvei for mig, enten maa du sende Penge, eller ogsaa maa du forhindre, at ingen af dem
kommer; thi dersom de kommer, da forbander de baade mig og dig, dit store Navn til Vanære !”
Han bønhørte mig ogsaa denne Gang, det sidste blev Tilfældet; først efter tre Maaneders Forløb kom de efter sine Penge, og da kunde jeg uden Vanskelighed betale dem. I en saadan Skole prøves Troen; men den styrkes desto mere, naar den ser Hjælpen kommer, og ser, at Herren hører Synderes Raab og hjælper dem, som tror.
Atter en stor Nød, mit Hus stod paany averteret til Auktion i Dagbladet; nu saa det haabløst ud at redde det. Baade min Hustru og jeg blev meget bekymrede. Sent om Aftenen gik vi tilsengs; mit Hoved var saa fuldt af Uro og Bekymring, at jeg straks faldt isøvn, medens min Kone blev liggende vaagen og bad inderlig til Gud om Hjælp og Trøst, tilsidst søvnede ogsaa hun og drømte, at der blev sagt til hende, at det, som hun var forlegen for, skulde en Fugl bringe hende i sit Neb. Straks
– 71 –
efter syntes hun, at en Fugl kom flyvende med røde, gule og blaa Sedler i Nebbet, derpaa vaagnde hun med den glade Tanke, at nu bliver vi hjulpne.
Hendes Drøm gik i Opfyldelse; saasnart vi var vel staaede op om Morgenen, kom Kontoristen fra Byens rigeste Mand med Bud, at jeg skulde komme til ham snarest mulig. Da jeg kom id til ham, sagde han : “Jeg ser af Avisen, at dit Hus staar averteret til Auktion, kan du ikke redde det ?”
“Nei, det er mig aldeles umuligt”, svarede jeg.
“Hvormeget behøver du ?” spurgte han.
“Fire hundrede Kroner”, svarede jeg.
“Du skal faa dem af mig”, og dermed gik han bort at aabne sin store, jernbeslaaede Pengekiste; men, idet han greb efter Pengene, vendte han sig om og sagde : “Du kan gaa hjem, saa skal min Kontorist komme med Pengene”, og saa skede det efter Drømmen. Gud, som talte til min Kone, har ogsaa talt til den rige Mand, at han skulde hjælpe mig.
Dette beviser for det første, at Gud har alle Hjerter i sin Haand, og for det andet, at hans Engle vaager over os, naar vi sover, og for det tredie, hvor godt det er at have en Hustru, som deler Nøden og Sorgen med sin Mand, og dette behager Gud.
Jeg kjendte godt denne min Velgjører; vi var begge i flere Aar sammen i Kommunalbestyrelsen og stemmede meget godt overens i de fleste Sager. Det var i Sandhed en retsindig Mand; Herren velsigne ham med sin salige Fred; han er endnu i Naadetiden, hvor al Synd kan forlades, naar den med Smerte erkjendes og afbedes. Kristi Blod renser fra al Synd.
I mange Henseender har jeg seet Herrens forunderlige Omsorg i Nødens Tid; man skal sanke Druerne paa Knæ; ja,
– 72 –
Venner, bed, bed i Nødens Tid, det stiller din Sjel til Ro og giver Taalmodighed og Tro; det er bedre at forlade sig paa Herren paa Naade og Unaade, end at synke i Forsagthedens Sump, hvor man kan staa i Fare for at fordærve baade Sjel og Legeme og give sit Liv til en unødig Martyr.
O, mine Venner, vi staa i Fare for at have større Omsorg for Legemet end for Sjælen, og mest de kristne lider af denne Pest, som er os alle medfødt, vi vil gjerne være ærlige og sandfærdige, og det bør være saa; men naar dette slaar feil imod vaar Vilje, o, saa giv slip paa Egenæren og hvil i Overladenhed til Guds Omsorg; alt er en Overgang, vi er ikke duelige til andet, end at gjøre det rette kroget.
Lad os erkjenne dette til vor egen Blusel og Ydmyghed; jeg har seet nok af dem, som er kommen til Velstand, der har blevet temmelig stramme og uforekommende; men naar det er gaaet bagover med deres timelige Velvære, saa har det gaaet an at komme dem saa nær, at man har kunnet faa tale med dem. Gud maa have stor Møie med os, vi taaler hverken onde eller gode Dage, han maa blande vor Reisekost med bitre Urter.
En Sundmand (Færgemand).
Denne Sundmand saa meget fattig ud; han spurgte mig : “Hvor hører du hjemme ?”
“Jeg er fra Bergen”, svarede jeg.
“Da maa du have en meget rig Fader, som kan reise saa langt”, vedblev han.
“Ja”, svarede jeg, “min Fader er den rigeste i hele Verden; kjender du ham ikke ? Jeg og du er Brødre, og du kjender ikke din Fader; dette er sørgeligt”.
– 73 –
Manden saa meget forundret paa mig; jeg fik Anledning til at tale med ham om Gud, som kaldes Fader og er alles Skaber, og om hans Søn Jesus Kristus, som er og kaldes Verdens Frelser, fordi han har lidt og dødt for os paa Korsets Træ, og om ham, som kalder paa os Syndere ved sit Ord og Aand, nemlig den Helligaand, som Skriften kalder den tredie Person i Guddommen; denne treenige Gud har i sin Visdom udseet denne Dag og Time, for at du og jeg skulde tale sammen om de Ting, som hører til Salighed. Annam nu i Dag denne fornemste Visdom til en sand Omvendelse og Tro, saa lærer du ret at kalde Gud din Fader.
Manden blev baade forundret og rørt, han var ikke vant til at høre saadant; men det heder : “Kast dit Brød paa Vandet, saa skal du finde det lang Tid efter”. Gud se i Naade til ham og hans Slegtninger.
En Blikkenslagersvend.
Samtalen med denne unge Mand gik til paa følgende Maade; han kom efter mig paa Landeveien i Jarlsberg Grevskab; jeg begyndte straks at tale med ham og spurgte :
“Hvor kommer du fra ?”
“Fra Horten”, svarede han.
“Og hvor agter du dig hen ?” vedblev jeg.
“Til Laurvig”, svarede han kort.
“Saa kan vi slaa Følge”, sagde jeg.
Straks efter spurgte jeg ham, om det var godt at være paa Horten, og om han havde lært at kjende nogen af de saakaldte Læsere der.
– 74 –
Saasnart han forstod, at jeg vilde lede Samtalen ind paa saadant, blev han vred og sagde i en barsk Tone : “Det er dog besynderligt, at jeg aldrig kan blive kvit Læserne; gaar jeg ind paa et Sted, saa træffer jeg dem, og gaar jeg paa Landeveien, saa kommer de enten efter mig, eller ogsaa naar jeg dem igjen, og nu begynder ogsaa du med dit salige Prat !”
“Ja”, svarede jeg, “Aarsagen er den, Gud har dig saa inderlig kjær, at han forfølger dig ude og inde med sit Kald til Omvendelse; han, sm har kjøbt dig med sit Blod til evig Frelse, ser, at du jøber som et vildfarende Faar paa den brede Vei til evig Fortabelse. Men sig mig nu, har de Samtaler, som disse Mennesker har ført med dig, ingen Virkning havt paa dig ?”
“Jo mange Gange”, svarede han og vedblev, “det er netop Aarsagen til min Reise fra Horten; jeg reiser for at komme bort fra mit Drikkelag i Haab om, at det vil blive bedre for mig paa et Sted, hvor ingen kjender mig”.
“Er dette virkelig Aarsagen til din Reise ?” spurgte jeg alvorlig.
“Ja, det er vist og sandt”, svarede han.
“Det kan nok være vel ment af dig”, sagde jeg, “men det er ikke klogt handlet af dig; thi der er de samme Tillokkelser, hvor du kommer, og paa Horten kom Herren med sit Kald til dig, der skulde du have været; thi Gud er mægtig nok til at styrke og bevare dig, og du var dine Kamerater skyldig at forkynde dem Sandheden, og vist dem den store Forandring, som var foregaaet med dig, og der skulde du søgt Omgang med kristelige Venner til Befæstelse i Trængselen, saa havde det snart blevet enten Venskab eller bestemt Fiendskab med dine gamle
– 75 –
Kamerater. Din evige Sjæls Salighed er ikke afhængig af dem, du har kun at fatte den alvorlige Beslutning, at du vil overgive dig Herren med Legeme og Sjæl; det gjælder dit evige og timelige Vel, uanseet hvem som er med dig eller imod dig; der du er, der er Herren din Gud; søg ham af ganske Hjerte, og læs flittig Guds Ord i Bibelen, saa dages det snart for dig, og du vil finde Fred med Gud og Forsoning med alle Mennesker; Kjærligheden tvinger dig dertil; fly ikke for Prøvelserne; thi de vil møde dig allevegne, men Herren er trofast i Livet og i Døden; modtag nu mit Raad til Efterlevelse, saa gjør du bedst mod dig selv”.
Nu blev han meget venlig stemt imod mig, og jeg tror, at det er en Pligt, som hviler paa os, at vi bør samtale med dem, som kommer i Berørelse med os.