– fra boken “Oplevelser og erindringer” – s. 1 – 3 :
Jeg er født den 1ste Mai 1808. Min Ungdomstid var en trang Tid baade i legemlig og i aandelig Henseende, Føden var haard og liden for baade Sjel og Legem. Mine Forældre boede paa en Plads under Gaarden Myhrebøe i Romsdalen. Min Moder var Datter af en rig Gaardmand, der eiede en meget stor Gaard.; min Fader var Husmandssøn.
I det første Aar, de blev gifte, havde de ogsaa en Gaard, men da deres Huse med al iværende Eiendom brændte op, gjorde det, at de blev Husmandsfolk. Assurance var noget ukjendt dersteds den Tid. De havde da 2 Børn, fik senere 10, og sad altsaa med 12 Børn i meget smaa Kaar den Tid, da Sult og Nød var almindelig over det hele land.
I vor trange Dal var vistnok ikke Nøden mindst. Jeg var den tredie af de yngste Børn. Pladsen laa i det trange Dalføre nær Foden af Romsdalshorn; der suste Vinden med Kraft mellem Fjeldene. Solen var borte 12 Uger, og første Gang, den skinnede ind gjennem Vinduet, 6 Uger efter Jul, satte Folk Smør og Fladbrød frem for den. Sneskred om Vinteren og Stenskred om Sommeren hørte til Dagens Orden. De mange høie Fjeldtinder viste i klart Veir Tiden; om Natten saa man på Stjernerne, og man holdt god Regning med Tiden. Der
– 2 –
var en Fjeldtind, man kaldte “Manden”; fra den gik stadig smaa Stenskred. Folk sagde : “Nu kaster Manden ud sine Kjødben efter Middagen”.
Jeg kan erindre, fra jeg var 2 Aar. Indtil jeg var 8 Aar, led jeg meget ondt; det var en kummerlig Tid for os. Da jeg var 8 Aar, døde min Fader. Jeg kom da ud fra Hjemmet i Tjeneste som Faarejæter. I denne Tjeneste var jeg i 7 år.
Jeg var af Naturen stille og følsom; jeg gik og grublede paa alt, som jeg saa og hørte, men var altid utilfreds i mit Indre; jeg følte grant, at noget fattedes mig, som jeg ikke forstod; og jeg forstod det ikke, fordi Guds Ord var mig ukjendt.
Skolegangen var liden, kun nogle Uger om Vinteren. Det var saameget, vi lærte at læse indenad og lidt udenad i Børnebøgerne; men det blev mig til liden aandelig Næring. I mit 16.de Aar blev jeg konfirmeret af en gammel Prest, som hed Astrup; han udførte det vist efter beste Evne; men jeg forstod mig lidet paa det og blev fredløs i mit Indre. Intet kunde mere tilfredsstille mig end Salmesang, og jeg lærte derfor mange Salmevers udenad, som jeg oppbyggede mig ved, især i min Ensomhed.
Flere Gange var jeg i alvorlig Livsfare, saa det var en forunderlig Guds Varetægt at jeg frelstes. En gang frøs jeg næsten ihjel i Skoven; jeg ble trukken hjem på en Kjælke, men jeg havde helst villet blive liggende; jeg erindrer endnu den underlige Følelse, jeg havde, naar man rørte ved mig.
En anden Gang faldt jeg i en stor Elv, da jeg var alene i Skoven, og kan ikke gjøre mig selv rede for, hvorledes jeg kom iland. En gang faldt jeg ned af et Fjeld lige i en stor Stenur. Det skeede ved et stærkt Tordenskrald. Jeg var alene i
– 3 –
Fjeldet, stod uskadt op, men ravede omkring og kom først til fuld Besindelse, da et Skylregn brød løs.
En anden Gang i Fjeldet under stærk Regn og tyk mørk Taage kom der en stor Stenhelle susende forbi vist neppe mer end en Tomme fra mit Hoved. En Gang var jeg i Fjeldet ogsaa nær ved at sulte ihjel. Hvorledes det gik for sig, kan jeg ikke rede, men saameget erfarede jeg vist, at det maa være meget mere smerteligt at sulte ihjel end at fryse ihjel. Alt dette forefaldt før mit 16de Aar. Fra mitt 16de til 20de tjente jeg et andet Sted som Tjenestegut. Disse Aar henrandt i uvidende aandeligt Mørke.