– fra boken : “Tilbakeblik paa mit Liv og særlig paa mit Missionsliv”. Det norske Missionsselskaps Trykkeri. Stavanger.1922.
s. 39 – 42 :
MIT FØRSTE SKRIDT TIL VIDERE UTDANNELSE.
Som eneste søn skulde jeg jo overtat min fars gaard, og mange fandt nok at dette burde være selvfølgelig.
Da imidlertid min hu stod til at studere, blev gaarden solgt av far. Det skedde i hans dødsaar (1860); men da den ikke skulde leveres før det følgende aar, maatte jeg bli gaardbruker et aars tid.
Det stod klart for mig at jeg skulde studere; men tvilsommere var det hvormed jeg skulde begynde.
Jeg valgte dog at begynde med seminariet, og gjennemgik et kursus ved det i Klæbo 1861—63. Det valg var neppe heldig; ti et seminarium, som jo tar sigte paa at utdanne skolelærere, er ikke vel skikket som forskole for et senere akademisk studium, som jo allerede fra først av var mit maal. Men det var ikke let for en bondegut i de dage at begynde med noget andet. Det er ganske anderledes nu, da man har middelskoler, hvor begavede bondegutter i løpet av 1—2 aar kan faa en almendannelse, som danner et bedre utgangspunkt for et senere videregaaende studium, — for ikke at tale om det i den aller seneste tid oprettede fireaarige landsgymnasium, som bygger paa folkeskolens grundlag. Et saadant maa jo være selvskrevet som første trin paa utdannelsesveien for bondegutter som vil studere.
Men noget saadant fandtes jo ikke paa den tid jeg Iraadte ind paa seminariet. Derfor maatte dette vælges. Jeg blev kanske for en del ogsaa paavirket av det rent praktiske hensyn at jeg paa denne maate kanske hadde størst utsigt til at faa en beskjæftigelse (f. eks. en huslærerpost) som kunde bli til nogen økonomisk støtte under den senere studietid. Og det vilde jeg nok sandsynligvis komme til at trænge. Jeg hadde vistnok faat nogen arv efter mine forældre; men jeg vilde dog med disse midler ikke række helt frem til embedseksamen.
Det vil efter dette let forstaaes at jeg ikke paa et skolelærerseminarium kunde føle mig at være kommet paa den rette hylde.
Jeg hadde det vistnok i flere henseender godt nok der. Stedet var trivelig, lærerne snilde og samvittighetsfulde, og enkelte ogsaa meget fremragende, (særlig religionslæreren, den senere stiftsprovst i Trondhjem, Theodor Angell, som jeg føler mig staaende i stor taknemmelighetsgjæld til), og de stod visselig alle paa vor kirkes gamle troes- grund, om end bestyreren var sterkt paavirket av Grundtvigianismen. Kammeratene var ogsaa i det hele bra og strævsomme gutter. Og her var jo megen nyttig kundskap at erhverve for en lærelysten ungdom.
Hvad var det da som allikevel gjorde opholdet mindre tiltalende for mig ?
Det var nu for det første den omstændighet at jeg begyndte at plages av det spørsmaal : Har du egentlig nogen moralsk ret til at være her ? Seminariet er jo dog egentlig en anstalt til utdannelse av lærere for folkeskolen. Naar du slet ikke tænker at træ ind i en saadan stilling, saa burde du heller ikke opta pladsen for en anden som just hadde sat sig dette maal, men som ikke slap ind fordi der ikke var plads for ham. (Der var jo ved hver optagelse mange ansøkere som ikke slap ind, fordi der var andre som klarte optagelsesprøven bedre).
Dernæst blev det mig snart klart at for den som vil studere videre, var det for en stor del bortkastet tid at begynde med at gjennemgaa et seminarium. Og det var jo saa naturlig; ti efter sit særlige formaal maatte jo en slik anstalt nødvendigvis anvende megen tid paa fag som var nødvendige for en folkeskolelærer, men liten betydning hadde som forberedelse for et akademisk studium. Dog skal jeg bemerke at jeg senere i livet fik erfare at det kjendskap man her fik til hvorledes en folkeskole skal drives kan man nok faa bruk for. Det gik navnlig op for mig, da jeg senere som tilsynsmand for vor mission skulde visitere ogsaa skolene, og ikke bare menighetene. Og noget lignende vil nok ogsaa en geistlig herhjemme komme til ut føle. Men saadant hadde jeg naturligvis ikke endda syn for. — Endelig følte jeg mig temmelig frastøtt av den maate hvorpaa undervisningen her blev drevet, og efter sakens natur vel maatte drives.
Seminariekurset var paa denne tid blot to aar, og der krævdes næsten ingen forkundskaper ved optagelsen. Naar man i saa kort tid skulde gjennemgaa hvad en lærer trængte at ha kundskap om, saa maatte stoffet i et forhastelsens jag proppes i en, og der blev ingen tid til at fordøie det ordentlig, intet egentlig studium. Dette er aldeles ikke nogen bebreidelse mot lærerne, men mot selve ordningen.
Men denne maate at «studere» paa tiltalte mig slet ikke.
Det er en gammel regel for al grundig og sund utdannelse: «Ikke mange slags, men meget» (Non multa, sed multum), d. v. s. ikke stile paa’at faa lugte paa en hel del ting, men heller hefte sig ved færre, men saa til gjengjæld studere disse rigtig grundig. Ved at forsøke at sætte sig litt ind i alt mulig, men ikke gi sig tid til at studere noget grundig, kan man nok paa en viss maate bli kundskapsrik, men aldrig lærd. Gjælder det rent praktiske sysler, kan man vel ved at forstaa sig litt paa alt mulig nok komme til at gjælde for «en tusenkunstner», men slike er jo som be- kjendt meget tarvelige «kunstnere».
En slik smaken paa alt mulig er heller ikke i moralsk henseende heldig. Den duer ikke til at danne karakterer. Den avler overfladiskhet og indbildskhet. Det er paa en slik kundskap apostelens ord passer :
«Kundskapen opblæser» (1. Kor. 8,1).
Derimot vil et dyperegaaende studium virke beskedenhet og ydmyghet, idet man derunder faar se hvor litet vi mennesker i det hele forstaar tilbunds, og hvor liten brøkdel av dette lille den enkelte formaar at tilegne sig. Man begynder da at forstaa sandheten av den store, franske videnskapsmands (La Place) bekjendte ord : «Vor viden er en ubetydelighet, men vor uvidenhet umaadelig».
Det er ikke frit for at man har beskyldt nybakte seminarister fra tidligere tid for at være vel selvbevisste og selvkloke. Hvis beskyldningen har medført nogen sandhet, vilde dette finde sin forklaring i utdannelsesmaaten, der ikke levnet dem tid nok til at lære at forstaa hvor litet de dog igrunden hadde kunnet tilegne sig i det altfor korte kursus.
Det er nu blit saa ulike bedre, efterat man ikke blot har faat kurset utvidet til tre aar, men ogsaa har set sig istand til at kræve forkundskaper som omtrent svarer til et aars forberedende utdannelse.
Man kunde rigtignok ogsaa før faa anledning til at gaa tre aar; men det blev da bare som naar et barn gaar to aar i samme klasse, før det kan opflyttes i næste. Men slikt sker jo kun da, naar vedkommende enten har været doven eller er usedvanlig tungnem.
Jeg erindrer fra min seminarietid at der gik frasagn om en saadan «treaaring», der avsluttet sit kursus med følgende fornøielige avskedstale til sine kamerater:
«3 aar har jeg nu været her, 3 har jeg faat i alle fag, 3 betyr godt, og naar enden er god, saa er alting godt».
Som man ser, var fyren ikke uten humor.