ole langeland : livserindringer

Under alt var der dog en Stemme som lød: «Det kunde hænde, der kunde være’ Raad!» Hvis ikke dette havde lydt kunde jeg ikke levet nogen Tid, syntes jeg. Fortabt stod jeg der, hvor jeg var; men de Ord: «Det kunde hænde», gav mig Mod til at holde ved at søge, raabe og lede i Ordet. Under al denne Angest, Bøn og Graad tog ogsaa mine Legemskræfter meget af. Ja saa gik Dagen, og naar Natten kom, troede jeg at faa sove noget af min Kummers-Tid bort, men ogsaa i Drømme forfærdede han mig, som Job siger. Om Dagen viste der sig ligesom Slan­ger, der svævede i Luften, for mine Øine. Alt raabte: Forsent! Alt forøgede min Kval.

Saa kom jeg atter i Bedehuset og hørte Lammers tale om «Synd mod den Helligaand».

Dette bragte Trøst ind i min Sjæl for en Stund, men snart var jeg atter i samme Nød igjen. Min Fader raadede mig til at kjøbe «Joh. Arndts sande Kristendom». Denne kom mig til stor Hjælp. Men endda kjæmpede jeg i denne Tilstand i lang Tid, saa jeg blev saa udmagret og saa saar for mit Bryst, at jeg tilslut ikke taalte Klæderne nær Brystet. En Dag jeg gik paa Veien til Byen, kom de Ord for mig: «Jesus er kommen at frelse og salig- gjøre alt det, som er fortabt. Er han kommen for de Fortabte, tænkte jeg, da maa han jo ogsaa være kommen for dig; thi du er jo en af dem. Det Ord «fortabt» passet netop paa mig. Fortabt! raabte det baade i og udenom mig, saa dette dyrebare Ord var det første, der gav mig Haab om Redning. Det var nemlig, som havde jeg aldrig hørt noget om Jesus.

Men saa blev jeg saa bestormet af gudsbespottelige Tanker. Jeg erindrer særlig en Gang, jeg i Kirken hørte Lammers, hvor jeg sad og bandede paa, at det var Løgn, hvad han talte. Jeg syntes jeg udtalte Ordene høit, saa jeg selv hørte dem. Ja om nogen havde slaaet mig med Stokke, havde det ikke gjort mig saa ondt. 0, hvor min Nød var stor! Da følte jeg hvad det vil sige at være fattig i Aanden, at være jammerlig, fattig, blind og nøgen (Aab. 3, 17). Samvittighedens Bog stod opslaaet for mig og For- gangenhedens Bog bag mig. Jeg saa mit Ungdoms Liv forspildt. Jeg saa med taarefyldte Øine tilbage paa min Konfirmationsdag og tænkte: Ak, om jeg da havde begyndt, at søge Gud! Stod der som den elendige, fuld af Blussel og Skam for Himlen og den rene, hellige Gud. Men som jeg stod og gik i min Elendighed, saa min Saft som David siger, blev forvandlet til Sommerens Tørheder, gik følgende Ord af et Sal­mevers op for mit Hjerte:

«Da jeg nu helt udmattet var Og vidste intet Raad,

               Blev jeg det Ord i Skriften var Om Jesu Kamp og Graad».

Der oprandt da et nyt Lys i min Sjæl. Jeg søgte, trods alt hvad jeg havde hørt, læst og ledet i Ordet, med Bøn og Taarer Nat og Dag efter om der var et Ord, der tydet paa at der var Frelse for mig. Nu begyndte det at gaa op, at Jesus var en Frelser fra Synd, Død og Satans Rige, og at der ikke var Frelse i nogen anden. Men tro at han var min Frelser, det kunde jeg ikke. Jeg kunde se og tro, at han var alle andres Frelser, men ikke min. Der opstod da en ny kamp i min Sjæl efter at komme til Jesus, og fik da erfare at ingen kommer til ham, uden Faderen faar draget ham.

Der vaktes da ved Evangeliet om ham, som kom til Verden for at gjøre Syndere Salige, som blev gjort til Synd for os, at vi i ham skulde vorde Guds Retfærdige, en levende Hunger og Tørst i min Sjæl efter Retfærdighed. Da jeg saa endelig stod ved den snevre Port, nøgen som Naalen, ingen Figenblade havde at bedække mig med, ingen Uret vilde beholde og saa en eneste Dør til Frelse, nemlig Jesus alene, at troen paa ham uden Gjerninger rettferdiggjør den Ugudelige, kjæmpet jeg efter at røre ved ham, men jeg kunde endda ikke.

Jeg erfor da levende, at jeg hverken af min Styrke eller Fornuft kunde tro paa Kristum eller komme til Kristum, men at det var den Helligaands Gjerning. Nu erfarede jeg, her maatte gjøres Vold. Her gjaldt at stræbe alvorlig at indgaa gjennem den snevre Port. Det forestillede sig som et Svælg, jeg skulde over, og naar jeg forsøgte at trænge gjennem Porten, som bestod i at annamme Jesus som min Frelser, var det, ligesom jeg følte Djævelen stødte mig for Brystet tilbage igjen for at hindre mig fra at annamme den Herre Jesus som min.

Men jeg maatte frem, om det havde været et Ildhav mellem mig og Jesus — frem til Fristaden; thi Blodhevneren var over mig. Ende­lig trængte jeg mig da frem til Jesus, greb ham og blev frelst, (Høis. 3). Stod der salig paa Naadens Strandbred og kunde udbryde: Jeg var reddet som en Brand af Ilden. Naar jeg saa paa mig, syntes jeg det røg af mig rundt omkring. Jeg stod som i en ny Verden gjennemtrængt af de sødeste forvissende Følelser om min Barneret i Kristo. Jeg følte mig ligesom udenfor denne Tilværelse, idet jeg var som en drømmende (Salm. 126).

Nu var jeg Udfriet af Mørkets Magt og overført i Guds elskelige Søns Rige(Kol. 1, 13) og kunde sige med Profeten: Jeg takker dig, Herre, at du har været Vred paa mig, men nu er din Vrede bortvendt, og du trøster mig, (Es. 12, 1). Nu havde jeg kjendt af Erfaring, at den Port er snever, og den Vei er trang, som fører til Livet, og at kun de som gjør Vold paa Himmeriget rykker det til sig, at kun den i hvis Aand der ikke er Svig, som ikke vil forbeholde sig en eneste Syndelyst og som ingen Penge har, nei ikke en Øre at købe for, men har tilsat hele sin egen Formue, som staar helt fortabt og ikke har en Traad af Egenretfærdighed eller Gjerninger at fremvise, men kun hører og ser et Navn, hvorved en kan vorde frelst — det Navn: Jesus Kristus, at kun den retfærdiggjøres ved Troen uden Lovens Gjerninger, som der staar om Abraham: Han troede paa Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed. Og at den levende Tro opkommer i vor egen syndige Jammersfølelse, og at det er den Helligaands Gjer­ning og en Guds Gave, paa det ingen skal rose sig (Ef. 2) har Gud ladet mig opleve og erfare i mit Hjerte, saa derpaa er jeg vissere, end paa hvad jeg ser med mine legemlige Øine og det mine Hænder har følt paa.

Nu stod mine Fødder paa Helligdommens Vei, som ingen uren kan gaa paa, men kun den som er renset i Jesu Blod og iført Bryllupsklædningen. Da fik jeg erfare, at hvo som er i Kristo er en ny Skabning, at det gamle var forbiganget og alt var blevet nyt. Da elskede jeg Gud, fordi han elskede mig først, fordi han i Kristus havde forladt mig alle mine Synder og derfor turde raabe: Abba, Fader! om end endnu med Frygt og taarefulde Øine.

Nu var det min eneste Lyst og Længsel at tjene Gud i Kjærlighed alle mit Livs Dage, hvad det end skulde koste. Ordet og Bønnen blev sødere og sødere. Det var min stadige og salige Øvelse med Længsels Taarer at nyde Guds Sødhed og smage hans Liflighed alt mere og mere. I saadan Tilstand levet jeg omtrent 4 Aar. Jeg læste en Dag i «Joh. Arndts sande Kri­stendom» om at Herren visselig hører vor Bøn, og blev derved saa overøst med salig Glæde og Vished i mit Hjerte, at jeg maatte lægge Bogen igjen, gaa ud og springe af Fryd med Øine vendt mod Himlen til min Saligheds Gud.

Da lærte jeg at forstaa Davids Dans og hvad det er at smage Guds gode Ord og de tilkommende Verdens Kræfter. — Ja jeg stod som i en ny Verden. Alt baade inden og udenom mig var bleven nyt. Da Vaaren kom og jeg fik se Blomster paa Marken, var det, som jeg saa Gud i hvert Blad. Jeg foldet mine Hænder, stod stille og beundret den Gud, som havde skabt saa yndige Ting. Det var, som jeg aldrig havde seet noget saa skjønt. Glædes og Taknemmeligheds Taarer faldt ned fra mine Øine. Havde nogen seet mig, havde de troet, jeg havde været fra Forstanden.

Da jeg saa var 24 Aar gammel, traadte jeg ind i Ægteskab med min Trolovede. Vort Bryllup blev be­stemt en Tid før Jul, ihvorvel jeg saa, hun kunde ikke leve længer. Og det gjorde hun heller ikke. Sygdommen tog til, og hun døde straks efter Nytaar. I denne Tid, som blev for mig en ny Prøvelse og Renselse, holdt jeg ved med Suk og Bøn for hendes Sjæl. Engang fik jeg erfare saadan salig Fred i Tillid og Haab om hendes Frelse, men noget vist derom tør jeg ikke sige. Da jeg blev alene, var jeg saa glad som en Fugl, der slipper ud af Buret; thi da var jeg løst af alle Baand og kunde tjene Gud frivilligt, som var min Hovedsag. Nu tilbragte jeg en Del af Natten og ellers Fritiderne fra Arbeidet om Dagen til at randsage den hellige Skrift med Bøn og Taarer. Ordet var mig sødere end Honning og Honningkage, og Fryd og Glæde strømmede ind i min salige Sjæl.

Ud med Vidnesbyrdet.

Saa blev der en Trang efter at tale til mine Med­mennesker om, hvad jeg troede og følte i mit Hjerte. Jeg tænkte, at fik jeg bare sagt dem, hvor godt det er at være et Guds Barn, maatte de omvende sig. Ligeledes gik jeg om i Husene og besøgte Enker og Faderløse og rakte dem en liden Almisse for om muligt at skaffe Ordet bedre Adgang til deres Hjerter.

Hvor jeg den Tid baade troede som et Barn og tænkte som et Barn. Jeg læste deriblandt en Aften om, at mit Navn stod skrevet i Himlen, og gik da ud og stirrede op mod den stjernefulde Himmel om jeg kunde se mit Navn der. Da jeg var 25 Aar gam­mel, tog jeg og en Broder en Thur til Tune i Smaalenene for at besøge en Ven. Der blev da Opbyggelse af en Skolelærer. Saa opfordret de mig til at bede til Gud i Forsamlingen, hvilket jeg aldrig havde gjort mod lydelig Itø.st for. Mit Hjerte blev da saa betagen af Menneskefrygt, at det sortnede for mine Øine, og mine Knæ skjalv under mig.

Her blev alvorlig Spørgsmaal, om det var Guds Vilje, at jeg skulde bede med Ord i en Forsamling, men da jeg efterat have sagt Nei til Opfordringerne fra Vennerne hjemme i Skien var bleven urolig derover, fandt jeg ikke Fred i at negte denne Gang. Saaledes skede det en tidlang med Frygt, indtil det blev lidt klarere. Siden begyndte jeg i Forsamlinger at formane Folk til at omvende sig fra Synden til Gud. Men da be­gyndte ogsaa Verdens Fiendskab at reise sig med Alvor imod mig. De flokkede sig om mig og over­øste mig med Spot og Forbandelser, naar jeg gik gjennem Byens Gader.

Dog slog de mig aldrig. Men jeg oplod ikke min Mund, men stod med Taarer i Øinene og tænkte: Ak, om I vidste, hvor lykkelig jeg er! En Aften jeg gik fra Bedehuset, kom en hen til mig og raabte: Nu har Djævelen reist med Bede­huset! En anden Gang jeg kom derfra, spurgte en mig, om jeg kom fra Komedie. Dette blev en alvorlig Prædiken for mig; thi de Ord havde jeg selv i min uomvendte Tilstand engang sagt til en, der kom fra Bedehuset. Jeg var desværre ogsaa med at forfølge de hellige før min Omvendelse. Saa jeg var isandhed den største Synder, hvilket jeg ogsaa fik føle i mit Hjerte. Og et Under var det, Herren kunde finde mig fortabte Faar. Det er skeet af Herren og er underligt for mine Øine.

Da jeg saa var omtrent 26 Aar, drog jeg og to Brødre over til Toten og Vardal for at holde Opbyggelse. Vi var da unge Kristne alle tre. Saa kom vi sammen der paa et stort Vennemøte med flere Guds Ords Bekjendere og ellers ældre Kristne. Her blev da vi, som Fremmede, opfordret til at tale. De vilde nemlig høre, hvad vi havde at fare med. Dette gik imidlertid ikke let. Da jeg havde talt, syntes jeg, de samtalte blot om mig, og hvad jeg havde sagt, saa jeg kom i megen Strid. Dagen efter var jeg paa en af deres Opbyggelser, og da forekom det mig som den udelukkende var rettet til mig og angaaende Talen jeg havde holdt. Jeg fik det dertil at jeg var en Hykler og som saadan havde reist denne lange Vei. Men tænkte jeg, saa er det da godt, at det blir aabenbaret.

Ja det var isandhed en alvorlig Reise. Saa havde jeg en Opbyggelse sammen med de to Brødre, hvor jeg talte med stor Frygt. Men senere om Aftenen, da vi sad ved Bordet og spiste, kom en Broder ind, som havde talt til Opbyggelse paa et andet Sted, en jeg aldrig havde seet før. Han tog mig i Haanden, idet han udtalte de Ord: «I Panden Lammets Faders Navn gjør al den Slegt bekjendt». Det var som Herren selv skulde talt dem ind i min Sjæl. Jeg følte derved en salig Glæde og Fred i Visheden om min Barneret i Samfundet med hans Hel­lige paa Jorden. Aftenen efter var vi paa en større Gaard der i Bygden og havde Opbyggelse, og da det lakket til at vi skulde tilbage, græd jeg over at jeg skulde hjem igjen. Jeg havde faaet det saa godt, at jeg vilde været der, uagtet der var 30 graders Kulde deroppe. Vi laa paa et Overværelse, hvor der var saa koldt, at om Morgenen laa der Is paa Dynen efter Pusten.

En Tid derefter opstod der en ny Strid for mig, da Presten Lammers begyndte at virke for Udtrædelse af Statskirken. Lammers stod stor for mig som det Middel Gud havde brugt til min Opvækkelse af den aandelige Død. Det faldt ikke let at forlade sin aandelige Fader. Men altid, naar jeg havde været ude og hørt ham tale angaaende Udtrædelsen, lød det for mine Øren: Gaa hjem, bed og læs! Da saa endelig Tiden kom, at han og mange med ham traadte ud og han holdt sin Afskedsprædiken i den Kirke, hvor jeg havde nydt saa megen Salighed fra min Saligheds Gud ved det Ord han prædiket i Aands og Krafts Bevisning til mange Sjæles Frelse (jeg stundet nemlig mod hver Søndag, jeg skulde faa Anledning til at høre ham og var gjerne i Kirken Kl. 9 for med Bøn og Taarer at berede mig til at høre Ordet), denne sidste Gang altsaa jeg hørte ham fra dette Sted, da var der et at vælge. Men ogsaa da lød det: Gaa hjem, bed og læs!

Forkaste Barnedaaben kunde jeg ikke. De spurgte, om jeg ikke vilde gjøre Guds Vilje. Jo, sagde jeg, men at gaa ud af Statskirken kan jeg ikke finde er at gjøre Guds Vilje. Jeg fandt i Guds Ord: De skulle udelukke eder af Synagogen. Ikke jeg selv, men Kristi Fiender skulle gjøre det. Denne Strid gav mig ny Anledning til at komme ind i Ordet og blive mere og mere stadfæstet i den engang erkjendte Sandhed i Kristo til Gudfrygtighed. Jeg blev da ved Guds Naade bevaret i det Samfund, hvor jeg var født to Gange og var bleven salig af Naade formedelst Troen paa Jesu Blod.

Saa blev jeg da ved at virke med Husopbyggelser omkring i Byen til Bestyrkelse i Sandheden for mig selv og de Brødre og Søstre, som stod igjen. Og Her­ren velsignede det enfoldige Vidnesbyrd om Synd og Naade. Omsorgen for mine Medmenneskers Frelse og i Besynderlighed Kjærligheden til Guds Børn tiltog mere og mere i mit Hjerte. At faa gjøre de Tro­ende godt var min store Lyst. Følte mig saa uværdig til at jeg, som var den største af Syndere, skulde være bleven en af disse lykkelige. Jeg boede dengang i et lidet Kammer alene og havde kun een Seng, men naar Brødre var hos mig om Natten, laa jeg paa Stole.

O, hvor lykkelig jeg følte mig i at herbergere Jesu Venner og selv være en af dem. Saaledes levde jeg alene i 4 Aar som før sagt i salig Fornemmelse af Guds søde Naade Nat og Dag. «Min Længsel den gik som Strømmen i Floden til Himlen at naa».

Eget Hjem.

Da jeg saa var 28 Aar traadte jeg ind i mit andet Ægteskab med en gudfrygtig Pige: Gunhild Halvorsdatter Sannæs i Holden. Hun var datter av to Haugianere. Hendes Moder havde tjent paa Bredtvedt hos Hans Nilsen Hauge, efterat han kom ud af Fengslet. Detle blev til ny Ydmygelse lor mig uværdige, at jeg skulde faa af Herren en Hustru

af de gudfrygtiges Sæd. Jeg tog mig ikke en Hustru, men fik den af min himmelske Fader. Da vi giftede os, havde vi ingen Formue. Jeg havde intet sparet af min Fortjeneste, tænkte heller ikke paa at gifte mig, men saa var ikke Guds Vilje. Naar jeg tænkte paa at beslutte hos mig selv ikke mere at gaa ind i denne Stand, saa lød det i mit Hjerte: Gjør det ikke, du ved ikke hvad Herrens Vilje er.

Vi hadde da Bryllup ude paa Høsten. Nogle Dage før Brylluppet tog mit Arbeide slut. Jeg arbeidede nemlig hos Mikkelsen paa Barnehjem­met. Da saa det ikke ret lyst ud til Vinteren. Men som jeg laa paa Taget og lagde de sidste Stene der, kom Cappelen paa Klosteret kjø­rende forbi og kaldte paa mig. Han var for­legen for en Saugmester, og det blev da bestemt, at jeg skulde begynde hos ham. Der var jeg i ca. 18 Aar. Da fik jeg erfare, at den som forlader sig paa Herren skal Miskundhed omringe. Jeg følte mig saa uværdig til denne store Velgjerning, at min Sjæl brød ud i Lov og Tak, og mine Øine flød med Taarer i Følelsen af min Guds store Kjærlighed og Omhu for mig store Synder.

Min Fortjeneste blev da en 300 Daler om Aaret og fik saaledes ogsaa lidt at kunne ofre til Guds Riges Sag. Saa kjøbte jeg et lidet Hus og forpagtet et Stykke Jord, saa vi havde 3 Kjør. Den ene Uge var jeg paa Saugen om Dagen og den anden om Natten. Om sommeren arbeidede jeg noget hjemme om Dagen i den Uge, jeg var paa Saugen om Natten. I den Uge, som jeg skar om Dagen havde jeg gjerne Opbyggelse eller Bønnemøde om Aftenerne.

Saa kom Jul, og eftersom jeg da hav­de en Tid fri fra Ar­beidet, drog jeg og en Broder, Hans Riis, Gjerpen op til Saude i Telemarken, hvor vi holdt Opbyggelser hos Hauges Venner. — Paa sine steder var der stor Uvidenhed blandt Folk i hin Tid.

Da jeg var 27 Aar gammel  arbeidet jeg for Cappelen i Hovindbygden. Vi var 5 i en Køite. Saa kom der 2 fra Tin    over det store Fjeld og bad om at maatte faa se den hellige Mand fra Skien. De var saa enfoldige at de troede det var noget overnaturligt. Men da fik jeg selvfølgelig Anledning til at tale til dem om det ene fornødne.

Et andet Ek­sempel kan jeg nævne fra Toten, hvor en Mand blev alvorlig vakt og kom i stor Syndenød. Saa trodde de andre at der var kommen Trolddom i ham. Og ved saadanne Leiligheder brugte de at lade sit Gevær med løst Kxudt for at sky de T rolddommen bort.

Dette gjorde de ogsaa med denne Mand. De skjød over ham, medens han laa og sov om Natten. Jeg talte med ham, efterat han havde faaet Fred med Gud, og han fortalte mig det selv, saa det er Virkelighed.

Min Far skjød ogsaa Julaften for at holde Troldkjærringerne fra Huset. Saadant var Levninger af Overtro fra Hedenskabets Da­ge i vårt Land.

Kaldet til Forkyndelsen.

Saa var jeg atter paa en Tur oppe i Telemarken. Denne Gang kom jeg i saadan Strid, at jeg gik udenfor Væggen og lovede Gud, at hvis han bare vilde hjælpe mig med den ene Opbyggelsen, der var be­stemt til Dagen efter, skulde jeg ikke gaa ud for at holde Opbyggelse mere. Nu, Herren hjalp mig ogsaa den Aften. Saa holdt jeg op en Tid fra at reise noget langt. Jeg talte blot en Gang imellem. Naar jeg havde talt om Søndagen f. Ex., saa havde jeg Strid dermed ofte hele Ugeri, uagtet jeg ikke kunde finde noget deri, som var imod Guds Ord eller den salig­gjørende Orden.

Jeg bad til Gud og søgte i den hel­lige Skrift om det var Guds Vilje, at jeg skulde tale Ordet til Frelse for andre — om det var mit Kald i Vingaarden. Vel havde jeg nok af Opfordringer dertil af Vennerne, men det var intet at møde Djæ- velen med, naar han spurgte: Hvem har kaldt dig til at prædike ? Da maatte jeg have en anden Grund at staa paa end blot at være kaldt af Mennesker. Jeg maatte have et sikkert Vidnesbyrd af Guds Aand i mit Hjerte, grundet i Ordet.

Hidindtil havde jeg stolet formeget paa andres Vidnesbyrd. Vel havde jeg indre Lyst og Trang til at vidne for mine Medmen­nesker om Nødvendigheden af at søge Gud, medens han findes, men havde ikke sagt noget sikkert om jeg skulle optræde som Prædikant. Jeg havde ikke været i nogen alvorlig Anfægtning før angaaende mit Kald til at prædike. Nu derimod blev det nødvendigt at faa det klart. En længere Tid gik hen. Jeg forsøgte at tale, men holdt op igjen, indtil Herren om­sider klargjorde for mig hvad mit Kald i Vingaarden og min Gave var. Jeg prøvede mig efter de forskjel­lige Naadegaver, og hvem af dem Herren havde givet mig til at aagre med til sit Riges Fremme, og fandt, at det var den at tale til Opbyggelse ved Siden af mit jordiske Kald.

Skulde jeg sluttet med at tale, favde min Gjerning paa Jorden været ophørt. Jeg havde da ikke haft noget at leve efter. Dette vidnede Gud i mit Hjerte og med etterfølgende Tegn stadfæstede Vidnesbyrdet om Synd og Naade. Siden den Tid har jeg ikke været paa det uvisse hvad mit Kald er.

Saa begyndte jeg med Iver at virke iblandt mine Medmennesker; thi jeg saa den store Nød hvorledes Vantroens gruelige Mørke herskede. Hertil kom, at min Tid var kort at arbeide paa. Døden stod nemlig bestandig nær. Det meste af Natten benyttede jeg til at bede, læse og betragte Ordet. Det var min For­lystelse at samtale med Gud og nyde hans Sødhed i Ordet, levendegjort ved Aanden for mit Hjerte. Dette virkede ogsaa en inderlig Længsel efter at meddele til andre, hvad jeg selv følte og erfarede, nemlig Guds Frelses Fryd og en frivillig Aand til at gjøre hans Vilje.

De Ord af Jesus: Naar du omvender dig, da styrk dine Brødre, lød for mig og gav mig Kraft til i hele 15 Aar at arbeide uden at se nogen synderlig Frugt af Ordets Forkyndelse til Vækkelse og Omven­delse. Men det var klart for mig, at Herren var med og velsignede Ordet til Styrke og Opmuntring for de stridende Guds Børn. Og dette gav mig, trods mange Fristelser og Anfægtninger Haab til at udstrø Sæden med Taarer til Høst.

Og Haabet beskjæmmer ikke. Det lod Herren mig af Naade er­fare i sin Tid, fordi jeg ikke forsagede, men holdt fast ved hans Ord som siger: «Vi skal høste». Det gjælder at være Ordet lydig i Troskab og Taalmodighed, saa skal det lykkes for den Oprigtige.

Saa virkede jeg i 10-12 Aar under megen Kamp, men ogsaa tillige salig Glede, Fred, Haab og Trøst.

Anfægtelsens Ild.

Men saa havde den alene vise Gud udseet et Renselsens Bad, en Prøvelsens Ild for mig, hvori han vilde udrense mere og mere den gamle Surdeig og bortbrænde det Hø og Straa, jeg maatte have byg­get med, og føre mig til en mere inderlig dyb Erkjendelse af mit eget intet, min Udygtighed til at kunne tænke, tale eller gjøre noget godt som af mig selv. Han lærte mig grundig at forstaa, at det staar ikke til den, som vil, eller til den som løber, men til Gud som gjør Miskundhed, ja at jeg var ganske afhængig af hans blotte Miskundhed og Barmhjertighed i Kristus.

Jeg reiste dengang til et stort Missionsmøde i Hitterdal og tilbragte nogle Dage sammen med Venner om Guds Ord i Fred. Da vi reiste med Dampskibet ned igjen til Skien, og jeg stod paa Dækket og talte med en Theolog om Ananias og Safira og deres Synd, var det som et Lyn havde slaat ned i mit Hjerte. Gru og Forfærdeise greb mig. Jeg stod og ventede paa, at Dækket skulde aabne sig, og jeg skulde fare levende ned i Helvede. Da gik det mig, som David siger i Salme 18: Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig; Helvedes Reb om­gave mig, Dødens Snarer forekom mig. — Da var jeg som udryddet fra Herrens Øine, Ja da var Nøden stor. Angest fyldte mit Hjerte, og Tilflugt hos den Høieste var borte.

Jeg græd og bad, men intet Gjensvar fra Herren. Jeg sad som i Elendighed og Jern i Synet paa en grufuld Evighed. Alt var borte af hvad jeg havde følt og nydt af Guds Saligheds Fryd. Jesus var saa skjult, at det var som noget jeg havde hørt om engang langt tilbage i Tiden, eller noget jeg havde drømt om.

Men Raabet i mit Hjerte ophørte ikke, og Taarekilden stoppedes ikke. Saa det var undertiden som min Angest blev udgrædt for et Øieblik, og et Glimt af Haab straalte frem. Naar jeg slog op Davids Salmer og med Graad og dybe Sukke søgte i denne dyrebare Skat (især for de anfægtede og lidende Sjæle) fandt jeg Udtrykket for min Nød og Kummer der, og disse var de eneste som kunde yde nogle Draaber af Trøst i min trøstesløse Sjæl. Saa jeg vil sige med en af vore Kirkelærere, at Davids Salmer er den største Skat Gud har givet sin Kirke paa Jorden.

Ja havde jeg ikke haft Guds Ord, havde jeg omkommet i min Elendighed. Men jeg fik saa megen Kraft, at jeg sluttet hos mig selv med hin Prest i Bremen, Joakim Neander: «Bedre at haabe sig tildøde, end at gaa under i Vantro». Bedre at haabe mod Haab med Haab at der dog kunde være Raad, endskjønt jeg følte mig som fortabt. Saadan var min Tilstand i længere Tid, og kom tilsidst derhen at min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste, ja jeg udvalgte at blive kvalt.

Det var­som jeg ikke vilde ud af min Jammer og Elendighed, eller kunde lade mig hjælpe. Guds Aand svævede over mig med de dyrebareste Forjættelser, men jeg kunde – jeg turde ikke annamme dem. Naar jeg vilde trøste mig ved dem lød det altid: Ja nu kan du tro og trøste dig derved, men naar du skal dø, faar du se hvad det er at bedrage sig selv. Da kom­mer du til at staa som et Skrækkens Eksempel for dem som lever efter dig. O hvilke Pile der gjennem- for min Sjæl ! Ak, tænkte jeg, om du skulde føle saadant i Døden. Og nu vil jeg have Vished paa, om jeg har syndet mod Aanden, thi da er Fortvivlelsen min Grav.

Saaledes gik jeg da en tidlang alene med min Nød, thi der var ingen syntes jeg, som forstod sig paa min Tilstand. Da fik jeg erfare hvad «Joh. Arndts sande Kristendom» er for en anfægtet Sjæl. Saa kom den gudfrygtige Fru Flood til Byen. Til hende fortroede jeg mig, eftersom hun var en meget prøvet Kristen. Hun var mig ogsaa i Sandhed til stor Hjælp, idet hun pegede for mig paa den nøgne og blodige Jesus paa Korset. Siden begyndte Herren lidt efter lidt ved sin Aand at oplade den beseglede Bog for mit Hjerte og gav mig Lys i, hvad det var at synde mod Aanden — den utilgivelige Synd.

Imidlertid var denne Prøvelse mig til stor Nytte. Den gav mig et enfoldigt Lys i Guds Ord, eftersom Forfarenheden er den bedste Læremester. Hvad en selv føler og oplever i sit Hjerte er vissere end hvad man ser med sine Øine, og det stadfæster Sandheds Kraft i Hjertet mod al Vildfarelse. I Stormen er det Træet fæster Rod. Og til andre Sjæles Veiledning og Trøst. var det ogsaa en Naade, at det behagede den alvise Gud at føre mig i slige Angester, thi derved har han lært mig at kunne trøste de bedrøvede og anfægtede blandt Guds Børn med den Trøst jeg selv er bleven trøstet med af Gud.

Ja i slig Nød lærer en at forstaa hvad en er og kan, naar Herren unddrager sig med sin kjendelige Naades Trøst, og en tvertimod overfaldes af Dødsmørke og Helvedangest. Da lærer en at ydmyge sig under Guds vældige Haand, at give ham Ret i sine retfærdige Domme over sig og søge Naade som Naade ved og i den Naadestol, som er opreist ved Troen i Kristi Blod for fattige Syndere. Lovet være Lammet, som udøste sit Guds dyre Blod, der renser af al Synd.

Den første Virketid i Jarlsberg.

Saa fortsatte jeg da med fornyet og renset Iver og Længsel efter at vinde Sjæle for Jesus og styrke hans og mine Brødre. Herren havde givet mig en Vilje, der trængte sig gjennem alt. Jeg saa ikke paa nogen Møie eller Bekostning, nei end ikke paa Livet for at kunne gjøre noget for mine Medmennesker den korte Tid jeg var her paa Jorden.

En Julehøitid tog jeg en Tur til Østlandet (Grevskabet) hvor allerede Striden angaaende Kirkeudtrædelsen var begyndt blandt de Vakte. Jeg kjendte ikke noget til dem, der havde skilt sig fra de andre. Jeg havde kun hørt nogle af dem holde Opbyggelse tæt ved Skien, men kunde ikke finde mig i deres Vidnesbyrd. De talte noksaa godt om den Helligaands Gjerning til Vækkelse og Bod og gik saa over til gode Gjerninger, men Retfærdiggjørelsen, som maa gaa foran, blev meget sparsomt fremholdt. De førte Sjælene i Ørken, men de fik ikke Mad. Den uforskyldte Naade i Kristus var lidet fremtrædende i deres Forkyndelse. Saa de fattige og hungrige, som ikke kunde undvære Jesus, fik som sagt lidet Brød.

Det var de som siden traadte ud af Statskirken og dannede eget Samfund. Mig turde de ikke høre og advarede ogsaa andre derfor. Men jeg gjorde Bekjendtskab med flere alvorlige evangelisk lutherske Kristne, som stod fast paa den gode Bekjendelse, og vi rakte hverandre Brodersamfundets høire Haand i den ene Tro og Sandhed.

Efter dette første Besøg i Grevskabet reiste jeg i flere Aar efter hverandre derhen hver Jul og Paaske. Og det vidnede for mig, at der var det Sted, hvor jeg i Besynderlighed skulde virke i Verden. Jeg ven­tede i vel 20 Aar paa at Herren skulde aabne en Vei, saa jeg kunde blive mere løs fra mit jordiske Kald og ofre mine sidste Aar mere for Sjæles Frelse ved at komme mere ud og tale Livets Ord. Jeg forstod at Herren kunde benytte sig af et ringe Redskab, men jeg kunde ikke forlade min Post hos Cappelen; thi det var jeg vis paa, at der havde Herren sat mig. Og forend han gjorde det klart og vidnede: nu skal du gaa, nu er din Gjerning her fuldendt, før kunde jeg ikke følge nogen Opfordring, men blev ved at virke i Skien og Omegn.

Søndagene reiste jeg ofte 2 a 3 Mil langt og holdt 2 til 3 Opbyggelser. I Ugen havde jeg ofte Husopbyggelser og Bøn- nemøder som sagt.

Hos en Enke paa Kleven havde vi ofte Møder, saa det Sted kaldte Verden «Gau­stad» hvor Galnin­gene samles, og jeg var den øverste blandt de galne. Det var alt det onde de sagde om os. En St. Hansdag havde jeg 3 Opbyggelser. Den sidste Gang talte jeg paa Gaden til kl. 11 1/2  om Aften over de Ord: Gjører eder rede og gaar – thi dette Land er ikke den rette Hvile o. s. v. Skarer kom og skulde gaa til St. Hans-Baalet, men mange vendte tilbage — slagne af Guds Ord.

Vækkelser.

Nu var en14 a15 Aar gaaet hen under min Virksomhed for Guds Rige mellom megen Kamp og Graad; thi i disse Aar havde jeg, som før sagt, liden eller næsten ingen Frugt seet til Vækkelse ved mine Opbyggelser, saavidt jeg kunde bedømme. Men saa vilde Herren lade mig se, hvad jeg troede. Vaaren kom og Aandens Susen hørtes. Sangens Tid gik an, og Turtelduens Røst blev hørt. Mange unge, ja ældre og, deriblandt en Slaaskjæmpe, en Mand paa 50 Aar, blev ført til en alvorlig Syndserkjendelse og Omven­delse. Flere af disse kom senere til at tale Guds Ord for andre. Saaledes blev Sjæle grebne af Sandheds Kraft til at spørge: Hvad skal jeg gjøre, at jeg kan vorde salig? Og Herren stadfæstede sit Ord ved efterfølgende Tegn, saa jeg kunde sige til Herrens Pris: I ere mine Anbefalingsbreve, som kjendes og læses af alle Mennesker.

Siden har Herren ofte ladet mig se Frugt af min Gjerning. Nu, dette blev som en ny Ild og Kraft i mine Ben til at løbe og ikke blive træt i at søge og vinde Men­nesker, samt til en dybere Følelse af min Uværdighed til saa stor en Naade, at Herren vilde og kunde bruge et saa ringe Redskab til saa store Ting som at avle aandelige Børn ved Evangeliet, der ved Guds Naade skal blive ens Ære og Krone paa Kristi Dag.

Jeg har saaledes befundet, at Gud har udvalgt sig det Ringe i Verden for at beskjæmme de Vise og det som er noget. Og jeg lægger mig selv og alt ned ved hans Fødder, som har kaldt og udvalgt mig i Kristo. Ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig, har udrettet det, hans Navn til Pris.

En Ting har jeg glemt at anføre : I den Tid jeg reiste for fast Løn og jeg skulde modtage denne, følte jeg mig som en Arrestant, der med Ufred og Angest i Hjertet ventede paa Dommen. Senere fik jeg afskaffet denne visse Maanedsløn, og Understøt­telsen blev en mere fri Gave. Men heller ikke deri fandt jeg længe Fred. Saa sagde jeg op min Tjene­ste i Missionen og begyndte at reise frit i Tro paa Guds Ord, slig som i min første Virketid. Sidenefter har jeg mere kjendelig følt Guds Velsignelse og har haft Fred i hans Gjerning.

Forunderlige Bønhørelser.

Her vil jeg anføre et par smaa Træk som viser Bønnens og Ordets salige Virkninger:

I Gjerpen boede en gudfrygtig Kone, som var ivrig til at faa andre med sig paa Veien. Da hun blev syg besøgte jeg hende kort før hun døde. Hun havde 5 uomvendte Børn, om hvem hun sagde: Jeg har lagt dem paa Vorherre og faar tro de skal komme efter paa Veien. Den ældste blev vakt straks efter Moderens Død og blev en al­vorlig Kristen.

En Stund efter havde jeg Opbyggelse der i Bygden, og efter Opbyggelsen sad en ung Pige der og græd. Da jeg spurgte hvis Datter hun var, sagde hun: Gurine Venstøbs. Saa, kommer Mors Taarer igjen, sagde jeg. Hun havde allerede faaet Tæring og dermed Guds Kald paa sit Hjerte. Dette var Jul, og hun levede til Paaske. I hele dette Tidsrum besøgte jeg hende hver anden Uge. Det var 1/2 Mils Vei fra Skien omtrent. Det var en alvorlig Søgen hos hende efter Naade, men hun havde saa vanskelig for at tro. Jeg var meget bekymret for hende, græd og bad for og med hende. Men da det led udover til Døden, gik Lyset op, og hun kom til klar Forvis­ning om sin Naadestand. Hun laa blot og vendede paa at Jesus skulde komme. Saa det blev et saligt Dødsleie.

Efter hendes Død fik en ældre Søster samme Sygdom. Ogsaa hun kom til dyb Bekymring for sin Sjæl, og det saa ud til hun kom til Troen og døde salig. Siden kom en Broder af dem til Omvendelse. Altsaa var 2 af Børnene allerede kommet efter sin Mor til Himlen og de andre 2 begyndt paa den trange Vei. Hendes 5te Barn, en Søn, reiste til Amerika. Om ham ved jeg intet.

Disse Søskende havde Slegtninger i Slemdal, og efterat den førstnævnte Pige var bleven vakt, sør­get hun for at faa bestemt Opbyggelse for mig oppe i Slemdal paa en Gaard, hvor der var 4 voksne Barn. Alle disse 4 blev grebne af Guds Ord, begyndte at søge Herren og blev omvendte og nye Mennesker.

De 2  er forlængst siden døde, og de andre 2 lever endda og er bleven ved Herren. Vækkelsen udbredte sig vi­dere, og der blev flere vakte Mennesker i denne mørke Dal. I nævnte Gaard laa jeg alene i et Væ­relse om Natten. Da jeg klædte mig af om Aftenen, begyndte Djævelen at rusle borte i en Krog af Væ­relset.  Men saa tog jeg mit Nytestament og bad til Herren og lagde mig i Fred og sov til Morgenen. Senere en Nytaarsaften var jeg atter i Slemdal og havde en Opbyggelse. Ogsaa da blev flere grebne af Sandheden. Det var som de ikke kunde komme sig ud igjen, saa havde Ordet rørt deres Hjerter, og flere begyndte at søge Herren.

Mange Aar havde jeg nu talt til Opbyg­gelse og reist meget omkring og tillige oplevet underlige Ting hvad Bønnen formaar. En høitstaaende Kvinde i Gjerpen, en alvorlig Kristen, som havde Omsorg for sine Børns Frelse, kom ind i mit Hjem og bad mig at bede med hende om hendes Børns Omvendelse. Vi faldt da ned og bad sammen i Tro paa Guds Forjættelser. Om en Tid blev den ældste vakt og kom til Troen paa Jesus. Hun levet en Stund som en Kristen, men blev syg og døde omtrent samtidig med sin Mor. Herren opfyldte alt­saa vor Begjæring.

Engang kom jeg i en By ind til en gudfrygtig Skipperfrue. Hendes Datter sad ved hendes Side som en Tull. Hun havde mistet sin Forstand. Her ser du mit Barn, sagde hun, nu maa vi bøie Knæ og bede for hende. Og i samme Øieblik vi bad, fik hun sin Forstand igjen og var bra til sin Død.

I en anden By var der en Kvinde syg og opgit af Lægen. Da jeg stod og skulde gaa til Bedehuset for at tale, kom hendes Søster og sagde, at hun laa paa sit yderste og bad mig bede for hende før Opbyggelsen begyndte. Jeg opmuntret da hele Forsamlin­gen til at bede  – ogsaa de uomvendte – idet jeg sagde til dem : Det er ikke fortidligt dere ogsaa begynder at bede. Jeg bad om, at den syge, hvis hun ikke kunde dø salig i den Sjælstilstand hun var, at da hendes Liv maatte forlænges, om hun mulig kunde komme til Omvendelse. I samme Stund vi bad, vendte Sygdommen sig. Hun kom op og blev frisk. Da jeg hørte derom, gik jeg til hende og bad hende omvende sig og søge Herren, da det vel er det sidste Kald du faar, sagde jeg. Men denne Guds Langmodighed blev til Forøgelse af hendes Dom. Hun levet i 3 Aar efter denne Sygdom. Forblev uomvendt og levet et Liv i Synd, ja fik endog i dette Tidsrum et uægte Barn. Saa blev hun syg til Døden. Jeg kom der en Tid før hun døde. Da udraabte hun i Fortvivlelse at det ikke var Haab om Redning for hende, men at hun maatte gaa fortabt.

Kamp og Forfølgelse.

Men da nu Aanderne begyndte at blive underda­nige, og Djævelen forstod, at der skede Angreb paa hans Rige, begyndte han snart ved sin troe Veninde, Verden, at reise Forfølgelse mod mig. Engang talte jeg paa et Skolehus, hvor de blev saa forbitret, at de forsøgte med flere Underskrifter at optage For­hør over mig. De mente, jeg havde æreskjeldt dem, idet jeg anførte Herrens Ord i Esaias 3dje Cap., hvor han taler til Zions Døtre om deres Hovmodig- lied og siger blandt andet i 16de Vers: “De gaa frem og svandse”. Dette troede de nemlig ikke stod i Bibelen. De løb da først til Amtmanden og saa til Provst Hauge, men ingen af dem vilde ændse Sagen.

Derefter til Presten Skaar i Gjerpen, men han svarede: «Har Langeland talt, saa har han talt Sandhed». Saa skrev de et Brev til mig, hvori de bad mig gjenkalde, hvad jeg havde talt og offentliggjøre samme, eller frigjøre mig. Jeg skrev da tilbage og forklarede de Punkter, de anklagede mig for, takkede dem for det gode, de derved havde bevist mig og sluttet Skri­velsen med en Velsignelse over dem og en Bøn for dem. Saa blev det stille denne Gang. Herren friede mig ud af deres Hænder, og de blev beskjæmmede.

Der var paa dette Sted et forfærdeligt Natteløberi paa Landeveien. Det var blandt andet dette jeg talte om i nævnte Opbyggelse. Og det havde jeg selv været Øienvidne til, idet jeg flere Gange midt paa Natten havde gaaet denne Vei og seet, hvorledes store Flokke af Gutter og Piger færdedes der med alskens Skraal og Støi. Det var næsten ikke Raad til at komme frem der. Saa hændte det, at en høitstaaende Mand fra Byen kom en Nat kjørende samme Vei, som da var ganske spærret af disse Natteløbere. Manden meldte det for Politiet, og flere blev grebne og maatte bøde 2 Kr. hver.

De, som blev grebne, var Sønnerne af dem, som vilde haft mig i Bøder, fordi jeg talte imod dette utugtige Væsen. Saaledes førte Herren den Sag underlig frem i Lyset, og Skam skjulte mine Fiender.

En Tid efter kom jeg i den samme Bygd for at holde Opbyggelse i et Skolehus. Da de saa, at det var mig som skulde tale, maatte en af mine Venner der i Bygden kausjonere for mig  – og staa inde for min Opbyggelse. Saa gik de ogsaa denne Gang beskjæmmet tilbage. Herren friede sin Sandhed trods dens Fiender.

Saa var da noget over 20 Aar gaaet hen, i hvilke jeg havde reist og faaet Naade til at ofre de Kræfter, Herren saa underlig skjænkede mig. Til Reise­penge lagde jeg lidt af min Fortjeneste tilside i et Skrin for sig selv, da jeg ingen vilde være til Be­svær. Saa fik jeg Opfordring fra Vennerne i Grevskabet om at reise noget mere der, for hvilket de tilbød sig at støtte mig lidt. Jeg bad til Gud, at han vilde vise mig, hvad jeg skulde gjøre.

Saa bad jeg mig fri fra mit Arbeide en 6 Ugers Tid for at foretage en liden Reise og prøve, om Herren vilde være med. Dette blev en kampfull Tur. Der gaves Nætter jeg ikke fik sove. Saa maatte jeg sige til Herren: Ifald du vil, at jeg skal være ude og tale dit Ord, maa du tage dette fra mig, ellers reiser jeg hjem igjen; du ser jeg ingen Frimodighed har til at tale dit Ord o. s. v.

Og Herren tog det ogsaa bort, og jeg fik det godt. Dette var en ny Prøvelse for mig. Tillige blev denne Reise til Ydmygelse og større Naade, idet Herren stadfæstede sit Ord ved medføl­gende Tegn og beviste, at han var med. To Søskende blev vakte og ført til Omvendelse. Dette var nok for mig til at vove alt i Tro for hans Skyld til Sjæles Frelse. Jeg vidste min himmelske Fader vilde sørge for Mad og Klæder til mig og mine, thi det har han sagt i sit Ord. Og det er nok. Det har han hjulpet mig baade til at tro og opleve.

Saa var de 6 Uger omme, og jeg drog da hjem igjen til mit Arbeide. Men Længselen tiltog efter at ofre mig mere for de Folk i Grevskabet, som da befandt sig i en saadan Røre. Efter Opbyggelserne flokkede Folk sig om mig, græd og spurgte hvad de skulde gjøre — hvil­ket var det rette og om de kunde staa i Statskirken og blive salige eller ei.

Endda fortsatte jeg med mit Arbeide et Aars Tid, men saa kunde og turde jeg ikke modstaa den indre Trang og Følelse der rørte sig i mit Hjerte for disse Folk i Besynderlighed, der var som Faar uden Hyrde. I Tro og Tillid til Herren sagde jeg da op mit Arbeide hos Cappelen, men havde fremdeles det Stykke Jord jeg havde forpagtet, som da var mit timelige Kaldsarbeide udenfor min Missionsreise. Jeg troede nemlig forvist, at jeg maatte have et timeligt Kald ved Siden.

Thi jeg har seet sørgelige Frugter af at unge Mænd har forladt sit jordiske Kald, er blevne for fine til at arbeide, tabt Lysten dertil og givet sig hen til at drage omkring og prædike og saa er komne op i sig selv, bort fra den aandelige Fattigdom, og det har med nogle endt i Par­tier, med andre i Laster.

Saa boede jeg endda i Skien i 3 a 4 Aar, efterat jeg sagde op min Post, men reiste paa denne Tid omkring i Grevskabet den største Del af Aaret. Mine Prøver i det timelige blev imidlertid ikke saa smaa. Imellem blev det ikke mere end til bart Brød. Men Herren gav mig og min Hustru Taalmodighed. Vi troede det var Guds Vilje; og jeg begyndte at lære lidt af, hvad det er at tro og leve for Dagen og være stille til Herrens Frelse. Og Herren styrkede forunderligt min Tro, idet han lod mig se rig Frugt af min Gjerning.

Sjæle blev vakte og kom til Livet i Gud. Men da forestod ogsaa nye Prøver og Fristel­ser. Satan opbød alle sine Kræfter og ophidsede sit Folk, Verdens Børn, med Løgn og Forfølgelse imod mig for om mulig at faa forhindre Ordets Frem­gang. Dog det lykkedes ham ikke. Nei, derved aabnede Herren netop en Dør for Ordet; thi jo mere Rygterne udbredte sig, jo flere Folk kom der sam­men for at se og høre denne Bedrager. Og saa blev Sjæle grebne af Sandheds Kraft til det levende Spørgsmaal: Hvad skal vi gjøre for at blive salig? Men jo mere der blev gjort voldsomme Angreb paa Satans sorte Rige, jo mere øvet den arrige Fiende sin mægtige Virken i Vantroens Børn med sine Løgne og gruelige Beskyldninger mod mig.

En Dag skulde jeg som en Reisende været kom­met til en By og taget ind paa et Hotel og opholdt mig der 8 Dage og saa reist igjen uden at betale for mig. Men paa Værelset skulde der staaet igjen 2 for­seglede Kasser, hvorfor Hotelværten troede, jeg kom igjen. Men jeg blev borte, og da de omsider aabnede Kasserne, var de fyldte med Graasten. Nu, dette tænkte da Djævelen, han skulde faa Folk til at tro. En anden Gang skulde jeg have stjaalet 200 Kr. paa en Gaard og 150 Kr. paa en anden samt en sort Hest. Paa samme Sted skulde jeg have staaet paa Kirkegaarden paa de Dødes Grave og prædiket at alle disse afdøde var i Helvede; og derfor skulde jeg være bleven arresteret og ført til Kristiania.

Men, tænkte jeg, der er døde nok — aandelig døde — at prædike for. Sjæle der gaar som Ligkister gjennem Verden, som bæres og drives af sine kjø­delige Lyster paa Veien til den evige Død i Helvede.

Senere kom der en Mand og spurgte mig, om min Fader var død. Nei, svarede jeg, han levet nu, da jeg reiste hjemmefra. Manden havde nemlig hørt, at jeg skulde have slaaet min Far ihjel, og saa vilde han maaske forvisse sig om det var Sandhed. Thi naar der blir paaført Guds Børn en Løgn, er det vel sjælden, uden Verdens Børn tror samme med Glæde.

Ikke længe derefter talte jeg i et Bedehus i en By. Efter Opbyggelsen spurgte en Kone, som ikke selv havde været tilstede: Hvem talte der idag? Ole Langeland, blev der svaret. Nei, mente hun, han sid­der nu fast, thi han har skrevet falske Veksler. Jo, sagde atter den anden. Det var ham.

Men Herrens Navn være lovet, som al tid har friet sin Sandhed og ført min Ret ud til Middagslys og derved bragt de daarlige Menneskers Vankundighed til at tie. Imidlertid arbeidede alt paa mig til Aarvaagenhed og Bøn og hellig Omgjængelse i barnlig Frygt. Og under al den Lidelse de har paaført mig, har det været min Trøst, at jeg ved Kraft af Kristi Blod har beflittet mig paa at have en god Samvittighed for Gud og Mennesker.

Jeg har vandret i Enfoldighed i Verden, og hele mit Liv har ligget oppe for Gud som for Verdens Børn paa ethvert Sted, hvor jeg har reist. Det er stort for mig, jeg ved jeg er kaldt til at lide med Jesus i Verden og saa faa indgaa til hans Herlighed. Jeg slutter at den nærvæ­rende Tids Lidelser ikke er den Herlighed værd, som skal aabenbares paa os, Guds Børn. O salige Haab ! Og er vor Trængsel overflødig i Kristus, saa er og Trøsten overflødig; thi som mine Dage har været, har ogsaa Styrken været. Herren har hjulpet hidindtil, han vil ogsaa hjælpe videre.

Flytning til Vaale.

Saa fik jeg Opfordring fra flere Venner i Grevskabet om at flytte derhen. Dette var ogsaa omtalt en Gang før, og jeg var allerede paa Vei til at kjøbe et Stykke Jord, hvorpaa der kunde fødes 2 Kjør. Men da vi ikke kunde faa tro det var Guds Vilje, vi skulde reise fra Skien da, blev der intet af denne Gang. Men efter denne nye opfordring tænkte jeg: Maaske dette er Guds Vilje og et Kald fra Herren til dig. Saa søgte jeg da med Bøn til Gud derom, og det vidnede for mig, saa at jeg fik Fred i at be­stemme mig derfor. Og min Hustru og mine Børn blev enige i samme. Jeg kjøbte da en liden Gaard, Gjelstad i Vaale. Den kostet Kr. 8800.00. Paa denne kunde jeg have fire Kjør og en Hest.

Saa skulde jeg da sælge mit Hus i Skien og søgte da at sætte en bestemt Pris derpaa saa lav som mu­lig, idet jeg var ræd for at tage for meget, og bad til Herren at han af sin Miskundhed vilde faa solgt det for mig. Jeg havde kjøbt Gaard og trang Pen­gene. Og Herren hørte min Bøn. Jeg fik, hvad jeg forlangte.

Saa flyttet vi da i Aaret 1881. Nye Prøver mødte mig. Udsigterne til at klare den Gjæld jeg fik, der ikke var saa liden (henimod kr. 6800), var ikke saa lyse. Men jeg vidste, at havde Herren sat mig der, saa vilde han nok gjøre det saa det gik. Hvis ikke, kunde han sætte mig, hvorhen han vilde have mig i Verden. Men det gik for Dagen. Jeg flyttet fra Skien med den Følelse, at nye Trængsler ventede mig, saa jeg fik Naade til at tage det med Taalmodighed og Overladenhed i Guds Vilje. Jeg vidste, hans Haand var ikke forkortet, og forstod at Herren ogsaa maatte føre mig i ydre Tryk og Trængsel, om lian skulde faa bevaret og skikket mig til sit brugelige Redskab til Sjæles Frelse, eftersom det er det ringe Herren betjener sig af.

Jeg drev da selv min Gaard og forøvrigt fortsatte min Virksomhed for Guds Rige omkring i Grevskabet og tildels lidt paa andre Steder. En tid havde jeg Støtte af Missionen for 8 Maaneder af Aaret og reiste den øvrige Tid, jeg kunde afse fra mit Arbeide, frit. Naar jeg var hjemme om Dagen og arbeidede, havde jeg gjerne Opbyggelser om Aftenerne. Senere reiste jeg kun 6 Maaneder af Aaret for Missionen og Resten frit. Dette havde jeg Fred i.

Jeg fik Naade til at tro, at vilde Herren jeg skulde reise, vidste han nok Raad til Føde og Klæder for mig og mine. Han havde lært mig lidt af at se ham op i Hænderne samt at være nøisom, saa Brød med Potetsstampe paa smagte ogsaa, naar jeg var hjemme og arbeidede, og det un­dertiden ikke rak til mere, eftersom Udgifterne var saa store. At beklage mig for nogen gjorde jeg nø­dig undtagen for min Gud, fordi alt Kjød er som Græs, er Rørkjæppe der brister i Nøden.

Men den, som forlader sig paa Herren, skal Miskundhed om­ringe. Naar jeg var forlegen sagde jeg til min him­melske Fader: Du ved, jeg skal ud med det til den og den Tid, men mangler det. lfald du vil jeg skal være her, maa du af Naade greie det for mig. Ellers faar du Skam at mig. Du ved jeg har mange Fiender, der alle søger min Uykke. Lad ikke dit Navn bespottes for min Skyld !

Guds Omsorg for sine.

Herren har vidunderlig hjulpet. Han har gjerne dryget noget udpaa; men saa har jeg biet og seet hen til ham og er ikke bleven beskjæmmet. Naar jeg f. eks. har været forlegen for Reise­penge, har jeg tat Pengepungen og vist Herren den og sagt: Du ser, jeg har ingen Reisepenge, og du ved jeg reiser for dig, kjære Gud; og saa har han git mig dels 5 Kr. dels 10, alt eftersom jeg har tiltrængt.

Engang havde jeg ikke mere end 12 Øre, da jeg reiste hjemmefra. Paa Veien kom jeg til en Grind, og der stod en liden Pige paa Krykker for at lukke op Grinden. Det vidnede da for mig, jeg skulde gi hende de 10 Øre. Jeg gjorde saa og havde da blot 2 igjen. Saa skulde jeg sætte over et Vand og havde som sagt bare de 2 Øre, men gik i Haab. Da jeg kom til Strandbredden, traf jeg en kjendt Mand, der satte mig over for intet. Og da jeg kom til en viss Bygd, gav en anden Mand mig 10 Kr., saa Herren betalte gode Renter denne Gang, og det har han gjort ofte for mig.

En anden Gang skulde jeg reise til en By, men havde meget daarlige Sko. Saa traf jeg en snild Skomager, som gav mig et par nye Sko. Herren vilde ikke ha sit Barn saa styg paa Benene.

Det har sked, at naar jeg har været for­legen for Reisepenge, og Guds Børn kanske ikke har villet gi mig nogen, at de Ugudelige har maattet gjøre det. Naar jeg paa mine Reiser har været inde hos fattige Folk, og Herren har vidnet for mig at denne fattige Kone skal du gi 2 Kr., saa har han betalt med 20, og har jeg git bort 1 har jeg faaet 5 igjen — alt eftersom Herren har seet, jeg har haft det Behov. Ja, Vorherre er en vis Husfader, som vil vi skal tro Ordet og ikke se først. Og ofte har han styrket mig i Troen med Naade til at være stille i Haab, Hvile og Tillid under de for­skjellige Lidelser og Trængsler, det har behaget den kjære Gud at føre mig i hernede.

Verden og Djævelen har og endnu vedbliver efter Guds Vilje at forfølge mig, ja de har endog stræbt mig efter Livet.

Engang jeg gik til et Sted for at holde Opbyggelse, var jeg indom paa Veien hos en syg Kone, som jeg talte til om Døden, om Nødvendigheden af at søge Gud i Naadens Tid, at komme til en levende Erkjendelse af sin Synd, saa hun kunde komme til Jesus og faa sine Synders Forladelse ved Troen i hans Blod.

Manden i Huset var ikke hjemme, da jeg var der, men da han kom, sagde Konen at jeg havde fordømt hende. Jeg skjønte nok at hun ikke taalte Sandheden. Saa reiste Manden efter i Vrede til Opbyggelseshuset for at gribe mig, dog det lykkedes ikke, idet en fik forhindret ham deri. Men saa fik han en med sig og besluttede at tage mig, naar jeg gik tilbage igjen. Han troede nemlig, at jeg skulde samme Vei om Aftenen, og Veien gik netop forbi Huset, hvori han boede. De havde da lagt over at bede mig ind igjen til Konen og saa benytte Anled­ningen. Men Herren vilde det ikke saa. Han friede mig af en Ugudeligs Haand denne Gang ogsaa. Hans Navn være lovet! Han gjorde det nemlig saa, at jeg blev der Opbyggelsen holdtes.

En anden Gang talte jeg i et Bedehus i en By om at Guds Børn havde Synd, men ikke gjorde Synd, fordi de er fødte af Gud. Derover blev nogle saa for­bitrede, at 3 Mænd havde ledt efter mig i 3 Timer. Men de fandt mig ikke; thi Herren havde gjemt mig i sin Hytte paa denne onde Dag. De fik saaledes ikke udført sit onde Anslag. Herren havde vel Brug for mig endnu en Tid og derfor friede mig fra de Ondes Hænder.

Et sted havde 2 Mænd lagt over at ville skyde mig og ladt sit Gevær med skarpt og kom udenfor det Hus, hvor jeg var, til det Vindu i det Værelse jeg laa, men de kunde ikke faa skudt af Geværet. Herren forhindret det. En af Mændene erkjendte og beklagede siden, at han var med i dette onde Raad.

Ja, Herren har i Sandhed været Borgen for mig og bevaret min Fod fra Stød, saa mine Fiender ikke har kommet til at fryde sig over mig. Af Had til Sandheden har de søgt at udbrede flere løgnagtige Rygter om mig, men Herren har forunder­lig ført min Sag.

Jeg har ikke mere end paa et Sted selv søgt at forsvare mig. Det var der bleven sagt, at de som vilde høre mig, kom ikke ind uden de betalte for sig. Da jeg kom paa dette Sted igjen, talte jeg til Forsamlingen om, hvad der var bleven sagt og spurgte, om disse nogen Gang havde betalt mig for at komme ind. Dere maa jo vide det, som har hørt mig. Jeg fik det saa denne Gang til Sandheds Aabenbarelse og Skam for Løgnere. Men ellers har jeg forsøgt med Bøn og Taarer i Tro paa Herrens Ord at lægge min Sag frem for min Retfærdigheds Gud, der betaler enhver uden Svig.

Det sværeste af alt for mig har været dette, at det ikke bare er den ægte Verden, som vilde have frydet sig over mit Fald, men ogsaa de, der skulde være Venner og Brødre.

Den Fare er stor at være blandt falske Brødre. Disse har presset mange Taarer af mine Øine. Gid det ikke maa tilregnes dem! Maatte de finde Naade til Omvendelse! Selv af dem, der prædiker for andre, bærer en Del Avind og Misundelse mod mig. Blandt dem har jeg lidt meget, og det har ofte ikke været saa let en Sag at elske dem, men har kostet megen Kamp. Jeg har undertiden været nær ved at forarge mig over det hele, men Herren har hjulpet, og jeg har faaet tro at alt kommer fra ham, og at han har seet det nødvendigt for mig.

Saadant har lært mig ikke at søge mig selv og min ære ved det jeg har prædiket, men tvertimod at frygte for mig selv. Men naar jeg er bleven var en saa skidden Grund som Avind og Misundelse, hvilket er en Yn­gel af den avindsyge Aand, har nok dette svækket mm Tillid til Vedkommende.

Ettersom jeg har nydt megen Kjærlighed og Tillid blandt de Troende, overalt, og en inderlig Deltagelse i indre som ydre Trængsler, samt bleven ledsaget af Venners Forbønner, hvorfor Herren være lovet, som ikke glemmer den elendiges Elendighed, men sender ham Hjælp fra sit Zion og er den Ringe en Ophøielse, saa har dette været en Grund til at ovennævnte har baaret Avind og Had til mig. En anden Grund er denne, at der har gjerne gaaet mange Folk paa mine Opbyggelser.

Nu, det er jo ikke efter den ringe Person de har gaaet, men efter Sandhedens Vidnesbyrd, der har en dragende Magt i sig selv, som har vist sig derved, at selv mine Fiender har maattet gaa. Og jeg har intet kunstlet Vidnes­byrd aflagt. Det har hovedsagelig bestaaet af Læ­ren om Omvendelse til Gud og Tro til den Herre Kristus, som fører til en sand Helliggjørelse i Liv og Levnet, en Vandring i Lyset, ligesom Gud er i Lyset.

Falske Tunger.

I Aaret 1888 havde jeg atter en ny Prøve og det ikke bare af den gudfiendske Verden, men ogsaa af dem der stillede sig an, som om de var ens Venner, men i Hjerte, laa paa Lur efter en. Hvor gjælder ikke Profetens Ord i denne sidste bedrøvelige Tid: «Forlader eder ikke paa nogen Ven, thi hver Ven skuffer visselig, og hver Broder vandrer som en Bagvadsker».

Djævelen forsøgte da gjennem disse at paaføre mig flere grove Beskyldninger af for­skjellig Art. Men dette blev mig til en ny Renselse, paa samme Tid som det voldte megen Lidelse og Kamp. Under alt var det min Trøst: «min Samvittigheds Vidnesbyrd for Gud og Mennesker i Ver­den». Jeg kjæmpede med Gud i Bøn og Taarer, saa mine Legemskræfter aftog i den Grad, at naar jeg skulde opløfte mine Hænder til Bøn i Opbyggelserne, vilde de synke. Jeg trængte da ind paa Guds Retfærdighed, at han skulde efter sit Ord føre min Sag ud til Lyset, og bad, at han vilde give mig et Tegn paa, at han var med mig, og som kunde stoppe mine Fienders Mund — Guds Navn til Pris.

Og han opfyldte min Bøn og gav mig et Bevis, som var større end Himmel og Jord og som ingen kunde negte. 5 Sjæle blev vakte i een Opbyggelse og lever som Kristne den Dag i Dag. Flere Troende kjæmpet sammen næsten hele Natten, og Gud var kjendelig blandt os.

Herren gav mig saaledes Naade til at kjæmpe mig frem ved Sandheds Vidnesbyrd, og Sand­heden frier sig selv og alle sine Elskere, saa at Løgn og Svig staar tilskamme. Det blev da klart, at mine Lidelser var for Kristi Skyld, og jeg fik et nyt Segl paa Sandheden af de Ord: Enhver, som vil leve gudelig i Kristus Jesus skal forfølges. Men fik ogsaa erfare hvad Jesus sier: Salige ere I, naar man bespotter eder og taler allehaande ondt om eder for min Skyld og lyver det o. s. v. Og Her­ren gav mig en inderlig Medlidenhed med mine Fi­ender, saa jeg fik Naade til med Taarer at bære dem frem for ham. Ikke alene de aabenbare Kristi Korses Fiender, men hvem der laa mig mest paa Hjerte, var de, der anstilte sig som Venner — at Herren maatte føre disse til Bod og Erkjendelse itide. Forøvrigt overgav jeg efter Jesu Eksempel alt til ham, som dømmer retfærdigt.

Det var underligt for mig i denne Tid. Guds ord var sødt, men det var som jeg var forjaget, som jeg intet Sted havde, hvor jeg kunde sætte min Fod, og sukkede i mit Hjerte: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og bo roligen et Sted (Salm. 55, 7). Og være hos Herren til al Ulykken var gaaet over. Men Gud gav mig Taalmo- dighed i Haab, idet jeg vidste det gav Naade og tjente mig til Frelse.

Mange Guds Børn deltog med mig i mine Fristelser og kjæmpede med mig i Bøn til Gud. Tillige lod Herren det ligesom regne med Velsignelser over mig ogsaa i det timelige, saa jeg maatte spørge: Hvad mener du med dette, Herre ? Manges Hjerter oplodes til at deltage i min timelige Trang, saa at hvad mine Fiender tænkte til det onde, vendte Herren til det gode.

Sjælesorg.

Jeg har ellers seet megen aandelig Død og Vankundighed, der hvor jeg har reist, og det ikke mindst naar jeg har gaaet omkring i Husene til de syge.  O hvilken Gru at erfare og høre de Grunde de har for sit Salighedshaab. Nogle sige: Vi faar haabe det bedste. Andre: Vi ved det ikke, vi kan ikke svare dig noget derpaa. Atter andre: Det faar bli vor egen Sag, enhver kan passe paa sig selv. Jeg spurgte engang en gammel Kone: Naar blev du omvendt da, gamle Mor ? Det er længe siden, svarede hun. Du blev vel en stor synder da, sagde jeg. Ja, ja, svarede hun, jeg blev en stor Synder. Ja, du skulde nok ha levet ilde ogsaa du, fortsatte jeg. Jeg, hvad har jeg gjort da? spurgte hun. — Andre sige, de har haft saa god en Tro i al sin Livstid, og Gud har været saa god mod dem, og de har lidt saa me­get o. s. v. saa de maa vel komme i Himlen, naar de dør.

Atter andre især de gamle har, naar jeg har spurgt dem, om de har bedet til Gud, svaret: Jo, det skal Gud vide, at vi har bedet Nat og Dag. Her har vi en vakker Bønnebog o. s. v. Engang kom jeg ind i et Hus, hvor der laa 2 syge, en Kvinde og en Mand paa 88 Aar. Da jeg tog mit Nytestamente og vilde begynde at læse, sagde Manden: Har du ikke andet at gjøre end at gaa omkring og læse for Folk? Tænker du, at du læser nogen ind i Himlen? Saa raabte jeg ind i Mandens Øre (han hørte nemlig daarligt) og sagde: Er du ikke ræd for at komme i Helvede? Da skjøv han efter mig og mente at det behøvede jeg ikke at bry mig noget om. Jeg vedblev dog og mindet ham om hvad der staar i Børnelærdommen, nemlig at vi skal lære af hverandre. Men da sagde han: Gaa væk ! Vil du, at jeg skal bede for dig? sagde jeg. Bed for dig selv, svarede han.

Ved de gamles Sygeseng har de Ord forklaret sig for mig: Tænk paa din Skaber i din Ungdom. Ak, om alle var saa vise! En Gang kom jeg ogsaa ind til en syg Kone og spurgte hende om hvordan hun havde det med Vorherre. Jo hun mente alt var godt og vel. Da jeg saa gik lidt nøiere ind paa hende, sagde hun: Provsten var her igaar, og han sagde, at jeg kunde dø paa den Tro jeg havde. Og dette tør du dø paa sagde jeg. Saa talte jeg da til hende om hvad der maa til for at kunne dø salig i Troen paa Jesus. Men siden blev hun efter sigende saa urolig, at de havde næsten kommen til at hente Prov­sten om Natten. Imidlertid biede de til Morgenen.

Men da var Presten ikke vel tilmode, fordi jeg, mente han, havde gjort Konen urolig. Maaske blev hun da atter dysset inn i sin døde Tro.

Nu, der gives ikke bare et saadant sørgeligt Eksempel, men det er noget som er meget almindeligt.

Der er jo saa mange som trøster sig ved sin Nadverdnydelse; thi naar Presten har været hos den syge og tilsagt Syndsforladeise og meddelt Sakramentet, saa er Vedkommende gan­ske rolig uden at ha­ve erfaret nogen Bod og levende Troes Delagtiggjørelse i samme. Hvad jeg her siger, skal jeg bevise ved et sørgeligt Eksempel. En troende Broder og jeg kom en­gang ind til en syg Mand. Jeg sagde da til ham; Du skal nok snart dø, hvordan tænker du det kom­mer til at gaa dig, naar du skal møde frem for en retfærdig Dommer? Han svarede: Aa det tænker jeg skal gaa bra; thi Presten var her igaar, og han sagde det skulde gaa godt. Og dette dør du paa, sagde jeg, og vidnene fremdeles at uden han blev født paany, kom han ikke i Himlen. Men han forholdt sig bitter mod Sandheden.

Saa har jeg ogsaa oplevet salige Erfaringer ved Sygeleierne. Har besøgt Sjæle som med salig Glæde har seet sin Forløsning imøde og med stor Forvis­ning forventet den evige Herlighed. Endel af disse har haft det godt med Gud, før de er blevne syge, og flere især unge som Herren har gjennem Sygdommen ført til levende Syndserkjendelse og Tro paa den Herre Jesus, saa vidt vi Mennesker kan dømme. Forøvrigt er den sildige Omvendelse sjælden nogen sand Omvendelse, har de Gamle sagt, og det har vi mange Erfaringer paa.

Det har nemlig vist sig, at de som har aflagt en smuk og tilsyneladende sand Bekjendelse om Synd, samt at de som arme Syndere tror paa Jesus og har Fred med Gud, at faa af dem, naar de atter er blevne friske, har holdt ved at søge Herren, men derimod blevne de samme de var før og igjen begyndt sit gamle Syndeliv sammen med Verdens Børn.

Hjertet er saa bedrageligt, sagde engang en Prest, at det hykler for sig selv lige ind i Døden. Det kan jo være Frygt for Døden som afpresser Taarer og frembringer Nødsraab hos mange der lig Judas endda gaar til sit Sted.

Uden Hellighed paa Jorden ingen Salighed i Evigheden. Skal vi blive frelste, saa gjælder det gjennem en sand Omvendelse som en Virkning af Guds Aand at annamme den Tro, der omfatter Jesus som sin eneste Frelser, og som sætter en Synder over fra Mørket til Lyset, fra Satans Magt til Gud, saa vi faar Aanden til Pant paa Guds Børns Udkaarelse og kan ved ham raabe: Abba Fader! Se, da udøses Guds Kjærlighed i Hjertet, saa at en saadan benaadet Sjæl tjener Gud frivillig og med Lyst som et Barn sin Fader. Da er man bleven delagtig i den guddomme­lige Natur og flyr den Forkrænkelse, der er i Ver­den i Begjærligheder. Da bevises Troens Kraft i hele ens Liv, og man følger den Herre Jesus paa den trange Vei.

En saadan Sjæl kan sige: At leve er mig Kristus og at dø en Vinding. Amen.

Fra de ældre Dage.

Mange Aar ere nu henrundne siden 1888, som disse Mindeblade fører frem til. Jeg har skrevet om mine Oplevelser og Guds vise Førelser med mig. Herren har ogsaa i denne Tid ført mig gjennem Lys og Mørke, Ære og Vanære, men har dog været med mig blandt dem, som har hjulpet mig, og friet mig af mine Fienders onde Anslag.

Trods al Løgn har dog Sandheden seiret, og Herren har velsignet sit Ord, som jeg ved hans Naade med Taarer har faaet fremholde til Sjæles Omvendelse og Veiledning samt til Troens Bestyrkelse og Befæstelse i den engang erkjendte Sandhed i Kristus til Salighed.

Herrens Navn være lovet, som indtil denne Tid har bevaret mig fra Vildfarelser i Lære og Liv, fra i mindste Maade at afvige fra vor Kirkes dyrebare Tro og Bekjendelse efter Guds sande Ord. Den har jeg kjæmpet for og derfor lidt meget, men saligt at lide med Evangelium. Jeg skammer mig ikke ved Kristi Evangelium; thi det er en Guds Kraft til Saliggjørelse for liver den, som tror (Rom. 1, 16).

I 90-Aarene opstod der dem iblandt os, som negtet Kristi Guddom (at han ikke var helt alvidende nem­lig, i sin Fornedrelsesstand), og flere blev hendragne af dette gruelige kjætteri. Og da ingen opløftede sin Røst derimod, blev det en følelig Trang i mit Hjerte formedelst Kjærlighed til Sandheden at forsvare den personlige Sandhed, Kristus selv — Gud aabenbaret i Kjød, det er: blev et sandt Menneske — Gud og Menneske i en Person. Saa skrev jeg en liden Bog under Titel: «Den enfoldige Troeslære om Kristi Person efter Guds Ord og vor Kirkes Bekjendelse».

Og det lykkedes ved den Helligaands Veiledning at bevise denne Grundsandhed — den usvigelige Lære om Kristi Person — baade fra den hellige Skrift, Bibelen, og ved mange Vidnesbyrd af vor Kirkes mest oplyste og aandrige Lærere, hvilket kan sees af min lille Bog. Den blev trykt i 1898. I forrige Aarhundrede naaede ikke den antikristelige Aand til den høide, som den nu er naaet til (Aar 1909). Prester og Professorer negter Jomfrufødselen, gjør Kristus Jesus til et blot Menneske, negter hans legemlige Opstandelse o. s. v. Se, da er hele Skriften negtet.

Jeg har ellers i dette Tidsrum udgivet flere Smaaskrifter. I 1890 udgav jeg en Bog kaldet «Opbyggelige Betragtninger», i 1893 to Traktater «Om den snevre Port» og «Tab og Vinding», i 1895 «Et Ord paa Veien til Evigheden» og i 1902 en Andagtsbog kaldet: «Guds Raad til Frelse». I 1903 et lidet Skrift under Navn «Kom og se», som handler om det saakaldte tusindaarige Rige og i 1904 «Et Vidnesbyrd». I 1919 udgav jeg en liden Bog, som min kjære Ven pastor Muller gav Tittelen «De gamle Stier». I 1895 samlet jeg Sangbogen: «Sandheds Røst» og udgav den paany i 1908. Jeg har gjort dette i Haab til Gud, og han har ikke ladet mig blive beskjæmmet. Han har vedkjendt sig det ringe Arbeide efter manges Vidnesbyrd, for hvem det er blevet til Velsignelse. Herrens Navn være Ære!

Alt hvad mit timelige Kald tillader har jeg reist ude blandt Folk med det glade Budskab om Synder­nes Forladelse for alle, som omvender sig af Hjertet og tror levende ved den Helligaand paa Jesum Kristum. Og den, som taler Sandhed maa vente Spot og Forfølgelse ikke mindst af Partierne, der samler til sig og ikke udelukkende til Kristus. Men til Guds Børns Trøst og Glæde staar der skrevet: Eder er det ikke alene forundt at tro paa den Herre Jesus, men ogsaa at lide for hans Navns Skyld. Og jeg kan i sandhed sige med David: Havde ikke dit Ord været min store Trøst, saa havde jeg omkommet i min Elendighed.

Og Herren har ikke lagt mere paa af Sindslidelser, aandelige Anfægtninger, legemligt Tryk og Fienders Had, end han har givet Naade og Kraft til i Tro og Taalmodighed at bære det alt. Jeg tør vel i en liden Grad sige for Herren: Jeg er en Mand, som har seet mange Angester og derfor tvivlet om Fremtiden. Der har ikke synes at være Gjensvar hos den Høieste paa min Bøn og Raaben, Sukke og Taarer.

Men jeg har fundet, det var intet andet Raad, end at overgive sig helt i Guds Vilje, haabe med Haab mod Haab, ydmyge sig og være stille til Herrens Frelse. Og efterat Herren har ført i Ilden og Vandet, har han atter ført mig ud til at vederkvæges ved Naadens Lys og Trøst fra Jesu Vunder, saa Troen har atter brudt frem i Lov og Pris, Hvile og Tillid. Ja Herren har underlig bevist sin Miskundhed mod mig til Legem og Sjæl under denne lange Arbeidstid.

Jeg reiser frit i Troen paa Herrens Ord, og han har sørget for mig og mine til idag, idet han altid har haft dem, som af Kjærlighed har deltaget i min Trængsel og baaret Byrderne med. Herom kunde være meget at skrive, men jeg vil lade det ligge hos Herren til hin Dag. Da vil han belønne enhver efter sin Gjerning. Den, som har saaet med Graad, skal høste med Frydesang.

Men hvor det er meget vanskeligere at reise nu, end da jeg begyndte i 50-Aarene. Da var der stor Enfoldighed blandt dem, som søgte Herren i Sandhed. Alt gik ud paa dette ene at elske og frygte Her­ren, hade det Onde og føre en hellig Vandel i Jesu Fodspor. Og der var en inderlig Kjærlighed og Ydmyghed blandt Hauges gamle Venner samt blandt de nyvakte, som til en Tid blev i den Enfoldighed efter dem. Men saa opstod der Sekter og Partier og deraf Uenighed i Liv og Lære; det store «Jeg» kom frem og samlet om sig og sine Meninger. Og i vor Tid er det kommet saa langt, at en med Bedrøvelse maa udbryde: Ser Hundene, ser de onde Arbeidere, ser Sønderskjærelsen! (Fil. 3, 2.)

Imidlertid har ethvert Lærdoms Veir drevet mig ind i Sandheden — til med Bøn om den Helligaand at randsage i Skrifterne til Befæstelse i Troen paa den ene Sandhed i Kristo til Salighed. Og Aanden vidner, thi Aanden er Sand­heden og veileder til al Sandhed og bekræfter Sjælen i Sandheds Tro samt Lydighed og Renselse ved Jesu Kristi Blod.

Jeg har paany oplagt min Andagtsbog «Guds Raad til Frelse», hvori der gives en efter Guds Ord en­foldig Vei til Jesus for bodfærdige Syndere samt for Guds Børn en Veiledning paa Kristi Efterfølgelses Vei til Himlen. Det er skeet af Herren og er underligt for mine Øine, men det er de ringe og fattige, som Herren bruger til sit Værktøi af sin underfulde Naade. Og i dybeste Ydmyghed lægger jeg mig arme Synder med alt ned for hans Fødder med Bøn om Naade og Tilgivelse for alle Synder, Brøst og Feil, som har fulgt og hængt ved i all, og af Hjertet maa sige: Herre, om du vil gaa irette med mig, saa kan jeg ikke svare dig et til tusende.

Og jeg vilde ikke leve den Dag, jeg ikke i sand Bodfærdighed agtede Guds Langmodighed for en Frelse. Og Frelsen søger jeg alene ved Troen paa Kristus Jesus, i den For­løsning ved hans Blod, nemlig Syndernes Forladelse, som forkyndes ved Evangelium og forklares for Hjertet ved den Helligaand. Thi, som Apostelen siger: Af Naade ere I frelste formedelst Troen, og det ikke af eder; det er en Guds Gave; ikke af Gjerninger, for at ikke nogen skal rose sig. (Ef. 2, 8—9).

Naar jeg i den senere Tid har reist om i By og Bygd blandt Folk, har der vist sig en løs saakaldt nyevangelisk Retning, som ser ud til ikke vil vide stort af Kristi Etterfølgelse hverken i Sind eller Levnet, men skikke sig noksaa lig Verden og saaledes undgaa Korsets Forargelse. Men den Tro, som ikke fører Kristi Etterfølgelse med sig, er ikke den retfærdiggjørende Tro, er ikke Guds Søns Tro, hvori Livet er. Og der er dem af deres Ledere, der endog er saa vildfarende, at de lærer, at Troen ikke er den Helligaands Gjerning i Mennesket. Det er med Troen paa Kristus, mener de, som med en anden Ting jeg holder for sandt. Men dette er en død KundskabsTro, som ikke er saa meget værdt som Djævelens Tro. Og deraf kan man heller ikke vente de sande Omvendelses og Retfærdigheds Frugter.

Saa er der en anden Retning, som i den senere Tid i en dræbende Grad har grebet om sig indenfor de troendes Samfund, de nemlig, som har mere eller mindre af den partiske Aand, hvis Kjærlighed ikke rækker længere end til sig selv og sine Tilhængere. De vil gjælde for Troende, men holder det ikke for Synd at belyve og bagtale sin Næste. De dømmer og fordømmer alle, som ikke gjør som de, og det angaaende Ting som intet gjælder i Død og Dom, men som kan staa til Hinder for Troen, som intet maa vide til Salighed uden Jesus Kristus og ham korsfæstet.

Jeg var paa et Sted, hvor en af disse dømte mig at være en falsk Profet, fordi jeg brugte Landstads Salmebog i Opbyggelserne. Man maa vel spørge: Hvor er Kristi sagtmodige, fordragelige Aand og inderlige Kjærlighed bleven af ?  Den er ligesom rømt ud af Verden.

En stor Aarsag til al den Forvirring og Splid, som nu har naaet en slig Høide iblandt os, er dette, at unge Gutter tar sig paa at gaa ud og prædike, .ja optræder som Bibeludlæggere, og da de mangler Lys dertil, blir deres Forkyndelse misvisende for Sjælene og til Vanære for Gud og hans Ord. Om nogen kjendte Kald til at vidne om Jesus for sine Med­mennesker, burde der findes saa megen Ydmyghed som i gamle Dage, at de fra først af en Tid var med en gammel prøvet Gudsordsforkynder, der var sund i Troen. Og kunde ikke dette lade sig gjøre, da at læse et Stykke af en af Kirkefædrenes aandrige Vidnesbyrd og saa række Forsamlingen en hjertelig Formaning til Omvendelse.

Se da vilde det kjendes, at det var Kristi Kjærlighed og hjertelig Omsorg for at faa sine Medmennesker fra Synden til Gud, der drev dem ud. Men nu ser det desværre ud til, at det er mere for at vinde Kroner end Menneskesjæle. Den Forening, som tilbyder størst Maanedsløn faar den bedste Prædikant, hvoraf tilsidst bliver Leiesvende og Stasjunkere. — Korsets Evangelium vil tabe sin Kraft og Vantroens Børn styrkes i sit døde Haab paa Guds Barmhjertighed. Ak om den gamle enfoldige, troværdige Lægmandsvirksomhed atter kunde finde Sted blandt os! saa vilde denne Tids Festkristendom, eller som en afdød Prest nylig sagde «Morokristendom» vise sig at være mere Skin end Kraft.

Men Guds faste Grundvold staar og har det Segl: Herren kj ender Sine, og om hvem Salmisten siger:

Det er Guds sande Israel, som baade tror og lever vel, en Slægt af Gud ved Ordet fødd,

En deilig Brud i Naadens Skjød.

Paa Jorden en forborgen Skat,

Og dog et Lys i Verdens Nat.

Det er stort, at en ikke staar for menneskelig Dom, men at Herren er den, som os dømmer. Nu dømmes jeg af dem, som kalles ny evangeliske for at være en Lovtræl, og af en Del af dem, som vil være af de Gamle, for at være nyevangelisk. Men taales der ikke, at man taler baade ofte og berømmeligt om Jesu Blod og Saar som den eneste Salighedsgrund, saa er det at befrygte, man er kommet bort fra den levende Selverkjendelse.

Den 8de Oktober 1908 feirede jeg og min trofaste Hustru vor Guldbryllupsdag. Mange Venner var forsamlede og viste os kjærlig Deltagelse. Det var med Tak til Gud jeg saa tilbage den Dag paa den lange Række af Aar, som Herren havde hjulpet os baade til Legem og Sjæl.

Aaret efter (1909 altsaa) blev min Hustru meget syg, saa Lægen erklærede, der var lidet Haab om Liv. Da jeg hørte dette, tænkte jeg: Lægen slutter efter Fornuften, men jeg har Tro. Saa bad jeg til Gud, om hun maatte faa leve lidt endda, og Herren hørte min Bøn og saa til mine Taarer. Om 8 Dage kom Lægen igjen, og da var hun bleven saa bra, at han sagde: Jeg har ikke noget her at gjøre. Hun forblev ogsaa saavidt frisk i hele 3 Aar, at hun kunde stelle i Huset. Men saa fik hun samme Sygdom igjen, og atter gik jeg til Herren med ydmyg Bøn og Be­gjæring, om hun ogsaa da kunde faa leve endda en liden Tid, og Herren bønhørte ogsaa denne Gang, og hun levede omtrent 1 Aar.

Hun led meget i denne Tid (det var Astma og Bronchit), men bar alt med stille Taalmodighed; ikke et Ord eller Mine af Utaalmodighed. Det var isandhed et naadefuldt Sygeleie. Hun bad meget og takkede Gud. «Han er saa god,» sagde hun altid. Tillige randsagede hun flittig i Guds Ord alene og sang ofte. Kom der Folk ind, saa formanede hun dem til at søge Herren før det blev forsent. Hun var saa vis og salig i Troen paa For­soningen ved Kristi Død, Blod og Saar, men altid i en dyb Selverkjendelse af sit eget intet og store Uværdighed til mindste Naade. Hun priste altid Guds Naade i Kristo.

En dag, jeg kom hjem fra en Reise og hilste fra to Venner, svarede hun: Naar du atter træffer dem, saa hils dem Velkommen til den store Høst. Ikke længe før hendes Endeligt skrev jeg et Brev til en gudfrygtig Prest, og da jeg spurgte, hvad jeg skulde sige fra hende, sagde hun: Sig ham, at jeg snart gaar ind til min Herres Glæde. En anden Gang sagde hun: Nu holder jeg snart min Himmel­fart. Da jeg saa, det ikke kunde blive længe, og hun led meget, saa bad jeg Jesus, at han snart vilde komme og hente sit Faar hjem, og han opfyldte ogsaa denne min Begjæring. De sidste Ord jeg hørte af hende var: Gud vær mig Synder naadig! og:  O, hvor Gud er god ! Natt til Mandag den 11te Marts 1912 sov hun hen i Jesu Saar og det efter en ydmyg, stille, bramfri Vandel i Kristus. Hun var da 85 Aar gammel. Savnet føltes, men Glæden over at se Kri­stendommens Seier i Døden ved Troen paa Kristi Død gjorde, at der blev Lov og Pris til Herren for al hans Naade mod os i Liv og Død. Ja lovet være Israels Gud. O, saligt at sees igjen hos Jesus af Naade.

Det sidste Vers jeg hørte hun sang en kort Tid før hun hensov, var dette:

 O  Jesu, al min Glæde!

Naar kommer dog den blide Stund

At jeg derop kan træde

Og prise dig med Englemund ?

Naar skai jeg brudesmykkes

Og den Forandring ske ?

Naar skal det for mig lykkes,

At jeg dig faar at se?                                                        

¤

O, und mig snart den Ære,                                              

I  Frydens Paradis

Min Seierskrans at bære,

Dig selv til evig Pris !

¤¤¤

Fra de siste år.

Ole Langeland har fortsatt sin utrettelige reise­virksomhet med Ordets forkynnelse helt til han fylte 100 år. Mest har han virket i Vestfold. Men han har også vært ute på lengre reiser. Et par ganger be­søkte han sin venn Fredrik Muller, mens han var prest i Fjotland. Undertiden var han sammen på reiser med sogneprest Laur. Larsen, som stod ham særlig nær.

Ned gjennem årene møter vi Langeland med vidnesbyrdet i Østfold, i Nummedal og i Telemark. Da han i 1905 solgte sin gård Gjelstad i Våle og flyttet til Tønsberg, fikk han mere anledning til å ofre sig helt for forkynnervirksomheten.

Hans hjertebarn i misjonsarbeidet har vært Sudan-misjonen. På større misjonsmøter har han vært med både i Haugesund, Trondheim, Bergen og Fredriksstad. I Trondheim fikk han også efter innbydelse av sin venn C. A. Lie virke en kort tid i 1920 og gledet sig over å finne igjen «den enfoldige og ydmyge Broderkjærlighed som var iblandt Hauges Venner». Ellers hadde vi i 1924 besøk av ham i Lunner på Hadeland. Han besøkte også venner på Gjøvik. På lengere reiser har Langeland ofte hatt følge av sin slekt­ning dr. Olai Skulerud.

I det hele er det et under at Lange­land har kunnet hol­de ut. Han har i sannhet fått erfare, som han selv sier, at Herren trofast har holdt sitt løfte: «Ogsaa indtil Alderdom­men skal jeg være den samme og bære Eder indtil de graa Haar».

Ole Langeland har i forkynnelse og virke fulgt de gamle retningslinjer. Det kommer til uttrykk i den lille bok han utgav i 1919 og som Fredrik Mul­ler gav titelen: «De gamle stier». Langeland er redd den slags loviske forkynnelse, hvor nåde blir gjort til lov og loven til nåde; men han advarer også sterkt mot det overevangeliske vidnesbyrd. «Man taler nu ofte slik,» sier han, «at man skal kaste bort sin Omvendelse, sin Bod og Anger. Men dette er jo den Helligaands Gjerning i hver den Sjæl, som skal blive delagtig i Kristi Forsoning. Denne Forkyndelse synes ikke at føre til Bod og Hjerteerkjendelse af Synden, fordi Loven gaaes forbi».