– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Kristiania 1912-1920.
– fra s. 729 – 730 :
Allerede under Omtalen af Vækkelsen paa Lesje og i Romsdalen er Gunder Larsen Gravens Navn og Virksomhed berørt.
Han blev født paa Gaarden Graven i Jodalsgrænden i Øksnedalens Prestegjæld den 20. Januar 1831. Forældrene var Lars H. Graven og Hustru Anna Johannesen. De havde mange Børn. Paa Grund af trange Kaar maatte de ældste snart ud for at tjene sit Brød.
Gunder kom til fremmede, da han var 11 1/2 Aar; det var et verdsligt Hus med mange Tjenere. De letsindige Omgivelser havde en skadelig Indflydelse paa det friske og lette Barnesind. Guds Aand virkede dog paa hans Hjerte; han længtede tidt efter at blive et Guds Barn, bad ikke sjelden derom og søgte at blive snil. Den 16. November 1846 konfirmeredes han af Sogneprest Chr. M. Glückstad.
Den unge Gut ønskede inderlig at blive sit Løfte tro; men det var mest sin egen Kraft, han stolede paa. Derfor svandt de gode Indtryk snart bort; han tumlede sig i Ungdommens Fornøielser, ja søgte endog at overgaa Jævnaldrende i Letsindighed og Synd.
Omkring 1850 blev der i Bygden, hvor han boede, nogen Vækkelse. Han blev greben af Guds Ords Magt, overbevist om sin Synd og søgte at vende om; men ogsaa denne Gang væsentlig ved egen Kraft. Det gik nogenlunde at aflægge de ydre Synder; men naar det gamle Menneske skulde tvinges til at blive ydmygt og taalmodigt, vilde det ikke gaa længer. Han var nær ved at give op det hele og atter leve som de andre. Men Herren sendte Hjælpen i rette Tid.
Pastor Chr. Dick, der var Prest i Nabobygden Opdal, kom efter Anmodning af Stedets Prest til Øksnedalen for at prædike der en Søndag i 1852. Han var en ildfuld Mand, vakt for et Aar siden ved den tidligere omtalte Hans Lingjerde, og holdt en alvorlig Prædiken om Menneskets Synd og Naaden i Kristus; den greb særlig Gunder Graven.
Nu blev han løst fra Syndens Magt og Herredømme og kunde frelst og fri tjene Gud. Han havde fra først af en overstrømmende Glæde og Fred. Det varede dog ikke længe, før Guds følelige Naade svandt, og Hjertet begyndte at ængstes i Tvil og Mørke. Synden og Satan fristede. Gud havde taget ham i Skole for at lære ham at tro Ordet og klynge sig til Forjættelserne (løftene/red.) uden at føle og se.
Sjælekampene tog saa haardt paa ham, at han tilsidst ikke orkede at arbeide. Men saa “oprandt Retfærdighedens Sol med Lægedom under sine Vinger”. Han fik erfare Evangeliets løsende Magt og blev atter glad i Herren, men ikke paa Følelsernes usikre Grund.
I denne Tid var han i Tjeneste hos forskjellige Gaardbrugere, men fik Lyst til at lære et Haandverk. Saa reiste han til Christianssund, hvor han begyndte at arbeide paa et Værksted hos Skomagermester Andersen, var der i 1 1/2 Aar og tænkte da med Kraft og Mod at begynde paa egen Haand sin timelige Livsgjerning. Men Tanken paa, at en Mængde af hans Medmennesker gik om i Blinde uden at sandse sin Saligheds Sag, greb ham saa stærkt og dybt, at han maatte ud som Guds Ords Forkynder.
Det var i 1855. Veien blev dog saare trang. “Det kan
– 730 –
ikke siges med Ord”, skriver han, “hvor jeg var trykket af Næringssorger; intet fortjente jeg, Klæderne blev opslidte, Tiden gik, og forgjæves var mit Arbeide og mine Reiser. Ja det var en svær Prøvetid for mig. Alligevel fik jeg ikke Fred i at lade være. Jeg reiste hele Vinteren og arbeidede om Sommeren. Dermed holdt jeg paa i 10 Aar“.
— “Herren velsignede rigelig hans Virksomhed”, og der blev store Vækkelser rundt om, hvor han talte. Der var en særegen Ild og Kraft i Vidnesbyrdet, og Graven var vistnok en af Norges største Vækkelsesprædikanter i sin Tid.
Han udstrøede Ordets gode Sæd særlig i Trondhjems Stift, men ogsaa tildels Søndenfjelds og paa Vestlandet. Disse uophørlige Reiser og den brændende Kjærlighedens Omsorg, han altid lagde for Dagen under sit Vingaardsarbeide, tog stærkt paa hans Helbred. Da gjorde Gud det saa, at han blev kjendt med en troende Kvinde ved Navn Marit Arntsdatter Olstad fra Børsen.
De blev gifte 10. Mai 1865 og bosatte sig paa en Husmandsplads under Gaarden Melle i Stjørdalen. Her boede de 5 1/2 Aar. Han drev flittig sit lille Jordbrug, arbeidede forøvrig for andre og virkede efter Leilighed som Guds Ords Forkynder.
I 1870 udvandrede han til Amerika; Hustruen blev igjen til det følgende Aar. I Amerika drev han først forskjellig Slags timelige Arbeider, men virkede tildels ogsaa sammen med Elling Eielsen og foretog Høsten 1871 en Reise til Syd-Dakota for at hilse paa Venner og kjendte fra Trondhjems Stift.
De boede dengang i smaa Jordkjældere og sad i trange Kaar. Disse Nybyggere var spredte vidt omkring. Saa blev han kaldet til deres Prest og ordineredes Høsten 1871. Hans Hustru var kommet efter, og langt ud i November tog de afsted til sit nye Hjem.
Underveis blev de overfaldt af Snestorm. “Stundimellem maatte Mændene gaa foran og trampe Vei for Kjøreokserne og stundimellem Okserne for Mændene”.
De kom efter stor Møie lykkelig frem og var glade og taknemmelige, fordi Besværlighederne var over og Reisens Maal var naaet. Ikke mindre glad var Menigheden, som med Længsel havde ventet paa deres Komme. Der var ingen storartet Modtagelse, ikke heller nogen elegant Prestebolig, som ventede dem. “De fik tage til takke med at stige ned i en Kjælder, tre Fod dybt under Jordoverfladen, med et slags Torvtag over. Der var et eneste Rum saa høit, at en voksen Mand godt og vel kunde staa opreist. Her skulde to Familier med tilsammen seks Mennesker koke, spise og sove. Heller ikke maa det glemmes, at dette Rum ogsaa skulde tjene som Kirke, hvor Ordet prædikedes, og Sakramenterne forvaltedes“.
Herom skrev Pastor Graven : “Det gik udmærket godt; thi vi alle var fattige og smaa, og kunde nogen Gang dette Ordsprog sandes : “Vennerummet behøves ikke stort”, saa var det her. Og vi var saa glade og fornøiede i disse Kjældere med lidt tarvelig Mad og Klæder…. Ja, enfoldigt var der det i de Dage”.
Det lysnede efterhaanden noget; men Menighederne var meget spredte; Arbeidet blandt disse Nybyggere var for en nidkjær Mand som Graven rent overvældende. Engang havde han 12 forskjellige Menigheder i 8 Countier samt mange Prædikepladse. Han boede i Syd-Dakota fra 1871 til 1900 og tilbragte saa Resten af sit Liv i St. Rosa, Californien. Fra 1871 til 1876 tilhørte han Elling Eielsens Samfund og fra 1876 til 1900 “Hauges Synode”.
Graven var Kredsformand 1895 – 1900. “Efter et langt og rigt velsignet Liv fik han gaa ind til Sabbatshvilen 6. Juni 1903”.