– “over de mest fremtrædende religiøse Bevægelser i vort Land i de sidste firsindstyve (80) Aar”.
(Myhrebøe, Emisær). Horten. Udgiverens Forlag. 1882.
– les også Myhrebøes “levnedsbeskrivelse” her :
Forord.
Da jeg i min store Uværdighed tør tilegne mig at være et Lem i de helliges Samfund og har etter min Troes Maal og Opgave mest været sysselsat med at vidne om ham, som er Synderes Vei til Frelse og Salighed, i 50 Aar, og da jeg nu er 73 år og dertil saa afkræftet at jeg ikke mere formaar at virke med mundtlig Bekjendelse, saa har jeg følt det som en Pligt, der hvilte paa mig, at efterlade mig et Vidnesbyrd om de mest iøinefaldende religiøse Bevægelser i vort Land fra Begyndelsen af vort Aarhundrede. Det har ikke været min Hensigt at bebreide nogen; men jeg troede, det kunde tjene til Advarsel og Selvprøvelse, da Guds Ord siger, vi skal give Agt paa hverandre. Men jeg maa bede om en skaansom Bedømmelse. Det er i Enfoldighed skrevet med den Forvisning, at det er begrundet i Guds Ord.
Saa lader jeg bogen udgaa i Jesu Kristi Navn.
Forfatteren.
Indledning.
I begyndelsen af det 19. Aarhundrede saa det ikke lyst ut for vort Land hverken i politisk eller religiøs henseende. Den aabenbare Vantro laa som en tung Taage over Folket i almindelighed. Baade Presterne og Lægfolket var i detheletaget faldet fra den levende Gud. De havde forladt ham, den levende Kilde, og gravet sig selv sprukne Brønde, som ikke kunde holde Vand. I Kirkerne forkyndtes næsten uden Undtagelse, en tør og aandløs Moral; ja oftes ikke det engang. Saaledes tog for Eksæmpel en Præst Anledning til paa Juledag at tale ”om Nytten av Stald-foring”, fordi ”Stald” og ”Krybbe” var nævnt i Evangeliet. Paa en af Aarets Søndage talte en anden Præst ”om Nytten af Vaccinationen” og en tredje kom med følgende Ytring i sin Prædiken : ”Lyksalig er den Mand som har en Potetager, som ligger imod Syd”. Da saadan ”Svinemask” umulig kunde tilfredsstille Sjælens Hunger, stod Kirkerne næsten tomme, og de faa, som besøkte dem, sovnede hyppig ind under Prædikenen. Et oplysende Eksempel fra Trondhjems Stift er mig fortalt af en troværdig Mand. Det var nemlig en gang Biskop Bugge på en af sine Visitationer kom til at spørge en Præst om Tilstanden i hans Menighed. Præsten svarede : ”Det er en Ting, jeg har imod min Menighed, og det er, at naar jeg betræder min Prædikestol og begynder at prædike, saa begynder Folkene at snorke og sove; jeg grundede længe paa at finde et Middel for at vække dem, og endelig kom jeg paa den Tanke, at jeg skulde tage min Violin under min Samarie, naar jeg gik paa Prædikestolen. Dette gjorde jeg, og saasnart Folkene vel var sovned ind, tog jeg frem Violinen og trak nogle Drag, men De kan tro, jeg fik dem vaagne”. Biskoppen sagde : “Vovede Pastoren virkelig at gjøre det ?” hvortil denne svarede : ”Ja !” Veien for de fleste var for de Fleste meget lang; ofte to-tre Mil; en Del havde en besværlig Søvei, og Landeveiene var heller ikke gode den Tid, og man maatte være tidlig oppe, hvis man skulde naa frem i Betids, og naar man da satte sig i Stilhed og hørte en tør og kjedelig Prædiken, var det ikke at undres over, at man sovnede ind. Kirkerne var kolde, og man hørte en forfærdelig Banken med Benene, fordi man frøs. Folkene paa den Tid var ogsaa ualmindelig tyndt klædte.
– Hva kirkelig Skik og Orden angikk, var det da omtrent som nu. Man havde til Kirkebog især Kingos Salmebog og til Bønnebog Luthers Katekismus og Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed, samt Herslebs Bibelhistorie og senere Wexels’, saa Bogstavkundskaben om Gud var ens, hvilket var et stort Gode. Af Huspostiller brugtes især Brochmanns og Henrik Müllers, der begge indeholdt den sande Lærdom fremstillet paa en enfoldig og erfaringsrig Maade. Senere udkom flere Skrifter, forfattet af Hauge, hvilke Skrifter Folket godt forstod; saa udkom Kristi Forklarelse i Sjælen, Speners Kirstendoms Øvelse, Neuks Aandelig Aarvaagenhed, Aug.Herm. Francke Anvisning til at bede, Jonas Collers Voldsomme Indtrængelse i Guds Rige, samt Pontoppidans Hyrdebreve, Troens Speil og Menoza i nye Oplag.
End videre udkom ved den Tid Pontoppidans Ældgamle og enfoldige Kristendom, Fresenius’ Kommunionbog, Aandeligt Præstedømme af Spener, Volkqvart Sjælens Luth, Jonas Ramus Naadens aandelige Markedstid, derefter Hauges Postille, forfattet af ham selv og senere en Huspostille, hvis Prædikeneraf forskjellige Forfattere som : Luther, Francke, Pontoppidan og Hauge. Denner er endnu meget bekjendt og yndet under Navnet Samlings-Postillen. Alle disse ovennævnte Bøger var rigelig udbredte blant Folket og bleve flittig læste til Manges Opvækkelse og Opbyggelse. Denne rige Skat af sande og gode Opbyggelsesskrifter bevarede mangfoldige af almuen for at blive smittet af Fornuftskristendommen eller Rationalismen. Bibelen var saare lidet utbredt i denne Tid. Der var dog dem, som havde Bibelen og læste i den; disse kaldtes ”bibelsprængte” Folk. Deres Bibelkundskab var dog i alminnelighed mer Forstandens end Hjertets Eiendom; thi i Drikkelag og lystige Selskaber, naar man sad og smaadrak, prøvede man hverandre i Bibelen, og misbrugte paa den Maade Guds hellige Ord. Enkelte andre fik den helligaand paavirke gjennom Børnelærdommen og nogle faa bleve ogsaa vakte til et nyt Liv i Gud. De holdt fast ved det Lutherske Kirkesamfund og søgte at opbygge sig indbyrdes, saa godt de kunde. Opbyggelsessammenkomster eller Konventikler, som de kaldtes, blev ikke taalte. Et mærkeligt Exempel paa, hvorledes Øvrigheden stillede sig lige overfor disse Andagtsstunder foræller Professor Jens Müller. I København var der nogle faa vakte Sjæle, der kom sammen i Husene hos hverandre, til Bøn og Sang samt Guds Ords Læsning. Dette fik Autoriteterne Nys om og udsendte en Politibetjent for at gribe dm, da Forordningen af 13de Januar 1741 forbød gudelige Forsamlinger. Lægfolket havde imidlertid faaet spurgt, at en saadan skulde komme; de fik i største Hast Bibelen og Salmebøgerne gjemte og tog i stedet en Kortleik frem og skjænkede i nogle Ølglas og satte paa Bordet. Man var neppe færdig hermed før Politibetjenten stak Hovedet ind ad Døren og saa sig forundret et Øieblik omkring og sagde : ”Her er ingen Pietister, men gode Lutheraner alle sammen”, hvorefter han forlod Huset ligesaa hurtig, som han var kommen.
Et Overblik over den ved Hauge fremkaldte store Vækkelse.
Som vi allerede har hørt, rugede et tykt aandeligt mørke over vaart Fædreland ved Slutningen af forrige (18. århundre) og Begyndelsen av dette Aarhundrede (19. århundre). Da brugte Gud, Bondedrengen fra Tune i Smaalenene, Hans Nielsen Hauge, som sit udvalgte Redskab til at vække de aandelige døde op til nyt Liv. Aaret 1796, da ”Gud af sin store Naade skjænkede” Hauge ”et Glimt af sin himmelske Herlighed, som virkede en kraftig Kjærlighed til Gud og til Næsten”, danner et Vendepunkt i den norske Kirke’s nyere Historie. Efterat Hauge selv var bleven opvakt til Liv i Gud, blev det en Hjertetrang for ham, at forkynde Hans Dyder, som kaldte ham fra Mørket til sit underfulde Lys. Han formanede sine Søstre til Omvendelse og Tro. De lod sig kalde og oplyse af den gode helligaand og blev som levende Grene inpodede i Vintræet Kristus. Dreven af Gud gjennemvandrede derpaa Hauge fra 1797 til 1804 næsten hver eneste Bygd og By i vaart Land fra Lindesnæs til Nordkap for at forkynde Guds Ord, ja han besøgte endog Danmark og Sverige. Ved hans enfoldige og hjertevarme Forkyndelse af Guds Ord blev store Skarer vakte op af Syndens Søvn.
Den guddommelige Ild, som Jesus ønskede var tændt paa Jorden, (Luc. 12 Kap) udbredte sig i 1796 over flere Egne i Smaalenene og i det følgende Aar videre paa samme Steder samt i Drammen, Lier, Eker og opover til Elverum, samt blandt Arbeidsklassen i Kristiania. 1798 formeredes de Troendes Tal i bemeldte Steder og især i Eker, Kongsberg, Nummedal og Hedemarken samt en Del i Bergen. Det følgende Aar viste det sig, at de kaldte i Tune, Rakkestad mfl Steder ikke havde lagt god Grundvold for sin Tro; thi flere af dem vendte tilbage til Verden igjen, men den guddommelige Ild brændte saameget stærkere i Nummedal, Hallingdal, Hedemarken, Bergen og Throndhjems Stifter, især Lindstrand samt her og der i Gudbrandsdalen. Fra 1800-1804 udbrædte Vækkelsen sig stadig i Hallingdal, Valders, Lister og Vos, samt i Søndfjord, og Throndhjems Stift. Guds Ord havde derpaa Fremgang i Nordland, Stavanger og Søndmør samt i Danmark og Sverige. Enkelte hist og her faldt vel fra igjen og bleve verdsligsindede, men en stor Skare af de Vakte bleve standhaftige i Troen. Disse sidste udfoldede ogsaa en stor Virksomhed i det Timelige, for at vise, at Guds Børn ikke vilde leve magelig og unddrage sig for de jordiske Sysler. Da Hauge den 30te Oktober 1804 blev sat i den langvarige Arrest, var det mest virksomme Redskab borte, og Vækkelsen tog nu i de følgende Aar indtil 1808 mer af end til. Fra 1810 til omkring 1820 begyndte en aandelig Gjenoplivelse og ny Vækkelse især i Jarlsberg Grevskab, Romsdalen, Nummedal, Aalen og flere Steder i Throndhjems Stift. De af den aandelige Bevægelse mest grebne Steder i Aarene næst før 1820 vare Øier i Gudbrandsdalen, Aalen i Throndhjems Stift, nedre Thelemarken og Oplandet til Stavanger og Ekersund. I Nordlandene, Torpen, Hallingdal, Nummedal, Eker, Berg og Rakkestad Sogne samt i Sverige og ved Fredrikshald havde ogsaa Guds Ord Indgang, men ikke i den Grad, som paa nysnævnte Steder.
Lægfolket stod i Begyndelsen og fremdeles ganske alene i sin Kamp mod Vantroen. De Lærde betragtede næsten uden Undtagelse Lægmandsvirksomheden som uberettiget og søgte i det hele at hindre og modarbeide den af alle Kræfter. Der var faa Aviser i den Tid, og de tog i Regelen liden eller ingen Del i Dagens Strid; Øvrigheden behandlede Lægfolket efter eget Forgodtbefindende, og dog vandt Sandheden Seier, som vises den Dag i dag til Guds Lov og Pris. Fra 1811 da Norge fik sit eget Universitet indtraadte i denne henseende en glædelig Forandring. Vi fik enkelte troende Professorer og Præster, der optog Kampen og arbeidede for det kristelige Livs Vækkelse og Udbredelse, saa Hauge næst før sin Død kunde skrive til sine Venner : ”At i disse sidste Tider ikke faa Lærde har virket til Guds Ords Renheds Udbredelse ved I, Medtroende”.
Trange Tider.
Det var ikke alene i aandelig, men ogsaa i timelig Henseende, at der var trange Tider for vort Land i nysbeskrevne Tidsrum. Krigen med England og Sverige varede i flere Aar. Næringsveiene standsede i sin Udvikling, Uaar indtraf, og da Korntilførsel hindredes af fiendtlige Skibe, blev Sult og Nød manges Lod. Værst var det i 1812. Sligt Uaar havde ikke været i Mands Minde. Vinteren var streng, Vaaren kom sent og ved St. Hans Tider var der slik Kulde, at Folk frøs ihjel i Gudbrandsdalen. Sommeren var ogsaa saa kold, at Kornet frøs bort i fra Fjeld og til Fjære rundt det hele Land, og Barkebrød blev Almuens daglige Kost.
De gode Kornarter kaldtes Skibskorn, fordi de blev inført fra Udlandet. Priserne paa disse husker jeg ikke, men det hørte jeg, at man gav 1 Ko for en Tønde Korn. En Bog Furubark kostede 3 Ort og en Bog Almebark 3 Ort 12 Skilling; Smør 4 Skilling pr. Mark, Kjød 1 1/2 Skilling, Laks 1 a 2 Skilling, Poteter 2 Ort pr. Tønde. Prisen for en Hest paa 3 Aar var fra 14 til 30 Spd.; gamle Heste fra 3 – 5 Spd.; en god Arbeidshest eller en høstbært Ko betaltes med 6 Spd. Alt gik i det smaa, og Pengetiderne vare daarlige. De bedste Gaardsgutter tjente for bare Maden; senere fik de 5 Spd. Aaret og fulde Klæder. Tjenestepigernes Aarsløn var 3 Spd. Aaret og fulde Klæder. Folkene var muntre og glade i sin Stilling, men idethele med liden Omtanke og næsten ingen Spekulationsaand. Der var Troskab Mand og Mand imellem og ingen Falitter; hvad de behøvede til Klæder, virkedes i Huset hos hver Familie; enhver var rolig i sit Hjem og Omkreds, forsaavidt de ikke var udskrevne til Krigen, thi man havde ingen Reiselyst. Handelen var liden og Jordbrugene meget billige.
Som ovenfor antydet, var det kristelige Liv ikke lidet udbredt omkring 1820. Efterhaanden, som Vækkelse greb om sig, skjærpedes og udvikledes Sjæleevnene, og Oplysningen tiltog.
Det viste sig ogsaa i vort Land at sand Kristendom og sandt Kristenliv fremmer allermest den sanne Dannelse. Det staar fast, at Mennesket først da fuldt og helt kan opfylde sin Bestemmelse, naar det er kommet under Kristendommens saliggjørende Indflydelse.
Næringsveienes raske Opblomstren, den politiske Frihed som vort Land blev i Besiddelse af i 1814 skyldes for en ikke ringe Del Hauge og hans Venners velsignelsesrige Virksomhed; thi ved denne blev Folket vakt til Bevisthed om sit jordiske og himmelske Kald, og derved ogsaa til Eftertanke om borgelig Frihed og Selvstændighed.
Lægmandsvirksomheden fortsattes nedigjennem Tiden af Hauges Venner, væsentlig i det gamle Spor, og blev til usigelig Velsignelse for vort kjære Fædreland.
De mest fremtrædende Træk i Kristenlivet var, at man vare strænge med Hensyn til Kristi Efterfølgelse, samt holdt hart paa Aandens Enhed i Fredens Baand og endelig vare hverandre underdanige i Herrens Frygt.
Den Enhed, som dengang fandt Sted over det hele Land, var baade mærkelig og glædelig at iagttage. Omtrent ved disse Tider udkom Luthers Huspostille og Johan Arndts Sande Kristendom med Paradis-Urtegaard foruden mange andre gode Bøger, som tjente til stor Veiledning.
Efterat vi ovenfor har givet en liden Oversigt over den religiøse og politiske Tilstand, skal vi nu forsøge i største Korthed at skildre enkelte af de Lægmænds Liv, hvilke fortsatte Hauges betydningsfulde Virksomhed.