– artikkelen inntatt i avisen “Fædrelandet” – “Torsdag 17de December 1885”; denne utgjorde del 2 av Harkel Johnsen Myhrebøes innlegg vedrørende dødsstraff og fra hans side belyst ut fra Skriften; det står riktignok en medforfatter “O.”, men det ble antatt at det i første rekke var emissær Myhrebøes forståelse av dette vanskelige tema som her kommer til uttrykk; les den første delen her :
Skriftmæssig Protest mod Døds traffens Ophævelse. (Slutning fra forr. Nr.)
Det andet Bevis, hvormed Hr. B. rykkede iMarken, gik ud paa, at det nye Testamente skulde lære, at den kristne i ikke længere har med det gamle Testamente at gjøre.
Men da lyder dog Jesu og Apostlernes Tale ganske anderledes. Jesus siger iMatth. 5, 17 flg. : Mener ikke, at jeg er kommen for at opløse Loven eller Profeterne, jeg er ikke kommen før at opløse, men for at fuldkomme dem. Thi sandelig siger jeg Eder, at, før Himmelen og Jorden forgaar, skal ikke et Bogstav eller Tøddel af Loven forgaa, førend det sker altsammen.
Og hos Joh. 10, 35 siger Jesus om det gamle Testamente : «Skriften kan ikke feile». Og selv Apostelen Paulus, der jo paa det skarpeste betoner Forskjellen mellem det gamle og det nye Testamente, siger i Rom. 3, 31 : «Afskaffer vi da Loven ved Troen ? Det være langtfra; men vi stadfæster Loven».
Men hvad skal vi da sige om de to Steder, som Hr. B. har anført af Hebræerbrevet ? Viser ikke de,at Hr. B. har Ret i dette Stykke, at den kristne intet har med den gamle Pagt at bestille ? Tvertimod ! Hvad disse Steder mener, er væsentlig det samme, som Paulus siger i Rom. 10,4 : «Kristus er Lovens Ende til Retfærdig hed for hver den, som tror», og i Rom. 8, 3 : «Det, som var Loven umuligt, idet den var kraftesløs formedelst Kjødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn osv.».
Enhver Kristen burde dog vide, hvad dermed er ment, og i ethvert Tilfælde burde enhver Bibellæser kunne indse, at Paulus idetmindste ikke i det selvsamme Brev kan modsige sig selv. Han siger paa den ene Side, at Kristus er Lovens Ende, og paa den anden Side dog ogsaa, at vi ved Troen saa langtfra afskaffer Loven, at vi tvertimod stadfæster den.
Meningen af de nævnte Steder af Hebræerbrevet kan kun være den, at dengamle Pagts Husholdning ikke for maaede at føre Mennesket frem til den virkelige Frelse, og at den derfor er afløst af en ny, en høiere og bedre Pagt, som netop derfor kan kaldes bedre, fordi den formaar at bringe Mennesket til at opfylde Lovens Hellighedskrav, hvad Loven selv paa Grund af Menneskets Syndighed ikke kunde; man sammenligne Rom. 7, 12.
Hvad Evangeliet nemlig tilsigter, er just at sætte Mennesket istand til i sund Forstand at opfylde Guds Viljes Krav. Og at Hebræerbrevets Forfatter ikke som Hr. B. kan mene at den kristne ikke længere har noget med det gamle Testamente at bestille, det kan man bedst se deraf, at han overalt betragter det gamle Testamentes Udtalelser som Guds Ord og citerer dem til Bevis for, hvad han selv udtaler.
Saa er det da ikke det Nye Testamentes Lære, at vi kristne ikke har noget med det gamle Testamente at gjøre. Derimod skal det ikke nægtes, og enhver Kristen ved (vet/red.) det, at der er meget i det Gamle Testamente, som i en vis For stand ikke gjælder og ikke skulde gjælde den nye Pagts Troende.
Hele Ceremonial-loven og den borgerlige Lov, som Gud gav Israel, gjaldt efter den udvortes Bogstav og den ydre Form kun for hint Folk, men ogsaa kun efter den ydre Form. Thi af Jesu Ord i Matth. 5, 18 erkjender man, at der i alt, hvad det Gamle Testamente indeholder, er en evig gyldig Kjerne, der ogsaa i det Nye Testamentes Tid blir bestaaende, selv om den Skal (det skall/red.), hvori den var indesluttet under den gamle Pagts Husholdning er bortfalden.
Men da opstaar der det Spørgsmaal : Hvorledes kan vi da vide, hvad eller hvormeget der af det Gamle Testamentes Bud og Forbud endnu gjælder og hvad ikke ?
Dog, Gud har selv sørget for, at vi ikke skal være i Uvished derom; han har i det Nye Testamente klart nok aabenbaret os det. Og særlig har han nu ogsaa i det Nye Te stamente vist os, hvad hans Vilje er med Hensyn til den Sag, som vi her nærmest beskjæftiger os med, Dødsstraffen nemligen.
Jesus siger selv i Matth. 26, 52 disse Ord : «Alle de, som griber til Sværd, skal omkomme ved Sværd».
Og de Ord faar vel selv Hr. B. lade gjælde, hvis han ellers vil bøie sig for Jesu Kristi Lære; man kommer ikke forbi dem. Her stadfæster dog Jesus paa det utvetydigste, at, hvad det Gamle Testamente herom havde lært, endnu stod og skulde staa ved Magt blandt alle de Folk, der vil bøie sig for Guds Ord og lade det bestemme sin Samfundsorden.
Og Apostelen Paulus siger i Rom. 13, 4,. at «Øvrigheden bærer ikke Sværdet forgjæves»; men dette Udtryk, Sværdet, kan ikke betegne noget andet end Retten til at aflive, d.v.s. at straffe med Berøvelse af Livet.
Hermed har da baade Paulus og Jesus selv tilkjendt Øvrigheden Retten tilat haandhæve og øve Dødsstraffen, og der udtales, at Øvrigheden har og bruger denne Ret som «Guds Tjener» (Rom. 13, 4). Her er ikke Tale om Hevnlyst eller om Had, men om en evig bestaaende og evig gyldig guddommelig Ordning. Og lige overfor saadanne Ord af Jesus og af Paulus kan det vel ikke nytte hverken for «Almuevennen» eller for Hr. B. eller for nogetsomhelst Menneske at ville gjøre sine menneskelige Meninger gjældende.
Staten kan, hvis den vil, gjøre Oprør mod de gudddommelige Anordninger, og vi ved, at vi gaar enTid imøde, da det vil ske. Men saalænge Guds Ord skal gjælde som høieste Regel og Rettesnor i en Stats Liv og Virksomhed, kan nok ikke Dødsstraffen afskaffes.
Og det er paa disse nytestamentlige Ord, at ikke blot Teologerne, men ligesaafuldt læge kristne fornemmelig bygger sit Forsvar for Dødsstraffens kristelige Berettigelse, og ikke, som Hr. B. paastaar, blot paa det Gamle Testamentes Lære.
Vi vil i denne Forbindelse faa Lov til at bede baade “Almuevennen” og alle, som deler deres Anskuelser om dette Punkt, betænke, hvem det egentlig er, de beskylder for at have sat en Skamplet paa Staternes Lovgivning. Det er i Virkeligheden om Jesus selv, de siger, at han har lært en forfærdelig og uværdig eller barbarisk Straf, der forlængst burde været udslettet af Staternes Lovbøger.
Jesus siger : “Alle de, som griber til Sværd, skal omkomme ved Sværd”; “Almuevennen” og Hr. B. siger : saadan Tale er en Skjændsel; det vil ikke vare længe, inden de vil blive strengt bedømte, som har forsvaret og anvendt Dødsstraffen.
For hvem vil det kristne Folk bøie sig ? Det er vel værd at mindes, at det i Guds Ord etsteds hedder om Jesus, at i hans Mund blev der ikke fundenSvig (1 Petr. 2, 22).
Og hvad blir der saa af Hr. B.s Paastand : «Dersom nogen anden end Gud tager det (dvs. en Morders Liv), han være Konge, Lovgiver eller Dommer, begaar han en lige stor Synd ved at tage det Liv, som kun Gud har Ret til at tage (nemlig som Morderen); han sætter sig i Guds Sted og forkorter det Liv, han ingen Ret har til ?»
Det er sandt, Gud har alene Ret til at tage et Menneskes Liv; men saa har han ogsaa Ret til i visse Tilfælde at gjøre det ved Øvrighedens Haand. Hvor Øvrigheden handler efter Guds Vilje, der handler Gud selv gjennem den.
Vi har saaledes paavist, hvad det Nye Testamente lærer os om Guds Vilje med Hensyn til Dødsstraffen som Straf for forsætligt Mord.
Og vi har sagt, at dermed har det Nye Testamente stadfæstet Gyldigheden af, hvad det Gamle Testamente herom havde lært. Derimod finder vi i det Nye Testamente ikke bekræftet, hvad den israelitiske Lovgivning bestemte om Dødsstraffens Anvendelse ogsaa ligeoverfor andre Forbrydelser, f. Eks. ligeoverfor falskeProfeter.
Men derfor har heller ingen Kristen i vore Dage paastaaet, at disse Forskrifter skal anvendes i Statslivet.
Hvad de kristne har paastaaet og paastaar med fuldt Fodfæste i det Nye Testamente, er, at den gamle Pagts Bestemmelse om, at Mord skal straffes med Døden, endnu staar ved Magt og maa respekteres af Øvrigheden og af Folket, hvis Samfundet ellers med Rette skal bære Kristennavn. Det nye Testamente har vist os, at Dødsstraffen som Straf for forsætligt Mord er en af Gud villet Ordning, der ikke blot gjaldt Israel, men er af almenmenneskelig Gyldighed.
Og det kan man forøvrigt erkjende allerede af det Gamle Testamente selv. Thi det forholder sig ikke saa, at Dødsstraffen af Gud først blev paabudt Israel. Endnu længe før den israelitiske Lovgivning, allerede i Menneskeslægtens Urtid faststillede Gud det som en Grundregel for Menneslægtens ordnede Samfundsliv, at «hvo som udøser Menneskets Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses».
Man slaa Stedet efter; det staar i 1 Mos. 9, 6, og Gud begrunder der denne Foranstaltning ved at henvise til det særlige, enestaaende Forhold, hvori Mennesket staar til Gud : «Thi i Guds Billede»– siger han – «skabte han Mennesket». Her er dog aabenbart ikke Tale blot om Israel, men om Menneskeslægten overhovedet. Og det Ord, at Gud skabte Mennesket i sit Billede, staar vel ogsaa efter Hr. B.’s Mening ved Magt.
Saa faar han vel ogsaa finde sig i den Guds Forordning, der af Gud selv er bygget paa det i hint Ord udtalte Forhold mellem Mennesket og Gud. Den, der forgriber sig paa Menneskets Liv, for griber sig paa Guds egen Majestæt.
Efter det her anførte vil enhver alvorlig og oprigtig Bibellærer ikke kunne være i Tvivl om, hvad Guds Ords Lære gaar ud paa med Hensyn til Dødsstraffen og dens Berettigelse.
Naar da vor norske Stat i sin Lovgivning har fastsat Dødsstraffens Udøvelse, saa har den dermed ikke gjort noget andet end, hvad der efter Guds Ord var dens Pligt. Vi kan derfor ikke forstaa, at Mænd, som Hr. B. og “Almuevennen”s Redaktør , der gjør fordring paa at gjælde for kristne, kan udtale sin inderlige Glæde over, at, som Hr. B. siger, “den Regjering, vi nu har, er med at afskaffe denne skammelige og for et kristent Land uværdige Dødsstraf ved at have indstillet to Mordere til Benaadning med Livsvarigt Strafarbeide”.
Meget mere maa man fra kristeligt Hold udtale den dybe Beklagelse over, at Regjeringen ved saadan gjentagen Benaadning og navnlig ligeoverfor saa graverende Tilfælde som de, hvortil Hr. B. sigter, har gjort alt sit for faktisk, i Praksis, at ophæve en Retsordning, der er fuldt ud hjemlet, ja anordnet i Guds eget Ord.
De nys stedfundne Benaadninger synes ikke at love godt med Hensyn til det nuværende Styres Optræden i kristelig Aand og efter kristelige Grundsætninger.
Jo styggere og samsundsfarligere Mordforbrydelsen er, desto føleligere blir det uberettigede i Benaadningen, og en hyppig eller gjennemgaaende Anvendelse af Benaadningsretten vil ikke kunne andet end paa den bedrøveligste Maade sløve Synet for den guddommelige Retsordens Sandhed og Gyldighed.
Det værste ved disse gjentagne Benaadninger er netop dette, at den guddommelige Anordning ikke kommer til sin Ret, og at følgelig den almindelige Opfattelse paa dette Punkt bliver forvendt.
Men slem nok er dog ogsaa allerede den Omstændighed, at en saadan Overseen af Guds Ords Principer nødvendig vil medføre fordærvelige Følger for det individuelle Livs Sikkerhed. Man lader ikke ustraffet en guddommelig Anordning uændset. Det har ogsaa vist sig i Lande, hvor Dødsstraffen har været afskaffet eller ialfald ikke haandhævet, at Mordforbrydelsernes Antal har steget og det ofte i en saa foruroligende Grad at man ofte har seet sig nødt til at tage Spørgsmaalet om Dødsstraffens Gjenindførelse under Overveielse.
Ogsaa hos os har der delvis vist sig noget lignende, at nemlig Mordernes Tal er vokset efter en Række paa hinanden følgende Benaadninger. Og det er jo ogsaa, rent menneskelig seet, ganske naturligt.
Den, der omgaaes med onde Planer og Hensigter om at berøve sin Næste Livet, har jo saa meget færre og mindre Betænkelighed ved at udføre dem, jo mere han er sig bevidst, at et Mord dog ikke har mere paa sig end, at han for Levetiden faar offentligt Underhold.
For mange, særlig i moralsk Henseende dybere sunkne Mennesker vil det endog fremstille sig som en Vinding at faa livsvarigt Fængsel i Sammenligning med de daarlige og ynkelige Forhold, hvorunder han ellers maa leve sit Liv. Den hyppige Benaadning er derfor en Uret mod Forbryderne selv, hvem man derved unddrager den Støtte for hans moralske Følelse, som Frygten for Livets Fortabelse indeholder.
Og det bliver en Uret tillige mod Samfundet i dets Helhed, idet der ikke sørges tilstrækkelig kraftig for dets Medlemmers personlige Sikkerhed paa Liv og Lemmer. Der er i det Hele taget vistnok ogsaa adskilligt berettiget i, hvad man ofte kan høre af den almindelige Mands praktiske Sands, at det dog er skjændigt, at Regjeringen saaledes ligesom giver Morderen offentlig Pension og Beskyttelse paa Livstid, medens de, som mistede sin Forsørger eller sine Kjære paa den mest oprørende Maade og maa lide baade Tabet og dets Følger, ikke er Gjenstand for nogen tilsvarende Godtgjørelse.
Men Øvrigheden skulde dog isandhed først og fremst betænke, at den er indsat af Gud til paa hans Vegne at straffe det Onde og beskytte det Gode, og at Gud selv i sit Ord har forordnet Dødsstraffen som det normale Middel til Samfundets Beskyttelse og til Hævdelse af den Sandhed, at i Guds Billede er Mennesket skabt.
Vi henviser saa til Slutning vore Læsere atter til de grundlæggende Steder i Guds Ord; 1 Mos. 9, 6; Matth. 26, 52 og Rom. 13,4, hvorpaa denne skriftmæssige Protest heltigjennem hviler. M. & O.
Ønskes gjerne optaget i andre Blade.