– artikkel inntatt i “Fædrelandet” dato “Tirsdag 15de December 1885” – forfattet av (M.& O.)- hvilke er for det første Harkel Johnsen Myhrebøe, den landskjente legmann og emissær, mens den andre – underskrevet med O. for tiden er ukjent; les denne første av 2 artikler her :
Skriftmæssig Protest mod Dødsstraffens Ophævelse.
Der skrives og tales i vore Dage meget til Forsvar for Dødsstraffens Ophævelse. Navnlig har Almuevennen optraadt blandt deres Rækker, der paa staar, at denne Straf er en Skjændsel for det moderne Samsfundsliv.
For ikke ret længe siden (se Almuevennen No. 28 for 15de Juli d. A.) har Redaktionen atter en Artikel, der gaar ud paa at vise Nødvendigheden af, at Staten vasker sig ren fra den «Skamplet», som Bibeholdelsen af Dødsstraffen efter Forfatterens Mening har sat paa den.
Og der er her vel at mærke Tale om Dødsstraffens Afskaffelse overhovedet, altsaa ogsaa som Straf for forsætligt Mord. Det er sørgeligt at iagttage, hvorledes et Blad, der ellers vil gjælde for at staa paa Kristendommens Grund, idenne Sag saa ganske ser bort fra, hvad Guds Ord lærer, og lader sig nøie med at anstille udelukkende menneskelige Fornuftbetragtninger.
Først anføres nogle Citater af Foredrag, som den nuværende Statsminister, Johan Sverdrup, i sin Tid holdt i Stortinget, og hvori han, uden i ringeste Maade at lade sig genere af Bibelens Udtalelser herom, klart og utvetydig udtalte sig for Afskaffelsen af Dødsstraffen over hovedet.
Dertil knytter saa Redaktionen endel Bemærkninger, der uden videre Bevisførelse stempler Dødsstraffen som «en barbarisk og forældet Straf, der for længst burde været udslettet i Staternes Lovbøger».
“I Slutningen af vort Aarhundrede”, –hedder det – “burde Staterne skamme sig ved at bruge Bøddelen for at værne sig mod Forbrydere, bortseet fra, at de ikke har Fnug af Ret til at aflive et Menneske, ikke mere end Morderen har det. Det vil ikke vare længe, inden det i den almindelige Bevidsthed vil blive anseet for en Skjændsel at have holdt paa Dødsstraffen, og inden de Statsmænd vil blive strengt bedømte, som har forsvaret den og nyttet den».
At den moderne Vantro kan ræsonnere saaledes, det kan vi forstaa. For den Vantro, der ikke anerkjender nogen guddommelig Aabenbaring, kan alene Menneskefornuften eller Majoritetsviljen gjælde som høieste Dommer over Sandt og Usandt, over Ret og Uret.
Og for den menneskelige Fornuft, der tænker og handler uden at tage Hensyn til Guds Vilje, vil det kanske stille sig saa, at Staten ikke har Fnug af Ret til at af live Nogen, ikke mere, end Morderen har det, og at derfor Dødsstraffen som en Skjændsel og en Skamplet paa Statslivet eller som en barbarisk og forældet Straf snarest mulig bør udslættes af Staternes Lovbøger.
Men at En, der paastaar at bøie sig for Guds Ord, kan tale saaledes, er os aldeles ubegribeligt. Os synes hine Almuevennens Udtalelser paa den sørgeligste Maade at godtgjøre, at Forfatteren befinder sig paa et yderst farligt Stand punkt, – paa det Standpunkt nemlig, der sætter selvvalgte Grændser for, hvor langt Guds Ords Lære skal respekteres og adlydes, og som dermed i Virkeligheden sætter sig selv tildoms over Gud og hans i Ordet aabenbarede Vilje.
Vi skulde tro, at det dog var bedre ganske at erklære Gud og hans Ord afsat, end saaledes tilsyneladende at bøie sig for Gud, medens man dog i Virkeligheden fordrer, at Gud skal bøie sig for Ens egen Vilje og Tanke.
Vi mener nemlig, at enhver Kristen, der ikke er ganske blændet af Tidsaandens saakaldte «Oplysning», maa kunne indse, at Guds Ord paa dette Punkt klart og bestemt lærer noget ganske Andet end baade Almuevennen og dens Autoritet, Hr. Statsministeren.
At Dødsstraffen i tidligere Tider og delvis endnu kan have været anvendt i en altfor stor Udstrækning, vil vi ikke nægte. Havde der derfor alene været Tale om at begrændse dens Anvendelse eller om at afskaffe den som Straf for andre Forbrydelser end det forsætlige Mord, da havde der intet været at indvende. Thi hvad Guds Ord lærer, er kun, at Dødsstraffen skal hævdes og øves af Øvrigheden i Tilfælde af ligefremt Mord.
Men just fordi man her kræver Afskaffelse af Dødsstraffen overhovedet, just derfor maa vi saavidt det staar til os, i det guddommelige Ords Navn nedlægge lydelig Protest derimod som mod Krænkelse af Guds Ord og Vilje.
Thi det kan dog vel for Kristne, der har Guds Ord til Regel og Rettesnor for al sin Erkjendelse, og som villigt bøier sig for denne Autoritet, ikke godt være tvivlsomt, hvad Guds Ord lærer med Hensyn til Spørgsmaalet om Dødsstraffens Berettigelse.
Ikke desto mindre skal vi her i Korthed forsøge at fremhæve ialfald de vigtigste af de hid hørende Skriftudsagn.
Mange vil kanske finde det at være en overflødig Gjerning, da det dels har været behandlet saa ofte før, dels er noget, som hver Bibellæser allerede selv kjender. Men det viser sig dog, at Sandheden stadig maa fremstilles paany ligeoverfor de mange Forsøg paa at forvanske eller bortræsonnere den.
Vi har her navnlig for Øie et Inserat i «Adressebladet» for 14de Oktbr. d. A., hvori en Indsender, der undertegner sig B, søger at udfylde den følelige Mangel af et hvertsomhelst Bevis fra Guds Ord, hvoraf hin Redaktionsartikel i Almuevennen led. Dette Hr. B.s Inserat er nemlig vel skikket til at kaste Folk Blaar i Øinene, da det sammenblander Ligt og Uligt, Sandt og Falskt.
Hr. B. udtaler sin Forundring over, at «Teologerne forsvarer dens (dvs: Dødsstraffens) Bibeholdelse, ja til og med vil bevise af Guds Ord, at det er ret, den vedbliver». “Jeg har ikke” – siger han – “kunnet forstaa, hvordan disse ærede Teologer, der jo skal lære Menneskene at elske hverandre, har betragtet det Nye Testamentes Lære om Kjærlig hed”.
Han indrømmer vistnok, at ifølge den gamle Pagts Bud var det Menneske, der «havde begaaet den store Synd at tage et eller flere af sine Med menneskers Liv», hjemfalden til Livs Fortabelse. Men saa henviser han til det Nye Testamente og særlig til Ebr. 7, 18, hvor det hedder : «Der sker alt saa en Afskaffelse af det foregaaende Bud, fordi det var svagt og unyttigt», og til Ebr. 8,7 : «Thi dersom hin første (Pagt) havde været ulastelig, da var der ikke bleven søgt Sted for en anden».
Heraf skal det da, mener Hr.B ., fremgaa, «at den kristne Kirke ikke er bunden til den gamle Pagt eller det gamle Testamente, hvorfra Teologerne henter fine Beviser for Dødsstraffens Vedbliven».
«En Morder er», siger Hr. B. videre, «hjemfalden til Straf, ikke til Had. Dens Liv, som har taget Liv, maa, skal og bør ingen anden tage end Han, som har givet det o. s. v.»
«Det vilde være godt» — hedder det længere nede –, «om alle de, som kalder sig kristelige Lærere, ogsaa vilde være med at udføre, hvad Kristus lærer, da vilde Dødsstraffen blive asskaffet, og der vilde blive færre Mordere».
Hr. B. vil altsaa af Guds Ord selv uddrage den Lære, at Dødsstraffen bør, ja maa ophæves. Det har vakt vor høieste For undring at støde paa saadan Tale, som Hr. B. her fører, og det allermest, fordi det er skrevet i en Tid, da man skulde have ventet at finde større kristelig og bibelsk Oplysning, end hin Artikel lægger for Dagen. Men saalænge saadan Tale endnu kan føres, saalænge vil det ogsaa være nødvendigt stedse paany at fremstille Guds Ords rette Mening og Lære om dette Punkt.
Og idet vi som sagt i Korthed skal forsøge at gjøre det, vil vi vistnok handle rettest i at gjøre det paa den Maade, at vi gjennemgaar hvert af de Punkter, som Hr. B. har draget frem. Hans første Bevis gaar ud paa, at denne Straf alene kan skrive sig fra Had og derfor nødvendigviis maa være i Strid med det Nye Testamentes Lære om Kjærlighed, om at Menneskene skal elske hverandre. Og dette er uden Tvivl en Opfattelse, hvormed Hr. B. ikke staar alene i vore Dage.
Alle de, der stempler Dødsstraffen som en Skjændsel, en Skamplet, en forfærdelig og uværdig Skik o. lign.. maa konsekvent være af samme Mening. Og at denne Mening just i vore Dage blir mere og mere almindelig og udbredt, er visselig at betragte som en ligefrem Følge af vor Tids blødagtige Sentimentalitet (dvs: over drevne Følsomhed) og dens slappe Syn for Retfærdighedens og Hellighedens evige Gyldighed og alvorlige Krav.
Alt skal nu undskyldes ved Henvisning til de ydre Omstændigheder, Livsforhold, Udvikling, Dannelsesmaal o. s. v. Menneskets Syndighed har ikke saa stort paa sig; den er kun en beklagelig Feil, en Ufuldkommenhed. Det er da ogsaa ganske rimeligt og let forklarligt, at vor Tids Mennesker, hvis de da ellers endnu vil have noget med Guds Ord at gjøre, helst plukker ud deraf, hvad det lærer om Guds Kjærlighed. Man ynder meget i vore Dage at tale om Jesu milde Lære. Og man overser saa gjerne og glemmer saa let, at baade Jesus selv og overhovedet hele det Nye Testamente paa det alvorligste indskjærper ogsaa den anden Side af Guds Væsen, hans Hellighed og straffende Retfærdighed.
Man vælger og vrager efter Behag og anvender kun, hvad man efter eget, forud opgjort Standpunkt finder brugbart, og lader Resten fare. Det var imod en saadan Behandling af Guds Ord, at Luther talte det bekjendte Ord om Bibelen som en «Kjætterbog»; paa den Vis kan man faa udaf den, hvad det skal være.
Men saaledes behandler ikke den oprigtige og alvorlige Kristen det Guds Ord, hvis Kraft til at blotte og revse Synden i dens hele forfærdelige og uundskyldelige Dybde han har erfaret paa sit Hjerte.
Ligesaavist som den kristne har sit Liv i Troen paa Guds Ords Aabenbarelse af Guds evige Kjær lighed i Kristo, ligesaavist føler han sig forpligtet til ogsaa at anerkjende Ordets straffende Strenghed overfor Synden. Og han ved, hvad enhver Bibellæser burde og kunde vide, at det Nye Testa mentes og Jesu egen Lære i Virkelig heden er saa saare forskjellig fra, hvad man ynder at kalde «Jesu milde Lære». Han ved, hvad Jesus lærer om «Ormen, der ikke dør», og om «Ilden, der ikke slukkes».
Han ved ogsaa, at endog det samme Skrift i det Nye Testamente, hvorpaa Hr. B. beraaber sig, Brevet til de Ebræer, paa et andet Sted (10, 31) siger : «Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds Hænder».
Han kjender ogsaa til, hvorledes Gud selv i det Nye Testamentes Tid paa det alvorligste og forfærdeligste fuldbyrdede den Straffedom, hvormed Jesus flere Gange havde truet det vantro jødiske Folk.
Men saa ved (vet/red.) den kristne ogsaa, at hverken Jesu Straffedom eller Guds Fuldbyrdelse af den fremgik af Had eller af Hevnlyst. Guds Helligheds og straffende Retfærdigheds Aabenbarelse staar i Kjærlighedens Tjeneste. Straffen er det nødvendige og retfærdige Udslag af den i Forhærdelse forsmaaede Kjærlighed, efterat denne forgjæves har forsøgt det yderste for at vinde Mennesket for sig i frivillig Hengivelse.
Og det var Kjærlighedens advarende Prædiken, som Gud ved Straffedommens Fuldbyrdelse over Jerusalem og det jødiske Folk lod lyde for os an dre, at vi dog skulde tage Lærdom og Formaning deraf til vore Sjæles Frelse og til vort jordiske Livs Lykke og Velfærd; baade den enkeltes og det hele Folks Lykke beror nemlig i sin dybeste Grund paa dets Lydighed mod Guds Vilje.
Og der kunde anføres mange, mange flere Udsagn af det Nye Testamente, der tilfulde stadfæster, at Gud i den Nye Pagts Tid er den samme retfærdige og hellige, den samme Synden straffende Gud som i det Gamle Testamente. Selvom det end er Kjærligheden, der, efter Guds Aabenbarelse i Kjød, er det sterkest fremtrædende, saa er dog ingenlunde derfor Guds Hellighed og Retfærdighed ophævet.
Vi ser altsaa af hvad der er anført, at Hr. B.’ første Bevis ikke holder Stik over for Guds eget Ord i det Nye Testamente. (Forts.);
– les fortsettelsen av (M. & O.)s artikkel her – publisert torsdag den 17. desember 1885 :