– som tillegg i Mads I. Wefring’s selvbiografi : “Minder fra mit Reiseliv” af M.I. Wefring. Kristiania 1897.
Provst Wefrings aandelige Udvikling foregik i en Tid, hvis aandelige Fysiognomi var meget forskjelligt fra vor Tid.
De Retninger, som dengang raadede, var Haugianismen og Grundtvigianismen i deres oprindelige, eiendommelige Form. Dertil kom ogsaa Brødremenigheden, der i sin tilbagetrukne, beskjedne Tilværelse øvede en større Indflydelse over den aandelige Livsbevægelse, end nogen anede.
Wefring var Barn af sin Tid, og hans kristelige Personlighed var et Produkt af samtlige nævte Retninger, som han ikke alene var paavirket af, men som han virkelig havde gjennemlevet. Udsprungen af Haugianismens Rod kom han som Student og Kandidat i Kristiania i sterk Berørelse med “den kirkelige Retning” og dens værdige Fører Pastor Wexels, og vi finder ham derfor her blandt den lille Kreds, som havde samlet sig om ham, blandt hvilke vi særlig vil nævne Raadmand Ebbel og Stensrud, der døde som Prest ved Bodsfængslet.
Han havde gjennemgaaet Bodens Smerte, saaledes som Pietismen krævede den; han havde kjæmpet for at faa Aandens Vidnesbyrd med sin Aand fra Gud. Han havde givet sig ind under Forsagelsen, saaledes som Haugianismen krævede den, og ind under “Vennernes” Opdragelse, som med al deres Elskelighed kunde være streng nok. Og han havde lagt Baand på Interesser og Længsler, som især er mere begavede Naturer eiendommelige. I ærlig Lydighed forsøgte han at gaa med sænket Hoved og bøiet Ryg, da “Vennerne” engang under et Besøg i Stavanger gav ham en venlig Paamindelse om, at hans ranke Holdning gav Indtryk af Forfængelighed. Og det mærkelige er, at man finder et saa fuldt udpræget Standpunkt hos en Gut i Konfirmationsalderen, saa udpræget, at Vidnetrangen driver ham ud med Frelsesbudskabet til sine Medmennesker. Dette er formentlig enestaaende.
I Wegring har vi derfor en ægte Type paa en Lægprædikant; thi det er Vidnetrangen, som er Livsnerven i Lægmandsvirksomheden. Men det har nok baade af den ene og den anden Grund lydt ogsaa i denne unge Guts Bryst : “Ud vil jeg ! Ud ! — o, saa langt, langt bort over de høie Fjelde ! Her er saa knugende, tærende trangt !”
Det var derfor naturligt, at han følte Trang til at faa en mere fast kirkelig Grund at staa paa, end den Subjektivismen alene giver, og til at faa mere Kundskab i Guds Ord og i det hele taget mere Oplysning, hvilken Trang blev opfyldt, da han efter megen Kamp og Møie og mange Skuffelser kom til at tage Artium og at studere Theologi. Paa den ene Side mindedes han af sine Troesbrødre om Luthers Ord : “at de høie Skoler er de brede Porte til Helvede“, hvilket vi kan vide paa hans daværende aandelige Standpunkt maatte volde ham Anfegtelse, dels var hans økonomiske Stilling mindre god og hans Helbred daarlig. Han var derfor paa Veie til at opgive dte hele og at vende tilbage til Fiskeriet, som havde været hans Erhverv i Hjemmet, indtil det ved en Broders Hjælp og ved et Stipendium, som daværende Professor Kaurin skaffede ham, lykkedes ham ogsaa at trodse de økonomiske Vanskeligheder.
Wefring’d Studietid danner vistnok en ny Fase i hans aandelige Livsudvikling, men ikke paa den Maade, som det desværre er Tilfældet med saamange, at de bryder med sit tidligere Standpunkt, kaster alt overbord som Vildfarelse og Ensidighed og saaledes med Vildfarelsen fornegter Livet selv.
Nei tvertom vedligeholdt han altid Forbindelsen med sit oprindelige Livssyn og sine tidligere Venner, og følgende Udtalelse vidner om, at han ogsaa følte Farerne : “Da jeg var færdig med Artium, trængte jeg til en længere Tids Hvile. Jeg vovede ikke at beskjæftige mig med Eksamensgjenstande. Tiden benyttede jeg dels til at besøge mine forrige Venner i Omegnen af Kristiania, dels til Læsning af Øhlenschlægers og Ingemans Verker og andre Frembringelser af den daværende nyere Literatur. Ved Siden heraf beskjæftigede jeg mig med religiøs og opbyggelig Læsning. Jeg følte, at jeg trængte til Næring for mit aandelige Liv, og det kan ikke negtes, at dette under den fra mit forrige Liv saa fremmedartede og forskjellige Sfære og de forandrede Omgivelser stod i Fare for at svækkes. Jeg følte daglig, hvor let man ved nye Bekjendtskaber, nye Indtryk og Paavirkninger kan drages bort fra den barnlige og for det kristelige Troesliv saa nødvendige Bønnens Omgang med Gud, og hvor let Sindet bliver verdsliggjort og mister Opløftelsen til de Ting, som er oventil”.
Hvad der bevarede Wefring i Faren, mener vi, var for det første den dybe Selverkjendelse, hvori han stadig holdtes nede ved Aandens Tugt, dernæst den restringerende Indflydelse, hans tidligere Udvikling havde paa ham, og endeli den gode Vennekreds, som han var saa heldig at vinde i Kristiania. Foruden de allerede nævnte maa vi endnu tilføie Mænd som Henrik Greve, Blessing, nuværende Biskop Hille og Skoledirektør Holck.
En Stilling, der ikke alene blev ham en betydelig Støtte i økonomiks Henseende, men ogsaa til stor Støtte og Udvikling for hans aandelige Udvikling, var Lærerposten ved Slaveriet, som man dengang kaldte det, der blev ham tilbudt ved Presten Stensrud, som var Prest ved Anstalten.
Han ytrer selv herom : “Jeg ansaa det som en kjærlig Styrelse af Gud, at denne Stilling som Lærer for Straffangerne blev mig betroet. Derved fik jeg Anledning til at udøve en Virksomhed, der satte mig i direkte Forbindelse med hine stakkels Forbrydere, en Forbindelse, der gav mig sterke ethiske Impulser og i mange Henseender blev mig særdeles lærerig. Ved ta tale med Fangerne om det ene fornødne, ved at vidne for dem om Synd og Naade gjorde jeg den glædelige Erfaring, at manges Hjerte oplodes for Guds vækkende Naadekald. I hin Tid havde der gaaet og gik fremdeles en sterk aandelig Bevægelse og Vækkelse gjennem Strafanstalten. Flere af de største Forbrydere var komne og kom fremdeles til en alvorlig Syndserkjendelse. En større Illustrationaf den guddommelige Naade mod forkomne og i Synd og Ondskab dybt nedsænkede Syndere kan neppe tænkes, end naar disse med angergivne Hjerter og med fuld og oprigtig Bekjendelse af sit foregaaende Syndeliv kan tilegne sig Naaden og Forsoningen i Kristo og udbryde i hjertelig Tak til Gud, fordi han ikke havde rykket dem bort i deres Synder, men havde rykket dem som Brande ud af Ilden. Jeg lærte her dybere end ngensinde før at forstaa Frelserens Ord, at han ikke er kommen for at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse”.
Han (Wefring) fortæller videre om den Glede og Opbyggelse, han og Fangerne havde af sine Møder Søndag Eftermiddag, hvilke egentlig var bestemte til kateketisk Undervisning, men som efterhaanden gik over til aandelige Samtaler, og hvorledes Opbyggelsen forhøiedes derved, at Fangerne sang saa vakkert og endog flerstemmigt.
“Deres Sang”, siger han, “gjorde et stærkt Indtryk; det var ikke Sangen som Kunst alene; nei men hørte Hjerteslagene og Sjelenes Stemning gjennem Tonerne, og derfor havde Sangen en dobbelt gribende Virkning”.
Trangen blev efterhaanden saa stor, at de ogsaa maatte samles en af Ugedagerne. Betydningen af en saadan Virksomhed for en Sjelesørger skildrer han saaledes : “Ved flere Samtaler, jeg havde med de opvakte Straffanger, i hvilke de med stor Aabenhjertighed fortalte deres foregaaende Liv, og hvorledes de dels ved en slet Opdragelse, dels ved slet Selskab skridtvis havde ladet sig lede og føre ind paa Lastens Bane, gaves mig den rigeste Anledning til at modtage Vink og Belærelse i min kommende Sjelesørgervirksomhed. Det er sandt, det vigtigste for enhver og ikke mindst for en Sjelesørger er at kjende sit eget Hjerte, sin egen indre Verden. Deri har han Nøglen til den rette Menneskekundskab, til den rette Forstaaelse af den store Verden udenom sig; thi Spiren til de samme Synder er tilstede i ethvert Hjerte, omend hos den ene sterkere, hos den anden svagere, og den syndige Fordærvelse har gjennemtrængt alle Hjerter, om end Formen for dens ydre Aabenbarelse kan være forskjellig. Den, der kjender sit eget Hjertes Ondskab, vil aldrig forundres over, at en anden kan falde i en aabenbar Forbrydelse; han undres mere over, at han selv er bevaret, og han føler, at han ikke har sig selv at takke for Bevarelsen; dersom han havde været stillet paa lig Linie med Hensyn til Opdragelse, Omgang og andre indflydelsesrige Betingelser, vilde han maaske havde sunket endnu dybere”.
Da han forlod sin Stilling som Lærer ved Strafanstalten, skrev en af Fangerne i alle de øvrige Fangers Navn et vakkert Brev, der aander af inderlig Kjærlighed, og hvori han kalder ham “vor Broder, vor Ven og Velgjører i Herren !”
Ligesom dette hans Liv blandt Fangerne altsaa øgede hans Menneskekundskab og skjærpede end mere hans psykologiske Blik, saaledes førte det ham ogsaa dybere ind i hans Livs Grundsyn : “en dyb Erkjendelse af Synden og en inderlig Kjærlighed til den Herre Jesus som vor Frelser fra Synden”. Med et saadant Liv og saadanne Oplevelser bag sig, med saadanne Forudsætninger var det, han tiltraadte sin Stilling hos Lammers som dennes Personelkappelan i 1854 (1855) i den mest bevægede og tillige den mest kritiske Tid i Skien. Dette gav ham ogsaa en Overlegenhed over Situationen, som tydeligt nok gav sig tilkjende allerede ved hans første Vidnesbyrd fra Prædikestolen.
Her var derfor stor Glæde selv blandt de sterkeste og uroligste Aander, og da samtidigt Biskop Gislesen kom til Gjerpen, erindrer vi, hvorledes en af disse spurgte os : “Hvor skal Verden nu hen ?” Han var en Mand i Kristo, hvorfor det var Holdning i hans Troesliv, ingen Slingringer i hans aandelige Standpunkt og derfor heller ikke hans Forkyndelse, som kunde siges fri for ethvert Spor af Popularitetsjagt. Hans Optræden og hans Forkyndelse var forøvrigt som den sagte, milde Susen i Forhold til Lammers’ vældige Bodsprædiken, og mangen en Sjel fik her Svar paa sit Suk : “Ypperste Trøster, din Olie lad flyde Ind udi Hjerternes dybeste Saar !” Der var en Ro over hele hans Personlighed og Virkemaade, som var ligesaa nødvendig som den var velgjørende, netop paa sin rette Plads.
Men det var ikke Sløvhedens Ro;nei tvertom laa der bag den et rigt bevæget Sjeleliv, alvorlige Sjelekampe, men som blev udkjæmpede i Lønkammeret og paa ensomme Spadserveie, som han var en Mester i at udfinde. Men vi gjentager og betoner, at det, der væsentlig styrkede hans Stilling, der meget snart blev Lederens, var for det første dette, at han var sig bevidst den indre, organiske Sammenhæng mellem hans nuværende og hans tidligere aandelige Standpunkt, der stod i stadig Rapport med hinanden.
Wefring befattede sig ikke med aandelige Saltomortaler — og for det andet dette, at han aldrig brød Samfundet med sine tidligere Venner og Meningsfæller, hvilket baade havde sin store Betydning for hans eget Troesliv og ikke mindre forhvervede ham den personlige Tillid, som under saadanne Forholde, som han levede i, var ham umistelig.
Nogle af de “Stille i Landet”, af hvilke der i den Tid fandtes nogle Pragteksemplarer i Skien, var hans Omgangskreds og fortrolige, og disse var i Sandhed langt fra at være Grundtvigianere. Og denne Sammenslutning bundede ikke i Diplomati eller prestelig Nedladenhed; nei, det var Hjerterne, der droges sammen. Wefring’s Karakter var meget selvstændig; men han var lige meget fjernet fra Stivsindethed som fra Svaghed. Dette gjorde ogsaa, at han altid omfattedes med Kjærlighed af “de Vakte”, og blandt dem, som flere Gange anmodede ham om at søge Presteembeder i deres Kreds, finder vi altid deres Navne, der paa de respektive Steder indtog en mere fremskudt Stilling blandt dem. Her kan vi vel, om nogensinde, bruge Udtrykket, at det var en Guds Styrelse, at Wefring kom til Skien, og den norske Landskirke vil altid staa i Taknemmelighedgjæld for den Maade, hvorpaa han klarede en af de mest udsatte Forposter.
Ligesom det altid er Tilfældet med de Mænd, der, udgangne fra Bondestanden og Arbeiderstanden, indehar ophøiede og indflydelsesrige Stillinger i Samfundet, at de gjerne dvæler ved og omfatter sine Hjem og tidligere Kaar med Interesse og Vemod, saaledes var dette ogsaa Tilfældet med Wefring. Ogsaa i den Forstand levede han i Forbindelse med Fortiden, og det var, som om dette : “Ud, vil jeg, ud !” atter og atter dukkede op og gjorde sig gjældende .
Undertiden tog han ud for at baske med Skiene i Snefoget. Under et Samvær ved et Badested kunde han ikke nøie sig med den almindelige Seilled; men han maatte “udenfor Pynten” ud paa Havet. Han kunde ikke nøie sig med de almindelige Badesteder; men han maatte “udenfor Pynten”, hvor Vandet var anderledes friskt og salt. Og saa tog han paa Heien, undertiden de snelyse og maanelyse Vinteraftner. Det er i Skien, Tyngdepunktet ligger for Wefring’s Virksomhed som Prest. Han flyttede derfra til Fiskum som residerende Kappelan, saa til Hollen som Sogneprest og endelig til Trondhjem, hvor han døde den 12te Juni 1894.
Han var født den 17de Mai 1819 paa Gaarden Vefring i Førde Prestegjeld i Søndfjord. Overalt, hvor han virkede og færdedes, omfattedes han med den samme Kjærlighed og Tillid. Det var ogsaa umuligt at omgaaes Wefring uden at faa ham kjær. Han var i væsentligste Forstand en sympathetisk Personlighed, sympathetisk allerede ved det smukke, intelligente Ydre. Grundsynet var det samme i Dødens Stund, og Redningsplanken : “Jesus annammer Syndere”, til hvilken han klamrede sig fast, svigtede ham ikke.