– indtil han blev sognepræst til findø 1838 – Afskrift af «Maanedstidende for den indre Mission». Christiania. Det Steenske Bogtrykkeri 1874.
– gå tilbake til oversikten og beretningens innledning her :
I. Fra min Faders barndom indtil han blev Sognepræst til Findø 1838.
Boye Joachim Flood blev født til denne syndige Verden i Skien den 10de 1806 og var den næst yngste af 11 Sødskende, hvoraf kun en Søster lever igjen. Hans Forælder var Stadshauptmand og Kjøbmand Peder Flood og Inger Jørgine f. Jørgensen. Med levende Kjærlighed mindedes min Fader i særdeleshed sin Moder som en huslig, streng og for sine Børns Opdragelse meget omhyggelig Kvinde af den troværdige, gode, gamle Skole. Han medbragte fra Barnehjemmet et dybt Indtryk af Ærbarhed og Agtelse for det Hellige, som aldrig forlod ham.
Ved den for vor Land saa ulykkelige Tid ved dette Aarhundredes Begyndelse, hvorved især Handel og Skibsfart fik et alvorligt Knæk, blev mine Bedsteforældres Formuesforfatning, der tidligere var god, ødelagt.
En af Sønnerne havde studeret til Præst, en annen gjennemgaaet den militære Høiskole i København, de øvrige vare Handelsmænd; nu syntes min Bedstefader, at han ikke havde Raad til at lade Far studere, og tænkte allerede paa at sætte ham til sjøs. Selv havde Fader ingen Lyst dertil, men nærede allerede fra Barns Ben af Ønske om at blive Præst.
Indtil Konfirmationsalderen skulde han gaa paa Skiens Borgerskole, som den gang lededes af den dygtige Kateket Tharaldsen, der senere døde som Sognepræst i Stokke. Da han havde gjennemgaaet denne Skole og var bleven konfirmeret, fik han tilbud om at komme i Huset hos en kjærlig, ældre Søster, Anne, gift med Oberstløitnant Colbjørnsen, hvorved han fik Anledning til at frekventere Kristiania Kathedralskole. Som Skoledreng var han visselig meget livlig, men stedse en ærbar og sømmelig Dreng. Han fremviste oftere som ældre Mand for os Børn nogle Bøger i et til fra den Tid at være smukt, forgyldt Udstyr, som han havde faaet som Flidsbelønninger ved Skolen !
Flere viste sig kjærlige mod ham, da de mærkede, han ikke havde saa let Næmme, men søgte alligevel flittigat tilegne sig de fornødne Kundskaper.
Blandt disse nævnte min Fader med stedsevarende Tak Overlærer, senere Statsraad Lange og Amtmand Aall, som læste adskillig privat med ham.
1825 blev han Student og fik Aaret efter Andenexamen, begge med haud illaud. Han mente selv og andre med ham, at han skulde faaet bedste Karakter, da han jevnlig høstede Ros for sin Flid og Fremgang af sine Lærere Rektor Rosted og Kourektor Aubert, men han erkjender selv senere deri en gavnlig Ydmygelse fra Herren, som derved vilde bøie hans stolte og egenkjærlige Sind.
Efter anden Examen maatte han tage ud som Huslærer for at fortjene noget at fortsette Studeringerne med. Som yngling havde min Fader Ord for at være beskjeden, vennekjær, almindelig afholdt og livlig. Han blev Høsten 1826 antaget som Huslærer i daværend Kammerjunker, senere Postmester Løvenskjolds Hus. Min Fader erindrede med Taknemmelighed den Venlighed og Kjærlighed, som vistes ham i den lille hyggelige Kreds, hvor han havde en for ham tidligere ukjendt Mængde Behageligheder og Glæder, som han livlig deltog i, siden de dog kunde fængsle hans Sind.
Størst Betydning for min Fader fik dette Ophold paa Rafnæs ved Langesundsfjorden derved, at han der kom i Berørelse med Familien Wright.
I September 1828 kunde han med nogle opsparede Penge og med Løfte om Understøttelse fra sine da allerede temmelig velstaaende Brødre, som vare Handelsmænd i Porsgrund, drage til Hovedstaden for at fortsætte sine Studeringer. Nu boede han paa Regentsen (et Studenterhjem), hvor han delte ondt og godt med sin kjæreste Ungdomsven, nuværende Rektor Lange paa Lillehammer. De delte ikke alene et lidet Værelse, men ogsaa ofte en knapt tilmaalt enkelt Portion Middagsmad.
Samtidig syslede han Noget med at give Privatundervisning, for saaledes at fortjene lidt til sit Underhold. Det meget og anstrengte Arbeide nedbrød hans Helbred, idet han led af Brystkrampe, der besværliggjorde ham Læsningen. Strax før han skulde tage sin Embedsexamen, paadrog han sig ved Forkjølelse en smertelig Hudsygdom, som han havde Mén af lige til sin Død dog med forskjellig Styrke.
Kjærlig Pleie nød han under et længere Ophold paa Rigshospitalet af en kjær Ven, den senere som medicinsk Prof. afdøde Dr. Konradi. Som Theolog lærte min Fader gjennom sin ældre Broder N.B. Flood (Nicolai Benjamin f. 1798, d. 1869/red.), død som Sognepræst til Stadsbygden, at kjende daværende Kateket Wilhelm Andreas Wexels. Denne Mand, der tidlig vakte Opmærksomhed ved sine alvorsfulde Prædikener og, som for vort Land den gang var, hva Pastor Grundtvig var for det danske Broderland, en alvorlig Vækkerøst, søgte at samle yngre Theologer om sig til fælles Andagt og Opbyggelse.
Min Fader følte sig stærkt tiltrukken af den Kjærlighedens Aand, som gjennemtrængte hvert af Wexels’s Ord. Han blev en stadig Husven hos Wexels, var Marskalk ved dennes tidlig afdøde Hustrues Begravelse og nød flere Beviser paa Wexels særegne Godhed for ham, hvorom den efterladte Brevvexling ogsaa vidner.
Min Far var engang stærkt inde paa den kirkelige Anskuelse, som Wexels adopterede fra sin danske Aandsfrænde, men han kunde aldrig rigtig tilegne sig den. Vistnok forekom det ham, at der var meget, som talte for Wexels’s Hypothese om Muligheden af Omvendelse efter Døden; men, medens han grundede alvorlig herover og bad Gud om Lys i denne Sag, fremstod en Nat i drømme en nylig afdød Ven for ham og bad ham ikke befatte sig med disse Ting – alt saa øiensynligt og klart, at min Fader tog det som et kjærligt Vink fra Gud.
Disse Differentspunkter uagtet bevarede Fader dog stedse en inderlig Hengivenhed for Wexels, som han regnede for en af sine aandelige Fædre ! Da Fader var inde i Kristiania ved min Dimisprædiken, hvor jeg prædikede i Wexels’s Sted, var jeg med paa et Besøg, hvor disse Ungdomsvenner fornyede Bekjendsskabet og skiltes som Brødre i Herren. Dette Besøg glædede min Fader inderlig, da Wexels faa Uger efter nedlagde sin jordiske Vandringsstav og blev kaldet ind til sin Herres glæde.
Ved siden af Wexels øvede de ærværdige Professorer Hersleb og Stenersen meget og velsignet Indflydelse paa min Fader. Under sin Studietid havde han ved Guds Naade lært at fatte det theologiske Studiums Betydning.
Han spurgte sig ofte selv med Paulus 2. Kor. 3, 16: ”Hvo er dertil dygtig ?” men Præstegjerningen havde tiltalt ham ligefra Barnsben af, og dens Fortrinlighed og Velsignelse stod levende for ham ! Han havde og det end mere med den ham medfødte Mangel paa Selvtillid stedse et aabent Øie for Arbeidets Ansvar og sin egen Uformuenhed ligeoverfor denne Opgave; thi han havde begyndt at kjende sig selv og deved faaet Øie paa Hjertets Grundfordærvelse. Ikke lidet bidrog ogsaa hans oftere indtræffende legemlige Svaghed til at stemme hans Sind til Alvor.
Nu nærmede den theologiske Embedsexamens Tid sig. Til de tidligere Examina havde han følt sig nogelunde sikker og stø, til Embedsexamen indtegnede han sig med den største Angst. Særlig bævede han for den gammeltestamentlige Fortolkning. Men hva hændte. Han drømte natten, før han skulde op, hva han skulle bli prøvet i, og læste dette over omhyggelig om Morgenen, og det blev just hans Examens Opgave !
Han erkjendte med Tak og Ydmyghed en særskilt Guds Naade heri, thi denne Examens heldige Overstaaelse med bedste Karakter opmuntrede hans ofte meget nedstemte Sind. Han havde saaledes ved Flid og Standhaftighed ryddet af Veien de ydre Hindringer for at naa sit Ungdoms Ønske : at blive Præst. Gud havde imidlertid naadig lært ham, at der ogsaa gaves store indre Hindringer; han vidner om sig selv: ”Allerede kjendte jeg Sjælefienden indeni mig, som tidlig lærte mig at kjende lidt af min bundløse Fordærvelse i Hjertet”.
Blandt flere Ansøgere til en personel Kapellan og Huslærer-Post hos Sognepræst til Rakkestad Konsistorialraad Aschehoug antoges min Fader strax efter sin theologiske Examen 1832. Han blev optagen som Barn i Huset og kunde glæde sig ved Konsistorialraadens udelte Hengivenhed. Han var først ½ Aar Huslærer for flere Børn, blant disse nuværende Prof.jur. Aschehoug og Doktor Wilse, og senere blev han pers. Kapellan.
Hans Ordinationsdag var 19de December 1832 – en Dag, som han hvert Aar mindedes, og paa hvilken han særlig afbad al Uvisshed og Efterladenhed i Embedsgjerningen.
I 5 Aar virkede han i Rakkestad, dels som Huslærer, dels som Ordets Prædikant. Da der foruden Sognepræsten ogsaa var residerende Kapellan i Kaldet, blev der mindre for den personelle Kapellan at gjøre udenfor Præstegaarden, hvor han arbeidede daglig paa Sognepræstens kontor. Hans Prædikener, som han skrev meget omhyggelig hele denne Tid, vidne om hans egen Følelse for Sandheden og Ønsket om at bringe andre hen til den.
Hans Sognepræst vidner i en Paategning paa Faders Andragende om Findø Sognekald : ” I 5 Aar har pastor Flood med den kjærligste Velvillie, hvorfor jeg med forbindtlig og hjertelig Hengivenhed takker ham, været mig til Hjælp. Ved hans lærerige og rørende Foredrag og ved hans mod alle elskværdige Forhold har han vundet hele Menighedens Kjærlighed. Han forener fornuftig Nidkjærhed i at udbrede og befæste sand Kristendom og kristelig Levnet. Lykkelig den Menighed, som faar denne retskafne Mand til Lærer og Sjælesørger !”
Efterat have boet paa Præstegaarden i 2 Aar flyttede han 1834 til eget Hus, Enkesædet Fladstad, med sin unge Hustru Margrethe Cudrio f. Wright, en ligesaa begavet som elskværdig og dyb Kvindesjæl, Datter af Grosserer Simon Wright i Langesund; det var et Ungdoms Bekjendtskab fra Faders ophold paa Rafnæs, som her fornyedes.
Et ½ Aars særdeles lykkeligt Ægteskab henlevede min Fader paa Fladstad nær Rakkestad Præstegaard. Hans Hustru var en Gudhengiven Kvinde, der havde forudsagt sin snarlige Bortgang og ved sit sidste Kirkebesøg udpegt sig den Plet på Rakkestad Præstegaard, hvor hendes Ben skulde hvile til Opstandelsens Morgen.
Afmægtig stod min Faders Ven dr. Conradi ved hans Hustrus Lidelser efter første Barselfærd, der berøvede ham baade Hustru og Barn og forvandlede hans lykkelige Hjem til Savnets og Tomhedens Bolig. Her stred Fader tunge Kampe. Han vilde knurre og gaa i rette med Gud, der i hans Hustru havde skjænket ham en saa herlig Gave, for atter hastig at rykke den bort.
En ærværdig Lægmand paa Stedet, Hans Tyrridal, kom oftere til min Fader i denne Tid og henviste ham til Skriftens Trøst.
Fader ytrede om denne Tid : ”Jeg fikk naa først lære paa den Lectie, at Gud er ligesaavel den retferdige som kjærlige Gud, og det baade i Trængsel og Velvære, Sorg og Glæde”; under det ofte i hans Sjæl herskende Mørke, lærte han at søge hen til Lyset, og fra det Kors, hvorunder ha sukkede, at se i Bøn og Tro op til ham, som af lutter Kjærlighed til alle Syndere ogsaa hang for ham paa Korset.
Da hans sygelige Broder, Kjøbmand Elias (Martinius) Flood, skulde besøge flere tyske Badesteder for sin helbreds Skyld, tilbød han kjærlig min Fader en Forfriskelsesreise, der ogsaa virkede særdeles velgjørende paa ham og gav ham Anledning til at stifte Bekjendtskab med Grundtvig i Kjøbenhavn, H. Harms i Kiel og Generalsuperintendent Sander i Ems.
Hjemkommen fra sin Udenlandsreise overtog han atter sin Præstegjerning, og medens Savnet af den kjære bortgangne Hustru fulgte ham overalt, lærte han at bede Davids Bøn, Ps. 27, 4 : ”En Ting har jeg begjæret af Herren, derefter tragter jeg, at jeg maa bo i Herrens Hus alle mit Livs Dage for at beskue Herrens Liflighed og grunde i Hans Tempel”.
Forskjellige indre og ydre Omstændigheder gjorde ham det indlysende, at Tiden nu var kommet, da han skulde se sig om efter en særegen Virkekreds. Han søgte det ved Præsten Gabriel Kiellands Fraflyttelse til Lyngdal ledigblevne Findø Sognekald, som han og udnævntes til 1837.