– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. 1912 – 1920.
– her er beskrevet på s. 450 hvordan Iver Hesselberg ble regnet blant de prester som var velvillig stemt overfor legmannsbevegelsen og predikanter :
Videre er beskrevet på s. 621 følgende :
..men denne begavede og indflydelsesrige Forfatter (W.A. Wexels) “havde en svag Røst og en dansk Udtale, hvorfor han i Treti- og Firtiaarene kun havde faa Tilhørere”. De fleste af Menigheden holdt sig borte fra Guds Hus.
En Forandring heri indtraadte, da Iver Hesselberg i 1834 blev Sogneprest til gamle Aker og virkede der til sin Død 1844. “Med glødende Veltalenhed og Varme henrev han Tilhørerne, og de smaa Kirker i Aker og Oslo, der før havde været store nok kunde nu paa langt nær ikke rumme dem, der strømmede til for at høre ham saavel fra Christiania som Akers Menighed”.