sogneprest iver hesselberg

Sogneprest Iver Hesselberg.

Slutningen af forrige og begyndelsen af dette aarhundrede var ingen lys tid i den norske kirkes historie. Vantroens magt i rationalismens skikkelse herjede by og bygd.

Fra prækestolene lød som oftest kun tale om dyd og gode gjerninger istedenfor evangeliets budskab om Jesus Kristus.

Dog fandtes ogsaa i denne tid en og anden prest, som bragte menigheden det «glade budskab» uforfalsket. En af disse var sogneprest Hesselberg.

Iver Hesselberg blev født paa Strømsø i Dram­men den 16de decbr. 1780. Forældrene var daværende resid. kapellan og kateket, senere sogneprest til Spyde­berg, Hans Iver H. og hustra Karen Paludan. Baade hans bedstefader og — saavidt vides — ogsaa hans oldefader var prester.

Da han var 16 aar gammel, dimitteredes han til Kjøbenhavns universitet, hvor han samme aar blev student. Aaret efter reiste han tilbage til sit hjem, hvor han ved selvstudium udvidede sine kundskaber. Dog tænkte han ikke paa at tage nogen embedseksamen; thi hans lyst stod til at blive landmand.

– 143 –

Men saa kom broderen, der var prest i Kjøbenhavn, i 1801 hjem paa et besøg, og ved dette vaktes hans lyst til at blive geistlig. Han reiste da høsten 1802 til Kjøbenhavn for at studere, og efter 2 aars forløb tog han embedsexamen med laud. Under dette hans ophold i Kjøbenhavn blev faderen udnævnt til sogne­prest til Spydeberg, og Ivar H blev straks efter sin hjemkomst udnævnt til hans personelkapellan. Som saadan virkede han til 1810, da faderen døde. I 3 aar bestyrede han nu sogneprestembedet, indtil han 1813 blev udnævnt til sogneprest i Grue i Solør, hvor han forblev i 22 aar.

I 1809 giftede han sig med den elskværdige Alette Preus, en datter af sogneprest til Haabøl, Joakim Abrahamsen Preus. Hun var en kvinde, som var smykket med alle kristelige dyder baade som kvinde og moder.Grue var et stort embede, som krævede baade tid og kraft. Hesselberg var i besiddelse af en sjelden stor arbeidsdygtighed, og uagtet han lagde hele sin sjæl ind i arbeidet, kunde han ogsaa finde tid til andre gjøremaal. Han syslede saaledes ikke lidet med litterære arbeider. Desuden var han en overmaade flink gaardbruger, som fik den store, magre prestegaard i saa god stand, at han i gode aar kunde sælge temmelig meget korn.

I sin 22-aarige virksomhed i Grue blev han varmt knyttet til menigheden baade i sorg og glæde. Især var det én begivenhed, som mere end nogen anden forenede ham med menigheden, den «store sorg» — hin rædselsfulde pinsedag 1822, da hoved­kirken midt under gudstjenesten nedbrændte, hvorved 113 mennesker paa en ynkelig og rædselsfuld maade satte livet til. Hesselberg stod paa prækestolen og skildrede med sedvanlig varme og kraft ildtungerne, som satte sig paa apostlerne, og var kommen midt i sin tale, da han pludselig fik se kirken fuld af flammer.

– 144 –

Han troede først, at Herrens dag var kommen, men saasnart han skjønte, at det var en naturlig ild, bad han menigheden tænke paa sin redning. Kjærlige hænder bragte hans hustru med 2 smaabørn ud, før døren blev stængt af den udstrømmende menneske­masse. (Som bekjendt gik dørene paa de fleste gamle kirker ind). Selv reddede Hesselberg sig derved, at han med sin bibel slog ud ruderne i et vindu, der var anbragt ved siden af og i høide med prækestolen, og fra denne temmelig store høide hoppede han ned paa kirkegaarden. Ingen anden blev reddet ad denne vei, da ilden stængte adgangen dertil. Aar­sagen til denne ødelæggende ilds opkomst blev aldrig opklaret.

Blandt de mange, som omkom, kan nævnes distriktets foged, den ædle Høegh, som, efterat han lykkelig var kommen ud, atter vovede sig ind i kirken for at redde og derved fandt sin død i flammerne. Denne sorgens dag vil nok aldrig blive glemt i Grue, og Hesselberg kunde aldrig glemme den.

Han fik nu vistnok en rig anledning til at bringe Guds ord ind i familierne paa sin vandring omkring i menigheden for at trøste de mange sørgende, men begivenheden havde gjort et saa mægtigt indtryk paa ham og rystet ham saa dybt, at han ikke kunde høre den nævne, uden at der gik et smerteligt træk over hans ansigt.

Hans sognebørn elskede og ærede ham som en fader selv da, naar han undertiden kunde give dem temmelig skarpe irettesættelser; thi de vidste, han gjorde det af kjærlighed. Som et bevis paa, hvorledes han var elsket og agtet, tjener følgende: I begyndelsen af trediveaarene var der i Grue en pige, som stadig gik omkring i besøg, især i prestegaarden. Hendes begreber var tynde, men hun havde et godt hjerte.

– 145 –

Hun havde nok gaaet flere aar for presten før hun slap frem. Da hun saa endelig blev konfirmeret, gav Hesselberg hende den formaning, at hun aldrig skulde lægge bort sin katekismus, men stadig læse i den. Denne formaning efterkom hun saa bogstavelig, at hun, hvor hun stod og gik, altid havde sin katekismus med sig og altid læste høit af den. Man kunde se Marie Stenbæk gaa paa veien læsende høit katekismens fem parter, og naar man spurgte hende, hvorfor hun altid læste det samme, svarede hun blot: «Han har selv sagt det.»

Da hun saa efter mange aars forløb hørte, at hendes kjære prest var død, gik hun den 11 mil lange vei til Akers kirkegaard for at græde paa hans grav og gik saa stille hjem igjen. Hun vilde ikke engang besøge Hesselbergs barn, da hun vidste, at de var i dyb sorg. Hun havde visselig ogsaa paa denne kjærlighedsvandring sin katekismus med; thi denne var bleven hende unndværlig.

Som et bevis paa, hvorledes Hesselbergs minde i Grue er bevaret i kjærlighed lige indtil vore dage, kan anføres, at i sommer, da en af Hesselbergs bømebørn besøgte Akers kirkegaard, gik en ung bondekone fra Grue der og ledte efter Hesselbergs grav. Hendes bedstemor var bleven konfirmeret af H., og hun havde af hende hørt saa meget om ham, at hun nu, da hun var kommen til byen, maatte opsøge hans grav og dvæle der en stund.

I 1835 blev Hesselberg udnævnt til sogneprest i gamle Aker. Det var med stor vemod, han forlod det kjære Grue, hvortil han var knyttet med de inderligste baand.                                                   .

Han sagde selv, at havde han vidst, at han var saa elsket og afholdt, som det ved afskeden viste sig, han var, saa havde han aldrig søgt sig fra Grue.

– 146 –

I Aker blev han straks en meget yndet prædikant, og kirken var altid propfuld, naar han forrettede. Dette var ogsaa let forstaaeligt; thi Hesselberg var dybt grebet af kristendommens kjerne og stjerne, forsoningen i Jesus Kristus. I modsætning til saa mange prester paa hans tid vidnede han med varme om synd og naade, om frelse i Jesus Kristus.