– udarbeidet af John Aas, Sognepræst i Gjerestad (Gjerstad) 1820 – 67 og Provst i Østre Nedenæs, og efter hans Død fuldendt og udgivet af A. Faye. Risøer. Trykt paa J.G. Fryxells Forlag. 1869.
– presentert her fra sidene 158 – 163;
-158-
John Aas. 1820 – 1867. (Af A. Faye). Han var født 17de Octbr. 1793 paa Røraas af Forældre Proviantskriver Johannes Aas og Hustru Karen Marie Linding og nedstammede i 6te Led fra Bonden Hans Olsen, som først opdagede Røraas Kobbergrube.
Sin første Undervisning modtog han af sin Farmoder, den gamle Gjertrud Aasen, skjønt hun var 80 Aar og sengeliggende, idet han sad paa en Skammel foran Sengen med sin ABC.
Sin videre Underviisning nød han paa Værkets Almueskole, hvor han ved sit gode Nemme og Kvikhed tildrog sig Sognepræsten Krags og Verksdirektøren Knophs Opmærksomhed og vandt disse hæderlige Mænds og Familiers Yndest.
De beseirede omsider Forældrenes Frygt for, at deres ringe Indkomme og 8 uforsørgede Børn skulde gjøre det umuligt at udholde Bekostningerne ved at holde deres Søn ved Throndhjems Latinskole.
I August 1805 blev han optaget i Throndhjems Latinskole, og Forældrenes Udgifter formindskedes, da hans Faders Bekjendte i Throndhjem vare villige til at lade den videbegjærlige og velopdragne Dreng spise en Dag hos hver, saalænge han gik paa Skolen.
Efter 8 Aars Forløb blev han af Rector E. Boye dimitteret til Norges nye Universitet. Han erholdt ved Examen artium eller første Examen bedste Karakteer (laudabilis) og blev blandt de 18, der underkastede sig Examen, den øverste, og saaledes den 1ste norske Student ved det nye norske Universitet.
Det følgende Aar (1814) tog han 2den Examen ogsaa med bedste Karakteer (laudabilis).
J. Aas begyndte derpaa at studere Theologie paa samme Tid som han beskjeftigede sig med at undervise Børn, og underkastede sig theologisk Embedsexamen i Januar 1818 med Karakteer laudabilis et id qvidem egregie (bedste Karakteer med Udmærkelse).
Han var den første blandt Høiskolens egne Studerende, der fremstillede sig til denne Examen. Et Aar opholdt han sig derpaa ved Universitetet for at fortsætte sine Studeringer og berede sig til Indtrædelsen i den geistlige Stand.
Efter at have prædiket for Dimis den 13de November 1818 og underkastet sig den katechetiske Prøve den 16de, begge med bedste Karakteer (laudabilis), blev han 18de Januar kaldet til Capellan pro loco for Agershuus Slots og Agers Menighed, hvor han forblev i 1 1/2 Aar og forrettede i
-159-
den Tid 1/2 Aar som constitueret Sognepræst i Oslo og Tugthusets Menighed, indtil han 28de Octbr. 1820 blev kaldt til Sognepræst for Gjerestad.
Da dette Præstegjeld da kun bestod af et Sogn med een Kirke, saa forrettede han tillige i henved 6Aar som Præst i Kragerø og Sannikedals Menigheder under Sognepræstens Forfald formedelst Lamhed.
Under 7de Mai 1828 blev Gjerestads forrige Annex, Vegarsheien, skilt fra Holt og igjen forenet med Gjerestad, hvorved Sognepræstens Virksomhed betydelig forøgedes. 26de Juni 1846 blev han efter skeet Valg beskikket til Provst i Østre Nedenæs Provsti og forestod samme, til han under 30te December 1865 efter Ansøgning forundtes Afsked i Naade (dog fungerede han midlertidig som forrettende Provst til 14 Mai 1866).
Som Forligelsescommissair fungerede han 14 Aar i Hovedsognet og paa samme Tid 8 Aar tillige i Annexet. Oftere valgtes han til Medlem af Hovedsognets Formandskab og til dettes Ordfører, hvorhos han i 3 Aar, 1838 – 1842, tillige var Amtsrevisor og deeltog i Nedenæs Amtsformandskabs Forhandlinger. Ved de ordentlige Storthing 1836, 1842 og 1845, saavelsom ved det overordentlige Thing 1837 mødte han som Repræsentant for Nedenæs og Robygdelagets Amt.
Da Aas kom til Gjerestad, fik han meget at kjæmpe med. Gjerestad var i Abels sidste Aar i flere Henseender gaaet meget tilbage.
Den ulykkelige Lov af 1816, som tillod Enhver, som eiede matrikuleret Jord, at brænde Brændeviin, misbrugtes i høieste Grad. Overalt i Husene brændtes Brændeviin, hvoraf fulgte Beruselse, Lystighed, Drukkenskab og alskens Usædelighed og Tøilesløshed blandt Ungdommen. Skolevæsenet var forsømt i Abels sidste Aar, og Præstegaarden vanbrugt.
Den nye Præst sparede ingen Anstrængelse for at modarbeide disse Onder og den indtraadte Slaphed i alle Forhold. Han ivrede i Prædiken og i Samtale med Almuen, baade mod Brændeviins-Salget, Fylderiet og Ungdommens Natteløben. Med Iver tog han sig af Skolevæsenet, og ved i sit Huus at undervise unge Bondegutter og danne dem til Skolelærere, erhvervede han sig ei blot Fortjeneste af Gjerestad, men ogsaa af de omliggende Præstegjeld, thi af de 25 Skoleholdere, som af ham undervistes og bleve examinerede af vedkommende Provster, ansattes flere i Nabosognene. Som Provst examinerede og beskikkede han 44 Skoleholdere for Landet og 14 for Byerne.
Fattigvæsenet, som allerede af hans Formænd var bragt i Orden,
– 160-
holdtes godt vedlige, og ved betimelig Hjelp og Laan søgte han ei sjelden at forebygge, at Folk kom paa Fattigkassen. I det Hele tog Aas og hans Frue sig kjerlig af de Nødlidende og understøttede dem med at give dem Arbeide, Laan og Gaver.
Præstegaarden var under hans Formand vanbrugt, da den var overladt til Lodbruger. Aas tog hele Gaarden under Brug og lagde sig som Præst med Iver efter at studere Landbruget. Han gjorde sig i den Retning fortrolig med Landbruget i Gjerestad, og hvad Gavnligt han i den Retning lærte af erfarne og forstandige Bondemænd, udvidede han ved Læsning og anvendte med Indsigt paa sin Præstegaard, saa denne snart blev en Mønstergaard i den Egn.
hvad han selv erfarede, meddeelte han gjerne Andre, og Forfatteren af denne Skildring (Andreas Faye/red.) har selv med Nytte læst skrevne Afhandlinger om Landbovæsenet, som han havde forfattet, især til Veiledning for sine Sognemænd.
Blandt Aas’s Fortjenester af Gjerestad ville vi endnu tilføie, at det skyldes hans Indsigt, Iver og Uegennyttighed, at Gjerestad Sogn istedetfor sin gamle, forfaldne Kirke ikke alene fik en smuk og anseelig Kirke, men denne opbygget for en i Forhold overmaade billig Sum. Den blev med megen Høitidelighed indviet af Biskop von der Lippe den 23de Januar 1848.
Almuen paaskjønnede deres Præsts Fortjeneste i den Anledning, i det Sognets Lensmand overrakte ham en smuk Gave som Tegn paa Almuens Erkjendtlighed, nemlig en Bordopsats af Sølv.
Herren havde velsignet Provst Aas med en ualmindelig stærk Helbred, som satte ham istand til at taale store Anstrengelser, især paa hans ofte besværlige Annexreiser til Vegarsheien. Den gode Helbred forenet med usvækket Aandskraft bevarede han lige til sin Død, saa man havde al Grund til at vente, at han endnu kunde levet i mange Aar.
Hans Død kom derfor uventet, da han efter nogle faa Dages Sygeleie henslumrede paa Gjerestad Præstegaard 6te April 1867.
Mandag den 15de April blev Menighedens gamle Lærer og Sjælesørger, Provst John Aas, begravet ved Gjerestad Kirke med stor Høitidelighed. Uagtet Begravelsen indtraf netop i Førefaldet, hvorved al Fremkomst yderligere vanskeliggjordes, saa indfandt sig dog, foruden taknemmelige Venner eller Bekjendte fra alle Omergnens Byer, tillige næsten alle Bygdens Mænd, ikke alene fra Hovedsognet, men ogsaa fra det 2 á 3 Mile bortliggende Vegarsheien Annex, samt en stor Del Kvinder,
-161-
for derved at hædre den Mand, som i næsten halvhundrede Aar havde været deres Lærer, Veileder og Sjælesørger og som, uagtet han naaede en høi Alder, dog endnu besad sin fulde Sjels og Legemskraft, saaledes at han kuns 4 á 5 Dage forinden sin Bortgang læste med sædvanligt Liv med sine Confirmanter.
Allerede tidlig om Formiddagen samledes en stor Almue ved Præstegaarden, hvor den sædvanlige Gjestfrihed ogsaa nu lagdes for Dagen, idet der for Alle og Enhver i Præstegaardens særdeles rummelige Storstue var arrangeret en tidlig Middag, hvorved successiv flere hundrede Mennesker bleve beværtede, dog Alt under en høitidsfuld Stilhed, der noksom vidnede om, hvorledes Alle vare grebne af Tanken om den bortgangne kjære Lærer, og dybt følte Savnet.
Først Kl. 1 begyndte den egentlige Forretning, idet Pastor Schanche holdt en vakker Tale i Sørgehuset, hvorhos sammesteds blev afsunget nogle for Anledningen forfattede Vers.
Den med en Mængde Kranse og Kors smykkede Kiste blev derpaa udbaaret af Skolelærerne og senere skiftesvis af Menighedslemmerne, hvorpaa Formandskabets Medlemmer indbare ham i det smukke Herrens Hus, som han med saamegen Iver og Opofrelse havde arbeidet paa at faa bygget og værdigt udstyret, og som nu af Menighedslemmer var dekoreret med Grønt for Anledningen.
Det store Liigfølge overfyldte den meget rummelige Kirke, saaledes at der maatte være ialt meget over Tusinde Mennesker tilstede.
Provst Wettergreen besteg derpaa Prædikestolen og skildrede med Varme den Afdødes Fortjenester som Herrens Tjener.
Efter Gudstjenesten blev han af 6 Nabo-Præster i Ornat udbaaret af Kirken og derefter baaret til Graven paa den noget fraliggende Kirkegaard vexelviis af Venner fra Nabobyerne og Formandskabet.
Ved Graven sagde pers. Capellan Hansen som hans Medarbeider ham i en smuk Tale Menighedens sidste Farvel, og foretog Jordfæstelsen, hvorefter Pastor Hartvig fra Kragerø i nogle hjertelige Ord bragte den Afdøde ogsaa et Farvel fra alle de ældre Menighedslemmer af Kragerø og Sannikedals Menigheder, hos hvem han levede i kjær Erindring fra den Tid, han for en Række af Aar siden havde været forrettende Præst for disse Menigheder.
Saavel i Kirken som ved Graven bleve ligeledes for Anledningen forfattede og trykte Sanger afsungne.
Præget af den hele Handling var saare velgjørende, fordi man af den store Menneskemasse, som i dyb Alvor fulgte den kjære Lærer til
– 162-
Graven og derpaa tyst og stille skiltes ad, erholdt Indtrykket af, at der havde fundet et sjeldent patriarkalsk Forhold Sted mellem den gamleOrdets Tjener og den Menighed, hvis allerfleste Medlemmer den Afdøde havde ægteviet, confirmeret, ja endog døbt.
Vist er det, at John Aas’s Navn vil leve i kjær Erindring gjennem Generationer i Gjerestad og Vegarsheien, han vil mindes som en dygtig Lærer og ualmindelig afholdt Sjelesørger, ligesom han ogsaa har havt en saare gavnlig Indflydelse paa Præstegjeldets Ordenstilstamd og Moralitet, og ikke mindst ved det Exempel, som han i sit huuslige Liv, ved en afholdt christeligsindet Hustrues Side, gav den Menighed, som han viede sine udmærkede Evner, sin sjeldne Dygtighed og de mange Arbeidsdage i Viingaarden, som Herren forundte ham.
John Aas var ikke blot saa lykkelig at erhverve sin Menigheds Høiagtelse og Kjærlighed, og sine Medborgeres Tillid, men han modtog ogsaa et hædrende Vidnesbyrd om sine Foresattes Paaskjønnelse og Anerkjendelse, da han under 21de August 1866 af hans Majestæt Kongen blev udnævnt til Ridde af St. Olafs Ordenen “for lang og fortjenstfuld Embedsvirksomhed”.
Vi ville ende denne vor Skildring, i det vi gjør de Ord, som ved hans Grav lød fra den Embedsbroder, der kjærlig stod ved hans Side under hans sidste Sygdom, til vore : “I over 46 Aar forkyndte han her det Ord, som er en Guds Kraft til Salighed for hver den, som troer, og dette sit Kald som Ordets Tjener udøvede han med Alvor, Troskab og Kraft, til megen opbyggelse og Velsignelse for dem, som vare betroede til hans aandelige Pleie.
Han var i enhver Henseende en Fader for alle sine Sognebørn, men dog fornemmelig for dem, som bleve prøvede i Korsets og Modgangens Skole.
Aldrig kom nogen Bekymret, Sorgfuld og Bedrøvet til ham, uden at vende trøstet, styrket og opmuntret tilbage ved hans kjærlige, venlige og christelige Tale.
Og hvor mangt et Trøstens, Fredens, Haabets og Opbyggelsens Ord har der ikke lydt fra hans Mund netop paa dette Sted, hvor vi her ere forsamlede“.
1826 den 12te April indtraadte han i Ægteskab med Jfr. Anna Baun, Datter af Klokker og Skolelærer i Riisøer, Salemon Baun og Birthe Marie Land. I hende fik han en forstandig og elskelig Hustru, der væsentlig bidrog til at udbrede Hygge og uskyldig Munterhed paa Gjerestad gjestfrie Præstegaard.
-163-
J. Aas var en mangesidig dannet Mand med megen Interesse saavel for Kirken som for Fædrelandet og dets Literatur.
Han har ladet udgive i Trykken følgende :
- Fjeldskredet i Guldalen, et Digt trykt i Nor, en praktisk Nytaarsgave for 1815, udgivet udgivet af C.N. Schwach.
- Bondebog eller Bondepraktik, fire Samtaler om Landvæsenet ved Gregers Hovorsen, forhen Klokker i Søndeled Sogn, med en Fortale udgiven af John Aas. Chr.ania 1813.
- P. Hjorts og P.S. Krags Efterretninger om Røraas Kobberværk og Præstegjeld, udgivne med Tillæg af John Aas, Sognepræst til Gjerestad. Chr.ania 1846.
- Visen : Melaas-Linna i Gjerestad Sokn, dikta paa Bygdemaal 1849, trykt hos Risum (Melaas-Linden var en ved sin Størrelse og Ælde mærkeligt Træ, staaende paa et høit Punkt ved Gaarden Melaas i Gjerestad Sogn, hvorfra man har en smuk Udsigt).
Da der blev indbuden til Concurence til en passende Indskrift paa Krogh-Støtten, sagde han paa sin sædvanlige spøgende Maade : “Ingen veed, hvor Haren gaaer, sagde Manden, da han satte Snaren paa Taget”, gik hen, skrev nogle Ord, som han indsendte, der bleve valgte og staaer paa Støtten.