– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. Chra. 1912-1920.
– fra s. 650 – 655 :
Den videst bekjendte og mest omstridte blandt det kristelige Lægfolk i denne By (Fredrikshald) var utvilsomt Olaus Nielsen, født paa Fredrikshald 24. Februar 1810, en Søn af Sjømand Nils Olsen og Hustru Ragnhild Tjøstelsen.
Under Krigen, omkring 1812, blev det Skib, som Faderen seilede med, kapret og Mandskabet bortført til England; her tilbragte han “mange Aar i Fangenskab”. Sønnen fortæller : “I mit 9de Aar mistede jeg min Fader, for hvilket Tab jeg sørgede i mange Aar”. Efter denne Oplysningser det ud til, at Nils Olsen er død omkring 1819.
Moderen, som levede til 1837, sad nu igjen i trange Kaar med to Børn, hvoraf Sønnen var den ældste. Fra sit 12. Aar maatte denne, som han selv siger, daglig og stadig arbeide for at bidrage hvad han kunde til sit og sines Livsophold. Han arbeidede først i en Tobaksfabrik, siden paa Bryggerne i sin Fødeby og sled haardt, ofte langt over Kræfterne.
Om sin aandelige Udvikling skriver han : “Saa langt jeg kan mindes tilbage, har mit Hjerte, Sind og Tanker været henvendt til Gud og Himlen og til hans Ord. Mit Væsen var derfor meget stille og kunde ikke behage hverken jevnaldrende eller andre”. Paa Grund af Overanstrængelse blev han omkring 1828 sygelig; han troede, at det var Brystsvaghed og Afkræftelse; i nogen Tid kunde han ikke tale, men anspændte sine sidste Kræfter og arbeidede alligevel.
Det ængstede ham meget, at han for at faa forsørge sine var henvist til tungt Arbeide, da han endnu intet havde lært; Tanken paa at maatte søge Fattighjælp, naar Helsen svigtede, fyldte hans Sind med Sorg og Skamfuldhed. Saa besluttede han at lære paa egen Haand Skrivning og Regning; “det lykkedes”, skriver han, “over Forventning, saa jeg inden et Aars Forløb kunde skrive nogenlunde forstaaelig og sammenhængende Skrift”. Grammatik og Retskrivning lærte han sig ved at lægge Mærke til, hvorledes Ordene var skrevne, Sætningerne formede og Skilletegnene satte i Bøgerne. Den Smule Skrivefærdighed, han havde strævet sig til, blev der snart Brug for, da han kort Tid efter maatte forlade sin Plads ved Tobaksfabriken; omkring 1830 fik han Plads som Tomteformand eller Leverandør ved Konsul Andreas Fayes Forretning.
Samtidig som han drev med de omtalte Skrive- og Regneøvelser, begyndte et nyt Stadium i hans aandelige Liv. “Jeg begyndte”, skriver han, “at forkynde Frelserens Ord først for mine Paarørende i det Hus, hvor jeg boede; men de raadede mig derfra og bad mig atter blive et fornuftig Menneske, som jeg havde været før”. Han talte ogsaa paa Tobaksfabriken for de Folk, han havde under sig. “Jeg forfattede tillige et lidet Skrift og en Sang, som jeg lod trykke; baade dette mit mundtlige og skriftlige Vidnesbyrd kom for Børnene i min Husbonds Hus og for hans Hustru og var vistnok ikke ganske uden Virkning paa dem; men saa havde ogsaa dette den Følge for mig, at min Husbonds Vrede opvaktes til det yderste, og jeg blev dreven ud, som om jeg havde været en Tyv.
Dette var et haardt Slag for en Forsørger; jeg gik omtrent ledig i to Maaneder uden Haab om noget Erhverv, og hvad jeg i denne Tid maatte høre baade ude og hjemme kan ikke beskrives. Men Herren aabnede en Dør for mig, saa jeg fik Ansættelse som Formand ved en Lastetomt”, som allerede foran berørt.
– I denne Tid omskiftedes “Lysten og Kaldet til at prædike med Lysten og Kaldet til at skrive. Jeg maatte skrive for paa denne Maade at give min Aand og mit Hjerte Luft, da Vidnesbyrdet om Guds Ord var for mig som en Ild, der brændte i mig, som og Profeten siger”; han udarbeidede nu i sine faa Fristunder “Afhandlinger og Betænkninger over Steder i den hellige Skrift“.
Han læste de kristelige Bøger, han kunde overkomme, men først og fremst Bibelen, som han studerede sent og tidlig, ja han brugte ofte ogsaa det meste af Natten til Læsning og Grandskning.
Den Bog, han næst efter den hellige Skrift fordybede sig mest i, var en gammel dansk Oversættelse af F.J. Speners “Forklaring over den kristelige Lære efter Dr. Martin Luthers lille Katekismus“. Denne gjorde han først Bekjendtskab med i 1834. Den fik gjennem lange Tider en afgjørende Betydning for hans kristelige Opfatning, hvilket især sees af hans tidligere Skrifter og de første Aargange af “Kirkelig Tidende“.
Lidt senere kom han, mærkelig nok, for første Gang i Berørelse med Haugianismen. En blind Pige ved Navn Kari Gudmundsdatter Romskogen kom antagelig i 1835 til Fredrikshald og holdt Opbyggelse. Nielsen siger, at han gik afsted til hendes Sammenkomst, fordi han aldrig havde hørt Lægfolk prædike og derfor troede, at de var Sværmere og vildfarende Mennesker.
“Jeg fik da“, skriver han, “til min Forundring og Beskjæmmelse høre, at det var Sandhed, alt hvad hun sagde, og ethvert Ord var saa hjertegribende og gjennemtrængende, at jeg syntes, det maatte være umuligt for noget Menneske at blive ubevæget derved“.
Saa tog han med Iver og Udholdenhed fat paa Læsning og Studium af “Bøger, der var skrevne af troende Mænd og Lærere i Guds Menighed”; “jeg var”, skriver han, “taabelig nok til at give Slip paa et og andet, som jeg før havde opfattet og troet af Guds Ord, formedelst det jeg saa i Bøgerne, og tænkte ydmygt, som man kalder det, at saadanne Mænd maa dog have forstaaet det bedre end jeg”.
Dette Citat er vel værd at lægge Mærke til; det giver Nøgle til Forstaaelsen af meget i hans senere literære Virksomhed, hvori der spores baade en kirkelig Opfatning, som havde sin Rod i, hvad han havde læst i “Bøger, der var skrevne af troende Mænd og Lærere i Guds Menighed”, og et mere selvstændigt, men separatistisk Syn paa visse Sandheder, som han mente bundede i, “hvad han selv havde opfattet og troet af Guds Ord”, uagtet det viser sig, at ogsaa dette skyldes Paavirkning af andre.–
Efter at have været Leverandør hos Konsul Faye fra omkring 1844 blev han Fuldmægtig i Sagbrugsforeningen paa Fredrikshald. Fra Begyndelsen af Firtiaarene udfoldede han ved Siden af sin timelige Livsgjerning en Forfatter- og Udgivervirksomhed, som er mærkelig og sjelden hertillands.
Hensigten hermed var utvilsomt at fremme sand Kristendom efter bedste Overbevisning og forsvare den mod forskjellige Angreb; derfor ofrede han sin knappe Fritid og en stor Del af Natten og satte desuden i Grunden langt mere til af sin surt fortjente Ugeløn, end hvad han burde, for at faa det skrevne trykt; der var noget ideelt og uegennyttigt ved al hans Virksomhed.
Det er her ikke Stedet at opregne alt, hvad han har skrevet. Det største og betydeligste af hans særskilt udgivne Skrifter er den store Bog : “Kirken eller hellige Menneskers Samfund, fremstillet i Betragtninger over den tredie Artikel i Dr. Martin Luthers lille Katekismus, til Sandheds videre Udbredelse ogn til det hellige Samfunds Forøgelse, Opbyggelse og Bestyrkelse i den erkjendte Sandhed” (511 Sider). Fredrikshald 1847.
Den største literære Bedrift, han udførte, er dog : “Kirkelig Tidende, et Maanedsskrift til kristelige Lærdommes og Sandheders Udbredelse”. 1-10 Aargang. Fredrikshald 1848-1858.
Det meste i dette eiendommelige Tidsskrift er skrevet af ham selv, forskjellige Stykker oversatte fra Svensk og ikke lidet indsendt af Tidendens Venner rundt om. Det er i flere Henseender en betydningsfuld, ja umistelig Kilde til Forstaaelse af hans religiøse Samtid og de Strømninger og Synsmaader, som da gjorde sig gjældende i vide Kredse af den kristelig interesserede Del af Folket.
Tidsskriftet nød gjennem en Række af Aar en meget stor Udbredelse og Tillid; ikke alene hertillands, men ogsaa blandt vore udvandrede Landsmænd i Amerika.
Gjennem de allerfleste Artikler og Afhandlinger gaar der en underlig Blanding af Polemik og tiltalende Udvikling af de kristelige Sandheder.
Personlige Synsmaader, af og til ensidige og lidenskabelige, veksler paa en sælsom Maade med saglig Udredning eller opbyggelige Betragtninger. Med stor Styrke og seig Udholdenhed tugter han Verdsligheden i alle Skikkelser.
Grundtvigianismen, saaledes som denne fremtraadte i W.A. Wexels’s Skrifter, særlig i hans “Aaben Erklæring til mine Medkristne om mine Anskuelser og Bekjendelse angaaende Kristi Nedfart til Helvede og Muligheden af en Omvendelse efter Døden“, Christiania 1845, angribes skarpt og hyppig.
Det samme gjælder den ved Kaurin, Keyser og Wexels besørgede og “omarbeidede” Udgave af Pontoppidans Forklaring, hvori “den kirkelige Anskuelse” eller den grundtvigske Opfatning, som bekjendt, kommer frem paa ikke faa Steder.
Under denne Kamp havde han Tilslutning af omtrent samtlige kristelige Lægmænd i Landet og blev støttet med dygtige Bidrag fra forskjellige Kanter.
Mange, som ellers var enige med ham, syntes dog, at han jævnlig var for skarp og personlig i sin Imødegaaelse af andres Anskuelser og tildels ogsaa for lidet hensynsfuld og saglig. Dette fik han hyppig høre fra mange af sine Venner; men det hjalp desværre lidet. Han tøilede ikke tilstrækkelig sin Tilbøielighed og søgte en Undskyldning i, at der var en hel Del af hans Modstandere, som gjorde sig skyldig i det samme, æggede ham og “maalte ham Skjeppen fuld”.
Han var dog en anden i sit private Liv, end naar han skrev Stridsartikler. En bekjendt Lægmand, der læste hans Tidsskrift og idethele var glad i det, reiste engang meget langt for at træffe ham. Han blev ved Mødet overrasket og udtalte sin Forundring over, at Nielsen, som han ofte fandt hvas i Artikler og Indlæg, igrunden var en stilfærdig og fredelig Mand.
Denne svarede : “Ja, i Kampen for Sandheden og Guds Riges Sag skal man være modig som en Løve, men i sit Hjem og i daglig Omgang sagtmodig som et Lam !”
Om hans rene Hensigter kan der vist ikke med Grund reises Tvil. Og hans Dygtighed og naturlige Begavelse har jo, saavidt vides, altid været almindelig anerkjendt.
I 1847 reiste Sydtyskeren Dr. C. Sarwey i Norge for at lære de kristelige og kirkelige Forholde at kjende. Om Olaus Nielsens Indlæg i Striden mod Wexels : “Nogle Ord om Veien til Livet etc. Fredrikshald 1845”, skriver han følgende, der kan have sin Interesse : “Man forbauses over at finde en saadan Færdighed i at bruge Pennen hos en Lægmand, som desuden ikke engang hører til den dannede Klasse… Jeg indskrænker mig til her at anføre, at det lille Skrift med stor Bestemthed driver paa Artikelen om det almindelige Prestedømme og Gjenfødelsen, hvilket gjøres til Betingelse for at kunne forstaa den hellige Skrift; det er rigt paa Allegorier og indeholder forøvrigt mange sunde Skriftforklaringer. Populært skrevet, i en Tone, som Folket kunde forstaa og ynde, vandt det stor Udbredelse og bidrog meget til, at Folkebevægelsen imod den nye Udgave (af Forklaringen) idelig tiltog, eftersom den er forfattet med temmelig Rolighed og Værdighed” (Theol. Tidsskrift III. Christiania 1851, Side 84).
Leilighedsvis ogsaa tidligere, men især i Femtiaarene, reiste han efter de Gamles Beretning ikke saa lidet omkring som Guds Ords Forkynder i Smaalenene, Akershus samt Jarlsberg og Laurvigs Amt, samtidig som han solgte Bøger eller tegnede Subskribenter paa sit Tidsskrift og sin Bibeludgave.
Sin Stilling ved Sagbrugsforeningen mistede han i Midten af Femtiaarene “af Grunde, som, det være sagt til hans Ære, han aldrig har villet nævne for sine Læsere”.
Det bemærkes, at han allerede i Slutningen af Firtiaarene kom under nogen Paavirkning af en anden Lægmand fra Fredrikshald, Fredrik Clemetsen, som nærmest var frireligiøs og nyevangelistisk uden dog at ville udtræde af Statskirken. Det er ialfald sikkert, at Nielsen læste svenske Tidsskrifter og kristelige Blade, hvori baade Statskirken og flere vigtige Sandheder blev skarpt kritiserede.
Dette kom tilslut mere og mere frem i hans Tidsskrift.
Pastor G.A. Lammers i Skien øvede maaske fremfor alle stor Indflydelse paa ham, og den bekjendte danske Forfatter Søren Kierkegaard gjorde ved sine Flyveblade “Øieblikket” 1 – 9, Kjøbenhavn 1855, ham heller ikke venligere stemt overfor Statskirken.
Omkring 1856 traadte han ud af denne og skrev 1857 i sit Tidsskrift en Artikel “Om Spædbarns-Daaben”, der samme Aar tillige udkom som Særtryk.
Hans forandrede Anskuelser bevirkede en stadig Nedgang i “Kirkelig Tidendes” Abonnementsantal. Med stor Anstrængelse og betydelige økonomiske Offere holdt han det gaaende til 1858; da gik det ind.
Ved Siden af den allerede omtalte Forfattervirksomhed optrykte han en gammel Udgave af Luthers lille Katekismus samt “Luthers Fortaler til de bibelske Bøger” og Johan Arndts “Passionsprædikener”, oversatte fra Svensk.
Det stærkeste Vidnesbyrd om hans Interesse, Energi og Offervillighed er hans Oplag af “Bibelen eller den hellige Skrifts Bøger. Med Flid og efter Grundteksten efterseede og rettede; saa og med mange Paraleller og udførlige Sumarier forsynede. Efter fleres Ønske foranstaltet trykt af Niels Ulnæs og Olaus Nielsen. Gjennemseet og korrigeret efter en Bibeludgave af 1744 ved Olaus Nielsen“. Fredrikshald 1853. Ny Udgave 1858.
Denne Bibeludgave var selvfølgelig ikke nogen ny Oversættelse, men blot et Aftryk av den gamle, “gjennemseet og korrigeret” af ham.
Den udkom ialt i 15000 Eksemplarer og kostede mange Penge, som blev skaffede tilveie gjennem Laan og ved Subskriptionsindbydelse.
Dette Foretagende i Forbindelse med Bygning af en større Bygaard, som han lod opføre for at hjælpe paa sin Økonomi, ruinerede ham tilsidst ganske. Naar man har mistænkt ham for at have beriget sig selv, er dette grundløst og det rene Opspind; han endte baade sin Forfatter- og Forlæggervirksomhed med en nedbrudt Helse og som en fattig Mand. Han tabte ogsaa en Mængde, som han havde tilgode; det er berettet af en anseet Mand, at en stor Beholdning Bibler paa flere Tusinde gik tilbunds med en Jagt, som skulde transportere dem til Christiania.
For at spare ham for den yderste Nød oprettede Sagbrugsforeningen fra 1864 en liden Post for sin gamle Fuldmægtig; denne beholdt han, saalænge han selv vilde.
Sin Hustru Katharine Andersdatter Mansrød, med hvem han var bleven gift i 1836, døde fra ham i 1870 i en Alder af 56 Aar.
Omkring 1880, da han vistnok allerede havde mistet sit Syn, forlod han sin Fødeby og drog til Sønnen, Distriktslæge Karl Ephraim Nielsen i Sand, Ryfylke. Da denne i 1883 blev forflyttet til Frosten, fulgte ogsaa Faderen med ham did.
Livets Storme var nu stilnede af; han gjorde Indtryk af en agtet, gudfrygtig Olding, der vilde leve i Fred med alle og ønskede helt at hvile ud ved Korsets Fod.
Han døde i sin Søns Hus paa Frosten ved Trondhjem 16. September 1888.