– “til Udbredelse af almennyttige Kundskaber” – nr. 30 for Lørdagen 27de Juli 1889 – etter at han var gått bort i Bergen dato 5. juli 1889; les også om hans slekt – forfedre og etterkommere – på disse sider;
Svend Borchmann Hersleb Walnum.
Svend Borchmann Hersleb Walnum, der døde 5te Juli (1889/red.) efter træt og medtagen af Sygelighed at have nedlagt sit Embede, vil blive mindet længe som en af de mærkeligste Prester i den norske Kirke i dette Aarhundrede.
Han har uden Tvivl bedre end de fleste udfyldt den Plads, paa hvilken han blev sat, og uden at besidde nogen egentlig fremragende Begavelse var han i rigt Maal udstyret med de Egenskaber, som netop krævedes der, hvor han fik sin Virkekreds.
Han var en af dem, der maatte siges ikke at være anlagt paa at virke i det store, men hvis Gjerning i Livet dog har havt en meget stor Virkning. «Han har raabt sig træt paa Syndere», sagde en syg Kvinde for mange Aar siden, da man frygtede for at miste ham. Det kunde staa som en Gravskrift over den fromme og nidkjære Tjener og være et sandt Udtryk for Menighedens Anerkjendelse og Savn.
Walnum var født paa Nord Herø i det daværende Alstadhoug Prestegjeld 18de Februar 1816. Hans Fader, Jonas Greger Walnum, var Eier af betydeligt Jordegods heroppe. Moderen, Else Marie Hersleb, var Professorens Søster (Svend Hersleb/red.). Begge døde 1838.
Professor Hersleb var en god Mand, og det var rørende at høre om, hvorledes han ofrede alt, hvad han paa nogen Maade kunde undvære, for at lindre Nøden hos de fattige. Han glemte naturligvis ikke sin Familje, hvor han maatte træde hjælpende til, om der end ikke var Nød forhaanden. 1814 gjorde han et Besøg hos sine Slægtninge i Nordland og tog med sig til Kristiania sin Søsters 15aarige Søn, Jørgen Walnum (Svends eldre bror/red.), satte ham i Latinskolen og beholdt ham hos sig, til han blev Kandidat 1827. Han mindedes til sin høie Alderdom med den inderligste Taknemmelighed sin Onkels Godhed og bar alle sine Dage et Præg af det utrolig ensformige Studenterliv, han med denne havde ført i sin Ungdom.
Hersleb havde et Værelse med et lidet Sovekammer i et Hus i en af Strandgaderne. Da han kom tilbage med sin Pleiesøn, blev der ingen anden Forandring gjort end den, at Sengen blev trukken ud, saa den kunde blive bred nok til dem begge. Om Middagen begav Pleiesønnen sig fra Skolen til et tarveligt Spisekvarter, hvor Professoren fandtes paa sin Plads, og naar Eftermiddagens Skoletimer var tilende, fandtes de begge hver paa sin Side af Studerebordet, begge læsende i fuldstændig Taushed, der ogsaa paa de regelmæssige Spadsereture kun sjelden blev afbrudt.
De to blev uadskillelige, og Guttens eneste Adspredelse var naar han om Søndagene fulgte Onkelen til hans Fætter Presten Kierschow paa Akersbakken eller til hans Venner Professorerne Skjeldrup og Sverdrup, hvor denne Studiernes Mand kunde sprede sine Tanker ved en Boston.
Da et Par Aar var gangne hen paa denne Maade, var der en Mand eller Kvinde, der sagde til Professoren, at hans Pleiesøn dog ikke burde udelukkes fra al Familje-Omgang. Det havde aldrig faldt ham ind, men han forstod det straks og fik nu Byens Klokker til at give ham Middagsmad i sin Familjekreds. Ellers skede ingen Forandring i det daglige Livs Ensformighed.
Hersleb øvede ingen Tvang paa sin Pleiesøn, men det faldt ganske af sig selv for dem begge, at saa maatte det være.
Da Walnum blev Student, maatte naturligvis den akademiske Frihed og Kammeratlivet føre ham noget mere ud iblandt andre, men i det væsentlige vedblev det gamle Forhold, til han var færdig fra Universitetet 1827 og med det samme blev residerende Kapellan i sin Hjembygd, Alstadhoug.
Han var 17 Aar ældre end sin Broder Svend og blev nu dennes Lærer. Det blev ikke noget ganske let Arbeide, da Gutten var vild og ustyrlig og uden nogensomhelst Lyst til at læse. Han var Jæger og Fisker, sværmede kun for Landlivet og elskede farefulde Idrætter, saa man ofte kunde finde ham oppe paa Hustage og andre Steder, hvor Livet sættes paa Spil. Man skulde vanskelig tro noget saadant, naar man kun har kjendt Walnum som Mand, men det er hans egen Fortælling.
Efter at han var bleven konfirmeret af sin Broder 1831, kom han meget mod sin Vilje til at gaa den samme Vei som denne.
Hersleb tilbød at tage ham til sig og det, som mere var, at læse med ham. Han kom saaledes aldrig til at gaa i Skole, men Onkelen – og vel flere – underviste ham privat.
Han læste med Ulyst, da hans hele Hu stod til at blive Landmand, og det daglige Samliv med den alvorlige Onkel – ganske i Lighed med Broderens tidligere med Undtagelse af, at de sov i hver sin Seng – virkede trykkende paa ham, der af Naturen var livligere end Broderen.
Først da han 1836 var bleven Student, og Hersleb var død, vaagnede Lysten til Læsning hos ham, og han blev meget flittig.
Han havde, medens han var hos Hersleb, lidt meget under Savnet af Omgang med Kammerater, men dette kunde han da nu faa udfyldt i Studenterverdenen, om han end aldrig deltog med nogen Iver i Studenterlivet.
Han maatte under hele sin Studentertid informere og følte dybt Savnet af Onkelens Kjærlighed, den han altid havde skattet, om han end under Samlivet med ham følte sig trykket af hans indesluttede Væsen. Naar han paa sine ældre Dage var tung og trist, kunde han sige : «ja de, som ved hvilke Dage jeg maatte gjennemgaa i min Ungdom, kan forstaa, at mit Humør kan blive tungt af og til».
1841 tog Walnum theologisk Eksamen med laudabilis. Det var en vanskelig Tid for Theologer, og han maatte skaffe sig Arbeide hvor han kunde. Han var bleven forlovet med Anna Elisabeth Louise Suur, Datter af Presten i Borre, Jakob Rosted Suur, og tog til denne og hjalp ham med at prædike og undervise Konfirmander, indtil han 1843 konstitueredes som Lærer ved Tønsbergs Borgerskole til Vaaren 1844, da han maatte tage en Huslærerpost hos Presten Sandberg i Kraakstad.
Her blev han kun kort, da han allerede 4de Oktober samme Aar fik Ansættelse som Personelkapellan hos Sognepresten til Vanse, Provst Wulff.
Her levede han lykkelige Dage og udviklede sig under meget Arbeide til den dygtige Prest han blev. I Menigheden var der adskilligt aandeligt Liv – Frugten af den ivrige Virksomhed i hernhuttisk Retning, Provst Søren Bugge og hans navnkundige Søn, den senere Biskop P. O. Bugge (Peter Olivarius B./red.), havde udfoldet i Slutningen af forrige Aarhundrede.
For denne Menighed maatte Walnum – dybt greben som han var af Kristendommens Sandhed – netop være Manden, og han fik da ogsaa liden Ro. Idelig maatte han ud paa Rideture over Listerlandet, hvor den uafladelige Blæst gav hans Helbred en Knæk.
Da han 17de Juni 1846 blev gift, maatte han for at forbedre sine Indtægter give privat Information i Annekssognet, Farsund, og da han paa samme Tid underviste nogle Bondesønner for at uddanne dem til Skolelærere, havde han fuldt op at bestille.
Provst Wulff døde 1847, og han flyttede det følgende Aar til Homedal som Kapellan hos Sogneprest Martini. Ogsaa her havde han lykkelige Dage ved Menighedens Kjærlighed og voksende Lyst til at høre Guds Ord.
Han var forlængst bleven bemærket af Biskop v. d. Lippe, der 1850 opfordrede ham til at søge Fængselsprest-Embedet i Bergen – rimeligvis i den Tanke, at han herved kunde bane sig Veien til et større Embede i denne By, hvis Forhold Biskopen nøie kjendte.
Til dette Embede blev Walnum udnævnt 14de Februar 1851, men han følte sig ikke altid vel ved den nye Gjerning. De tunge Erfaringer, der altid falder i en Fængselsprests Lod, virkede nedtrykkende paa hans Sind, medens Overgangen til Bylivet fra det friske Landliv ogsaa øvede sin Indflydelse.
Indtægterne var ikke store, og for at forøge dem maatte han ty til Informationer. Meget Arbeide havde han ogsaa med et Søndagsblad, han udgav sammen med Kandidaterne Chr. Nygaard og J. Brinch Lund – et Blad, som fik megen Udbredelse i Bergen.
I Bergen blev han snart kjendt, da han hyppig hjalp Menighedernes Prester med at prædike, og da var der stort Tilløb. Ikke mindre var dette Tilfældet med de Bibellæsninger, han i Forening med et Par Kandidater om Søndagene holdt i St. Mariæ Kirke.
Man elskede ikke Nyheder i Bergen, men denne satte man stor Pris paa. Den var ogsaa i høi Grad tidsmæssig. De foregaaende Aar (1845-47) havde fremkaldt en Omvæltning i mange Bergenseres religiøse Tænkemaade, da Lyder Brun lod sin mægtig vækkende Prædiken høre. Der var i mange Sjæle vakt en Hunger efter Guds Ord, og man trængte til at høre det gamle Evangelium forkyndt med nyt Liv og Kraft.
Bergen var opfyldt med gamle Prester, der tildels havde havt sin gode Tid, men nu ikke formaaede at se Tidens Trang og end mindre at tilfredsstille den.
Vi har den Tro, at det var heldigt for Befolkningen, at det i nogle Aar gik saaledes. Her var Mange, der var blevne i høi Grad foruroligede, og de kunde trænge til en Tid for at komme til Ro. Det var visselig ikke mindre heldigt for den Mand, der var udset til at øve en saa stor Indflydelse paa de mange, at han fik nogle Aar til at se sig om, forinden en Menigheds-Virksomhed blev ham betroet. Om Walnum straks ved sin Ankomst til Bergen havde faaet en saadan Virksomhed, tør det være muligt, at han med sit melankolske Temperament og sit let paavirkelige Gemyt ikke havde kunnet staa overfor de urolige Aander med den Frihed, han nu kunde se sig istand til at vinde.
I 1854 blev den gamle residerende Kapellan til Nykirken, Peter Arent, syg og blev længe liggende, før han ud paa Vaaren 1855 afgik ved Døden. Her var Mangel paa geistlige Kræfter, og Walnum maatte for en stor Del bestyre hans Embede, hvad der faldt ham forholdsvis let, saasom hans Klokker i Fængslerne var theologisk Kandidat og kunde udføre Prædikenen for Fangerne.
Han vandt her i kort Tid den største Kjærlighed og Tillid, og da Arent døde, blev der istandbragt en Menigheds-Ansøgning med 183 Underskrifter om at faa ham til Prest.
Saadanne Ansøgninger hørte til Sjeldenhederne i den Tid, og de vakte derfor gjerne fortjent Opmærksomhed. Denne var skreven med Værdighed, fremhævede Tidsforholdene og det nyvakte kristelige Liv i Menigheden, der trængte til en Leder, for at ikke Sektvæsen skulde bryde ind.
Den blev overbragt af den gamle Haugianer Amund Helland, der antages at have været Ophavsmanden. Walnum blev udnævnt til Nykirkens residerende Kapellan 8de Juni 1855. Han var en af de yngste, og der var blandt Medansøgerne idetmindste en langt rigere udrustet Mand, der tillige var meget ældre, Kateket Hans Barth i Kragerø.
Det maa imidlertid anses som en stor Lykke, at ikke denne høit begavede grundtvigske Theolog med den skarpe Kritik og den gjennemtrængende Bodsprædiken blev sendt til Bergen. Vi har vanskeligt ved at tænke os en Mand, der paa den Tid bedre passede til Forholdene, end den, der blev sendt.
Gjennemsyret af Troen besad han Hjertets fulde Veltalenhed, og han forstod at lade Forsoningens Hemmelighed træde frem med et Liv og en Kraft, der længe vil blive mindet. Walnum hørte til de Prædikanter, som faar dette Vidnesbyrd : «han har kun en Prædiken, men den er god».
Han var altid sig selv, var vel begavet i det ydre, populær og tydelig uden nogensinde at falde ned i det platte, bevægende sig i en temmelig snæver Kreds, – men det var den rette. Det tør visseligen siges, at Menigheden aldrig forlod hans Kirke uden at være opbygget, og hans Arbeide blev en velsignet Befæstelse af de ikke faa urolige Gemytter, paa samme Tid som han var en vækkende Røst for mangfoldige.
Ved at se tilbage paa den Tids Forhold i Bergen kommer man let til den Tanke, at han var et udsøgt Redskab, sendt netop did, hvor der var mest Brug for ham. Hans Gave var den hjertelige Varme i Troen, hvormed han lagde hele sin Personlighed i Gjerningen, og – som Tingene stod – var der mere at udrette ved denne end ved den mest glimrende Begavelse.
Han var som en gjennem praktisk Natur ikke anlagt paa dybere theologiske Studier, uagtet han læste meget, og han kunde derfor paavirkes i forskjellig Retning – altid søgende efter Sandheden.
Grundtvigsk Paavirkning er saaledes kjendelig i hans Bog mod den tydske Rationalist M. F. Schmalt, der holdt en Prædiken i Bergen 1854.
Saadant mærkedes dog ikke i hans Forkyndelse. Han var og blev en Vækkelsesprædikant, der ustanselig holdt Evangeliets belivende Kraft frem for de arme Syndere, –- vidt forskjellig fra Lammers med hans bestandige gammeltestamentlige Banken.
Dette er Walnums utvivlsomme Storhed. Med dette staar han i første Række af vor Kirkes betydelige Mænd i det 19de Aarhundrede som «et Ord i rette Tid», og med dette skal han leve i vor Kirkes Historie.
1864 gik Nykirkens gamle Sogneprest, Stiftsprovst J. B. Flottmann af.
Menigheden søgte atter om at faa Walnum til hans Eftermand, hvilket vel var overflødigt, da han maatte betragtes som selvskreven.
Han fik ved sin Side som residerende Kapellan Carl Daniels, og disse to Venner arbeidede trofast ved hinandens Side og supplerede hinanden i Prædikenen.
Kunde Walnum paa en indtrængende Maade føre Kristendommen ind i Livet, saa vidste Daniels at fremstille Livet fra dets forskjellige Sider i Evangeliets Lys. Walnums Embedsgjerning kunde ogsaa lettes ved denne livlige og virksomme Kollega, hvis Liv var en ustanselig Færden ude i Menigheden, medens Sognekaldets administrative Gjerning nu mere end tidligere maatte binde Walnum til hans Hjem.
Det blev ham en ikke ringe Byrde, da han arbeidede tungt og skrev langsomt. Han kunde imidlertid nu udholde mere, da hans Helbred var bleven stærkere.
I 10 Aar stod han alene, men længedes efter, at hans ældste Søn skulde fuldbringe sine Universitetsstudier. Da dette var skeet, fik han ham til Kapellan og havde siden god Hjælp til sit Embede. I sine sidste Aar var han sygelig. Hans Sind var oste tungt, og Sorgen stødte til.
Ikke den mindste var Tabet af hans ovennævnte Broder (1883)(Jørgen/red.), der efter Nedlæggelsen af Embedet havde boet i Bergen og var en af hans Livs bedste Glæder. Walnum følte under sit Ophold i Bergen dybt Savnet af Landlivet og ønskede længe at kunne træde over i et Landskald.
Han ansaa sig imidlertid bunden til den Menighed, der havde gjort saa meget for at faa ham, og hans Børns Opdragelse vilde vel ogsaa have vanskeliggjort en saadan Flytning. Han havde oplevet en Smule af Landlivets Idyller, da han var ung, – maaske han blev sparet for store Skuffelser, da han blev ældre.
Biskop Kjerschow udtalte sig visselig aldeles rigtig derhen, at hans Ansættelse i Nykirken vilde blive til Gavn ikke blot for denne Menighed, men ogsaa for hele Bergen. Derimod tog maaske den gamle Biskop feil i den Ytring, at hans Ansættelse i Bergen vilde blive af Betydning i videre Kredse. Der sigtes her til Walnums Virksomhed som Forfatter – Prædikener, nogle Smaaskrifter mod Sekterne o. a., en liden Samling af originale og oversatte Salmer.
Naar Walnum skrev og udgav disse Bøger, fulgte han sin Tilbøielighed og hvad han ansaa for sin Pligt, men hans Betydning for sin Tids Menighed skal ikke veies efter hans Bidrag til dens Literatur.
Til Tromsø Bispestol havde han efter Gislesens Død (1861) mange Stemmer og blev tilspurgt, om han vilde modtage den, men afslog det. Hans Helbred var paa den Tid svag, og han havde sikkerlig Forstaaelsen af, at hans Plads var paa Prædikestolen. 21de Januar 1880 blev han Ridder af Olafsordenen.
Af Walnums 3 Sønner er de 2 Prester og 1 i praktisk Virksomhed. Hans 2 Døtre er Prestekoner. Han vil blive dybt savnet, og hans Minde velsignes af mange.
D.T. (Daniel Thrap/red.)