– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– les også :
– fra s. 625 – 631 :
Af stor Betydning for det kristelige Liv i Christiania blev Olai Hansen Skulleruds korte, men lysende Virksomhed. Han blev født i Høland 1. Marts 1829 og den 8. Marts “gjenfødt til et Guds Barn i den hellige Dåb” (Skulleruds selvbiografiske Meddelelser i “Børnebibliotheket” for 1856 No. 3. – Se ogsaa “Børnebibliotheket for 1858 No. 10, “Norsk Kirketidende” for 1858 No. 17, Side 269 flg.. De Aarg. han redigerede af “For Fattig og Rig”. Breve fra Skullerud. Talrige Oplysninger om ham fra hans senere afdøde Venner paa “Hans Cappelens Minde” og i Christiania).
Hans Slægt havde uafbrudt eiet Skullerud siden 1660, da der boede en ved Navn Hans Olufsen, født 1624. Forældrene var Gaardbruger Hans Christensen og Hustru Anne Andreasdatter; de fik ialt 12 Børn, fem Gutter og syv Piger, og de omtales som agtværdige, arbeidsomme, vindskibelige Folk, der sad i gode økonomiske Kaar; “Herrens Velsignelse hvilede synlig over deres Hus”.
– “Tanken om Gud og Evigheden, Himlen og Helvede fik tidlig Rum i Olais Sjæl”. Fra de spæde Barneaar følte han stærke Dragelser til sin himmelske Fader og modtog dybe Indtryk af Sandheden; der var Daabsnaadens Virkninger.
Da hans ældste Søster Maren døde 10. Marts 1838, vakte det stærke Evighedstanker hos den niaarige Gut. Han var “af et nogenlunde stille Væsen med en indre Livfuldhed i sin Karakter og en naturlig Tilbøielighed til at sysle med boglige Ting”.
I hans Forældres Hus fandtes fra først ingen Bibel; men omsider kjøbte Faderen en, og den blev snart Sønnens kjæreste Sysselsættelse. En eller anden af Familien læste i den høit i ledige Stunder; saa samtalede man om det læste og dvælede især ved Guds underfulde Førelse med sit Folk i den gamle Pagt. Dette gav Mersmag, og Olai læste nu selv ofte med Iver i den hellige Bog baade i det gamle og nye Testamente, mest om Jesu og Apostlenes Liv og Gjerning. Herved oplodes hans Øie for, at “Menneskets Hjertes Tanker er Onde fra Ungdommen af”; han fik under den Helligaands Veiledning se sin Synd, lærte at bede og inderlig og alvorlig at begjære Tilgivelse i Jesu Navn for sine Feil og Synder i Tanker, Ord og Gjerninger.
Samtidig fik han ogsaa ofte smage Guds Naades Sødhed, og hvor saligt det er at være hans frelste Barn.
Dette var omkring 1839; han var da 10 Aar. Ogsaa det mundtlige Ord virkede stærkt paa ham baade i Kirken, især naar Presten læste Stykker af Lidelseshistorien, og i Opbyggelserne. Særlig omtaler han det Indtryk, den bekjendte Lægmand A.N. Haave gjorde paa ham, da denne sidstnævnte Aar besøgte Bygden og engang talte der over Jesu Ord : “Jeg er kommen for at kaste Ild paa Jorden, og hvor gjerne vilde jeg, at den allerede var optændt” (Luc. 12,49).
“Det var under denne Tale”, skriver han selv senere, “som om den Helligaand opfyldte mig med en hellig Ild; en heftig Trang overfaldt mig til at falde paa mine Knæ; jeg saa længselsfuld mod Gulvet, men maatte dog bie, til jeg fik en Tid og et Sted for mig selv”.
Fra det niende indtil det trettende Aar, fortæller han, arbeidede Guds Helligaand kraftig paa hans Hjerte. Han var flittig i Skolen for mest og bedst mulig at tilegne sig nyttige Kundskaber i de forskjellige Fag og laante Bøger af forskjellige Slags i Sogneselskabet.
Disse læste han med Lyst eller studerede med Flid efter deres Beskaffenhed.
Vaaren 1843 tegnede han sig til Konfirmationsundervisning hos Sogneprest J.S. Middelthon (1772 – 1845); hans aandelige Liv havde det sidste Aar gaaet tilbage; Guds Ord og Bøn blev ikke længere brugt saa flittig og inderlig som før; derfor var han selv paa Konfirmationsdagen sløv og adspredt, beretter han. Ikke stort mere opløftet var Sindet under den første Altergang og i nogle Aar bagefter.
“Naar jeg kort skal beskrive min Tilstand”, fortæller han, “da maa jeg sige, at jeg var et ungt Menneske med mange ædle Følelser, men ogsaa mange, mange slemme Fristelser, — som idelig stræbte fremad for at lære noget og blive til noget, men som havde glemt, at det at elske Kristus er bedre end at vide — om det saa var alle Hemmeligheder”.
Fra sit 14. til det 18. Aar var han mere sløv, ja “en Tid indvortes falden fra Gud og Frelseren, om han end bevaredes for udvortes Fald”.
Han var hjemme paa sin Faders Gaard og hjalp flittig til med alt Arbeide indtil Sommeren 1845, da han gik ind paa Asker Stiftsseminarium. Det havde flinke Lærere, især den alvorlig kristeligsindede Bestyrer Knud Gislesen, senere bekjendt som Biskop. Denne drev ikke alene Eleverne dygtig i de forskjellige Fag, saa der blev udlært af ham en Mængde udmærkede Lærere, men søgte især gjennem den grundkristelige Religionsundervisningen at paavirke og vække dem til Omvendelse og en fuld Forstaaelse af sin betydningsfulde Kaldsgjerning.
Skullerud var en særdeles flink og flittig Elev, men lidet meddelsom. Det gjærede stærkt i hans Indre, og han blev gjennemrystet af stærke Brydninger og indre Kampe.
I April og Mai 1847 naaede denne kristiske aandelige Tilstand sit Høidepunkt. Gislesen bad og veiledede sent og tidlig; men “det holdt haardt”, skriver Skullerud, “førend jeg anden Gang kunde komme til Troens Frimodighed, og min Gud ved, hvad jeg lovede, dersom han vilde tage mig til Naade. Dog antog han mig ikke paa noget Løfte, men efter sit eget Forsæt og Naade, og ved Naaden er jeg opholdt : ham være Ære !”
— “Gud optændte nu igjen Troens Lys og Kjærlighedens Ild i Hjertet”; men han var en Tid saa ængstelig for atter at tabe Naaden, at han vægrede sig ved at katekisere med Børnene under de praktiske Øvelser, og en Tid ei vilde underkaste sig Dimissionseksamen.
Efter stort Stræv fik dog Gislesen ham endelig bevæget dertil. Skullerud gik op til Afgangsprøven i Juli 1847 og bestod den med Hæder; han fik “Udmærkelse” i fem Fag og “Meget godt” for de øvrige.
Saa reiste han hjem til sine Forældre; han trang nu Hvile og Stilhed i enhver Henseende. Derfor vovede han sig foreløbig ikke til at overtage nogen Skolepost, men deltog i alt forefaldende Gaardsarbeide, læste flittig Guds Ord og bad sent og tidlig, naar han var vaagen. Herved styrkedes Troeslivet, de stærke Kampe lagde sig noget, og der faldt ny Klarhed over Livsspørgsmaalene.
I denne Tid digtede han 21 aandelige Sange, som han senere laante til kristelige Venner ved Løveidkanalen. Her gik de fra den ene til den anden, indtil de blev udslidte eller kom bort.
Skullerud var hjemme i noget over 1 1/2 Aar, indtil Februar 1849. Da meddelte en kristelig Ven, den nys omtalte Vognfabrikant Peder Christensen, ham, at Bestyreren af Opdragelsesanstalten “Hans Cappelens Minde” ved Skien, Hans Mikkelsen, behøvede en Lærer for de Børn, han havde under sin Varetægt, og ønskede inderlig, at Skullerud vilde komme did.
“Denne saa heri Guds Kald”, tog med sine Forældres Samtykke afsted og ankom til nævnte Anstalt 16. Marts 1849, hvor han med Glæde og Tak til Gud blev modtagen af Store og Smaa.
De seks Aar, han virkede her, var betydningsfulde baade for ham selv, Anstalten og hele Omegnen. Han tog straks fat paa Arbeidet med en brændende Iver og en uopslidelig Kjærlighedens Omsorg for at blive mange til Velsignelse. Først og fremst levede han selv i et fortroligt og inderligt Bønnesamfund med Gud. Han sukkede altid i Stilhed til Gud, naar han var i vaagen Tilstand, men havde dog særlige Bønnestunder.
For at kunne være ene og uforstyrret, gik han i Regelen hver Morgen en Tur bort i Klosterskoven til en stor Sten, som siden bærer Navnet : “Skulleruds Sten”. Her forrettede han sin Morgenbøn. Saa begyndte han Skolegjerningen med Andagt paa “Salen” for Børnenen og alle Husets Folk.
Derefter tog han fat paa sin Dagsgjerning, hvortil han forberedte sig omhyggelig baade gjennem Bøn, Læsning og Gjennemtænkning af Stoffet. Derfor var hans Undervisning i alle Fag livfuld, grundig, fængslende og praktisk og tog særlig Sigte paa, hvad Børnene havde mest Brug for i Livet.
Kristendomsundervisningen ofrede han naturligvis mest Opmærksomhed og Overveielse. Det var ham ikke nok at forklare Børnelærdommen, saa de “Smaa saa, hvilken Skat af kristelig Sandhed der laa gjemt i Katekismen, Forklaringen og Bibelhistorien, men han tog først og fremst Sigte paa Daabslivets Næring og aandelige Udvikling hos dem, som var bevarede i Pagten med Herren, og søgte at vække de aandelig Sovende og Fordærvede til nyt Liv gjennem Omvendelse og Tro paa Jesus.
Han var enestaaende til at paavirke de Unge og vinde dem for Herren. Tidlig lærte han dem at bede og bruge Guds Ord og gav dem Syn for, hvad vi eier i Sakramenterne.
I Middagstiden havde han atter en særskilt Bønnetime, dennegang i “Løvsalen” borte ved Skienselven i Nærheden af Faret, hvor Amtssygehuset ligger.
Om Aftenen holdt enten han eller Lærerinden Marie Olsen Andagt med de Smaa. Virkningen af et saa ildfuldt og nidkjært Arbeide udeblev ikke; Børnene kappedes om at staa tidlig op for at læse i Bibelen eller gode, passende kristelige Bøger, og der blev en Vækkelse blandt dem, der bragte varig Velsignelse. Flere af dem skrev rørende, kristelige Breve til ham, hvoraf enkelte er trykte i “For Fattig og Rig” samt “Børnebibliotheket“.
Ved Siden heraf besøgte Skullerud flittig Bratsberg Amts Sygehus, som laa i Nærheden, og øvede der gjennem Aarene en Sjælesorg af stor Betydning og til Vækkelse og Velsignelse for mangfoldige.
Hertil kom, at han fra første Stund af, og lige til han flyttede derfra, var utrættelig til at holde Opbyggelser for Voksne baade i “Salen” paa Anstalten, rundt om i Solum og Gjerpen og ikke mindst i Skien, hvor han kanske mere end nogen anden enkelt ved Guds Naade blev Midlet til at fremkalde, nære og lede den store Vækkelse dersteds ved Begyndelsen af Femtiaarene, som han i “For Fattig og Rig” har givet en saa gribende Skildring af, men træder selv af Beskedenhed og Ydmyghed helt tilbage.
Han var en sjelden begavet og alsidig Guds Ords Forkynder med en enestaaende Evne til at paavirke, vække, vinde og veilede Sjæle til Syndserkjendelse, lede dem til Troen paa Kristus og føre dem fremad paa Helliggjørelsens Vei under Aarvaagenhed og en flittig og ret Brug af Ordet og Sakramenterne.
Endelig holdt han ogsaa Søndagsskole paa Anstalten for Omegnens Børn.
I disse Aar deltog han tillige flittig i kristelige og kirkelige Møder, optraadte ved Skolemøder og udfoldede en betydelig, kristelig Forfattervirksomhed gjennem rige Bidrag, som han leverede til kristelige Blade og Tidsskrifter. Enkelte af dem var ved sit hele alsidige, opbyggelige Indhold vigtige og vægtige Indlæg i Tidens brændende Spørgsmaal om Barnedaaben o.s.v.
Under sit Ophold paa “Hans Cappelens Minde” havde han af og til stærke aandelige Kampe og høie aandelige Anfægtelser; da pleiede han ikke at tale mere end høist nødvendigt.
Forøvrigt var han idethele indesluttet og stille, forsigtig i Ord og Handling, omhyggelig til at overveie alt, før han tog nogen Beslutning og eiede et skarpt Blik og stor Evne til at “prøve Aanderne, om de var af Gud”.
Han havde et kjærlighedsfuldt, mildt og blødt Sind, men en kraftig og fast Vilje. Det melankolske og koleriske Temperament var mest fremtrædende.
I det daglige Liv talte han ikke meget og lagde altid for Dagen stort Alvor; man kunde sjelden huske, at han lo; derimod formanede han ofte sine kristelige Venner saaledes : “Holder Eder nær til Herren !”
Han lagde i høi Grad for Dagen hellig Forsigtighed for ikke at saare sin Samvittighed eller komme til at snuble