– i boken “Samliv med landskjendte mænd”. Kristiania 1915.
– fra s. 152 – :
Et stadig og velredigert tidsskrift var et av de midler dette selskap vilde arbeide med. De vilde gi det navnet «Folkevennen», og det skulde hver maaned komme sine abonnenter ihænde.
Grunden til at dette selskap dannedes, skal jeg senere omtale. Men at finde en mand som kunde staa i spidsen for dette, og som samtidig kunde gjøre tidsskriftet saa folkelig at det blev kjært for enhver, skrive saa fyndig at folket omkring i de tusen hjem gjerne vilde læse det, og samtidig gi det et saa godt, retledende og baade vækkende og oplysende indhold at det kunde bli til virkelig folk gavn, var ingen let sak.
Der var naturligvis mange paa tale, men da man blev bekjendt med Vigs folkeskrifter og hadde skaffet sig underretning om denne unge mands liv, virksomhet og oplysningsiver, trodde man og med rette, at man i ham hadde fundet den mand som fremfor nogen anden var skikket for gjerningen.
Jeg tror i denne forbindelse at burde gjøre litt nærmere rede for dette «oplysningsselskap», hvorfor og av hvem det dannedes, og hvad maal det hadde sat sig.
Det var — i de dage ialfald — noget ganske nyt av aaret (det stiftedes i april 1852). At netop Ole Vig blev manden som sattes i spidsen for dets virksomhet, gjør det jo naturlig at man her i hans levnetsbeskrivelse bør faa litt fuldstændigere besked, da det jo var i dette selskaps tjeneste at han særskilt gjorde sig bekjendt.
Han blev dets første og stauteste leder fra dets begyndelse og til sin død (1857); og alle var og er vistnok til den dag idag enige om at ingen har som han magtet at skrive saa fyndig, vækkende og opmuntrende for det menige folk, fra dem nede i arbeider- og husmandsstuen til dem oppe i storbondegaardene, som netop han. Dette oplysningsselskap fik gjennem Vig og «Folkevennen»s aarlig aarsstadig sterkere utbredelse en indflydelse som neppe noget lignende oplysningsselskap hverken før eller senere har hat.
Aarsakene til dette selskaps fremkomst laa i de sterke folkelige og religiøse bevægelser som pludselig opstod i slutten av 40- og begyndelsen av 50-aarene, bevægelser som, hvor latterlig de end mangen gang viste sig i sit indhold, dog rev folkeskarene med sig i større mængder end nogen hadde anet.
Disse bevægelser bragte for dagen at her, trods den saakaldte skolegang, kirkeforkyndelse og den slags, var en fast utrolig uvidenhet og mangel paa historisk, politisk og kirkelig forstaaelse landet rundt, ikke bare i vore trange dalfører, men selv bortover de mægtige bredbygder med sine store hjem og sin megen ytre kultur; ti overalt fandt de tilhængere, tildels endog skarevis. Det var som en oversvømmelse av utenlandske nyheter der pludselig flommet ind over landet. Det var thranitterbevægelsen og mormonismen, som omtrent samtidig brøt ind over os og for et øieblik truet med — den første ialfald — at underlægge sig hele distrikter.
Særlig Thrane-bevægelsen viste sig som en farlig magt. Den kom med nye, hittil ukjendte ideer, med massevis av forespeilinger om den berømte «like deling», om «eiendomsretten som tyveri» og allehaande lignende satser; den nye lære begyndte i disse dage at klinge som gyldne slagord landet rundt.
Føreren for denne sociale bevægelse var den senere saa bekjendte student Markus Thrane. Man hadde i slutten av 40-aarene opholdt sig en længere tid nede i Paris og der paahørt de socialistiske taler og revolutionære forberedelser som frembragte revolutionen av 1848. Efter at han hadde indsuget alle socialdemokratiets saftigste ideer, kom han hjem i 1847, bosatte sig for en stund i Drammen og begyndte der utgivelsen av et ophidsende «arbeiderblad», drog saa samtidig omkring i distrikterne, dels i Buskeruds og Jarlsbergs amter og byer og tillike bortover Smaalenene og ikke mindst over begge oplandsamtene. Det var jo her han fandt flest av de husmænd han vilde paavirke. Der holdtes store og tildels larmende møter, og her prækedes de franske revolutionsideer.
Heroppe som ellers fandt han efterhaanden ikke bare mangfoldige tilhængere, men ogsaa adskillige hjælpere, som tok ivrig del i at utbrede de nye læresætninger. Da jeg kom herop i 1864, traf jeg straks en av dem, en mand fra Veldre; han skal ha været Thranes ypperste mand paa Hedemarken, het det, og en utrolig ihærdig forkynder. Han var endnu fuld av ild og glød, men, som det forekom mig ialfald, meget ukyndig. Og dog fortalte han at han hadde været «vicepræsident» paa det berømte «Thraneting», «Arbeiderstortinget» paa Ladegaardsøen i 1851.
Det var, fortalte samtidige, ikke meget av solid indhold i Thranes og hans venners forkyndelser, men desmere av lokkende fraser og agitatorisk ild. Mange blev revet med, ikke bare husmænd og arbeidere, men ogsaa smaabønder og haandverkere. Det var jo en ny tid som her oprulledes, og løfterne var likesaa glimrende som massernes kundskaper og evne til at kritisere og kontrolere var saare smaa.
— I begyndelsen av opsjauen gik det her som sedvanlig : de som forstod at bedømme, lo — eller de ynkedes over usansen, mens de mange som ikke kunde skjelne det falske fra det sande, faldt i staver over al den uhørte uret som det slette samfund og de uretfærdige lovgivere saa længe hadde latt dem lide under. De blev, forekom det dem, vækket som av en mangeaarig søvn. De fik besked om at det var aartuseners uret som nu skulde kverkes. Det var især forkyndelsen om den berømmelige «like deling» der i de dage begyndte at gaa som en seierssang fra mund til mund.
— Alle tænkende i landet begyndte litt efterhvert at bli bange, for rusen og harmen tok snart paa at gaa over til handling, ialfald forsøk paa handling. Paa enkelte steder begyndte man at ta sig tilrette paa egen haand, f. eks. oppe i Stjørdalen, hvor tilhængerne friskt væk gik løs med tømmerhugst i andenmands eiendom, ifølge den nye lære at « eiendom er tyveri» og at intet derfor var naturligere end at de bestjaalne, nu da tiden endelig var kom» met, tok tyvekosterne tilbake.
— Borte i Romedal paa Hedemarken forsøkte man med vold at hindre avholdelsen av en tvangsauktion hos en husmand.
— Efter en del lederforedrag oppe i Lesje i Gudbrandsdalen indfandt prestegaardens husmænd sig en dag paa gaarden og simpelt hen utskiftet den sig imellem; av foredragene hadde de utdrat den lære, at da al fast eiendom med rette tilhørte alle, saa tilhørte denne gaard rettelig dem, saa som den gaard laa dem nærmest. Andre fik skifte ut paa sin kant, mente de. Og saa videre !
Midt oppe i al denne staahei, som i en hast begyndte at vokse til en magt, fik Thrane og hans mænd ogsaa istand et eget «storting», det før nævnte «arbeiderstortinget».
Thrane, som selv var den kløgtigste inden det store utbredte mandskap der hadde flokket sig om hans læresætninger, forstod selvfølgelig, at skulde det gaa nogenlunde glat, saa maatte det ske gjennem en slags ordentlig lovgivning og saavidt mulig i de former som lovgivningen hittil hadde foregaat i.
Eller maaske var et slags massetryk paa vort gamle Storting hovedtanken med dette anstaltmakeri. Han lot foreta valg paa repræsentanter fra de kanter av landet hvor han hadde vundet tilhængere; disse samledes som ovenfor nævnt ute paa Ladegaardsøen paa samme tid som Stortinget av 1851 samledes i Kristiania. Medlemmerne valgte sit særlige præsidentskap, dannet særlige komiteer for de forskjellige slags saker som denne nye nation i nationen vilde ha fremmet o. s. v.
Fra Ladegaardstinget sendtes endog valgte deputationer ind til byen for at forhandle med Stortinget. Der skulde øves tryk, magt mot magt. Dette skedde som sagt i 1851, det første aar Johan Sverdrup møtte som repræsentant i Stortinget. Han var jo valgt fra Larvik, som i de dage var en arbeiderby, og man sa at det særlig var som arbeidernes repræsentant han møtte frem. At hans dobbeltstilling i dette oprørsaar maa ha faldt ham vanskelig, siger sig selv; men dette hører jo ikke herhen at utrede. Man ser av stortingsforhandlingene for det aar at dobbeltstillingen ikke har faldt ham grei.
Det gik saavidt i dristige — eller om man vil latterlige — planer paa dette «arbeiderting», at der, efter hvad «vicepræsidenten» fra Veldre fortalte mig og hvad ogsaa avisene i hine dage ymtet om, tænktes paa et likefrem angrep paa forfatningen. Der blev saa smaat opgjort en liste over en del vordende statsraader, sa han : Førstemand antagelig Thrane, kirkestatsraad Ueland, justisminister Johan Sverdrup; ogsaa Thranes nærmeste ven og hjælper student Abildgaard var tiltænkt en større stilling o. s. v.
De hadde ikke talt hverken med Ueland eller Sverdrup derom, sa han, men de hadde været sikre paa det nok skulde gaa i orden, naar først planen idethele var færdig. Kort, der rugedes over svære greier. Men det gik som vanlig, mængden av tilhængerne vilde ikke gaa og vente paa saa langsigtige papirer. Man grep paa enkelte steder (f. eks. Ringerike og Levanger) til likefremme voldsomheter.
Da endelig maatte statsmyndighetene sætte magt mot magt. Hele anstaltmakeriet opløstes derved i en fart, det brast som en boble og blev forsaavidt en fiasko. Men for mange av deltagerne og hovedlederne blev det desværre til noget mere, idet de blev idømt større og mindre straffe.
Min meddeler, «vicepræsidenten», var en av de mange heldige som ikke kom i straf, det kom nemlig ikke saa langt som til haandgripelige voldsomheter og revolution heroppe paa bredbygdene; men hvad han gav mig indtryk av var, at han neppe vilde undlatt at være med i alt fornødent opvigleri med tilbehør. Han var tydeligvis en meget dristig mand og dertil baade tilstrækkelig udannet og passelig uvidende, at si utenfor de talemaater og fraser som hele bevægelsen og dens blade hadde lært ham op i.
Det var al denne kundskapsløshet bygdene rundt og denne pludselige opdagelse av at folk endnu trods 40 aars selvstændighet kunde i store mængder la sig rive med av de vildeste politiske fantasterier, ja la sig rive med like til ulovligheter og oprørsplaner — det var dette som vakte forfærdelse hos alle tænkende i landet. Dette bragte dem til at forstaa at her snarest mulig maatte gripes ind og gjøres hvad gjøres kunde. Mere og bedre folkeoplysning blev feltropet.
Samtidig hermed var en om mulig endnu vildere retning — en religiøs — kommet hitover fra Amerika for at gjøre propaganda. Det var mormonismen. Hvor uhyrlig end dens lære maatte forekomme, vandt dog ogsaa den en ganske betydelig indgang.
Hele «almuens» skolegang med al tilhørende Pontoppidanlæsning viste sig her av litet værd; nogen selvtænkning var ikke frembragt. Mængden sat uten evne til at kontrollere den nye forunderlige lære. Der manglet selv de tarveligste begreper om kirkens historie og forstaaelse av kristendommens levnetsløp i verden.
Mormonismens apostler kunde med ett slag dreie hodet rundt paa hundreder og tusener. Folk blev mormoner i flokkevis og drog over til det forjættede land, Utah.
Nede i mine hjembygder mindes jeg at ikke blot en mængde av arbeidere og saakaldte smaafolk gik i feiden, men selv bønder og bondekoner med sine sønner og døtre, hele familier lod sig overtale, blev omdøpt, solgte gaardene og drog over til mormonismens Kanaan.
Jeg mindes at jeg under et halvt aars ophold i hjemmet i 1854 stadig væk blev opfordret til at imøtegaa mormonforkynderne under deres aftenforedrag omkring i grændene. Forældre bad mig, fordi deres sønner og døtre var blit grepne av læren, ungdommen bad mig, fordi deres forældre var begyndt at bli tvilraadige. Vi kunde holde paa til langt paa nat. Kort, der var en opskaking av sindene omtrent som man kan tænke sig det har været da kristendommen første gang forkyndtes blandt vore hedenske fedre.
Det var et nyt evangelium som nu var kommet, og Utah var det Kanaan hvor Guds utvalgte blandt alle folk nu skulde samles osv. Folk faldt i massevis, særlig som sagt arbeidere og smaabønder. De sidste solgte sine smaa bruk, de første sine arbeidsredskaper og drog avsted. Skildringene av det nye amerikanske Jerusalem hadde grepet dem; dersteds hadde jo netop nu for nylig Gud opslaat sine pauluner.
Slik var tilstanden i landet i begyndelsen av 50-aarene. I de lavere samfundslag kom for dagen en grænseløs mangel paa kristelig og kirkelig kundskap og paa selv den tarveligste historiske forstaaelse, — endnu større om mulig end den borgerligen hadde vist sig at være.
Kirkens historie og landets var begge et fuldstændig «terra incognita» for mængden av dem som hadde gaat almuskolens vei. Det hundredaarige religionspug viste sig at være blit likesaa ufrugtbart for den religiøse forstand, som uvidenheten i fedrelandets historie maatte bli for den politiske. Inden den store almenhet var det derfor litet at staa imot med, da de to ukjendte fiender kom og gjorde sin razzia omkring i bygderne og byernes ytterkanter.
Det var i al denne uvidenhet Thranesjauen og Mormonismen gramset og gjorde sin gode høst.
Det var disse uventede opdagelser som fremkaldte det «oplysningsselskap» der kaldte Ole Vig til hjælp. Det var fremstaaende mænd inde i hovedstaden som tok fat. De saa det var sund oplysning som manglet, ikke oppe paa høiderne, men desmere nede i folkedypet.
Naar fienden kommer, opdager man jo lettest hvor det er man mangler vaaben. Den literatur som fandtes, var visselig bra nok og kunde ha utrettet meget godt, men den naadde sjelden synderlig ned i folket; den forblev væsentlig «overklassens» kundskaps- og dannelseskilde.
Navnet «overklasse» bruktes jo rigtignok ikke dengang, man hadde navnet «de dannede» isteden. Hvorfor denne gode literatur, en Wergelands, Welhavens, P. A. Munchs, Rudolf Keysers og mange flere fortrinlige oplysningsskrifter aldrig naadde synderlig længere ned, saa de blev kundskapskilder for de mange tusener inden almenheten, som eide likesaa stor vitebegjærlighet dengang som nu idag, skrev sig vistnok væsentlig fra den ting at læsefærdigheten som almuskolen hadde bragt, var saare liten, interesserne som skolen hadde vakt, endnu mindre, eller vel nærmest ingenting utenfor et eller andet smaatteri i det religiøse, og at derfor forutsætningene for enten at gidde eller kunne tilegne sig de nævnte og lignende mænds skrifter omtrent helt manglet.
Her var det aabenbart at vore senere folkehøiskoler, ungdomsskoler, amtsskoler, eller hvad man nu vil kalde disse høist paakrævede oplysningsanstalter, — her var det at disse skulde hat en stor gjerning at gjøre.
Dette saa ogsaa Vig, efter at han hadde holdt paa nogen aar selv med sin dygtige skriftlige virksomhet. Kunde jeg faa reise om i bygdene, sa han, og tale for folk, det skulde bli andet til vækkelse; det skriftlige, hvor godt det saa kan være, monner ikke mot det mundtlige ord «naar det gjælder at vække et folk tillive, vække interesser for noget stort og godt og faa bragt folk paa ret kjøl».
«Her er jo saa forfærdelig megen dorskhet i landet», tilføiet han, — «gode hoder og udmerkede kræfter, men de kan saa litet og interesserer sig for saa litet utenfor sit aller nærmeste; og saa kjender de saa sørgelig litet av vort folks historie at det er en gru. Derfor kan selv de værste galskaper komme og rive mængden med sig; det er likesom det bare gjælder om at galskapen er rigtig modig og oppositionel mot det som bestaar, for mod og opposition synes man om, selv om meget av det kan bære rent bort i natten».
Her var det at Vig ofte talte om hvor herlig det vilde være om der ialfald i de større distrikter kom istand skoler for voksen ungdom, 20 til 30 aar gamle, ja ældre ogsaa. «Hadde jeg penger», sa han, «saa skulde jeg forlate dette skriftlige og straks begynde en saadan — helst oppe paa Lillehammer eller paa Hedemarken, for der har folk raad til at la sine unge mænd bekoste saadanne halvaarlige oplysningsmøter».
Men ellers, mente han, burde der være en og anden saadan skole i alle de største distrikter i landet. Vig uttalte sig ofte om dette, og om hvordan han vilde ta det, og han tilføiet gjerne med styrke : «Men lærerne maatte være folk som vilde og kunde noget, og som magtet det mundtlige ord. Det skulde bli en oplysningsvirksomhet som skulde bære frugt — fædrelandssind, historisk vækkelse, selvtænkning, og saa meget av kundskaper og øvelse i at skrive bra for sig som et saadant kortvarig kursus formaadde at bibringe ungdommen».
Desværre, Vig hadde ingen midler og fik heller aldrig nogen, og staten tænkte man ikke dengang det nyttet at henvende sig til. Hans varme uttalelser om denne sak frembragte dog — 7 aar efter hans død — Sagatun folkehøiskole, altsaa begyndelsen til de ungdomsskoler han længtet efter. Dog derom har jeg fortalt litt et andet sted, i mine «Oplevelser og Erindringer».
Da «Selskapet til Folkeoplysningens Fremme» oprettedes, var der imidlertid ingen tanke om nogen saadan maate at utbrede oplysning paa; man grep til det middel som laa nærmest, nemlig at virke gjennem gode folkelige skrifter.
Den mand som gav støtet til dette arbeide var, saavidt jeg erindrer, den i hine dage bekjendte skolemand Hartvig Nissen.
Sammen med ham stillet sig efterhaanden en hel række mænd, hvorav jeg nævner presten Wexels, biskop Arup, rektor Vibe, statsraad Vogt, Eilerts Sundt, justitiarius Berg, cand. (senere lektor) Joh. Friis, professorerne Hansteen, Holmhoe, Kaurin, R. Keyser, Monrad, P. A. Munch, H. Rasch og nogen flere. — Disse utsendte i begyndelsen av 1850 en indbvdelse til dannelse av et «Selskap til Folkeoplysningens Fremme».
Hvad de i denne indbydelse særlig pekte paa, var nødvendigheten av at almenheten fik bedre kundskap om vort folks historie og dets utvikling gjennem tiderne, navnlig gjennem den tid da det endnu var et selvstændig folk, og her, heter det, «maa vi prise vort folks lykke, idet vi i vore kongesagaer har historiebøker av en saadan betydning for folket, at i denne henseende neppe nogen anden literatur har maken».
Indbydeme peker ogsaa paa muligheten av at kunne anvende andre midler end skriftlige fremstillinger : «Navnlig vil det levende ord, det bedste vækkelsesmiddel overalt hvorhen det kan naa i sin fulde inderlighet og kraft, kunne faa en ikke ringe anvendelse, naar der paa de forskjellige steder i landet dannet sig underavdelinger av selskapet, som hovedsagelig vilde virke for det fælles formaal, som vel paa en gang har den mindste virkekreds, men ogsaa den største virkekraft».
Man har, het det videre, hittil kun hat prækestolen og almuskolen som eneste oplysningskilder for det menige folk, men livet har vist os at dette ikke gir nok hverken i kirkelig eller borgerlig henseende. Utviklingen er naadd saa langt nu, og oplysningskravene er blit saa mange, at der maa meget mere til end hvad vor nuværende almuskole kan yde, selv om den var meget bedre end den er. Den er jo ogsaa kun indrettet for barnealderen, og kan i bedste fald bare forberede til noget mere og bedre. Hele folkets oplysning er hovedbetingelsen saavel for den enkeltes som for alles lykke. For at kunne bli en god og nyttig borger, gjælder det at være oplyst og medinteressert.
Der maa aapnes kanaler gjennem hvilke et rikere og bedre indhold kan tilstrømme folkelivet. Som saadanne kanaler peker indbyderne først og fremst paa en dygtigere og høiere utviklet almuskole, og dernæst paa den plan de nu hadde fore, at «sprede forædlende og nyttig læsning ut blandt folket».
Som allerede nævnt var det dette sidste middel selskapet alene saa sig istand til at sætte iverk, samtidig som det jo haaber og peker paa at det levende ord maa komme til at virke i den gode saks tjeneste.
I januar 1852 blev endelig selskapet stiftet. Der hadde nemlig da meldt sig saa mange medlemmer fra landets forskjellige kanter at man vaaget sig ivei. Medlemsprisen 1 daler (4 kr.) pr. aar, var jo noksaa rimelig. For denne kontingent skulde man faa 12 maanedlige hefter og desuten de større eller mindre tillægsskrifter som bestyrelsen fandt det av værd at utsende.
De første styremedlemmer var : skolebestyrer Hartvig Nissen (formand), professorerne Monrad og Rasch, rektor Friis og overlærer K. Knudsen. 3 aar bakefter blev professorerne Aschehoug, Rudolf Keyser og Rasmus Tønder Nissen indvalgt istedenfor de enkelte som av forskjellige grunde maatte træde ut.
Som man vil ha set av indbydelsen, satte selskapet stor tro til den her begyndte virksomhet, og den mand som det efter meget arbeide hadde lykkes dem at faa til redaktør, bidrog vistnok i høi grad til at forhaabningene ikke blev skuffet.
Ole Vig redigerte tidsskriftet med en dygtighet som neppe nogen anden paa den tid vilde ha magtet. At mange andre sat med større viden, er selvsagt, men ingen eide en slik evne til at skrive klart, varmt og fyndig for det menige folk som han; derom var der ikke mer end en mening, selv blandt dem som kunde ha imot et og andet av hvad han skrev. Paa de aarlige generalforsamlinger, som blandt andet hadde at kritisere hvad der var blit levert i aarets løp, kom ogsaa dette frem og uttaltes med sterk ros, selv fra en og anden av de embedsmænd bortefra bygdene som var møtt frem for at sige fra hvad de kunde ha at anke over.
Vig var da stedse tilstede og gjorde rede for de enkelte ting som klagemaalene gjaldt. Man kunde paa disse generalforsamlinger faa ganske interessante meddelelser om hvor ivrige bønderne mange steder var blit for at faa fat i «Folkevennen» og læse den. De samledes gjerne søndag eftermiddag, het det, og en og anden av de dueligste læste da høit, og de diskutterte bakefter. Saker som de fleste av dem før ikke hadde tænkt paa, vakte deres opmerksomhet og blev gjenstand for diskussion. Der dannet sig sammenkomster her og der i grændene om «Folkevennen»; man længtet efter dens komme og efter fortsættelsen av dette og hint som var paabegyndt.
Dette gjaldt selvfølgelig kun der hvor en eller anden interessert mand stillet sig i spidsen og slog til lyd for de omkringboende. Saadant meldtes i generalforsamlingene fra mange bygder. Jeg kan da ogsaa godt mindes at hjemme i min grænd i Onsø var det samme tilfældet; det var min far som der var blit den først interesserte; han fortalte da naboerne omkring at nu hadde han læst det og det i «Folkevennen», og at nu maatte de komme hen og høre, saa skulde han læse mere for dem. Det varte ikke mange ukerne før en hel del av de omboende bønder kom og hørte paa.
Man kunde senere høre dem spørre om ikke snart nyt nummer av «Folkevennen» kom, «for det er saa morosamt aa lye paa det han Ola Vig skriver, det er saa reinspikka greit at en skjønner det».
Jeg var jo i Kristiania paa den tid, men hver gang jeg var hjemme om sommeren eller i juleferien, maatte jeg altid fortælle dem om «han Ola Vig». «Haastan» kar han var, «haaslags» folk han var kommet av, «haaslags» lære han hadde hat, «sea han visste saa mye».
Saa maatte jeg læse høit for dem og «lægge ut», og enkelte av de fremmeligste i forsamlingen blev ikke trætte av at spørre og forhøre om hvordan dette og hint var at forstaa. Den samtidig jevne og varmhjertede fremstilling, de fyndige uttryk og den folkelige sætningsbygning tiltalte.
Vigs stil mindet om sagastilen, kortfattet og klar som den var. Naar han skrev, som naar han talte, var det ut av sin egen glødende interesse for de saker han vilde faa lagt sine landsmænd paa hjerte. En tilhører sa engang : «Det er no rart med det han Vig skriver, det er akkurat som sat han her og snakka med os».
Emner som man skulde tro laa umaadelig fjernt fra deres tanker, og som de kanske heller aldrig hadde hørt omtalt før, f. eks. «morsmaalet og dets værd», «historiens betydning» og lignende, vakte deres opmerksomhet og interesse, saa der kunde bli hele samtaler om disse ting.
Nu var og er det selvfølgelig ogsaa av stor betydning at det skrevne blir godt og, om jeg tør kalde det saa, levende forelæst; derved kommer, delvis ialfald, det skrevne og trykte ord til at indta det levende ords rolle.
— Vig hadde selv i en artikel i 1853 manet til saadanne samlag til fælles oplysning; han fremholder med stor styrke hvilken betydning dette vil ha. Vore «ungdomsforeninger» idag vilde sikkerlig ha tiltalt ham, at sige hvor de driver virkelig oplysningsarbeide og ikke bare en eller anden agitatorisk specialitet.
Dette var meddelelser fra min egen hjembygd, men som det var der, saa fik jeg paa generalforsamlingene høre at det ogsaa var paa mange andre steder.
Jeg gjør her en liten bemerkning, da den kan ha sin interesse : den kaster ialfald lys over hvor forandret forholdene ogsaa paa disse omraader er blit i de sidste par menneskealdre. Der møtte, saavidt jeg mindes, kun yderst sjelden nogen kvinde frem ved disse sammenkomster, kun mænd. Det var voksne bønder som vilde høre paa, ikke bondekonerne, og endnu mindre sønner og døtre. Nu idag tror jeg nok stillingen er en helt anden, nu er ogsaa kvinderne og den voksne ungdom rykket ind som medinteresserte i de spørsmaal som her forhandles.
F. eks. «spørsmaalet om morsmaalet» — «morsmaalet i fortid og nutid» o.s.v., hvilke spørsmaal, som før nævnt, kun magtet at tiltale de ældre mænd for 60 aar siden. Nu idag tiltaler de mange flere. Nu vil ogsaa kvinderne vite besked om disse ting. Og med kvinderne ungdommen i det hele; jeg mener den voksne ungdom.
Hvor ligger aarsakerne til denne i sandhet betydningsfulde kursændring ?
Skal vi sige det er folkehøiskolerne som har bidrat mest til dette, eller er det kvindesaksvirksomheten, eller ungdomsmøteme rundt om, eller folkeakademierne og deres arbeide, eller er det 70-, 80- og 90aarenes oprivende politiske folkemøter o.s.v. som har fremkaldt den store forandring ? Eller er det utviklingen i det hele, med dens evige: fremad, fremad! Rimeligvis er det alt dette tilsammen.
Hvad man i de nævnte generalforsamlinger ogsaa fik noksaa grei besked om var, hvad jeg tidligere har nævnt, at netop den ting at skaffe almenheten et bedre skjøn paa det borgerlige og kirkelige liv stod som en hovedsak for alle dem som ytret sig om dette oplysningsselskaps virksomhet og om Ole Vigs arbeide.
Det selvsamme forstaar man ogsaa naar man ser paa den række artikler Vig leverte i tidsskriftet. Det var folkets, det hele folks opreisning til fuld medinteresserthet og til fuld følelse av medansvar i folkets, kirkens og al god oplysnings fremgang som var formaalet i alt hvad han skrev. Jeg nævner nogen av artiklene : «Om landsstyrelsen i Norge», «Om frihet», «Om de partinavne man ofte tillægger statsraader, stortingsmænd og andre som sysler med landets styrelse», «Norge sammenlignet med andre lande», «Smaatræk av folkelivet», «Historiens værd», «Et blik paa menneskeslegtens tilstand før Kristus», «Kristendommens indførelse i Norge», «Et blik paa menneskeslegtens tilstand efter Kristus», «Drag av livet i Norge gjennem den kristelige middelalder», «Henrik Wergeland», «Fædrelandskjærlighet», «Modersmaalet», «Sprogprøver fra fortiden», «Oplysning og samfærdsel», «Møter til fælles oplysning», «Om den kirkelige salmesang», «Menneskets storhet» o.s.v. o.s.v.
Ved siden av denne sin virksomhet i folkeoplysningsselskapets tjeneste fik Vig ogsaa efter meget arbeide realisert sit gamle ønske fra Kristiansunds-tiden om oprettelsen av et tids-skrift som utelukkende skulde være viet landets skolevæsen.
Sammen med den bekjendte sprogmand overlærer K. Knudsen og de dygtige lærere P. Andresen og S. Knudsen fik han istand maanedsskriftet «Den norske Folkeskole». Det begyndte 1853. Han vilde gjennem dette skrift særlig faa greid ut skolespørsmaalene og sat lærerne ind i hvordan undervisningen burde tages for at gi et rikere utbytte.
I dette skoleblad, som sikkerlig var det ypperste i den retning der endnu er utkommet i Norge, skrev han en stor række artikler, likesom han som bladets hovedredaktør maatte gjennemgaa, kritisere og delvis besvare de mange avhandlinger som indkom fra lærere, prester og andre. Han tok mange av dagens store oplysningsspørsmaal for sig ogsaa her, men dog likesom mere fra skolesiden, selvfølgelig ikke som undervisningsstof for barna, men han mente, som sandt er, at jo mere læreren vet og kan og vil, des rikere blir hans undervisning, des fyldigere i indhold, og des mere lysende for de unge som hører paa ham.
Desuten kjendte jo Vig godt til fra sin egen fortid at lærere som vil noget, magter at spille en betydelig rolle ogsaa utenfor skolen, nemlig mellem forældrene og bygdefolket. Fordi de tror at læreren vet mere end de, saa spør de ham, og han bør da kunne gi gode og oplysende svar. Læreren utenfor skolen kan i samlivet med de ældre utrette mindst likesaa meget til oplysningens fremme som indenfor mellem barnene. Derfor har man, mente han, ingen mægtigere løftestang for oplysningens fremme end de tusen lærere (og nu lærerinder) omkring i bygder og byer, og derfor burde disse lærerkræfter faa saa megen og saa sund og sanddru kundskap om land og folk og om kristelige og borgerlige ting som bare mulig.
Det er, eller kan ialfald være, et missionsapparat av ganske uvurderlig betydning. Dette saa Vig allerede meget tidlig, dette gjorde han ogsaa ret som det var gjældende paa de store lærermøter hvori han deltok, og med dette for øie kan vi forstaa, hvorfor han i sit skoleskrift fremholder og oplyser om meget mere end hvad der vedkommer den snaue barneskole.