– i boken : “En sørlandsby : erindringer og skildringer fra Mandal i gammel og nyere tid. Med illustrationer”. Kristiania. J.W. Cappelens Forlag. 1924.
– fra s. 139 – 142 :
Søren Pedersen Jaabæk.
Her meddeles en del eiendommeligheter. Jaabæk er vel kjendt, men hvad jeg her har at meddele, direkte fortalt mig av ham selv, har jeg ikke tidligere set fremhævet offentlig fra ganske samme synspunkt.
Bare en gang har jeg hat en samtale med Jaabæk. Da var han en gammel mand. I min barndom hadde jeg utallige ganger set ham i Mandals kirke, til hvilken han sognet.
Han var en flittig og opmerksom kirkegjænger. Desto mere forundret maatte man inden hans eget sogn bli, da han fik sin skjæbnesvangre strid med sogneprest Lasson i Lyngdal, derved at Jaabæk av denne blev bortvist som fadder for en slegtnings barn.
Senere og som en selvfølge gjentoges det samme av en anden prest, Jaabæks egen daværende sogneprest. Dernæst fulgte pastor Julius Riddervolds artikler og den derav fremgangne injurieproces, anlagt av Jaabæk mot pastoren. En injuriesak som endog førtes for Høiesteret.
Naar man nu ser tilbake paa dette, saa fortoner det sig som ikke saa litet av en misforstaaelse.
Man anførte mot Jaabæk bl. a. visse ord og uttalelser i hans blad «Folketidende», uttalelser som ganske visst tok sig slemt ut.
Presten og Dommer med Bugen saa fyldig
Storsnudet mæsket og fed som et Svin
— eller noget saadant var forekommet i bladet. Han hadde ogsaa etsteds sagt, at det at kjøre gjødsel var likesaa vigtig en handling som at døpe barn eller holde præken. Saadant burde Jaabæk helst latt være. Det blev misforstaat og vakte forargelse, gavnet intet, utryddet ingen fordommer. Da det saa paataltes, saa hjalp det litet at Jaabæk paaviste at han bare citerte Shakespeare, dramatikeren Shakespeare i dennes omtale av prest og dommer paa hans tid.
Heller ikke hjalp det at henvise til Luther som forbillede eller foregangsmand. Som bekjendt sier Luther — og deri ligger en stor og vigtig, ja i Luthers livsgjerning epokegjørende sandhet — at en tjenestepike, som feier gulvet i Jesu navn, utøver gudstjeneste !
Der er her bl. a. den forskjel, at der ved gjødselspredning klæber sig forestillingen om baade smuds og anden ekkelhet.
Men alt dette er endnu ingen beviser for at Jaabæk hører til
– 140 –
«Guds Ords Bespottere og Foragtere». Og det var anklagen mot ham. Dette ansaa Jaabæk som en fornærmelse og — set fra hans synspunkt — med rette.
Jaabæks forhold til den kristne religion var et forhold av sand og redelig ærbødighet. Rigtignok paa en noget anden maate end efter den daværende raadende kristendomsopfatning.
Det var derfor Jaabæk en hjertesorg at han saa lang tid kom til at staa paa en saa spændt fot med kirke og presteskap, og at der ikke i mange aar kunde bygges bro over denne kløft. Men Jaabæks senere sogneprest Ellefsen har fortalt mig, hvor glad Jaabæk var, da, i anledning av en søns begravelse, sognepresten brøt isen. Sognepresten utførte efter anmodning fra Jaabæks hustru sørgetjenesten i sørgehuset med baade liktale og salmesang efter Landstad, og sognepresten, en rettroende geistlig, hadde intet imot at der til slutning blev avsunget en kristeligsindet avskedssang, digtet for anledningen av Jaabæk selv. Stor var den opsigt det vakte i Mandal, da provsten Ellefsen og Jaabæk kjørte i liktoget gjennem byens gater i en og samme slæde.
Hvad var det da som hadde avstedkommet den merkelige feiltagelse ? Jeg hadde længe hat en viss forestilling om det. Den omtalte samtale med Jaabæk gjorde mig saken ganske klar.
Jaabæk var gammeldags rationalist. Det var «Jesu milde lære» som han hyldet. Naar han sat under senere strengere tids prækestol, som i Mandals kirke, saa inddrak han derav denne milde lære, og lot alt det øvrige ligge unyttet hen.
Hvorledes var han nu kommet til at tilegne sig saadan enddog dengang ret antikvert kristendomsform ?
Som saa ofte og hos saa mange især av de begavede personligheter var det barndommens og ungdomstidens aandsindtryk, der hadde præget hans religiøse livssyn. Derom fik jeg ved den nævnte samtale en ganske klar forestilling. Hans far (1788-1849/red.), som var bonde fra Holum sogn, i mil oppe i Mandalen, var en meget oplyst mand. Han fulgte med i sin tids, «Oplysningstidens», aandelige bevægelser. Han hadde deri en liten flok av aandsfæller blandt de fremskredne bønder. Disse læste saagodt som alt, som forelaa i oversættelse av oplysningstidens literatur. Der savnedes hverken skrifter av Rousseau eller Voltaire, encyklopædister eller
– 141 –
populærfilosofer. Og sønnen nærtes i sin ungdom av det samme aandelige kildevæld.
Saa blev hans ungdomsindtryk, ganske likefrem, rationalismens. Denne følte han og disse aandsfæller ingen trang til helt at ændre.
At derigjennem ogsaa synet paa borgerlige stænders livsopgaver i visse maater faldt sammen med Luthers, var noget, som godt faldt i traad med hin tids demokratisme, ja republikanisme, som ogsaa var utbredt i hele landsdelen.
Saa forstaar man maaske, at bonden Jaabæk kunde si at et bondearbeide saa hæderlig og nødvendig som gjødselkjøring hadde paa sit vis en stor værdi, saavel som den prestelige gjerning.
Vi behøver bare mindes de meget spottede rationalistiske «potetesprester» for at finde aandsfrænder. Disse mænd var jo dog i sandhet ikke motstandere eller foragtere av bibel eller kristendom. Dette burde man forstaat om Jaabæk. Men Jaabæks feider mot embedsstanden gjorde sindene skjævsynte.
Jaabæk het oprindelig Søren Pedersen Holmesland og var fra Holum eller Holme sogn. Han var ved giftermaal kommet i besiddelse av Jaabæk i Halsaa sogn, som var forenet med Mandal.
Jaabæks kundskapstørst var ubegrænset. Han minder heri meget om husmandsgutten fra Telemarken A. O. Vinje, hvem han kjendte fra hans Mandalstid, med hvem han ogsaa delte politisk synsmaate.
Kundskapstørsten var hos Jaabæk forenet med en alt overvindende energi. Han fortalte mig, at da han første gang var valgt til stortingsmand, ansaa han det for rigtig at skaffe sig indsigt i den almindelige politiske teori. Men her støtte han paa sprogvanskeligheter. Der fandtes dengang et meget utbredt verk om denne sak, nemlig Carl von Rottecks : Staatslexicon. Men dette var paa tysk. Hvad gjorde saa Jaabæk ? Ved selvstudium lærte han sig saa meget tysk, at han kunde klare denne læsning.
Senere kom han til at utgi sin «Folketidende», som tryktes hos boktrykker Næss i Mandal og en tid hadde en stor utbredelse. Her fandt han det heldig i denne tidende at fortælle Englands historie og la den følge som bilag til bladet. For dette øiemed maatte han ogsaa lære sig engelsk. Og han gjorde det, endog i en fremskreden alder.
Jaabæk stod sjelden fast, naar han vilde gjennemføre et
– 142 –
formaal. Mit indtryk av Jaabæk var at han ikke alene var et overlegent hode, men han var ogsaa en from mand, dog gik han gjerne med sin fromhet i stilhet.
Ellers er han en kjendt skikkelse i vort lands historie. Men som privatmand har han krav paa at forstaaes ut fra sine forutsætninger. Men dette hadde faa av hans samtidige blandt intelligensen anledning til at lære at kjende. Heller ikke brød de sig om at se ham fra hans elskværdigere sider.
Den ringeagt som fra intelligensens hold knyttet sig til Jaabæk gik let i forestillingen over paa hans landsdel og særlig paa hans hjemsted, som jo var Halsaa sogn ved Mandal. Det varte længe, inden man blandt videnskapsmænd og aandelig førende blev opmerksom paa, at ikke ringe aandelig evnerigdom bodde og bor dernede i og omkring Mandal.