henriette gislesen : “en moders veiledende ord til sin datter”

– er et særegent og kjent skrift i sin samtid – utgitt i Christiania i 1843 – selv om det ikke framkom hvem som var forfatter av dette; man bør i våre dager kjenne til forfatterens identitet og bakgrunn for å forstå hennes anliggende til fulle, skrevet som skriftet var til Henriette Gislesens (tidligere Vibe/Glückstadt) adoptivdatter (hennes broderdatter);

her gjengis kun innledningen – sidene 1 -7, som gir en sum og et godt bilde av budskapet, med det sterke ord fra Mesteren selv i “Jesu yppersteprestlige bønn” presentert på framsiden : “Hellige dem i Din Sandhed; Dit Ord er Sandhed“. Joh. 17,17 :

“Ingen kan flye fra Døden, uden han forener sig med Livet. Jesus Christus er Livet, det Liv, som ikke kan døe”. (Wexels)

Da jeg omtrent var paa Din Alder, mit kjære Barn, modtog jeg som Gave en temmelig volumiøs Bog, med den venlige Bøn, at læse ret flittig i den og stræbe at indrette mit Levnet efter hvad jeg læste.

Denne Bog var et af de mange Opdragelsesskrifter, hvorpaa den sidste Deel af det forrige, og, jeg troer, tildels ogsaa den første af dette Aarhundrede især var rig.

Jeg læste nu vistnok i den — om jeg husker ret, studerede jeg den fuldkommen igjennem engang — men den anden Formaning : at indrette mit Liv og min Opførsel efter dens Forskrifter, blev ligesaa hurtig forglemt, som alle de Sider, jeg nylig havde gjennemlæst.

Jeg veed i Sandhed heller ikke, hvorledes det ret skulde ladet sig

-2-

gjøre at indrette livet efter denne Bog, selv om jeg havde været stadigere, besindigere og mindre tankeløs, end jeg til min Skam maa tilstaa at jeg dengang var. De uendelig mange forskjellige Forholdsregler, som der var opstillede, kunde vistnok i sig selv, især i det praktiske Liv, i Omgang med andre Mennesker, være ganske nyttige at handle efter, naar man først havde dem opstillede ret systematisk ogsaa i sit Hoved og i sin Hukommelse; men det var ingen let Sag for et ungt Pigebarn, at faae dem saaledes ordnede der.

Kort sagt : der blev ingen af de mangehaande Klogskabs- og Forsigtigheds-regler, saavel for det indre som ydre Liv, hængende i mit Sind, og da Bogen engang pligtmæssig var gjennemlæst, blev den opsat i Reolen, hvor den stod rolig og forglemt, indtil jeg efter mange Aars Forløb atter hentede den ned derfra.

Ungdommens flygtige Munterhed var forsvundet og havde givet Plads for Alvor og Tænksomhed. Haarde Skjæbner, bittre Lidelser, havde hjemsøgt mig, havde ogsaa hos mig opnaaet den Hensigt, hvortil de af Guds forbarmende Faderkjærlighed stedse ere bestemte : Aanden var opvakt af den Dvale, hvori den hos saa

-3-

mange Mennesker ligger bundet, uforstaaet, ubevidst for dem selv, indtil det store, betydningsfulde Tidspunkt i Livet indtræder, da Lyset ovenfra gjennemstraaler Sjælens Mørke og lærer den at dømme klart over Livet og Verden, over sig selv og Andre.

Dette Tidspunkt var ogsaa indtruffet for mig, og fra hiin Stund følte jeg en rastløs, uafladelig Sjælehunger.

Aanden søgte Næring, renere, meer styrkende Næring, end den hidintil havde havt. Den kunde ikke mere, som forhen, finde sig tilfredsstillet ved en Roman eller Reisebeskrivelse; den havde nu omtrent samme Fornemmelse ved disse forhen saa yndige Retter, som et legemlig hungrigt Menneske kan have, naar man for at stille hans Hunger vilde fremsætte for ham pyntelige Retter og Frugter af farvet Gibs eller Porcellain.

I denne stedse længselsfuld søgende, stedse umættende Tilstand greb jeg begjærlig efter ethvert Skrift, hvis Titel eller Indhold syntes at love mig Tilfredsstillelse og saaledes ogsaa efter det føromtalte Værk.

I den levende Overbeviisning og glade Forventning om, at det, skjøndt egentlig bestemt for en ynge Alder, dog ogsaa nu skulde skjenke mig rigt Udbytte og ved dets gavnlige,

-4-

forædlende Virkninger paa mit Hjerte hævde den Berømmelse, jeg oftere havde hørt det tillægge, greb jeg fat derpaa, men jeg blev skuffet. Jeg lagde det fra mig igjen efter dets Gjennemlæsning, uden i ringeste Grad at være tiltalt deraf, med et Sind saa koldt som Iis.

Intet Ord deri havde med Ildskrift præget sig i mit Indre, som det dog nødvendigviis maa gjøre, naar det Læste skal frembringe Lys og Varme og velsignede Virkninger derinde.

Strax jeg aabnede det ledte jeg først og fremmest efter det Afsnit, der havde “Religionen” til Overskrift, i den inderligste Overbeviisning, at herfra maatte, som fra den dybe, oprindelige Kilde, enhver moralsk Regel udstrømme. Dette Afsnit bestod af tre til fire Sider og da jeg var kommet til Ende dermed, havde jeg en Følelse, som jeg ikke kan forklare anderledes, end at det forekom mig som om Gud havde været mig et godt Stykke nærmere, før jeg begyndte at læse om Ham i denne Bog.

Dette var et slemt Tegn; et Tegn paa, at den umulig kunde være skrevet for mig.

Den var virkelig ikke for mig, dette følte jeg vel ved videre Læsning i den, og saaledes kunde jeg ikke, hverken haabe eller ønske, at den skulde være for Dig, min elskede Datter,

-5-

at den skulde tilfredsstille Dig og blive Dig en venlig, veiledende Raadgiver gjennem Livet.

Jeg har senere overtænkt, hva det vel især kunde være, der i dette Værk stødte mig saaledes tilbage, og jeg er blevet enig med mig selv om, at det fornemmelig var den Omstændighed, at der er brugt en saa stor Mængde menneskelige og blot menneskelige Meninger og Ord for at udtale og forklare, berigtige og indskjærpe, hvad der tusinde Gange tydeligere, klarere og mere frugtbringende kunde være sagt med to af vor guddommelige Frelsers Ord : “Vaager og beder !” (våk og be !/red.).

 

Hvor dog Gud forstaaer at udtrykke sig kort, indtrængende, gribende og forstaaeligt imod hvad Menneskene formaae !

Alle disse hundrede og atter hundrede, vistnok meget gode saavel moralske som kløgtige Leveregler – hvad skulle de frembringe, hvad skulle de indskjærpe, som ikke uendelig bedre erholdes og opnaaes ved Betragtningen og Efterfølgelsen af hine to korte betydningsfulde Herrene Ord, hvoraf det Ene skal oplyse os om Guds Villie, det Andet skjænke os Kraft til at udføre den.

“Guds Rige bestaaer ikke i Ord, men i Kraft”. Aldrig har jeg stærkere følt Betydningen af dette Apostelens Udsagn, end da jeg havde

-6-

gjennemlæst hiin uhyre Ordsværm, og halv nedslaaet, halv forvirret stræbte at gjøre mig selv Rede for alle de mangfoldige smaae og store Byrder, det syntes mig, at den vilde læsse paa mine Skuldre, medens den ikke anviste mig noget Middel, hvorved jeg skulde faae Kraft til at bære end den ringeste af dem.

Hvorlidet gavner det, at Menneskene give sig af med, af egen Viisdom at udstede moralske Leveregler og Bud, naar de ikke paa samme Tid kunne lære, hvorledes de skulde opfyldes ?

Hvad nytte det, at de komme med Loven, naar de intet Evangelium have ?

Derfor, min elskede Datter, min kjæreste Skat i Livet, Du, om hvem mit sødeste Haab er, at jeg engang med Ro og Glæde skal kunne møde Dig for Gud med de Ord : “Fader ! jeg har bevaret hende for Dig, hende, den Eneste, Du gav mig !

Du, for hvem jeg saa ofte med hede Taarer har bedet til ham, der sagde : “Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle see Gud”, at ogsaa Du maatte blive Een af Disse, — derfor vil jeg nu, istedetfor alle Leveregler og Forskrifter med Hensyn til din Handlen, blot præge disse to Ord ind i dit Hjerte : Vaag og beed, beed og vaag ! og Du skal aldrig behøve, aldrig kunne

-7-

erholde trofastere Førere paa Livets farefulde Bane.

Og naar jeg i faa Træk stræber at udvikle for dig deres hellige Betydning, da er det blot for at komme dit ungdommelige, endnu ikke klartseende og faste Sind til Hjælp, indtil den troe og daglige Efterlevelse af hiint Bud har nedkaldt den guddommelige Oplysning i din Sjel, der, saa længe Du i Ydmyghed og Tro vedbliver at nedbede Dig den, vil lære Dig i enhver af Livets Stillinger at indrette din Fremgangsmaade overensstemmede med Guds Villie.

– mer fra boken kan fremskaffes ved henvendelse til Borgerskolen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv inn søkeord..