– i boken “Et Mindeskrift”; aftrykt efter “Hjemmet” med enkelte Tillæg. Kristiania. Fædrelandets Forlag. 1878. Det Steenske Bogtrykkeri;
– i samme boken er sønnen Peter L. Hærems biografi inntatt – les den her :
– men her følger avsnittet om Ragnhild Danielsdatter Hærem fra sidene 99 – 128 :
– 99 –
Der var vistnok Ingen, som ved Ragnhild Hærems Vugge kunde have forudsagt, at hendes Navn og Billede engang skulde bæres ud over hele Landet i taknemmelig Erindring.
Selv drømte heller ikke den ydmyge Kvinde i de tarvelige Kaar og de jevne borgerlige Omgivelser om, at hun skulde have vundet et Eftermæle, som længe vil bevares.
Og dog er der maaske faa Kvinder i vort Land, som bedre har fortjent det, saasandt som Ordet undnu gjælder, at “Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen“, er kosteligt baade for Gud og Mennesker.
Men det er ikke blot paa Grund af det, som hun selv var og virkede i sin Tid, eller paa Grund af den Indflydelse, som hun havde paa sin saa bekjendte og fortjente Søn, at vi her fører hendes Liv frem for Mindet, men ogsaa fordi hendes Livshistorie, som før af os antydet, knytter sig til et ret mærkeligt Stykke af vor Kirkehistorie, eller rettere af det aandelige Livs Udviklingshistorie hos os i dette Aarhundrede, nemlig Haugianismens og Herrnhutismens gjensidige Berøresle med og Paavirkning af hinanden.
Ragnhild Danielsdatter Hærem var født paa Gaarden Østrem i Søvde i Ryfylke i Aaret 1805 af velstaaende Bondefolk.
Hun mistede tidlig sin Fader, og hendes Moder giftede sig for anden Gang. Meget af sin Barndom og Ungdom tilbragte hun hos en Bestemoder, der synes at have været en sand
-100-
kristelig Kvinde. Der fandtes jo dengang ikke de mange kristelige Foreninger og Gjøremaal, som nu binder de mere kristeligt interesserede Menighedslemmer til hverandre, saa at Deltagelsen i saadan Virksomhed danner et Slags Kjendetegn for dem, som regnes til de egentlige kristelige Broderkredse.
Dengang havde man ingen slige Mærker at gaa efter.
Men efter hvad Ragnhild Hærem kunde mindes af sin Bedstemoder, al hendes Tale til de Unge om Herren og al den Kjærlighed, hun viste mod de Fattige, mod sine Tjenere og mod sin Mand, der havde et heftigt Sind, maatte hun slutte, at hun havde været en levende Kristen.
I Ragnhilds Barndomstid indtraf jo ogsaa hine længe mindede Trængselsaar med Krig og Hunger og Dyrtid, som ret prøvede Barmhjertigheden og Offervilligheden.
Saaledes kunde hun mindes, at der engang i Krigsaarene kom et Følge af gamle fattige Mænd fra de østenfjeldske Bygder (“Østmænd”), der var saa uthungrede, at de næsten ikke kunde gaa, men sat og skjalv af Mathed.
Da sagde Bedstemoderen til dem, at de skulde blive hos hende nogle Dage og styrke sig, men de maatte ikke i Begyndelsen spise sig mætte, thi det taalte de endnu ikke; derimod skulde de saameget oftere faa Mælk og Mad, indtil de var istand til at spise et ordentlig Maaltid.
Hun havde en stor Gaard og mange Kjør, saa hun ogsaa havde Raad til at hjælpe Folk. Og da hendes egne Forældre var komne fra de østlige Bygder og havde kjøbt sig Gaard i Fjordene, saa følte hun maaske saameget større Opfordring til at tage sig af “Østmænd”.
Det var maaske de Indtryk, Ragnhild modtog hos sin Bedstemoder, som tidlig bragte hende til at bede til Gud.
Hun foralte senere, at hun kunde erindre, at hun undertiden, naar hun var ude paa Marken, kunde lægge sig ned paa Knæ og bede paa sin barnlige Maade.
— En liden Historie fra hendes Barndom maa her fortælles, da den er et mærkeligt Exempel paa barnlig Tillid, som heller ikke blev skuffet. Hun skulde en Vaardag gaa over en Bro over en strid Elv, som just var paa det Allerstørste
– 101 –
i Vaarflommens Tid. Det var intet Rækværk, og Broen var glat og slibrig af det oversprøitede Vand; derfor trak hun Sko og Strømper af forat have bedre Fodfæste og gik forsigtig afsted med Skoene og de indeni disse sammenrullede Strømper under Armen.
Men midt paa Broen glider hun, og forskrækket slaar hun ud med Armene, hvorved Sko og Strømper faldt i Vandet, medens hun selv fik Ligevegten tilbage og kom vel over. Men Sko og Strømper havde hun mistet, og de var ganske nye, og Strømperne var efter hendes Hjembygds Vis stadseligt udsyede med hendes Navnebogstaver paa.
Derfor faldt hun ned paa sine Knæ ved Elvebredden og bad Gud, at han skulde lade hende faa dem igjen. Dette saa nu for menneskelige Øine ud som en ren Umulighed, da Elven gik Fos i Fos lige ud i Søen.
Men Ragnhild opgav dog ikke Haabet, at Gud kunde give hende dem igjen, og se : en Søndag od paa Sommeren, da hun var i Kirke, blev der paa Kirkebakken bekjendtgjort, at der var fundet et Par nye Sko og Strømper mærket med hendes Navnebogstaver, og det viste sig, at Fossen havde kastet dem op i en Fjeldrevne ved Bredden, og da Vandet straks efter faldt, var de blevne liggende tørre, saa hun fik dem aldeles ubeskadigede tilbage.
Hun synes at have tilbragt en lykkelig Ungdomstid, optaget af de landlige Sysler og de anstrengende og dog saa morsomme Sæterreiser, som hun i sine senere Dage oftere fortalte om.
Men hun blev meget tidlig forlovet og gift, saavidt vides omkring 17 Aars Alderen, og da begyndte Livets Alvor at gjøre sig gjældende.
Ogsaa hendes Mand, Omund Aagesen Hærem, var født af velstaaende Bondefolk og havde faaet en ikke ubetydelig Arv. Men imidlertid var Pengereduktionen forgaaet, “Daleren blev til 2 Skilling”, og derved blev der en brat Ende paa deres Midler. Omund havde før tænkt at kjøbe en Gaard i sin Hjembygd, men nu opgav han den Tanke, thi han kunde ikke længere kjøbe en større Gaard, og en liden havde han ikke Lyst til at kjøbe, da de
– 102 –
Begge var af “bedre Folk” og var godt vante. Han ville hellere tage ud og bryde sig en Bane paa et andet Sted.
Dengang var der endnu ikke Tale om at drage til Amerika, naar man ingen Kapital havde at begynde med herhjemme. Verden var dengang ikke saa vid som nu. Det var til den nærmeste By, Stavanger, at Reisen gik; her var der altid Udkomme at faa for en ung flink Mand, som baade kunde og vilde arbeide.
Omund tænkte fra Begyndelsen af at slaa sig paa Handelen, men midlertidig, inden han havde sat sig ind i Forholdene, vilde han søge sit Erhverv ved Tømmerarbeide; og derved blev det.
Han var en meget duelig Skibstømmermand, og nøiede sig indtil Videre med den mindre Indtægt, som dette Arbeide gav af sig, fremfor den større, men mere usikre, som kunde paaregnes ved Handelen.
Som en forsigtig og betænksom Mand havde han, før han flyttede ind til Byen, tømret sig et Hus i Hjembygden og fragtede det efter Bryllupet ind til Byen, hvor han kjøbte Grund til det.
De unge Folk blev altsaa heller ikke i Byen siddende “paa bar Bakke”, da de flyttede derind i Aaret 1822 eller 1823. Det kostede jo altid baade Tid og Omtanke for Ragnhild at lære Bystel, især da hun, der jo allerede var gift Kone, skammede sig ved at røbe sin Uvidenhed i Henseende til mange Ting, som faldt Byfolkene simple og naturlige; men hun havde sine Øine med sig, naar hun var ude iblandt Folk, og var saa heldig at faa bortleiet et Kammer, hun havde tilovers, til en Kone, som pleiede at være til Hjælp i flere gode Huse i Byen, og ved at yde hende al den Venlighed, hun havde Leilighed til, skaffede hun sig i hende en god Raadgiver og Hjælperske.
Det faldt jo lidt vanskeligt at skaffe til Veie, hvad der tiltrængtes forat indrette sit Hus efter Byskik, især da Alt, som skule kjøbes, var meget dyrt i hin Tid.
Men Ragnhild strævede, saa godt hun kunde, idet hun spandt og vævede fint Linlærred, som hun aldrig havde Vanskelighed forat blive af med. Undertiden sendte hun det med en Fragtemand til Bergen og solgte det der, da
– 103 –
hun kom efter, at dette var mere fordelagtigt. Engang sendte hun saaledes en Væv til Bergen og fik for den en — Paraply, hvilket dengang ansaaes forat være en god Handel. Saadanne var nu den Tids Priser.
Det forstaar sig, at nogen Luksus kunde der ikke være Tale om. Derimod lagde hun al mulig Flid paa at have det saa rent og pent, som det var muligt, og da hun havde en egen Gave til at gjøre det hyggeligt omkring sig, var der Mange, som fandt en Fornøielse i at titte ind i hendes lille Hus, hvor Alt var saa renskuret og hvidt, og der var dem, som sidenefter har fortalt, at de altid maatte se ud af Vinduet efter den unge Kone, naar hun gik forbi, da hun endnu saa ud som et Barn og var saa inderlig sød, og Folk sagde til de unge Ægtefolk : dersom der kom mange slige Bønder til Byen, saa kunde der blive Noget af dem.
Men medens Alt i udvortes Henseende gik godt for de unge Folk, begyndte der i aandelig Henseende en tung Tid for den unge Husmoder. Baade hun og hendes Mand havde, ogsaa efter Flytningen til Stavanger, bevaret de gamle gode Kristenskikke fra Hjembygden; de gik hver Søndag i Kirke og læste Texten efter Postillen.
Men til Trods for den oprigtige Tilslutning til Bibel og Barnelærdom og den største Hæderlighed og Samvittighedsfuldhed i Livet, var der ikke hos Nogen af dem vaagnet nogen mere levende kristelig Interesse.
Men allerede længe havde Hans Hauges Venner virket i Stavanger, og især Ragnhild begyndte flittig at overvære deres Forsamlinger.
Det var en stærk Lovprædiken, som her lød til hende. Det var nemlig den i vor Missionshistorie saa bekjendte Jon Haugvaldstad, der “efter Hauges Død var saa omtrentlig Enevoldsherre blandt Haugianerne fra Stavanger til Kristiansand” (se “Hans Nilsen Hauge og hans Samtid” af Pastor Bang), og han var, til Trods for sin kristelige Nidkjærhed og sin store Offervillighed for al kristelig Gjerning, af et temmelig mørkt og lovemæssigt Væsen.
Han var, heder det sammesteds S. 390, af “et stille, indadvendt Væsen,
– 104 –
ordknap og med noget klynkende Stemme, tilsyneladende mere bundet af det kristelige Alvor end frigjort deri“.
Hans Venner og Disciple dersteds var paa hin Tid neppe mere frigjorte i Evangeliet end han.
For denne Lovprædiken laa Ragnhild under. Men jo mere sønderknust hun følte sig, desto mere tilregnede hun sig selv Skylden og mente, at hendes Angst og Nød kom deraf, at hun ikke arbeidede paa sin Saliggjørelse med tilbørlig Frygt og Bæven.
Paa denne Vei kunde kun ikke komme til Fred. Hvor ærligt hun kjæmpede, hvor oprigtigt hun bad, hendes Sjælenød blev større og større, og hun var en lang Tid Fortvivlelsen nær og syntes, at hun maatte forgaa i sin Elendighed.
Undertiden syntes hun nok, naar en Prædiken var læst og en Bøn var holdt, at hun havde Velsignelse deraf og begyndte at føle lidt Fred. Men saa stod den Ene efter den Anden op og holdt Bøn, og den Ene var mere streng og lovmæssig end den Anden, og paa denne Maade blev det stedse taget fra hende igjen, hvad hun allerede havde faaet.
Dertil kom, at paa denne Vis blev Forsamlingerne saa langvarige, at hun syntes ikke at kunne forsvare at være saalænge borte fra Huset og fra sine smaa Børn.
Der var ingen Morgen, uden at det var hendes første Gjerning at gaa ud i Kjøkkenet, som var hendes Lønkammer, og knæle ned og bede. Ligeledes grundede hun daglig i Guds Ord, men det varede længe, før hun fandt Fred for sit Hjerte.
Imidlertid var der ogsaa et andet kristeligt Parti, som havde sine Talsmænd i Stavanger, nemlig den herrnhutiske Brødremenighed.
Deres Leder der var Foged Schiøtz, der holdt Forsamlinger i sit Hus. Her lød der en ganske anden Prædiken. Var der hos Hauges Venner formeget af Lov, saa var det hos Brødrene fortrinsvis, om ikke udelukkende, Guds frie Naade i Kristo, som blev forkyndt.
En Dag fik en af Ragnhilds Kjendinger formaaet hende til at følge med til Brødrenes Forsamling. Allerede Synet af Schiøtz, hvis Aasyn lyste af en indre Glæde og Fred,
– 105 –
var noget Nyt for hende og stemte hendes Sjæl til Forventning om, at hun skulde finde, hvad hun søgte. Schiøtz begyndte med at læse op Salmen No. 138 i “Harpen” :
1.
Hør den Stemme, der med Længsels Smerte kalder : “Kom dog hid til mig !”
Synder ! hør det Kald fra Jesu Hjerte, Som i Døden brast for dig.
Hvor du vanker, kan han ei dig glemme : Kunde du den Kjerlighed fornemme,
Som han har til dig endnu, Glad blev han, og frelst var du.
2.
Ei skal du ham nogen Gave bringe; Nei, kun det er hans Begjer,
At hen ind du under Naadens Vinge Flygter nøgen som du er.
Bedre, end du selv, din Nød han kjender, Derfor han af kjærlig Medynk brænder,
Raaber : “Kom ! du arme Sjæl, kom her skal du fare vel !”
3.
Ei vil han for dig din Synd opregne, See ! den var dig altfor svar;
Nei, fra Brøde fri han vil dig tegne, Selv han din Misgjerning bar.
Er du svag ? Han dig vil vederkvæge ! Er du saaret ? See ! han vil dig læge !
Er du fattig ? Han er riig; Hvad han har, han skjenker dig.
Hvert Ord i Salmen var som talt til hende; der faldt som Skjæl fra hendes Øine, og hun fik Fred. Siden holdt hun sig for en stor Del til “Brødrene”, som vistnok holdt sine egne Forsamlinger paa sin “Sal”, men ellers i alle Ting sluttede sig til Kirken.
Men i sit Hjerte var og blev hun en ægte evangelisk luthersk Kristen. Det var Luthers Skrifter, som næst efter Bibelen var hendes Opbyggelsesbøger; især læste hun sent og tidligt i Luthers Huspostille, som blev aldeles “forgyldt” af Brugen. Og fordi hun var saa helt igjennem luthersk, derfor fik hun ogsaa det frie Syn paa Livet, som udmærkede hende, og derfor holdt
– 106 –
hun sig ogsaa fri for alt Partivæsen og udtalte ofte med stort Eftertryk : de Kristne er ingen Sekt !
Foruden Luthers Skrifter, især hans Huspostille og store Katechismus, brugte hun ogsaa flittigt Johan Arndts og Franckes Bøger.
Eftersom hun selv var bleven af “Læserne” baade i dette Ords egentlige og overførte Betydning, følte hun, hvor mangelfuld hendes egen Undervisning havde været. Derfor blev det hendes inderligste Ønske og Bestræbelse, at hendes Børn maatte faa lære mere.
Deri var ogsaa hendes Mand enig med hende, og de blev da, saasnart de var gamle nok dertil, sendte i Skole, de ældste til Edvard Omdal paa Valbjerget, hvor de gamle Haugianere holdt sine Samlinger om Søndagene. Da blev alle Bordene, der ved den ene Ende var fæstede til Væggen, heftede op til denne, og Skolestuen indrettet til et Slags Bedehus.
Her gik da i Almindelighed de gamle Hærems sammen med sine Børn om Søndagene; thi ogsaa Omund Hærem holdt sig flittig til Guds Ord, om det end først var mod det Sidste, at der kom til et ret Troens Gjennembrud hos ham. Han var en alvorlig Mand og streng mod sine Børn; de maatte blandt Andet meget tidlig vænne sig til at sidde aldeles stille og høre til, medens han læste Prædikenen hjemme om Søndagseftermiddagene.
Men var han streng mod Andre, saa var han dog strengest mod sig selv.
Efterat han havde arbeidet hele Dagen paa Værftet, holdt han paa til sent om Aftenen hjemme med at forfærdige Møbler, som han solgte, saa Naboer fortalte, at de hørte ham arbeide, baade naar de søvnede og vaagnede.
Paa denne Maade var han istand til at holde sit Hus meget ordentligt og godt og at sørge vel for sine Børn.
Men i sine sidste Aar begyndte han at blive sygelig, og i det sidste Aar, han levede, tog han Borgerskab og begyndte en liden Handel, forat det kunde blive til Hjælp for Hustru og Børn, naar han var borte.
Fra sin yngste Søns Fødsel var han næsten stedse sengeliggende og led store Smerter. For hans
– 107 –
Hustru kom nu Sorgen over hans Sygdom og forestaaende Bortgang ogsaa Frygten for, at han ikke skulde være beredt til at vandre bort. Men til Trods for sin svære Frygt for hans Sjæls Tilstand talte hun dog aldrig til han derom; saa dybt havde hun fattet Ordet om Hustruens Stilling til Manden.
Desto mere talte hun til Gud om ham og bad stedse mere og mere vedholdende om, at der maatte times hende den store Glæde at se ham vandre bort i den rette Troens Frimodighed; ” da skulde hun ikke sørge mere”.
Denne Bøn blev hørt. Omtrent en Uge, før han døde, da hun just laa og kjæmpede med Herren i Bønnen for ham, blev hun kaldt ind til ham, og da laa han med straalende Ansigt og Taarer i Øinene og raabte hende imøde, at nu havde ogsaa han ret faaet gribe og tilegne sig Guds frie Naade.
Den sidste Uge, han levede, blev derfor som en eneste Takkesang.
Han takkede ogsaa sin Hustru for Alt, hvad hun havde været for ham. “Ak”, udbrød han, “hvad du har været for mig ! og medens jeg har været syg, har jeg havt det som en Konge”.
Den sidste Dag, han levede, bad han for Alle og for Alt, som laa ham paa Hjerte : for Kongehuset, for Øvrigheden, for Presterne og for alle sine Egne; han nævnte alle sine Børn ved Navn og bad for hver især. Til sin Hustru, som stod med den Yngste, Peter, paa Armen, sagde han : “jeg har ingen Sorg for dig og Børnene, — og ham, som du holder paa Armen, behøver du ikke at sørge for, — for ham vil Herren sørge“.
Derpaa sov han stille og roligt her, medens de omkringstaaende Venner sang efter “Harpen” :
Naar i Guds ny Jerusalem
oprinder Glædens Aar,
jeg kommer som en Synder frem
helbred’t ved dine Saar.
Saa sad da Ragnhild Hærem igjen fra Vaaren 1841 som Enke med syv Børn. Det saa ikke lyst ud for menneskelige Øine, og da var hun fuld af Haab
– 108 –
og Frimodighed. Hendes hjertenskjære Mands salige Død havde skjænket hende en saadan Sjæleglæde, at fra nu af syntes Sorgen eller Bekymringen aldrig at kunne faa Magten over hende.
Da hun om Aftenen efter hans Død var gaaen til Hvile med Barneflokken omkring sig, hørte de, hvorledes hun laa og lovede og takkede Gud for, at han havde ladet ham komme saa vel hjem.
I Henseende til det timelige Udkomme var det den lille Handel, som hun havde at holde sig til. Den fortsatte hun da til Udgangen af 1848, og den gik i flere Aar ret godt. Hun havde ogsaa den Glæde, at hun med Tiden betalte Alt, hun havde taget paa Kredit.
Imidlertid kom det trange Aar 1848, og da var der en stor Del af hendes Kundere, som ikke kunde betale hende, hvad de skyldte. Hun var vistnok heller ikke streng til at indkræve sit Tilgodehavende; thi da hun engang var meget syg og troede, at det skulde blive hendes Død, bad hun sin ældste Datter, at hun maatte tage hendes Regnskabsbog og kaste paa Ilden, da der i den var opskrevet mange Fattige, som vanskeligt kunde betale, og nu frygtede hun for, at denne Gjeld efter hendes Død skulde blive inddrevet med Strenghed.
Hun bestemte sig derfor til at slutte, medens hun endnu kunde beholde sit lille Hus, og hellere forsøge noget Andet.
Der var ogsaa en Plads færdig, der ligesom havde ventet paa hende, nemlig paa Byens Asyl, hvor hun efter flere kristelige Venners Opfordring modtog en Post som Medhjælperinde. For Asylgjerningen var hun fortrinlig skikket. Hun var selv som Barn blandt Børnene, og disse hang ved hende med inderlig Kjærlighed.
Men imidlertid blev Søgningen til Asylet saa stor, at hun efter 3 til 4 Aars Arbeide her holdt paa at ligge under for Byrderne. Paa den anden Side hang hendes Hjerte saa ved Børnene, at hun længe ikke formaaede at rive sig løs. Saaledes havde hun allerede bedet Gud om Frimodighed til at forlade Asylet, da hun en Nat drømte, at hun sammen med Asylvennen
– 109 –
Svend Svendsen stod paa en Høide nær Byen og saa en stor Skare hvidklædte Børn, som vandrede sammen to og to, alle lige lykkelige.
Nu syntes hun, at det var saa stor en Lykke at kunne tale med Børnene om Jesus og drage dem til Jesus, at hun igjen bestemte sig til at blive, indtil Gud gav hende et tydeligt Vink om, at hun skulde faa Lov til at forlade Asylet.
Efter en Stunds Forløb fik hun ogsaa dette Vink, idet hun blev alvorlig syg og maatte holde Sengen; da forstod hun, at det for hendes Børns Skyld var hendes Pligt at slutte paa Asylet.
Men en Virksomhed maatte hun have forat kunde ernære sig og Sine; og det havde vist sig, hvor vel hun var skikket til at tage sig af Smaabørn. Derfor begyndte hun nu selv en Smaabørnskole, som hun bestyrede med sin ældste Datters Hjælp. Den svarede omtrent til vor Tids saakaldte Børnehaver. Blandt Andet lærte hun de Smaa en Mængde Salmevers. Der var Mange, som gjerne betroede hende sine Børn; det hændte endog, at Kvækere kom og bad hende om at modtage deres Børn.
Denne Skolegjerning blev hende en saare kjær Gjerning; den havde ogsaa den Fordel, at hun ved den kunde være i sit eget Hjem. Men Indtægterne af Skolen strakte ikke til for hendes Families Underhold, derfor arbeidede hun hver Morgen og Aften, saalænge de trange Tider varede, Vatplader for et Par Kjøbmænd i Byen. Denne Kunst havde hun lært af en Kolportør, Endre Johannesen, der efterat have virket i Bibelselskabets Tjeneste til stor Velsignelse i Nordland, reiste over til Amerika, og førend han reiste, testamenterede denne Kunst til hende.
Til Trods for al Flid og Sparsommelighed var det dog, saalænge Børnene var smaa, ofte saare vanskeligt for hende at slaa sig igjennem. Mange Gange saa det mørkt ud, men altid kom dog Hjælpen i rette Tid, saa at i Almindelighed ikke engang hendes egne Børn mærkede, hvor knapt det var.
Det kunde vel hænde, efterat Børnene var blevne større, at hun kunde høre en eller anden Ytring af ængstelig Bekymring
– 110 –
fra dem, men da kunde hun ogsaa ret lægge ud af Guds Ord for dem og vise dem, at det ikke var underligt, at Gud regnede Næringssorg til de grove Laster. Engang kom en af hendes Døtre og fortalte hende, at hun havde hørt, hvorledes en Nabokone havde søgt at hindre en anden Kone fra at sætte sine to Børn i Skole hos hende.
Da svarede hun : “tror du vel, at hun kan tage Brødet fra mig ? Nei, jeg faar, hvad jeg skal have, om det saa skal falde ned fra Himmelen til mig”.
Selv oplevede hun med Enken i Sarepta, at hendes Melfad aldrig blev tom, hvorofte hun end mente at have seet Bunden paa den. Aldrig blev hendes Haab til Gud gjort til Skamme. Saaledes var engang hendes Ved sluppet op, og hun havde ingen Penge. Dog, Ved maatte hun have; hun besluttede da at laane hos en af sine Venner, og imidlertid gik hun ned paa Bryggen og kjøbte en Favn. Hun bad Manden bringe den op til hendes Hus, men inden Manden var færdig med at lægge den op, kom en gammel Ven hen til hende og sagde : “jeg ser, du kjøber Ved i dag; derfor kom jeg til at tænke paa, om ikke jeg maatte betale den for dig; du har saameget at sørge for“.
En anden Gang stod hun allerede i sin Dør forat gaa i Byen og kjøbe Tøi til en af sine Smaagutter, som høilig trængte til nye Benklæder. Da kom en kristeligsindet Pige af hendes Bekjendtskab og standsede hende i Døren.
Hvad hun havde at tale med hende om, var dette, at hun var kommen til at tænke paa, at hun havde liggende noget fint Vadmel, som vilde passe godt til Benklæder for en af hendes Smaagutter, — og nu var hun kommen for at bringe hende det.
Saaledes fik hun daglig erfare, et Herren var Enkers Forsvar og de Faderløses Fader.
Med saadanne Erfaringer for Øie var det saalangt fra, at hun hengav sig til ængstelig Næringssorg, at hun endog turde tilfredsstille sit Hjertes Trang til at øve baade Gjestfrihet og Godgjørenhed, og ligeoverfor sine Gjester blev hun heller aldrig tilskamme, de fik — ligesaalidt som hendes egne Børn
– 111 –
– nogensinde føle, at der var Mangel i Huset.
Undertiden maatte hun selv høilig forundre sig over, hvorledes det Lille, hun havde, kunde strække til for Saamange.
Da hun inde i Fjordene havde stor Slægt og mange Venner, som saa til hende, hver Gang de var i Byen, vankede der stadig Besøgende i Huset, og altid blev de trakterede, saa Mange begyndte at tro, at hun havde Noget i Baghaand, som Ingen vidste om, og det tog de jo heller ikke feil i : hun havde en rig Fader i Baghaand, til ham havde hun aaben Adgang i Troen, til ham gik hun daglig i Bønnen, og han lod hende ikke gaa tomhændet fra sig.
Foruden mange Venner af Lægfolket var der ogsaa mange Theologer og Prester, som fandt sig vel i hendes lille og tarvelige, men hyggelige Stue og fandt ikke blot Glæde og Opbyggelse, men ogsaa Belærelse i Samtale med den erfarne og kloge Kristenkvinde.
Naar hun havde saadanne Gjester, da maatte frem det Bedste, hendes Hus formaaede; thi da var der Fest i Huset.
Til de Fattige havde hun altid Noget tilovers. I de sidste 15-16 Aar, hun levede, gik hun flittigt omkring til de Syge og Fattige, og da hun vidste, hvorledes de timelige Velgjerninger ofte hjælper til at oplade Hjerterne for de aandelige Goder, saa pleiede hun ikke komme tomhændet til dem. Til de Syge kogte hun Suppe, til de Fattige havde hun Mad.
Hun saa ogsaa, hvorledes den aandelige og legemlige Uhumskhed pleiede at følges ad; derfor begyndte hun ofte med at give dem Skillinger til Sæbe og sætte dem i Gang med at vaske og skure, for først at faa Hytten ren, saa kunde hun sidem efter saameget større Virkning tage fat paa Hjertet.
Mangen Gang kunde hun ogsaa gaa ud fra sit Hjem, med det samme hun havde sluttet sin Skolegjerning for Dagen, og først komme hjem sent om Aftenen, undertiden straalende af Taknemmelighed mod Gud, naar hun havde faaet Anledning til ret at glæde og trøste en arm Stakkel, men ofte ogsaa med Hjertet opfyldt af Sorg over al
– 112 –
den Elendighed, baade timelig og aandelig, som hun havde været Vidne til.
I denne Gjerning var hun utrættelig. Hun var ret en “Menighedens Tjenerinde” for alle de Elendige og Forladte. Sent og tidlig var hun om i disse usle Hytter, ja det hændte, at hun om Vinteraftenerne, naar der var Is og Holke, maatte krybe paa alle Fire forat komme op til de Fattige, som boede i Byens Udkanter, og smilende svarede hun paa Børnernes Forestillinger mod saadanne Farter, at det var jo mørkt, saa Ingen saa, hvorledes hun kom frem.
Fordi hun søgte saavidt muligt at være en Moder for de Fattige, var det hende om at gjøre at bringe dem just det, som de trængte til. Det var derfor ikke blot de milde Ord, hun talte til dem. Hvor hun saa Synd og Dovenskab, eller hvor hun forstod, at de forsøgte at lyve for hende og bedrage hende, der kunde hun være streng, og da var ikke blot Ordene, men ogsaa Blikket, som ledsagede de, saa alvorligt, at det var Faa, som ikke maatte slaa Øinene ned for det.
Og af hende taalte de Alt, thi de forstod, at hun vilde dem vel.
Paa mange Steder fik hun dem virkelig i Vane med at holde baade sig selv og sit Hus rent. Som den, der selv var vant ved at arbeide, og selv var nødt til at passe paa de smaa Ting og ikke havde Raad til at lade Noget gaa til Spilde, kunde hun veilede dem i mange Ting, som en Dame af fornemmere Stand havde maatte lade gaa sig forbi.
Naar hun f. Ex. saa den Mængde af gamle Filler, som ofte var samlet i de fattige Stuer, og som laa der blot til Unytte og Uhygge, fik hun dem til at vaske dem og klippe dem op i Strimler; saa skaffede hun dem Stry til Rending og lod dem væve Tepper deraf.
Der skal have været ikke saa Faa, hvem det lykkedes hende at give Smag paa Renlighed, Orden og Arbeidsomhed og vække til Sands for et hyggeligt Husliv.
Det siger sig selv, at hun maatte interessere sig varmt for den frivillige Fattigpleie, og tog ivrig Del i dens Gjerning, men det gjorde hende mangen Gang Ondt, at det ofte var saa vanskeligt at bringe til Veie de
– 113 –
Midler, som saa saart tiltrængtes. Hvor hun vilde have glædet sig, om hun havde seet, i hvilken god Gjænge denne Sag i den sidste Tid er kommen i Stavanger.
Men hvad der laa hende allermest paa Hjertet, var at bringe de Syge og Elendige det ene Fornødne, Livets Evangelium. Dette var for hende det store Øiemed, alt det Andet var kun Midler, der skulde tjene til at aabne Hjerterne og rydde Hindringerne af Veien for dette.
Det hændte ogsaa, at hun fik Indpas der, hvor Døren var lukket for alle Andre, selv for Presten. At tilkalde Presten skal ofte en vis Selvovervindelse til. En Prest ved Sygeleiet fører jo med sig Tanken om Døden og det store Regnskabsopgjør, som Saamange gjerne vil skyde fra sig til det Sidste.
Men naar Ragnhild Hærem kom med sin Bygsuppe til den Syge og med al den kvindelige Deltagelse og Kjærlighed, som lyste ud af hendes hele Væsen, da var det ikke muligt at holde Døren eller Hjertet lukket.
Hun synes ogsaa at have besiddet stor Visdom til at tale med den Syge. Engang var hun hos en 80-aarig Kone, som trøstede sig ved, at hun havde holdt alle Budene. Istedetfor at begynde at gaa i Rette med hende og gjendrive hende, men maaske derved lukke hendes Hjerte end fastere til, svarede hun ganske rolig, at det var rigtig godt for hende; thi det var langt mere, end hun selv kunde sige, at hun havde holdt dem. Da blev den Anden forundret og spurgte, hvorledes det kunde hænge sammen, hun havde da alle Tider været saa skikkelig og brav.
Da fik Ragnhild ret Anledning til at vidne om, hvad Synden var, og den Gamle kjendte ogsaa sig igjen og kom tilsidst til Erkjendelse af, baade hvad Synd og hvad Naade var, og Ragnhild, som saa til hende til det Sidste, fik se hende vandre bort som en bodfærdig Sjæl.
Hun var ellers meget varsom med at fortælle sine Omgivelser, især de Unge, om de Omvendelser paa Syge- og Dødsleiet, som hun mente at have været Vidne til; hun var nemlig bange for, at de skulde tage en falsk Trøst deraf og opsætte sin Omvendelse.
– 114 –