– i boken : “Barndoms- og Ungdomsminder”. Af A. Munch (Andreas/red.). Christiania. Forlagt af H. Aschehoug & Co. 1874. J. Chr. Gundersens Bogtrykkeri.
– (Andreas Munchs far, Johan Storm Munch, var norsk prest og senere biskop og søstersønn av den kjente dikteren Edvard Storm. Slik fulgte Andreas Munch i sin “grandonkels” fotspor og ble under det senere 1800-tall en kjent forfatter her hjemme).
Forfatteren skriver at boken er “Min gamle Moder og min lille Datter tilegnet”, med følgende innledning :
#
“Du Gamle med den blide Barnesjæl ! Tag disse Blade kjærligt hen, og dvæl
Ved Billeder fra længst hensvundne Dage, Hvis Minder her din Søn har kaldt tilbage,
Fordi de er den Grundvold, hvorpaa han Har bygget siden, til han blev en Mand;
Fordi han nu, saa nær ved Banens Ende, Har følt en Trang, at lægge Dig i Hænde
En Tak for Hjemmet, Han ei glemme kan.
#
Du Lille med det friske Barnesind ! Du vil og her, med Dug paa Rosenkind,
Din Fader følge paa hans Barndomsgang Og see, hvorledes han blev stemt til Sang;
Du synger den jo alt saa freidigt hen — Ved Dig din Fader blev til Barn igjen.
#
For Eder, og for Eders Lige kun I Barnesind og Tro paa Livets Grund,
Jeg fæsted disse simple Mindedrag Om Livet under Fædrehjemmets Tag,
Om svundne Tiders Skik, om ringe Ting, Som dog sig præge dybt i Slægters Ring.
– om bondekonen Mari Revaa : fra s. 19 – 22 :
Dette var nu de af Husets Beboere, jeg mest kan erindre, men til Ingen af dem, naturligviis med Undtagelse af Fader og Moder, følte jeg mig dog hendraget med saadan Inderlighed, som til en gammel Bondekone fra Nabolaget, der ofte besøgte os, Mari Revaa hed hun.
Det var et prægtigt Exemplar af en gjæv norsk Bondekone, saa mild og saa stærk paa eengang.
Alt til de forrige Præstefolk havde hun sluttet sig med Kjærlighed, og hun gik fra dem ligesom i Arv til os. Mari havde selv ingen Børn, men en Moders Hjerte for Andres.
Jeg seer hende endnu, saa smuk hun var med det kloge, rene gamle Ansigt, dee blaa, trofaste Øine og det stramt opstrøgne graa Haar under det krusede, sneehvide Hovedlin. Hun kom sjeldent uden at have noget Godt med til os Børn (Familien forøgedes under Opholdet paa Sande med endnu to Drenge) enten Bær og Blomster fra sin lille Have, eller lækkert Bagværk, som hun var en Mester i at lave.
Derfor kunde heller intet i hele Sognet rigtig lykkes, uden at hun maatte være der, forat lave Kagerne. Men ikke alene i Kogekunsten gav hun gode Raad, ogsaa i andre vanskelige Tilfælde blev hun adspurgt, som den, der altid vidste Raad; Kari Revaa var derfor høit anseet i hele Egnen og kunde med Rette kaldes dens kloge Kone, at sige i god Forstand, thi med Kvaksalverier gav hun sig aldrig af.
Men til Præstegaarden kom hun dog mest, der var hun ofte i hele otte Dage ad Gangen og hjalp til, hvor Noget skulde ordnes i Huset.
Med Frydeskrig saae vi Børn altid hendes Komme imøde. Stor var ogsaa Glæden, naar jeg undertiden fik Lov til at besøge hende i hendes Hjem, en af Revaagaardene, der ligge en halv Fjerdingvei fra Præstegaarden. Det graa, noget forfaldne, Bjælkehus med Svalgange ovenom laae omgivet af en lille, smukt holdt Have, en Sjeldenhed hos norske Bønder. Der var en Rigdom af Ribs og Stikkelsbær, og alle Urtebedene vare indfattede med Abrod, Balsom og Lavendel.
Den stærke Duft af disse Planter bringer mig endnu altid Mindet om Mari Revaas lille Have med dens Ildlilier og Dueblomster.
Indenfor i Stuen var der tarveligt og gammeldags, men renligt og net; med nogen Ængstelse fulgte jeg dog den kjære Mari derind, thi der sad gjerne i sin Kubbestol hendes Mand, den gamle Jørgen Revaa, og snittede paa et eller andet Træarbeide.
Han indgjød mig altid en vis Frygt, thi han var en høi, alvorlig, noget ordknap Mand, med et frastødende Ydre; jeg kunde ikke begribe hvorledes den gode, blide Mari hørte ham til. Jeg troer heller ikke, at der var synderlig Samstemning mellem dem, han levede mest for sig selv, men hun for hele Egnen.
Imidlertid var han jo et nødvendigt Onde, naar man vilde gjæste Revaa, og vi Børn glemte ham snart, naar Mari satte for os det lækkre Flødegrødsfad, eller førte os ovenpaa til Salen, som de kaldte det, et temmeligt stort Rum, som tjente Mari paa eengang til Stadsværelse og til Pulterkammer. Der stod to med mange Lag af Dyner opredte Senge og flere med brogede Blomster og Navnetræk bemalede Kister, hvis Indhold af mange Rariteter Mari maatte vise os, og som vi aldrig kunde blive trætter af at beundre.
Naar saa Besøget var tilende, fulgte Mari os selv hjem til Præstegaarden og blev gjerne hos os om Aftenen.