– og inntatt i tidsskriftet «Illustreret Nyhedsblad» for 18. juni 1865; det er den kjente dikter Jonas Lie, en av de 4 store i norsk nyere dikter-tradisjon, som i dette diktet hedrer minnet etter den vel 2 år tidligere, 6. mars 1863, bortgangne Søren Daniel Schiøtz (her bare kalt Daniel S.), født 24. desember 1829, som 3. sønn av fogden Søren Daniel Schiøtz.
Han døde i Slesvig – i strid for den danske/den skandinaviske sak; i skrifter er han benevnt regiments-kirurg;
Dette lille Digt, der paa Grund af dets private Natur oprindelig var tænkt at skulle forblive utrykt, udgives nu paa Anmodning af Enkelte, som troe, at det vil interessere en videre Kreds af den Afdødes Venner. Her tilføies kun til Erindring om og Klargjørelse af, hvad Schiøtz’s Død for den skandinaviske Sag egentlig repræsenterer, at han — hvorfor jeg ogsaa har hans skriftlige Udtalelser — var blandt de Skandinaver, som saalænge Fredrik VII levede, ivrigst vilde Krig for Danmarks Skyld og Alliancetraktatens Afslutning, — Alt af Tillid til denne Konges ærlige Villie og Evne til at styre Danmarks Politik i folkelig skandinavisk Retning. Paa den anden Side var han efter Frederik VIIs Død — ganske simpelt fordi han ikke nærede den samme Tillid til Christian IXs skandinaviske Villie, da denne kom til Roret — ligesaa stærkt imod at vove Krigen og Alliancetraktaten, som han før havde ivret derfor. Tilbagetoget fra Danevirke var i hans Øine kun det første Udtryk for denne nye Christian IXs Politik. Derimod fandt han det nu som før ubetinget at være enhver god Skandinavs private Pligt efter Evne at offre for Danmarks Skyld, og denne Anskuelse var det, han beseglede med sin Død.
J.L. (Jonas Lie/red.)
#
En fager Død er Vinding,
Mer værd end Ungdoms Knop :
Med Lauren om din Tinding,
Min Ven, Du slutted’ op !
Omkring din unge Baare
Staar Folket sørgeklædt,
Og i dets Blik en Taare,
Som det for Dig har grædt !
#
Saa tidt i Vinterkvælden
Ved Arnen i vort Hjem
Vi Eventyr for Sjælen
Isammen drömte frem;
Det var saa rige Timer,
Saa mangen Hjertets Stund;
Nu Høitidsklokken kimer
Til Dig i Dødens Blund.
#
Med Guddomsild i Talen
Du løfted’ Festens Lag
Og speiled’ i Pokalen
Os Nordens store Sag;
Da steg for os som Ære,
Mer værdt end Hjem og Guld,
At kunne Vidne bære
Med Blod i Slesvigs Muld.
#
Blandt Fiender nu sig høiner
Din Grav som Mærkested,
Hvor heist al Norden øiner
Sit Flag, hvorfor Du stred;
Ved det i Æreskiste
Du ligger tro paa Vagt,
Det bedste Hverv, Du vidste,
Har Dødens Haand Dig rakt.
#
I Danmarks fagre Sommer,
Den, som han holdt saa af,
Et Dannebrog af Blommer
Sig breder paa hans Grav;
Der holde de hans Tale
I solrigt Farvesprog
Og yndeligen male
Hans Hjerte, som det slog.
#